Regnen piskede over Brunmølle Udflugtskro, hvor gæsterne sad i læ og spiste dampende varme egnsretter.
“Jeg har noget jeg skal spørge dig om, min kære,” sagde Benni Borgwald-Bertelsen.
“Ja?” sagde hans udkårne Lydia med et hjerteligt smil.
Benni rømmede sig og rettede på sit grønne silkeslips. Han var arving til Klamhuse Herrebeklædningsmagasin, grundlagt i 1921 af hans bedstefader. En mand der bar habit alle døgnets timer, også i sengen. Så det var klart at den unge Benni havde en del at leve op til. Og det gjorde han.
“Ser du,” svarede Benni.
I aften skulle det være. Han havde købt den perfekte forlovelsesring af en sigøjner i en baggård. En smuk sag med en rubin, lige så fortryllende som Lydias øjne. Han havde betalt kassen for den.
Benni rakte hånden ind i frakkelommen for at frembringe smykket og stille det store spørgsmål.
“Kan det vente fem minutter?” sagde Lydia. “Har du noget imod, at jeg pudrer næsen først?”
“Ikke spor,” svarede han.
Lydia forlod spisesalen, og Benni sad tilbage ved bordet og drak af sin mørke rom. Han tændte en cigaret og forventede at alt ville gå planmæssigt, men han tog grueligt fejl.
Inden længe ville han havne i et slagsmål, en biljagt, en brand, og han ville blive forsøgt hypnotiseret og angrebet af næsten alle tænkelige onde magter.
Alt dette drejede sig om den ring, han havde i inderlommen. Udspekulerede personer var ude efter den. For det var ikke en almindelig ring. Tværtimod.
Benni mærkede en stor hånd på sin skulder. Han drejede hovedet og fik øje på to bredskuldrede mænd. De havde stiftstirrende øjne og kraftige kæber.
“Er De Benni Borgwald-Bertelsen?”
“Det er mig,” sagde han og fik med det samme en lussing, så han væltede af stolen.
Problemerne var begyndt, og der var ingen vej tilbage.
(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)
Varevognen med teksten Morfars Medister gjorde holdt ved springvandet foran palæet i Nørre Usseldrups rigmandskvarter. Vinduerne på den afskallede bygningsfacade var dækket af rådne brædder og stensøjlerne havde en faretruende skævhed.
“Piv!” En våd rotte løb i tørvejr gennem et hul i muren.
De to bredskuldrede mænd med de borgerlige navne Karloff og Brutus, trampede målrettede gennem regnen, og op ad trappestenene til hoveddøren. Trinene var glatte af pløre, fedt og døde rotter.
De gik gennem den vandkolde hall og videre endnu gennem spisestuen. Vandet dryppede fra hullerne i taget og der lugtede af gammelt kød og branket sukkermasse.
“Vi er hjemme, doktor!” råbte gorillaerne i kor og marcherede ind i herreværelset med mudder på skoene. En grammofon spillede Vivaldi henne i hjørnet, alt imens den tændte pejs badede jagttrofæerne på væggen i et skæbnesvangert skær.
“Pragtfuldt mine herrer,” svarede doktoren fra den højryggede lænestol. Han gnaskede elfenbenschips og drak metanollikør i sin ternede slåbrok. Hans tynde overskæg vibrerede sagte.
Han var ikke kommet sovende til dette fornemme domicil. Næh, han måtte i sin tid hypnotisere den tidligere ejer til at overdrage ham skødet og derefter gå i eksil i Holstebro. Han fik altid sin vilje med hypnose.
“Hit med den,” sagde doktoren og lagde godterne fra sig på serveringsbordet ved siden af stolen.
“Med hvad?” spurgte Karloff.
“Sportsektionen. Hvad tror du selv? Hit med den røde rubin.” Han himlede med øjnene og rakte hånden frem.
“Værsgo,” svarede Karloff og lagde den falske plasticring i håndfladen på sin overordnede.
“Det er sgu da ikke den jeg bad om,” hylede doktoren og kastede den forlorne ring ind i pejsen.
“Jamen, det var den han gav os,” sagde Brutus. “Så det må da være den rigtige.”
Doktoren greb en læderpude og pryglede sine lakajer til de lå og jamrede på isbjørnetæppet:
SMACK! “Auv!”
TUCK! “Undskyld.” KLASK! “Av, av!”
Doktoren kastede puden fra sig og løftede dem op i ørerne:
“Nu tager vi sammen tilbage og bringer orden i denne fadæse. Er det forstået?”
Håndlangerne nikkede som to disciplinerede skolebørn.
“Javel, doktor.”
“Det var flot!” Hypnotisøren iklædte sig overtøj og greb sit lommeur, sin kniv og en æske tændstikker. Han traskede mod døren. Kumpanerne fulgte trop.
“Hov, vent,” udbrød doktoren og gik tilbage til bogreolen. Han trak i en bog med et mølædt smudsbind. Der opstod en klikkende lyd bagved og en skjult dør åbnede sig til en hemmelig passage. Han gik ind i mørket og kom tilbage et minut senere.
“Jeg var lige ved at glemme min hat,” smilede han og vippede den på hovedet. “Lad os køre!”
Banden gik ud i den silende regn og satte sig i varevognen.
“Hvad gør vi nu?” sagde Brutus forsigtigt bag rattet. Han startede motoren.
Doktoren stirrede intenst gennem forruden:
“Hvis hr. Borgwald-Bertelsen ikke vil aflevere den røde rubin frivilligt …” sagde han og svang sit lommeur fra side til side.
Schwung … Schwung … schwung!
“… ja, så må jeg jo hjælpe ham lidt på vej.”
(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)
Bennis hånd gravede atter i habitjakkens inderlomme, hvor forlovelsesringen lå.
”Lydia,” sagde han med smør på stemmen. ”Jeg har noget til dig, og der følger et stort spørgsmål med.”
”Så er der mums!” lød et råb bag dem. Overtjener Möbelwaffel kom rullende hen over udflugtskroens bræddegulv. En sky af krydret køkkendamp bølgede omkring ham og serveringsvognen.
”Sprængt flodhest med tyttebærgelé og…”
”Du sagde næsehorn lige før,” indskød Benni.
”Flodhest, næsehorn, tasmansk pungrotte, kært dyr har mange navne. Se nu her!”
Pflumpf! En rødbrun, knoldet pladdermasse blev skovlet op på deres tallerkener. Sluschk! Et dobbelt mål grågul, sejtrukket roemos. Og pflisk – her fik de et par dryp af den annoncerede tyttebærgelé.
”Nyd jeres måltid, og det er en ordre fra mig og køkkenchefen!”
Det sprængte dyr mindede i forbløffende grad om brunt standardgranulat fra Klamhuse Kødfoderfabrik, men det, man fik i munden, var velkrydret, og lyden af ihærdig tygning, gurglning, ræbning og synkning fyldte spisesalen de næste minutter.
Lydia tørrede underansigtet nogenlunde rent og blinkede med sine store kornblomstblå øjne.
”Du ville sige noget, Benni?”
”Ja, ja…” Hans kæber arbejdede som stemplerne i en dieselmotor. ”Lydia, min julestjerne, min opvaskebørste, mit mobile lasershow… er det nu i aften, vi skal forlove os?”
Hun bøjede ansigtet over den stadig rygende tallerken. Benni skubbede ringen hen mod hende, og den røde rubin samlede alt lys i sig.
”Jo, min pasha,” svarede hun. ”Vores kærlighed gløder som Tjernobyl i 1986, men…”
”Men hvad?”
”Min far.”
Lydias far, dynamitfisker Bax Lubbert, Blodhavn, var en hård mand. Benni vidste det, alle vidste det. Han klappede Lydias hånd og sagde:
”Inden længe vil Bax respektere mig og anerkende mine kvaliteter. Jeg vinder næsten altid ved nærmere bekendtskab. Jeg kan også skaffe ham nogle vinterunderbukser med lodden vrang til stærkt reduceret pris.”
Lydia drejede ringen, og det glimtede rubinrødt i hendes øjne.
”Må jeg prøve den på?” sagde hun.
”Spis for helvede!” brølede overtjeneren bag dem. ”Vi har halvandet kilo mere under dampkogning i køkkenet.”
Syvogtredive minutter senere blev det nyforlovede unge par støttet ud fra kroen. Deres kinder var svulmet op som balloner, og habitjakken sad uhyggeligt stramt om Bennis overkrop. Han glædede sig til at komme ind i sin to-farvede Ford Capri 1600 GT XL, hvor motoren kunne overdøve Lydias og hans egen uophørlige flatulens.
Hun vaklede af sted med højre hånd strakt frem foran sig, stadig hypnotiseret af rubinen.
”Så ruller vi,” sagde Benni, da de med overtjenerens hjælp var blevet lempet ned i sportsvehiklet.
I det samme så han et uhyggeligt syn i sit bakspejl: En varevogn med den påklistrede tekst Morfars Medister. Foran i vognen sad de to gorillaer, der tidligere på aftenen havde givet ham lussinger, og mellem dem dukkede et ansigt frem, som lyste af raseri og ondskab. Manden med det olieglatte, sorte hår skreg en ordre til gorillaerne, kunne man se på hans åbne gab.
Benni trykkede hårdt på speederen, og Caprien accelererede som et projektil ud af et pistolløb.
(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)
Lydia havde travlt med at gøre sig smuk til natten. Hun gned sine opsvulmede kinder med salmiakspiritus og lukkede lejlighedens eneste vindue op, så hendes vedvarende kraftige flatulens kunne drive ud i decembermørket.
Hvor blev Benni af?
Hun så sig i spejlet. Læberødt! tænkte hun og lod handling følge tanke. Den gule fløjlskjoles to øverste knapper blev løsnet. Nu er jeg klar, Benni, tænkte hun, men hvor er du, min elskede, min forlovede, min rubingavemand?
Omsider hørte hun trin på trappen. Tunge trin. Hun åbnede døren på klem og satte ansigtet op til et smil, som dog forsvandt i næste sekund.
Manden, der trampede op mod hende, var dynamitfisker Bax IX Lubbert, hendes kødelige fader. Han var som altid iført sine fisker-overalls og lugtede stærkt af de fangster, der gennem ni generationer havde været familiens levebrød, siden cirka 1897 hjulpet af Alfred Nobels vidunderlige opfindelse.
”Hvor er han, slamberten?” brølede Bax.
”Ja, æh, hvis det Benni, du mener, så…
”Hans væmmelige to-farvede burgøjserbil holder hernede, så lad være med at spille uskyldig. Hvor er han?”
Bax møvede forbi datteren og ind i lejligheden. Han åbnede køkkenskabet og døren til badeværelset. Han dumpede ned på knæ og kiggede under sovesofaen. Ingen Benni. Det ville være umuligt at skjule en ung mand, ja selv et barn eller en dværgpincher i en lejlighed af denne størrelse.
”Hvad fanden…” mumlede han, mens han rejste sig. ”Er han fløjet ud af vinduet? Sig noget, tøs! Og hvad er det for en tingest på din højre hånd?”
Lydias hånd med rubinringen fløj om på ryggen, men for sent. Bax greb om hendes arm og drejede hende rundt.
”Den tager jeg med. Du kan sige til din unge løjser, at hans ring ligger til afhentning hos Bax den niende Lubbert, og så skal jeg fortælle ham en ting eller to, når han dukker op.”
Bax smækkede entredøren efter sig. Lydia stod ved sovesofaen og hulkede.
Fader Bax var en tyran, og Benni havde gjort sig usynlig. Alt, inklusiv rubinring og forlovelseshumør, havde hun mistet, og om få timer skulle hun møde på sin læreplads, andelshundesalonen Trim Fido Glad, Vester Usseldrup, hvor det var et uomgængeligt krav, at man så frisk og munter ud.
(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)
Bax IX Lubbert var på vej mod havnen. Snefnug prellede af på hans læderagtige ansigtshud. I den ene af hans håndboldstore næver, stukket ned i overallens højre lomme, lå den rubinring, han netop havde vredet af Lydias finger.
Var jeg for hård ved tøsen? tænkte han i et sjældent anfald af selvtvivl. Nej, fandme, hun skal ikke ind i en burgøjserfamilie af diskenspringere og modeherrer. Så længe vi har ranke og hæderlige yngre dynamitfiskere her i Blodhavn, kan og skal Lydia finde en ægtemand i deres skare. Sådan har vi Lubberter parret og formeret os med gode resultater gennem ni generationer, og sådan skal det denondefjerteme fortsætte, i hvert fald min tid ud.
Blodhavns gader lå øde hen i aftenmørket. Nordvestjylland ydede sit bidrag til den globale klimakamp ved at slukke for elværket hver aften kl. 21.19, lørdage på ulige datoer dog først kl. 23.11. Et par huller i sneskyerne slap stjerneskær igennem, og Bax’es tunge fiskerstøvler kendte vejen over havnepladsen. Forude anede han omridset af sit gode skib Liberator VII Lubbert.
En cykelklokke klemtede tæt ved hans venstre øre, og en foroverkrummet skikkelse strejfede hans skulder.
”Se dig for, klovn!” råbte Bax efter racercyklisten, som allerede fortonede sig i mørket. ”Næste gang bli’r du kylet i havnen!”
Han troppede om bord på båden. Det var tid til et par timers søvn i mandskabslukafet forude, men en ureglementeret lyd nåede hans ører. En levende fisk plaskede i lastrummets bundvand. Havde unge Jolbert, hans skibsdreng, ikke fået hele gårsdagens fangst af sted til auktionen? Satans til sløseri, og der var lussinger i vente, når Jolbert viste sit fregnede ansigt kl. 04.29 i morgen tidlig.
Kraftige, hurtige lussinger, javist! Bax gjorde den refleksbevægelse, som ordet lussing altid udløste. Hans højre hånd, stor og hård som et skovlblad, kom op af lommen og svingede en halv omgang i mørket.
Han mærkede ikke, at rubinringen faldt ned i lastrummet, og han så ikke, at den enlige Vesterhavstorsk dernede havde gabet stående åbent, og at ringen i næste sekund var væk.
Helt og aldeles væk og borte.
(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)
Lydia lagde røret og brugte 25 minutter på at pakke det mest nødvendige i sin kuffert. Hun forlod lejligheden, passerede Bennis forladte bil og prajede en hyrevogn. Chaufføren hjalp med at læsse den tonstunge kuffert på ladet.
“Blodhavn Storhotel,” sagde hun.
“Javel, strax!”
Da hun 8 minutter senere nåede frem foran det elegante hotel stod Benni stakåndet ved indgangspartiet og ventede på hende.
“Min elskede,” prustede han. “Det tog sin tid, men godt du kom … host … jeg er løbet hele vejen fra …”
Lydia knaldede ham en lussing.
“Du kan ikke være det bekendt,” sagde hun med bævrende læber. “Du stak bare af mens jeg stod og ventede …”
Benni greb hendes hånd.
“Hvor er din ring?”
“Den har far taget!” Hun knaldede ham endnu en lussing og brød hulkende sammen.
Benni ømmede sig og omfavnede hende. Et øjeblik var han fortørnet over svigerfars handling, men ved nærmere eftertanke var det måske udmærket, at rubinringen slet ikke var i deres besiddelse. Forbryderne kunne umuligt finde den nu. Faktisk befandt den sig det sikreste sted han kunne komme i tanke om. Ingen kunne vriste den fri fra bastante dynamitfisker. Måske ikke engang Benni, når den tid kom.
“Jeg skal nok fortælle dig alt. Tør øjnene,” sagde han. “Vi lejer et værelse, nyder et glas bobler og hitter ud af hele dette rod sammen. Aftale?”
Hun nikkede, og de gik arm i arm ind i lobbyen med kurs mod skranken. Bag dem fulgte en piccolo med Lydias bagage. Han jamrede over vægten.
“Hr. Borgwald-Bertelsen? Mig en ære. Velkommen,” sagde den statelige receptionist Dilbert Storkäbe. Han bukkede ærbødigt.
“Godaften, hr. Storkäbe,” sagde Benni. “Min forlovede og jeg vil gerne leje Flottenhejmersuiten for natten …”
“Flottenhejmersuiten?” gispede Lydia. “Jamen …”
“Intet skal mangle. Jeg vil gøre alt godt igen, min sukkersveske,” sagde Benni. “Desuden får vi brug for luxus hvis vi skal kunne tænke os ordentligt om. Det er et spørgsmål om liv, død og ære.”
Receptionisten fandt nøglen til hotellets dyreste værelse og lagde den på disken. Benni fremtryllede en rabatkupon til Klamhuse Herrebeklædningsmagasin og gav den diskret til hr. Storkäbe.
“Hvis De vil være så venlig at holde vores tilstedeværelse hemmelig for alle. Vi er på flugt fra luskede pampere.”
Receptionisten puttede rabatkuponen i frakkelommen og nikkede indforstået.
“Naturligvis. Jeg noterer Dem som hr. og fru Häkkelklejne. De er så godt som gået under jorden.”
“Jeg er Dem evigt taknemmelig.” Benni greb nøglen og tog elevatoren med Lydia til øverste etage.
Da de havde låst sig ind på Flottenhejmersuiten, fortalte Benni alt, hvad han havde oplevet med de to bredskuldrede mænd og den nedrige hypnotisør.
“Men hvad vil de med min forlovelsesring?” spurgte Lydia. Hun havde iført sig sin gennemsigtige natkjole.
“Jeg ved det ikke,” svarede Benni. “Havde banditterne nu spurgte mig pænt havde jeg måske overvejet at sælge den til dem. Til overpris naturligvis. Men når de antaster mig på den usmagelige måde, ja så bliver jeg stædig. Den ring tilhører dig. Ingen andre.”
“Åh, Benni. Hvor er du romantisk,” kvidrede hun og kyssede ham på halsen.
“Du er heller ikke så ringe endda.” Han aede hende på kinden.
7,5 minut senere lå de begge afklædte på lædermadrassen og røg et par hindbærcigaretter.
“Det var dejligt,” sagde Lydia.
“Jeg kunne godt bruge en bid natmad,” smilte Benni. Han rejste sig og gik hen til vægtelefonen kun iført silkeslipset.
“Godaften,” sagde han. “Jeg vil gerne bestille to gange laksekæbe med flamingomos og kristtjørnenesalat. Og en flaske methanollikør, tak. Ja, Flottenhejmersuiten.”
Benni gik svedglinsende hen til altandøren og åbnede for at køle af oven på forplantningsaktiviteterne.
TUCK … TUCK … TUCK, lød det henne ved døren.
“Det var saftsuseme hurtigt,” mumlede Benni og gik hen for at åbne.
(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)
Doktoren havde tit nok haft skumle ærinder på Blodhavn Storhotel. Han kendte bagvejen ind gennem kælderen, hvor han smøg sig rundt om baljer med kødfoder og plomberede tønder, indeholdende de seneste døgns høst af gæstefækalier.
Hotellets portier, den 187 kg tunge Walmert Poppelkrage, sov formiddagssøvn.
Doktoren kunne se i gæstebogen, at Benni og Lydia havde haft den frækhed at leje sig ind i Flottenhejmersuiten.
Han fortsatte seks etager op ad personaletrappen, der var smal og stejl som en hønsestige.
Den guldbemalede dør til suiten var ulåst. Midt i himmelsengen sad en mand i bar overkrop og stribede silkebenklæder og spillede på en ganske lille banjo. Han grinede som en chimpanse med sit kraftige, fremskudte tandsæt.
”Jeg har fundet den. Den er min – og snart hele verdens!”
”Hvad taler du om?”
”Kærlighed er rytme. Min nye popsang. Vil du høre den?”
”Nej tak. Jeg skal tale med Benny og/eller Lydia.”
”Åh, de dér søde unge mennesker med rytme i kroppene. Desværre, de er taget af sted til hver sit arbejde.”
Doktoren holdt lommeuret frem foran musikerens let skelende øjne og lod det pendulere langsomt.
”Du glider ind i en trance, hvor du adlyder alle mine ordrer. Sådan, banjomand, og lad mig så høre: Har du set en ring med en rød ædelsten?”
”Svaret er nej. Jeg har set meget andet sjovt, men…”
”De unge mennesker skulle vel ikke tilfældigvis have efterladt nogle personlige ejendele, for eksempel et smykkeskrin, her i suiten?”
”Nej. Men kærlighed er rytme, og rytme er kærlighed. Vil du føjte, vil du byt’ me’…”
”Hold kæft og modtag din endelige ordre: Du synger første vers af din elendige sang 439 gange, inden du vågner op og har glemt alt. Er det forstået?”
”Javel.”
Banjoen gav metalliske lyde fra sig, og første vers gjaldede ud af mandens åbne gab. Med et ondt smil om sine smalle læber kantede doktoren sig over vindueskarmen, greb om et nedløbsrør og kurede i løbet af sekunder ned til jordens overflade.
* * *
Benni Borgwald-Bertelsen var i færd med at julepynte strøgvinduerne i Klamhuse Herrebeklædningsmagasin. De opstillede mannequindukker blev iført nissehuer og hvide skæg. En af dem fik traditionen tro også påspændt en rødmalet fyrretræsdildo. Ingen jul i Klamhuse uden denne populære spas.
Formiddagen var næsten altid stille i butikken og på Strøgboulevarden udenfor. Et hundetrukket invalidevehikel gled forbi, og Benni gengældte førerens hilsen. Klokken 09.24 indfandt en ældre husmandskone sig for at få pengene tilbage for et par uldsokker, hendes mand havde købt i 1979. Han var død i sidste uge, og da sokkerne fremtrådte næsten som nye med kun et lille hul på den højre storetå, mente hun nok, at hun var berettiget til mindst halvdelen af det beløb, der stod på den medbragte, gulnede nota.
Benni trakterede hendes rødbrune, flæskede kinder med otte svirpelussinger og fulgte hende til dørs. Kunder af den slags kunne magasinet undvære.
Han gik ud i baglokalet for at styrke sig på en slurk jordbærte. Radioen var tændt, og mens han gurglede stimulansen i sig, standsede musikken.
”Vi bryder ind med en ekstraudsendelse fra radioavisen. Et uvurderligt smykke er forsvundet i Nordvestjylland, og hændelsen kan føre til en diplomatisk krise mellem Danmark og Norge. Det drejer sig om en guldring med en 2,2 karats rubin, tilhørende den norske sangerinde og dyreværnsaktivist Pula Skogmo, som mistede smykket, mens hun var på vintercamping i nærheden af Holstebro.”
Benni stirrede på højttaleren. Svedperler drev ned over hans unge ansigt.
”Pula Skogmo havde indladt en sigøjnerlignende person i sin campingvogn. Han medbragte en hund, som var sulten og havde en splint i højre forpote. Pula tog sig af hunden, og da mand og hund var forsvundet, kørende i en carrygul Lada af ældre årgang, manglede hendes uerstattelige guldring med den berømte røde rubin, som hendes bedstemor i sin tid fik i forlovelsesgave af forfatteren Agnar Mykle.”
Radiostemmen fortsatte hård og metallisk:
“Pula er for alle nordmænd et nationalt klenodie, ringen ligeså. Den norske statsminister kræver hurtig og effektiv indsats fra de danske myndigheder. Radioavisen vender tilbage, så snart der er nyt i den betændte sag, og tv-avisen bringer en særudsendelse klokken 11. Oplysninger, der kan bringe smykket for dagen, rettes til politiet i Holstebro eller nærmeste politistation.”
(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)
”Hvad er det for noget med den rubin?” spurgte en engel, som havde lagt harpen for at holde frokostpause.
Agnar Mykle (1915-94) sad ved et himmelsk bord med pølsemad og norsk pilsnerøl af mærket Hansa. Han tørrede sig om munden og forklarede:
”Engang midt i det 20. århundrede havde jeg en smuk ung kæreste. Mit litterære mesterværk, ‘Sangen om den røde rubin’, var udkommet og fik takket være nogle erotiske passager skandalesucces — ikke bare i Norge, men over det meste af Vesteuropa. Pengene væltede ind. Jeg købte en forlovelsesring af det pureste guld og fik påmonteret den største og flotteste røde rubin, der kunne opdrives. Pigens hjerte smeltede, og andre dele af hendes anatomi fulgte pænt med. Triumf!”
”Aha,” sagde englen og hældte dressing over sin salat.
Mykle fortsatte:
”To generationer senere er rubinringen gået i arv til sangerinden og dyreværnsaktivisten Pula Skogmo. Hun holder sin årlige vintercampingferie i nærheden af Holstebro, Danmark. En sigøjner stjæler min røde rubin og sælger den kort efter til herreekviperingshandler Benni Borgwald-Bertelsen, Klamhuse, der vil overraske sin udkårne, hundefrisørelev Lydia Lubbert, med en så udsøgt forlovelsesgave.”
”Samme ring, samme trick,” bemærkede englen.
”Netop. Alt på Jorden kører i ring. En skummel forbryder med dæknavnet ’doktoren’ sender to gorillaer af sted for at tage ringen fra Benni. Benni stikker dem imidlertid en anden ring. Lydia får den ægte rubinring og er begejstret. Sent samme aften, mens banditterne igen angriber Benni og bortfører ham, dukker Lydias far, dynamitfisker Bax IX Lubbert op hos hende. Han bryder sig ikke om Benni, og han konfiskerer ringen.”
”Hård mand.”
”Stenhård. I nattemørket om bord på dynamitfiskerbåden taber han – uden at opdage det – ringen ned i lastrummet, hvor den bliver slugt af en torsk. Næste morgen er der orkanvarsel over Nordvestjylland. Bax går op i byen for at drikke sig fuld, og undervejs forærer han torsken med det dyrebare maveindhold til en fattig enke, kendt som Mutter Schweske.”
”Aha,” siger den gumlende engel. ”Videre!”
”I Norge anses det for en national katastrofe, at den kendte sangerinde har mistet det historiske klenodie. Dansk politi sætter alle kræfter ind på at opspore rubinen. Og den skumle doktor har heller ikke opgivet sin jagt. Han opsøger Klamhuse Herrebeklædningsmagasin og sætter det i brand.”
”Og hvad sker der så?”
Agnar Mykle drak en slurk øl. Udtrykket i hans øjne var eftertænksomt.
”Det får vi at se,” sagde han.
(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)
Benni og Lydia gik ned mod slumkvarteret for at opsøge dynatmitfisker Bax IX Lubbert i hans private barak.
De havde først været på havnen og derefter besøgt Landproletarisk Kælderbodega. Her fortalte Onkel Philbert, at Bax var gået hjem for at spise slæbesild sammen med Mångki, onkels nye abe.
Det forlovede par stoppede foran dynamitfiskerens matrikel og skævede mod skuret der var opført af drivtømmer og traktordæk.
“Lydia …” sagde Benni trist. Han så hende dybt i øjnene. “Vi bliver nødt til at konfrontere ham. Der er simpelthen for meget på spil. Mit silkeslips. Dit ve og vel. Hele Danmarks sikkerhed. Jeg lover at købe en ny ring til dig. Den bliver måske ikke nær så smuk og dyr…”
Lydia nikkede og kneb en tåre.
“Åh, Benni. Hvad er det dog vi har rodet os ud i?” Hun omfavnede ham. “Du har ret. Men min far vil aldrig aflevere den til os. Ikke på vilkår.”
Benni rettede ryggen og fremdrog sin nyerhvervede Colt.
“Måske kan denne overtale ham.”
“Er det virkelig nødvendigt?” gispede Lydia.
Benni nikkede bestemt, gemte pistolen væk og åbnede havelågen.
* * *
Kødfoderfabrikkens gigantiske produktionslokaler var stille som graven. Doktoren marcherede frem og tilbage og klargjorde maskinen, der skulle blive Benni Borgwald-Bertelsens endeligt. Han måtte elimineres.
Normalt var kødfoderfabrikken fyldt med hårdtarbejdende folk. Men ikke denne dag. Doktoren havde hypnotiseret direktøren til at blæse i fyraftensfløjten og sende alle medarbejdere hjem, så mødet kunne finde sted i hemmelighed.
Han gned hænderne sammen og gnæggede. Hvis alt gik vel, ville han snart besidde den røde rubin, og Benni Borgwald-Bertelsen ville være knust til kødgrød og hældt på konservesdåser.
Doktoren så på lommeuret. Klokken var 12.15. Om tre kvarter gik det løs. Når han fik den røde rubin, havde han endelig en klemme på Norge.
* * *
Bax IX rev den skæve trædør op og stirrede på Benni med et anklagende blik.
“Dig!” vrængede han.
“Hr. Lubbert,” sagde Benni og mærkede sin hals snøre sig sammen. Svigerfaderen var større end han huskede.
“Hvad vil du mig?” brummede Bax. “Har du ikke travlt med at feje aske sammen?” Han smilede hånligt.
“Du har desværre … noget … der tilhører Ly… din datter,” fremstammede Benni. “Jeg vil frygtelig gerne have … rubinringen tilbage. Det …”
Bax knaldede ham en lussing, der sendte ham baglæns ud i forhaven. Benni landede på gruset.
“Forlovelsen er aflyst. Er det forstået?” tordnede Bax. “Jeg finder selv en ægtemand til min datter. Der er flere kandidater i proletariatet. Du er ikke andet end et overklassebløddyr!”
Benni rejste sig og trak sin pistol.
“Det … det er vi to om at bestemme!” Han sigtede på sin svigerfader med rystende hænder. “Rubinringen nu! Ellers …”
Bax stirrede på den desperate mand med et overrasket udtryk. Hans mundvige bevægede sig opad. Dynamitfiskeren satte fingrene til munden og piftede. Med en pludselig bevægelse spænede en krumrygget, pelset skikkelse ud fra barakken og sprang i flæsket på Benni.
Aben Mångki afvæbnede ham med et håndkantsslag og gav ham en pinefuld olfert. Primaten trak Benni gennem forhaven i underbenklæderne og urinerede på ham.
Bax brød ud i en hjertelig latter mens aben ydmygede svigersønnen yderligere. Lydia stod ude ved fortovet i en katatonisk choktilstand.
“Så er det godt,” udbrød Bax, og Mångki løb ind i barakken igen for at spise melorme, ryge cigarer og drikke rød sodavand.
“Jeg troede ikke du havde det i dig,” grinede Bax og hjalp Benni på benene. “Det kræver rygrad at true mig. Kom indenfor, I to.”
(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)
Mutter Schweskes råb gjaldede gennem bræddehytten på Blodhøj. Børnene vågnede til live og kravlede hen mod middagsbordet.
Gennem årene var den gamle dynamitfiskerenke og hendes cirka 14 børn i alderen fra 38 og opefter mange gange blevet kåret som Nordvestjyllands mest debile klientfamilie. Gaver strømmede ind, især ved juletid, og familiens ry havde bredt sig ud over verden.
Forrige jul var et afrikansk tv-hold kommet forbi for at lave en dokumentar om enkefruen og de lallende, kronisk uarbejdsdygtige børn. Overalt i Afrika havde jævne, godhjertede negere indset, at her måtte hjælp til, og bidrag strømmede ind. Administration og forsendelse havde naturligvis gnavet lidt af millionerne, men forleden morgen indløb omsider 217,28 gode danske kroner til Mutter Schweske. Hun omsatte straks det meste af formuen i brunt kødfodergranulat kvalitet II fra Klamhuse Kødfoderfabrik, grundsubstansen i de fleste nordvestjyske egnsretter.
Børnene guffede i sig som aldrig før og gad ikke længere spise fisk, hvedebrød eller anden sekundamad. Den torsk, Mutter Schweske forleden morgen havde fået af Bax IX Lubbert, lå i en papkasse og begyndte at lugte.
“Utaknemlige, flabede unger,” sagde hun og smækkede en af sønnerne, den 54-årige kultursociolog Abdul Schweske et par lussinger. Han sad nærmest, og det var hans tur.
Mutter gik gennem bryggerset, greb den halvrådne fisk og slyngede den ud i gården, hvor den knustes mod brostenene. I løbet af sekunder var fire-fem katte i kamp om stumperne. En af dem, Archibald, havde sat tænderne i torskens mavesæk og klemte sig under et plankeværk for at kunne nyde sit bytte i fred højere oppe på Blodhøj.
Andre og større dyr havde dog også fået færten af fiskemad. En lydløs, lynhurtig abe dumpede ned fra et lærketræ og greb fat i torskemaven, som bristede. Stanken var ubeskrivelig, men den årvågne abe bemærkede det knap nok. Dens øjne spiledes ud og skinnede begejstret ved synet af guld og ædelsten.
(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)
