”En lille fadøl, Orna, bare en enkelt lille opskænkning, mit lamseben… Vi er i julemåneden. Vis dog lidt nissesind, søde Orna!”
Onkel Philbert sad ved stambordet på Proletarisk Kælderbodega i Blodhavn. Værtinden Orna Qvalm stod bag sin bardisk og skulede surt til ham. Godt nok var han kunde gennem årtier, men i den seneste måneds tid havde han trukket sin kredit til den yderste grænse og længere endnu.
”Du har ikke råd til at drikke, Philbert,” sagde hun med grus i stemmen. ”Den dér fjollede abe, du har anskaffet – den skal jo fodres. Og du skal købe julegaver til otte børn, 27 børnebørn og 14, om få dage 15 oldebørn. Det løber alt sammen op, gamle dreng.”
Onkel Philbert stønnede sygt og sugede på den sidste stump af sit cigarskod. Han havde haft et eventyrligt liv på syv have og fem kontinenter, men ligefrem rig havde det ikke gjort ham.
I det samme blev døren til kælderbodegaen smækket op. Hans måske eneste sande ven, aben Mångki, kom løbende ind med en klump af et eller andet madagtigt i munden. En rådden, stinkende fiskemave var det vist.
”Ikke herind med det stads!” skreg Orna Qvalm. ”Forsvind med dig, abe – forsvind begge to!”
Aben flænsede i fisken, og en lille tingest trillede ud på bordet. Onkel Philbert tog den op mellem fingrene, tørrede den i sit frakkeærme og kiggede nærmere på den.
”Verdammt noch mal!” udbrød han. ”Det ligner slående den ring, min ven Agnar Mykle forærede sin kæreste i 1957.”
”Gud, du siger da ikke… at det er den ring, de siger i fjernsynet, at nordmændene vil føre krig om?” spurgte Orna Qvalm, mens hun krabbede sidelæns nærmere.
”Det ved jeg intet om,” sagde onkel Philbert. ”Jeg er olding nu. Jeg hører ikke radio og ser ikke fjernsyn og vil skide på alt, der ligger længere væk end sognegrænsen mod Holstebro.”
Der var som altid halvmørkt i Ornas kælder, men hun havde en stavlygte i forklædelommen, og nu rettede hun en hvid lyskegle mod ringen med den mægtige, intenst glødende rubin.
”Nordmændene er meget optagede af den ring. Krigen kan begynde når som helst.”
”Jeg vil skide nordmændene et langt stykke,” sagde onkel Philbert. ”Australnegere og hottentotter har jeg en vis respekt for, men den eneste ranke og regulære nordmand, jeg nogensinde har mødt, var Agnar Mykle, og han blev plaget ihjel af skattevæsenet deroppe. Nu er ringen min.”
Han proppede den i lommen.
”Gul hestepilsner og berigede urandrinks til alle, Orna! Også til Mångki! For et øjeblik siden var jeg en fattig stodder, nu er Mångki og jeg stenrige, og det skal fejres.”
Værtinden nikkede, og onkel Philbert brød ud i sang:
”Lad kapslerne klirre, lad propperne knalde, nu vanker der pilsner og uran til alle!”
(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)
“… Mit navn er Svend Skogmo Storjætte …” Kriminalkommissær Rambuck-Rasmussen stirrede på båndoptageren der afspillede doktorens monolog for fjerde gang. “… gift med sangerinden og dyreværnsaktivisten Pula Skogmo …“
Han kunne ikke tro sine egne øre. Båndoptageren var blevet smidt ind gennem brevsprækken på politistationen for en time siden af en ukendt person.
“… jeg rejser til Argentina med rubinringen i nat, inden krigen begynder …“Kriminalkommissæren sad stiv i sin stol bag skrivebordet. ” … forlange en passende løsesum …“
Det tog ham en halv times tid, en cocktail og en pibe med æselgødning at komme sig over chokket.
“Han må stoppes omgående!”
Han greb røret til den røde telefon.
“Hallo, giv mig Norges udenrigsminister strax!”
Underlødig jazzmusik spillede på telefonlinjen.
“Du er nummer 73 i køen. Vent venligst …”
* * *
Snefnuggene dalede fra himlen og vinden ruskede i træerne. Stormen over området var taget til.
Benni Borgwald-Bertelsen gik med bøjet hoved ned langs Algade. Efter han havde afleveret båndoptageren på politistationen havde han endevendt doktorens palæ, men der var intet spor efter ham eller Lydia.
Grundet vejret var lufthavnen lukket ned, så de måtte stadig befinde sig i landet.
PIV! Benni rystede en forvildet rotte ud af buksebenet.
Mørket begyndte at falde på, og Benni følte afmagten og kulden omklamre sit legeme. Han var ruineret, hans forlovede var bortført (måske død) og Danmark ville sandsynligvis blive bombet i morgen tidlig. Der var kun én løsning: Ubehersket druk!
Han var gået i cirkler og endt ved Proletarisk Kælderbodega. Han sukkede og gik ind i varmen for at drikke alene.
Der var fest og glæde i rummet. Onkel Philbert stod på et af bordene og sang og drak.
Benni satte sig i baren og fik stukket en pilsner i hånden på Philberts regning.
“Hvad fejrer vi?” spurgte han.
“Onkel Philberts nye formue. Den røde rubinring som aben fandt i mavesækken på den rådne fisk,” svarede Orna Qvalm.
“Hvad siger du?” Benni drejede sig på stolen og fik med det samme øje på det skinnende smykke som Onkel Philbert triumferende holdt mellem tommel- og pegefinger. Benni genkendte den med det samme.
“Det er ikke din ring!” råbte Benni og sprang af stolen. “Giv mig den!”
Onkel Philbert spyttede på ham og Benni gik prompte til modangreb. Mændene slog løs på hinanden. Glas og flasker blev knust.
“Ringen skal tilbage til Norge. Det …” Benni blev afbrudt af en kæberasler. Han væltede bagud.
“Den tilhørte min gode ven Agnar Mykle,” proklamerede Philbert. “Han er død nu. Jeg fandt den, så nu tilhører den …”
“Meg!” Den norske kvindestemme skar gennem kælderbodegaen og alle blev tavse. Selskabet drejede synkront hovederne mod indgangen.
I døren stod en kvinde med en overfrakke dækket af sne. Hendes grimasse var bitter. Foran hende tårnede en mægtig frådeskummende blodhund sig op.
“Vrruff!”
“Pula Skogmo?!” gispede Benni og Onkel Philbert i kor.
* * *
Svend Skogmo Storjætte parkerede varevognen foran salgsskiltet ved den lille hytte på Klamhuse Hede. Tjenerne Brutus og Karloff klemte deres svulmende, uvaskede kroppe sammen på sædet ved siden af ham, og i det aflåste lastrum lå Lydia Lubbert. I baghaven stod pedalflyvemaskinen som skulle bringe doktoren sikkert frem til Argentina samme nat.
“Slip mig!” skreg Lydia, da hun blev båret ind i stuen og smidt i det rødternede sofamøbel.
Svend forsøgte at åbne ring-etuiet men det gav sig ikke.
“Forbistrede …” Han lagde æsken på køkkenbordet, greb sin kniv og prøvede at lirke den op. “Hvis jeg ikke får rubinen ud så …” Han stirrede på Lydia med mord i øjnene.
“Skal du have hjælp?” spurgte håndlangerne.
“Nej!” brølede doktoren. “Karloff, gå ud og klargør flyvemaskinen. Og Brutus, du holder øje med kællingen.”
“Javel.”
* * *
“Hvad laver De her?” spurgte Benni og kiggede med ærefrygt på den nyankomne kvinde.
“Jeg leter etter ringen min,” sagde Pula Skogmo. “Nå har jeg funnet den! Buster har en god luktsans.”
Benni rev hurtigt værdigenstanden ud af hånden på Onkel Philbert, som ikke gjorde modstand, og faldt på knæ foran sangerinden.
Han rakte rubinringen til hende.
“Jeg beklager denne redelighed. På hele landets vegne,” sagde Benni. “Jeg købte den af sigøjneren, som stjal den fra Dem. Jeg var i god tro! Jeg vidste ikke det var Deres. På ære.”
Hun tog imod ringen og satte den på sin højrehånd med et veltilfreds smil. Benni fortsatte med at forklare:
“Siden jeg købte den har jeg været ramt af ulykker. Deres eksmand er ude efter den røde rubin og nu har han bortført min forlovede. Han vil stikke af til Argentina og …”
Benni brød hulkende sammen.
“Så, så,” sagde Pula Skogmo og hjalp Benni på benene. Hun aede hans kind. “Fortell meg hele historien mens vi kjører.”
“Kører? Hvorhen?” mumlede Benni forvirret.
“Hen for at stoppe Svend!”
“Men han kan være over alle bjerge nu,” påpegede Benni.
“Nei.” Hun rystede på hovedet. “Jeg tror jeg vet hvor han er.”
“Hvor?”
“Han er i vor reservesommerhytta på Klamhuse Hede.”
(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)
Flg. nyhedsbulletin er netop blevet indleveret til mit kontor, pr. depeche fra erhvervs- og fængselsminister for Dartvados, den utroligt velestimerede hr. Dagobert von Schutztaffel (1905-).
Idet jeg qva. den indholdsmæssige danske relation vurderer det som værende af interesse for avisens abonnenter, videresendes skrivelsen hermed, venligst, og til generel orientering:
Amnesti til alle negerfangerne på Brunborg!
I erkendelse af den enorme mangel på fysisk arbejdskraft i forbindelse med den eksplosive fremgang i vor øs store genanvendelsesfødevareindustri, har vi her på Dartvados i samarbejde med pølsefabrikken “Arnold Laver” vedtaget at øge effektiviseringen, ved frigivelse fra Brunborg Fængselstårn af samtlige mandlige straffefanger ved godt helbred.
Der er tale om ialt 176 personer, der i øjeblikket afsoner livstidsdomme for bl.a. blasfemi, strandhugst og kannibalisme. Disse vil blive udstyret med ens udseende, selvlysende arbejdstrøjer, fastnittet til huden, således at de kan genkendes af borgerne, uanset tidspunkt på dagen.
Masseløsladelsen er imidlertid betinget af, at de involverede til fulde passer deres arbejde på fabrikken, møder præcist til tiden, og iøvrigt opfører sig ordentligt, og for eksempel ikke forsøger at æde deres kolleger. Specielt ikke i arbejdstiden.
Til overvågelse af denne kriminalforsorgsmæssige, lusseringsfri nyskabelse har vi formedelst 19,97 DASK (svarende til kr. 4,22) i ugentlig gage ansat fhv. oprørsnedkæmper på St. Jørgen, den ret ærede oberst Mads A. K. Réher (1892-), der trods aldersdiabetes, fremskreden Parkinsons, svigtende hørelse samt svær nærsynethed har givet sit æresord på, med de på billedet demonstrerede probate midler at ville håndtere ethvert eventuelt fremtidigt tilløb til opsætsighed, pligtforsømmelse eller slendrian blandt de benådede medarbejdere under udførelsen af deres daglige 16-timers skift (året rundt).
Som virksomhedens navnkundige motto jo lyder:
Hvorfor har dog negrene så store maver?
De spiser jo pølserne “Arnold Laver”!
På billedet ses filmhelten Orla Zinzüegh i rollen som industrialisten og opfinderen Arnold Laver (1821-1959), i den dramadokumentariske tv-serie “Fædrene Æde Pølser” fra 1962. Bemærk hovedkuldskysen: Den store mand var vitterligt forberedt på alt!
Til yderligere orientering og af generel interesse, vedhæftes desuden nedenstående video, omhandlende Roskilde Gamle Slagteri, i sin tid stiftet af den entreprenante Laver.
Med ærbødige hilsner, samt et dybtfølt bon appetit! fra Deres absolut loyale ven,
Kgl. Dansk Konsul Hartmann Stahl-Eisenmann
Disse ugers milde vejr betyder, at store forråd af vinterfækalier fra
de nordvestjyske husstande allerede nu kan bæres ud til modning
under åben himmel.
Under munter, rytmisk sang går det løs.
— Det tegner til en rekordagtigt god start på konsum- og ædelfækaliesæsonen, udtaler Gylbert W. Storknockel, formand for Brunvarebranchens Kvalitetsråd.
— Importen af råstoffer fra Balkan er derfor indtil videre suspenderet. Tilførslerne dernede fra består efterhånden mest af ukurante krydderknolde og halvrådden pladdermasse, som vi ikke kan forædle, hverken industrielt eller til husflidsprodukter.
— Forudsætningen for, at vi atter bliver selvforsynende, er dog, at brunvaren omhyggeligt håndsorteres og derefter vendes og luftes flere gange i døgnet. Alt tilgængeligt mandskab, inkluderende oldinge og sengevædere, er derfor udkommanderet i disse døgn.
Som bekendt er det gennem årtier gået tilbage for nordvestjysk parringsvillighed og den deraf følgende fremavl af nye arbejdsvillige landproletarer. Egnens yngre mandspersoner flygter mod storbyerne og søger ind i svæklingeerhverv af akademisk og/eller homofil karakter. De forplantningsduelige unge kvinder sidder hjælpeløst forladte tilbage.
”Nu kan det fandenfjerteme være nok!” udråbte en frelsende hædersmand, stationspissoirforpagter Lumwald Peckelgren, Klamhuse, forleden morgen. Få timer senere havde han indgået bindende og livsvarigt ægteskab med seks yngre kvinder, og han har aflagt edsvoret løfte om, at der inden for det næste års tid vil komme seks sunde og smilende spædbørn til verden.
Gennem de fleste af sine 81 år har hr. Peckelgren plejet omgang med stuehunde, fortrinsvis pudler, men han er nu klar, såvel mentalt som fysisk, til at gøre sin pligt i en større sags tjeneste.
“Livet begynder påny,” udtalte Lumwald Peckelgren, da han underskrev vielsesattesterne, mens de smukt udklædte og lifligt blussende partnere ventede på at blive båret til hver sit brudeleje på det halmstrøede loft over den peckelgrenske gedestald.
Gæt, hvilken kendt slubbert, der gemmer sig bag jernmasken, og vind en lødig præmie af blivende værdi.Nordvestjysk Landslubbertloge af 1898 udskriver i tæt samarbejde med avisens redaktion denne festlige konkurrence. Det er uhyre nemt at deltage.
Se på de 4 billeder og læs beskrivelserne af disse fremtrædende lokale slubberter. Skriv derefter Deres bud i svarfeltet nederst på siden. Hvis De vedhæfter en mailadresse eller angiver en fb-profil, er De uanset Deres valg sikker på præmie!
SLUBBERTKANDIDAT # 1: FOLMER WERMOLD
Fotomodellen Folmer Wermold var i sine yngre dage engageret i den lokale spillefilmsindustri, hovedsagelig som assisterende venstrehåndsmasturbator, men også i enkelte roller med replikker. Mange vil huske hans gribende udråb: “Åh nej, min sidste storpølse!” i slutningen af Jensen-Banden-filmen “Brun katastrofe på Blodhavn Nordstrand”.
I en alder af 87 år er Folmer vendt tilbage til hjemstavnen og ernærer sig ved opsamling af brugt tyggegummi, mentholcigaretskodder og andet turistaffald.
SLUBBERTKANDIDAT # 2: CASSE GRUHS
Digteren og visesangeren Casse Gruhs, søn af stationspissoirforpagter Laban Gruhs-Gustavsen, Klamhuse Vestermark, gør efter mange år som faconfækaliesorterer nu karriere i kulturindustrien og modtog i fjor i en alder af kun 61 år Yuhua Hassans hæderspris som mest lovende nye nordvestjyske folkepoet.
SLUBBERTKANDIDAT # 3: PRINS PHAMBER
En slubbert af kongelig byrd er Prins Phamber, søn af kronprins Felbert og dermed nr. 3 i arvefølgen, akkurat som han er nr. 3 i denne storslubbertkandidatparade. Prinsen sidder i de fleste af landsdelens foreningsbestyrelser og udfolder sig aktivt i lussing- og masturbationsidrætten. Ved det kommende valg til storsognerådet opstiller han såvel på Kongelisten som på Turistdisciplineringslisten, Socialliberal Landproletarliste og Brun Festliste, og han skulle således være ret sikker på valg.
SLUBBERTKANDIDAT # 4: AGNER C. LANDKNOCKEL
Fjerde og sidste storslubbertkandidat er en næsten mytologisk figur, oberfeldwebel Agner Cillius Landknockel, sidst set i Ukraine i 1944, men nu angiveligt på vej tilbage for at genoptage en fremtrædende rolle i den nordvestjyske disciplinærindsats. Hvis en storslubberttitel kan lokke ham frem til kampen mod turister, feminister, småkagetyve og anden pøbel, er han nok værd at overveje. Men…
Valget er Deres! Skriv Deres foretrukne kandidatnummer i svarfeltet herunder, og hvis De medsender en mailadresse eller angiver en fb-profil, er De uanset Deres valg sikker på præmie!
Lørdag klokken 13.41 prc. har endnu en familiefilm i den folkekære Jensen-Banden-serie premiere i Klamhuse Kino. For 21. gang sender instruktøren Erik Gnalling sine tre raske nordvestjyder ud på eventyr, og titlen, “Jensen-Banden i Nordkorea” lover, at vi skal på langfart.
Billetter bestilles og forudbetales i Klamhuse Brugsforening. Priser fra kr. 0,78 for en ståplads incl. 1 velkomstlussing.
I anledning af filmpremieren bringer avisen herunder (med tilladelse fra den 98-årige instruktør) en kavalkade af højdepunkter fra de uovertrufne nordvestjyske fornøjelsesfilm:
Året er 1969, og den allerførste film, der ganske enkelt hedder “Jensen-Banden” får premiere i grusgraven på Klamhuse Hede. På grund af en fagforeningsstrid optræder de tre hovedpersoner kun som sorte silhouetter på det hvide lærred, og instruktøren har i stedet hidkaldt indiske skuespillere, som i rekordfart (godt hjulpet af lussinger og hasselkæppeprygl) tilegner sig nordvestjysk sprog og adfærd.
Filmen bliver — behøver vi at nævne det? — en bragende succes og vises stadig en gang om ugen i bulgarsk stats-tv.
I 1971 får et hungrende publikum lov at opleve “Jensen-Banden på springtur”. Den faglige strid er løst, så de tre bandemedlemmer kan nu optræde i fuld figur og med konstant grinende ansigter, men ved et teknisk uheld går filmens lydside til grunde, og den forsynes derfor med tale- og tankebobler. Herover ses Gylmert Poppelgreve som skurken Onkel Jokum over for den senere så kendte sangerinde Gilda Prunkhorst, der spiller hans niece Polly.
Vi springer frem til filmseriens nr. 12, den internationale storsucces “Jensen-Banden skyder vildt omkring sig”. Filmens idé og manuskript havde instruktør Gnalling købt under en ferierejse til Gaza, og den er stærkt præget af mellemøstlig voldskultur.
Man må gerne gentage en succes, men man skal ikke gå over gevind. En af de få fejltagelser i Erik Gnallings lange karriere var “Jensen-Banden og de russiske zombier” fra 1991. Dels var der igen problemer med lyd og musik, dels fremkaldte filmen spontan opkastning hos mere end halvdelen af publikum, og de fleste biografer tog den derfor af plakaten efter første forestilling. (Den cirkulerer dog stadig på videomarkedet, især i Østeuropa og Sydamerika).
Med “Jensen-Banden bliver forlovet” fra 1993 kom serien tilbage i den rette folkekomediestil. De tre bandemedlemmer spiller terninger om en smuk, langbenet sejlsportspige — og som så ofte før ender de i kachotten, hvor overbetjent Crassus tildeler dem festlige kropsprygl med våde og/eller indfedtede gummiredskaber.
Instruktør Gnalling er fulgt med tiden. Film nr. 20 kom i fjor og havde en eksistentiel og samfundskritisk tendens: “Jensen-Banden kan snart ikke mere”. Trofaste tilhængere frygtede, at det var et stopsignal, men det handlede om afføringsproblemer i mange varianter. Herover ses bandemedlem Gubbis barnebarn Freddie på en undergrundsstation i London. Serien var i sandhed blevet global.
De fleste af filmene er genindspillet i Bulgarien med lokale medvirkende. Materialet tilpasses vilkårene dernede. Dette er den hæsblæsende action-forfølgelsesscene i slutningen af “Jensen-Banden gi’r den gas”.
Til lykke til instruktøren og hans trofaste stjerner, der med så stort talent og overskud af humør har bragt nordvestjysk mentalitet ud over verden — og på gensyn i Klamhuse Kino lørdag kl. 13.41 præcis!
En af Nordvestjyllands markante stemmer gennem det meste af et århundrede, popsangeren Gideon Schlubbert, forstummede i aftes efter voldsomme optøjer i Klamhuse Folkepark.
Gideon, der blev 96 år, voksede op på husmandsstedet Schlubbertsminde, Usseldrup Hede, hvor han sammen med sine otte søskende tidligt blev oplært i lussingdans og flerstemmige vokale udfoldelser.
Efter krigstjeneste på Østfronten debuterede Gideon Schlubbert i 1947 som sanger og masturbationsartist i Blodhavn-revyen “På vilde Vover”. I de følgende årtier indsang han over 100 grammofonplader og opnåede et samlet salg på næsten 430 eksemplarer. I 1959 var hans version af “Slentre gennem brun nedbør” i flere uger nr. 2 på Klamhuse Brugsforenings hitliste.
Ved siden af den kunstneriske karriere var Gideon aktivt involveret i gedeavl. På en sommerdag i 1991 blev han angrebet af en jaloux norsk vædder og, blottet som han var, udsat for en afbidning, der for altid ændrede hans stemme. Det ældre publikum husker ham som en markant basbaryton, men nu lå tonelejet flere oktaver højere.
En svigtende kontrol over intonation og vibrato fik den gamle popsanger til at skrue stadig højere op for volumen, og i aftes fik publikum ved et udendørs folkestævne i Klamhuse nok.
De sidste minutter af popsangerens liv skal ikke gengives i detaljer. Et stort antal af vore læsere vil have hørt hans dødsskrig. Over det meste af Jylland og i dele af Sydnorge blev folk vækket, mens det foregik.
Nok herom.
Vi, der har kendt Gideon i hans bedste dage som sanger og masturbationshelt, vil træde an i en rank kolonne, når resterne af hans kadaver i morgen kl. 07.39 prc. bæres frem til Klamhuse Kødfoderfabrik, rampe 4.
EN VÆGTERS BEVÆGENDE HISTORIE, 3. OG AFSLUTTENDE DEL (Se 1. del her og 2. del her)
På billedet ses et udsnit af Gustenhuses brede befolkning i indigneret protestmarch mod forholdene i byen i 1988. Forandringens vinde blæste gennem gaderne, og tiden var nu kommet til en gigantisk folkerejsning. Alle var vi jo nu engang i samme seng, og alle fremviste hårdhed, villighed, udholdenhed, fleksibilitet og styrke på et hidtil uset niveau. Der krævedes selvopofrelse som aldrig før. Byens fremtid var på spil!
Blandt de mange frivillige sås raske unge kvinder fra landbruget, der gladeligt tog del i den genopbyggende fase. “Hellere to tjenende ånder end én onanerende tjener!” som min salig bedstefader Fridolin Tannhäuser von Rasselschlüssel sagde i sin tale til mit 75-års jubilæum.
Al useriøs og sogneskadelig ageren kom under afvikling i disse år, og det blev også slut med den uautoriserede husdyrkopulation. Nu skulle der for alvor styr på begivenhederne!
Under ledelse af vor åndelige og fysiske førerskikkelse, allerærværdigste hr. Stahl-Eisenmann, blev Sognets økonomi gennemgået helt ned i detaljen, og blandt de deraf følgende, utallige og helt nødvendige effektiviseringer og besparelser sås for eksempel den kombinerede anvendelse af ressourcer fra overfiskeriet med diverse opgaver indenfor det offentlige.
Al ikke-lusseringsmæssig korporlig afstraffelse fandt herefter sted på husdyrbordellerne, ved hjælp af skidtfisk og ledige cirkusmedarbejdere. På denne geniale facon løstes mange sociale problemer samtidigt. Der kom atter gang i den stagnerende økonomi, og balance blev opnået i sognebudgettet.
Mit fineste øjeblik i tjenesten var, da jeg i 1993 egenhændigt indfangede Tranumulven ved hjælp af denne snedige forklædning og den af Staniol Lakmussen udviklede mekaniske fangarm, som på billedet ses demonstreret af undertegnede.
Bæstet havde over en årrække nedlagt i dusinvis af fåreavler Bähmanns bordelracehusdyr, og gennem dets blodige hærgen opskræmt lokalbefolkningerne udi det nordvestjyske. For min ydmyge præstation modtog jeg i al beskedenhed Gustenhuse Hønseavlerforenings Årslegat på kr. 1,33 samt fire bakker nylagte æg à 6 stk. pr. bakke. Ikke dårligt for en simpel, gammel vægter.
Staniol Lakmussens unge assistent Alky Mistelsen udviklede efter anmodning fra Gustenhuse-SS (den Sanitære Sognemyndighed) en genial opfindelse til bevarelse af husholdningsfækalier. Det skulle være helt slut med meningsløst brunvarespild. Grundet loven om patentbeskyttelse kan jeg desværre ikke gå i nærmere detaljer.
Revselsesretten blev, tilligemed selvtægt, i 1989 ved enstemmighed under Sognerådets Ekstraordinære Nødforsamling gjort lovpligtig. Man var herefter som medborger i Gustenhuse under strafansvar forpligtet til at lussere børn, kvinder, oldinge, festnegre, uduelige mandspersoner (døde såvel som levende), husdyr, vegetation, apparater og automatiserede vehikler, ved blot det mindste tegn på opsætsig adfærd, slendrian, fjol, eller blot begrundet mistanke herom.
Vore mandlige medborgere fik hurtigt rettet ind i forhold til det nye sogneparadigme. Man hørte allesteds og til egen store tilfredsstillelse i døgndrift de raske klask af en by i fremgang!
Det er således med sindsro, at jeg, Larmo Rasselschlüssel, aftræder mit sekellange embede som vægter i kære, gamle Gustenhuse. Mit arbejde er fuldbragt, og byen og sognet kan nu se en lys fremtid i møde!
Larmo Rasselschlüssel nyder sit velfortjente otium i hjemmet, Havekolonien Skadefryd bag det for længst nedlagte Gustenhuse Friluftskrematorium.
Lad os alle, her i afskedens vemodige stund, sammen med Larmo istemme den traditionelle danske Vægtersang, med moderne tekst af afdøde V. Røvlenberg (andet samt sidste vers):
Hov vægter! Klokken er slagen 12
Det var ved midnatstide, brunvaren den blev født. Til gavn Alverden skide, hvad ellers var forødt.
Vor klokke er slagen tolv! Med tarme og rø’ev, af hjertet prøv; befal dig Gud i vold!
Hov vægter! Klokken er slagen 5
O, store morgenstjerne! Vor byrd’ i Verden hér, tålmodelig vi gerne aflægge, som vi bæ’er.
Vor klokke er slagen fem. Kom kun, vare brun! Hold stuen lun; oplys vort hus og hjem!
Efter årtiers uafbrudt vækst og den nyvunden økonomisk frihed blandt selv vore usleste medborgere, fulgte desværre generel løssluppenhed og en katastrofal mangel på disciplin. Overskuddet soldedes op på intetsigende modefænomener og eksperimenteren med nymodens bevidsthedsudvidende substanser. Borgerne hungrende efter noget nyt, tabubelagt og spændende, og lod hånt om de etablerede samfundsnormer. Resultatet blev – helt forventeligt – en absolut kulturel og social deroute.
Herover ses Gustenhuses første opiumshule. Rygehytten på Gustenhuse Hede startede som et socialt eksperiment, men udviklede sig lynsnart til et gigantisk problem.
Euforiserede medborgere slumrer på tragisk vis ind i psykedelisk døs. De uhyrlige bivirkninger ved denne aktivitet fulgte de involverede misbrugere gennem livet, indtil det blev vedtaget at tvangsindlægge dem på Gack E. Lacksens sanatorium, hvilket synes at have løst problemet, idet man aldrig siden hørte fra de pågældende patienter.
Her ses et eksempel på resultaterne af de frygtelige stoffers indflydelse på den menneskelige organisme: en narkotikapåvirket medborger dratter død om midt på Hovedgaden.
VINDUESKIGGERPLAGEN I 1978
Da de første sort/hvide fjernsynsapparater kom i handelen i slutningen af halvfjerdserne, var det ikke alle medborgere beskåret at eje et sådant luksusforbrugsgode.
Fascinationen af de levende billeder var enorm, og det blev således en kolossal byrde for ordensmyndighederne i Gustenhuse at bortvise diverse hæmningsløse personer fra respektable familiers stuevinduer, hvor lureriet nærmest blev for en folkebevægelse at regne.
Den direkte transmission fra par-VM i masturbation i 1978 var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Den danske deltagelse ved den populære duo Hans Lange-Lem/Hack Pickemann, kommenteret af den navnkundige Gunner Rée, var simpelthen for stor en fristelse for selv normalt lovlydige borgere, der stod klinede til vinduerne for at følge deres helte i aktion.
Normale modforanstaltninger såsom lussinger og bøder hjalp ikke, og først da mørklægningsgardinerne fra Besættelsestiden var fundet frem, blev der igen nogenlunde ro om privatlivets fred i de små hjem.
MASSEHYSTERI, DA BÄHLERURNEN KOM
Den ene folkepsykose blev naturligt fulgt af den næste, og efter plejehjemsforgiftningen af 1979 opstod en nærmest vanvittig efterspørgsel efter urner, da vor kirkegård i forvejen led under katastrofal pladsmangel, og Gustenhusmose samtidig var underlagt strikse regulativer iht. Brunvareudvindingsdekretet.
Derfor oplevede byen dette år en veritabel folkevandring til isenkræmmer Klinkbergs udsalg på Skrammeltoften 8, hvor folk stod i lange køer for at erhverve sig den nye fashionable Bählerurne – uigenkaldeligt sidste skrig – som dengang kostede hvad svarede til min egen udbetalte ugeløn: hele kr. 1,76.
Det eneste kendte eksemplar af vasedrejer Bählers mesterværk, som endnu ikke er i anvendelse. Foto med tilladelse fra Fækalmuseet.
Gustenhuse Aviationsforenings Liggasballon måtte en overgang tages helt ud af anvendelse, grundet mangel på drivmiddel. Kremationsdillen var blot endnu et symptom på en kedelig samfundsudvikling, og det skulle desværre blive endnu mere grelt i gode, gamle Gustenhuse.
SVEND PHÆKALI — DEN GALE HYPNOTISØR
Denne afskyelige charlatan havde let spil i disse retningsløse år. En storforbryder, i ondskab kun overgået af Gustenhusebandens medlemmer, fandt hurtigt fodfæste i vort sogn, og drev i et helt år sit perverse og utugtige spil med diverse godtroende kvindfolk.
Den sensationshungrende befolkning mødte velvilligt frem til de groteske forestillinger, der fandt sted efter solnedgang, i gyllespreder Svinbergs storlade.
Her ses en situation fra en af dr. Phælkalis populære aftenseancer, hvor assistent S. Maddersen ved gentagen slagpåvirkning med forhammer brækker et massivt stykke fossilbrunvare oven på en hypnotiseret og rigidt udspændt kvindelig figurant. Det var under en sådan demonstration, at katastrofen uvægerligt måtte ske.
Svinbergs lade eksploderede, og antændte Den Store Hedebrand, hvilket selvfølgelig førte til yderligere genvordigheder. Det var i sandhed travle tider i Gustenhuse.
BRANDDASKERINVASIONEN I 1980
Her ses blot lidt af den store katastrofe. I hundredevis af hektar afgrøder og skov brændte, og ilden lå længe derefter og ulmede.
Vort lokale frivillige brandvæsen gjorde en upåklagelig indsats, men fik desværre aldrig helt styr på efterslukningen. Vi måtte ydmygt anmode offentligheden om hjælp.
Desværre var der ingen styr på begivenhederne. Fra nær og fjern væltede det ind med godhjertede frivillige, der uden faglig kyndighed forrettede mere skade end de gjorde gavn.
PAPIRMANGELEN
Tabet af de mange naturressourcer, herunder store mængder træmasse, betød et meget hårdt slag for de trykte lokalmedier, herunder ikke mindst billedpornografien.
Indsamlingen af gamle erotiske magasiner blev en prioritet, og det var sørgeligt at bevidne, hvorledes mangen en medborger yderst modvilligt og med tårer i øjnene indleverede deres fine samlinger, for at sikre den fremtidige produktion.
Der blev dog hurtigt rådet bod på det manglende udbud, og qva et forbilledligt samarbejde mellem lokalpressen og de yngre kvindelige medborgere kom der atter varer på de nederste hylder.
BESØG AF DEN NORDAMERIKANSKE NEGERDELEGATION I 1982
Den meget ærede George W. Johnson med følge inspicerede Gustenhuse i 1982. På fotografiet ses viceborgmester Igno Randt overrække Gustenhuses Æresdiplom For På Klokkeslæt Præcist Fremmøde til den amerikanske kulturattachés stedfortræder, da hr. Johnson desværre måtte gå på toilettet, mens billedet blev taget.
Hvad så disse honoratiores da under deres diplomatiske visit?
…elendighed og menneskelig degradation i allehånde afskrækkende former.
Det var ikke vor by værdigt, og det kunne ikke længere ignoreres, at Gustenhuse havde alvorlige problemer. Desværre kunne amerikanerne ikke dy sig for at markere deres utilfredshed med oplevelsen i form af denne satiriske musikalske indspilning, som opnåede en 117.-plads på Dansktoppens hitliste, mellem 23.06. og 24.06.1982:
Denne kulturelle begmand var jo et kolossalt hak i selvforståelsen. Så galt stod det til med andre ord til i vort kære hjemsogn, på daværende tidspunkt. Selv negrene lo af os! Det var så sandelig tid til forandring.
(Den lokalhistorisk relevante grammofonplade (Dolypor, NW-34-6473b), kan i brugt tilstand, ubegrænset oplag, erhverves formedelst kr. 0,02, i marskandiserforretningen, Gammel Ragelsesgade 4c. Bytte er også en mulighed, især s/h fotografier og private filmoptagelser af badende unge piger har interesse. Kontakt borgmesterkontoret, spørg efter Hartmann).
VÆGTER OG HÆDERSMAND, HR. LARMO RASSELSCHLÜSSEL VIL
INDEN LÆNGE AFSLUTTE SINE ERINDRINGER MED ET 3. AFSNIT
