Kålforvalter Calorius Blankhane er ikke længere iblandt de levende. Den højtelskede, respekterede og ikke mindst dygtige borger måtte lade livet da en hel lagerbygning med flere millioner tons kål styrtede over den sagesløse mand.
Hr. Blankhane var i færd med at inspicere beholdningen og prøvesmage de forskellige slags kål, hvilket blev fatalt. Forvalteren havde indtaget så meget kål at methan-mængden i hans legeme steg til et overmenneskeligt niveau. Da han ville lette trykket og lade gassen sive ud, endte det i en så massiv og tøjlesløs gasudledning at bygningen måtte give op. Prutten blev målt til vindstyrke 14. De to praktikanter og fejedrengen nåede ud i tide.
Nekrolog:
Calorius Blankhane blev født i 1901 i Vammelmose Muddergrøft. Familien var kålbønder og han fik derfor kål ind med modermælken. Efter en kort uddannelse fra 1917 til 1990 var han klar til at tage ud på arbejdsmarkedet som kålforvalter. Et arbejde han var stolt af.
Manden var kendt for sit næsten tandløse smil, den lune humor og en manglende højre hånd, der blev skåret af ved en fejl i en råkostulykke i 1989.
Hr. Blankhane elskede kål. Uheldigvis tog den livet af ham. Æret være hans minde.
Bemærk:
På søndag kl. 07.55 begynder begravelsen. Kl. 08.00 slutter den. Efterfølgende trakteres der med kåldolmere, halmcigarer og gul hestepilsnere.
Fra den kulørte presse kender alle læsere nok rigmanden Keld Kirk-Rognguf fra Skagen, fækaliekvotekongen der i Hellerupugen holder hof på Anna og Michael Anchers kunstnerbordel i Skagen omgivet af kronprinser, papgrever og reality-tv stjerner. Men ikke mange ved, hvor stor en spiller i Usseldrup-egnens latrinfiskeri, Hr. Kirk-Rognguf egentlig er.
Tjalfe T. Tarmstrøm, bachelor i marinebiologi og formand for Klamhuse Lystlatrinfisker Forbund forklarer:
“Fra tidernes morgen har latrinfiskeriet været allemandseje på disse kanter. Hver familie, fattig som rig, havde en kvote for, hvor mange fækalier de måtte fange på en sæson, og denne kvote gik i arv udelt fra fader til søn. Det ændrede sig alt sammen, da Amtmanden i Struer i et forsøg på at effektivisere erhversfiskeriet gjorde latrinfiske-kvoterne salgbare. I løbet af kort tid blev de små familie-latrinfiskere købt ud af pengestærke bagmænd, hvoriblandt den såkaldte kvotekonge Kjeld Kirk-Rognguf er den største.
“En trist, selvforstærkende udvikling,” sukker Hr. Tarmstrøm. “Latrinfiskeriet var en del af Usseldrup-egnens særkende. Mangen var den ungersvend, der spinkede og sparede for at kunne købe sin egen latrinkutter. Problemer med overfiskning og skidtlatrin (fækalier, der kommer i garnet ved en fejltagelse og sendes tilbage i tønden, Red.) forekom ikke. Men mod Kvotekongens top-effektive fækalietrawlere har ingen lille selvstændig latrinfisker en chance, så der er ingen anden mulighed end at sælge ud. Når Hr. Kirk-Rogngufs mastodontiske fabriksskibe først har støvsuget bunden af septictanken, er der end ikke den tyndeste myldrebæ tilbage til os andre.”
Skulle en eller anden stædig lokal holde ud og nægte at sælge sin kvote , er kvotekongen Kirk-Rognguf derudover berygtet for de voldelige metoder, han er parat til at benytte for at opnå sin vilje. I Blodhavns havneknejper, i Usseldrup bedehus, på Erna Bavnings folkebordel tales der ind imellem med dæmpet stemme om kvotekongens daglige leder af driften, den i Batavia og de Nederlandske Antiller i slaveri trænede hollænder Adrianus Kettingzaag – I folkemunde kendt som Den gokkende Hollænder.
“Ve den stakkel, der i stædighed ikke vil sælge sin kvote og som konsekvens får besøg af hr. Kettingzaag,” gyser en noget rystet formand Tarmstrøm.
“Det eneste, der kan redde latrinfiskeriet fra Kvotekongens totale dominans er for mig at se ændrede spisevaner hos den yndre generation”, slutter Tjalfe T. Tarmstrøm med en optimistisk udmelding. “Vore unge er meget kvalitetsbevidste og vil ikke spises af med de samme industrifækalier som forældre-generationen. Vi ser en gryende fra-latrin-til-bord bevægelse, hvor samvittighedsfulde restaurantgæster vil have forsikring for, at deres fækalier er bæredygtigt høstet og ikke ved et bundtrawl, der ødelægger latrinets økosystem. Hvis der skal ske noget, må det udgå fra de unge.”
Hvorvidt ændrede spisevaner kan vende om på den triste udvikling, skal vi her fra redaktionen ikke kunne sige, men vi håber da med hr. Tarmstrøm og ildsjælene i Latrinlystfiskerforbundet.
Trafikkaos er sent i aftes opstået ved indfaldsvejene til Usseldrup efter rapporter om endnu en “apparition”, dvs. tilsynekomst af Nordvestjyllands skytsengel, St. Latrina, den Brune Madonna fra Usseldrup. Unge Abu W. Brunhammer beretter fra Nr. Usseldrup Bedehus:
“Jeg havde, som vanen er i Nordvestjyske Landbodrenges Præsidium, tilbragt torsdag eftermiddag på Erna Bavnings Folkebordel og var efter et par timers hårdt slid på vej tilbage til Bedehuset i en poist-coital følelse af opstemthed. Pludselig følte jeg en stingende smerte fra mine underpermissioner. Ganske rigtigt, det af Erna Bavnings glædespiger nys forkælede organ var ganske sort og udstødte uhumske, næsten djævelske dunster.”
“Jeg forsøgte at urinere i vejkanten, men smerten blev for stor, og jeg besvimede et kort øjeblik. Da jeg kom til mig selv, stod bøjet over mig det mest engleagtige væsen, klædt som en simpel landbopige fra fordums dage, men med en ring af brunt lys omkransende det medfølende og moderlige ansigt. Følg mig, og jeg vil bringe dig helbredelse, sagde den vederkvægende stemme.”
“I det samme satte Madonnaen munden til mit stakkels syge organ. Hendes fyldige, brune læber og ring i tungen føltes som læskende salve, og efter 5 minutters vederkvægende fellatering var al sygdom og sot forsvunden. Hvor bare tre landbodrenge er forsamlet med Ugens Rapports grå sider i mit navn, da er jeg iblandt Jer, trøstede St. Latrina, før apparitionen opløstes i en sky af svovlbrinte. Jeg løb tilbage til Bedehuset og meddelte alle de gode tidender, der nu er spredt over hele egnen.”
“Nordvestjyllands Brune Madonna var en vigtig del af folkelig religiøsitet, før reformationen, da bispen i Blodhavn indførte lussingestraf for tilbedelse af idoler”, udtaler teolog og folkemindeforsker Suliman Langballe fra KUK, Klamhuse Universitets Kursus. “Legenden vil have det, at en simpel bondepige, Frøken Latrina Perlehans, under et febrilsk feberbesøg på fællesdasset ved Klamhuse Brugsforening, på dassets gulv fandt en splint af Jesu Latrinbræt og samtidigt fik en vision om, at tabte områder i Jylland atter skulle være del af Kristenheden.”
“Frøken Latrina berettede i de kommende dage vidt og bredt om sin vision, i Usseldrup Bedehus, på Blodhavn Galgebakke, ved studiekredse i Feta Knøhls Lejebibliotek. Resultatet var, hvad historikere kender som Det Brune Korstog: den bevægelse af glædespiger, tyreinseminatorer, fækaliesorterere og andre fra samfundets bund, der under frøken Latrinas ledelse begav sig ad E39 mod Limfjordstunnelen med det formål at afsætte Sultanen af Gjellerupparken og udrydde de vantro i Brabrand.”
“Desværre kom Korstoget aldrig langt fra start, før skrupelløse bagmænd overfaldt karavanen, og de fleste deltagere endte deres dage på slavemarkedet i Brønderslev”, causerer Suliman Langballe. “Men i de kommende århundreder var der fra tid til anden beretninger om tilsynekomster af Klamhuses Brune Madonna, der kunne helbrede og lindre.”
“Det er velkomment og godt for turisme og handel, at Klamhuse-egnen nu oplever fornyet interesse på grund af St. Latrinas apparition”, udtaler fru Bwalia Mugabesgård, forkvinde for organisationen Brune Livs Betydning i Nordvestjylland.
“Men myndighederne bør henstille til, at de besøgende pilgrimme følger lov og orden og respekterer lokale borgeres privatliv. Da jeg i går gik på indkøb på Blodhavn Håndkøbsudsalg, blev jeg omgivet af en udenbys mængde, der forvekslede mig med St. Latrina og ville helbredes. En ulykkelig moder stak sit spædbarn med kolik ind mellem min fjerde og femte mavedelle i den tro, at det ville helbrede. Desværre skete der ikke andet end at ungen punkterede min gastroduodenale arterie med sine smertende mælketænder, så jeg i hast måtte fortrække til heksedoktoren på Klamhuse Nødlasaret,” sukker fru Mugabesgård.
Her fra redaktionen tilslutter vi os dette synspunkt. Fejring af et lokalt religiøst ikon er på sin plads, men stadig under ansvar for orden og sædelighed.
I kraft af det venskabelige informationssamarbejde med vort broderfolk i nord, er det os i Gustenhuse en ære og fornøjelse hermed at kunne viderebringe følgende jubelbulletin fra det lille landsbysamfund på idylliske Prut-Öya.
Den tidligere 7-dobbelte norske mester i trampolinonani, hr. fækaliestøber Bæhus Brækfest, som blev det seneste offer for Ovid-43-BC, er netop nu anbragt i isolation på sit eget 2 kvadratmeter store tørdas, hvor han vil tilbringe mindst 8½ måned, indtil smittefaren af myndighederne vurderes til at være overstået, eller hvis bygningen af en eller anden årsag – såsom lynnedslag eller fjendtlig beskydning fra søsiden – pludseligt skulle bryde i brand.
Da man havde konstateret, at smitten var brudt ud, og overvundet det værste chok, fik øboerne travlt med at indføre diverse modforanstaltninger, men kunne grundet øens ringe sociopolitiske betydning, og nærmest ikke-eksisterende økonomi, desværre ikke få bevilget nogen masker fra det offentlige sygehusvæsen, HDSDMV (HaDeSkeiteDåligManneVerket).
I stedet blev man opfordret til social distancering og til at nyse i sine huer, eller med vindretningen, ud over fjeldet, hvis man ikke kunne nå at få huerne af, hurtigt nok. Dette medførte desværre, at indtil flere borgere styrtede i havet, da de mistede balancen medens de nøs voldsomt, samtidig med at de fumlede med deres huer. Andre sprang i fortvivlelse og/eller svær beruselse selv i døden.
Ved et tilfælde blev medlemmerne af Prut-Öyas Træsko- og Støvledans Selskap af 1722 opmærksomme på, at man ved spontan dans i det offentlige rum, kunne fremprovokere en personafstand på cirka den anbefalede meter, hvis man ellers forinden godt og grundigt havde trådt hårdt på et ferskt menneske- eller dyrefækalie.
Den døvblinde norske social- og sundhedsminister fru Jølemo Føss donerede derfor prompte i massevis af gammelt ildelugtende fodtøj fra Drammen Overskudslager til proletarerne på Prut-Öya, som grundet smittefaren modtog disse fra luften, nedkastet fra den fra hævnbombardementet af Jan Mayen returnerende Gustenhuse Liggasballon, som venligst var stillet til rådighed af undertegnede, formedelst kun kr. 14,75, og en 4-kilos blok af første klasses cognacdampet gedeost.
Man kan selvfølgelig indvende, at der er tale om en overreaktion, idet Prut-Öyas indbyggertal iflg. seneste folketælling af 1947 udgjorde blot 13 mænd, 2 kvinder, 438 børn, 62 geder, 112 høns, 2 pensionerede hospitalsklovne, samt en aldrende festneger. Nuvel.
Prut-Öyas Sikkerhedsudvalgsformand, hr. Ewald Gewaldi (med ryggen til), samt til højre den fhv. bordelviolinist Skåle Spytbakken, der jo som bekendt i 1937 på den i baggrunden ophængte violin komponerede de berømte folkeschlagere Østen For Solen og Indenfor Vesten, har derfor erklæret 3 ugers jubelfolkefest på Prut-Öya, hvor vejboder med gratis hjemmebrændt hybenspiritus vil blive opstillet for hver 200 meter, og hvor det i perioden ydermere vil være straffrit at kopulere med samtlige øens kreaturer, uanset størrelse eller sundhedstilstand.
Et nifoldigt hurra for, og længe leve, Prut-Öya! -Hartmann
En helt ny festservice introduceres nu af Nordvestjysk Brunvarehandel i Blodhavn: Send et fækaliogram til fødselsdage, bryllupper og andre glade begivenheder. Eller send det som en romantisk hilsen til den, man holder af.
“Blomster er konventionelle, miljøbelastende og alt for dyre,” udtaler forretningsfører Bibba Braunschweiger, NBH, som er iværksætteren bag det nye initiativ. “Send en smuk og velplejet fækalie, lagt i svøb og kasse og bragt frem til døren af et veldisciplineret, velklædt cykelbud.”
På bestillingslisten står foreløbig:
Brun normalpubæ, klasse 1 med certifikat: kr. 0,78. Storpubæ med sløjfe: kr. 0,92. Tvillingefaconpubæer i luxusæske med gennemsigtigt låg: kr. 1,23.
Udbringning: kr. 0,02 pr. påbegyndte 10 km. Syngende pubæbud (nordvestjyske folkemelodier): Ekstra 7,9 %.
“Al råvare er frisklagt og håndsorteret,” lover fr. Braunschweiger. “Vi tilbyder foreløbig fækaliogrammer til Danmark, Norge, Færøerne og det meste af Bulgarien. Bestil senest 24 timer i forvejen på telefon Blodhøj 33y.”
Det er nu tre dage siden en brun paddehattesky rejste sig over området ved Klamhuse Elværks formeringsreaktor Mylrebæ-5, og nødvendiggjorde evakuering af alle borgere nord for linien mellem Brugsen og Klamhuse Vestermark. Som forberedelse til repatrieringen fra Brune Kors’ nødlejr på Blodhavn Marina til deres hjem, har avisen taget en samtale med Dr. Ludbert Oppenheimer, komitteret hos Amtmanden i Struer og formand for amtets skovturs- og atomenergiudvalg.
“Nedsmeltningen af Klamhuse-reaktoren og det deraf følgende Kina-syndrom er en af de katastrofer, der ikke burde kunne ske”, udtaler en tydelig stresset og træt Dr. Oppenheimer.
Som bekendt fungerer reaktoren efter myldrebæ-princippet: En kerne af radioaktivt fækalium-235 henfalder med en halveringstid på 5 uger og producerer derved varme og strøm til Klamhuse elkooperativ og staldvarmeværk. Alle sikkerhedsforskrifter var på plads for at forhindre kædereaktionen i at løbe løbsk. Reaktoren er bemandet døgnet rundt, og i tilfælde af begyndende overophedning påhviler det den vagthavende tekniker at begynde en nedkøling ved at sprøjte klorin og brun sæbe ind i reaktorkernen.
Nu viser det sig, at teknikeren den skæbnesvangre aften, Hr. Rolpert Rakkelpot, i strid med alle sikkerhedsforskrifter havde tilbragt eftermiddagen på Erna Bavnings Folkebordel og sov, da alarmen lød.
“Vi har selvfølgelig en back-up mekanisme i tilfælde af menneskelige fejl, men Søster Nielsens automatiske Lussomat, der i disse tilfælde aktiveres, formåede ikke at vække tekniker Rakkelpot fra hans post-coitale velbehag” sukker en tydeligt irriteret Dr. Oppenheimer.
Som alle nu ved, førte hr. Rakkelpots svigt til, at den brune reaktorkerne smeltede ned i jorden. Kernen er senest observeret i asthenosfæren med kurs mod Wuhan, Kina, hvor den ved et astrologisk sammentræf forventes at ramme overfladen i forbindelse med fejring af det kinesiske nytår og indvarslingen af Kloakrottens år.
“En katastrofe som denne må føre til selvransagelse og en kritisk revision af Nordvestjyllands atomprogram. Det er muligt, at myldrebæ-princippet og brugen af radioaktivt Fækalium-235 er for risikabel. Vi undersøger for tiden at bruge den norske Rjukan-metode. Her anvendes en flydende reaktorkerne af Tung Lort (Red: Lort med en ekstra neutron i atomkernen). Der er konsensus om, at en tunglorts-reaktor har forsvindende risiko for at smelte ned og sprede radioaktivitet”, slutter dr. Oppenheimer.
Her på redaktionen har vi fuld tillid, at Nordvestjyllands atomenergiprogram under Ludbert Oppenheimer er i gode hænder.
