Tag-arkiv: Bax

Kampen om den røde rubin 6:25

Lydia havde travlt med at gøre sig smuk til natten. Hun gned sine opsvulmede kinder med salmiakspiritus og lukkede lejlighedens eneste vindue op, så hendes vedvarende kraftige flatulens kunne drive ud i decembermørket.

Hvor blev Benni af?

Hun så sig i spejlet. Læberødt! tænkte hun og lod handling følge tanke. Den gule fløjlskjoles to øverste knapper blev løsnet. Nu er jeg klar, Benni, tænkte hun, men hvor er du, min elskede, min forlovede, min rubingavemand?

Omsider hørte hun trin på trappen. Tunge trin. Hun åbnede døren på klem og satte ansigtet op til et smil, som dog forsvandt i næste sekund.

Manden, der trampede op mod hende, var dynamitfisker Bax IX Lubbert, hendes kødelige fader. Han var som altid iført sine fisker-overalls og lugtede stærkt af de fangster, der gennem ni generationer havde været familiens levebrød, siden cirka 1897 hjulpet af Alfred Nobels vidunderlige opfindelse.

Hvor er han, slamberten?” brølede Bax.

Ja, æh, hvis det Benni, du mener, så…

Hans væmmelige to-farvede burgøjserbil holder hernede, så lad være med at spille uskyldig. Hvor er han?”

Bax møvede forbi datteren og ind i lejligheden. Han åbnede køkkenskabet og døren til badeværelset. Han dumpede ned på knæ og kiggede under sovesofaen. Ingen Benni. Det ville være umuligt at skjule en ung mand, ja selv et barn eller en dværgpincher i en lejlighed af denne størrelse.

Hvad fanden…” mumlede han, mens han rejste sig. ”Er han fløjet ud af vinduet? Sig noget, tøs! Og hvad er det for en tingest på din højre hånd?”

Lydias hånd med rubinringen fløj om på ryggen, men for sent. Bax greb om hendes arm og drejede hende rundt.

Den tager jeg med. Du kan sige til din unge løjser, at hans ring ligger til afhentning hos Bax den niende Lubbert, og så skal jeg fortælle ham en ting eller to, når han dukker op.”

Bax smækkede entredøren efter sig. Lydia stod ved sovesofaen og hulkede.

Fader Bax var en tyran, og Benni havde gjort sig usynlig. Alt, inklusiv rubinring og forlovelseshumør, havde hun mistet, og om få timer skulle hun møde på sin læreplads, andelshundesalonen Trim Fido Glad, Vester Usseldrup, hvor det var et uomgængeligt krav, at man så frisk og munter ud.

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Storfisk

Mere info om nordvestjyske dynamitfiskere

Flux videre til afsnit 7

Tilbage til avisens forside

 

Kampen om den røde rubin 8:25

Bax IX Lubbert var på vej mod havnen. Snefnug prellede af på hans læderagtige ansigtshud. I den ene af hans håndboldstore næver, stukket ned i overallens højre lomme, lå den rubinring, han netop havde vredet af Lydias finger.

Var jeg for hård ved tøsen? tænkte han i et sjældent anfald af selvtvivl. Nej, fandme, hun skal ikke ind i en burgøjserfamilie af diskenspringere og modeherrer. Så længe vi har ranke og hæderlige yngre dynamitfiskere her i Blodhavn, kan og skal Lydia finde en ægtemand i deres skare. Sådan har vi Lubberter parret og formeret os med gode resultater gennem ni generationer, og sådan skal det denondefjerteme fortsætte, i hvert fald min tid ud.

Blodhavns gader lå øde hen i aftenmørket. Nordvestjylland ydede sit bidrag til den globale klimakamp ved at slukke for elværket hver aften kl. 21.19, lørdage på ulige datoer dog først kl. 23.11. Et par huller i sneskyerne slap stjerneskær igennem, og Bax’es tunge fiskerstøvler kendte vejen over havnepladsen. Forude anede han omridset af sit gode skib Liberator VII Lubbert.

En cykelklokke klemtede tæt ved hans venstre øre, og en foroverkrummet skikkelse strejfede hans skulder.

Se dig for, klovn!” råbte Bax efter racercyklisten, som allerede fortonede sig i mørket. ”Næste gang bli’r du kylet i havnen!”

Han troppede om bord på båden. Det var tid til et par timers søvn i mandskabslukafet forude, men en ureglementeret lyd nåede hans ører. En levende fisk plaskede i lastrummets bundvand. Havde unge Jolbert, hans skibsdreng, ikke fået hele gårsdagens fangst af sted til auktionen? Satans til sløseri, og der var lussinger i vente, når Jolbert viste sit fregnede ansigt kl. 04.29 i morgen tidlig. 

Kraftige, hurtige lussinger, javist! Bax gjorde den refleksbevægelse, som ordet lussing altid udløste. Hans højre hånd, stor og hård som et skovlblad, kom op af lommen og svingede en halv omgang i mørket.

Han mærkede ikke, at rubinringen faldt ned i lastrummet, og han så ikke, at den enlige Vesterhavstorsk dernede havde gabet stående åbent, og at ringen i næste sekund var væk.

Helt og aldeles væk og borte.

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Julekort BLANK

Til en afveksling: Blodhavn Nordstrand ved sommertid

Flux videre til afsnit 9

Retur til forsiden

Kampen om den røde rubin 10:25

Udenfor på hotelgangen stod en mand med en banjo i legetøjsstørrelse mellem hænderne og et grin af næsten ufattelig længde gange bredde nederst i sit lysebrune hesteansigt.

God aften,” sagde han. ”Jeg er komponisten og festmusikeren Raben Volvo.”

Æh, vi har vist ikke bestilt musik,” sagde Benni.

Jeg bor på etagen nedenunder, og jeg hørte jer danse. En helt vidunderlig, accelererende rytme, som jeg vil bruge i en popsang.”

Jamen Benni altså, hvad kan det være, manden har hørt?” kvidrede Lydia. Hun stod bag sin partner med et sengetæppe af stretchnylon draperet om sin yppige figur.

Musikerens grin trodsede naturlovene og blev endnu større. Hans glorøde ører flyttede om i nakken.

Som bekendt blev det her skønne luxushotel revet ned i fjor,” sagde han, “og genopført i moderne, lette materialer, fortrinsvis krydsfiner og bølgepap. Man hører derfor ganske tydeligt, hvad der foregår på de nærmeste værelser og etager. Vær nu søde at gentage rytmen, så finder jeg melodien og spiller den imens. Hvis det bliver et danskpop-hit, får I en procentdel af indtægterne. For slet ikke at tale om, hvis nummeret kommer med i en musical på Broadway”.

Jamen, kan vi det?” mumlede Benni til sin forlovede.

Det lyder da på en måde romantisk,” svarede Lydia.

* * *

Bax IX Lubbert, Lydias strenge fader, snorkede om kap med klaskende bølgelyde. Han lå i køjen forude i sit gode skib Liberator VII Lubbert, og hen over de små timer var det blæst op vestfra.

Klokken 04.29 præcis blev han rusket i skulderen. Skibsdrengen, unge Jolbert, var mødt frem til aftalt tid.

Radioen melder orkan,” sagde drengen.

Satans!” brummede Bax. Selv den tapreste dynamitfisker måtte blive hjemme på en orkandag og muligvis også dagen efter.

Han svingede de behårede fødder ned på dørken. Det snurrede i hans tykke hoved, mens han trak overallen på. Hvad var det, han skulle huske fra i aftes? Jo, ringen med den røde sten, som han havde vristet af Lydias finger.

Han mærkede i lommen, i begge lommer. Hvor fanden var den? Han fandt sin stavlygte og afsøgte hver eneste centimeter af det trange lukaf. Væk var dimsen, forbandet nok. Måske skulle han slet ikke have taget den, tænkte han i et sjældent anfald af selvtvivl.

Han gik hen over det uroligt vippende skibsdæk og kiggede ned i lastrummet. Dér svømmede den levende torsk, som havde irriteret ham aftenen i forvejen. Unge Jolbert fik en højrehåndslussing og et hurtigt kontradask på den modsatte kind, så han ikke røg over bord.

Den fisk skulle have været med på auktion i går,” sagde Bax. ”Kravl ned og hent den til mig!”

* * *

På vej hjemad gennem den skummelt forblæste havneby hørte Bax et kvækkende ”god morgen” fra en halvåben dør.

Han standsede og kneb øjnene sammen. I døren stod gamle Mutter Schweske, enke efter dynamitfiskeren Harding Schweske, som i 1979 havde tabt en tændt cigar ned i sprængstoflageret på sit fartøj. Det var en klar majdag, og Hardings søndersprængte legeme blev fortæret af tilstrømmende måger, inden de andre dynamitfiskere kunne nå at samle stumperne op. Begravelsen skete med en symbolsk tom kiste af sortmalet pap som midtpunkt.

Lige siden havde venner i fiskerierhvervet og andre gode folk understøttet den fattige enke og hendes cirka 14 børn. Den yngste var efterhånden 38 år, men gik stadig i børnehaveklasse. Førende psykologer betragtede familien Schweske som et langsigtet udviklingsprojekt, og Den Knockelske Socialfond havde år efter år bevilget op til 5,37 kr. til staklernes forplejning.

Mutter Schweske stirrede på den vældige dynamitfisker med bøn i øjnene.

Lad gå da,” sagde Bax og rakte hende sin syv-pundige torsk. Den var i live og ved godt mod, kunne man se på halen og de vågne øjne.

Husk nu sennepssovs,” bjæffede Bax, inden han skråede over gaden til Landproletarisk Kælderbodega. Arbejdsdagen var spildt, hovedmåltidet foræret væk; nu kunne man lige så godt få en fest ud af det.

Ved stambordet sad 98-årige onkel Philbert med et tomt ølkrus foran sig.

En flaske uran 235,” råbte Bax, ”og to Saltum discountcola, og lad det gå lidt gesvindt!”

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Drink tossen

Mere info om nordvestjyske drikkevaner

Flux videre til afsnit 11

Retur til avisens forside

Kampen om den røde rubin 17:25

Benni og Lydia gik ned mod slumkvarteret for at opsøge dynatmitfisker Bax IX Lubbert i hans private barak.

De havde først været på havnen og derefter besøgt Landproletarisk Kælderbodega. Her fortalte Onkel Philbert, at Bax var gået hjem for at spise slæbesild sammen med Mångki, onkels nye abe.

Det forlovede par stoppede foran dynamitfiskerens matrikel og skævede mod skuret der var opført af drivtømmer og traktordæk.

“Lydia …” sagde Benni trist. Han så hende dybt i øjnene. “Vi bliver nødt til at konfrontere ham. Der er simpelthen for meget på spil. Mit silkeslips. Dit ve og vel. Hele Danmarks sikkerhed. Jeg lover at købe en ny ring til dig. Den bliver måske ikke nær så smuk og dyr…”

Lydia nikkede og kneb en tåre.

“Åh, Benni. Hvad er det dog vi har rodet os ud i?” Hun omfavnede ham. “Du har ret. Men min far vil aldrig aflevere den til os. Ikke på vilkår.”

Benni rettede ryggen og fremdrog sin nyerhvervede Colt.

“Måske kan denne overtale ham.”

“Er det virkelig nødvendigt?” gispede Lydia.

Benni nikkede bestemt, gemte pistolen væk og åbnede havelågen.

* * *

Kødfoderfabrikkens gigantiske produktionslokaler var stille som graven. Doktoren marcherede frem og tilbage og klargjorde maskinen, der skulle blive Benni Borgwald-Bertelsens endeligt. Han måtte elimineres.

Normalt var kødfoderfabrikken fyldt med hårdtarbejdende folk. Men ikke denne dag. Doktoren havde hypnotiseret direktøren til at blæse i fyraftensfløjten og sende alle medarbejdere hjem, så mødet kunne finde sted i hemmelighed.

Han gned hænderne sammen og gnæggede. Hvis alt gik vel, ville han snart besidde den røde rubin, og Benni Borgwald-Bertelsen ville være knust til kødgrød og hældt på konservesdåser.

Doktoren så på lommeuret. Klokken var 12.15. Om tre kvarter gik det løs. Når han fik den røde rubin, havde han endelig en klemme på Norge.

* * *

Bax IX rev den skæve trædør op og stirrede på Benni med et anklagende blik.

“Dig!” vrængede han.

“Hr. Lubbert,” sagde Benni og mærkede sin hals snøre sig sammen. Svigerfaderen var større end han huskede.

“Hvad vil du mig?” brummede Bax. “Har du ikke travlt med at feje aske sammen?” Han smilede hånligt.

“Du har desværre … noget … der tilhører Ly… din datter,” fremstammede Benni. “Jeg vil frygtelig gerne have … rubinringen tilbage. Det …”

Bax knaldede ham en lussing, der sendte ham baglæns ud i forhaven. Benni landede på gruset.

“Forlovelsen er aflyst. Er det forstået?” tordnede Bax. “Jeg finder selv en ægtemand til min datter. Der er flere kandidater i proletariatet. Du er ikke andet end et overklassebløddyr!”

Benni rejste sig og trak sin pistol.

“Det … det er vi to om at bestemme!” Han sigtede på sin svigerfader med rystende hænder. “Rubinringen nu! Ellers …”

Bax stirrede på den desperate mand med et overrasket udtryk. Hans mundvige bevægede sig opad. Dynamitfiskeren satte fingrene til munden og piftede. Med en pludselig bevægelse spænede en krumrygget, pelset skikkelse ud fra barakken og sprang i flæsket på Benni.

Aben Mångki afvæbnede ham med et håndkantsslag og gav ham en pinefuld olfert. Primaten trak Benni gennem forhaven i underbenklæderne og urinerede på ham.

Bax brød ud i en hjertelig latter mens aben ydmygede svigersønnen yderligere. Lydia stod ude ved fortovet i en katatonisk choktilstand.

“Så er det godt,” udbrød Bax, og Mångki løb ind i barakken igen for at spise melorme, ryge cigarer og drikke rød sodavand.

“Jeg troede ikke du havde det i dig,” grinede Bax og hjalp Benni på benene. “Det kræver rygrad at true mig. Kom indenfor, I to.”

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Aber som tilskuere

Mere info om nordvestjysk kødfoderproduktion

Flux videre til afsnit 18

Retur til avisens forside