Krigsskibe lugtede fælt, når man kom om bord, og søløjtnant Peder Storknockel kunne efter fem års tjeneste stadig ikke vænne sig til de potpourrier af harsk stank, der omgav ham døgnet rundt. Nu stod han atter ved linjeskibet Dannebroges ræling og kastede op. Måltidet havde bestået af saltet flæsk og stenhårde beskøjter, og Peders mave egnede sig bedre til møre bøffer, kartoffelkroketter og burgundisk vin.

– Hvad bliver det til, løjtnant? Er han klar til mønstringen, eller skal han have røvprygl i dag igen?

Kommandøren, admiral Iver Huitfeldt, havde en tør, raspende stemme, næsten lige så slem at blive ramt af som den nævnte disciplinære foranstaltning.

Peder vendte sig og gjorde honnør.

– Klar til tjeneste, skipper!

Længere henne ad rælingen sad et par matroser og defækerede om kap ned i Køge Bugt. Forude stod en skibskok og rørte i en balje med grålig, klistret byggrød.

Peder Storknockel fulgte efter admiralen bagud og betvang sin lyst til at gribe ham i krave og livrem og kaste ham over bord.

Livet som søløjtnant var plagsomt. I sine drengeår havde Peder kun set krigsskibe på afstand ude på Vesterhavet, og det var synet af de bugnende sejl og skummet foran bovsprydene, der havde vakt hans lyst til søen.

Som 22-årig fortrød han sit valg af karriere, men der var ingen vej tilbage. Hans ældre broder, Gumbert Storknockel III, havde arvet familiegodset ved Nørre Usseldrup, og der var ikke plads til en forløben sømand med verdensherremanerer.

Peder, hans admiral og det stolte linjeskib Dannebroge befandt sig lige nu i Køge Bugt med udsigt til et snarligt slag. Peder skulle for første gang i ilden og, værre endnu, måske i nærkamp på sabel, kniv og knytnæver mod de satans blodtørstige svenskere.

– Kongen forventer af os, at vi gør vor pligt og udviser den største tapperhed og koldblodighed. Sejren eller døden! bjæffede Iver Huitfeldt hen over de forsamlede officerers hoveder.

Løjtnant Storknockel gik under dæk for at gøre klar til kamp. Mens de menige søfolk sov i gyngende lærredskøjer mellem kanonerne, havde han som officer trods alt sin egen smalle kahyt med en skalkluge, han kunne kigge ud af. Det gjorde han, og i næste sekund lød hans råb ud over bugtens blinkende vand:

– Fritz, lille Fritz, kom tilbage!

Peder Storknockel havde i flere måneder haft selskab af en skibsrotte, som han en morgen reddede fra halshugning og opskæring til konsum i kabyssen. Rotten havde han døbt Fritz. Den sov i fodenden af hans køje, og han havde ved hjælp af godbidder og en kildende finger under hagen trænet den op til at danse på bagbenene, når han i ensomme aftenstunder spillede på fløjte.

Fritz var hans eneste ven og opmuntring om bord, og nu så han den spadsere forsigtigt ned ad ankerkæden og gøre et lille hop ud i vandet.

– Fritz, for helvede! råbte han. – Hvor vil du hen?

Peder havde overkroppen halvt ude af lugen, men hans fortvivlede råb kunne ikke kalde rotten tilbage. Fritz svømmede støt og forbavsende hurtigt ind mod land.

* * *

Få timer senere overgik Dannebroge fra rollen som aktivt krigsskib til en hæderværdig plads i dansk sømilitærhistorie. Det skete med et brag.

Linjeskibet var under de første skudvekslinger med svenskerne brudt i brand. Admiral Huitfeldt kunne måske have reddet mandskabets og sit eget liv ved at styre tilbage mod kysten, men manøvren ville have udsat hele den danske flåde for fare.

Han blev, hvor han var. Det vil sige: Da ilden nåede krudtkammeret midtskibs, for han til himmels sammen med cirka 550 andre brave danske søfolk. Braget og ildglimtet fra det eksploderende skib spredte skræk så langt borte som i København og Malmø.

– Fy for satan, mumlede Peder Storknockel, mens han holdt Fritz ind mod sit bryst.

Efter et øjebliks svær betænkningstid havde han klemt sig ud af lugen og var svømmet efter sin rotte ind mod kysten. Han ville ikke skilles fra Fritz, og det gamle ord om, at rotterne forlader et synkende skib, havde også haft en vis indvirkning på Peders beslutning.

Nu sad han nogenlunde komfortabelt under et træ på Solrød Strand, og mens flammerne fra skibsbranden kastede et kunstigt og uhyggeligt solnedgangsskær over bugten, tog han fløjten op af inderlommen og spillede sit yndlingsnummer: There’s no business like showbusiness.

Fritz sprang op på den nærmeste sten og dansede veloplagt til de kendte toner.

– Sådan skal det være, sagde Peder, da han tog instrumentet fra munden. – Vi to vil lægge verden for vore fødder!

Det gik som spået. De optrådte i alverdens storstæder, fra Hamborg og Paris til London og Madrid, overalt med succes. Da Fritz i moden alder og med grånet pels afgik ved døden, flyttede Peder til Riga og etablerede sig som natrestaurantvært med bordel i overetagen, og da det blev hans tur til den sidste udmønstring, var han ikke bare en glad og velstående gammel dreng, men også kendt overalt i Balticum som Peder Pikkelvært.

På hans gravsten stod at læse: Melior est canis vivens leone mortuo.

(Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.)

Forrige kalenderblad    <<<         >>>    Næste kalenderblad

Retur til forsiden