Storbyggeri # 6: Masturbationsbåse, stjernekig og violinspil

Pejsebrænde LOGO

Efterhånden er byggeriet af KnockHouse i fare for at blive daglig trummerum, idet jeg har beregnet, at der bliver bygget ca. 155 etager á ca. 3 meters højde, hvilket passer fint ind i ældre sædvane ved bygning af herskabsvillaer. Derfor vil jeg nu bede avisen om at annoncere efter udsmykkende kunstnere fra såvel lokalområdet som oplandet, hvis de mod et ikke for stort vederlag vil producere noget vi kan hænge op eller udstille i de små torveafsnit, jeg forventer bygges ind mellem hver tiende etage.

Her vil der blive opstillet bænke at diskutere verdenssituationen og alt muligt andet i hyggelige omgivelser, ligesom der vil blive toiletter med masturbationsbåse og inspirerende lysbilleder på LCD-skærme. Dog kan etagehøjden variere lidt i toppen, idet der må påregnes mere til den restaurant der påtænkes bygget under en flyvelederbemandet kontroltårnsetage og som kronen på værket indretning af Blodhavn lokal-TV og lokalradio med sendermast og 5G mobilrelæsender/ modtager på taget.

Der vil også i restauranten blive opstillet stærke kikkerter (“organiseret” fra Israels militær) til at nyde udsigten med. Da de er store, er der også påtænkt stjernekikkeraftener/nætter. Disse kan annonceres i avisen. Som en særlig hyldest til vores allesammens redaktør Louis B. Knockel, arbejdes der på en buste af redaktøren, udformet af ravklumper, limet sammen med vinylester fra byggeriet. Man forventer et særligt lysspil i de indre brudflader, udtaler billedhuggeren Stein Stenblok Blicher, oldebarn af den kendte forfatter. Redaktøren kan selv vælge, hvor den må opstilles.

Storbyg stjernekig

Den (ahem) indkapslede inspektør fra Kystdirektoratet må vi give et bortforklarende navn, der indgår i lokalhistorien , eller blot kalde “statuen” for “Stemmen fra havet”. Skulle inspektoratet sende nogen, der spørger efter inspektøren, kan vi sige at han nok blev ædt af den lokale hvide haj, der har forvildet sig til vores kyst, men at den ikke er blevet set de sidste 14 dage. Vi må også være parate med en tilladelse til kystsikring, hvis nogen vil forfatte den.

Irlænderne har atter præsteret et forbilledligt arbejde med at få tilføjet 20 etager den sidste uge. Man skulle tro at der var lavet byggesjusk, men det er ikke observeret. Man har endda fået installeret gadelygter uden på tårnet for hver femte etage. Det kommer til at ligne et juletræ, når højtiden nærmer sig. Der vil dog ikke blive opsat lygter deroppe, hvor der skal kikkes stjerner. Der vil man montere faste markiseplader under restauranten, så folks mørkesyn kan bevares.

Storbyg badedragter

Byrådet, der jo stadig ikke har kunnet vække borgmesteren, har overvejelser om at anlægge en strandpromenade fra havnen i Blodhavn og ud til Knockhouse og en badeanstalt i nærheden af tårnet. Der er tænkt i klassisk engelsk stil som kendes fra sydengelske badeanstalter. Man kan bemande den med personale i gamle dragter omtrent som i serien Badehotellet. En velforsynet iskiosk hitter altid hos ungdommen og flere ældre. Ydermere har man tænkt sig at bygge en skateboardbane af tiloversblevne europaller og fiskekasser med et kørelag ovenpå.

Skolens ældste klasser har nu oprettet en ” Fiddlers’ Club ” efter at irerne har givet violinundervisning på aftenskolen. Da man i forvejen har skoleorkesterets trompetblæsere parate, vil man arrangere en mexicansk mariachi-koncert i efteråret. Håndgerningspigerne syr på livet løs for at fremstille overdådige mexicanske dansekjoler og har studeret dansetrin der hører til. Sammenlign med videoen med Jesusita en Chihuahua (klik for at lytte).  Det skal nok gå, selvom mariachimusik er noget anderledes end irsk tradition. At irerne virkelig kan det der, ses bl.a. her, hvor den bedste fiddle player i The Dubliners, John Sheahan (de har kun ham) spiller lige op med André Rieu, som jo er noget yngre:  Måske mariachifesten falder sammen med rejsegildet, som man allerede nu forventer sig meget af.

Byggeriet af højhuset har jo krævet en stor opfindsomhed og et endnu større initiativ af egnens borgere og bønder, så børnene har fået ikke 2 men hele 3 trin højere karakterer ved skolernes afgangseksamen. Og i år forventes de at score næsten lutter 12-taller. Også de få handicappede er pænt med. Man håber på godt vejr det meste af året.

Byggesagaens afsnit 1
Byggesagaens afsnit 2
Byggesagaens afsnit 3
Byggesagaens afsnit 4
Byggesagaens afsnit 5

Byggesagaens afsnit 7

Retur til avisens forside

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*
To prove you're a person (not a spam script), type the security word shown in the picture. Click on the picture to hear an audio file of the word.
Anti-spam image