Vor nordvestjyske folkepresse nyder godt af talrige lødige, frivillige bidrag året rundt.
For at gøre det endnu nemmere at indsamle al denne information, tilbyder vi nu vore medarbejdere, såvel de etablerede som helt nye, et pressekort, der giver adgang til de fleste steder i denne verden og til næsten alle tænkelige informationer.
Kortet ser sådan ud:
Man kan frit selv udfylde og printe det ved brug af skabelonerne herunder. Dette er forsiden:
Og her er kortets bagside:
Her et eksempel på en udfyldt bagside:
Nemmest vil det som nævnt være, hvis nuværende og kommende medarbejdere selv printer, tilklipper og laminerer kortene. Den benyttede skrift (til navnet på bagsiden) hedder Bahnschrift SemiBold Condensed.
Skulle den grafiske færdiggørelse volde uoverstigelige problemer, send da Deres navn og et vellignende nyere portrætfoto til louisbknockel@gmail.com. Herefter vil vor tekniske chef, fhv. grovsmed Abu Schneckelfritz, gøre det fornødne.
I min families besiddelse har siden 1777 været at finde et kuriøst spinet af østprøjsisk fabrikat. Dette blev i sin tid givet min tip-tip-oldefar i bytte for et 3-personers støbejerns-defækationsstativ, af den berømte komponist Ludervicker von Bössendorfer, kendt for “Et Mellemstort Stykke For Luth og Lagkage” (1752-3).
Idet jeg for nylig har haft en besynderlig oplevelse med dette apparat, altså spinettet, gengives denne herunder, i billedledsaget verseform, til de ærede læseres generelle adspredelse, samt information.
I det Brune Værelse nys jeg fandt
Tre nodeark gemt i spinettet.
Albert Pick: “Den Tid Der Svandt”,
Og Schkiede: “Tågen Er Lettet”.
Det tredie ej navn eller titel bar;
Det gjorde mig noget bedrøvet…
Men hvem komponisten så end var,
Musikken skulle nu blive prøvet!
Og frem af det støvede gamle spinet
Snart vælded’ de sælsomste toner…
Det lød som en mand, der sad på toilet,
Efter 20 styk kokosmakroner.
Som tilkaldt fra mørkeste dødningevrå
Af dette, djævelske prælude,
To balder kridhvide mit øje nu så,
Defækerende mod min rude!
Hvad var dette væsen?; nu slog det en vind!
– Mine hænder fortsatte at spille –
Indtil i brunvare alt glas var smurt ind.
En latter lød; så blev der stille…
Mit vindue jeg nu rense vil
– Og guderne skal vide –
Fra nu jeg mig begrænse til,
at spille Pick og Schkiede!
—
Med ærbødige hilsener,
Deres ydmyge,
Hartmann
Nordvestjysk Poesiapprecieringssocietet af 1921 har ufortøvet belønnet digteren Stahl-Eisenmann for disse smukke og manende vers. Han tildeles de meget sjældne 7 Walmert af 6 mulige.
Leonard Durkin, olding af britisk herkomst, fik sit sidste ønske opfyldt: Begravelsestoget standsede ved den lokale Burger King, og et eksemplar af hr. Durkins yndlingsmåltid blev placeret oven på kisten.
“Fortrinlig idé,” udtaler Nordvestjysk Geriatrisk Fællesforbunds formand, redaktør Louis B. Knockel. “Når min tid kommer, vil jeg medbringe en velpakket kuffert, indeholdende lokalt forarbejdet flæsk og pølse, og den skal ikke lægges oven på kisten, men skal hvile på mit bryst og min bug i åben tilstand.”
Louis B. Knockel opnåede 39 rigtige. Han fejlede på et spørgsmål om fædres ret til barselsorlov. “Noget forbandet svagpisseri, som blot demonstrerer samfundets kurs mod en socialistisk-feministisk afgrund,” lyder kommentaren fra hr. Knockel.
Redaktøren opfordrer avisens venner til at tage testen (brug link ovenfor) og oplyser, at alle, der opnår 37 eller flere rigtige svar, fortsat er velkomne som læsere af Knockelske Tidende. Opnår man 32-36 rigtige, skal man stille sig foran et spejl og tildele sit ansigt nogle raske, opfriskende lussinger. Herefter kan man fortsætte som avislæser. Opnår man 31 eller derunder, må man fremtidig nøjes med Ekstrabladet og/eller BT.”
En verdenssensation venter årets cirkusgæster: Den syngende flodhest Ferdinand Göring Jr., som her bringes i land på Blodhavn Midtermole
af direktør Oscar Popp-Lubbert. Efter et intensivt danskkursus bemestrer
Ferdinand det meste af Rasmus Seebachs repertoire.
En af Nordvestjyllands førende kulturinstitutioner, det 124-årige Cirkus Lubbert, melder klar til sæsonpremiere med det største og mest kostbare program nogensinde.
Øverst på plakaten står Trio Sprudel Gigante, en bulgarsk trapezmasturbationstrup, som har fejret triumfer i Las Vegas, Dubai, Nørresundby og andre af denne verdens forlystelses-metropoler.
Eksotiske dyr præsenteres i fri dressur af cirkusprinsessen Katy Lubbert, og naturligvis skal publikum igen i år juble over den nu 97-årige kondomklovn Moses Lubbert-Palmolive.
Assisterende trapezmasturbatrice Mogadisha Sprudel har inden sæsonstarten undervist i luftbåren spilleteknik for kommende kolleger på Usseldrupegnens Erhvervsakademi.
Disciplinansvarlig i teltet er Arno Lubbert, ansat i virksomheden
siden 1958 og for nylig promoveret til cirkusovertjener.
“Uden en stålsat karakter som Arno kunne atmosfæren hurtigt
blive plat og simpel,” udtaler Louis B. Knockel, der assisterer
med udgangslussinger til publikum efter alle lokale forestillinger.
I pauserne underholder de landskendte festaber Billy og Ben med
komiske optrin. De to storrygere har glædet sig til et gensyn med
Nordvestjylland, hvor de dagligt får lov at dele en kasse tang- og
lyngcigarer.
Det er sørgeligvis netop kommet os for øre, at vor gamle vestjydske bonkammerat Pis-Vagn ikke er mere.
I forbindelse med afviklingen af Vagns jordiske efterladenskaber, har man konstateret, at manden end ikke tilnærmelsesvis besad kongens mønt, hvorfor vi nu anstændigvis anmoder om offentlighedens hjælp til at berede vor ven en nobel jordefærd.
Derfor opfordres avisens ærede læsere til at investere hver kr. 0,02 i følgende støttesingle, således at Vagn kan blive stedt til hvile på proper og miljømæssigt bæredygtig facon næstkommende torsdag på Gustenhuse Kødvarefabrik, kl. 07:47prc.
Ære være Vagns minde, og her er melodien, alle synger med på:
Jeg er pisker,
I Skide Spande;
Den ajleste af strande.
Fra mit lille piskerhus,
Kan jeg høre skrævets brus,
Og vestenvindens sus…
Ak, men pisset kom på ration,
Og mine prutter røg på auktion,
Så nu har jeg kun minderne tilbage…
Om de go’e, gamle dage…
Da jeg ku’ blande…
Pis
I Skide Spande…
Mange timer og minutter,
Imedens at fiskerne de prutter,
Der var væde i mit sind…
Når den stride vestenvind
Sprøjted’ tyndskid mod min kind.
Ak, men pisset kom på ration,
Og mine prutter røg på auktion,
Så nu har jeg kun minderne tilbage…
Om de go’e, gamle dage…
Da jeg ku’ blande…
Pis
I Skide Spande…
(Interludium harmonicum – De opfordres til at indtage en halv flaske snaps og tygge en skrå, medens De lusserer Deres kone, børn samt husdyr)
I min sjæl er jeg fisker.
Alle kalder mig pissevisker.
Nok en stryger ind om land…
Dog længes jeg her fra min strand,
Hen mod det gule vand…
Ak, men pisset kom på ration,
Og mine prutter røg på auktion,
Så nu har jeg kun kinderne tilbage…
Og de go’e, gamle dage…
Da jeg ku’ blande…
Pis
I Skide Spande…
Ak, men pisset kom på ration,
Og mine prutter røg på auktion,
Så nu er der kun kvinderne tilbage…
Oh, de go’e, gamle dage…
Da jeg ku’ blande…
Pis
I Skide Spande..
Overskuddet ved denne støttesang doneres næsten ubeskåret til Pis-Vagns begravelsesfond. På forhånd tak for deres generøse bidrag!
Så langt tilbage, som nogen nulevende kan huske, har Nordvestjysk Husmands- og Landproletarbibliotek været en drivende kraft i vor hjemstavns folkelige oplysningsarbejde. Fra bibliotekets udlånssal på Klamhuse Hede (åben onsdage og lørdage på ulige datoer kl. 13.04-16.11 prc.) har tusinder af jævne nordvestjyder hjembåret den åndelige og moralske næring, der satte dem i stand til at leve og virke på de lokalt herskende betingelser.
Bibliotekets skønlitterære samling omfatter samtlige værker af forfattere som Jeppe Aakjær og Sven Hazel, Thomas Dinesen og Ib Henrik Cavling. Blandt fagbøgerne finder man Meyers Vareleksikon, Kirsten Hüttemeiers kogebøger og dr. Hother Rundknockels “Sexualhygiejne for Tyende og større Husdyr”.
En ny samling af næsten ubegribelig værdi er nu tilgået Husmandsbiblioteket: Den Knockelske Citatsamling, grundlagt 1951 og kontinuerligt udvidet med perler og ædelsten af visdom. Gaven kommer direkte fra Louis B. Knockel, som også har doneret et plakatstativ, ved hjælp af hvilket den kan gennemblades.
“Tårerne løb ned ad mine kinder, da citaterne blev båret ind nu til formiddag,” udtaler førstebibliotekar Brunelda Waffelcrone (stående t.v. på billedet). “Med hr. Knockels tilladelse bringer vi nogle af højdepunkterne herunder. Læs, tænk, bliv klogere og rigere — og det er en ordre!”
”En lille fadøl, Orna, bare en enkelt lille opskænkning, mit lamseben… Vi er i julemåneden. Vis dog lidt nissesind, søde Orna!”
Onkel Philbert sad ved stambordet på Proletarisk Kælderbodega i Blodhavn. Værtinden Orna Qvalm stod bag sin bardisk og skulede surt til ham. Godt nok var han kunde gennem årtier, men i den seneste måneds tid havde han trukket sin kredit til den yderste grænse og længere endnu.
”Du har ikke råd til at drikke, Philbert,” sagde hun med grus i stemmen. ”Den dér fjollede abe, du har anskaffet – den skal jo fodres. Og du skal købe julegaver til otte børn, 27 børnebørn og 14, om få dage 15 oldebørn. Det løber alt sammen op, gamle dreng.”
Onkel Philbert stønnede sygt og sugede på den sidste stump af sit cigarskod. Han havde haft et eventyrligt liv på syv have og fem kontinenter, men ligefrem rig havde det ikke gjort ham.
I det samme blev døren til kælderbodegaen smækket op. Hans måske eneste sande ven, aben Mångki, kom løbende ind med en klump af et eller andet madagtigt i munden. En rådden, stinkende fiskemave var det vist.
”Ikke herind med det stads!” skreg Orna Qvalm. ”Forsvind med dig, abe – forsvind begge to!”
Aben flænsede i fisken, og en lille tingest trillede ud på bordet. Onkel Philbert tog den op mellem fingrene, tørrede den i sit frakkeærme og kiggede nærmere på den.
”Verdammt noch mal!” udbrød han. ”Det ligner slående den ring, min ven Agnar Mykle forærede sin kæreste i 1957.”
”Gud, du siger da ikke… at det er den ring, de siger i fjernsynet, at nordmændene vil føre krig om?” spurgte Orna Qvalm, mens hun krabbede sidelæns nærmere.
”Det ved jeg intet om,” sagde onkel Philbert. ”Jeg er olding nu. Jeg hører ikke radio og ser ikke fjernsyn og vil skide på alt, der ligger længere væk end sognegrænsen mod Holstebro.”
Der var som altid halvmørkt i Ornas kælder, men hun havde en stavlygte i forklædelommen, og nu rettede hun en hvid lyskegle mod ringen med den mægtige, intenst glødende rubin.
”Nordmændene er meget optagede af den ring. Krigen kan begynde når som helst.”
”Jeg vil skide nordmændene et langt stykke,” sagde onkel Philbert. ”Australnegere og hottentotter har jeg en vis respekt for, men den eneste ranke og regulære nordmand, jeg nogensinde har mødt, var Agnar Mykle, og han blev plaget ihjel af skattevæsenet deroppe. Nu er ringen min.”
Han proppede den i lommen.
”Gul hestepilsner og berigede urandrinks til alle, Orna! Også til Mångki! For et øjeblik siden var jeg en fattig stodder, nu er Mångki og jeg stenrige, og det skal fejres.”
Værtinden nikkede, og onkel Philbert brød ud i sang:
”Lad kapslerne klirre, lad propperne knalde, nu vanker der pilsner og uran til alle!”
(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)
“… Mit navn er Svend Skogmo Storjætte …” Kriminalkommissær Rambuck-Rasmussen stirrede på båndoptageren der afspillede doktorens monolog for fjerde gang. “… gift med sangerinden og dyreværnsaktivisten Pula Skogmo …“
Han kunne ikke tro sine egne øre. Båndoptageren var blevet smidt ind gennem brevsprækken på politistationen for en time siden af en ukendt person.
“… jeg rejser til Argentina med rubinringen i nat, inden krigen begynder …“Kriminalkommissæren sad stiv i sin stol bag skrivebordet. ” … forlange en passende løsesum …“
Det tog ham en halv times tid, en cocktail og en pibe med æselgødning at komme sig over chokket.
“Han må stoppes omgående!”
Han greb røret til den røde telefon.
“Hallo, giv mig Norges udenrigsminister strax!”
Underlødig jazzmusik spillede på telefonlinjen.
“Du er nummer 73 i køen. Vent venligst …”
* * *
Snefnuggene dalede fra himlen og vinden ruskede i træerne. Stormen over området var taget til.
Benni Borgwald-Bertelsen gik med bøjet hoved ned langs Algade. Efter han havde afleveret båndoptageren på politistationen havde han endevendt doktorens palæ, men der var intet spor efter ham eller Lydia.
Grundet vejret var lufthavnen lukket ned, så de måtte stadig befinde sig i landet.
PIV! Benni rystede en forvildet rotte ud af buksebenet.
Mørket begyndte at falde på, og Benni følte afmagten og kulden omklamre sit legeme. Han var ruineret, hans forlovede var bortført (måske død) og Danmark ville sandsynligvis blive bombet i morgen tidlig. Der var kun én løsning: Ubehersket druk!
Han var gået i cirkler og endt ved Proletarisk Kælderbodega. Han sukkede og gik ind i varmen for at drikke alene.
Der var fest og glæde i rummet. Onkel Philbert stod på et af bordene og sang og drak.
Benni satte sig i baren og fik stukket en pilsner i hånden på Philberts regning.
“Hvad fejrer vi?” spurgte han.
“Onkel Philberts nye formue. Den røde rubinring som aben fandt i mavesækken på den rådne fisk,” svarede Orna Qvalm.
“Hvad siger du?” Benni drejede sig på stolen og fik med det samme øje på det skinnende smykke som Onkel Philbert triumferende holdt mellem tommel- og pegefinger. Benni genkendte den med det samme.
“Det er ikke din ring!” råbte Benni og sprang af stolen. “Giv mig den!”
Onkel Philbert spyttede på ham og Benni gik prompte til modangreb. Mændene slog løs på hinanden. Glas og flasker blev knust.
“Ringen skal tilbage til Norge. Det …” Benni blev afbrudt af en kæberasler. Han væltede bagud.
“Den tilhørte min gode ven Agnar Mykle,” proklamerede Philbert. “Han er død nu. Jeg fandt den, så nu tilhører den …”
“Meg!” Den norske kvindestemme skar gennem kælderbodegaen og alle blev tavse. Selskabet drejede synkront hovederne mod indgangen.
I døren stod en kvinde med en overfrakke dækket af sne. Hendes grimasse var bitter. Foran hende tårnede en mægtig frådeskummende blodhund sig op.
“Vrruff!”
“Pula Skogmo?!” gispede Benni og Onkel Philbert i kor.
* * *
Svend Skogmo Storjætte parkerede varevognen foran salgsskiltet ved den lille hytte på Klamhuse Hede. Tjenerne Brutus og Karloff klemte deres svulmende, uvaskede kroppe sammen på sædet ved siden af ham, og i det aflåste lastrum lå Lydia Lubbert. I baghaven stod pedalflyvemaskinen som skulle bringe doktoren sikkert frem til Argentina samme nat.
“Slip mig!” skreg Lydia, da hun blev båret ind i stuen og smidt i det rødternede sofamøbel.
Svend forsøgte at åbne ring-etuiet men det gav sig ikke.
“Forbistrede …” Han lagde æsken på køkkenbordet, greb sin kniv og prøvede at lirke den op. “Hvis jeg ikke får rubinen ud så …” Han stirrede på Lydia med mord i øjnene.
“Skal du have hjælp?” spurgte håndlangerne.
“Nej!” brølede doktoren. “Karloff, gå ud og klargør flyvemaskinen. Og Brutus, du holder øje med kællingen.”
“Javel.”
* * *
“Hvad laver De her?” spurgte Benni og kiggede med ærefrygt på den nyankomne kvinde.
“Jeg leter etter ringen min,” sagde Pula Skogmo. “Nå har jeg funnet den! Buster har en god luktsans.”
Benni rev hurtigt værdigenstanden ud af hånden på Onkel Philbert, som ikke gjorde modstand, og faldt på knæ foran sangerinden.
Han rakte rubinringen til hende.
“Jeg beklager denne redelighed. På hele landets vegne,” sagde Benni. “Jeg købte den af sigøjneren, som stjal den fra Dem. Jeg var i god tro! Jeg vidste ikke det var Deres. På ære.”
Hun tog imod ringen og satte den på sin højrehånd med et veltilfreds smil. Benni fortsatte med at forklare:
“Siden jeg købte den har jeg været ramt af ulykker. Deres eksmand er ude efter den røde rubin og nu har han bortført min forlovede. Han vil stikke af til Argentina og …”
Benni brød hulkende sammen.
“Så, så,” sagde Pula Skogmo og hjalp Benni på benene. Hun aede hans kind. “Fortell meg hele historien mens vi kjører.”
“Kører? Hvorhen?” mumlede Benni forvirret.
“Hen for at stoppe Svend!”
“Men han kan være over alle bjerge nu,” påpegede Benni.
“Nei.” Hun rystede på hovedet. “Jeg tror jeg vet hvor han er.”
“Hvor?”
“Han er i vor reservesommerhytta på Klamhuse Hede.”
(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)
