Tag-arkiv: skyskraber

Europas højeste bygning rejses nord for Blodhavn

Reportage: Crass Børsting
Illustrationer: Arkitekterne Gyllewaber & Bumsenhuber m.fl.

Et himmelstræbende gigantbyggeri, der vil overtrumfe ikke bare alle danske, men samtlige europæiske højhuse, er på vej til Blodhavn Nordstrand.

Usseldrupegnens Storsogneråd og Den Knockelske Familiebyggefond er gået sammen med førende arkitekter, håndværkere og lokale frivillige om skyskraberen KnockHouse, der vil rage 463,4 m (plus strandterrænhøjde ca 12 m) i vejret.

Knockhouse placering

“Midtjyder, russere og andre svagpissere skal få at se, hvad Nordvestjylland kan præstere, når alle lægger kræfterne i,” erklærer projektlederen, brunvarebogholder Harding Ungknockel, Klamhuse Vestermark.

Knockhouse grafik

To af verdens førende arkitekter, d’herrer Pholbert Gyllewaber og Bassam Bumsenwaber, har tilført et design, som bringer højhuset i samklang med den nordvestjyske natur.

Knockhouse arkitekter

Det synlige byggemateriale udgøres af brugte Europa-paller. Vinduer bliver tilvirket af udbankede og sammensvejsede plasticflasker. Den centrale bærende konstruktion er en søjle af betonkloakringe, der fungerer som både elevator og styrtlatrin.

“Så enkelt, økonomisk og æstetisk tilfredsstillende kan det gøres,” udtaler de to arkitekter.

Huset skal rumme indkvarteringsfaciliteter for op til 5000 mindrebemidlede turister samt kontorer, klinikker og boliger. I de to øverste etager indrettes et flyvekontroltårn.

Knockhouse materialer

De første materialer, indsamlet og doneret af frivillige, er allerede under opstabling nogle hundrede meter bag byggepladsen. Yderligere bidrag (herunder gerne el-kabler, brændeovne, tæpper og gulvbelægninger af enhver art) kan afleveres mandage og onsdage på ulige datoer kl. 06.31 til 11.12 prc.

Avisen vil følge arbejdet i månederne, der kommer. Dato for indvielsen af KnockHouse holdes hemmelig, men informerede kilder kigger ikke længere frem end 12-14 måneder.

SE OGSÅ:

HenvSTORHUND

Retur til avisens forside