Kategoriarkiv: Seksualitet

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 24:25

”Aldrig i livet!” skreg Gylla, greb ud efter sin håndtaske og fremdrog sin peberspray.

Abehånden faldt ud på gulvet med et klask, rejste sig op på alle fem, og pilede som en jagtedderkop frem mod den onde advokats bagdel, hvis blinkende analprop lyste som et katteøje i mørket.

Willy Best greb om sin dunkende erektion og brølede ud over gårdspladsen:

”Jeg er egnens absolut største officielt udpegede opmand, og jeg har i årevis stået foran Vestre Landsret! Jeg forlanger…”

Der lød et højlydt svup, da abehånden rask hev proppen ud af advokatens behårede anus, men dette overdøvedes omgående af et gigantisk brag, da hans konstiperede tarme tømtes ud over hele tårnværelset.

Willy Best fløj som en raket gennem luften med en meterlang stikflamme lysende ud af sit frigjorte rektum, og sejlede over firmamentet som et stjerneskud, i retning mod Holstebro. Folkeskaren gispede i ærefrygt.

”Et tegn! Det er et tegn! Det er selve ledestjernen!” udbrød dr. Cunnilingus eksalteret, og rev sin bibel midt over, i ren eufori.

”Heil Hitler!” skreg Benito Schneckelfritz-Frederiksen, affyrede sit gevær op i luften, og skød ved et uheld vejrhanen ned.

”Yyyyyyy!” hvinede Lullah, som nu hed Abdullah Flatullah og var iført griseniqab, da hun var konverteret til islam, for ikke at blive spist til jul.

”Sikken et hyr der bliver med al den oprydning…”, sukkede Fridolph, resigneret.

”Money, money, money…”, gnækkede aben og listede diskret tegnebogen op af baglommen på en af de mange omkringstående landproletarer. Desværre var den så godt som tom.

”Det var dog satans til spektakel!” snerrede greven, og tilføjede: ”Ååh, it’s hard to be an adelsmand!”

Gylla trådte tydeligvis rystet frem på balkonen, hendes velskabte figur indsmurt fra top til tå i faecalis juris.

”Hør på mig, alle I dernede,” deklamerede hun med gråd i stemmen.

”Oh, rædsel!” skreg exorcisten og pegede op på balkonen. ”Det er Den Brune Dame! Det er et varsel!”

”Hold nu for fanden Deres kæft, og se at få os gift, inden jeg slår Deres latterlige person til lirekassemand,” indvendte Bob, der netop var vendt tilbage efter at have trukket sin stakkels far op af voldgravens ildelugtende pludder.

”Øeeh, nå, jamen-øeh, så erklærer jeg jer hermed for rette ægtefolk at være!” skrålede dr. Cunnilingus frygtsomt, ved synet af Bobs store knyttede næver og den enorme bule i bukserne.

”Ja, og må jeg så også godt snart kneppe bruden?” insisterede Bob, der var ved at eksplodere af libido.

”Jamen, så hør mig dog!” lød det atter fra balkonen, hvor Gylla hævede abehånden op foran sig.
”Jeg ønsker os allesammen en rigtig glædelig jul!”

Et blændende lysglimt illuminerede et øjeblik gårdspladsen, og et lettelsens suk løb gennem folkemængden. En af landproletarerne begyndte pludselig at synge med spæd stemme, og resten istemte efterhånden den gode, gamle sang, medens julesneen dryssede idyllisk ned over gårdspladsen:

”Glade Jul, dejlige Jul!
Willy daler ned i skjul,
Did han flyve til Ho-olstebro
Hvor de ukristne mennesker bo
Knockelborg vil dog bestå-å…
Knockelborg, du skal bestå!”

* * *

På diskotek Wankers 101 havde bestyreren netop ved udkastning i gadekæret fyret den
venlige, omend måske en anelse perverterede tjenestegørende dværg.

”Jeg vil aldrig se dig for mine øjne igen, din homofile drillenisse!” råbte han, og kastede glasset med drikkepenge efter ham.

Døren smækkede i med et brag, og dværgen snøftede lidt, rettede sin bh, og fiskede sin SS-kasket op af dammen. Han tømte glasset med mønter og studsede over den fedtede bukseknap. Så gned han på den, og et guldglimt blændede ham. Det var en 500-gulddaler courant fra 1801, kongerigets sjældneste mønt!

Nu kunne han endelig købe sig sin egen cirkusvarieté! Julen var og blev reddet, for store som for små!

(Fortsættelse og afslutning her)

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 21:25

Gylla sad i sminkerummet i sin 3½-minutters nattepause og smurte vaseline på sine velskabte, omend tyndslidte lår. Glasset med drikkepenge indeholdt blot 77 øre og en fedtet bukseknap, og på bordet ved siden af lå den gustne abehånd og strittede med sin rigide langemand, medens det skånske diskomegahit ”Money, Money, Money”, dunkede i baggrunden.

”Jeg må hjem til papa, for enhver pris!” sagde hun til sit forgrædte spejlbillede. ”Men hvordan?”

Pludselig hørtes en svag puslen bag hende. Det var diskotekets dværgentertainer, der havde fattet sympati for Gylla og nu trådte frem for hende næsten nøgen, kun iført rød brystholder, ditto højhælede sko, en SS-officerskasket, samt en dunkende erektion.

”Du elzker ham jo!” fremturede dværgen og masturberede lidt, som for at understrege sin pointe.

”Aaaaad!” peb Gylla og vinkede truende med sin delikate, knyttede hånd. ”Kan De så se at skrubbe af, De perverterede lille mandsling, jeg har ikke tid til at bedømme Deres syge cabaretmanøvrer. Og jeg giver heller ikke autografer! Uuuud!”

Dværgen lo og slap sit anatomisk uforholdsmæssigt store, venede lem. ”Jeg kan hjælpe dig og Bob, hviz jeg må få abehånden!”, tilbød han.

”Og hvad i alverdens riger og lande har De så tænkt Dem at udrette med den?!”

Dværgen greb en fjerboa, og sprang op på bordet, medens han dansende udbrød i sang, til tonerne fra omkvædet af det kendte populærmusikhit med Malort, der just spillede i baggrunden:

”Åååh, vil du, vil du, vil du prik’ mig i røven?
Whoa-oh, oh-u-oooh!
Vil du, vil du, vil du prik’ mig i røven?
Whoa-oh ohh, oh-oooh!
Vil du, vil du, vil du prik’ mig i røven?
Whoa-oh, oh-u-oooh!
Vil du, vil du, vil du prik’ mig i røven?
Whoa-oh ohh, oh-oooh!”

Gylla rejste sig og klappede spontant. ”Fremragende!” udbrød hun, ”aldeles superbt! De har så sandelig x-faktor, det må jeg virkelig give Dem!”

”Tak, zøde ven,” læspede dværgen, en anelse genert. ”Hviz jeg får abehånden, zkal jeg zørge for at De og Derez hjertez udkårne kan være på Knockelborg på 28 zekunder! Præziz!”

”Jamen, hvordan…?” klynkede Gylla.

”Find Bob og følg zå efter mig,” beroligede dværgen og forsvandt gennem døren ud til baggården.

Gylla spurtede af sted og greb Bob, der netop var i færd med at kaste en diskoteksgæst ud foran en passerende trambus fuld af svært berusede rumænske landsbrugsmedhjælpere.

”Så er det nu, min elskede,” sagde hun med passionen lysende ud af de smukke øjne. ”Denne vej!”

Bob rankede sig og smilede skævt. ”Det var sågu’ også på tide, jeg er noget så stanghamrende liderlig, din dejlige lille overklassesteg!”

”Det er der ikke tid til nu, vi skal til Knockelborg, ekspres,” forklarede Gylla, da de løb ud i baggården.

”Jeg har sgu’ ikke togkort,” indvendte Bob og tilføjede: ”Skal vi ikke bare kopulere her på stedet, som vilde dyr…?”

Han stoppede brat, da han foran sig skuede en enorm bolchestribet cirkuskanon, der pegede mod nordvest.

”Tag dizze rygzække på, og kravl zå ind i kanonen,” sagde dværgen til det forelskede par.

”Hvad fanden har I to gang i?” spurgte Bob.

”Vi skal hjem, og det med det vuns, papa er i problemer, og der er ingen tid at spilde!” forklarede Gylla og forsvandt med et bump ind i kanonrøret. Hun glemte helt at aflevere abehånden.

Bob gled modvilligt ned gennem kanonmundingen, medens han bandede for sig selv: ”Hvis jeg ikke snart får et ordentligt knald, bliver jeg den dævlen drøneme gal!”

Dværgen greb om affyringssnoren med den ene hånd, og om sin stive penis med den anden, og hev til af alle kræfter i begge.

”Fyr!” skreg han, og kanonen gik af.

(Fortsættes her)

Wankers101

 

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 18:25

For den trofaste Fridolph var sagen for første gang i hans fornedrede og gennemlusserede slaveliv soleklar: Han ville tage livet af sig selv.

I de gode gamle dage var det nogenlunde det samme: Slid og slæb fra morgen til aften, uden tak eller nævneværdig løn, og med læsterlige prygl i tilgift, men nu var verden da virkelig gået af lave. Grevens surrealistiske metamorfose var blot dråben, der fik livsbægeret af angst, ydmygelse og tårer til at flyde over. Pligttro som altid, nagede det ham dog, at han i døden ville mangle at sy alt grevens tøj om, og og justere højden på det rundknockelske defækationsstativ.

Men det nyttede ikke. Først ville han kaste kære Lullah og dernæst sig selv, i den iskolde voldgrav. Denne aften, klokken 22:42 prc.

Som tænkt, så gjort. Med et skrig ikke hørt magen til på Knockelborg siden d. 7. juli 1777, hvor grevens tip-tipoldefader i et raserianfald over et tabt spil romtoddy skubbede sin daværende gravide hustru Miriam von Rundknockel ned ad stentrapperne i det vestlige tårn, fløj grisen sprællende gennem luften, medens den defækerede vildt i en vifte ud i luften, og tilstænkede Fridolphs overkrop og ansigt med tynd svinefæces.

Lullah forsvandt i dybet med et plask.

”Farvel, du lille, og hils i grisehimlen, hvor de ikke serverer flæskesteg til Jul!”, hulkede han og tog et skridt op på vindueskarmen.

”Så er timen kommet!”, ytrede han højtideligt, og gjorde sig klar til det fatale spring. ”Men hvad nu hvis man ikke synker, men overlever?”, tænkte han, praktisk som han var. ”Man må hellere være på den helt sikre side!”. Han gik hen til sit vakkelvorne karlekammerskab, åbnede de knirkende låger og omfavnede en tung kæmpefækalie, som han havde gemt, til han engang skulle pensioneres.

”Så skulle den være der!”, fastslog han selvsikkert, lukkede øjnene og kastede sig ud af vinduet, med et hjertens suk.

* * *

Nede i privaten på Wanker 101 var diskotekspræsten netop godt i gang med at affyre håndholdt fyrværkeri og analkopulere med sin mandlige dværgassistent, da døren fløj op og Bob Rakkelpot fløj ind hånd i hånd med den meget erotisk opstemte Gylla.

”Gift os på stedet, du liderlige møjsengøjser, eller jeg giver dig og din pornokrøbling karantæne, og et par fede flade på hver side af hovedet, oven i handelen!” skreg Bob, med en synlig erektion i sine stramme jeans.

”Rolig nu,” mumlede præsten og foreslog en spontan firkant, for ligesom at berolige gemytterne.

”Firkant? Ja, hvorfor egentlig ikke…” ræsonnerede Bob og blinkede til sin kommende viv.

”Er du på svampe, Bob? Firkant?, protesterede Gylla og knugede abehånden, der nu kun havde et eneste ønske tilbage.

(Fortsættes her)

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 13:25

Et skrig fra slottets indre kunne høres helt op i tårnværelset.

“Det er bare Fridolph, der får lidt ekstra prygl,” konstaterede komtesse Gylla.

“I har jeres særlige omgangsformer her,” svarede Willy Best, grevefamiliens advokat. “Det er en af grundene til, at jeg føler mig så voldsomt tiltrukket af dig, lille Gylla.”

“Så meget, at du vil skifte fornavn til Bob,” kurrede komtessen. “Så bliver du min dejlige, farlige Bobwillymand, ikke sandt? Skal vi se, hvor det fører til?”

“Ja tak,” gryntede advokaten. “Gerne med det samme.”

Gylla pegede på en dør, prydet med et rødt hjerte af pap. “Denne vej,” sagde hun.

Komtessens tårn indeholdt det forgemak, de stod i, samt hendes mest intime rum, et boudoir med en lyserød himmelseng. På den anden side af sengen var der udgang til en styrtlatrin højt over Knockelborgs voldgrav.

“Willybob,” sagde hun. “Hvis du nu til en start tager tøjet af, vil jeg lige duppe mig bag ørerne med rosenparfume, hente et stearinlys, og så er jeg hos dig om 21 et halvt sekund.”

Dr. Best smed i ekspresfart habitten og det stribede undertøj. Hans legeme var lasket og behåret, og et bleggult lem stod skildvagt under advokatmaven. Mellem hans balder sad en plasticprop med et rødt alarmblink, som måtte tjene et eller andet helbredsmæssigt formål.

Gylla hørte himmelsengens tangmadras knase under mandens nøgne krop samtidig med, at hun fandt bilnøglen i hans lomme.

“Tihi!” pippede hun.

Siden Gylla var lille, havde hun sprunget op og ned ad Knockelborgs trapper, og i løbet af sekunder var hun fremme ved det parkerede advokatvehikel i slotsgården.

Motoren startede planmæssigt. Dr. Bests transportmiddel var en king size rustvogn med skrivebord, computer, vådservietter og andet advokatudstyr omme bagi, hvor kisterne engang havde stået.

Gylla havde kun nået et par timers undervisning hos kørelærer Abdul Muhammed i Vollsmose. En forlygte blev knust, og det tunge, sortblanke vehikel fik nogle skrigende skrammer hen ad højre flanke, idet hun slingrede ud gennem slotsporten, men hun nåede op til landevejen og trykkede på speederen.

Kurs mod Holstebro. Hun kendte endnu ikke diskotek “Wankers 101”, hvor hendes elskede Bob Rakkelpot havde sin natlige gerning som dørmand, men hun glædede sig til at se det. Hun fløjtede en glad melodi, mens speedometernålen passerede 120 og 130.

(Fortsættes her)

Popstjerner kopulerede syv gange på 31 minutter

JUBELBRYLLUP I NØRRE USSELDRUP

Hundreder af begejstrede nordvestjyder stimlede i går sammen i og uden for Nørre Usseldrup Bedehus. Luften var hvid af papiraffald (omhyggeligt tilskåret i så brede strimler, at det senere kan anvendes til hygiejniske formål), da årets celebre brudepar, popsangerne Luffa og Harding Gumme, trådte frem på trappen efter at være blevet formælet af prædikant Tölper Grusboll.

Celebertbryllup

Mens det bestilte bryllupskørselspragtvehikel banede sig vej frem til parret, havde Harding med et triumferende tandsmil besteget sin unge brud, og dette gentog sig seks gange i løbet af ægteskabets første halve time.

“Mulighederne for kopulation er i vinterhalvåret ret begrænsede på Blodhavn Nordstrand, hvor vi optræder, og jeg udnytter derfor festdagen fuldt ud,” sagde Harding, inden han og Luffa syngende gik indenfor i Den Selskabelige Pøbelloge, hvor 300 gæster festede, til sidste kødben var gnavet i splinter.

SE OGSÅ:

HenvPOPSANGERSTRAF

Retur til avisens forside

 

Druk giver succes hos det modsatte køn

Druk giver succes

De gutter, der drikker igennem, har størst chancer hos pigerne. I Nordvestjylland er det en almen erfaring gennem generationer, og nu bekræftes det af oversøisk videnskab.

Binge drinker

Her står den jublende sandhed — på fremmedsprog, beklager. Min boglærde nabo, fhv. biblioteksrengøringsassistent Asgeir Judassen, arbejder på en oversættelse, som kan forventes offentliggjort 11. februar 2021 kl. 08.32.

SE OGSÅ:

HenvLANDSLUBBERTSTÆVNE

Retur til avisens forside

Nørre Usseldrup har fået en flerdobbelt danmarksmester

Kvindelig nordvestjysk foderkarl løber med samtlige præmier

Ronny Hansen LOGO

Indtil den 1. november 2017 var Volmer Larsen en ganske almindelig foderkarl på Snøbelgård lidt uden for Nørre Usseldrup. Denne dag forlangte Volmer ved aftensmaden fremover at blive kaldt for Vivianne og meddelte, at han allerede havde været på folkeregisteret og fået registreret navneændringen samt ændret sit officielle køn.

Indtil navneskiftet havde Volmer nogle gange deltaget i lokale atletikkonkurrencer, hvor han imidlertid klarede sig middelmådigt. Efter navne- og kønsskiftet ville den i dag 29-årige Vivianne gerne fortsat dyrke idræt som kvinde, men lederen af Nørre Usseldrup Idrætsklub sagde nej, ikke mindst fordi Vivianne var meget muskuløs og havde buler på steder, hvor der ikke skulle være nogen, og vice versa.

Danmarksmester B
Vor nye lokale eliteidrætsudøver pynter sig op til fest.

Det standsede ikke Vivianne, som gik til Dansk Atletik (DAF), der på et ekstraordinært bestyrelsesmøde besluttede at imødekomme Viviannes ansøgning om at stille op som kvinde.

Ved de seneste jyske mesterskaber i Nymindegab i maj 2019 slog Vivianne samtlige andre kvindelige deltagere på alle distancer, og løbsledelsen anerkendte resultaterne, der for nogles vedkommende rækker til Danmarksrekorder. Nogle af de øvrige kvindelige deltagere forlangte, at Vivianne ikke badede samtidig med dem, men det lykkedes funktionærer at bilægge konflikten.

Volmer udtaler til Knockelske Tidende, at hun altid har følt sig som pige og tidligt interesserede sig mere for flæser og neglelak end for legetøjsbiler. Og selv om Vivianne er glad for arbejdet som foderkarl, håber hun en dag at slå sig ned som husmoder med mand og børn.

SE OGSÅ:

HenvDIGTEREKSPLOSION

Retur til avisens forside

Rullende start på turistsæsonen

Et mobilt luxushotel med plads til ca. 45 siddende og 70 liggende gæster vil hen over sommeren blive sat ind på de steder i vore hjemsogne, hvor behovet er størst.

Hotelvehiklet, som ses herunder, er indchartret fra vor tyske venskabsby Braunlage.

Mobilt turisthotel

Mange flere jublende turisthyheder:

HenvTURISTMASTURBATION

HenvTURISTPØBELEN

HenvHalunkMYGGEHÆR

Retur til avisens forside

 

 

Dartvados’ Undergang

Den Store Homoh-Ka’als Rejsning (Op Fra Dybet)

EisenmannDartvadosLOGO3

Kære Knockel, og alle d’herrer ærede læsere!

Eventyret er slut, det glorværdige ørige Dartvados er nu en saga blott.

Lad mig indledningsvis hurtigt berolige Dem allesammen: Min egen person, konsulatets uvurderlige erotiske postkortsamling, samt petriskålen med Orla Zinzüeghs DNA, er bragt i sikkerhed.

Medens De indtager fire til seks store glas beroligende drikkepetroleum, vil jeg fortælle Dem hele den grufulde og dramatiske historie.

Undergang01

Hele den autistiske negergeni-familie Onager omkom ulykkeligvis i den tragiske eksplosion på Undervandsbræksitgenerator 4, ved Dartvados’ Videnskabelige Institut Til Militærindustriens Fremme. Denne forfærdelige begivenhed efterlod ikke alene hele projektet i et limbo, men forårsagede også seismiske rystelser, hvorved primitive urkræfter blev frigivet fra havets bund.

Undergang02

Som forudsagt i den præ-historiske caraibiske voodoo-profeti, rejste Den Store Homoh Ka’al sig i al sin majestætiske rædselsvælde fra sin æonlange slummer i det mørke dyb. En ulykke kommer som bekendt sjældent alene, og jeg fik ydermere på nogenlunde samme tid stjålet min velocipede fra konsulatets VIP-parkeringsplads. Det gigantiske monstrum (altså ikke vehiklet) blæste herefter en lyserød miasma ud over hele øen, inden det igen forsvandt sporløst i bølgerne. Da den opståede panik blandt befolkningen nogle timer senere var nedkæmpet ved hjælp af kraftige nationale disciplinærlusseringer, faldt der igen en slags ro over landet.

Undergang03

Dagen efter kunne det imidlertid konstateres, at hele øen var overrendt af gadeklovne i svømmefødder, bevæbnet med lavementspumper! Borgere blev væltet omkuld, fastholdt, og fik store mængder klovneserum injiceret rektalt.

Dette stred selvsagt imod ordensbekendtgørelsen, og vi måtte derfor udkommandere vore militærstyrker, for at få sat en stopper for dette uappetitlige og samfundsnedbrydende uvæsen. Desværre var der slet ingen respons fra vore normalt pålidelige negertropper, der enten havde taget flugten, eller med vold var blevet klovnificeret af den invaderende overmagt.

Undergang04

Jeg selv oplevede at blive fysisk overmandet af disse utilbørlige narre, og på uværdig vis kastet i fængsel, og derefter frataget mine lorgnetter, lommelærke samt barbérgrej. Dette var jo i sig selv helt uhørt og ganske uanstændigt, og disse vanvittige marxistiske bajadser skulle da så sandelig også komme til at fortryde deres handlinger. Dette kan jeg sige med sikkerhed, idet hele øen på min specifikke ordre for en måned siden blev systematisk mineret med bræksitsprængladninger – blot i tilfælde af noget lignende.

Undergang05

Ved hjælp af astrodefækatorisk selvaffyring sked jeg mig under et fingeret fængselsoprør over muren og ud i friheden, til min ventende bræksit-ubåd, som derefter fragtede mig helskindet hjem til Danmark. Det var ganske enkelt for farligt at opholde sig på øen, længere.

Undergang06

Men hvad med befolkningen? Skulle de herefter for stedse lide under dette groteske klovneregime, eller var det mere nådigt og humant, om jeg blot lod hele øen detonere…?

Beslutningen var let; jeg trykkede resolut og uden samvittighedskvaler på den røde knap, der for evigt og med et kæmpebrag udslettede Dartvados fra jordens overflade. Derefter satte jeg kursen mod min hjemstavn, vel vidende, at jeg i kraft af min uangribelige karaktér og mandsmod havde forhindret ubeskrivelige fremtidige menneskelige lidelser.

Undergang07

Hér ses jeg selv, netop tilbagevendt til Gustenhuse By, i centrum for den hjertelige modtagelse af min egen ydmyge person, foran H. G. Hoffmanns beværtning, i Store Kæfertstræde.

Undergang08

Efter et muntert drikkelag, inklusive gensidige velkomstlusseringer, var der traditionel nordjysk afslapning og cigarrygning i det grønne, blandt djærve mænd af den helt rette støbning.

Leve Gustenhuse! Leve Knockel! Leve Kongen! Og længe leve Danmark! (Hurra x 9 prc.)

Må det være mig tilladt hermed definitivt at afslutte mine meriter med nedenstående skønne strofer fra V. Røvlenbergs nationalepos “Mit Kære Gamle Land” (1920).

“Der findes jo klovne som ej vil os det godt;
De vandrer iblandt os, og siger “båt-båt”.
De kommer med strid og araberkomplot;
Blot nyde de vil, vor rabarberkompot.

Med alskens gøgl de altid prøve;
Fra vuggen did, de sutter røve.
Men i vort skjold de finde løve,
Og vi mod fjenden aldrig tøve!

– I mit kære gamle land.”

Ærbødigst,
fhv. Kgl. Konsul og Overborgmester (med meget mere),
Hartmann Stahl-Eisenmann,
Landstedet Krads Mølle,
Ådselsherred,
Gustenhuse Sogn.

Gratis addendum:
Hvordan det gik alle de øvrige, siden hen

Drengen Barfoed Ørlesen blev jo desværre glemt på Mars, da vi rejste hjem. Men der er vittterligt krummer i knøsen, og der er ingen som helst grund til at tro, han ikke skulle kunne klare sig alene, deroppe, endda på ubestemt tid.

Min kære korpulente negerven Ølmert Fap blev kvalt i flødeskumskager ved sin egen 112-års fødselsdagfest, men der er ingen grund til at begræde dette faktum, idet det var sligt han levede hele sit liv, og nøjagtigt sådan han selv ønskede at dø.

Dr. Heineken Sæbbelin gik bort efter længere tids kløe i næsen, der viste sig at skyldes, at en tarantel havde lagt sine æg i de store hulrum, medens han sov. Da der gik hul på æggene, myldrede de giftige små araknider ind i mandens hjerne, og tilføjede ham en dødelig dosis gift.

Koburn Pabst fra D.R.A.M. blev tilbudt, og accepterede på stedet, stillingen som reservejulemandsassistent i oliestaten Aber Dabei, hvor han dog stadig har sin første reelle arbejdsdag til gode.

Finkbine Nommsen druknede i sin maniske rengøringsildhu under den årlige rensning af konsulatets septiktank, som en pryd for sit fag, og et smukt eksempel til efterfølgelse.

Slari Bartfast rejste efter den vellykkede Mars-ekspedition selv på opdagelse i Verdensrummet, i en modificeret Nilfisk-støvsuger, og derom kan De jo passende læse, andetsteds.

Den elskelige hr. Tafatman Handy blev under sin offentlige friluftsmorgendefækation snigmyrdet bagfra med muskedonner af fætteren til Bjarne Hash, den postmoderne postnihilist og postmedarbejder Jerne Brast, der derefter rettede sit våben mod sig selv, skød ved siden af, ladede muskedonneren igen, og ramte, i andet forsøg. Hovedet er til dato stadig ikke fundet.

SE OGSÅ:

henveisenmanndaarekiste01

Retur til avisens forside