En verdenssensation venter årets cirkusgæster: Den syngende flodhest Ferdinand Göring Jr., som her bringes i land på Blodhavn Midtermole
af direktør Oscar Popp-Lubbert. Efter et intensivt danskkursus bemestrer
Ferdinand det meste af Rasmus Seebachs repertoire.
En af Nordvestjyllands førende kulturinstitutioner, det 124-årige Cirkus Lubbert, melder klar til sæsonpremiere med det største og mest kostbare program nogensinde.
Øverst på plakaten står Trio Sprudel Gigante, en bulgarsk trapezmasturbationstrup, som har fejret triumfer i Las Vegas, Dubai, Nørresundby og andre af denne verdens forlystelses-metropoler.
Eksotiske dyr præsenteres i fri dressur af cirkusprinsessen Katy Lubbert, og naturligvis skal publikum igen i år juble over den nu 97-årige kondomklovn Moses Lubbert-Palmolive.
Assisterende trapezmasturbatrice Mogadisha Sprudel har inden sæsonstarten undervist i luftbåren spilleteknik for kommende kolleger på Usseldrupegnens Erhvervsakademi.
Disciplinansvarlig i teltet er Arno Lubbert, ansat i virksomheden
siden 1958 og for nylig promoveret til cirkusovertjener.
“Uden en stålsat karakter som Arno kunne atmosfæren hurtigt
blive plat og simpel,” udtaler Louis B. Knockel, der assisterer
med udgangslussinger til publikum efter alle lokale forestillinger.
I pauserne underholder de landskendte festaber Billy og Ben med
komiske optrin. De to storrygere har glædet sig til et gensyn med
Nordvestjylland, hvor de dagligt får lov at dele en kasse tang- og
lyngcigarer.
Det er sørgeligvis netop kommet os for øre, at vor gamle vestjydske bonkammerat Pis-Vagn ikke er mere.
I forbindelse med afviklingen af Vagns jordiske efterladenskaber, har man konstateret, at manden end ikke tilnærmelsesvis besad kongens mønt, hvorfor vi nu anstændigvis anmoder om offentlighedens hjælp til at berede vor ven en nobel jordefærd.
Derfor opfordres avisens ærede læsere til at investere hver kr. 0,02 i følgende støttesingle, således at Vagn kan blive stedt til hvile på proper og miljømæssigt bæredygtig facon næstkommende torsdag på Gustenhuse Kødvarefabrik, kl. 07:47prc.
Ære være Vagns minde, og her er melodien, alle synger med på:
Jeg er pisker,
I Skide Spande;
Den ajleste af strande.
Fra mit lille piskerhus,
Kan jeg høre skrævets brus,
Og vestenvindens sus…
Ak, men pisset kom på ration,
Og mine prutter røg på auktion,
Så nu har jeg kun minderne tilbage…
Om de go’e, gamle dage…
Da jeg ku’ blande…
Pis
I Skide Spande…
Mange timer og minutter,
Imedens at fiskerne de prutter,
Der var væde i mit sind…
Når den stride vestenvind
Sprøjted’ tyndskid mod min kind.
Ak, men pisset kom på ration,
Og mine prutter røg på auktion,
Så nu har jeg kun minderne tilbage…
Om de go’e, gamle dage…
Da jeg ku’ blande…
Pis
I Skide Spande…
(Interludium harmonicum – De opfordres til at indtage en halv flaske snaps og tygge en skrå, medens De lusserer Deres kone, børn samt husdyr)
I min sjæl er jeg fisker.
Alle kalder mig pissevisker.
Nok en stryger ind om land…
Dog længes jeg her fra min strand,
Hen mod det gule vand…
Ak, men pisset kom på ration,
Og mine prutter røg på auktion,
Så nu har jeg kun kinderne tilbage…
Og de go’e, gamle dage…
Da jeg ku’ blande…
Pis
I Skide Spande…
Ak, men pisset kom på ration,
Og mine prutter røg på auktion,
Så nu er der kun kvinderne tilbage…
Oh, de go’e, gamle dage…
Da jeg ku’ blande…
Pis
I Skide Spande..
Overskuddet ved denne støttesang doneres næsten ubeskåret til Pis-Vagns begravelsesfond. På forhånd tak for deres generøse bidrag!
Så langt tilbage, som nogen nulevende kan huske, har Nordvestjysk Husmands- og Landproletarbibliotek været en drivende kraft i vor hjemstavns folkelige oplysningsarbejde. Fra bibliotekets udlånssal på Klamhuse Hede (åben onsdage og lørdage på ulige datoer kl. 13.04-16.11 prc.) har tusinder af jævne nordvestjyder hjembåret den åndelige og moralske næring, der satte dem i stand til at leve og virke på de lokalt herskende betingelser.
Bibliotekets skønlitterære samling omfatter samtlige værker af forfattere som Jeppe Aakjær og Sven Hazel, Thomas Dinesen og Ib Henrik Cavling. Blandt fagbøgerne finder man Meyers Vareleksikon, Kirsten Hüttemeiers kogebøger og dr. Hother Rundknockels “Sexualhygiejne for Tyende og større Husdyr”.
En ny samling af næsten ubegribelig værdi er nu tilgået Husmandsbiblioteket: Den Knockelske Citatsamling, grundlagt 1951 og kontinuerligt udvidet med perler og ædelsten af visdom. Gaven kommer direkte fra Louis B. Knockel, som også har doneret et plakatstativ, ved hjælp af hvilket den kan gennemblades.
“Tårerne løb ned ad mine kinder, da citaterne blev båret ind nu til formiddag,” udtaler førstebibliotekar Brunelda Waffelcrone (stående t.v. på billedet). “Med hr. Knockels tilladelse bringer vi nogle af højdepunkterne herunder. Læs, tænk, bliv klogere og rigere — og det er en ordre!”
”En lille fadøl, Orna, bare en enkelt lille opskænkning, mit lamseben… Vi er i julemåneden. Vis dog lidt nissesind, søde Orna!”
Onkel Philbert sad ved stambordet på Proletarisk Kælderbodega i Blodhavn. Værtinden Orna Qvalm stod bag sin bardisk og skulede surt til ham. Godt nok var han kunde gennem årtier, men i den seneste måneds tid havde han trukket sin kredit til den yderste grænse og længere endnu.
”Du har ikke råd til at drikke, Philbert,” sagde hun med grus i stemmen. ”Den dér fjollede abe, du har anskaffet – den skal jo fodres. Og du skal købe julegaver til otte børn, 27 børnebørn og 14, om få dage 15 oldebørn. Det løber alt sammen op, gamle dreng.”
Onkel Philbert stønnede sygt og sugede på den sidste stump af sit cigarskod. Han havde haft et eventyrligt liv på syv have og fem kontinenter, men ligefrem rig havde det ikke gjort ham.
I det samme blev døren til kælderbodegaen smækket op. Hans måske eneste sande ven, aben Mångki, kom løbende ind med en klump af et eller andet madagtigt i munden. En rådden, stinkende fiskemave var det vist.
”Ikke herind med det stads!” skreg Orna Qvalm. ”Forsvind med dig, abe – forsvind begge to!”
Aben flænsede i fisken, og en lille tingest trillede ud på bordet. Onkel Philbert tog den op mellem fingrene, tørrede den i sit frakkeærme og kiggede nærmere på den.
”Verdammt noch mal!” udbrød han. ”Det ligner slående den ring, min ven Agnar Mykle forærede sin kæreste i 1957.”
”Gud, du siger da ikke… at det er den ring, de siger i fjernsynet, at nordmændene vil føre krig om?” spurgte Orna Qvalm, mens hun krabbede sidelæns nærmere.
”Det ved jeg intet om,” sagde onkel Philbert. ”Jeg er olding nu. Jeg hører ikke radio og ser ikke fjernsyn og vil skide på alt, der ligger længere væk end sognegrænsen mod Holstebro.”
Der var som altid halvmørkt i Ornas kælder, men hun havde en stavlygte i forklædelommen, og nu rettede hun en hvid lyskegle mod ringen med den mægtige, intenst glødende rubin.
”Nordmændene er meget optagede af den ring. Krigen kan begynde når som helst.”
”Jeg vil skide nordmændene et langt stykke,” sagde onkel Philbert. ”Australnegere og hottentotter har jeg en vis respekt for, men den eneste ranke og regulære nordmand, jeg nogensinde har mødt, var Agnar Mykle, og han blev plaget ihjel af skattevæsenet deroppe. Nu er ringen min.”
Han proppede den i lommen.
”Gul hestepilsner og berigede urandrinks til alle, Orna! Også til Mångki! For et øjeblik siden var jeg en fattig stodder, nu er Mångki og jeg stenrige, og det skal fejres.”
Værtinden nikkede, og onkel Philbert brød ud i sang:
”Lad kapslerne klirre, lad propperne knalde, nu vanker der pilsner og uran til alle!”
(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)
“… Mit navn er Svend Skogmo Storjætte …” Kriminalkommissær Rambuck-Rasmussen stirrede på båndoptageren der afspillede doktorens monolog for fjerde gang. “… gift med sangerinden og dyreværnsaktivisten Pula Skogmo …“
Han kunne ikke tro sine egne øre. Båndoptageren var blevet smidt ind gennem brevsprækken på politistationen for en time siden af en ukendt person.
“… jeg rejser til Argentina med rubinringen i nat, inden krigen begynder …“Kriminalkommissæren sad stiv i sin stol bag skrivebordet. ” … forlange en passende løsesum …“
Det tog ham en halv times tid, en cocktail og en pibe med æselgødning at komme sig over chokket.
“Han må stoppes omgående!”
Han greb røret til den røde telefon.
“Hallo, giv mig Norges udenrigsminister strax!”
Underlødig jazzmusik spillede på telefonlinjen.
“Du er nummer 73 i køen. Vent venligst …”
* * *
Snefnuggene dalede fra himlen og vinden ruskede i træerne. Stormen over området var taget til.
Benni Borgwald-Bertelsen gik med bøjet hoved ned langs Algade. Efter han havde afleveret båndoptageren på politistationen havde han endevendt doktorens palæ, men der var intet spor efter ham eller Lydia.
Grundet vejret var lufthavnen lukket ned, så de måtte stadig befinde sig i landet.
PIV! Benni rystede en forvildet rotte ud af buksebenet.
Mørket begyndte at falde på, og Benni følte afmagten og kulden omklamre sit legeme. Han var ruineret, hans forlovede var bortført (måske død) og Danmark ville sandsynligvis blive bombet i morgen tidlig. Der var kun én løsning: Ubehersket druk!
Han var gået i cirkler og endt ved Proletarisk Kælderbodega. Han sukkede og gik ind i varmen for at drikke alene.
Der var fest og glæde i rummet. Onkel Philbert stod på et af bordene og sang og drak.
Benni satte sig i baren og fik stukket en pilsner i hånden på Philberts regning.
“Hvad fejrer vi?” spurgte han.
“Onkel Philberts nye formue. Den røde rubinring som aben fandt i mavesækken på den rådne fisk,” svarede Orna Qvalm.
“Hvad siger du?” Benni drejede sig på stolen og fik med det samme øje på det skinnende smykke som Onkel Philbert triumferende holdt mellem tommel- og pegefinger. Benni genkendte den med det samme.
“Det er ikke din ring!” råbte Benni og sprang af stolen. “Giv mig den!”
Onkel Philbert spyttede på ham og Benni gik prompte til modangreb. Mændene slog løs på hinanden. Glas og flasker blev knust.
“Ringen skal tilbage til Norge. Det …” Benni blev afbrudt af en kæberasler. Han væltede bagud.
“Den tilhørte min gode ven Agnar Mykle,” proklamerede Philbert. “Han er død nu. Jeg fandt den, så nu tilhører den …”
“Meg!” Den norske kvindestemme skar gennem kælderbodegaen og alle blev tavse. Selskabet drejede synkront hovederne mod indgangen.
I døren stod en kvinde med en overfrakke dækket af sne. Hendes grimasse var bitter. Foran hende tårnede en mægtig frådeskummende blodhund sig op.
“Vrruff!”
“Pula Skogmo?!” gispede Benni og Onkel Philbert i kor.
* * *
Svend Skogmo Storjætte parkerede varevognen foran salgsskiltet ved den lille hytte på Klamhuse Hede. Tjenerne Brutus og Karloff klemte deres svulmende, uvaskede kroppe sammen på sædet ved siden af ham, og i det aflåste lastrum lå Lydia Lubbert. I baghaven stod pedalflyvemaskinen som skulle bringe doktoren sikkert frem til Argentina samme nat.
“Slip mig!” skreg Lydia, da hun blev båret ind i stuen og smidt i det rødternede sofamøbel.
Svend forsøgte at åbne ring-etuiet men det gav sig ikke.
“Forbistrede …” Han lagde æsken på køkkenbordet, greb sin kniv og prøvede at lirke den op. “Hvis jeg ikke får rubinen ud så …” Han stirrede på Lydia med mord i øjnene.
“Skal du have hjælp?” spurgte håndlangerne.
“Nej!” brølede doktoren. “Karloff, gå ud og klargør flyvemaskinen. Og Brutus, du holder øje med kællingen.”
“Javel.”
* * *
“Hvad laver De her?” spurgte Benni og kiggede med ærefrygt på den nyankomne kvinde.
“Jeg leter etter ringen min,” sagde Pula Skogmo. “Nå har jeg funnet den! Buster har en god luktsans.”
Benni rev hurtigt værdigenstanden ud af hånden på Onkel Philbert, som ikke gjorde modstand, og faldt på knæ foran sangerinden.
Han rakte rubinringen til hende.
“Jeg beklager denne redelighed. På hele landets vegne,” sagde Benni. “Jeg købte den af sigøjneren, som stjal den fra Dem. Jeg var i god tro! Jeg vidste ikke det var Deres. På ære.”
Hun tog imod ringen og satte den på sin højrehånd med et veltilfreds smil. Benni fortsatte med at forklare:
“Siden jeg købte den har jeg været ramt af ulykker. Deres eksmand er ude efter den røde rubin og nu har han bortført min forlovede. Han vil stikke af til Argentina og …”
Benni brød hulkende sammen.
“Så, så,” sagde Pula Skogmo og hjalp Benni på benene. Hun aede hans kind. “Fortell meg hele historien mens vi kjører.”
“Kører? Hvorhen?” mumlede Benni forvirret.
“Hen for at stoppe Svend!”
“Men han kan være over alle bjerge nu,” påpegede Benni.
“Nei.” Hun rystede på hovedet. “Jeg tror jeg vet hvor han er.”
“Hvor?”
“Han er i vor reservesommerhytta på Klamhuse Hede.”
(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)
Flg. nyhedsbulletin er netop blevet indleveret til mit kontor, pr. depeche fra erhvervs- og fængselsminister for Dartvados, den utroligt velestimerede hr. Dagobert von Schutztaffel (1905-).
Idet jeg qva. den indholdsmæssige danske relation vurderer det som værende af interesse for avisens abonnenter, videresendes skrivelsen hermed, venligst, og til generel orientering:
Amnesti til alle negerfangerne på Brunborg!
I erkendelse af den enorme mangel på fysisk arbejdskraft i forbindelse med den eksplosive fremgang i vor øs store genanvendelsesfødevareindustri, har vi her på Dartvados i samarbejde med pølsefabrikken “Arnold Laver” vedtaget at øge effektiviseringen, ved frigivelse fra Brunborg Fængselstårn af samtlige mandlige straffefanger ved godt helbred.
Der er tale om ialt 176 personer, der i øjeblikket afsoner livstidsdomme for bl.a. blasfemi, strandhugst og kannibalisme. Disse vil blive udstyret med ens udseende, selvlysende arbejdstrøjer, fastnittet til huden, således at de kan genkendes af borgerne, uanset tidspunkt på dagen.
Masseløsladelsen er imidlertid betinget af, at de involverede til fulde passer deres arbejde på fabrikken, møder præcist til tiden, og iøvrigt opfører sig ordentligt, og for eksempel ikke forsøger at æde deres kolleger. Specielt ikke i arbejdstiden.
Til overvågelse af denne kriminalforsorgsmæssige, lusseringsfri nyskabelse har vi formedelst 19,97 DASK (svarende til kr. 4,22) i ugentlig gage ansat fhv. oprørsnedkæmper på St. Jørgen, den ret ærede oberst Mads A. K. Réher (1892-), der trods aldersdiabetes, fremskreden Parkinsons, svigtende hørelse samt svær nærsynethed har givet sit æresord på, med de på billedet demonstrerede probate midler at ville håndtere ethvert eventuelt fremtidigt tilløb til opsætsighed, pligtforsømmelse eller slendrian blandt de benådede medarbejdere under udførelsen af deres daglige 16-timers skift (året rundt).
Som virksomhedens navnkundige motto jo lyder:
Hvorfor har dog negrene så store maver?
De spiser jo pølserne “Arnold Laver”!
På billedet ses filmhelten Orla Zinzüegh i rollen som industrialisten og opfinderen Arnold Laver (1821-1959), i den dramadokumentariske tv-serie “Fædrene Æde Pølser” fra 1962. Bemærk hovedkuldskysen: Den store mand var vitterligt forberedt på alt!
Til yderligere orientering og af generel interesse, vedhæftes desuden nedenstående video, omhandlende Roskilde Gamle Slagteri, i sin tid stiftet af den entreprenante Laver.
Med ærbødige hilsner, samt et dybtfølt bon appetit! fra Deres absolut loyale ven,
Kgl. Dansk Konsul Hartmann Stahl-Eisenmann
Disse ugers milde vejr betyder, at store forråd af vinterfækalier fra
de nordvestjyske husstande allerede nu kan bæres ud til modning
under åben himmel.
Under munter, rytmisk sang går det løs.
— Det tegner til en rekordagtigt god start på konsum- og ædelfækaliesæsonen, udtaler Gylbert W. Storknockel, formand for Brunvarebranchens Kvalitetsråd.
— Importen af råstoffer fra Balkan er derfor indtil videre suspenderet. Tilførslerne dernede fra består efterhånden mest af ukurante krydderknolde og halvrådden pladdermasse, som vi ikke kan forædle, hverken industrielt eller til husflidsprodukter.
— Forudsætningen for, at vi atter bliver selvforsynende, er dog, at brunvaren omhyggeligt håndsorteres og derefter vendes og luftes flere gange i døgnet. Alt tilgængeligt mandskab, inkluderende oldinge og sengevædere, er derfor udkommanderet i disse døgn.
Som bekendt er det gennem årtier gået tilbage for nordvestjysk parringsvillighed og den deraf følgende fremavl af nye arbejdsvillige landproletarer. Egnens yngre mandspersoner flygter mod storbyerne og søger ind i svæklingeerhverv af akademisk og/eller homofil karakter. De forplantningsduelige unge kvinder sidder hjælpeløst forladte tilbage.
”Nu kan det fandenfjerteme være nok!” udråbte en frelsende hædersmand, stationspissoirforpagter Lumwald Peckelgren, Klamhuse, forleden morgen. Få timer senere havde han indgået bindende og livsvarigt ægteskab med seks yngre kvinder, og han har aflagt edsvoret løfte om, at der inden for det næste års tid vil komme seks sunde og smilende spædbørn til verden.
Gennem de fleste af sine 81 år har hr. Peckelgren plejet omgang med stuehunde, fortrinsvis pudler, men han er nu klar, såvel mentalt som fysisk, til at gøre sin pligt i en større sags tjeneste.
“Livet begynder påny,” udtalte Lumwald Peckelgren, da han underskrev vielsesattesterne, mens de smukt udklædte og lifligt blussende partnere ventede på at blive båret til hver sit brudeleje på det halmstrøede loft over den peckelgrenske gedestald.
Gæt, hvilken kendt slubbert, der gemmer sig bag jernmasken, og vind en lødig præmie af blivende værdi.Nordvestjysk Landslubbertloge af 1898 udskriver i tæt samarbejde med avisens redaktion denne festlige konkurrence. Det er uhyre nemt at deltage.
Se på de 4 billeder og læs beskrivelserne af disse fremtrædende lokale slubberter. Skriv derefter Deres bud i svarfeltet nederst på siden. Hvis De vedhæfter en mailadresse eller angiver en fb-profil, er De uanset Deres valg sikker på præmie!
SLUBBERTKANDIDAT # 1: FOLMER WERMOLD
Fotomodellen Folmer Wermold var i sine yngre dage engageret i den lokale spillefilmsindustri, hovedsagelig som assisterende venstrehåndsmasturbator, men også i enkelte roller med replikker. Mange vil huske hans gribende udråb: “Åh nej, min sidste storpølse!” i slutningen af Jensen-Banden-filmen “Brun katastrofe på Blodhavn Nordstrand”.
I en alder af 87 år er Folmer vendt tilbage til hjemstavnen og ernærer sig ved opsamling af brugt tyggegummi, mentholcigaretskodder og andet turistaffald.
SLUBBERTKANDIDAT # 2: CASSE GRUHS
Digteren og visesangeren Casse Gruhs, søn af stationspissoirforpagter Laban Gruhs-Gustavsen, Klamhuse Vestermark, gør efter mange år som faconfækaliesorterer nu karriere i kulturindustrien og modtog i fjor i en alder af kun 61 år Yuhua Hassans hæderspris som mest lovende nye nordvestjyske folkepoet.
SLUBBERTKANDIDAT # 3: PRINS PHAMBER
En slubbert af kongelig byrd er Prins Phamber, søn af kronprins Felbert og dermed nr. 3 i arvefølgen, akkurat som han er nr. 3 i denne storslubbertkandidatparade. Prinsen sidder i de fleste af landsdelens foreningsbestyrelser og udfolder sig aktivt i lussing- og masturbationsidrætten. Ved det kommende valg til storsognerådet opstiller han såvel på Kongelisten som på Turistdisciplineringslisten, Socialliberal Landproletarliste og Brun Festliste, og han skulle således være ret sikker på valg.
SLUBBERTKANDIDAT # 4: AGNER C. LANDKNOCKEL
Fjerde og sidste storslubbertkandidat er en næsten mytologisk figur, oberfeldwebel Agner Cillius Landknockel, sidst set i Ukraine i 1944, men nu angiveligt på vej tilbage for at genoptage en fremtrædende rolle i den nordvestjyske disciplinærindsats. Hvis en storslubberttitel kan lokke ham frem til kampen mod turister, feminister, småkagetyve og anden pøbel, er han nok værd at overveje. Men…
Valget er Deres! Skriv Deres foretrukne kandidatnummer i svarfeltet herunder, og hvis De medsender en mailadresse eller angiver en fb-profil, er De uanset Deres valg sikker på præmie!
Lørdag klokken 13.41 prc. har endnu en familiefilm i den folkekære Jensen-Banden-serie premiere i Klamhuse Kino. For 21. gang sender instruktøren Erik Gnalling sine tre raske nordvestjyder ud på eventyr, og titlen, “Jensen-Banden i Nordkorea” lover, at vi skal på langfart.
Billetter bestilles og forudbetales i Klamhuse Brugsforening. Priser fra kr. 0,78 for en ståplads incl. 1 velkomstlussing.
I anledning af filmpremieren bringer avisen herunder (med tilladelse fra den 98-årige instruktør) en kavalkade af højdepunkter fra de uovertrufne nordvestjyske fornøjelsesfilm:
Året er 1969, og den allerførste film, der ganske enkelt hedder “Jensen-Banden” får premiere i grusgraven på Klamhuse Hede. På grund af en fagforeningsstrid optræder de tre hovedpersoner kun som sorte silhouetter på det hvide lærred, og instruktøren har i stedet hidkaldt indiske skuespillere, som i rekordfart (godt hjulpet af lussinger og hasselkæppeprygl) tilegner sig nordvestjysk sprog og adfærd.
Filmen bliver — behøver vi at nævne det? — en bragende succes og vises stadig en gang om ugen i bulgarsk stats-tv.
I 1971 får et hungrende publikum lov at opleve “Jensen-Banden på springtur”. Den faglige strid er løst, så de tre bandemedlemmer kan nu optræde i fuld figur og med konstant grinende ansigter, men ved et teknisk uheld går filmens lydside til grunde, og den forsynes derfor med tale- og tankebobler. Herover ses Gylmert Poppelgreve som skurken Onkel Jokum over for den senere så kendte sangerinde Gilda Prunkhorst, der spiller hans niece Polly.
Vi springer frem til filmseriens nr. 12, den internationale storsucces “Jensen-Banden skyder vildt omkring sig”. Filmens idé og manuskript havde instruktør Gnalling købt under en ferierejse til Gaza, og den er stærkt præget af mellemøstlig voldskultur.
Man må gerne gentage en succes, men man skal ikke gå over gevind. En af de få fejltagelser i Erik Gnallings lange karriere var “Jensen-Banden og de russiske zombier” fra 1991. Dels var der igen problemer med lyd og musik, dels fremkaldte filmen spontan opkastning hos mere end halvdelen af publikum, og de fleste biografer tog den derfor af plakaten efter første forestilling. (Den cirkulerer dog stadig på videomarkedet, især i Østeuropa og Sydamerika).
Med “Jensen-Banden bliver forlovet” fra 1993 kom serien tilbage i den rette folkekomediestil. De tre bandemedlemmer spiller terninger om en smuk, langbenet sejlsportspige — og som så ofte før ender de i kachotten, hvor overbetjent Crassus tildeler dem festlige kropsprygl med våde og/eller indfedtede gummiredskaber.
Instruktør Gnalling er fulgt med tiden. Film nr. 20 kom i fjor og havde en eksistentiel og samfundskritisk tendens: “Jensen-Banden kan snart ikke mere”. Trofaste tilhængere frygtede, at det var et stopsignal, men det handlede om afføringsproblemer i mange varianter. Herover ses bandemedlem Gubbis barnebarn Freddie på en undergrundsstation i London. Serien var i sandhed blevet global.
De fleste af filmene er genindspillet i Bulgarien med lokale medvirkende. Materialet tilpasses vilkårene dernede. Dette er den hæsblæsende action-forfølgelsesscene i slutningen af “Jensen-Banden gi’r den gas”.
Til lykke til instruktøren og hans trofaste stjerner, der med så stort talent og overskud af humør har bragt nordvestjysk mentalitet ud over verden — og på gensyn i Klamhuse Kino lørdag kl. 13.41 præcis!
