Min hustru Molly og jeg havde planlagt vores bryllup i flere måneder. Hendes fader var sognepræst og havde stolt stået for vielsen. Gæsterne hujede og sang, da vi sagde ja til hinanden og fulgtes ud af kirken. Det var det lykkeligste tidspunkt i mit liv, men jeg måtte erfare, at rædsler lurede lige om hjørnet. Tænk sig, at min egen bryllupsfest skulle forvandles til et grusomt mareridt!
Festmiddagen forløb fredeligt. Desværre har jeg ikke selv familie tilbage, så gæsterne var udelukkende fra Mollys side. Det gjorde skam ikke noget. Det ville snart blive min familie. Eller det troede jeg i hvert fald.
Jeg fik en dårlig smag i munden, da jeg begyndte at betragte gæsterne fra min plads. Alle virkede glade. Alt for glade. Det var dog ikke det mest foruroligende. Jeg blev nedstirret.
Da desserten var fortæret og tallerkenerne båret ud, rejste svigerfar sig.
“Nu er min elskede datter endeligt blevet gift,” brummede han begejstret. “Nu kan jeg dø lykkelig. Vi kan alle dø lykkelige.”
“Hvad er det der foregår?” mumlede jeg forundret.
Molly så forelsket på mig.
“Vi er lykkelige, ikke?”
“Æh, jo da, min kære,” svarede jeg.
“Sådan skal det forblive. Sådan skal vi dø.”
Svigerfar udbrød stolt:
“Der er ingen tvivl om, at alle i dette selskab er lykkelige!”
Gæsterne rejste sig og klappede. Svigerfar fortsatte:
“Hvis ingen her har nogen indvendinger, vil jeg med glæde træde til som mestermand. Fætter Henry, hvis du vil køre huggeblokken frem, så henter jeg min kutte.”
Det begyndte at sortne for mine øjne, da svigerfar få minutter senere dekapiterede onkel Arne og tante Ragna. Deres afhuggede hoveder var stivnet i en grinende grimasse.
“Næste levende billede,” kaldte svigerfar under kutten. Fætter Gorm sprang frem og blev snart et hoved kortere.
Jeg rejste mig med en så voldsom bevægelse, at dugen blev tilsølet af rødvin.
“Ikke, endnu, Harald,” klukkede svigerfar med øksen. “Brudeparret til sidst.”
“I kan tro nej!” Jeg benede væk og sprang over buffeten med kurs mod udgangen.
“Grib ham,” tordnede svigerfar. “Han må ikke slippe væk. Af med knoppen!”
Jeg har i mange år praktiseret boksning i byens baggårde efter mørkets frembrud og kunne derfor uddele uppercuts og nakke- og nyreslag til alle, der stod i vejen.
Flere prøvede at blokere hoveddøren. Af den årsag valgte jeg at springe gennem vinduesruden. Glasset splintredes højlydt omkring mig. Da jeg fortumlet landede på græsplænen, kunne jeg høre Mollys skingrende gråd.
“Jeg troede, vi var lykkelige, Harald!”
Dette var tydeligvis ikke en familie for mig. Før jeg stak af hen over markerne, hørte jeg hendes far råbe:
“Rolig, Molly. Vi finder snart en ny husbond til dig, så du kan dø lykkelig…”
Mickey Maribo: AF MED KNOPPEN
2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk
Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside