Jeg viderebringer hermed en julehilsen fra hr. Arne Sikh, der i øjeblikket er på velfortjent afspadsering, og som fejrer højtiden i sin egen kære hjemstavn, den tidligere danske kronkoloni Yanquibar.
Den alleryderst ærede hr. Kadili Minhatman, stifteren af den spirituelle dansk-indiske handels-station Yanquibar, ved Indiens syd-østlige kyst, hilser jer alle, i den Yderste Freds navn!; Oom, Oom, og Oom igen.
På vor skønne strandpromenade findes et unikt minde fra fortiden: Gullivers efterladte sko, fra dennes episke svømmetur over det Indiske Ocean, til landene Blipbåt, Gudhvorerher, Bådestorth og Småht, også kendt som dele af Mikronesien.
Underholdende strandaktivitet er der også rigeligt af, som nu for eksempel hr. John Delhiman, der dagligt ruller slangen ud foran et talstærkt børnepublikum samt andre interesserede.
I vore velassorterede strandkiosker tilbyder vi turistløsninger af enhver art, såsom den Yanquibariske Badebold, med alt inklusive, for kun 2,44 rupier. Grupperabat ydes alle vester-lændinge med et gennemsnitligt BMI på over 30, hajforsikring inkluderet.
Alle gæster indkvarteres billigt på det nye Singh-Singh Badehotel i det gamle fort, som i århundreder har været ̶n̶o̶g̶e̶t̶ ̶l̶o̶r̶t̶ et symbol på det frugtbare samarbejde, vore glorværdige 2 nationer imellem!
Derfor: Hjerteligt velkommen og Glædelig Jul til alle I gode mennesker fra det Høje Nord!
Et mobilt luxushotel med plads til ca. 45 siddende og 70 liggende gæster vil hen over sommeren blive sat ind på de steder i vore hjemsogne, hvor behovet er størst.
Hotelvehiklet, som ses herunder, er indchartret fra vor tyske venskabsby Braunlage.
Vore nordvestjyske hjemsogne vil igen i år blive oversvømmet af socialistiske Holstebro-velhavere og anden pøbel. Tiden er inde til oprustning mod denne trussel.
Som tidligere år kræves folkelig tilslutning, klarsyn, disciplin, ikke kun rettet mod de tilstrømmende masser, men også indad mod os selv.
En del af løsningen kender vi allerede, mere vil blive bekendtgjort i de nærmeste uger.
Storsognerådet er sammentrådt til det halvårlige møde, og Borgervæbningen vil sammen med andre korps blive indkaldt til mobiliseringsstævne næstkommende onsdag kl. 06.14 prc.
Situationen er, som altid på denne årstid, kritisk, men der er endnu håb for os alle.
“Vi havde tillid til, at det var ordentlige mennesker,” fortæller en tydeligt frustreret direktør Ludhorst Poppelkrage, der nu må imødese et betragteligt indtægtstab grundet ualmindeligt frække gæster, der efter flere overnatninger og udsøgte middage med rigelig drikkepetroleum og husets bedste rhinskvin forlod stedet uden at betale.
Ikke nok med, at de vedvarende havde forlangt særligt udsøgte retter som fritteret bjergged og moset vildand med fyld af kødgranulat, de havde også den frækhed at stjæle samtlige kroens stearinlys og tømme skålen med blodkarameller, der stod på skranken i receptionen. Det blev senere konstateret, at der ligeledes havde været ubudne gæster i køkkenlageret, hvor stedets beholdning af hvid abe henkogt i ahornsirup syntes at være forsvundet sporløst.
Gæsterne beskrives som et velnæret ægtepar af mellemeuropæisk herkomst, midt i halvtredserne, med en måske lidt tyndslidt aristokratisk patina, men tydeligvis vant til livet på de lakerede parketgulve. Kvinden beskrives som en anelse hysterisk, svær at forstå, men ellers harmløs og upåfaldende. Manden optrådte derimod brysk og befalende, med tendens til at ville befamle kroens kvindelige personale og ellers stikke lussinger ud og slynge om sig med spanske eder og forbandelser.
På værelset blev fundet en tom patronæske af mærket Ghüntherberg og en stak ubetalte regninger fra Holstebro Færgekro.
For oplysninger, der kan føre til pågribelse og afstraffelse af det bedrageriske ægtepar, udloves en festmiddag for to personer, værdi op til kr. 8,35.
Marseilles, 11. august 1938
Søde lille mor, tusind tak for dit brev og det rene undertøj og de to stribede skjorter, du har lappet så fint for mig. Jeg fik pakken, lige inden vi sejlede fra Skagen.
Vi har det stadig fint om bord på galeasen “Sigrid af Svendborg”. Det vil sige, i disse dage ligger vi stille i havnen i Marseilles, så jeg har god tid til at skrive hjem. “Sigrid” har fået et hul under bovsprydet. Hun er jo en gammel skude, og skipper mangler vist nok penge til reparationen, så mens vi venter på besked, går vi i byen og oplever spændende ting.
Du kan være helt rolig, kære mor, jeg besøger ikke de slemme gader hernede ved havnen, men kommer næsten dagligt i den danske sømandskirke og har sammen med kordegnen været oppe i bjergene for at nyde udsigten over det blå Middelhav.
Hils dem alle sammen hjemme i Svendborg og fortæl dem, at Peder har det godt.
Marseilles, 11. august 1938
Hallo med dig, Benny, hundehoved og medslambert. Jeg håber dette brev når dig i Rotterdam. Hvis du stadig er der, så gå straks i land og tag toget til Marseilles. Her er billig rødvin, fisse og harmonikamusik i lange baner. Du skal ikke ligge ensom i køjen og gnide på din sjover som en anden abekat, når du kan få alt det gode i Marseilles.
“Sigrid” kommer nok aldrig mere ud at sejle, men så vil skipper og jeg lave hende om til et flydende bordel. Her er masser af piger, og vi kan indrette lastrummet til danselokale. Jeg har købt en harmonika for 125 franc, og en gammel tandløs musiker lærer mig at spille.
Kom så hurtigt, du kan, og det er en ordre.
Hilsner og håndslag fra din gode kammerat Peder
Marseilles, 14. august 1938
Kære lille mor, så skriver jeg allerede igen. Du bliver nok forbavset over, hvad du hører: Din dreng er blevet skibsreder! Jeg har købt en andel i “Sigrid af Svendborg”, så skipper Larsen og jeg er nu partnere i den videre drift.
Vi har store planer med skibet, som skal blive her i Marseilles og være et besøgssted for turister. Her kan de se, hvordan danske sømænd lever, her vil være fællessang og smagsprøver på god dansk mad osv. Ind imellem vil vi sejle dem en lille tur ud af havnen. Det er en fantastisk plan, som vil give os en munter hverdag uden alt det slid og slæb, der følger med almindeligt sømandsliv.
Det, jeg håber på, er at du kan låne mig et lille beløb til startkapital. Jeg har jo ikke fået hyre i et stykke tid, og det vil være bedst, hvis du kan skaffe mindst 500 kroner og straks overføre dem fra banken i Svendborg til den danske konsul, hr. Harald Ibsen, Marseilles. Han hjælper os med planerne og er en fin og hjælpsom herre.
Hurtig hjælp er dobbelt hjælp, kære lille mor. Hvis det kniber med kontanter, må mormors sølvtøj sættes i pant. Pengene skal nok komme hjem til Svendborg, når din søn Peder er blevet en stor og holden mand.
Kærligste hilsner til alle derhjemme fra jeres Peder
Marseilles, 11. september 1938
Hr. konsul Ibsen, gamle krybdyr!
Jeg skal gøre opmærksom på, at din ubetalte regning for rødvin, cognac, pastis og flutes med ansjospostej nu overstiger 1380 franc. Skipper Larsen og jeg har givet dig kredit i tiltro til, at du er en god dansk mand, men driften af “Sigrid” kræver penge i kassen hver dag, eller rettere: hver nat, så husk den store portemonnais, når du vil om bord næste gang.
Du skylder desuden to af pigerne, Lulu og Mitsou, adskillige hundrede franc hver, siger de. Smukke ord og sugemærker på inderlårene gælder ikke som betaling, og det burde du vide som gammel forhærdet luderkunde her i byen.
Jeg skal på det alvorligste minde om, at pigerne ikke må benyttes analt uden rigelig creme (eller margarine, hvis det foretrækkes). Vi har en gammel so ude forskibs, som du kan regere med efter behov, men Lulu og Mitsou skal behandles varsomt og med respekt, ellers mister vi disse to pragtluderes arbejdskraft. Er det forstået, hr. konsul?
Dette brev skal tages alvorligt.
Hilsner fra skipper Larsen og din hulkammerat Peder
Marseille, 30. oktober 1938
INDBERETNING til Det danske Udenrigsministerium. På given foranledning kan jeg oplyse, at hr. styrmand Peder Most, født 31. december 1914, er afrejst fra hovedbanegården i Marseilles i dag klokken 11.17. Jeg fulgte ham selv til toget og følte en stor lettelse, da jeg så det dampe nordpå.
Hr. Most har som omtalt i pressen lagt sig ud med underverdenen i Marseilles. Han har drevet forretninger af en art, der ikke kan beskrives uden at få papiret til at rødme. Lokale banditter gik forleden til modangreb, og så blev hr. Most trods al hans pral og stoltseren den lille. Han er i bedring efter de læsterlige prygl, han har modtaget, men en længerevarende syfiliskur bliver nødvendig. når han kommer hjem til Danmark.
Jeg har på statskassens regning betalt for en jernbanebillet på 3. klasse herfra og til den danske grænse i Padborg, alene for at få ham ud af Frankrig, hvor han har kastet skam over alle ranke og retskafne danskere.
Harald Rompuy-Ibsen, skibsmægler og dansk konsul
Paris, 1. november 1938
Kære Benny, gamle testikelsvinger. Håber dette brev når dig i New York. Du skal ikke, jeg gentager: ikke, springe i land og tage en hyre til Marseilles. Det er én stor luserede, fyldt med forbrydere og voldsmænd, såvel franskmænd som de arabere og andet indstrømmende pak og bærme, byen vrimler med. Også de stedlige danskere er overvejende svin og æreløse slubberter, kan jeg fortælle dig.
Du får hele historien, når vi en dag igen sidder over et krus øl i Hamborg eller Shanghai eller hvor det nu bliver. Lige nu har jeg brug for en håndsrækning. Kan du via rederiet sende 100 kroner til min gamle adresse i Svendborg, så er du stadig min bedste ven. Jeg tror ikke, mor har mere i kassen, så det bliver en mager tid for mig, indtil jeg igen kan stå til søs.
Min pik hænger i laser, og jeg kan ikke se ud af det venstre øje. Men vi havde det sgu alligevel meget sjovt i Marseilles, så længe det varede.
Hvis der bliver krig, går jeg straks i tysk tjeneste. Jeg vil være med til at trampe Frankrig og alle franskmænd ned i mudderet.
Liege, 2. november 1938
Kære søde lille mor
Så er din store dreng på vej hjemad. Du må ikke blive forskrækket, når du ser mig. Jeg har fået lidt skrammer og går midlertidigt med en klap for det venstre øje, men det skal nok snart blive godt igen. Skippers og mit eventyr i Marseilles sluttede lidt anderledes, end vi havde ventet og håbet, men det kan du alt sammen høre om, når jeg er i Svendborg fredag hen på eftermiddagen.
Du skal ikke sige til nogen, at jeg kommer. Heller ikke til hende den rødhårede i bagerbutikken, som har en mærkelig idé om, at jeg har friet til hende. Jeg har brug for nogle uger i fred og stilhed, inden jeg igen søger hyre.
Jeg kommer desværre hjem uden så mange penge på lommen, men harmonikaen har jeg med fra Marseilles, og du kan tro, jeg nok skal blive dygtig til at spille på den. Det kommer med tiden og øvelsen!
På gensyn, lille mor, og et kys på kinden fra din glade og ærlige dreng Peder
Ruben Vulva Peder Mosts bordel til søs 2. udgave, 1. oplag Approberet og finjusteret af Louis B. Knockel
BEMÆRK: Værket foreligger nu også i en musikudgave. Se i bunden af siden!
1. akt: YDMYGELSEN
Benny var et venligt træ – med stolthed og med ære.
Den dag turister kåde kom – han måtte ta’ affære.
Han troede først de milde var, men han tog grueligt fejl.
Dendrofile overgreb: “Ja, wir sind immer geil!”
I hobetal de kom med bus. De råbte. De var vilde.
I cirkeldans de nærmed’ sig til swingerorgiegilde.
Forgribelserne stod på i alt for mange dage.
Degraderet til et puletræ – pinsler, stress og plage…
2. akt: HÆVNAKTEN
Grønne Benny rejste sig fra jorden, hvor han stod,
rødderne blev trukket op; han gik fjenderne imod,
råbte højt og aggressivt, så alle fik et chok:
“Hævnens time. Nu er jeg vred. Benny har fået nok!”
Raskt han løfted’ to turister med de grønne hænder,
og slynged’ dem mod klippesten. Han viste klør og tænder.
Næverne af knoldet træ ku’ stoppe hver en bølle.
Dendrofile på retræte fik spark og slag med kølle.
3. akt: MORALE
Den dag i dag er træet Benny skovens ordensmagt,
han våger over planterne og holder varsomt vagt.
Så hvis De er et snyltedyr med plantegrønne lyster,
så hold Dem væk fra Bennys skov, thi han er ej en kryster!
Lubbah & Lupo Schneckelfritz: GRØN BENNY GÅR TIL MODSTAND 2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af Baryl Nidding Halunk Copyright 2014 by B. N. Halunk og Landsbytossen.dk Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes
En jubelnyhed, som Nordvestjylland sjældent eller aldrig har hørt magen til, blev i morges kl. 06.44 bekendtgjort på Stationspladsen i Nørre Usseldrup: Det storslubberttempel, der så tragisk nedbrændte for 21 år siden, vil blive genrejst i hidtil uset pragt, bladforgyldt og med tårn og balkoner, hvorfra vor landsdels slubberter kan indkaldes til møder og stævner.
En lige så forbløffende nyhed er det, at manden bag templets genrejsning er den samme, som i sin tid blev dømt for at have ødelagt det. Han forsvandt ind i fængslets skygger, forhadt og foragtet som en folkefjende af værste slags.
Det drejer sig om den nu 43-årige Folbert Grüde, der efter 21 år bag tremmer vil rette op på sin dystre fortid. Som alle midaldrende og ældre landslubberter vil huske, var det Folbert, der under et midnatsmøde i Nordvestjysk Storslubbertselskab antændte en cigar i farlig nærhed af den fra kælderen opstigende tarmgas og dermed startede den eksplosionsagtige kædebrand, som endte med at lægge det historiske tempel i ruiner.
Slubbertbevægelsen har siden været henvist til skiftende mødesteder, hvilket har vanskeliggjort den hemmeligholdelse, som er en væsentlig del af den slubbertologiske ideologi. – Vi glæder os som børn til atter at have vores eget bevogtede stortempel, og den ydre forgyldning er ikke mere, end vi i kraft af vort samfundsvirke har fortjent, udtaler præsiderende storslubbertformand, fækaliegrosserer Jalbert C. Phimosis-Petersen, Klamhuse.
Templets ødelægger og redningsmand, Folbert Grüde, har under sit langvarige fængselsophold sammensparet 34,17 kroner, og denne kapital udgør byggefondens grundstamme. Egnens førstemand, Louis B. Knockel, supplerer med yderligere 6-7 kroner og et rundhåndet antal arbejdslussinger. Det nødvendige bladguld vil blive opkrævet ved sognegrænserne, når svenske og andre turister viser sig.
– En ny morgen og en ny gylden dag oprinder for os alle, sagde redaktør Knockel, mens han strålende af glæde tildelte hr. Grüde en snes præcist placerede takkelussinger.
Bladhuset halede i morges et telegram, adresseret direkte til redacteur Knockel, op ved Blodhavn. Brevet er fra hr. Nidding Halunk. Han skriver:
Højtærede hr. Knockel
Hvis mit brev er vådt, beklager jeg dybt, men jeg var nødsaget til at sende en flaskepost frem for den vanlige fax. Mit tekniske udstyr er gået tabt. Jeg sidder netop nu i en gummibåd, jeg fandt begravet i strandkanten.
Da de indfødte fik nys om mit korrespondentembede og min plan om flugt, gik jagten ind på min person. Fakler og høtyve blev grebet.
Det var på et hængende hår, at jeg fik pustet flåden op og bakset den i vandet. Jeg måtte efterlade min kuffert på stranden. Moskusoksen Holm er gået under jorden.
Trods knubs og skrammer er jeg i god behold og ved godt mod.
Før jeg rejste til ferieøen, stillede De mig følgende spørgsmål: “Er Kæltringsø et lødigt mål for en ferie?”
Mit svar er ja, hvis man er suicidal, kriminel eller dendrofil. Er man derimod ved sine sansers fulde fem, bør man dog holde sig langt væk fra dette såkaldte ferieparadis.
Jeg vil stærkt anbefale Dem at advare alle, De kender, om ikke at lade sig narre af det festlige flyveblad. Annoncen er milevidt fra sandheden. Læserne må vide besked.
Jeg regner med at være tilbage i Blodhavn om et par dage. Jeg padler så hurtigt, det er muligt.
De mest trofaste hilsner til Dem, Deres hustru, tyende og husdyr fra
Deres altid tjenstvillige medarbejder
REDAKTIONEL TILFØJELSE:
Avisens læsere kan nu trække vejret lettere. Hr. Nidding Halunk klatrede ved middagstid op på midtermolen i Blodhavn, noget udmagret og med furer i ansigtet, som bevidnede de trængsler, han havde gennemlevet. Men uforfærdet og klar til fornyet indsats.
De knockelske husdyr blev tilkaldt og flokkedes straks omkring vor ranke unge ven for at give ham varme og nyt livsmod. Samtidig blev en balje brun flæskevælling sat over ilden i bladhusets kælderkøkken. Resten af døgnet hører privatlivet til, men talrige nye værdikorrespondancer fra hr. Nidding Halunk vil bekræfte, at han har overlevet og snart vil være i bedre form end nogensinde.
Bemærk til slut: Al trafik til og fra Kæltringsø er suspenderet, og øens snarlige undergang i røg og flammer kan imødeses. Borgervæbningens ekspeditionskorps vil vise kæltringerne, hvad der sker, når man driver ondsindet gæk med den nordvestjyske befolkning og dens presse.
Min redegørelse er denne gang noget kortfattet. Jeg har ikke tid til at skrive udførligt, da de indfødte holder et vågent øje med mig. Alle virker mere offensive.
I går aftes affotograferede jeg øens hemmelige propagandavirksomhed og dennes bestyrelse. Det er her flyvebladene trykkes, pakkes og lastes på flyvemaskinerne.
For mig virker det som om, øboerne er ved at iværksætte en djævelsk plan. Det lugter råddent både i bogstaveligste forstand og i overført betydning.
Nu spørger jeg Dem, ærede hr. Knockel, bør vi være bekymrede?
DEN KNOCKELSKE EXPRESBESVARELSE:
Allermest ærede unge ven
En syndflod af bekymring ville oversvømme Nordvestjylland, hvis Deres øjeblikkelige situation blev kendt i offentligheden. Absolut tavshed er derfor pålagt avisens personel, tyende og husdyr.
Redningsaktionen, som skal bringe Dem hjem fra Kæltringsø, kan heller beskrives nøjere, da den beror på overraskelsesmomentet. Lad mig blot sige, at Borgervæbningen er i alarmberedskab, og at alle lokale søtransportmidler i disse timer og minutter beslaglægges til formålet.
Hjælpen er på vej, hold ud og hold hovedet højt, unge ven! Deres fjender er også avisens fjender, og avisens fjender bliver altid før eller senere nedkæmpet og knust.
Med højagtelse signeret i denne alvorlige stund,
Deres
Klamhuse Borgervæbning har i dag afsløret et nyt tiltag, kaldet Urtidspatruljen. En moderne udrykningstjeneste, der for fremtiden vil blive benytte i krisesituationer. Projektet har været hemmeligholdt i flere måneder.
Tilbage i april opdagede arkæologer en samling af velbevarede kræ fra fortiden, der lå begravet i Vammelmose Muddergrøft. Lokale videnskabsmænd gav de i alt 17 væsner opkvikkende lussinger og satte derefter et strømførende kabel i hvert af dyrenes rectum. Efter tre forsøg lykkedes det at genoplive fortidsuhyrerne.
Ved pressemødet i morges fortalte talsmanden fra borgervæbningen om sagens detaljer:
– Kasernens bedste dyreopdrætter, hr. Kakkel, har personligt disciplineret og lydighedstrænet alle skabningerne. Kræene har hver som én accepteret at arbejde for os mod kost og logi. De underskrev kontrakten i går aftes. Jeg kan derfor med glæde i stemmen byde Urtidspatruljens medlemmer velkommen til deres nye arbejdsplads.
Borgervæbningen har udstyret Urtidpatruljen med højteknologiske skydevåben og lært dem de mest basale kampteknikker. De vil snart være rede til at håndtere uromagere, terrorister og insisterende turister.
– De fleste dyr i vore tid er både dovne og uansvarlige. Fortidsuhyrer er mere lødige og professionelle, fastslog redaktør Louis B. Knockel, der stod for lussering under mødet.
