Kategoriarkiv: Oldinge

Vær med til at kåre årets storslubbert

FMasken01

Gæt, hvilken kendt slubbert, der gemmer sig bag jernmasken, og vind en lødig præmie af blivende værdi. Nordvestjysk Landslubbertloge af 1898 udskriver i tæt samarbejde med avisens redaktion denne festlige konkurrence. Det er uhyre nemt at deltage.

Se på de 4 billeder og læs beskrivelserne af disse fremtrædende lokale slubberter. Skriv derefter Deres bud i svarfeltet nederst på siden. Hvis De vedhæfter en mailadresse eller angiver en fb-profil, er De uanset Deres valg sikker på præmie!

Masken02

SLUBBERTKANDIDAT # 1: FOLMER WERMOLD

Fotomodellen Folmer Wermold var i sine yngre dage engageret i den lokale spillefilmsindustri, hovedsagelig som assisterende venstrehåndsmasturbator, men også i enkelte roller med replikker. Mange vil huske hans gribende udråb: “Åh nej, min sidste storpølse!” i slutningen af Jensen-Banden-filmen “Brun katastrofe på Blodhavn Nordstrand”.

I en alder af 87 år er Folmer vendt tilbage til hjemstavnen og ernærer sig ved opsamling af brugt tyggegummi, mentholcigaretskodder og andet turistaffald.

Masken03

SLUBBERTKANDIDAT # 2: CASSE GRUHS

Digteren og visesangeren Casse Gruhs, søn af stationspissoirforpagter Laban Gruhs-Gustavsen, Klamhuse Vestermark, gør efter mange år som faconfækaliesorterer nu karriere i kulturindustrien og modtog i fjor i en alder af kun 61 år Yuhua Hassans hæderspris som mest lovende nye nordvestjyske folkepoet.

Masken04

SLUBBERTKANDIDAT # 3: PRINS PHAMBER

En slubbert af kongelig byrd er Prins Phamber, søn af kronprins Felbert og dermed nr. 3 i arvefølgen, akkurat som han er nr. 3 i denne storslubbertkandidatparade. Prinsen sidder i de fleste af landsdelens foreningsbestyrelser og udfolder sig aktivt i lussing- og masturbationsidrætten. Ved det kommende valg til storsognerådet opstiller han såvel på Kongelisten som på Turistdisciplineringslisten, Socialliberal Landproletarliste og Brun Festliste, og han skulle således være ret sikker på valg.

Masken05

SLUBBERTKANDIDAT # 4: AGNER C. LANDKNOCKEL

Fjerde og sidste storslubbertkandidat er en næsten mytologisk figur, oberfeldwebel Agner Cillius Landknockel, sidst set i Ukraine i 1944, men nu angiveligt på vej tilbage for at genoptage en fremtrædende rolle i den nordvestjyske disciplinærindsats. Hvis en storslubberttitel kan lokke ham frem til kampen mod turister, feminister, småkagetyve og anden pøbel, er han nok værd at overveje. Men…

Valget er Deres! Skriv Deres foretrukne kandidatnummer i svarfeltet herunder, og hvis De medsender en mailadresse eller angiver en fb-profil, er De uanset Deres valg sikker på præmie!

 

Uforglemmelig storkavalkade: Jensen-Banden før og nu

FOLKEKULTUREL FESTDAG I KLAMHUSE

Lørdag klokken 13.41 prc. har endnu en familiefilm i den folkekære Jensen-Banden-serie premiere i Klamhuse Kino. For 21. gang sender instruktøren Erik Gnalling sine tre raske nordvestjyder ud på eventyr, og titlen, “Jensen-Banden i Nordkorea” lover, at vi skal på langfart.

Billetter bestilles og forudbetales i Klamhuse Brugsforening. Priser fra kr. 0,78 for en ståplads incl. 1 velkomstlussing.

JensenBanden PLAKAT

I anledning af filmpremieren bringer avisen herunder (med tilladelse fra den 98-årige instruktør) en kavalkade af højdepunkter fra de uovertrufne nordvestjyske fornøjelsesfilm:

Movie01

Året er 1969, og den allerførste film, der ganske enkelt hedder “Jensen-Banden” får premiere i grusgraven på Klamhuse Hede. På grund af en fagforeningsstrid optræder de tre hovedpersoner kun som sorte silhouetter på det hvide lærred, og instruktøren har i stedet hidkaldt indiske skuespillere, som i rekordfart (godt hjulpet af lussinger og hasselkæppeprygl) tilegner sig nordvestjysk sprog og adfærd.

Filmen bliver — behøver vi at nævne det? — en bragende succes og vises stadig en gang om ugen i bulgarsk stats-tv.

Filmkonversation

I 1971 får et hungrende publikum lov at opleve  “Jensen-Banden på springtur”. Den faglige strid er løst, så de tre bandemedlemmer kan nu optræde i fuld figur og med konstant grinende ansigter, men ved et teknisk uheld går filmens lydside til grunde, og den forsynes derfor med tale- og tankebobler. Herover ses Gylmert Poppelgreve som skurken Onkel Jokum over for den senere så kendte sangerinde Gilda Prunkhorst, der spiller hans niece Polly.

Movie02

Vi springer frem til filmseriens nr. 12, den internationale storsucces “Jensen-Banden skyder vildt omkring sig”. Filmens idé og manuskript havde instruktør Gnalling købt under en ferierejse til Gaza, og den er stærkt præget af mellemøstlig voldskultur.

Movie04

Man må gerne gentage en succes, men man skal ikke gå over gevind. En af de få fejltagelser i Erik Gnallings lange karriere var “Jensen-Banden og de russiske zombier” fra 1991. Dels var der igen problemer med lyd og musik, dels fremkaldte filmen spontan opkastning hos mere end halvdelen af publikum, og de fleste biografer tog den derfor af plakaten efter første forestilling. (Den cirkulerer dog stadig på videomarkedet, især i Østeuropa og Sydamerika).

Movie08

Med “Jensen-Banden bliver forlovet” fra 1993 kom serien tilbage i den rette folkekomediestil. De tre bandemedlemmer spiller terninger om en smuk, langbenet sejlsportspige — og som så ofte før ender de i kachotten, hvor overbetjent Crassus tildeler dem festlige kropsprygl med våde og/eller indfedtede gummiredskaber.

Movie05

Instruktør Gnalling er fulgt med tiden. Film nr. 20 kom i fjor og havde en eksistentiel og samfundskritisk tendens: “Jensen-Banden kan snart ikke mere”. Trofaste tilhængere frygtede, at det var et stopsignal, men det handlede om afføringsproblemer i mange varianter. Herover ses bandemedlem Gubbis barnebarn Freddie på en undergrundsstation i London. Serien var i sandhed blevet global.

Movie07

De fleste af filmene er genindspillet i Bulgarien med lokale medvirkende. Materialet tilpasses vilkårene dernede. Dette er den hæsblæsende action-forfølgelsesscene i slutningen af “Jensen-Banden gi’r den gas”. 

Til lykke til instruktøren og hans trofaste stjerner, der med så stort talent og overskud af humør har bragt nordvestjysk mentalitet ud over verden — og på gensyn i Klamhuse Kino lørdag kl. 13.41 præcis!

SE OGSÅ:

HenvORLA150ÅR

 

Tragisk dødsfald: Popsanger Gideon Schlubbert, 96 år

En af Nordvestjyllands markante stemmer gennem det meste af et århundrede, popsangeren Gideon Schlubbert, forstummede i aftes efter voldsomme optøjer i Klamhuse Folkepark.

Gideon, der blev 96 år, voksede op på husmandsstedet Schlubbertsminde, Usseldrup Hede, hvor han sammen med sine otte søskende tidligt blev oplært i lussingdans og flerstemmige vokale udfoldelser.

Schlubbert01

Efter krigstjeneste på Østfronten debuterede Gideon Schlubbert i 1947 som sanger og masturbationsartist i Blodhavn-revyen “På vilde Vover”. I de følgende årtier indsang han over 100 grammofonplader og opnåede et samlet salg på næsten 430 eksemplarer. I 1959 var hans version af “Slentre gennem brun nedbør” i flere uger nr. 2 på Klamhuse Brugsforenings hitliste.

Ved siden af den kunstneriske karriere var Gideon aktivt involveret i gedeavl. På en sommerdag i 1991 blev han angrebet af en jaloux norsk vædder og, blottet som han var, udsat for en afbidning, der for altid ændrede hans stemme. Det ældre publikum husker ham som en markant basbaryton, men nu lå tonelejet flere oktaver højere.

Schlubbert02

En svigtende kontrol over intonation og vibrato fik den gamle popsanger til at skrue stadig højere op for volumen, og i aftes fik publikum ved et udendørs folkestævne i Klamhuse nok.

De sidste minutter af popsangerens liv skal ikke gengives i detaljer. Et stort antal af vore læsere vil have hørt hans dødsskrig. Over det meste af Jylland og i dele af Sydnorge blev folk vækket, mens det foregik.

Nok herom.

Vi, der har kendt Gideon i hans bedste dage som sanger og masturbationshelt, vil træde an i en rank kolonne, når resterne af hans kadaver i morgen kl. 07.39 prc. bæres frem til Klamhuse Kødfoderfabrik, rampe 4.

SE OGSÅ:

Henv dødsfald Sjurdur

Retur til forsiden

Larmo-Sagaen: Tilbage til de Gamle Dyder!

EN VÆGTERS BEVÆGENDE HISTORIE, 3. OG AFSLUTTENDE DEL
(Se 1. del her og 2. del her)

Larmo3-01

På billedet ses et udsnit af Gustenhuses brede befolkning i indigneret protestmarch mod forholdene i byen i 1988. Forandringens vinde blæste gennem gaderne, og tiden var nu kommet til en gigantisk folkerejsning. Alle var vi jo nu engang i samme seng, og alle fremviste hårdhed, villighed, udholdenhed, fleksibilitet og styrke på et hidtil uset niveau. Der krævedes selvopofrelse som aldrig før. Byens fremtid var på spil!

Larmo3-02

Blandt de mange frivillige sås raske unge kvinder fra landbruget, der gladeligt tog del i den genopbyggende fase. “Hellere to tjenende ånder end én onanerende tjener!” som min salig bedstefader Fridolin Tannhäuser von Rasselschlüssel sagde i sin tale til mit 75-års jubilæum.

Larmo3-03

Al useriøs og sogneskadelig ageren kom under afvikling i disse år, og det blev også slut med den uautoriserede husdyrkopulation. Nu skulle der for alvor styr på begivenhederne!

Larmo3-04

Under ledelse af vor åndelige og fysiske førerskikkelse, allerærværdigste hr. Stahl-Eisenmann, blev Sognets økonomi gennemgået helt ned i detaljen, og blandt de deraf følgende, utallige og helt nødvendige effektiviseringer og besparelser sås for eksempel den kombinerede anvendelse af ressourcer fra overfiskeriet med diverse opgaver indenfor det offentlige.

Larmo3-05

Al ikke-lusseringsmæssig korporlig afstraffelse fandt herefter sted på husdyrbordellerne, ved hjælp af skidtfisk og ledige cirkusmedarbejdere. På denne geniale facon løstes mange sociale problemer samtidigt. Der kom atter gang i den stagnerende økonomi, og balance blev opnået i sognebudgettet.

Larmo3-06

Mit fineste øjeblik i tjenesten var, da jeg i 1993 egenhændigt indfangede Tranumulven ved hjælp af denne snedige forklædning og den af Staniol Lakmussen udviklede mekaniske fangarm, som på billedet ses demonstreret af undertegnede.

Larmo3-07

Bæstet havde over en årrække nedlagt i dusinvis af fåreavler Bähmanns bordelracehusdyr, og gennem dets blodige hærgen opskræmt lokalbefolkningerne udi det nordvestjyske. For min ydmyge præstation modtog jeg i al beskedenhed Gustenhuse Hønseavlerforenings Årslegat på kr. 1,33 samt fire bakker nylagte æg à 6 stk. pr. bakke. Ikke dårligt for en simpel, gammel vægter.

Larmo3-08

Staniol Lakmussens unge assistent Alky Mistelsen udviklede efter anmodning fra Gustenhuse-SS (den Sanitære Sognemyndighed) en genial opfindelse til bevarelse af husholdningsfækalier. Det skulle være helt slut med meningsløst brunvarespild. Grundet loven om patentbeskyttelse kan jeg desværre ikke gå i nærmere detaljer.

Larmo3-09

Revselsesretten blev, tilligemed selvtægt, i 1989 ved enstemmighed under Sognerådets Ekstraordinære Nødforsamling gjort lovpligtig. Man var herefter som medborger i Gustenhuse under strafansvar forpligtet til at lussere børn, kvinder, oldinge, festnegre, uduelige mandspersoner (døde såvel som levende), husdyr, vegetation, apparater og automatiserede vehikler, ved blot det mindste tegn på opsætsig adfærd, slendrian, fjol, eller blot begrundet mistanke herom.

Larmo3-10

Vore mandlige medborgere fik hurtigt rettet ind i forhold til det nye sogneparadigme. Man hørte allesteds og til egen store tilfredsstillelse i døgndrift de raske klask af en by i fremgang!

Det er således med sindsro, at jeg, Larmo Rasselschlüssel, aftræder mit sekellange embede som vægter i kære, gamle Gustenhuse. Mit arbejde er fuldbragt, og byen og sognet kan nu se en lys fremtid i møde!

Larmo3-11

Larmo Rasselschlüssel nyder sit velfortjente otium i hjemmet, Havekolonien Skadefryd bag det for længst nedlagte Gustenhuse Friluftskrematorium.

Lad os alle, her i afskedens vemodige stund, sammen med Larmo istemme den traditionelle danske Vægtersang, med moderne tekst af afdøde V. Røvlenberg (andet samt sidste vers):

Hov vægter! Klokken er slagen 12

Det var ved midnatstide,
brunvaren den blev født.
Til gavn Alverden skide,
hvad ellers var forødt.

Vor klokke er slagen tolv!
Med tarme og rø’ev,
af hjertet prøv;
befal dig Gud i vold!

Hov vægter! Klokken er slagen 5

O, store morgenstjerne!
Vor byrd’ i Verden hér,
tålmodelig vi gerne
aflægge, som vi bæ’er.

Vor klokke er slagen fem.
Kom kun, vare brun!
Hold stuen lun;
oplys vort hus og hjem!

Gustenhuse længe leve! Hurra x 9! Præcist!

SE OGSÅ:

HenvEisenmannLARMOVÆGTER

Henv Eisenmann Larmo 2

Tilbage til forsiden

Larmo-sagaen afsnit 2: Krisetider og forråelse

Stahl-EisenmannLOGO

EN VÆGTERS ERINDRINGER (se afsnit 1 her)

Efter årtiers uafbrudt vækst og den nyvunden økonomisk frihed blandt selv vore usleste medborgere, fulgte desværre generel løssluppenhed og en katastrofal mangel på disciplin. Overskuddet soldedes op på intetsigende modefænomener og eksperimenteren med nymodens bevidsthedsudvidende substanser. Borgerne hungrende efter noget nyt, tabubelagt og spændende, og lod hånt om de etablerede samfundsnormer. Resultatet blev – helt forventeligt – en absolut kulturel og social deroute.

Larmo 2-01

Herover ses Gustenhuses første opiumshule. Rygehytten på Gustenhuse Hede startede som et socialt eksperiment, men udviklede sig lynsnart til et gigantisk problem.

Larmo 2 02

Euforiserede medborgere slumrer på tragisk vis ind i psykedelisk døs. De uhyrlige bivirkninger ved denne aktivitet fulgte de involverede misbrugere gennem livet, indtil det blev vedtaget at tvangsindlægge dem på Gack E. Lacksens sanatorium, hvilket synes at have løst problemet, idet man aldrig siden hørte fra de pågældende patienter.

054582:The 'Mail' Cup Seaton Burn Halliday Fred 1912

Her ses et eksempel på resultaterne af de frygtelige stoffers indflydelse på den menneskelige organisme: en narkotikapåvirket medborger dratter død om midt på Hovedgaden.

VINDUESKIGGERPLAGEN I 1978

Larmo 2 04

Da de første sort/hvide fjernsynsapparater kom i handelen i slutningen af halvfjerdserne, var det ikke alle medborgere beskåret at eje et sådant luksusforbrugsgode.

Fascinationen af de levende billeder var enorm, og det blev således en kolossal byrde for ordensmyndighederne i Gustenhuse at bortvise diverse hæmningsløse personer fra respektable familiers stuevinduer, hvor lureriet nærmest blev for en folkebevægelse at regne.

Larmo 2 05

Den direkte transmission fra par-VM i masturbation i 1978 var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Den danske deltagelse ved den populære duo Hans Lange-Lem/Hack Pickemann, kommenteret af den navnkundige Gunner Rée, var simpelthen for stor en fristelse for selv normalt lovlydige borgere, der stod klinede til vinduerne for at følge deres helte i aktion.

Larmo 2 06

Normale modforanstaltninger såsom lussinger og bøder hjalp ikke, og først da mørklægningsgardinerne fra Besættelsestiden var fundet frem, blev der igen nogenlunde ro om privatlivets fred i de små hjem.

MASSEHYSTERI, DA BÄHLERURNEN KOM

Larmo 2 07

Den ene folkepsykose blev naturligt fulgt af den næste, og efter plejehjemsforgiftningen af 1979 opstod en nærmest vanvittig efterspørgsel efter urner, da vor kirkegård i forvejen led under katastrofal pladsmangel, og Gustenhusmose samtidig var underlagt strikse regulativer iht. Brunvareudvindingsdekretet.

Derfor oplevede byen dette år en veritabel folkevandring til isenkræmmer Klinkbergs udsalg på Skrammeltoften 8, hvor folk stod i lange køer for at erhverve sig den nye fashionable Bählerurne – uigenkaldeligt sidste skrig – som dengang kostede hvad svarede til min egen udbetalte ugeløn: hele kr. 1,76.

Larmo 2 08

Det eneste kendte eksemplar af vasedrejer Bählers mesterværk, som endnu ikke er i anvendelse. Foto med tilladelse fra Fækalmuseet.

Gustenhuse Aviationsforenings Liggasballon måtte en overgang tages helt ud af anvendelse, grundet mangel på drivmiddel. Kremationsdillen var blot endnu et symptom på en kedelig samfundsudvikling, og det skulle desværre blive endnu mere grelt i gode, gamle Gustenhuse.

SVEND PHÆKALI — DEN GALE HYPNOTISØR

Larmo 2 14

Denne afskyelige charlatan havde let spil i disse retningsløse år. En storforbryder, i ondskab kun overgået af Gustenhusebandens medlemmer, fandt hurtigt fodfæste i vort sogn, og drev i et helt år sit perverse og utugtige spil med diverse godtroende kvindfolk.

Den sensationshungrende befolkning mødte velvilligt frem til de groteske forestillinger, der fandt sted efter solnedgang, i gyllespreder Svinbergs storlade.

Larmo 2 15

Her ses en situation fra en af dr. Phælkalis populære aftenseancer, hvor assistent S. Maddersen ved gentagen slagpåvirkning med forhammer brækker et massivt stykke fossilbrunvare oven på en hypnotiseret og rigidt udspændt kvindelig figurant. Det var under en sådan demonstration, at katastrofen uvægerligt måtte ske.

Larmo 2 16

Svinbergs lade eksploderede, og antændte Den Store Hedebrand, hvilket selvfølgelig førte til yderligere genvordigheder. Det var i sandhed travle tider i Gustenhuse.

BRANDDASKERINVASIONEN I 1980

Larmo 2 09

Her ses blot lidt af den store katastrofe. I hundredevis af hektar afgrøder og skov brændte, og ilden lå længe derefter og ulmede.

Larmo 2 10

Vort lokale frivillige brandvæsen gjorde en upåklagelig indsats, men fik desværre aldrig helt styr på efterslukningen. Vi måtte ydmygt anmode offentligheden om hjælp.

Larmo 2 11

Desværre var der ingen styr på begivenhederne. Fra nær og fjern væltede det ind med godhjertede frivillige, der uden faglig kyndighed forrettede mere skade end de gjorde gavn.

PAPIRMANGELEN

Larmo 2 13

Tabet af de mange naturressourcer, herunder store mængder træmasse, betød et meget hårdt slag for de trykte lokalmedier, herunder ikke mindst billedpornografien.

Indsamlingen af gamle erotiske magasiner blev en prioritet, og det var sørgeligt at bevidne, hvorledes mangen en medborger yderst modvilligt og med tårer i øjnene indleverede deres fine samlinger, for at sikre den fremtidige produktion.

Larmo 2 12a

Der blev dog hurtigt rådet bod på det manglende udbud, og qva et forbilledligt samarbejde mellem lokalpressen og de yngre kvindelige medborgere kom der atter varer på de nederste hylder.

BESØG AF DEN NORDAMERIKANSKE NEGERDELEGATION I 1982

Larmo 2 17

Den meget ærede George W. Johnson med følge inspicerede Gustenhuse i 1982. På fotografiet ses viceborgmester Igno Randt overrække Gustenhuses Æresdiplom For På Klokkeslæt Præcist Fremmøde til den amerikanske kulturattachés stedfortræder, da hr. Johnson desværre måtte gå på toilettet, mens billedet blev taget.

Hvad så disse honoratiores da under deres diplomatiske visit?

Larmo 2 18

En by i forfald…

Larmo 2 19

…tarvelig opførsel… uværdig fremturen… holstebroisk gadeuorden… vandalisme… manglende respekt for autoriteter…

Larmo 2 20

…elendighed og menneskelig degradation i allehånde afskrækkende former.

Det var ikke vor by værdigt, og det kunne ikke længere ignoreres, at Gustenhuse havde alvorlige problemer. Desværre kunne amerikanerne ikke dy sig for at markere deres utilfredshed med oplevelsen i form af denne satiriske musikalske indspilning, som opnåede en 117.-plads på Dansktoppens hitliste, mellem 23.06. og 24.06.1982:

Larmo 2 musik

Denne kulturelle begmand var jo et kolossalt hak i selvforståelsen. Så galt stod det til med andre ord til i vort kære hjemsogn, på daværende tidspunkt. Selv negrene lo af os! Det var så sandelig tid til forandring.

(Den lokalhistorisk relevante grammofonplade (Dolypor, NW-34-6473b), kan i brugt tilstand, ubegrænset oplag, erhverves formedelst kr. 0,02, i marskandiserforretningen, Gammel Ragelsesgade 4c. Bytte er også en mulighed, især s/h fotografier og private filmoptagelser af badende unge piger har interesse. Kontakt borgmesterkontoret, spørg efter Hartmann).

VÆGTER OG HÆDERSMAND, HR. LARMO RASSELSCHLÜSSEL VIL
INDEN 
LÆNGE AFSLUTTE SINE ERINDRINGER MED ET 3. AFSNIT

SE OGSÅ:

HenvEisenmannLARMOVÆGTER

HenvEisenmann LARMO 3

Retur til forsiden

Larmo Fortæller: En Vægters Erindringer

Stahl-EisenmannLOGO

1. DEL — FØR VERDEN GIK AF LAVE

Larmo 0 (2)
Vægter og 3. Reserveunderskolelussator Larmo Rasselschlüssel (1899-).
Efter nu snart 100 år i Gustenhuse Sogns tjeneste som natlig
ordenshåndhæver og utrættelig, i dagtimerne på frivillig basis, ditto, er
tiden nu kommet til at tage professionel afsked med vor noble og
tilnærmelsesvis rimeligt aflønnede kammerat. 
Ingen har som Larmo bevidnet tidernes skiften i Gustenhuse, og som
ingen anden kan han personligt gennem erindringen genskabe den
svundne tid, lysende klar, til gavn for vor andres, gennem slægtleddene
gradvist svigtende reminiscens.
Tillad derfor venligst i denne fine publikation følgende nostalgiske strejftog,
gennem epoker af byens og sognets forgangne historie, oplevet igennem 
et altid positivt, seriøst pligtopfyldende og ærefuldt sind, hverv og virke, og
fortalt af manden selv, med diverse fotos fra hans uvurdérlige privatsamling.
Desværre taler Larmo en svært forståelig dialekt, med eller uden gebis, og da
denne end ikke via det fonetiske alfabet lader sig gengive for menigmand,
har jeg tilladt mig at personligt at “oversætte”.
Larmo 1
Muh, Hvor Var Det Trafikalt!
“Jeg husker tydeligt dengang vi stadig grundet underbemanding i Vejvæsenet benyttede køer til færdselsreguleringen i den indre by. Sognets nymodens cyklister besad simpelthen ikke den fornødne respekt for den kollektive trafik. Det blev kun værre, da automobilet gjorde sin ulyksalige indmarch. Men en overgang gjorde kreaturerne stor nytte, da de i god ro og orden ledsagede de typisk solidt beskænkede velocipedeførere fra beværtning til beværtning, over de farlige vejkryds i byens centrum.”
Larmo 2
“Desværre kunne ordningen ikke fortsætte, idet hovedkuldsbacillen uheldigvis i 1960erne ved overdreven aktivitet blev overført fra husdyr- og kreaturbordellerne til flere af de af sognet anvendte trafikledsagekøer. På ovenstående billede ses den sidste af sin art, Gamle Maren, blive transporteret til sæbefabrikken, efter dyrets hovede var trillet af, under traverseringen af krydset Øvre Nedergade og Vestre Østergade. Byens håb om endelig at finde en vaccine mod denne frygtelige lidelse er nu i hænderne på Staniol Lakmussen. Hvis lykken engang tilsmiler ham og hans utrættelige medarbejdere, kan der måske igen komme køer på vejene i Gustenhuse by.”
Larmo3
Familieportrætter
“Ak, ja, dem husker man jo så glimrende… Familien Schupht. Perlen blandt sognets mange deciderede patentburgøjsere. Her ses Schuphterne i uhensigtsmæssigt højt humør, i forbindelse med deres fælles køreprøve i 1928. Ikke overraskende skulle det senere gå dem temmeligt ilde.”
Larmo4
“Sic Transit Gloria Mundi. Hele slægten Schupht omkom i denne forfærdelige automobilkollision i krydset Søndre Nørregade og Store Halunkvej. Det tog Tølperforeningen hele 3 dage at skille både bil- og kropsdele i nogenlunde overskuelig fordeling. Et grumt ungdomsminde. Det skulle i øvrigt vise sig, at vehiklerne var betalt med forfalskede svenske brunvareobligationer, og da det siden desuden afsløredes, at familien vitterligt ikke ejede Kongens mønt, måtte den ulykkelige automobilforhandler Dütmärschk bide i det sure æble.”
Larmo 5
Mændene På Risten

“Betleri hørte til dagligdagen i Gustenhuse i mange år. Det antog mange forskellige former, nogle mere gøglagtige end andre. På billedet fra 1968 ses til venstre den for længst afdøde spillemand Cowboy-Conrad, med sit trofaste savblad. På harmonika ses den ligeledes tonedøve dagdriver Guldbajer-Mogens, som i 1974 døde af lungebetændelse, ironisk nok grundet træk… Deres snedige kneb med at spille udenfor kødfoderfabrikkens lagerlokaler gav ofte bonus, idet virksomheden fik sine vinduer knust og varer fordærvet ved den skingert høje tonefrekvens, og derfor stak man gerne de to hyggelige plattenslagere nogle håndører blot for diskret at forsvinde fra stedet.”

Larmo 6
“Gustenhuses berømteste hovedkuldspatient, bartskærer Boldert Kopflos, siddende udenfor apoteket på Lille Pillevej. Han var altid præsentabel, høflig, og veltalende, og hans hovedbakke fremstod altid yderst velpoleret. Derfor nød han stor popularitet blandt borgerne, som altid lod falde en skærv eller to, til den ulykkelige gentleman. At Boldert også viste sig at være yderst fornuftig i pengesager blev åbenlyst ved hans død i 1936, da hans efterladte formue opgjordedes til utrolige kr. 17.451,23, altsammen i skillemønt, ærligt tjent ved flid, ordentlighed og en skinnende flot sølvbakke. Men langtfra alle var ligeså noble, og betleri afskaffedes endegyldigt i 1970, da byens tiggere blev deporteret til Nordøstgrønland, hvorover de alle nedkastedes fra Gustenhuse Aviationsforenings liggasballons gondol. Herefter oplevede byen ikke flere problemer med betleri.”

Larmo 7

Henne Om Hjørnet, Nede I Kælderen
“Hér er vi så nede i cykelsmed Kædesens (ses i midten) værksted i Pumpestræde, blot en af Gustenhuses mange små oaser, hvor der yderst sjældent udførtes egentligt arbejde.
Stedets drift var totalt afhængigt af den ulovlige udskænkning, og således forholdt det sig i årtier i de fleste af byens mindre kælderforretninger. Dog med én eklatant undtagelse, nemlig “Smugkroen” i Store Brandertgade, hvor der udelukkende solgtes antikvariske salmebøger og brugte dørgreb.”

Larmo 8
“Billedet viser tumulten ved lukningen af den uigenkaldeligt sidste smugkro i 1965. Mange personer fra Kædesens gamle klientel ses flygte fra stedet på cykle og til fods, efter at Tølperforeningens frivillige var rykket frem mod dem fra deres position bag baren. Men det var uundgåeligt, og hele historien fik jo som bekendt en lykkelig afslutning, idet de moderne og propert drevne restaurationer såsom “Dubidu” hurtigt fandt metoder at lokke kunderne til, og alkoholkonsumptionen steg således med mange hundrede procent, og har faktisk til vor store tilfredsstillelse været konstant stigende, lige siden. Men det blev slut med høkerbajere, hyggeonani, venskabelige lusseringer og kortspil i kælderlokalerne. Nu skulle der arbejdes!”

Larmo 9
Komme Fremmede — Og Gå Hjem Igen!

“Det økonomiske opsving i 1950erne, og det deraf følgende store behov for ny arbejdskraft betød et større rykind af proletarer fra Holstebro, som her ses krydse Vilsundbroen til fods. Trods den tilsyneladende veldisciplinerede attitude udvist på billedet, var der desværre tale om en tarvelig flok af de mest skidne, ubehøvlede og frastødende personager, byen nogen sinde har måttet tolerere.”

Larmo 10

“Denne situation er fra Holstebro-Proletarernes amokløb i Påsken 1956, mod banken på Gustenhuse Stortorv, da det stod klart at deres lønudbetaling ville blive forsinket. Alt var kaos, og militæret måtte sættes ind, idet Tølperforeningens medlemmer blankt måtte erkende, at de ikke kunne stille noget op mod den ukontrollerede dyriske vildskab udvist af disse tilrejsende eksistenser. Heldigvis blev holstebrofolkene hurtigt sendt retur, og det er nu indskrevet i Gustenhuses byreglement, at borgerne har pligt til omgående at anmelde alle sådanne uønskede individder fra denne modbydelige by, når de observeres, privat såvel som offentligt.”

 Larmo 11
De Smukke Unge Mennesker
“Loven mod servering af alkoholiske drikke til mindreårige blev afskaffet allerede før Krigen, og pilsnerøl og hedvin indgik naturligt i den almene børneopdragelse på lige fod med dansk-undervisning, brunvarelære, revolverskydning, onani, lussering, matematik og kopulation. Billedet viser en ansvarsbevidst moderskikkelse af det bedre borgerskab med sin søn, ved dennes 5.-års fødselsdag på Gustenhuse Friskytteforenings Jagtpavillon, i marts 1938.”
Larmo 12

“3 “lømler” i konfirmationstøj nyder tobakkens lyksaligheder ved indgangen til kreaturbordellet Fårehuset, på Blå Mandag, i 1942. Disse raske knægte var en pryd for byen, og fik alle senere topstillinger i den offentlige administration. Der var aldrig problemer med de unge mænd, der opførte sig eksemplarisk, selv i forbindelse med offentlig drukkenskab, defækation, baggårdsonani og gadeoptøjer.”

Larmo 13

Brune Dage I Gustenhuse
“Jeg husker tydeligt hin lykkelige dag, da Gustenhuses første offentlige fælleslatrin officielt indviedes. Den altid gode stemning under halvtaget overfor Restaurant Plop, og de behagelige, velformede palisandertræsæder var et rent tilløbsstykke, og desuden en stor gevinst for turistindustrien i byen. Jeg har selv tilbragt mangen en idel stund på disse dejlige retirader, og kan kun beklage, at man i 1976 gik over til plastic, der aldrig har været den helt store fornøjelse, specielt i frostgrader.”

Larmo 14

“Før denne storslåede konstruktion så dagens lys, beroede defækationstrængende medborgere i Gustenhuse på en effektiv og gesvindt trækvognsordning, der i hast transporterede de pågældende kunder til og fra Gustenhusmose. Disse kaldtes i folkemunde De Brune Bude. Desværre blev de udkonkurreret af Fælleslatrinen, og vehiklerne indgik derefter i Begravelsesvæsenets tjeneste.”

SE OGSÅ:

Henv Eisenmann Larmo 2

HenvEisenmann LARMO 3

Retur til forsiden

Betagende afskedsdigt: Tre visne mænd fra Østerlars

Stahl-EisenmannLOGO

Nedenstående fremsendes i den triste anledning af V. Røvlenbergs i en alder af 128 år alt for tidlige død, under et særdeles veldækket nytårsmiddagsbord i festsalen på Gustenhuse Friskytteforenings Jagtpavillon.

Det var Røvlenbergs døende ønske, da han tidligere i dag udåndede i mine arme, med sit aftrillede hoved i skødet, at hans efterladte, under middagen på en serviet nedfældede digt, specifikt skulle fremsendes til publicering i vor højt respekterede egnsavis.

Lad os efterkomme vort noble bysbarns bøn og alle istemme denne, hans sidste mesterlige komposition, ved bisættelsen fredag 6. januar, 2017, kl. 18:47 prc. på Gustenhuse Østre Losseplads.

De Tre Visne Mænd Fra Østerlars

eisentrevise01

På Marken foran Kirken staar
To Mænd der ej i Kirke gaar.
“Til Rønne By vi age vil,
At redde os en Brandert, til!”

Som sagt, saa gjort. De ta’r afsted,
Og Degnen følger også med.
Thi han har Hestevognen tømt,
Og Han’sens Liigfærd just forsømt.

eisentrevise02

For nu de Trende solde maa;
I Han’sens Kiste er kun Skraa,
Butæljer, og en Mø saa favr,
Og ikke Hannesens Kadav’r.

Men Tingene jo slippe op,
Og udslidt bliver Pigens Krop.
Saa hastigt Vognen Ruten ta’,
I Svinget Pigen kastes af.

eisentrevise03

I Rønne By saa prunk og fiin,
Dér møder de en stolt Rabbin’.
Han rækker dem en gylden Kalk,
Og siger: “Prøv dog denne Skalk!”.

“Det siger vi Dem, Hr. Melin,
Ej drikke vil vi Jødes Vin!
Jeg er blot Degn, en Ødeland,
Dog ej jeg føje Jødemand!”

eisentrevise04

Og Degnen Pisken smælde la’r
Ret mod den gamle Jødefa’er,
Og til sin Synagoge strax,
Han sig forføje med et: “Pax!”

De Trende Svirebrødre nu,
På Kro vil age, gram i Hu,
For dér at slukke deres Tørst,
Thi dén er stor, ja, større; størst!

eisentrevise05

Men pludselig på Vejen fram,
De ser en tækkelig Imam.
Han byder dem et Maaltid let,
Og si’r: “Min Navn den er Ahmed.”.

Men Degnen svarer, gamle Skjælm,
Ret som en Viking uden Hjelm:
“Præcis som Dem vi er – ak – mæt.
Saa nu vi Tre vil drikke tæt!”.

“For vi har gode, danske Aner.
Vi ej er Muhamme-, men Daner!”
Og ind i sin Moské han skrider,
Imedens de Trende rejser vider’.

eisentrevise06

Paa Torvet alt i Rønne By,
Der rejser sig højt imod Sky,
En Negerkarussel saa stor;
De Trende raaber: “Nøjjj…!”, i Kor.

billede-7-8

Ved Hjulet denne skiønne Dag,
Staar Negerkongen Umbabá.
Han rækker dem en Pibe hver,
At ryge paa, med Lugt saa sær.

eisentrevise08

Og Degnen raaber: “Umbahbah!
Jer Røgelse er vældigt bra!
Tag med os, kiære Negermand;
(Blot Kirkebøssen række kan…!)”.

Således blev de Tre til fir’,
Og alle gik de ud på Svir.
Hvorend de er, den Dag idag
De sammen er, I muntert Lag:

Tre visne Mænd, og Umbabá!

eisentrevise09

Egnspoet V. Røvlenberg (1888-2016).

SE OGSÅ:

henveisenmanndaarekiste01

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 24

DET HERRENS ÅR 2027

“Nu kommer de. Derude er de, banditterne. De har loven i ryggen, og lige om lidt er det dem, der bestemmer. Jeg styrter mig i Vesterhavet og drukner. Slut, færdig!”

Den gamle, men ranke mand kravlede tilbage på ladet af den cykel, der havde transporteret ham ud i nærheden af sognegrænsen.

“Retræte!” beordrede han sin søn, som leverede muskelkraft til pedalvehiklet. “Hurtig retræte over Klamhuse Hede! Vi skal til Blodhavn Ydermole, og der slutter rejsen.”

Det var den frygteligste dag i storsognerådsformand Lubbert Knockels 96-årige liv. Tarmgasballonkatastrofen i 1964 havde efterladt mærker på krop og sjæl, men den blegnede i sammenligning.

2027-01

De nordvestjyske hjemsognes selvstændighed og frihed var ophævet ved lov, og loven var trådt i kraft klokken 00.01 natten til i dag. Hassan bin Andersen, borgmester i Holstebro og formand for Muhammedanistisk-Socialt Tvangsparti var nu på march hen over sognegrænsen med sit følge af bureaukrater og pampere.

“Hurtigere!” brølede den gamle til sønnen, 67-årige Gylbert Knockel. “De sataner skal ikke få fornøjelsen af at fange mig i live!”

OTTE MINUTTER SENERE

Midt på heden måtte Gylbert sagtne farten. Strømme af sved sejlede ned over hans røde ansigt.

“Jamen, så holder vi her og får en drik vand,” sagde den gamle fra cyklens lad. “Så kan jeg også tage afsked med vore brave arbejdsnegere.”

Fire fuldvoksne sorte mænd havde i flere måneder gravet efter olie, guld, koprolitter og andre af de skatte, der kunne tænkes at ligge skjult i undergrunden. Foreløbig var fundene beskedne, men storsognerådet havde bevilget 420 daglønninger à kr. 1,77, så arbejdet fortsatte ufortrødent.

Et rundt, smilende hoved kom til syne over den senest gravede grøft.

“Howdydo, massa!” hilste arbejderen. “Spaden har lige ramt metal. Vil du se, hvad det er?”

Lubbert klatrede ned fra ladet. Negeren rakte ham en genstand, og Lubbert skrabede jord af den. Hans gamle øjne blinkede.

“Det ligner… det kunne være… men det er for utroligt til at være sandt.”

2027-02

Genstanden var på størrelse med en håndbold og skinnede blankt på de steder, hvor spaden havde skrabet mod den. Det var et bæger på en fod, og mens Lubberts højre hånd arbejdede, blev stadig mere af motivet synligt.

YDERLIGERE FIRE MINUTTER SENERE

“Det ligner en flidspræmie fra Landonanistisk Fællesforbund af 1889,” sagde han. “En sølvpokal, intet mindre.”

Men han vidste godt, at det var noget andet og meget ældre og mægtigere. Myten om den hellige gral havde levet på egnen i århundreder, og nu dirrede metalbægeret af sammensparet overnaturlig kraft. Der stod et sælsomt hvidligt tågeskær omkring det, og jorden rystede under Lubberts og de andres fødder.

“Hello boss, her er også olie! Olien vælder op af jorden!” lød et råb fra udgravningen, og yderligere to negere steg op til jordens overflade med sort, klæbrig masse omkring gummistøvlerne.

Lubbert løftede bægeret og rettede det mod øst, hvor fjenderne fra Holstebro var kommet til syne over en bakketop, nogle til fods, andre i motoriserede luxusvehikler.

En stråle af lys skød ud imod dem, fulgt af pludselig voldsom blæst. En skypumpe hvirvlede hen over heden, og tung regn ramte borgmester bin Andersen, mappemændene, imamerne og de kvindelige pampere i deres kække buksedragter. Lubberts næsebor fortalte ham, at det var en styrtregn af svinegylle, der sprøjtede ned over de uinviterede gæster.

Panikskrig og runddans blev efterfulgt af vild flugt i den retning, fjenderne var kommet fra.

2027-03x

Negrene dansede også, men det var en glædesdans.

“Olie, rigdom, fast arbejde!” jublede de.

“Bøf og bajer,” udråbte Lubbert. “Gris og snaps. Guf til alle, fest resten af dagen. Bring mig til Usseldrup rådhus, min dreng og lad det gå lidt rask!”

Gylbert havde fået nye kræfter, og ladcyklen høvlede hen over hjulsporet mod nord. I det fjerne anede man bagtroppen af de flygtende socialmuhammedanere.

Lubbert Knockel knugede den hellige gral mod brystet.”Den er bedre end en atombombe,” sagde han. “Næste gang, Holstebro erklærer krig, bliver der krig for alvor. Men nu skal vi feste!”

Forrige blad

Retur til avisens forside

2027-slutafsnit

 

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 17

DET HERRENS ÅR 1929

MANDAG AFTEN

“Ja, Billy. En telefonsamtale. Til New York. Nu.” Pholbert Gaffelhage halede sit ommeur op af vestelommen og så på den slidte skive. “Klokken er 20.02, så det bliver til aftentakst, husk det.”

“Yes sir, Mister Gaffelhage,” svarede kontoristen på jernbanestationens kontor, mens han drejede på håndsvinget og prøvede at aktivere rigstelefonen.

Billy var vant til, at den gamle mand indfandt sig om aftenen for at ringe til New York, Chicago eller somme tider så langt væk som London eller Berlin. Old Man Gaffelhage boede et par km oppe ad bjergsiden, og han havde hverken telefon eller elektrisk lys i sin bjælkehytte. En om muligt endnu ældre negerkvinde passede hans køkkenhave og tilberedte hans beskedne måltider af saltet flæsk, bønner, kartofler og andre lokale produkter.

Pholbert Gaffelhage tændte et cigarskod, mens han ventede på, at forbindelsen skulle gå igennem. Billy gispede. Han måtte lufte ud, hver gang Mister G havde været her. Egentlig var det vel synd for den gamle mand, at han ikke havde råd til at tænde sig en frisk cigar, tænkte Billy, mens han prøvede at trække vejret i de stærke blåsorte røgtåger.

Ja, stakkels gamle G, som kun var USA’s næstrigeste mand.

FORHISTORIEN

Pholbert Gaffelhage var udvandret fra Klamhuse cirka 1880. I Amerika havde han fået arbejde på en gummivarefabrik. Efter nogle år var han avanceret til driftsleder, derpå direktør, senere ejer og drivende kraft i konsolideringen af den globale gummivareindustri.

Gaffelhage Amalgamated var nu et investeringsselskab med enorme værdier placeret i mange brancher verden over. Gamle Pholbert var flyttet på landet for at leve jævnt og enkelt som i sin barndom, men via breve og telefon fulgte han aktiviteterne i detaljer. En ganske bestemt månedsstatus, indløbet  forleden, havde fordybet rynkerne i hans pande.

1929-boerskrise

Sønnen Philbert havde nemlig i løbet af måneden kørt i hyrevogn for ialt 3,41 dollars, og to gange havde han på firmaets regning spist middag ude i byen. Den ene gang endda med en gæst, som meget vel kunne tænkes at være den sminkede dukke, faderen havde forbudt ham at pleje omgang med.

“Nu er der forbindelse, sir!”

Pholbert greb røret.

“Er det dig, Harry? Godt, hør efter! Straks i morgen tidlig sælger du… Ja, jeg siger sælger. Jeg vil… Så hør dog efter, mand! Sælg alle mine aktier… Satans til dårlig forbindelse… Alle mine aktier i…”

Det knasede på ledningen, mens Pholbert bjæffede videre: “…aktier i Gaffelhage Consolidated Junior. Jeg vil ikke poste flere penge i det foretagende, og Philbert må køre det i sænk for egen regning. Han skal ikke spille kong Gulerod på min regning.”.

“Alle dine aktier, javel,” sagde børsmægleren Harry Buttensschön, mens han kiggede hen over New Yorks havn. “Har jeg forstået dig rigtigt: Hele beholdningen?”

Den dårlige forbindelse havde slettet specifikationen af, at Pholberts ordre kun handlede om aktierne i juniors firma.

“Ja, for helvede,” sagde den gamle. “Og lad gerne Philbert og alle andre vide, at min tålmodighed er brugt op. Godnat, Harry.”

“Ih, du milde,” mumlede børsmægleren. “Jeg skal vist have en whisky til at sove på i aften.”

Pholbert betalte for samtalen og begav sig i halvmørke op ad bjerget. Det lille dumme firma, som Philbert havde fået lov at bestyre, ville gå til grunde, tænkte han, og bedre havde junior ikke fortjent.

TIRSDAG MORGEN

Dagen startede turbulent på børsen i Wall Street. Stemningen havde været nervøs de seneste uger, og nu tordnede kurserne i bund, mens Harry Buttenschön solgte ud af samtlige Pholbert Gaffelhages aktiebeholdninger. Den gigantiske formue var spredt ud over stort set alle erhvervsgrene.

Panikken på Wall Street blev forværret, da Harry Buttenschön bekendtgjorde, at det var Gaffelhage-formuen, der blev trukket ud af aktiemarkedet. Gamle Gaffelhage havde i mands minde aldrig gjort et forkert træk. Alle, der kunne, fulgte hans flugt.

Da turen kom til aktierne i juniors selskab, var de allerede tæt på værdiløse, hvilket knap nok blev bemærket. Det var blot en dråbe i et frådende hav af kursfald og katastrofe.

Mange af spekulanterne havde ingen handlemuligheder. Unge Philbert var blandt de tusinder, der så sig ruineret, og hen på aftenen sprang han ud fra sit kontor på 19. etage, lige om hjørnet fra Wall Street. Det skete uden brug af faldskærm, og cementfliserne tog ikke blødt imod ham.

ONSDAG MORGEN

Pholbert modtog meddelelsen pr. telegram. Billy, jernbanens unge kontoriste, kom løbende op ad bjerget med den.

“Jeg kondolerer, hr. Gaffelhage,” sagde han og strøg kasketten af sit vandkæmmede hoved.

“Tal ikke om det,” svarede Pholbert, da han havde læst det korte budskab. “Du er en brav ung mand, Billy. Lad mig belønne dig efter fortjeneste.”

Gaffelhage forsvandt ind i huset og kom nogle minutter senere tilbage med en mønt, en nypudset 5-cent, på sin tørre håndflade.

“Den er til dig, min dreng. Brug den fornuftigt.”

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

SE OGSÅ:

henv valutareform

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 9

DET HERRENS ÅR 1503

“Så sid dog stille, kvinde,” sagde Leonardo Da Vinci for 33 gang.
Modellen foran ham var ikke nem at arbejde med.
“Jamen, det er kedeligt,” svarede damen. “Jeg gider ikke mere.”
Leonardo Da Vinci stønnede irriteret.
“Ved De hvad? Deres mand har bedt mig personligt om at male Dem mens han er i sejlklubben. Når han kommer tilbage skal vi være færdige. Nu har De bare at sidde stille. Er det forstået?”
“Ja, ja.” svarede fru Giocondo på stolen overfor. Hun kiggede opgivende tilbage.
Leonardo fortsatte hvor han slap. Med lette strøg førte han penslen med den brune maling langs overfladen. Denne klistrede substans var lavet af egen afføring. En grynet masse med majsflager hvilket altid gav et fortrinligt resultat.
“Er De snart færdig, hr. Da Vinci?” spurgte kvinden, hvilket rev ham ud af hans koncentration endnu engang.
“To timer endnu! Giv mig nu lidt arbejdsro,” råbte han.
Sekundet efter kom hun til at nyse. Leonardo tabte penslen af forskrækkelse.
“De slider på mine nerver,” hylede han. “Hvis De ikke tager Dem sammen frue, så propper paletten direkte op i røven på Dem.”
Han rejste sig op og svingede med armene.
Kvinden stønnede:
“Jeg skal nok sidde stille nu.”
“Godt …” Han bukkede sig ned, samlede penslen op og fortsatte med at male.

1503-mona-l-04

To timer senere kom hr. Giocondo tilbage fra sejlklubben. Han var i strålende humør for han havde glædet sig til at se resultatet. Han trådte ind i Da Vincis værksted og udbrød:
“Nu er jeg tilbage. Må jeg se hvad De har lavet af mirakler?”
Han stivnede ved synet der mødte ham. Det glade udtryk forvandledes til en sammenbidt grimasse.
“Vi er lige straks færdige,” smilede Leonardo Da Vinci. Han lavede det allersidste penselstrøg og kiggede tilfreds på gæsten. “Hvad siger De så?”
Hr. Giocondo kiggede skiftevis fra maleren til sin kone. Han var ikke klar over om han troede sine egne øjne.
“JEG BAD DEM OM AT MALE MIN KONE!” brølede han.
Leonardo rejste sig forsigtigt.
“Det er da ved gud også det jeg har jeg gjort.” Leonardo pegede på kvinden der sad dækket af maling fra top til tå. Hun havde fået mange lag af den stinkende brune masse.
“Sgu da ikke på den måde. Jeg mente et maleri, din inkompetente nar. Et portræt!”
Leonardo kløede sig i nakken.
“Nåh. Det var det De mente…”

1503-mona-l-02

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

SE OGSÅ:

HenvKUNSTNYT