Tag-arkiv: brand

Kampen om den røde rubin 13:25

Benni rystede så meget på hænderne, at jordbærteen skvulpede ned over de fine habitbukser, men han ænsede knapt den kogende væske mod sit lem. Hans tanker var et andet sted.

“Sigøjnerlignende person med hund og en karrygul Lada?” mumlede han for sig selv, mens han stirrede på radioen, der var begyndt at spille et af Pula Skogmos storhits.

“Pis i potten! Jeg er blevet narret. Taget ved næsen.” Han rejste sig med sine våde bukser. “Bare vent til jeg får fat i kravetøjet på den sigøjner.”

Benni trampede ud i butikken og kaldte på den trofaste medarbejder hr. Qualm.

“Jeg bliver nødt til at gå for en stund,” sagde Benni hurtigt. “Det er et personligt ærinde.”

Medarbejderen stirrede på Bennis gennemblødte benklæder.

“Åh, det er der slet ingen grund til,” sagde hr. Qualm. “Jeg lider selv af ufrivillig vandladning. Jeg låner gerne en af mine bleer ud.” Han rodede i sin inderlomme, men Benni havde allerede forladt butikken.

“Hr. Borgwald-Bertelsen?”

* * *

Baggården bag Lamberts Maskinfabrik var plaget af uskøn sigøjnermusik fra en rejsegrammofon i det mølædte beduintelt. Foran teltet stod den gule Lada med åben bagsmæk, der udgjorde soveplads for charlatanens tandløse og pletskallede hund.

Sigøjneren hr. Bimbam sad på en kabeltromle og pudsede det sølvtøj han netop havde nolet fra en nordvestjysk velhaverfamilie.

Da han rettede blikket op og fik øje på Benni, der traskede imod ham med spændte næver, forsvandt hans kåde entusiastiske smil. Han begyndte febrilsk at pakke sin lejr sammen, men nåede ikke langt i processen.

“Din svumpukkel!” Benni greb ham i kraven og gav ham et par lussinger. “Ringen du solgte mig var en hælervare. Et norsk nationalklenodie!”

“Jamen, alle mine varer er hælervarer,” smaskede sigøjneren. “Sådan er mit forretningskoncept.”

Benni svarede med endnu en lussing og lod hr. Bimbam dumpe ned på jorden.

“Du har solgt mig katten i sækken, ækle undermåler. Efter jeg købte ringen er jeg blevet forfulgt af tre skurke der både truer, hypnotiserer og slår,” snerrede Benni. “Og ikke nok med det, vi er på vej mod en skandinavisk krise. Nu giver du mig nogle oplysninger, ellers …” sagde Benni og løsnede silkeslipset. “Må jeg gå over gevind.”

Sigøjneren løftede afværgende håndfladerne og gik krumrygget bagud.

“Ja, ja .. I sidste uge var jeg ude på tyvetogt, da jeg så tre mænd tale sammen ude foran biografteateret. Jeg skulle netop til at snuppe den enes lommeur, da de begyndte at tale om en rubinring, som tilhørte konen, søsteren eller kusinen. Hun var på ferie nær Holstebro. De planlagde at stjæle ringen fra hende. Jeg lod lommeuret være og kørte i stedet ud for at komme mændene i forkøbet.” Sigøjneren smilede fjoget.

På gaden udenfor kørte fire udrykningskøretøjer forbi med lygter og horn og fortsatte mod Klamhuse Strøgboulevard.

Benni rystede opgivende på hovedet. Der var ingen anden udvej. Han måtte opsøge sin kommende svigerfar og bede om at få ringen udleveret, så han kunne levere den tilbage til Norge. Men det ville ikke blive let. Bax IX Lubbet var en stædig mand som ikke bare ville overdrage Benni rubinringen, selv om Skandinaviens sikkerhed stod på spil. 

Benni måtte tage sine forholdsregler og opruste til den uundgåelige konflikt.

“Hvordan ligger du i håndvåben?” spurgte han.

Hr. Bimbam fandt en kasse pistoler frem.

“Hvad skal du bruge sådan en til?”

“Overtale svigerfar,” sagde Benni tørt.

“Så er denne det perfekte valg,” svarede sigøjneren og rakte ham en Colt. “Det bliver 25 kroner.”

Benni nedstirrede sigøjneren, som fremstammede:

“Den … den er gratis. Kom… kompensation for dine lidelser.”

“Det var yderst venligt af dig.”

* * *

Da Benni kom tilbage til sin virksomhed kl. 11.02 stod bygningen i lys lue. Flammerne slikkede på krydsfinerpladerne og nedsmeltede plasticruderne. Brandmænd stod med vandslanger og skumslukkere, men deres indsats var omsonst.

Benni stillede sig i afmagt og med sved på panden ved siden af hr. Qualm. Han kunne ikke fremstamme et eneste ord. Alle hans værdipapirer, skrabelodder med gevinst og sparegrisen stod inde på kontoret. Han havde mistet alt.

“Der kom en herre ind i butikken og spurgte efter dig,” forklarede hr. Qualm. “Jeg sagde at du var ude for at købe bleer, men det blev han ikke stillet tilfreds med.”

Benni tog sig til hovedet uden at sige noget. Hr. Qualm jappede videre:

“Han sagde, at han ville have sin rubinring omgående og jeg måtte forklare ham, at vi ikke sælger smykker. Så skoddede han sin cigaret i papirspersiennerne og gik. Uopdragent.”

Benni stirrede ud i luften.

“Hvad skal jeg dog sige til Lydia?”

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Brandvæsen

Supplerende info om nordvestjysk kriminalitetsbekæmpelse

Flux videre til afsnit 14

Retur til avisens forside

Kalenderblad 14: Det Herrens år 1728

Onsdag d. 20 oktober, kl. 21.00
København, Danmarks hovedstad, står i lys lue. Ildhavet er ustoppeligt og æder sig vej gennem de tætpakkede huse, der er bygget af letantændelige materialer.
Hvordan kunne det dog gå så galt?
Svaret findes i et lille hus på Sankt Clemens Stræde…

2 timer tidligere…
“Lad os gøre det. Jeg kan ikke vente mere.”
Mambus og Ylva Tærskel så forelskede på hinanden. De var nygifte. Dette var deres bryllupsnat. Et tidspunkt de begge havde glædet sig til. Måske det mest romantiske tidspunkt i hele deres liv.
De kiggede begejstrede på remedierne i stuen: lænker, nitter, pels, trekors, gynger i loftet, geder i brunst, piske, forlorne penisser og olie i flasker.
De var klar — det samme gjaldt de sytten venner de havde inviteret.
Der var ingen tvivl. Dette blev elskovsorgiet over dem alle.
Efter velkomstdrinken gik de i gang med eskapaderne.
“Åh, hvor er det dejligt forbudt, det vi har kørende!” stønnede Ylva Tærskel.
“Partnerbytte er sundt for krop og sjæl,” brummede slagtermester Madsen, der havde lukket biksen tidligt så han ikke gik glip af festen.
“Ih, ja. Jeg er fyr og flamme,” svarede hr. Tærskel med en cigar i munden.
“Slå mig med det løse gulvbræt derovre,” kommanderede veninden Else Gramshøj.

KLASK!
“Slå på den anden også,” hvinede hun.
“Er der ikke nogen, der lige vil spænde mig fast til et eller andet?” kaldte ungkarlen Carlo Holm.
“Hæld stearin ned ad ryggen på mig,” brummede murersvend Bloksvang og pegede på de tændte lys på den lille taburet. En ung mand greb ud efter lysene, men tabte dem på gulvet hvor ilden fik fat i halmen og bredte sig.
“Pas på!” hylede fru Tærskel.

1728 Brand

Hr. Tærskel var hurtigt fremme og slukkede ilden med en stråle af urin.
“Lad det være en lærestreg,” sagde han og slog ud med armene. “Vi kan ende med at brænde hytten af. Måske hele byen. Vi må være mere forsigtige alle sammen.”
Det var de andre enige i.
Akten fortsatte. Der blev drukket likør og udført avancerede gymnastiske bevægelser.
Så plaskede de massageolie på hinanden. Familien Tærskels egen blanding.
“Det er brandfarlig stads, men behageligt for huden,” fortalte Ylva entusiastisk.
“Hop op på min ryg!”
“Spark mig!”
“Tag mine fødder i munden.”
Alle havde en fantastisk aften, lige indtil det forfærdelige skete…

I huset ved siden af sad gamle fru Kakkel alene i sin stue. Hun havde ædt kåldolmere hele ugen. Derfor havde hun lukket tarmluft ud døgnet rundt. Mængden af gas var steget til det katastrofale.
“Det er da længe siden jeg har røget tobak,” sagde hun til sig selv. Den gamle dame fandt sit fyrtøj frem og tændte en hjemmerullet.
Det skulle hun aldrig have gjort…

(Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.)

Forrige kalenderblad    <<<         >>>    Næste kalenderblad

Retur til forsiden

 

Kalenderblad 16: Det Herrens år 1808

Frío! Frío intenso! Mierda! lød råbene gennem stenhallerne. Det var, udtrykt på godt spansk, skidekold vinter i Kolding. Sne og kulde i gaderne, is hen over søen og ikke mange grader bedre, når man kom inden for murene på byens gamle kongeslot.

Kejser Napoleons spanske hjælpetropper var indkvarteret på Koldinghus, til ingen nytte for Danmark og til stort ubehag for spaniolerne. Dansk udenrigspolitik gik som så ofte før og siden ud på at støtte den tabende side og blive trukket med i faldet.

Artillerikaptajn Àlvarez de Ballesteros sad op ad en buldrende ovn, mens han drak skoldhed kaffe, tynd hvad bønner angik, men beriget med dansk brændevin. Meget kunne man sige om de danske grødbønder, men deres brændevin var god og billig, tænkte Àlvarez, mens han endnu en gang gennemlæste den depeche, der i dag var indløbet fra selveste kejseren.

Her er vort afgørende sejrsvåben, skrev Napoleon til sine tropper overalt i Europa. Med dette indhold i kardæskerne kan vi besudle og ydmyge en angribende fjende, og materialet er også velegnet til bekæmpelse af civile folkemasser. Det er for tiden svært at skaffe bly, jern og andet metal. Min geniale opfindelse beslaglægger ikke disse kostbare råvarer, og der skal heller ikke så meget krudt til for at skyde de brune bomber ud over omgivelserne.

En tone af selvbegejstring prægede kejserens skrivelse, og han lod det ikke blive ved ordene. En papkuffert med fækalier var også ankommet til forlægningen i Kolding, og det fremgik af en håndskrevet seddel, at disse faconpølser stammede fra hans majestæts eget tarmsystem.

Brunvareartilleri er fremtiden og vil sikre os de hårdt tiltrængte sejre, stod der forneden på siden. Tapre soldater, læg jeres egne brune bidrag til bunke døgn for døgn og få dem klappet i facon. Vive la France!

1808 Napoleon

Artilleristen åbnede kufferten og betragtede indholdet. Han var skeptisk. Kejserfækalierne havde en svampet overflade og var, selv efter flere ugers transport, fugtige og smuldrende, når man rørte dem.

Han skubbede dem tættere på ildstedet. Hvis de skulle affyres fra en kanon, måtte de have en fastere konsistens og mere vægt. At ælte dem og klappe dem sammen lod sig ikke gøre i denne tilstand.

– Mierda, mumlede han for sig selv. Der var ikke mere kaffe, og han satte brændevinsflasken for munden. Ilden i ovnen flammede som en solnedgang hjemme på den castillanske højslette, og søvnen omfavnede ham.

Tre timer senere:

Et tordenbrag vækkede kaptajnen og sendte ham trimlende hen ad stengulvet i korridoren. Der var ild i hans kappe, og han flygtede som en besat ud i slotsgården, hvor han kunne rulle sig i sneen.

Branden bredte sig eksplosionsagtigt gennem de telte og klude, tæpper og brændestabler som soldaterne havde slæbt indenfor, og den ældgamle bygnings porøse etageadskikkelser blev også snart flammernes bytte.

Brølende og bandende spaniolere trimlede ud under en koldt blinkende stjernehimmel, mange af dem med bare tæer.

Inden Koldings to små brandsprøjter blev hentet og sat i drift, var det for sent. Slottets indmad forsvandt i infernoet, mens tænderklaprende soldater drejede sig foran ilden, så de kunne få varme såvel i deres rasende ansigter som i deres rygstykker og hårdt prøvede røvbalder.

Hvad hverken Napoleon Bonaparte eller Àlvarez de Ballesteros havde forudset var, at kejserens gavepakke indeholdt krydderfækalier med indhold fra hans overdådige luksusmåltider. I udtørret tilstand var de ikke blot brændbare som al anden tør brunvare, men ligefrem eksplosive. En gnist fra ovnen var nok til at sende sprudende ild i alle retninger.

– Vete a la mierda! hvæsede Àlvarez, idet han åbnede gylpen for at lette sin stærkt anspændte blære. Han drejede sig, inden de første dråber kom, væk fra ilden. Når kejserens fækalier kunne eksplodere, var hans dampende brændevinsurin sikkert også antændelig.

I sit næste liv ville han være sumpskildpadde.

Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.

Forrige kalenderblad    <<<         >>>    Næste kalenderblad

Retur til forsiden

Advarsel: Birk Lallesen-fækalier kan eksplodere

Propagandamateriale fra den seneste valgkamp viser sig nu at udgøre en alvorlig trussel mod helbred og velfærd i Nordvestjylland. Det drejer sig om de tørvalsede fækalier, der blev husstandsomdelt som led i hr. Lalle Birk Lallesens kampagne.

Lallesen01

Flere tons fækalier, frembragt af hr. Birk Lallesen, hans familie og nærmeste politiske støtter, blev uddelt i fladvalset form, mange af disse brune skiver forsynet med kandidatens underskrift. De fleste indgik i husholdningernes almindelige konsum, men i en del nordvestjyske hjem har man stadig de knastørre politikerbrunkager i brug til forskellige formål.

En af egnens ranke gamle stormænd, gummivareinspektør Jolbert Schneckelfritz, Blodhøj, anvendte gennem længere tid en Lallesen-fækalie som bogmærke. Da han forleden ved sengetid smækkede en egnshistorisk bog sammen, eksploderede fækalien, og idet Schneckelfritz slyngede bogen fra sig, flammede den op. Inden han fik hentet vand, var den halvt opbrændt.

bogskade

– Det var et uhyggeligt øjeblik, fortæller hr. Schneckelfritz, – og jeg måtte efterfølgende berolige min samlever, kongepudlen Lola XVII Klamhuse, med en nervepille, udrørt i kold rombudding.

Familiedisciplin

Avisen erfarer, at flere andre tilfælde af eksplosioner og ildsvåde er forekommet under omgang med den unge politikers brunvare. Et fornuftigt råd må være, at man overhælder tilbageværende eksemplarer af propaganda-fækalierne med vand og derefter graver dem ned. Ønsker man som overbevist Birk Lallesen-tilhænger at beholde valgkampmaterialet, skal det opbevares på et brandsikkert sted, uden for rækkevidde af børn, kvinder eller husdyr.

SE OGSÅ: Lalle Birk Lallesen disciplinerer lallerale ungdomspolitikere