idet vi desværre atter har måttet konstatere udefrakommende kriminel sogneaktivitet, udsender vi hermed følgende alvorlige advarsel, til almindelig orientering:
Det er i nattens mulm og mørke lykkedes skrupelløse svindlere at etablere et illegalt billetsalg af falske adgangskort til indvielsen af Knockhouse, på selve taget af Gustenhuse Krematorium. Vi beklager herfra dybt denne skandaløse hændelse, men beder også d’herrer ærede læsere om forståelse, de seneste dages tumult taget i betragtning.
Nedlusseret på fersk gerning: Ovenstående foto viser den berygtede nidding Snyedbert Fupp, stadig med hånden begravet i den lomme, hvori han på samfundsskadelig vis opbevarede sin kontrabande, efter vor personlige konfrontation udenfor Gustenhuse Svinebordel (hvor jeg tilfældigvis befandt mig på tidspunktet).
Fupp udstår i talende stund og under særdeles strengt tilsyn sin velfortjente straf, ved omlægning af brostenene foran domhuset. Dette antages at ville vare ikke under 2 måneder, hvorefter Fupp og dennes medsammensvorne af mig personligt vil blive udkastet fra liggasballonens agterlatrin, over Holstebro Slamreservoir.
Eventuelle falske billetter skal senest i overmorgen, kl. 06:45prc, indleveres på mit kontor, hvorefter sogneterrorparagraffen vil blive taget i anvendelse. Refundering kan under ingen omstændigheder komme på tale, men De er velkommen til at gøre fremmøde på Domhuspladsen og lussere de skyldige, alt efter behov. Gratis ½-liters krus med blå drikkepetroleum udskænkes pr. kulance og på sognets regning for hver 100de uddelte lussering, i øvrigt under skarpt opsyn af hr. vægter Larmo Rasselschlüssel, jr.
Ærbødigst, Deres loyale ven,
-Hartmann
VARM TAK for denne samfundsvigtige storreportage. Redaktionen tilføjer, at indvielsen af Knockhouse ligesom alle andre arrangementer med over 7 deltagere kræver såvel gyldig billet med brun afstempling som fremvisning af smittepas. Ingen undtagelser, mine damer og herrer!
Ærede hr. Pejsebrændeog alle øvrige distingverede byggeudvalgsmedlemmer!
Følgende kommuniké er af mig netop modtaget pr. ESP, fra paranormal investigator og tidevandsobservatør, den i 1888 ved frivillig astral demolekylærelse afdøde hr. Snade Messehagel, tidl. Bolskinhus, pr. Gustenhushede.
Hr. Messehagel har for nylig været mig yderst behjælpelig med bekæmpelsen af de overnaturlige pestilenser, der systematisk og uden forudgående tilladelse har hærget mit beskedne domicil. Derfor beder jeg Dem venligst tage følgende information til alvorlig efterretning. Skulle det knibe med koncentrationen, har jeg aftalt med Lohengrin, at der vil næste udvalgsmøde vil blive uddelt ikke under 62 dobbelte disciplinærabelussinger ved indgangen, til eventuelle uopmærksomme medlemmer.
Så til sagen: hr. Messehagel pointerer, ganske rimeligt, at enhver strukturel anvendelse af ved ringridning fremkommet vindmølleskrot ved alle tidligere tilfælde har vist sig som værende totalt omsonst. Vi kan og bør således ikke sætte vor lid til denne aldeles udokumenterede arbejdsproces.
Derfor må jeg indskærpe udvalgets medlemmer, at de solide, traditionelle nordvestjydske konstruktionsprincipper til enhver tid må være at foretrække, frem for diverse risikable nordslesvigske eksperimenter. Husk blot på Istedløven.
Faktisk er det hr. Messehagels overbevisning, at samtlige disse grænselandsproletarer, uagtet arbejdsfunktion samt effektivitet, øjeblikkeligt skal bortvises fra området. Det samme bør gælde ved udvalgsmøderne. Det hele skulle jo nødig ende i det rene møjn og pjat!
Velkommen til første møde i Udvalget for opførelse af højhuset KnockHouse. Jeg er formand Paul Pejsebrænde. Når nogen vil sige noget, sker det ved håndsoprækning til formanden (det er mig) eller til ordstyreren (det er også mig) eller til kassereren, det er hr. Knockel — nå nej han er ikke kommet endnu.
Jeg takker for det fuldtallige fremmøde og vil gerne præsentere min ven Lohengrin (chimpanse), der skal sørge for ro og orden i lokalet. Da jeg er blevet for langsom i muskulaturen til at uddele lussinger, vil jeg ved fremtidige byggerimøder være ledsagtet af den leende chimpanse Lohengrin, der har stået i lussingelære hos tidligere regnelærer “Flade Nilla” Nielsen fra Aabenraa Lilleskole.
Lohengrin har stadig styrken til at uddele ørefigener, men kan bestikkes med svesker, hvis ikke man vil undgå lussinger, ørefigener og kindheste. (Abelatter). Lohengrin, tag det roligt og spis dine svesker!
Første punkt på dagsordenen er erhvervelse af byggegrund. (En hånd rækkes op.) Ja, hr. Albert Jordenbrug?
Jordenbrug: Der er købt en grund på Blodhavn Nordstrand for 14 kroner og 53 øre.
Nå, det var da billigt, så er det klaret. Næste punkt er udbud. (En hånd rækkes op.) Ja, Hr. Gerhard Vielgesjæft?
Vielgesjæft: Skal arbejdet ikke udbydes i EU-licitation? Det kan blive dyrt.
Ikke hvis vi holder budgettet og lønningerne inden for de lokale tariffer, der som bekendt ikke er steget de sidste 100 år. Vi skal blot bygge for under 1 million. Næste punkt er byggematerialer og arkitektskitse. (Der følger nu en længere forklaring fra undertegnede.)
Herr Hartmann Stahl-Eisenmann, vil De fortælle, om der kan skaffes ekspertise i kulfiberteknologi eller metallurgi fra Krupp-Koncernen ?
Eisenmann: Jeg vil gerne bede om betænkningstid.
Godt, De får til efter at De har publiceret deres næste to artikler i Landsbytosssen.dk. (Der snakkes videre og snakkes og snakkes. Efterhånden begynder nogen at blunde lidt.)
Hvis int de herrer gast bedaue å høj etter, så fortsætter æ å synnejysk. Nå det var godt, så fortsætter vi. (Der snakkes og snakkes, og tilhørerne falder i søvn.)
Lohengrin, sørg for at vække de herrer og for at de hører efter. Nå, han er også faldet i søvn. Jamen så takker jeg for god ro og orden, mødet er hævet. (En dør går.)
Nå, der kommer hr. Knockel. Godav Louis! Lad os tage Lohengrin med over på kroen og bestille en kop sønderjydsk kaffe og en cheesecake til hver, så vi ikke også falder i søvn. (Vi får vækket aben og går.)
Lidt efter vågner tilhørerne og forlader også stedet. (En dør går flere gange.)
Ovre på kroen: Nå, det smagte jo dejligt, jeg sender referatet. (PRUT-prr-prr-pruiii!) Jamen Lohengrin, du har jo overskidt gulvet. (Abelatter.) Det er også alle de svesker. Godt at jeg har medbragt køkkenrulle og plasticposer.
Efterhånden er byggeriet af KnockHouse i fare for at blive daglig trummerum, idet jeg har beregnet, at der bliver bygget ca. 155 etager á ca. 3 meters højde, hvilket passer fint ind i ældre sædvane ved bygning af herskabsvillaer. Derfor vil jeg nu bede avisen om at annoncere efter udsmykkende kunstnere fra såvel lokalområdet som oplandet, hvis de mod et ikke for stort vederlag vil producere noget vi kan hænge op eller udstille i de små torveafsnit, jeg forventer bygges ind mellem hver tiende etage.
Her vil der blive opstillet bænke at diskutere verdenssituationen og alt muligt andet i hyggelige omgivelser, ligesom der vil blive toiletter med masturbationsbåse og inspirerende lysbilleder på LCD-skærme. Dog kan etagehøjden variere lidt i toppen, idet der må påregnes mere til den restaurant der påtænkes bygget under en flyvelederbemandet kontroltårnsetage og som kronen på værket indretning af Blodhavn lokal-TV og lokalradio med sendermast og 5G mobilrelæsender/ modtager på taget.
Der vil også i restauranten blive opstillet stærke kikkerter (“organiseret” fra Israels militær) til at nyde udsigten med. Da de er store, er der også påtænkt stjernekikkeraftener/nætter. Disse kan annonceres i avisen. Som en særlig hyldest til vores allesammens redaktør Louis B. Knockel, arbejdes der på en buste af redaktøren, udformet af ravklumper, limet sammen med vinylester fra byggeriet. Man forventer et særligt lysspil i de indre brudflader, udtaler billedhuggeren Stein Stenblok Blicher, oldebarn af den kendte forfatter. Redaktøren kan selv vælge, hvor den må opstilles.
Den (ahem) indkapsledeinspektør fra Kystdirektoratet må vi give et bortforklarende navn, der indgår i lokalhistorien , eller blot kalde “statuen” for “Stemmen fra havet”. Skulle inspektoratet sende nogen, der spørger efter inspektøren, kan vi sige at han nok blev ædt af den lokale hvide haj, der har forvildet sig til vores kyst, men at den ikke er blevet set de sidste 14 dage. Vi må også være parate med en tilladelse til kystsikring, hvis nogen vil forfatte den.
Irlænderne har atter præsteret et forbilledligt arbejde med at få tilføjet 20 etager den sidste uge. Man skulle tro at der var lavet byggesjusk, men det er ikke observeret. Man har endda fået installeret gadelygter uden på tårnet for hver femte etage. Det kommer til at ligne et juletræ, når højtiden nærmer sig. Der vil dog ikke blive opsat lygter deroppe, hvor der skal kikkes stjerner. Der vil man montere faste markiseplader under restauranten, så folks mørkesyn kan bevares.
Byrådet, der jo stadig ikke har kunnet vække borgmesteren, har overvejelser om at anlægge en strandpromenade fra havnen i Blodhavn og ud til Knockhouse og en badeanstalt i nærheden af tårnet. Der er tænkt i klassisk engelsk stil som kendes fra sydengelske badeanstalter. Man kan bemande den med personale i gamle dragter omtrent som i serien Badehotellet. En velforsynet iskiosk hitter altid hos ungdommen og flere ældre. Ydermere har man tænkt sig at bygge en skateboardbane af tiloversblevne europaller og fiskekasser med et kørelag ovenpå.
Skolens ældste klasser har nu oprettet en ” Fiddlers’ Club ” efter at irerne har givet violinundervisning på aftenskolen. Da man i forvejen har skoleorkesterets trompetblæsere parate, vil man arrangere en mexicansk mariachi-koncert i efteråret. Håndgerningspigerne syr på livet løs for at fremstille overdådige mexicanske dansekjoler og har studeret dansetrin der hører til. Sammenlign med videoen med Jesusita en Chihuahua (klik for at lytte). Det skal nok gå, selvom mariachimusik er noget anderledes end irsk tradition. At irerne virkelig kan det der, ses bl.a. her, hvor den bedste fiddle player i The Dubliners, John Sheahan (de har kun ham) spiller lige op med André Rieu, som jo er noget yngre: Måske mariachifesten falder sammen med rejsegildet, som man allerede nu forventer sig meget af.
Byggeriet af højhuset har jo krævet en stor opfindsomhed og et endnu større initiativ af egnens borgere og bønder, så børnene har fået ikke 2 men hele 3 trin højere karakterer ved skolernes afgangseksamen. Og i år forventes de at score næsten lutter 12-taller. Også de få handicappede er pænt med. Man håber på godt vejr det meste af året.
Det store byggeri af KnockHouse er nu næsten halvt færdigt, så vi slipper for at holde rejsegildet i bidende kulde og efterårsstorm. Ballonerne har været rystet igennem af jævn blæst, men ikke noget ubehageligt. Og Lohengrin og de 5 gorillaer Mbele, Rongo, Juku, Katanga og Sisyfos har været oppe at kontrollere wirernes tilstand et par gange uden at finde noget at bemærke, hvilket Lohengrin nedfældede på en forklarende tegning. De fik et større vegetarisk måltid som belønning.
Folk med kikkerter har observeret, at pøbelen i Holstebro er begyndt at blive lidt for nysgerrige og også betragter os i kikkerter. Så man har befæstet landevejene lidt diskret og opsat vagter for ikke at blive overraskede af en ny invasion, nu da storbyboerne led et forsmædeligt nederlag ved at deres tropper sidste gang blev nedkæmpet af ovennævnte aber, uden at der blev løsnet et skud. Nåja, der blev løsnet et enkelt, men riflen eksploderede i krøllet stål og soldaten blev sværtet sort i ansigtet og kunne glat have optrådt som festneger. Han led dog ingen fysisk overlast, men blev forskrækket. Vore bønder har samlet lagre af roer og hvidkålshoveder, man kan kaste efter eventuelle fjender med opstillede katapulter og blider. Hurra for det gamle håndværk ! Ingen i fly kan se hvad der er under presenningerne. En præst havde et haglgevær ladet med groft salt. Men indtil videre er der fred.
Man burde som neutral sønderjyde måske tage til Holstebro for at se hvad de tænkte på. Hvordan startede fejden overhovedet ? De derinde i storbyen kunne da være ligeglade. Egentlig har jeg slet ikke tid til andet end byggeriet lige nu. De 4 balloner må være hvad de kikker efter. De kan slet ikke regne ud hvad de er til, hihi. Vore landmænd siger, at deres marker og enge så småt er ved at komme sig ovenpå ringriderhestenes forbrug, ligesom man havde observeret, at deres egne heste fattede sympati for gæsterne ved bl.a. at bedække hopperne. Og at trafikken også gik den anden vej, får vi jo nok at se, når der kommer føl. Så brydes indavlen, hvilket man er godt tilfredse med. De sønderjydske heste er nu engang prægtige. Og sikke kræfter de arbejdsheste har! Vores egne er nu heller ikke så ringe endda. Bare vent til vore unge rejser på ferie i Irland og Sønderjylland. Det bliver interessant hvilke ægteskaber der kommer ud af det. Kan vi mon sprede vore sunde gener, så også andre lever så længe? Nåja, jeg er blevet vant til at tale om “os nordvestjyder”, selvom jeg bare er en sølle indvandrer. Jeg har dog både været på militærøvelser og skoleudflugt i oplandet.
Og så er der jo det nymodens Google Maps, hvor man kan se det hele lidt fra oven. Sært nok er hele egnen slet ikke med. Der må være tale om en dimensionslomme. Men vi kan da godt modtage signaler fra satellitterne ligesom alle andre. Sært, sært. Jeg har mistanke til UFO-besøg. De kan have efterladt noget vi ikke har fundet endnu. Hr. Knockels Danmarkshistorie tyder også på, at noget er foregået i årtusinder. Det vil jeg lade egnens folkemindeforskere om at finde ud af. Greven kan jo begynde at lede i slottets afkroge. Hemmeligheden bag egnens mindst 100 år gamle lønsystem var nok værd at undersøge. Hvorfor er greven helt blanket af økonomisk? Har Jens Langkniv været på spil efter at have hørt om Robin Hood ? Er underskudet mon gået i arv? Det kunne man godt sætte Hr. Halunk til at undersøge.
I øvrigt retter jeg her en stor tak til kunstnerne for at have fremstillet og indleveret de skønne værker, der nu allerede pryder det indre af de færdige etager. Hvis man tager ophold på torvene, skal man tage hensyn til, at håndværkerne skal kunne færdes uhindret. De har brugt mange kræfter på at trave op og ned ad trapperne, idet det er nemmere end at bruge stilladser. Måske man burde sætte vore opfindsomme borgere til at bygge fragtdroner, så man faktisk kunne flyve hver enkelt mand op til de relevante etager, idet vinduerne mangler nogle steder. Dette kunne blive en indbringende gesjæft også med eksport for øje. Vores gode Mohammad Ali Minbar Numsi kan måske opsnuse noget om militærdroner, idet amerikanerne såmænd nok har givet nogen til araberne. Måske han endda kan “organisere” et par stykker ved at foregive noget om en NATO-øvelse i Danmark. Han er lige så snu som en vis Egon Olsen.
Nede på Blodhavn har man talt om at oprette et piratlaug, der skal rollespille sørøvere og sejle ud i en kopi af et gammelt sejlskib og besøge havnene i Ringkøbing, Thyborøn, Hanstholm, osv. for at tjene lidt håndører til vor slunkne kommunekasse. Værtshavnene gætter aldrig at piraterne også er ægte, nogen af dem. Nød lærer nøgen kvinde…. osv. “Den sorte skude af Blodhavn” lyder som et godt navn til piratfregatten. Kanonerne skal vi nok få Varde Stålværk til at lave som “fritidsfusk”. Også de kan trækkes hertil med hestevogne. Og krudtet har Lohengrin jo allerede hugget fra Holstebro-hæren. Som min gamle løjtnant Brag fra artilleriet ville have sagt: “Der skal ordentligt knald i den.” (Han hed virkelig Brag). Det er altså det, som det gamle træskibsværft er genåbnet for, hvis borgerne undrer sig.
Her på egnen er der nok at undre sig over, især for spredte cykelturister, som vi ser af og til. Vi har jo ikke så få borgere, der ligner mutanter noget. Gad dog vide, om vi også kan tjene penge på “Freak shows” ved at lade de mest interessante borgere rejse rundt med Dahls Tivoli ? Jeg må sige, at jeg har vænnet mig til folk her på egnen efterhånden. Også til at dyrene kan mere end dyr fra andre landsdele. Jeg blev engang kaldt Hr. Vombattræner, men har aldrig fået afprøvet skjulte evner mht. pungdyr. Vombats graver huler, siges der. Om så de kan trænes til entreprenørarbejde, eller efterårspløjning? Eller til plantning i gartnerier? Nu jeg er ved det, så vil jeg lige minde om den traditionsrige dans om majstangen, som opsættes i Klamhuse centrum inden længe. Vore folkedansere vil atter møde op!
Nu skulle det jo næsten gå sådan, at der gik politik i byggeriet af KnockHouse før eller siden. Således kom der en mindre demonstration rejsende til Blodhavn. Ikke fra Holstebro, nej men fra selveste København. Nogle unge mennesker med 3 Christianiaprikker på tøjet, uredt hår og gamle aflagte kinesiske kasketter stillede et par ølkasser og en højttaler op i nærheden af byggepladsen, og en greb en mikrofon, og så lød det: “Her kan vi med egne øjne se hvad for ublu metoder storkapitalen gør brug af overfor de undertrykte arbejdere.” “Vi ved at her udbetales der ikke løn, ikke engang en 50-øre i timen.” “Gutter, tariffen er 300 kroner i timen, og det må murerne kunne forlang. Hvad har vi ellers overenskomster til?” “Skal vi ikke gøre fælles rød front mod udbytterne?” “Skal vi se småbørn i de små hjem gå sultne i seng?”
Længere nåede han ikke, før 7 irlændere med musikinstrumenter rev mikrofonen fra ham og sagde: “Well young man, we’re bloody volunteers og begyndte at spille og synge McAlpine’s fusiliers: “So when the going gets rough you must be tough.” Nogle af danskerne spurgte, om demonstranterne skulle have penge til bussen hjem. De forsvandt slukørede af sig selv, slæbende grejet efter sig. “Haha, som om nogen af os ser ud som om vi sulter!” (Mere latter).
Næste dag kom en smilende ung mand med et nummer af den venstreorienterede avis “Arbejderen” bag på cyklen, standsede, stod af og viste en lille artikel på side 7 om de unges version af den mislykkede demonstration. Den var ikke helt i overensstemmelse med sandheden, så godt at Landsbytossen.dk nåede at filme hele optrinnet. Vi havde jo en vaks hr. Nidding Halunk, der tilfældigvis var kommet cyklende ind i Blodhavn efter den fremmede minibus med Christianiaprikker på, for at se hvad den lavede på egnen. Og han var endda bevæbnet med en smartphone. Så man sendte lige optagelsen til Ekstra Bladet udover at publicere den i vor egen netavis. Ja selv Youtube fik den, så vi var helt sikre.
Jeg er aldrig blevet kaldt “Storkapitalen” før med et budget på en million, selvom vi måske nok kunne leve længe af den her på egnen. Mon ord som STOLTHED stadig står i ordbogen ? Nu mangler det vist kun at nogen maler Hitlerskæg på Knockelbusten. Louis er en ven, ikke nogen fører. Vi er klar med sæbevand og børste. Forresten må nogen vist hellere bringe lidt forsyninger ud til greven, hvis ikke vi vil begrave ham snart. Og slottet er jo bevaringsværdigt. Det trænger til en meget stor kærlig hånd. Den sleske advokat Best har man ikke set længe. Han er nok i Tyskland. Under besættelsen sagde man ofte: “Best, Hitler, Himmler.” Og han skød sig jo også.
Nå, bare vent til vi får fyret op under vort lokal-TV. Så kan enhver se og høre hvad vi er for et folkefærd. Også dem i Holstebro. Vi overvejer at invitere Ulla Essendrop over for at snakke om noget mere interessant end hun plejer. Det kunne godt være om Blodhavns Mariachifest. Og om udsigten fra tårnet. Og så må vi se, hvor langt vi er med piratskibet til den tid. En kan sikkert godt optræde som Peter Pan. Eller Gerhard Grønbuks, som han vel kommer til at kaldes. Med eller uden fiseflyvning. Vi skal jo passe på den fine dames fornemmelser. En udstilling af Mogens’ kalapøjsere ville måske være for speciel. Men måske oplæsning af et digt af Bjarlkram Rodaz for at hylde vor venskabsby, Pladderballe.
Nu troede man måske, at med KnockHouse færdigt, ville der falde ro over Blodhavn Nordstrand. Men i læsiden af tårnet, sådan ca. 100 meter mod øst var der efterladt noget byggeaffald, som havde fået et eget liv efter at nogle nætter havde spredt stjerneskud over en klar efterårshimmel i oktober. Der var groet nogle planteranker op, og af dem var de fleste forskellige arter filtret sammen mellem afblomstrede hybenroser og andet godt. Også nogle cigaretskodder af hjemmerullet tobak var begyndt at gro og få blade af cannabis og spidshattede svampe og andet euforiserende ukrudt. Sågar 2 pigæbleurter strakte sig trætte op, vinterparate. Men så var der andet end ” sjov tobak “, nogle ubestemmelige kviste med små bjælder som lignede de stativer det tyrkiske orkester havde bimlet med, og små højttalere på kviste, som småsang og småsnakkede, og noget der lignede vaginaer med masturberende fingre, eller små tissemænd, der løftedes for atter at sænkes.
Det var som om folkesjælen havde indfundet sig og materialiseret sig. Sene blomster der lignede mexicanske kjoler pyntede op så sent hist og her. Og små trompetblomster truttede dæmpede mariachimelodier. Og så man godt efter, fløj der noget der lignede alfer rundt fra blomst til blomst og sugede nektar. Der var endda lys i dem i skumringen. Der var også vokset en “bænk” frem af nogle aflagte brædder. Det hele inviterede til en stjernestund for kærestepar.
Imens fik egnens digtere ligesom lyst til at skrive og malerne til at male billeder. Og da en nattergal satte sig og sang i vilden sky, var billedet ligesom perfekt. Hvad i Knockels underbukser var der dog ved at ske ? Havde H. C. Andersens spøgelse vandret forbi ? Det ville man måske høre mere om.
Havde det nu noget på sig, at der groede eventyr frem på stranden ? Den næste der kom ud til stedet, så først ikke noget unormalt, men begyndte så at se ædelstene og guld og en lille gnom med en gryde. Og den tredie så en stak af diverse brunvarer.
Knockel var blevet nysgerrig og havde tænkt på at der måtte være tabt noget, der fremkaldte syner. Han prøvede at iføre sig en gasmaske fra krigens tid og se efter. Der var intet unormalt at se, kun brædder og andet fra byggeriet. Han lod brandvæsenet sætte afspærring og et skilt op. Avisen fik en kort artikel om at man burde være forsigtig med stedet, til der var analyseret prøver derfra. Da disse gav et resultat, fandt man hallucinogene stoffer fra stedet. De måtte være faldet ned oppefra, anden mulighed var der ikke. Ikke engang Kasper var set i området, ejheller opfinderen. Ingen optegnelser fra krigen skrev om gasangreb.
Redaktøren og politiet valgte at lade stedet rense og overfladelaget gemmes i en tønde. Sagen begyndte at gå i glemmebogen, og der blev fejret Jul på nordvestjydsk vis. Men hen i starten af januar blev der set sære lys ude over heden. Landbetjent Søren Nagelfast, Gustenhuse politi cyklede derud med Fritze løbende ved siden af cyklen. 2 timers undersøgelse gav ingen spor. Hunden fandt heller intet. 2 døgn efter så man lysene igen, og i en kikkert så man noget svæve rundt med ligesom et lysende felt omkring.
Snart havde UFO-feberen grebet beboerne i Gustenhuse, Klamhuse og Blodhavn, og hver aften vrimlede der med cykler på heden. Men så så man ikke noget. I Landsbytossen.dk’s arkiver fra over 200 år siden var falmede papirer at bladre igennem ( forsigtigt ), og der stod om et UFO-syn af noget der var blevet efterladt på heden af fremmede væsener, men at man dengang ikke havde fundet noget. Skal vi nu se om der er noget derude ? Mulder og Scully havde måske haft fat i noget i Amerika.
Et himmelstræbende gigantbyggeri, der vil overtrumfe ikke bare alle danske, men samtlige europæiske højhuse, er på vej til Blodhavn Nordstrand.
Usseldrupegnens Storsogneråd og Den Knockelske Familiebyggefond er gået sammen med førende arkitekter, håndværkere og lokale frivillige om skyskraberen KnockHouse, der vil rage 463,4 m (plus strandterrænhøjde ca 12 m) i vejret.
“Midtjyder, russere og andre svagpissere skal få at se, hvad Nordvestjylland kan præstere, når alle lægger kræfterne i,” erklærer projektlederen, brunvarebogholder Harding Ungknockel, Klamhuse Vestermark.
To af verdens førende arkitekter, d’herrer Pholbert Gyllewaber og Bassam Bumsenwaber, har tilført et design, som bringer højhuset i samklang med den nordvestjyske natur.
Det synlige byggemateriale udgøres af brugte Europa-paller. Vinduer bliver tilvirket af udbankede og sammensvejsede plasticflasker. Den centrale bærende konstruktion er en søjle af betonkloakringe, der fungerer som både elevator og styrtlatrin.
“Så enkelt, økonomisk og æstetisk tilfredsstillende kan det gøres,” udtaler de to arkitekter.
Huset skal rumme indkvarteringsfaciliteter for op til 5000 mindrebemidlede turister samt kontorer, klinikker og boliger. I de to øverste etager indrettes et flyvekontroltårn.
De første materialer, indsamlet og doneret af frivillige, er allerede under opstabling nogle hundrede meter bag byggepladsen. Yderligere bidrag (herunder gerne el-kabler, brændeovne, tæpper og gulvbelægninger af enhver art) kan afleveres mandage og onsdage på ulige datoer kl. 06.31 til 11.12 prc.
Avisen vil følge arbejdet i månederne, der kommer. Dato for indvielsen af KnockHouse holdes hemmelig, men informerede kilder kigger ikke længere frem end 12-14 måneder.