Nørre Usseldrup er en by i rivende udvikling, og sognerådet har derfor haft et møde med det københavnske arkitekt- og designbureau Klipp & Kleist for at kortlægge mulighederne for at blive Danmarks teknologiske spydspids.
Fotografierne viser Nørre Usseldrup set fra indfaldsvejen, ganske som vi kender byen, samt Klipp & Kleists visioner for byen anno 2050. På sognerådsmødet mandag skal det besluttes, om der skal bevilges yderligere cirka 34 kroner til bureauets konkretisering af visionerne.
“Dette er, hvad vi længe har set frem til,” udtaler Habert Guckelhans, certificeret ejendomshandler, Usseldrup Overdrev. “Jeg kan netop nu tilbyde en elegant og veludstyret familievilla på 28 kvadratmeter med tilliggende køkkenhave på 7 kvadratmeter, grænsende op til det nye storbymiljø. Kontantprisen er beskedne 239 kroner. Slå til med det samme og bliv en del af lokalsamfundets rivende udvikling.”
I forbindelse med de gigantiske planer overvejer Blodhavnbanen at tage noget af sit materiel ud af mølpose. Den viste vogn blev for fem år siden præserveret med fenat, så den kræver blot en trykspuling, samt at lagnerne over sæderne bliver fjernet, før den kan sættes i drift på ny.
Vognen, der indtil 1928 gjorde tjeneste som præsidenttransportvehikel på de serbiske statsbaner, vil i første omgang blive indrettet til 400 af de flygtninge, vore hjemsogne må imødese, efterhånden som den offentlige sektor i Holstebro, de hårdt pressede bistandskontorer osv. bryder sammen.
“Den nødvendige befolkningstilvækst er altså på vej,” erklærer hjemsognenens politiske leder, generalguvernør Ruben Angst. “Nu skal vi bygge og investere os til en lykkelig, storslået fremtid.”
Højestærede Herr Chefredacteur, den saa beundrede og alvidende Folkets godhedsfulde Oplyser.
Tillad mig at delagtiggjøre Dem, højestærede, i en Erindring fra mine unge Dage, som ved en særlig Anledning nys randt mig i Hu.
Herefter vil følge visse Ethnologiske Studier, som ikke tidligere er publicerede. Men hvilket Organ kunde være mere nærliggende, end det saa respecterede Nr. Usseldrup Dagblad, med underliggende locale Ugeaviser ? Her, altsaa, fra Nutiden:
Da vor bortrømte Avlekarl Pontus, noget slukøret, som i en tidligere Depeche beskrevet, var vendt tilbage til Husbond, spredte sig hurtigt en uvant Euforie blandt Sognets unge, og saamænd ogsaa blandt det lidt mere modne Kvindfolk.
Dette har min trofaste Hustru betroet mig, i et fortroligt Øjeblik:
I sin Omgang med Cirkusfolket, havde den brave Karl modtaget en Kropsudsmykning, en saakaldet Printz Albert. Dette Smykke vakte almindelig Fornøjelse og Tilfredsstillelse hos de, som saa og mærkede samme. Og fra de udvalgte og tilgodeseete spredte Rygtet sig hurtigt, saaledes at det gandske Sogn efterhaanden var delagtiggjort i den brave Pontus´ pirrende Hemmelighed.
Min ærbare Hustru og jeg selv hylder det gode, gamle Princip, at den ægtestanden tilladte Copulation sker i Mørke, bedækket under tunge Andededunsdyner. Dog er det hændt engang, at min Hustru har faaet Glimt af min Nøgenhed, og herefter tilspurgt mig om characteeren af min genitale Udsmykning, som hun uden tidligere at have seet, havde saa stor Glæde af.
Historien er lang, og maaske trættende. Men saaledes fandt det sig, at man selv, for mange Aar siden, udstyredes med en saadan Kropsudsmykning, som senere skulle vise sig at spare mig for at blive fortæret af Kannibaler paa Borneo:
Som tidligere berettet til Avisen, gjorde jeg i de heroiske Aar 1913 til 1918 Tjeneste i den KK Östrig-Ungarske Marine, længst i Den herostratisk berømte Donauflotille.
Under denne Tjeneste, maatte vi ofte bunkre Kul og indtage andre Fornødenheder i de ved Bredden liggende Byer. En særlig Forkjærlighed havde jeg for Staden Turnu Severinu, hvor det ikke var nødvendigt at udsende en menig, for at erfare om Küsten var klar. Medens det menige Mandskab lempede Kul og sørgede for andre, nødvendige Provisioner, kunne vi yngre Leutnanter, uden de mange Pligters Byrde, begive os hen i Byen. Et særligt hus havde en uimodstaaelig Tiltrækningskraft hos mig, unge Mand.
Paa Frantz-Josephstrasse nr. 21 boede en sørgende Enke, Baronin Jezabel von Chlithberg zu Vullwan. Baronen var, i Krigen for Fædrelandet, allerede i Efteraaret 1914, faldet, da han i Spidsen for sine Ulaner, tappert angreb en Italiensk Maskingeværstilling et Steds i Tyrol.
Enken sørgde tilbørligt, og begræd særligt, at Gemalen havde ladet sig begrave udenlands, saa at hun i sin Sorg, ikke engang havde et normalt Gravsted at dvæle ved. Men, som hun paa et Tidspunkt betroede mig, sparede hun da saa Blomsterne.
Hvad der kunne have modsvaret Enkens berettigede ønske om et varigt minde, at dvæle ved, i kjærlig Erindring, vises hermed i dyb Respect: Det umistelige Gravmæle over den heltemodige, tapre og beslutsomme Chef for Donauflotillen. Mit højt ærede Forbillede, Grossadmiral, Freiherr Frantz Leopold von Seeschreck zu Womith.
I de gode Tider, dersteds, var Officerernes Uniformspantaloner temmeligt stramme. For at nu ikke utilbørlige Demonstrationer af ung Mandighed skulle sees under Parader eller ved de hyppige Balaftener, var det Skik, at Mandens Pryd, holdtes i ave, ved Hjælp af en Ring i sammes Spids, og en Krog i Pantalonerne.
Efterhaanden som mit Bekjendtskab med den sørgende Enkebaronin udviklede sig, bad hun mig om, i kjærlig Erindring om sin bortgaaede Husbond, at anlægge samme Kropssmykke som den hedenfarne havde mønstret. Angst ved den forudseelige Smerte, vægrede jeg mig længe, men efter at have faaet Stolen stillet for Døren: Enten fulgte jeg hendes Opfordring og inderlige Ønske, eller hun ville begunstige min Kollega Lt. Ringg und Pratesz.
Saaledes provoceret, ved Udsigten til, at en yngre Officerscollega skulle indtage min privilligerede plads hos Enkebaronin´en, mønstrede jeg alt mit Mod, og accepterede. Vi militære er jo, omend vi nødigt seer Blod, forberedte paa muelige Smerter, saa dette Indgrebs Pine, viste det sig, for Ingenting at regne imod et grundigt Værtshusslagsmaals Smerter, særligt, hvis en Deeltager forfalder til ufine Slag og Spark i Skridtet.
Men, efter disse omstændelige Indledninger og Forklaringer, videre til min Ethnologiske Beretning:
I Aaret 1915 havde den KK Habsburgske Familie allerede indseet, at Krigen mueligenvis kunne tabes. Derfor udsendtes en hemmelig Mission med det Formaal, at erobre en Coloni, hvor den Habsburgske Slægt kunne være i Sikkerhed, og forberede sig paa en gloriøs Tilbagekomst.
Som een af de meest erfarne Navigatører, med den meest pletfri Vandel, modtog jeg det ærefulde Hverv, at mønstre som Navigationsofficer paa Skibet “Erzhertugin Victoria”, stationeret i den berømmelige Flaadehavn Trieste. Fartøjets Navn var lovende, men efter at Chefen, Fregattenkapitän Mürwitz havde aabnet sine forseglede Ordrer, sænkede den heroiske Stemning sig betragteligt. Skibet skulle ommales; Skytset skjules, og forklædt som Koffardifartøjet “Garibaldi” skulle vi under falsk Flag dampe ud af Middelhavet, sønden om Africa og til Fjernøsten.
Maalet var forsaavidt forstaaeligt, for i de Dage havde Colonimagterne jo sat sig paa mestendeels alt hvad der var værd at besidde. Blot visse Øer i Sydøstasien stod tilbage at colonisere. Dette var vor, fra den øverste Regent, assignerede og commanderede Opgave.
Man skal spare den udholdende Læser for en detallieret Beskrivelse af vor Sørejse. Blot dette: Omend det var flaut at sejle under falsk Flag, fandt vi nemt frem til Stædet ved Gibraltar, ved at følge i Kjølvandet paa HMS “Illustrious”, som skulde samme Vej. I Atlanten blev det straks mere vandskeligt. Gandske vist var baade Captainen og jeg selv fuldt kvalificerede Navigatører, men paa Donau, hvorfra mine practiske Erfaringer vare indvundne, var den terrestriske Navigation alt nok. Samme gjorde sig gjældende for Chefen. Hans Erfaringer stammede fra Farvandet ud for Trieste, hvor man altid, under Togter og Manøvrer kunde komme sikkert i Havn, inden Mørket sænkede sig.
Ingen af os ville tage Sextanten i brug, saa efter stiltiende Overenscomst fulgte vi Kystlinien nedover. Dette kan nok have forlænget vor Rejse noget, men en Deel af vort Opdrag var jo at gennemføre Togtet saa sikkert som mueligt.
Kort fortalt, rundede vi Cap Det gode Haab, efter ved flere Lejligheder at have maattet udøve en slags Capervirksomhed, af bitter nød, for Kul og øvrige Provisioner.
Efter bestiknavigation ramte vi som forudseet Indiens Sydspids, efter et naadigt Forsyns hjælpende Haand. Ligeledes ankom vi i Malaccastædets Indgang, som ved et Mirakel.
Herefter nærmede vi os den ukolonialiserede Ø Borneo. Vor Landgang dersteds var uden Besværligheder. Chefen faldt dog overbord og druknede; Staklen besad ikke færdigheden i at svømme. I denne sørgelige Anledning, maatte man selv overtage Commandoen. Saaledes, lettere eschaufferede, men maalbevidste, begav vi os ind i den borneiske Jungle, som strakte sig heelt ned til Det ostindiske Hav.
Fugle sang og kvidrede, Hundehyl og Kattejammer forekom, men først paa andendagen mødte vi levende Mennesker. Disse, og de var alle af mandkøn, vare aldeles nøgne. Bortset fra, at de tildækkede deres Penisser med tørrede Plantehylstre, i en delviis opret Position.
Communication var vandskelig, da det hurtigt stod os klart, at de indfødte ikke forstod vore diversificerede sproglige Forsøg, og de, paa deres Side, ikke forstod vore venskabelige Tilnærmelser paa tysk, fransk og engelsk.
Da de saaledes greb den meest trivelige af os, SG KK Marine Olbert Nachspeis og uden videre skilte hans Hoved fra kroppen, stod det mig klart, at heer maatte den største Diplomatie nok bringes i anvendelse. Min beskedne Beholdning af Glasperler gjorde vel nok sit, men da ogsaa min gode Oppasser Friedrich Offnersohn fra Wien, blev decaptueret, saa jeg at samme Skjæbne muelighedsvis ogsaa ville ramme mig.
Man maa indføje, at siden min Tid dersteds har den udbrete Duft af Barbeque eller Grill, ikke vakt mit Behag. Tvært imod.
Tidvis maatte jeg erfare, at mine trofaste Følgesvende ikke blot var decaptuerede, men ogsaa blev fortærede af disse sultende vilde.
Selv blev jeg ogsaa lagt paa Slagtebænken. Men da man dersteds ombringer sit Bytte i aldeles nøgen stand, opdagede en Shaman, eller hvad de nu kjaldte deres Medicinmænd, at Undertegnede bar paa sig en Erindring om festlige Dage ved Donaus Küster.
Selv vare de udsatte for et Overgansritus, der ved penetrering af den meest private Del, via en Snor, mueliggjorde et til stadighed oprejst Avlelem.
Min egen beskjedne Ring af sølv gjorde et uudsletteligt Indtryk. De indfødte, som hverken fandt Begyndelse eller Ende paa min Ring, troede i deres Eenfoldighed, at denne var medfødt.
Herefter opkastet til en af Guderne nedsendt, lykkedes det mig dog, efter fem Aar, at undslippe. Indtil da, maatte jeg, som den af Forfædrene udvalgte, deeltage i adskillige, Aarligt tilbagevendende usædelige Riter og Sandseligheder. Saavel som jeg herhjemme ikke finder Smag i thailanesiske Tjenestepiger, var det mig en Overvindelse at deeltage i de aarlige Copulationer. De locale Kvinder var mig utiltrækkende, og kun med en Klemme for Næseborene (det var Mændenes Skik), overvandt jeg den Dunst der stod omkring disse Kvindfolk. Det maa erindres, at eftersom vi befandt os i et Indland, var Befolkningen ikke tilvænnet Lugten fra raadden Fisk.
Britiske Colonitropper forsøgte at indtage Stammens Revier, og har siden da lidt mange, velbehageligt fortærede Tab. Men Selv returnerede jeg, i Fangenskab til det kjære Europa.
Dog maatte jeg lide den forsmædelige Skjæbne, at disse indolente Engelskmænd antog mig for, i min nøgenhed, at være en bornoesisk Albino.
Vandskeligt var det at komme til at gjensee de tiltrækkende officersenker, der havde bibragt mig saa megen Glæde og Commers. Des længere varede mit fornyede Ophold ved Donaus skjønne bredder. Men end mere glædeligt var det, at returnere til min fædrende Egn og Ejendom, ja, at vende hjem til Tersløse Sogn.
Ja, Herr Redacteur; saaledes slutter mit lille ethnografiske Eventyr. I de siden forløbne 95 Aar, har jeg, i mit fredelige Sogn, hverken oplevet Cannibalisme eller uvelkommen pligtcopulation. Derimod kan det oplyses, at sognets Masturbationscorps, disse strunke og muntre Unge (og lidt ældre), bereder os ugentlig Tilfredsstillelse, ved Sprøjtehusets Gavl.
De bedste Hilsener fra Deres beundrende
S v M
Redaktionens fodnote: Ovenstående er f.o.m. skoleåret 2015-16 obligatorisk pensum i fagene geografi, samfundslære og forplantningsteknik på Nørre Usseldrup Eksamensskole. Elever i afgangsklasserne skal kunne fremsige hele teksten ordret samt tilegne sig dens indhold og principper i en sådan grad, at de kan redegøre for dem med egne ord.
Et drama uden sidestykke rystede i dag ved 11-tiden baroniet Ulveborg og hele den nordvestjyske offentlighed, da den 19-årige baronesse Dullah Lupus-Bobb blev bortført ned ad slottets hovedtrappe og videre mod ukendt mål, liggende på ladet af et raketdrevet ekspresvehikel.
Avisens redaktør Knockel skulle sammen med en certificeret yngre fotograf og 10-12 andre særligt indbudte overvære generalprøven på det sommerspil, der hvert år opføres af Usseldrupegnens Dilettantkomedieselskab, egnens eneste tilladte teateraktivitet, stiftet 1882 af daværende enkebaronesse Pecadilla, farmoder til den nuværende baron og godsherre Hambert Lupus-Bobb.
Stykket “Brun hævn” handlede angiveligt om uhyrer, der var spiret frem i en lokal fækaliesilo og nu havde vokset sig så store, at de kunne terrorisere lokalbefolkningen. Et af de dramatiske øjeblikke kom nogle minutter inde i handlingen, da et gigantisk monster med en overflade af rynket gummi greb den unge heltinde og løb bort med hende.
Heltindens rolle blev spillet stærkt og gribende af baronesse Dullah, og blandt tilskuerne hørtes gisp og hvin, da uhyret løb gennem salens midtergang med den tilsyneladende paralyserede kvinde. Straks efter indtraf imidlertid noget, som ikke hørte til handlingen. I slotsgården holdt et særpræget vehikel, der af vidner beskrives som en ladcykel med raketmotor. Monsteret smed baronessen på ladet, og i løbet af sekunder var hans vehikel forsvundet i røg og gnister ud gennem slotsporten. Ingen har siden set de to amatørskuespillere.
Stykkets øvrige medvirkende kunne fortælle, at denne sortie ikke på nogen måde indgik i den planlagte forestilling. En eftersøgning blev vanskeliggjort af, at ingen kunne oplyse navn og adresse på monsteret. Faktisk havde ingen set ham uden kostume under prøverne, og da han ikke havde en eneste replik, ved man end ikke, om han er nordvestjyde eller kommer længere væk fra.
SIGNALEMENT OG FORHOLDSORDRER
Baronen fandt sin unge hustru, da de begge for nogle år siden deltog i en stammekrig i Turkmenistan, hun som feltservitrice og han som frivillig lussinginstruktør med rang af oberstløjtnant.
En stærkt berørt baron aflyste resten af dagens festligheder, men bad pressen om at viderebringe, at han udsætter en dusør på kr. 4,86 for pågribelse af fru Dullah, med eller uden arvesmykker. For monsteret gælder, at det må bortskydes, men ikke opskæres til konsum eller på anden måde nyttiggøres, før Louis B. Knockel har inspiceret kadaveret.
Trofaste avislæsere vil med tårer i øjnene erindre, at et nordvestjysk luftfartseventyr endte i ruin og tragedie, da et gigantisk nybygget vand-til-luft vehikel med kurs mod Namibia havarerede kort efter starten fra Blodhavn Nordstrand.
Vehiklet var konstrueret af visesangeren Moses Birk Lallesen (nært beslægtet med den frygtede storpamper Lalle Birk Lallesen). Straks efter havariet flygtede Moses til Holstebro, hvor han nu ernærer sig som pausemusiker på et puddelbordel.
Forbindelsen til Namibia har i næsten et år været afbrudt, men kan nu genoptages ved hjælp af et nyanskaffet bulgarsk storfly, der sikkert og komfortabelt vil bringe såvel to- som firbenede passagerer til det populære rejsemål.
I forbindelse med rutens åbning har Nordvestjysk Flypassageradfærdsreguleringskomité offentliggjort et sæt regler for opførsel under flyrejser. Arbejdet er foregået under ledelse af fhv. disciplininspektrice Isadora Pretzel, Nørre Usseldrup Eksamensskole, hvis righoldige erfaring med grise- og hundeforspændte kareter (og ved vintertid slæder) nu kommer den moderne tids rejsende til gavn.
REGLEMENTETS 4 ENKLE FORSKRIFTER:
1. Får man siddeplads ved et af flyets vinduer, har man pligt til at holde skarpt udkig, så man i tide kan advare medpassagerer og personel mod farer, der måtte nærme sig.
2. Tarmgasudslip må ikke overstige 150 kbcm (ukomprimeret) pr. halve time. For krydderpølse-, shawarma- og anden stærkt markeret gas dog maksimalt 75 kbcm.
3. Masturbation under flyvningen er af pladsmæssige og hygiejniske grunde ikke tilladt. På flyvninger over 5 timers varighed opsættes udvendige masturbationsstativer under vingerne. Disse benyttes på eget ansvar. Flyets personel assisterer udelukkende med karbolafvaskning og aftørring.
4. Snorkende, gispende, vrælende eller på anden måde generende medpassagerer irettesættes (uanset disses alder) med raske, velrettede lussinger. Smækker man over 25 passagerlussinger på en enkelt flyrejse, har man krav på selskabets guldnål.
Ældre nordvestjyder vil endnu huske en kæk og krølhåret ung fækaliearbejder, som i 1929 afsejlede med emigrantbåden S/S Blodhavn til Amerika. Hans navn var Lubbert Børsting.
Af hans breve hjem til faderen, bolsmand Lambert Børsting, Klamhuse Overdrev, fremgik det, at unge Lubbert snart efter ilandstigningen fandt godt og stabilt arbejde i Chicagos kloakker. Med flere af brevene fulgte 2-dollarsedler, mønstrede husdyrkondomer og andre fornøjelige smågaver.
Cirka 1970 ophørte familiens kontakt med den dengang 69-årige kloakinspektør. Stor var derfor overraskelsen og gensynsglæden, da Lubbert Børstings 81-årige søn Ronald søndag formiddag blev trukket frem på gulvet og præsenteret af prædikant Tölper Grusboll i Nørre Usseldrup Bedehus.
– Ronald er vendt hjem med en god nyhed: Det evige liv er inden for rækkevidde. Hans fader påbegyndte i moden alder en medicinsk virksomhed og frembragte adskillige naturmidler, som har vist sig uhørt effektive mod skæl, testikelkløe, røde ører og andre hverdagslidelser. Den mest forbavsende virkning af midlerne er dog, at de synes at udsætte døden på ubestemt tid. Da Lubbert Børsting i 1999 erhvervede sin doktorgrad, var han fremdeles en rask og ungdommelig mand med bølget hår og hvide tænder. Han havde dagligt intim omgang med flere puddelhunde og en lodretribbet radiator på det laboratorium, hvor medicinen blev til.
Børstings uventede og alt for tidlige død skyldtes et sammenstød med et lastautomobil, som på en landevej nær Chicago pløjede sig gennem venstre side af doktorens tunge luxuspersonautomobil og irreparabelt demolerede hans legeme. Hovedet blev fundet flere hundrede meter derfra og kunne ikke bankes tilbage i funktionsduelig facon, selv om de første tililende så det blinke med øjnene og var sikre på, at det var en sådan håndfast istandsættelse, han anmodede om.
Sønnen Ronald Børsting, faglært kuffertafbærer og jukebox-operatør, var gennem de sidste årtier sin fars trofaste hjælper, og han bringer flere kufferter fulde af medicin med sig til Nordvestjylland, hvor han er gået i tæt samarbejde med Klamhuse Husmandshospital om at stille diagnoser og fordele disse helbredelsesmidler.
Konsultation kan aftales på telefon Klamhuse 147y; henvendelser fra sygekasserestanter og andre mindrebemidlede frabedes indtil videre høfligt, men bestemt.
