Tag-arkiv: doktor

Kampen om den røde rubin 3:25

Varevognen med teksten Morfars Medister gjorde holdt ved springvandet foran palæet i Nørre Usseldrups rigmandskvarter. Vinduerne på den afskallede bygningsfacade var dækket af rådne brædder og stensøjlerne havde en faretruende skævhed.

“Piv!” En våd rotte løb i tørvejr gennem et hul i muren.

De to bredskuldrede mænd med de borgerlige navne Karloff og Brutus, trampede målrettede gennem regnen, og op ad trappestenene til hoveddøren. Trinene var glatte af pløre, fedt og døde rotter.

De gik gennem den vandkolde hall og videre endnu gennem spisestuen. Vandet dryppede fra hullerne i taget og der lugtede af gammelt kød og branket sukkermasse.

“Vi er hjemme, doktor!” råbte gorillaerne i kor og marcherede ind i herreværelset med mudder på skoene. En grammofon spillede Vivaldi henne i hjørnet, alt imens den tændte pejs badede jagttrofæerne på væggen i et skæbnesvangert skær.

“Pragtfuldt mine herrer,” svarede doktoren fra den højryggede lænestol. Han gnaskede elfenbenschips og drak metanollikør i sin ternede slåbrok. Hans tynde overskæg vibrerede sagte.

Han var ikke kommet sovende til dette fornemme domicil. Næh, han måtte i sin tid hypnotisere den tidligere ejer til at overdrage ham skødet og derefter gå i eksil i Holstebro. Han fik altid sin vilje med hypnose.

“Hit med den,” sagde doktoren og lagde godterne fra sig på serveringsbordet ved siden af stolen.

“Med hvad?” spurgte Karloff.

“Sportsektionen. Hvad tror du selv? Hit med den røde rubin.” Han himlede med øjnene og rakte hånden frem.

“Værsgo,” svarede Karloff og lagde den falske plasticring i håndfladen på sin overordnede.

“Det er sgu da ikke den jeg bad om,” hylede doktoren og kastede den forlorne ring ind i pejsen.

“Jamen, det var den han gav os,” sagde Brutus. “Så det da være den rigtige.”

Doktoren greb en læderpude og pryglede sine lakajer til de lå og jamrede på isbjørnetæppet:

SMACK!
“Auv!”
TUCK!
“Undskyld.”
KLASK!
“Av, av!”

Doktoren kastede puden fra sig og løftede dem op i ørerne:

“Nu tager vi sammen tilbage og bringer orden i denne fadæse. Er det forstået?”

Håndlangerne nikkede som to disciplinerede skolebørn.

“Javel, doktor.”

“Det var flot!” Hypnotisøren iklædte sig overtøj og greb sit lommeur, sin kniv og en æske tændstikker. Han traskede mod døren. Kumpanerne fulgte trop.

“Hov, vent,” udbrød doktoren og gik tilbage til bogreolen. Han trak i en bog med et mølædt smudsbind. Der opstod en klikkende lyd bagved og en skjult dør åbnede sig til en hemmelig passage. Han gik ind i mørket og kom tilbage et minut senere.

“Jeg var lige ved at glemme min hat,” smilede han og vippede den på hovedet. “Lad os køre!”

Banden gik ud i den silende regn og satte sig i varevognen.

“Hvad gør vi nu?” sagde Brutus forsigtigt bag rattet. Han startede motoren.

Doktoren stirrede intenst gennem forruden:

“Hvis hr. Borgwald-Bertelsen ikke vil aflevere den røde rubin frivilligt …” sagde han og svang sit lommeur fra side til side.

Schwung … Schwung … schwung!

“… ja, så må jeg jo hjælpe ham lidt på vej.”

 (World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Jul 2018 titel afs 3

Flux videre til afsnit 4

Retur til avisens forside

Kampen om den røde rubin 11:25

“Hvor er den forbandede ring?” råbte doktoren mens han endevendte skuffer og skabe.

Lydia Lubbert var tydeligvis stukket af. Hun måtte være flygtet minutter før han ankom til lejligheden. Men hvorhen? Han måtte vide hvor.

“Hvad er det dog for et spektakel?” udbrød viceværten Storbjørn Lansebasse. Han halsede op ad trapperne og ind i lejligheden iført sin olieindsmurt kedeldragt og med et disciplineringsredskab i den benede hånd.

“Hvad laver De i frk. Lubberts lejlighed?”

“Jeg renoverer,” råbte doktoren arrigt og smadrede en rude med en penisafstøbning. “Det kaldes fengshui!”

Rød i hovedet trampede han ned ad trapperne og ud i det fri. Han ridsede Bennis bil og sprang på sin cykel.

Doktoren grublede. Kvinden havde tømt sit klædeskab og sin badeværelsesskuffe, hvilket betød at hun ville rejse væk i længere tid. Men hun kunne umuligt bære alt det tøj uden en kuffert. Og hun ville blive udmattet af at spadsere med bagagen, hvilket betød at hun var kørt fra stedet. Men det var almindeligt kendt i byen, at Bax IX Lubbert forbød sin datter at tage køretimer. Og efter hele dette regnestykke kom doktoren frem til konklusionen: Hun har taget en hyrevogn!

Galningen kørte på må og få gennem gaderne og kiggede til alle sider som et afsindigt desmerdyr i en kombineret sukker- og koffeinrus.

Efter tre timer fik han øje på en hyrevogn der stod parkeret ved Gylberts Pølsevogn. Chaufføren Mammut Bongojet havde pause. Han fortærede fedtpølser med knas og ketchup. Han havde sovs i ansigtet og på kraven. Han gjorde tegn til pølsemanden.

“Tre storklepperter mere og en kakaomælk til at skylle efter med!”

Doktoren steg af cyklen, trak sit lommeur frem fra jakken og listede ind på den spisende.

“God aften? Har De for nyligt eskorteret Lydia Lubbert fra sin bopæl til en anden adresse?”

“Dynamitfiskerpigen? Ja, men det er flere timer siden. Og så siger jeg ikke mere. Kundefortrolighed og tillid.”

Doktoren gnæggede og brugte sine nedrige kneb.

“De fortæller mig alt. Hvorhen … hvorhen? Fortæl mig hvor.” Lommeuret kørte fra side til side. Schwung … schwung!

“Blodhavn Storhotel,” sagde chaufføren med en monoton stemme. Halvtyggede pølsestykker faldt ud af flaben i en syndflod af savl.

“Glimrende,” sagde doktoren. “Bring mig til hotellet. Storhotellet. Nuuuuh!”

Schwung … schwung … schwung …

“Javel,” sagde Mammut Bongojet og satte sig bag rattet. Doktoren hoppede ind på passagersædet og bad chaufføren afbryde taxameteret.

Motoren brummede aggressivt i gang.

“Hallo?” råbte Gylbert ved komfuret. “Hvad så med pøllerne?”

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Tosseplakat dec 18 m TEKST

Mere info om nordvestjysk pølsekultur

Flux videre til afsnit 12 

Retur til avisens forside

Kampen om den røde rubin 13:25

Benni rystede så meget på hænderne, at jordbærteen skvulpede ned over de fine habitbukser, men han ænsede knapt den kogende væske mod sit lem. Hans tanker var et andet sted.

“Sigøjnerlignende person med hund og en karrygul Lada?” mumlede han for sig selv, mens han stirrede på radioen, der var begyndt at spille et af Pula Skogmos storhits.

“Pis i potten! Jeg er blevet narret. Taget ved næsen.” Han rejste sig med sine våde bukser. “Bare vent til jeg får fat i kravetøjet på den sigøjner.”

Benni trampede ud i butikken og kaldte på den trofaste medarbejder hr. Qualm.

“Jeg bliver nødt til at gå for en stund,” sagde Benni hurtigt. “Det er et personligt ærinde.”

Medarbejderen stirrede på Bennis gennemblødte benklæder.

“Åh, det er der slet ingen grund til,” sagde hr. Qualm. “Jeg lider selv af ufrivillig vandladning. Jeg låner gerne en af mine bleer ud.” Han rodede i sin inderlomme, men Benni havde allerede forladt butikken.

“Hr. Borgwald-Bertelsen?”

* * *

Baggården bag Lamberts Maskinfabrik var plaget af uskøn sigøjnermusik fra en rejsegrammofon i det mølædte beduintelt. Foran teltet stod den gule Lada med åben bagsmæk, der udgjorde soveplads for charlatanens tandløse og pletskallede hund.

Sigøjneren hr. Bimbam sad på en kabeltromle og pudsede det sølvtøj han netop havde nolet fra en nordvestjysk velhaverfamilie.

Da han rettede blikket op og fik øje på Benni, der traskede imod ham med spændte næver, forsvandt hans kåde entusiastiske smil. Han begyndte febrilsk at pakke sin lejr sammen, men nåede ikke langt i processen.

“Din svumpukkel!” Benni greb ham i kraven og gav ham et par lussinger. “Ringen du solgte mig var en hælervare. Et norsk nationalklenodie!”

“Jamen, alle mine varer er hælervarer,” smaskede sigøjneren. “Sådan er mit forretningskoncept.”

Benni svarede med endnu en lussing og lod hr. Bimbam dumpe ned på jorden.

“Du har solgt mig katten i sækken, ækle undermåler. Efter jeg købte ringen er jeg blevet forfulgt af tre skurke der både truer, hypnotiserer og slår,” snerrede Benni. “Og ikke nok med det, vi er på vej mod en skandinavisk krise. Nu giver du mig nogle oplysninger, ellers …” sagde Benni og løsnede silkeslipset. “Må jeg gå over gevind.”

Sigøjneren løftede afværgende håndfladerne og gik krumrygget bagud.

“Ja, ja .. I sidste uge var jeg ude på tyvetogt, da jeg så tre mænd tale sammen ude foran biografteateret. Jeg skulle netop til at snuppe den enes lommeur, da de begyndte at tale om en rubinring, som tilhørte konen, søsteren eller kusinen. Hun var på ferie nær Holstebro. De planlagde at stjæle ringen fra hende. Jeg lod lommeuret være og kørte i stedet ud for at komme mændene i forkøbet.” Sigøjneren smilede fjoget.

På gaden udenfor kørte fire udrykningskøretøjer forbi med lygter og horn og fortsatte mod Klamhuse Strøgboulevard.

Benni rystede opgivende på hovedet. Der var ingen anden udvej. Han måtte opsøge sin kommende svigerfar og bede om at få ringen udleveret, så han kunne levere den tilbage til Norge. Men det ville ikke blive let. Bax IX Lubbet var en stædig mand som ikke bare ville overdrage Benni rubinringen, selv om Skandinaviens sikkerhed stod på spil. 

Benni måtte tage sine forholdsregler og opruste til den uundgåelige konflikt.

“Hvordan ligger du i håndvåben?” spurgte han.

Hr. Bimbam fandt en kasse pistoler frem.

“Hvad skal du bruge sådan en til?”

“Overtale svigerfar,” sagde Benni tørt.

“Så er denne det perfekte valg,” svarede sigøjneren og rakte ham en Colt. “Det bliver 25 kroner.”

Benni nedstirrede sigøjneren, som fremstammede:

“Den … den er gratis. Kom… kompensation for dine lidelser.”

“Det var yderst venligt af dig.”

* * *

Da Benni kom tilbage til sin virksomhed kl. 11.02 stod bygningen i lys lue. Flammerne slikkede på krydsfinerpladerne og nedsmeltede plasticruderne. Brandmænd stod med vandslanger og skumslukkere, men deres indsats var omsonst.

Benni stillede sig i afmagt og med sved på panden ved siden af hr. Qualm. Han kunne ikke fremstamme et eneste ord. Alle hans værdipapirer, skrabelodder med gevinst og sparegrisen stod inde på kontoret. Han havde mistet alt.

“Der kom en herre ind i butikken og spurgte efter dig,” forklarede hr. Qualm. “Jeg sagde at du var ude for at købe bleer, men det blev han ikke stillet tilfreds med.”

Benni tog sig til hovedet uden at sige noget. Hr. Qualm jappede videre:

“Han sagde, at han ville have sin rubinring omgående og jeg måtte forklare ham, at vi ikke sælger smykker. Så skoddede han sin cigaret i papirspersiennerne og gik. Uopdragent.”

Benni stirrede ud i luften.

“Hvad skal jeg dog sige til Lydia?”

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Brandvæsen

Supplerende info om nordvestjysk kriminalitetsbekæmpelse

Flux videre til afsnit 14

Retur til avisens forside

Kampen om den røde rubin 14:25

Løft venstre bagben, så jeg kan trimme de fedtede hårtjavser omkring dine testikler. Ja, sådan. Godt, lille Bubba, dygtig vuffer!”

Lydia er alene i andelshundesalonen Trim Fido Glad på Klamhuse Vestermark, og hun har haft travlt fra morgenstunden. Lige nu er en 85-kilos mastiff under behandling, mens dens to brødre ligger på gulvet og følger med. Hundeøjnene er blanke, og våde tunger dingler ud af de mægtige gab.

Lydia nynner til arbejdet. Musikken i salonen er Raquel Rastennis 1950’er-hit ”Der sidder en vovse i et vindue”, afspillet non-stop. I løbet af sine foreløbig to års læretid har Lydia hørt den cirka 167.000 gange.

Døren går op med et brag. En høj, tynd mand, iført sort diplomatfrakke og blanke støvletter springer ind med en kniv i hånden.

Hvor er din far?” siger han. ”Svar nu med det samme! Jeg er træt af udflugter og tom snak. Hvor er din far og den forbandede rubin?”

Mastiffen Bubba rejser sig fra behandlingsbordet, hurtigere end et firben forsvinder ind i et stendige. 85 kilo kampvægt flyver mod den truende mand, og de to andre giganthunde (henholdsvis 82 og 91 kilo) angriber simultant hans flanker.

Jeg skulle have medbragt hundekiks og/eller kødfoderfrikadeller, tænker doktoren, mens han spurter ud af salonen og hen over en våd pløjemark. Hans frakke og benklæder er allerede bidt i laser, og hundetænder sætter blodrøde mærker i hans blege balder.

Bubba! Nollert! Poppa!”

Lydia står i døren og kalder forgæves på sine kunder. Doktoren og de tre rasende monsterhunde bevæger sig som springlopper ud mod horisonten. Med samme fart, men i en anden retning, strømmer arbejdsklædte landproletarer forbi hende ind mod Klamhuse midtby. Ingen standser for at beundre hendes røde læber og yppige figur, og det er højst usædvanligt.

Hvad er der galt?” spørger hun.

Herrebeklædningsmagasinet brænder!”

Lydia glemmer alt om rubinring, hunde og truende mandsperson. Hun løber efter proletarerne, og da hun når frem til Strøgboulevarden, må hun udstøde et skrig. Af det palæagtige magasin, byens og oplandets stolthed, er der ikke andet tilbage end et par rygende stolper og en fæl stank af brændt plastic.

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

hunde mastiffs mad foder guf

Supplerende info om nordvestjysk hundehold

Flux videre til afsnit 15

Retur til avisens forside