NYT MUSIKALSK GULDBIDRAG fra sangeren, banjovirtuosen og komponisten Gade Jørgen. En knockelsk familiefestvise får den helt rigtige præsentation.
KLIK OG SPIL:
…OG SYNG MED! Teksten følger her:
Genboen Svendsen fyldte 65 år
og bød på mad og en lille tår.
Bordet blev dækket af hans kyndige frue,
gæster ankom til et festligt skue:
Et orgie af laks, steg og fromage,
men nu begyndte fætter Bob at lave ravage.
På kartoflerne fandt han skræl og pletter,
den slags serverer man ikke for en kræsen fætter.
Fromagen var lavet af pulver fra en pose
og osten smagte, som havde den ligget i en mose.
Øllet var lunkent, og rødvinen sur:
Her er sgu stort set intet, der dur!
Blandt gæsterne var vor gamle lærer Ussing.
Han gik rundt om bordet og gav ham en lussing:
Jeg har kendt dig siden dumpeklassen,
hvor du var elev og ofte fik på kassen.
Nu skal du klappe i og være glad
for øl og vin og udmærket mad.
Skam dig de næste dage og nætter
og hold så din mund, du frække fætter!
Ussing fik tak, applaus og hyldest;
for en velrettet lussing havde atter gjort fyldest.
Øllet var lunkent, og rødvinen sur:
Her er sgu stort set intet, der dur!
Benni og Lydia gik ned mod slumkvarteret for at opsøge dynatmitfisker Bax IX Lubbert i hans private barak.
De havde først været på havnen og derefter besøgt Landproletarisk Kælderbodega. Her fortalte Onkel Philbert, at Bax var gået hjem for at spise slæbesild sammen med Mångki, onkels nye abe.
Det forlovede par stoppede foran dynamitfiskerens matrikel og skævede mod skuret der var opført af drivtømmer og traktordæk.
“Lydia …” sagde Benni trist. Han så hende dybt i øjnene. “Vi bliver nødt til at konfrontere ham. Der er simpelthen for meget på spil. Mit silkeslips. Dit ve og vel. Hele Danmarks sikkerhed. Jeg lover at købe en ny ring til dig. Den bliver måske ikke nær så smuk og dyr…”
Lydia nikkede og kneb en tåre.
“Åh, Benni. Hvad er det dog vi har rodet os ud i?” Hun omfavnede ham. “Du har ret. Men min far vil aldrig aflevere den til os. Ikke på vilkår.”
Benni rettede ryggen og fremdrog sin nyerhvervede Colt.
“Måske kan denne overtale ham.”
“Er det virkelig nødvendigt?” gispede Lydia.
Benni nikkede bestemt, gemte pistolen væk og åbnede havelågen.
* * *
Kødfoderfabrikkens gigantiske produktionslokaler var stille som graven. Doktoren marcherede frem og tilbage og klargjorde maskinen, der skulle blive Benni Borgwald-Bertelsens endeligt. Han måtte elimineres.
Normalt var kødfoderfabrikken fyldt med hårdtarbejdende folk. Men ikke denne dag. Doktoren havde hypnotiseret direktøren til at blæse i fyraftensfløjten og sende alle medarbejdere hjem, så mødet kunne finde sted i hemmelighed.
Han gned hænderne sammen og gnæggede. Hvis alt gik vel, ville han snart besidde den røde rubin, og Benni Borgwald-Bertelsen ville være knust til kødgrød og hældt på konservesdåser.
Doktoren så på lommeuret. Klokken var 12.15. Om tre kvarter gik det løs. Når han fik den røde rubin, havde han endelig en klemme på Norge.
* * *
Bax IX rev den skæve trædør op og stirrede på Benni med et anklagende blik.
“Dig!” vrængede han.
“Hr. Lubbert,” sagde Benni og mærkede sin hals snøre sig sammen. Svigerfaderen var større end han huskede.
“Hvad vil du mig?” brummede Bax. “Har du ikke travlt med at feje aske sammen?” Han smilede hånligt.
“Du har desværre … noget … der tilhører Ly… din datter,” fremstammede Benni. “Jeg vil frygtelig gerne have … rubinringen tilbage. Det …”
Bax knaldede ham en lussing, der sendte ham baglæns ud i forhaven. Benni landede på gruset.
“Forlovelsen er aflyst. Er det forstået?” tordnede Bax. “Jeg finder selv en ægtemand til min datter. Der er flere kandidater i proletariatet. Du er ikke andet end et overklassebløddyr!”
Benni rejste sig og trak sin pistol.
“Det … det er vi to om at bestemme!” Han sigtede på sin svigerfader med rystende hænder. “Rubinringen nu! Ellers …”
Bax stirrede på den desperate mand med et overrasket udtryk. Hans mundvige bevægede sig opad. Dynamitfiskeren satte fingrene til munden og piftede. Med en pludselig bevægelse spænede en krumrygget, pelset skikkelse ud fra barakken og sprang i flæsket på Benni.
Aben Mångki afvæbnede ham med et håndkantsslag og gav ham en pinefuld olfert. Primaten trak Benni gennem forhaven i underbenklæderne og urinerede på ham.
Bax brød ud i en hjertelig latter mens aben ydmygede svigersønnen yderligere. Lydia stod ude ved fortovet i en katatonisk choktilstand.
“Så er det godt,” udbrød Bax, og Mångki løb ind i barakken igen for at spise melorme, ryge cigarer og drikke rød sodavand.
“Jeg troede ikke du havde det i dig,” grinede Bax og hjalp Benni på benene. “Det kræver rygrad at true mig. Kom indenfor, I to.”
(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)
Nordvestjyllands globale position bliver nu atter styrket. Skibsfører Gylbert Onan, søn af fhv. landoverpostbud Olphert Onan-Olsen, Blodhøj, tiltræder som kaptajn på motorfærgen “Queen of Namibia” og vil stå ved roret, når den renoverede færge afgår fra Blodhavn Midtermole førstkommende tirsdag kl. 07.33 prc.
Ruten drives af Blodhavn Folkebådfart, og der vil være anløb i Agadir (Marocco), Conacry (Guinea) og Luanda (Angola) inden den endelige destination, Blodhavns venskabsby Swakopmund i Namibia.
“Vi mener, at tiden er inde til at genoptage den nære og regelmæssige kontakt med vore venner dernede,” udtaler færgerederiets direktør, Odin Plumbert-Peckelkrage. “Flere båd- og flyforbindelser har været ramt af uheld, men med et fartøj i topform og en veltrimmet, rutineret kaptajn om bord tror vi på, at det vil lykkes denne gang. Finansielt har vi et solidt rygstød i de 147 folkeaktier à kr. 13,98, som blev nytegnet sidste år i november.”
Med forbehold for vejr og anden force majeure vil sejltiden til Swakopmund være cirka 32 døgn. Skibets kapacitet er 80 passagerer med børn og/eller større husdyr. “Vi medbringer rigeligt med kødfoder til alle, og skulle dunkene med petroleum til motoren løbe tør, er der årer, stager og padler om bord,” oplyser kaptajn Onan.
Billetprisen på den første afgang er i reklameøjemed sat så lavt som 2,34 kr. pr. passager, halv pris for børn og husdyr, yderligere reduktion ved afstigning undervejs. “Velkomstlussinger og højt humør er inkluderet. Bestil Deres rabatbillet straks i dag hos Klamhuse Brugsforening!” siger en smilende kaptajn, som efter 37 år på Limfjorden ser frem til at betvinge verdenshavene.
En våd og ildevarslende decembervind peb om hushjørnerne, mens landproletariatet samledes på Stationspladsen i Nørre Usseldrup. Øjnene var rettet mod bladhusets førstesal. Hvor var petroleumsfaklerne, som plejede at varsle julens komme, og hvor var den olding, alle ventede på?
– Ingen jul i år, lød det med rusten stemme fra alkoven i redaktørhjemmet. Louis B. Knockel var ramt af influenza og sengeliggende for første gang siden 13. september 1958, da han blev bidt i venstre testikel af en rabiesbefængt hyæne på Klamhuse Hede.
Hans trofaste væbnere, Baryl Nidding Halunk og Eberhard Stürwolt, udførte i disse døgn livsvigtig patruljetjeneste langs sognegrænserne, hvor man frygtede et nyt angreb fra Holstebro, så hvem skulle uddele lussinger ved årets juleparade?
– Vi har gjort vor pligt, nu kræver vi vor ret! lød et råb fra den regnvåde folkemængde. Børn og voksne drev planløst rundt i de mudrede gader, og man fornemmede en tiltagende rumlen af utilfredshed og bitterhed. Skulle et langt års slid og slæb virkelig nu slutte og belønnes med ingenting?
– Det bliver enden for mig og for os alle, lød det med pibende stemme fra den feberskælvende olding, der lå i alkovens halm med sine to husgeder og avlsgrisen Josefa XIV Blodhøj.
I dette øjeblik hørtes knoslag på døren.
– Bliv væk, og lad mig dø i fred! bjæffede Louis.
– Jamen, det er mig, din egen onkel Bob fra Chicago!
– Umuligt.
– Så luk dog op, mand, og se, hvad jeg har med!
Den kvikkeste af gederne sprang til døren og haspede af. Udenfor på trappen stod en rynket mandsling i jakkesæt og med en metalkuffert i hånden.
– Bob, stønnede Louis, da hans slægtning var nået frem til alkoven. – Jamen, det er jo virkelig dig. Jeg kan kende dig fra billederne, du sendte hjem. Kære gamle Bob…
Onklen, døbt Robert Cervelator Schneckelfritz-Sørensen, var udvandret til Nordamerika engang i 1920’erne. Siden havde han med mellemrum sendt breve hjem, nogle af dem med avisudklip eller fotos, der fortalte om hans karriere som hundefrisør, banjovirtuos og masturbationstræner. Ingen tvivl om, at Bob var en betydningsfuld figur i samfundslivet i Chicago.
– Jeg hører, du har et lille problem, kære Louis, gnækkede den knastørre, men ustoppeligt muntre olding. – Lad mig løse det for dig!
– Hvordan? Hundredevis af ranke landproletarer og deres familier venter på lussinger.
– Se nu bare her!
Bob smækkede kuffertlåget op. Et sindrigt maskineri med blinkende røde og grønne kontrollamper kom til syne.
– Hvad er det?
– En atomdrevet, udklappelig lussingmaskine med en kapacitet på 124 kaskaderende slag i minuttet. Den kan køre i månedsvis på den lille urancigar, jeg har fodret den med. Når de to lussingvinger er foldet ud, kan de gennemvarme kindbakkerne på selv den kraftigste landarbejder. Jeg bærer maskinen ned til hjørnet af Latrinstræde og sætter den i gang om et øjeblik, men allerførst skal du have en uforglemmelig julefestlussing, min kære Louis.
Redaktør Knockel rejste sig fra smertenslejet. – Jeg er parat, bjæffede han, – og jeg føler mig halvvejs rask allerede. Måske er det den vidunderlige varme stråling fra maskinen, der gør sin virkning. Tak, onkel Bob, tak af hele mit hjerte!
Efterskrift
Også denne roman bygger i høj grad på virkelige begivenheder. Hvis nogen tvivler, kan de lade sig overbevise ved at betragte dette dokumentationsfoto af onkel Bob på hjemmebane i Chicago.
Lulla & Silvanus Landknockel: GAVEN FRA ONKEL BOB 2. udgave, 1. oplag
(Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes)
Efter flere års udviklingsarbejde er Klamhuse Maskinsmedie klar til at demonstrere en opfindelse, der vil revolutionere såvel børnepædagogikken som den øvrige disciplinære indsats i samfundet: En mobil maskine med en ydeevne på 1800 kraftige lussinger i timen eller op til det dobbelte antal, når slagstyrken reguleres nedad.
Maskinen er selvkørende, men kan også i tilfælde af brændstofmangel flyttes af hest, traktor eller et hold raske, veldisciplinerede lussanter. Driften er ikke afhængig af eksterne kraftkilder. Der skal blot være mindst tre lussanter til stede, hvoraf to træder i vægtstængerne, mens den tredje tager imod de kaskaderende slag på begge sider af hovedet.
Klamhuse Maskinsmedies førstesvend, Alban O. Lumbago, er manden bag det nye gigant-hjælpemiddel. – Jeg ved fra min hverdag på fabrikken og hjemme i familien, hvor megen tid der går med manuel lussering. Min fremtidsvision er, at et antal maskiner til stadighed kører rundt på sognevejene og aflaster arbejdsgivere, husfædre, lærere og andre lussingansvarlige.
De Knockelske Blade har støttet udviklingsarbejdet med kr.18,39 samt en rulle voksdug til beklædning af slagfladerne. Redaktør Louis B. Knockel glæder sig til at se maskinen i drift. – Der er behov for effektiv masselussering, i dag mere end nogensinde, siger han. – Men uanset hvor ydedygtigt, dette redskab måtte vise sig, vil ihærdig manuel lussering dog stadig være nødvendig, overalt hvor mennesker mødes.
En jubelnyhed, som Nordvestjylland sjældent eller aldrig har hørt magen til, blev i morges kl. 06.44 bekendtgjort på Stationspladsen i Nørre Usseldrup: Det storslubberttempel, der så tragisk nedbrændte for 21 år siden, vil blive genrejst i hidtil uset pragt, bladforgyldt og med tårn og balkoner, hvorfra vor landsdels slubberter kan indkaldes til møder og stævner.
En lige så forbløffende nyhed er det, at manden bag templets genrejsning er den samme, som i sin tid blev dømt for at have ødelagt det. Han forsvandt ind i fængslets skygger, forhadt og foragtet som en folkefjende af værste slags.
Det drejer sig om den nu 43-årige Folbert Grüde, der efter 21 år bag tremmer vil rette op på sin dystre fortid. Som alle midaldrende og ældre landslubberter vil huske, var det Folbert, der under et midnatsmøde i Nordvestjysk Storslubbertselskab antændte en cigar i farlig nærhed af den fra kælderen opstigende tarmgas og dermed startede den eksplosionsagtige kædebrand, som endte med at lægge det historiske tempel i ruiner.
Slubbertbevægelsen har siden været henvist til skiftende mødesteder, hvilket har vanskeliggjort den hemmeligholdelse, som er en væsentlig del af den slubbertologiske ideologi. – Vi glæder os som børn til atter at have vores eget bevogtede stortempel, og den ydre forgyldning er ikke mere, end vi i kraft af vort samfundsvirke har fortjent, udtaler præsiderende storslubbertformand, fækaliegrosserer Jalbert C. Phimosis-Petersen, Klamhuse.
Templets ødelægger og redningsmand, Folbert Grüde, har under sit langvarige fængselsophold sammensparet 34,17 kroner, og denne kapital udgør byggefondens grundstamme. Egnens førstemand, Louis B. Knockel, supplerer med yderligere 6-7 kroner og et rundhåndet antal arbejdslussinger. Det nødvendige bladguld vil blive opkrævet ved sognegrænserne, når svenske og andre turister viser sig.
– En ny morgen og en ny gylden dag oprinder for os alle, sagde redaktør Knockel, mens han strålende af glæde tildelte hr. Grüde en snes præcist placerede takkelussinger.
Jubeltransportreportage: Crass Børsting Foto: Yollah Børsting, Siri Schneckelfritz m.fl.
For miljøets, økonomiens og den ranke morals skyld vil kollektiv transport i de kommende måneder og år blive dramatisk oprustet i vore nordvestjyske hjemsogne. Al tarmgas, som hidtil er forsvundet ud gennem landproletariatets buksebage, vil blive dirigeret ind i de transportmidler, der skal varetage opgaverne, og alle dertil egnede vehikler vil ligeledes blive forsynet med pedalaggregater til muskulær fremdrift.
Indledningsvis vil Nordvestjysk Landproletarforbund tilbyde daglig kørelejlighed fra Klamhuse og Nørre Usseldrup mod de talrige arbejdspladser i Blodhavn. Påstigning kl. 05.17 prc. i Klamhuse, 05.29 i Nørre Usseldrup, fælles hjemfart fra Blodhavn Midtermole kl. 21.04 prc.
Mange af vore private transportmidler sættes ligeledes ind i denne kampagne. Veltrænede husdyr skal færdes på sognevejene det meste af døgnet og således gøre mere nytte, end de hidtil har gjort.
Som overordnet transportkoordinator er indsat postmester R. Schneckelfritz, Vester Klamhuse, der siden 1989 har vist et fremragende talent for effektivisering af brevomdelingen. Mens 17 brevbude ved hans tiltrædelse udbragte ialt ca. 180 daglige forsendelser, er det nu 15 bude, der klarer ca. 191 forsendelser. Postvæsenets administration er i samme periode forøget fra 2 til 11 medarbejdere, men da de fleste af disse er masturbationsidrætsmænd med permanent orlov, er omkostningerne uden betydning.
Det samlede storprojekt er understøttet af Den Knockelske Samfundsfond med 8,76 kr. og flere tusinde tilrettevisende færdselslussinger.
En stilfærdig, men gennemgribende samfundsrevolution er på vej hen over Nordvestjylland. Hestehoveder, blomkålsører, fem-dobbelte pludderhager, stærkt fremskudte øjenbryn og indfaldne gummer vil snart igen være symboler på magt og anseelse.
Bag denne lykkelige udvikling står Hestehovedklubben af 1927, som efter mange års stilstand nu atter er i rivende fremdrift.
Hestehovedklubbens grundlægger, beslagsmed Pholbert Haraldsen (1839-1941) præsiderede ved sin alt for tidlige død over en folkebevægelse med flere hundrede eksempler på deforme fysiognomier. Uigennemtænkte forsøg på at komme til at ligne alle andre har i de efterfølgende årtier undergravet nordvestjysk selvstændighed, men nu kalder Pholberts barnebarn, kondomvulkanisør Hippo Haraldsen, Klamhuse Vestermark, til modrevolution.
– Vi er startet i det stille, men vores seneste udendørs parade samlede over 214 stærkt afvigende hovedformer, og ved alle kommende nordvestjyske valg og udnævnelser kan vi gøre os gældende med knusende styrke, udtaler hr. Haraldsen jr.
Louis B. Knockel har støttet klubbens rekonstruktion med rådgivning og mange hundrede opmuntrende lussinger. – Jeg har lagt vægt på, at ikke kun heste-, men også hunde- og grisehoveder kom med i bevægelsen, og det er lykkedes til fulde. Mine egne efterkommere, såvel de to- som firbenede, marcherer taktfast fremad i denne nordvestjyske folkestorm.
Klamhuse Armerstatningsinstitut slog i dag dørene op for at behandle den armslattenhed, der har bredt sig i lokalområdet.
Flere borgere har fået så slatne og jammerlige arme, at de ikke længere er i stand til at uddele en simpel lussing. En sørgelig udvikling mener Dr. Mowgli, stifter af det nyåbnede behandlingssted.
– En lussing er et disciplineringsværktøj, et led i humørspredning og medvirken til en forhøjet livskvalitet. Hele vort samfund er bygget op omkring kindklask. Vi må værne om værdierne og råbe vagt i gevær, erklærer Dr. Mowgli og tilføjer: – Alle fortjener et par klaskevenlige arme.
Skulle De, kære læser, være så uheldi,g at Deres arme er blevet slaskede og umedgørlige som udkogt spagetti, så er håbet ikke ude. Dr. Mowgli tilbyder for den nette sum af kr. 74,50 at erstatte umulighederne med to friske og funktionsdygtige proteser med livagtig gummibelægning og bevægelighed.
Den hurtige og effektiv behandling eksekveres således:
Patienten møder op på klinikken og modtages af de to lesbiske klinikassistenter, Mamse og Albana Dukkert, der trakterer med sandkage og likør.
Når doktoren er klar, føres patienten ud i baggården, hvor krokodillen Kokos venter. Krybdyret er parteringsansvarlig og assisterer Dr. Mowgli under alle operationerne. Trods et voldsomt mundtøj formår Kokos at præstere et forbløffende præcisionsarbejde. Snorlige udskæringer på millimetermål. En egenskab, der har givet den tilnavnet Panserskalpelen.
Når armene er bidt af og fortæret af Kokos, påmonteres de to nye ved hjælp af et armpåsætningsapparat, fremstillet af brødrene Kahllun.
De forlorne legemsdele er udstyret med et pumpesystem, som man kender det fra vandpistoler. Inden uddeling af lussinger bøjer man underarmen frem og tilbage i et rask tempo. Jo mere der pumpes, desto kraftigere bliver slaget.
– Jeg vil kalde det et af de seneste 100 års største fremskridt, udtaler egnens disciplinære førstemand, Louis B. Knockel. – Min hustru Vera, der i går knap nok kunne jage en flue væk fra sit eget ansigt med brug af begge hænder, smækker nu efter en hurtig og næsten smertefri operation atter raske, muntert syngende lussinger overalt i vor virksomhed og ude blandt folk, hvor hun færdes.
