Kategoriarkiv: Husdyr

Festhumør og masser af lussinger på tropeøen

EisenmannDartvadosLOGO3

SOLIDARITETSTELEGRAM I EN HISTORISK ANLEDNING

Så er forberedelserne til de store øfestligheder i forbindelse med Holstebros befrielse i gang! Vi vil i den forbindelse gerne delagtiggøre avisens ærede læsere i nogle af de kommende, unægteligt spændende, lokalkoloristiske og ikke mindst futuristiske tiltag, altsammen under parolen:

“Alt på ø skal støves af!
Arbejde den hele dag!
Tingene må gør’s i stand!
Lusseres, det skal hver en mand!”

Til dette formål – og vore venner i Holstebro til inspiration – kan vi blandt andet herunder fremhæve følgende programpunkter:

Dartvadosfest01

Øens samlede fauna, inklusive bordelhusdyr, herunder de blandt vore mangfoldige turister så populære suppeskildpadder (kendt på øen som “banditter”), skal gennemgå et meget omhyggeligt wellness-program, for skildpaddernes vedkommende med tilhørende skjoldpolering.

Dartvadosfest02

Da der imidlertid er mere end 20.000 af disse padder på øen, har den umådeligt ærede professor Abacus Onager venligst til formålet udviklet en robot, der kan polere 2 banditter i minuttet, såfremt padderne ellers forholder sig i ro, og ikke forsøger at bestige hinanden, eller blive besteget af trediemand, hvorfor eventuelle dyresexturister venligst bedes holde dette for øje i ugen, der kommer.

Dartvadosfest03

Vor væsentligste naturressource, den verdensberømte pudsecreme Negro, udvundet gennem perspiration blandt øens oprindelige befolkning, vil bistå os i denne nyautomatiserede proces.

Dartvadosfest04

Vor evigt aktive og forventningsfulde ungdom kan se frem til en decideret folkegave fra den estimerede hobbysultestrejker og hyggeonkel hr. Tafatmann Handy, som i sin workshop og under streng faste agter at bygge flotte modelnegerkarusseller til alle raske børn af hankøn, med selvfølgelig undtagelse af de enkelte tilbageværende, der har marxistiske og/eller arbejdsløse forældre (som vel at mærke endnu ikke er blevet deporteret til Tarmuda).

Dartvadosfest05

Selvsamme ungdom vil i den kommende uge blandt mange fritidstilbud for raske knægte i legeområdet få mulighed for at tage en venskabelig brydekamp med en af øens dødsensfarlige, efter 1940’ernes atomforsøg stadigvæk en anelse radioaktive mutantleguaner, der rent undtagelsesvis vil blive sat fri.

Dartvadosfest06

Vulkanen Kranka Foa forventes genaktiveret ved hjælp af manuel nedtipning i krateret og efterfølgende sprængning af den store forstenede, hellige dinosaurfækalie, Pupu Puu-Pu.

Dartvadosfest07

Dette sker efter enstemmig afgørelse i Dartvados’ naturforvaltnings bestyrelse, hvor jeg og min suppleant har måttet erkende, at det af turistindtægtsmæssig interesse vil udgøre en langt større attraktion med en aktiv vulkan, end hvad vi hidtil har kunnet tilvejebringe af provenu ved salg af billetter til det gamle relikvium, som desværre ikke længere tiltrækker hverken bedende eller nysgerrige.

Dartvadosfest08a

Vi har med andre ord masser at tage fat på her på Dartvados, og til opretholdelse af arbejdstempo, disciplin og orden, har vort frivillige nonnekorps lynhurtigt husstandsomdelt lusseringsvejledninger i bogform til alle øens borgere.

Dartvadosfest09b

Det således ikke bare forventes, men kræves, at alle personer på øen, ved det allermindste tegn på slendrian og fjolleri, eller anden lignende observérbar uskik, straks uddeler knaldhårde lussinger til de pågældende.

Dartvadosfest10

Dette er jo alt sammen i øens tjeneste, ikke bare for vor egen skyld, men også som forbillede for diverse primitive samfund, såsom det nye Holstebro, som vi gerne vil assistere på det rent moralske og åndelige plan, i den svære, men lovende tid, der kommer!

Med ærbødige, varme hilsner, og i forvisning om en lysende fremtid, Deres
Hartmann

SE OGSÅ:

HenvEisenmannFREMSKRIDTSBØLGE

Retur til forsiden

Guldkalenderen blad 24: GAVEN FRA ONKEL BOB

Guldkalender BANNER

En våd og ildevarslende decembervind peb om hushjørnerne, mens landproletariatet samledes på Stationspladsen i Nørre Usseldrup. Øjnene var rettet mod bladhusets førstesal. Hvor var petroleumsfaklerne, som plejede at varsle julens komme, og hvor var den olding, alle ventede på?

– Ingen jul i år, lød det med rusten stemme fra alkoven i redaktørhjemmet. Louis B. Knockel var ramt af influenza og sengeliggende for første gang siden 13. september 1958, da han blev bidt i venstre testikel af en rabiesbefængt hyæne på Klamhuse Hede.

Hans trofaste væbnere, Baryl Nidding Halunk og Eberhard Stürwolt, udførte i disse døgn livsvigtig patruljetjeneste langs sognegrænserne, hvor man frygtede et nyt angreb fra Holstebro, så hvem skulle uddele lussinger ved årets juleparade?

Juleaftensroman

– Vi har gjort vor pligt, nu kræver vi vor ret! lød et råb fra den regnvåde folkemængde. Børn og voksne drev planløst rundt i de mudrede gader, og man fornemmede en tiltagende rumlen af utilfredshed og bitterhed. Skulle et langt års slid og slæb til slut belønnes med ingenting?

– Det bliver enden for mig og for os alle, lød det med pibende stemme fra den feberskælvende olding, der lå i alkovens halm med sine to husgeder og avlsgrisen Josefa XIV Blodhøj.

I dette øjeblik hørtes knoslag på døren.

– Bliv væk, og lad mig dø i fred! bjæffede Louis.

– Jamen, det er mig, din egen onkel Bob fra Chicago!

– Umuligt.

– Så luk dog op, mand, og se, hvad jeg har med!

Den kvikkeste af gederne sprang til døren og haspede af. Udenfor på trappen stod en rynket mandsling i jakkesæt og med en metalkuffert i hånden.

– Bob, stønnede Louis, da hans slægtning var nået frem til alkoven. – Jamen, det er jo virkelig dig. Jeg kan kende dig fra billederne, du sendte. Kære gamle Bob…

Onklen, døbt Robert Cervelator Schneckelfritz-Sørensen, var udvandret til Nordamerika engang i 1920’erne. Siden havde han med mellemrum sendt breve hjem, nogle af dem med avisudklip eller fotos, der fortalte om hans karriere som hundefrisør, banjovirtuos og masturbationstræner. Ingen tvivl om, at Bob var en betydningsfuld figur i samfundslivet i Chicago.

– Jeg hører, du har et lille problem, kære Louis, gnækkede den knastørre, men ustoppeligt muntre olding. – Lad mig løse det for dig!

– Hvordan? Hundredevis af ranke landproletarer og deres familier venter på lussinger.

– Se nu bare her!

Bob smækkede kuffertlåget op. Et sindrigt maskineri med blinkende røde og grønne kontrollamper kom til syne.

– Hvad er det?

– En atomdrevet, udklappelig lussingmaskine med en kapacitet på 124 kaskaderende slag i minuttet. Den kan køre i månedsvis på den lille urancigar, jeg har fodret den med. Når de to lussingvinger er foldet ud, kan de gennemvarme kindbakkerne på selv den kraftigste landarbejder. Jeg bærer maskinen ned til hjørnet af Latrinstræde og sætter den i gang om et øjeblik, men allerførst skal du have en uforglemmelig julefestlussing, min kære Louis.

Redaktør Knockel rejste sig fra smertenslejet. – Jeg er parat, bjæffede han, – og jeg føler mig halvvejs rask allerede. Måske er det den vidunderlige varme stråling fra maskinen, der gør sin virkning. Tak, onkel Bob, tak af hele mit hjerte!

Efterskrift

Også denne roman bygger i høj grad på virkelige begivenheder. Hvis nogen tvivler, kan de lade sig overbevise ved at betragte dette dokumentationsfoto af onkel Bob på hjemmebane i Chicago.

Onkel Bob

Forrige kalenderblad  <<              Til avisens forside             >> Næste kalenderblad

Guldkalenderen blad 17: RÜGEN ÅR 1168, MÆÆÆH!

Guldkalender BANNER

Valdemar Den Store og biskop Absalon drog på korstog til øen Rügen for at gøre venderne kristne. Hæren marcherede i takt mod borgen Arkona.

1168Rügen

Forrest gik kongen med sværdet hævet. Lige bag ham luntede biskop Absalon af sted med et krucifiks i hånden, som han svingede rundt i luften.
Til lyden af trommerne brød kongen og biskoppen ud i en spontan kampsang:
VALDEMAR: “Venderne skal døbes!”
TROMMER: “Bum, Bum, Bum, Bum.”
VALDEMAR: “Venderne skal døbes!”
TROMMER: “Bum, bum, bum, bum.”
ABSALON: “De tror jo ikk’ på vores gud, men en afgud som skal kastes ud. De tilbeder Svantevit!”
VALDEMAR: “Jamen, det er jo milevidt”
ABSALON: “Ja, fra hvad vi går og tror!”
VALDEMAR: “Uuuuh. Mærk Dem mine ord!”
ALLE: “Venderne skal døbes.
Trommer: “Bum, bum, bum, bum.”

De tav i det samme, de stod foran den mægtige træport.
“Dette bliver en let sag,” sagde Valdemar Den Store. Han bankede på døren. “Luk os ind omgående.”
“Næææææ!” svarede en stemme på den anden side.
“I skal døbes nu,” råbte Absalon. “Og sådan er det!”
“Nææææ” hylede en anden.
“Det var dog for galt,” sagde Valdemar. “Vi har vandret længe for at indoktrinere jer alle med vores religion. Så I har sgu bare at lukke op.”
“Næh!”
“NÆH!”
“NÆÆÆÆÆH!”
Absalon sparkede på døren:
“Er I klar over hvem I taler til?”
“NÆÆÆÆÆÆÆÆÆ!
“Det er Danmarks drot i egen høje person,” råbte Valdemar. “Og jeg tæller til tre …”
“EN!”
“Næh!”
“TO!
“NÆH!”
“TRE!”
“NÆÆÆ!”

Pladdermasse væltede ned fra fæstningen og tilsølede kongen og biskoppen.
“Det er jo gudsbespottelse,” vrælede Absalon og trampede i jorden.
“Og majestætsfornærmelse!” brølede Valdemar Den Store.“De lukker ikke op,” sagde Absalon. “Vi må være kreative. Lad os lave en stor hest af træ, gemme os inden i og lade dem tro det er en gave.”
“Eller vi kan lave en stige,” foreslog kongen.
“Det kan være der er en bagindgang,” sagde en ung soldat bag dem. “I så fald kunne vi snige os ind bag på dem.”
“Glimrende forslag,” sagde Valdemar Den Store. “Af sted. Rundt om hjørnet!”
Hæren trampede kampklar rundt om fæstningens højre hjørne.
Krigerne fik sig en lang næse da de opdagede at borgen var forloren. En stor kulisse af krydsfiner. Der var ingen vendere. Ti geder stod og græssede på den anden side.
“Mææææææ!”
“Mææææææh!”
“De har snydt os,” brummede Absalon.

Længere inde på øen stod den ægte Arkona i al sin glans. Venderne hujede og vinkede hånende til dem.
“Gid fanden havde venderne!” skreg kongen og biskoppen i kor.
“Mæææææh!”
“Mæææææææh”
“Mæææææææææææææææææ!”

Forrige kalenderblad  <<              Til avisens forside              >> Næste kalenderblad

Videnskabsreportage: Hovedkuldsbacillen overvundet

Stahl-EisenmannLOGO

Det er med stolthed og stor lettelse, at jeg kan offentliggøre følgende meddelelse fra hr. Staniol Lakmussen: “Eureka! Vi har løst gåden! Hurra! Hurra! Og skål, allesammen! Undtagen marxister…!”

Ja, det er sandt. Nu er hovedkuldsbacillen, denne fæle trussel mod vor sognevelfærd, endelig nedkæmpet, og forklaringen følger her:

Bacille8

Kontorchef ved Gustenhuse Platfodsregister, den rimeligt ærede hr. Gudbrand Rimkrat, som ses på ovenstående billede, afgik for nogle år siden ved døden, af hovedkulds. Han nåede at testamentere sit legeme til videnskaben, subsidiært sæbeindustrien, men ved et tilfælde blev hans hoved forbyttet på Gustenhuse Sindssvageanstalts forskningslaboratorium og i stedet anvendt til julesylte. Dette har imidlertid ikke på nogen måde vist sig at forsinke de Lakmussen-Lacksenske eksperimenter, hvis detaljer jeg dog ikke ser nogen umiddelbar grund til at dvæle nærmere ved, her lige inden aftensmaden.

Bacille2

Lad mig blot hermed oplyse, at man fandt fuldgod anvendelse for det alternative specimen: det nyslagtede præmiesvin Grøffe. Grisehvisker Gébert Lorth fremviser på billedet denne ornes optøede og frisk genopvågnede hovede. Bemærk kreaturets kvikke og årvågne øjne.

Billedet er beskåret, således at Lorths hovede ikke vises, idet synet af dennes deforme og frastødende ansigtstræk i adskillige fortilfælde har vist sig endog særdeles opkastningsfremkaldende.

Bacille3

Ved et simpelt lykketræf forefandtes Gudbrand Rimkrats kadaver stadigvæk på Gustenhuse Sæbefabriks kølelager. Det var ved succesfuld kirurgisk sammensætning af disse to dele, at eksperimentet endelig lykkedes. Hovedkuldsbacillen overlever ikke længere tids nedfrysning!

Bacille4

Grøffe Rimkrat gør nu god nytte som sanitær medarbejder ved herretoilettet på Gustenhuse Svineslagteri, hvor det bliver til mangt et kært og rørende gensyn med diverse slægtninge, i form af nyleveret ferskbrunvare.

Bacille 5

Således vil også sognets kæle- og bordeldyr opleve fornyet anvendelse, blot der hurtigt og effektivt sørges for nedfrysning af de vitale kropskomponenter.

Bacille 9

Ved hjælp af disse koldluftskompressorer har projektgruppen Lakmussen-Lacksen beredt vort sogn en unik mulighed for at komme hovedkuldsproblemet til livs, een gang for alle. Sognerådet har derfor besluttet at nedfryse hele Gustenhuse i 6 måneder.

Bacille 1 x

Sognet vil fra næstfølgende tirsdag kl. 08.46 prc. være indkapslet i en (her på en tredimensionel datamatillustration demonstreret) Negativ Termisk Brunvarekuppel (NTB), med henblik på at fastholde sognet i frossen dvale i et halvt år.

For Tølperforeningen er der tale om dobbelt gode nyheder, idet den borthældte kirsebærvin fra sidste jul nu til december vil kunne pumpes op igen fra gadekæret. Og vigtigst af alt: Hovedkuldsplagen er endelig besejret!

Bacille 7

Medens temperaturen langsomt falder til det ønskede niveau, vil vi i Gustenhuse sørge for diverse distraktioner og underholdning, herunder pigtrådsreggaeduoen Wa’fanden? (“vi spiller til vi stivner!”), som leverer den musikalske underholdning under selve nedfrysningsprocessen. Der kan bl.a. ses frem til en akustisk coverudgave af den berømte schlager “Virus og Bakterier”:

Bacille Bjørn SPIL

Til alle vore landsmænd (på nær arbejdsløse og marxister), venner, samt sympatisører, ønskes et dybtfølt: “Godnat, og sov godt!”.

Bacille 6

Det skal blot tilføjes at jeg personligt ikke vil deltage i denne folkerenselsesproces, idet jeg desværre sammen med Komtesse Missegnubber er blevet pålagt et diplomatisk ærinde til den karaibiske øgruppe Dartvados, ironisk nok af præcis 6 måneders varighed, og iøvrigt med ansvar for sognekassens nuværende kontantbeholdning, stor kr. 176,88.

Så det er med meget stor sorg jeg nu forlader min hjemstavn og går pligtens tunge vej!

SE OGSÅ:

HenvEisenmannFREMSKRIDTSBØLGE

Larmo-Sagaen: Tilbage til de Gamle Dyder!

EN VÆGTERS BEVÆGENDE HISTORIE, 3. OG AFSLUTTENDE DEL
(Se 1. del her og 2. del her)

Larmo3-01

På billedet ses et udsnit af Gustenhuses brede befolkning i indigneret protestmarch mod forholdene i byen i 1988. Forandringens vinde blæste gennem gaderne, og tiden var nu kommet til en gigantisk folkerejsning. Alle var vi jo nu engang i samme seng, og alle fremviste hårdhed, villighed, udholdenhed, fleksibilitet og styrke på et hidtil uset niveau. Der krævedes selvopofrelse som aldrig før. Byens fremtid var på spil!

Larmo3-02

Blandt de mange frivillige sås raske unge kvinder fra landbruget, der gladeligt tog del i den genopbyggende fase. “Hellere to tjenende ånder end én onanerende tjener!” som min salig bedstefader Fridolin Tannhäuser von Rasselschlüssel sagde i sin tale til mit 75-års jubilæum.

Larmo3-03

Al useriøs og sogneskadelig ageren kom under afvikling i disse år, og det blev også slut med den uautoriserede husdyrkopulation. Nu skulle der for alvor styr på begivenhederne!

Larmo3-04

Under ledelse af vor åndelige og fysiske førerskikkelse, allerærværdigste hr. Stahl-Eisenmann, blev Sognets økonomi gennemgået helt ned i detaljen, og blandt de deraf følgende, utallige og helt nødvendige effektiviseringer og besparelser sås for eksempel den kombinerede anvendelse af ressourcer fra overfiskeriet med diverse opgaver indenfor det offentlige.

Larmo3-05

Al ikke-lusseringsmæssig korporlig afstraffelse fandt herefter sted på husdyrbordellerne, ved hjælp af skidtfisk og ledige cirkusmedarbejdere. På denne geniale facon løstes mange sociale problemer samtidigt. Der kom atter gang i den stagnerende økonomi, og balance blev opnået i sognebudgettet.

Larmo3-06

Mit fineste øjeblik i tjenesten var, da jeg i 1993 egenhændigt indfangede Tranumulven ved hjælp af denne snedige forklædning og den af Staniol Lakmussen udviklede mekaniske fangarm, som på billedet ses demonstreret af undertegnede.

Larmo3-07

Bæstet havde over en årrække nedlagt i dusinvis af fåreavler Bähmanns bordelracehusdyr, og gennem dets blodige hærgen opskræmt lokalbefolkningerne udi det nordvestjyske. For min ydmyge præstation modtog jeg i al beskedenhed Gustenhuse Hønseavlerforenings Årslegat på kr. 1,33 samt fire bakker nylagte æg à 6 stk. pr. bakke. Ikke dårligt for en simpel, gammel vægter.

Larmo3-08

Staniol Lakmussens unge assistent Alky Mistelsen udviklede efter anmodning fra Gustenhuse-SS (den Sanitære Sognemyndighed) en genial opfindelse til bevarelse af husholdningsfækalier. Det skulle være helt slut med meningsløst brunvarespild. Grundet loven om patentbeskyttelse kan jeg desværre ikke gå i nærmere detaljer.

Larmo3-09

Revselsesretten blev, tilligemed selvtægt, i 1989 ved enstemmighed under Sognerådets Ekstraordinære Nødforsamling gjort lovpligtig. Man var herefter som medborger i Gustenhuse under strafansvar forpligtet til at lussere børn, kvinder, oldinge, festnegre, uduelige mandspersoner (døde såvel som levende), husdyr, vegetation, apparater og automatiserede vehikler, ved blot det mindste tegn på opsætsig adfærd, slendrian, fjol, eller blot begrundet mistanke herom.

Larmo3-10

Vore mandlige medborgere fik hurtigt rettet ind i forhold til det nye sogneparadigme. Man hørte allesteds og til egen store tilfredsstillelse i døgndrift de raske klask af en by i fremgang!

Det er således med sindsro, at jeg, Larmo Rasselschlüssel, aftræder mit sekellange embede som vægter i kære, gamle Gustenhuse. Mit arbejde er fuldbragt, og byen og sognet kan nu se en lys fremtid i møde!

Larmo3-11

Larmo Rasselschlüssel nyder sit velfortjente otium i hjemmet, Havekolonien Skadefryd bag det for længst nedlagte Gustenhuse Friluftskrematorium.

Lad os alle, her i afskedens vemodige stund, sammen med Larmo istemme den traditionelle danske Vægtersang, med moderne tekst af afdøde V. Røvlenberg (andet samt sidste vers):

Hov vægter! Klokken er slagen 12

Det var ved midnatstide,
brunvaren den blev født.
Til gavn Alverden skide,
hvad ellers var forødt.

Vor klokke er slagen tolv!
Med tarme og rø’ev,
af hjertet prøv;
befal dig Gud i vold!

Hov vægter! Klokken er slagen 5

O, store morgenstjerne!
Vor byrd’ i Verden hér,
tålmodelig vi gerne
aflægge, som vi bæ’er.

Vor klokke er slagen fem.
Kom kun, vare brun!
Hold stuen lun;
oplys vort hus og hjem!

Gustenhuse længe leve! Hurra x 9! Præcist!

SE OGSÅ:

HenvEisenmannLARMOVÆGTER

Henv Eisenmann Larmo 2

Tilbage til forsiden

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 14

DET HERRENS ÅR 1862

Der havde været uro i samtlige amerikanske stater det sidste stykke tid men det tog Jonny Hamburger sig ikke specielt meget af. Her på gården var der fred og ro. Solen skinnede på en skyfri himmel og Jonny hoppede ud fra døren med et krus kaffe i hånden.
Gårdens dyr kom ham i møde. Koen, fårene, hønsene, hunden, kattene og alle de andre.
Jonny kunne mærke at der måtte synges. Det var en nødvendighed:

Jonny:
Så blev det atter morgen.
Og jeg har sovet længe nok
Se solens lys for oven.

Hønsene: Bok, bok, bok, bok!

Jonny:
Så fredfyldt her på gården
Åh, vi får så megen sjov!
Jeg nyder kaffetåren

Hunden: Vov, vov, vov, vov.

Ko: Muh … MUUUUUUUUH.

Jonny:
Ja, vi har ingen kvaler
og jeg …

“Ja, undskyld at jeg bryder ind i Deres ejendommelige skrålesang med kræene, men jeg er her i et vigtigt ærinde,” sagde en dyb stemme bag ham.
Det gav et gib i Jonny så han spildte noget af kaffen på jorden.
Han vendte sig om.
Der stod en soldat i fuldt ornat og med en tyk moustache. Han så autoritær ud.
“Hvad fanden?” sagde Jonny.
“Jeg er oberst Mudbut. Hvor må vi stille kanonerne og eksplosiverne?”
“Ka … kanonen!” gispede Jonny.
“Ja, vi er ved at gøre klar til at fjenden kommer. Ned med nakken!”
Jonny drejede sig rundt og fik øje på alle de soldater, der pludselig var stimlet sammen på hans grund. Flere kom til med kanoner som de kørte i stilling. De tromlede blomsterbedet ned og trampede kornet ned.
“Hov, det må De ikke,” jamrede Jonny.
Obersten svingede med armene.
“Tag det roligt. Vi har alt under kontrol. Desværre forholder det sig sådan at netop Deres matrikel her ved Antietam er blevet udvalgt som slagets brændpunkt men jeg lover Dem at vi vil forsøge ikke at svine for meget. Vi er trods alt civiliserede mennesker.”
Flere soldater kom til. Der var mere end hundrede folk.
“Må et par af mine mænd låne toilettet? De har brug for at lette trykket inden kamp.”
“Jeg … jeg,” stammede Jonny.
Obersten råbte til mandskabet.
“Det er i orden. I har fået tilladelse!”
Fyrre mænd jublede og stormede huset. Jonny kunne se at nogen sked på gulvet i stuen.
Han så sig forvildet rundt. Der stod kanoner og soldater alle vegne. Dyrene vidste ikke hvad de skulle gøre af sig selv.
“Er det i orden med Dem hvis vi lader en håndfuld soldater gemme sig i urtebedene?”
Jonny nåede ikke at svare før der lød skrig og råb et stykke væk. Ude på kornmarken marcherede den fjendtlige hær mod gården.
“Nu kommer de,” brølede obersten. “Angrib!”

1862-civil-war

Kanonerne gik af. To af dem pegede i den forkerte retning og skød direkte inde i huset.
Jonny spærrede øjnene op.
Sydstaterne kom løbende med sabler og geværer. Nordstaterne drønede i mod dem.
Arme blev hakket af.
Fødder blev bortsprængt.
Hoveder eksploderede.
Indvolde klaskede ud over det hele.
Tandstumper fløj som spredehagl.
Hønsene blev trampet ned.
Koen blev brugt som levende skjold og fårene, hunden og kattene blev benyttet som alternative kasteskyts og slagvåben.
Jonny stod som frosset til stedet mens kaos udspillede sig omkring ham.
Så styrtede huset sammen.
Obersten klappede ham på skulderen.
“Op med humøret, knægt.” Han pegede mod himlen. “I det mindste er det skyfrit i dag.”

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 13

DET HERRENS ÅR 1859

JUNI

“God morgen hr. Austin. Sikke dog en herlig morgen her i det Australske land.”
“Vor herre bevares!”
“Hvad mener De, hr. Austin?”
“Det skal jeg sige Dem, Brian. Der er jo ikke andet en visne træer, sten og sand. Jammerligt.”
“Jeg forstår ikke …”
“Og dyrene, Brian. Et kummerligt udvalg. Har De set disse høje langbenede pungdyr der hopper så latterligt rundt derhenne?”
“Kænguruer?”
“Ja, føj for satan. Og disse små pelsede tørvetrillere der æder eukalyptus hele dagen …”
“Koalabjørne?”
“Ja, jeg kan ikke snuppe det, Brian.”
“Jamen, hr. Austin. Det jo sådan Gud har skabt dette land. Der har været en idé med det hele fra begyndelsen.”
“Vor herre bevares! Nej, vi trænger til noget mere genkendeligt. Noget der minder om de gode gamle dage hjemme i England. Noget sødt og pudsenusset.”
“Vil De hente dyr hjemme fra Storbritannien?”
“Ja, det er jo det jeg siger, Brian. Jeg foreslår kaniner. De er uskyldige små dyr som kan passe sig selv. Jeg sender bud med det samme.”
“Men … men …”
“Ti stille, Brian.”

1859-01

JULI

“Er De hr. Thomas Austin?”
“Ja, Det er mig.”
“Jeg har en pakke til Dem. 24 kaniner.”
“Det var eddersparkeme hurtig levering! Ih, hvor er de livlige de små kræ.”
“Hvis De vil kvittere her … ”
“Sådan.”
“Farvel.”
“Farvel … Brian kom her!”
” …. ja … jeg er på vej … Jeg er her nu.”
“Har De set disse pragteksemplarer, Brian?”
“Jo, de er vel nok fine.”
“Lad os slippe dem løs med det samme!”
“Slippe dem løs? Jamen hr. Austin dog. Er det en god idé?”
“Brian! Ti dog stille og hjælp mig med at åbne kassen.”
“Hvis De synes.”
“Ja, sådan. Ud med jer. Alle sammen. Løb, spring mine kaninvenner. Åh, se hvor de løber rundt. Og De var bekymret, Brian. En lille flok kaniner gør ingen skade.”
“Hr. Austin. Nu begynder dyrene at hoppe op på ryggen af hinanden.”
“De er bare konfuse efter sejlturen herover. Jetlag eller hvad det nu hedder. Det betyder ingenting.”

AUGUST

“Hr. Austin. Kræene er alle vegne!”
“Hvad fabler De om, Brian?”
“Bestanden er fordoblet. Når de ikke smadrer køkkenhaven hopper de ovenpå hverandre og formerer sig.”
“Har De det rigtigt godt, Brian? Der er 24 kaniner som der hele tiden har været, hverken mere eller mindre. Nu har De vel ikke fået hedeslag. Tag et glas brandy og slap af. ”
“Jamen …”

1859-02

SEPTEMBER

“Vi må gøre noget ellers har vi katastrofen. Vi må holde bestanden ned ellers kan det få konsekvenser for hele kontinentet … Jeg henter min muskedonner og skyder er par stykker.”
“Brian! Nu er De ond! Man skyder ikke på små søde dyr som kaniner. Hvad er De dog for et usympatisk menneske. Kan De så opføre Dem ordentligt.”
“Hr. Austin, hør nu på mig. Naboerne klager. Kaninerne har pløjet familien Mastersons mark op og væltet huset. Vi nærmer os en pelset syndflod.”
“Jeg hører Dem, Brian og jeg tænker om De måske burde gå til psykolog. For de hallucinerer. Min oldefader havde lignende symptomer. Han så også katastrofer alle vegne.”
“Jeg … jeg …”
“Det er vel nok en flot hat De har fået Dem, Brian.”
“Det er ikke nogen hat hr. Austin. Det er kaniner. De kravler overalt. De har selv fire siddende på hovedet i øjeblikket, at De ved det.”
“Ha, ha. Det har jeg minsandten også. De er nogle spøjse små kræ, de kaniner.”

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

SE OGSÅ:

HenvHalunkTESTIKELKALKUN

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 1

ÅR 329.411 FØR KRISTI FØDSEL

“Gybba! Gryff, gybbart lumk!”

“Blixen Blixen, gryffor kræmkel!”

Råbene gjaldede frem og tilbage mellem de svajende trætoppe, der var levesteder og hjemstavn for storfamilien Lomax. Den vidt forgrenede familie betragtede sig som junglens herskere, og den havde udviklet sit eget sprog, rigt på betydninger og nuancer.

Stedet var Kenya, og på denne regnfulde dag sidst i april traf Lucy, familiens i døgndrift fungerende kvindelige overhoved, en principiel beslutning.

“Gafflam!” råbte hun. “Gryffert Blixen Blixen!”

Som ramte af lynet blev aberne tavse. Kun troperegnens plasken mindede de lodne brune skabninger om, at de stadig var i live, og at Lucy ventede på svar.

329411-aber01

“Byzzar?” lød et forsigtigt klynk fra en ung hun med en krans af hvide epifytter om halsen.

“Gryffert Blixen Blixen!” brægede Lucy, og nu var det en ordre, som ingen turde modsige. Lang tids diskussion om familiens fremtid havde fundet sin afgørelse. Fra nu af var trætoppene en legeplads, det egentlige liv skulle foregå ved jordens overflade.

TRE ET HALVT ÅR SENERE

Lomax-familien havde gjort store fremskridt og avlede unger som aldrig før. De fleste gik på bagbenene, der var dannet et sangkor og et ordenskorps, og Lucy var flyttet ind i verdens første bambuspalads.

Rigt og skønt var livet, men ikke helt rigt eller skønt nok. Lucy tænkte fremad. De marcherende og syngende aber havde behov for system i hverdagen.

329411-aber02

“Gulba. Lomax gulba gryffa!” råbte hun fra bambuspaladsets balkon. Aberne strømmede til, og med raske råb og og nogle tilrettevisende redskabslussinger fik hun delt dem op i seks kolonner.

Længst til venstre stod festaberne af type 1. Lucys far og hendes tre første ægtemænd havde været gemytlige, grovædende aber af denne type. Til højre for dem stillede hun en lille flok af de finere festaber, som efter hendes mening fortjente at blive klassificeret som type 2. De bar lændeklæder og fjer i håret, og en af dem kaldte sig modeskaber. Det var der fremtid i.

Midt på pladsen havde hun samlet to talstærke grupper: Arbejdsaber type 1 og 2. Håndens arbejdere med køller og sten i hænderne, nu adskilt fra dem, der allerede drømte om en kontorstol, en kuglepen og en pensionsordning.

329411-aber03

Længst ude på fløjen stod to mindre klynger og stirrede forbi hinanden. Lucys øjesten var disse kulturaber. Type 1 udmærkede sig ved at tale dæmpet og holde lange pauser, mens type 2 skreg og hylede ved enhver given lejlighed. Et moderne samfund havde brug for dem begge, resolverede Lucy.

Hun rakte armene i vejret og udråbte en velsignelse:

“Gryffa prums! Baksam baksam!”

“Tak selv!” lød det fra Karen Blixen. Og ikke meget har ændret sig siden.

Næste blad

Retur til avisens forside

Præsidentvalgkamp skærpes: Tre jubelkandidater i spil

Sitrende spænding omgiver kampagnerne op til årets vigtigste lokalvalg. Tre jubelkandidater er i spil, men kun én kan få den ærefulde, rigt belønnede toppost som præsident for Nordvestjysk Pamperforbund af 1865.

Lad os kort og præcist præsentere de dystende figurer:

Præsident01

Præsident02

Præsident03

Præsident04

Præsident05

SE OGSÅ:

HenvVALGSEJR2

 

En æra afsluttes: Gustenhuse Pervertarium lukker

Stahl-EisenmannLOGO

Vor største bastion for sædeligheden og sognekønsmoralen står snart ikke længere. Grundet samfundsudviklingen og de nye krav til offentlige seksualfaciliteter er det netop ved håndsoprækning under sognerådets velbeskænkede storfolkemøde vedtaget, at Gustenhuse Pervertarium skal nedrives for at gøre plads til den planlagte nye sognemasturbationscentral.

Pervert01

Pervert02

I mere end et århundrede har Pervertariet tjent borgerne som hjemsted og tænketank for allehånde eksperimenterende seksualudskejelser, til gavn for udviklingen i vor stadigt tiltagende kropskultur. Det er derfor med vemod at en igennem generationer så velbesøgt, traditionsbehængt og dybt skattet institution nu må lade livet i det moderne kønslivs navn.

Må det således være mig tilladt at bringe lidt nostalgiske glimt af stedets glorværdige historie, til bevarelse for eftertiden:

Pervert03

Pervert05

Pervert06

Pervert07

Pervert08

Pervert10

Man kan selvsagt kun håbe, at nye bygninger fremadrettet vil kunne leve op til stedets uplettede ry som elsket samlingspunkt for sognets frigjorte borgere, samt husdyr, og dermed holde egnens bedste traditioner respektfuldt i hævd!

SE OGSÅ:

HenvGUSTENTEKNIK