Kampen om den røde rubin 8:25

Bax IX Lubbert var på vej mod havnen. Snefnug prellede af på hans læderagtige ansigtshud. I den ene af hans håndboldstore næver, stukket ned i overallens højre lomme, lå den rubinring, han netop havde vredet af Lydias finger.

Var jeg for hård ved tøsen? tænkte han i et sjældent anfald af selvtvivl. Nej, fandme, hun skal ikke ind i en burgøjserfamilie af diskenspringere og modeherrer. Så længe vi har ranke og hæderlige yngre dynamitfiskere her i Blodhavn, kan og skal Lydia finde en ægtemand i deres skare. Sådan har vi Lubberter parret og formeret os med gode resultater gennem ni generationer, og sådan skal det denondefjerteme fortsætte, i hvert fald min tid ud.

Blodhavns gader lå øde hen i aftenmørket. Nordvestjylland ydede sit bidrag til den globale klimakamp ved at slukke for elværket hver aften kl. 21.19, lørdage på ulige datoer dog først kl. 23.11. Et par huller i sneskyerne slap stjerneskær igennem, og Bax’es tunge fiskerstøvler kendte vejen over havnepladsen. Forude anede han omridset af sit gode skib Liberator VII Lubbert.

En cykelklokke klemtede tæt ved hans venstre øre, og en foroverkrummet skikkelse strejfede hans skulder.

Se dig for, klovn!” råbte Bax efter racercyklisten, som allerede fortonede sig i mørket. ”Næste gang bli’r du kylet i havnen!”

Han troppede om bord på båden. Det var tid til et par timers søvn i mandskabslukafet forude, men en ureglementeret lyd nåede hans ører. En levende fisk plaskede i lastrummets bundvand. Havde unge Jolbert, hans skibsdreng, ikke fået hele gårsdagens fangst af sted til auktionen? Satans til sløseri, og der var lussinger i vente, når Jolbert viste sit fregnede ansigt kl. 04.29 i morgen tidlig. 

Kraftige, hurtige lussinger, javist! Bax gjorde den refleksbevægelse, som ordet lussing altid udløste. Hans højre hånd, stor og hård som et skovlblad, kom op af lommen og svingede en halv omgang i mørket.

Han mærkede ikke, at rubinringen faldt ned i lastrummet, og han så ikke, at den enlige Vesterhavstorsk dernede havde gabet stående åbent, og at ringen i næste sekund var væk.

Helt og aldeles væk og borte.

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Julekort BLANK

Til en afveksling: Blodhavn Nordstrand ved sommertid

Flux videre til afsnit 9

Retur til forsiden

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

*
To prove you're a person (not a spam script), type the security word shown in the picture. Click on the picture to hear an audio file of the word.
Anti-spam image