Kategoriarkiv: Husdyr

Kampen om den røde rubin 17:25

Benni og Lydia gik ned mod slumkvarteret for at opsøge dynatmitfisker Bax IX Lubbert i hans private barak.

De havde først været på havnen og derefter besøgt Landproletarisk Kælderbodega. Her fortalte Onkel Philbert, at Bax var gået hjem for at spise slæbesild sammen med Mångki, onkels nye abe.

Det forlovede par stoppede foran dynamitfiskerens matrikel og skævede mod skuret der var opført af drivtømmer og traktordæk.

“Lydia …” sagde Benni trist. Han så hende dybt i øjnene. “Vi bliver nødt til at konfrontere ham. Der er simpelthen for meget på spil. Mit silkeslips. Dit ve og vel. Hele Danmarks sikkerhed. Jeg lover at købe en ny ring til dig. Den bliver måske ikke nær så smuk og dyr…”

Lydia nikkede og kneb en tåre.

“Åh, Benni. Hvad er det dog vi har rodet os ud i?” Hun omfavnede ham. “Du har ret. Men min far vil aldrig aflevere den til os. Ikke på vilkår.”

Benni rettede ryggen og fremdrog sin nyerhvervede Colt.

“Måske kan denne overtale ham.”

“Er det virkelig nødvendigt?” gispede Lydia.

Benni nikkede bestemt, gemte pistolen væk og åbnede havelågen.

* * *

Kødfoderfabrikkens gigantiske produktionslokaler var stille som graven. Doktoren marcherede frem og tilbage og klargjorde maskinen, der skulle blive Benni Borgwald-Bertelsens endeligt. Han måtte elimineres.

Normalt var kødfoderfabrikken fyldt med hårdtarbejdende folk. Men ikke denne dag. Doktoren havde hypnotiseret direktøren til at blæse i fyraftensfløjten og sende alle medarbejdere hjem, så mødet kunne finde sted i hemmelighed.

Han gned hænderne sammen og gnæggede. Hvis alt gik vel, ville han snart besidde den røde rubin, og Benni Borgwald-Bertelsen ville være knust til kødgrød og hældt på konservesdåser.

Doktoren så på lommeuret. Klokken var 12.15. Om tre kvarter gik det løs. Når han fik den røde rubin, havde han endelig en klemme på Norge.

* * *

Bax IX rev den skæve trædør op og stirrede på Benni med et anklagende blik.

“Dig!” vrængede han.

“Hr. Lubbert,” sagde Benni og mærkede sin hals snøre sig sammen. Svigerfaderen var større end han huskede.

“Hvad vil du mig?” brummede Bax. “Har du ikke travlt med at feje aske sammen?” Han smilede hånligt.

“Du har desværre … noget … der tilhører Ly… din datter,” fremstammede Benni. “Jeg vil frygtelig gerne have … rubinringen tilbage. Det …”

Bax knaldede ham en lussing, der sendte ham baglæns ud i forhaven. Benni landede på gruset.

“Forlovelsen er aflyst. Er det forstået?” tordnede Bax. “Jeg finder selv en ægtemand til min datter. Der er flere kandidater i proletariatet. Du er ikke andet end et overklassebløddyr!”

Benni rejste sig og trak sin pistol.

“Det … det er vi to om at bestemme!” Han sigtede på sin svigerfader med rystende hænder. “Rubinringen nu! Ellers …”

Bax stirrede på den desperate mand med et overrasket udtryk. Hans mundvige bevægede sig opad. Dynamitfiskeren satte fingrene til munden og piftede. Med en pludselig bevægelse spænede en krumrygget, pelset skikkelse ud fra barakken og sprang i flæsket på Benni.

Aben Mångki afvæbnede ham med et håndkantsslag og gav ham en pinefuld olfert. Primaten trak Benni gennem forhaven i underbenklæderne og urinerede på ham.

Bax brød ud i en hjertelig latter mens aben ydmygede svigersønnen yderligere. Lydia stod ude ved fortovet i en katatonisk choktilstand.

“Så er det godt,” udbrød Bax, og Mångki løb ind i barakken igen for at spise melorme, ryge cigarer og drikke rød sodavand.

“Jeg troede ikke du havde det i dig,” grinede Bax og hjalp Benni på benene. “Det kræver rygrad at true mig. Kom indenfor, I to.”

Mere info om nordvestjysk kødfoderproduktion

Flux videre til afsnit 18

Retur til avisens forside

Kampen om den røde rubin 19:25

Skriv et svar

Bilradioen skrattede højt:

“Nu er det nok! udtaler den norske udenrigsminister og tilføjer at hvis Danmark ikke kan levere rubinringen tilbage til Pula Skogmo inden i morgen tidlig, vil bomberne regne over Nordvestjylland. Norges tålmodighed er opbrugt …”

Benni gned sig i øjnene.

“Åh, hvor det dog klør, det skidt,” sagde han.

“Hørte du det?” sagde Lydia og greb hans overarm.

“Hvad siger du?”

“Jeg siger at …”

“Hvabehar?”

Benni kunne intet høre eller se, men det var der en bestemt grund til. Det var en del af planen som de havde udtænkt i dynamitfiskerens domicil.

Klokken 12.58 præcis satte hyrevognen Benni og Lydia af ved Klamhuse Kødfoderfabrik.

Benni tog den brune konvolut, som doktorens lakajer havde givet ham. Den indeholdt en nøgle som de låste sig ind af bagdøren med.

Henne ved kødkværn nr. 17 stod doktoren i selskab med sine to bandagerede kumpaner.

“Har I ringen med?” sagde doktoren. “Den ægte røde rubin?”

Karloff og Brutus knyttede nævnerne.

“Jah,” svarede Lydia og løftede et polstret ring-etui i sin højre hånd.

Doktoren stak armen frem.

“Lige et øjeblik,” råbte Benni. “Inden vi overdrager den og du begynder på dine numre, så har vi krav på at vide hvad der foregår!”

Bennis stemme gav ekko i hallen. Han satte hænderne i siden. Doktoren så ham an og nikkede langsomt:

“Lad gå,” sagde skurken.

“Og tal klart og tydeligt!” råbte Benni.

Doktoren lagde armene på ryggen og gik frem og tilbage mens han begyndte at fortælle:

“Mit navn er Svend Skogmo Storjætte. Jeg var indtil i fjor gift med sangerinden og dyreværnsaktivisten Pula Skogmo.”

Lydia gispede. Benni så upåvirket ud, mest fordi han hverken kunne høre eller se særlig meget grundet torskerognsørepropperne og fiskeskindskontaktlinserne, som han havde konstrueret af efterladenskaberne på svigerfaderens frokosttallerken.

“Min ekskones rubinring er vigtig for Norge. Hvis jeg besidder den, er det mig der stiller kravene. Jeg rejser til Argentina med rubinringen i nat inden krigen begynder. Derfra kan jeg begynde at forlange en passende løsesum. Det er den korte version.”

Lydia nev Benni i armen og han stak diskret hånden i frakkelommen og afbrød båndoptageren. Han havde fået hvad han behøvede. Hvis han afleverede doktorens monolog til politiet og de knockelske blade, ville katastrofen kunne afværges.

Hverken han eller Lydia havde medbragt rubinringen. Bax kunne ikke finde den, så de måtte tænke kreativt. Ring-etuiet i Lydias hånd gemte i stedet på en sløv, rusten fiskekrog.

“Men nok om det.” Svend Skogmo Storjætte trak sit lommeur fri og lod det pendulere foran Benni.

“Nu gør du som jeg siger, Benni Borgwald-Bertelsen. Du er under min kontrol!”

Benni stirrede tomt ud i luften.

“Du lægger dig op på kødbåndet og nyder hele turen gennem maskineriet, til du er hakket i stumper og stykker og hældt på dåser som Velhavergullasch. Gør som jeg siger.”

Karloff og Brutus tændte for kødkværn nr. 17. Den arbejdede sig op i tempo.

“Nu!” råbte Benni.

Lydia hev lommeuret ud af doktorens hånd og kastede det på rullebåndet. Uret kørte ind i kødhakkeren og blev knust.

“Pokkers!” udbrød doktoren og trak sig tilbage.

Benni fremdrog sin Colt med den ene hånd og pillede kontaktlinserne og ørepropperne ud med den anden.

Sanserne var tilbage.

“Legen slutter her. Nu går vi alle fem ned på politistationen,” sagde Benni med et selvsikkert smil. “Dette er en civil anholdelse!”

“Du er vel ikke så naiv at tro, at jeg ikke har forberedt en plan B?” Den nedrige norske hypnosedoktor fløjtede en simpel melodi. Sekundet efter puslede det i krogene.

Benni og Lydia vendte blikkene betuttet rundt.

Rotter i hobetal vrimlede ud fra rørene og ud fra huller i murene og gulvet. De peb og gik til angreb på Benni. Nogle kravlede op i hans bukseben. Han sigtede på dyrene og trykkede på aftrækkeren. klik, klik, klik.

“Lort i lommen,” mumlede han. Sigøjneren havde snydt ham igen. Patronerne var selvfølgelig ikke inkluderet.

Han forsøgte at slå gnaverne af sig, mens han kravlede op på en kasse. I forvirringen kunne han høre doktorens hysteriske latter og sin forlovedes fortabte angstskrig.

“Benni!”

“Lydia!” Der lød hastige skridt over betongulvet. Han sprang ned og maste fire rotter, inden han optog forfølgelsen.

Benni halsede ud af hallen med rottehæren i hælene. Han nåede at se sin elskede Lydia blive kastet ind i lastrummet på varevognen med påskriften Morfars Medister. Bilen startede og susede af sted.

Det var ikke sådan, det skulle være gået til.

Selv om han lagde alle kræfter i, kunne han ikke til fods indhente den fækaliedækkede varevogn, der snart blot var en prik i horisonten.

Hård supplerende info om nordvestjyske skadedyr

Flux videre til afsnit 20

Retur til avisens forside

8 lysende genveje til klogskab, sundhed, lykke og succes

Skriv et svar

NYT KURSUSPROGRAM FRA USSELDRUPEGNENS FOLKEUNIVERSITET

1. MOTIONS-KURSUS, 28 lektioner à 180 minutters uafbrudt pedalarbejde. Den frembragte elektricitet vil tilgå julebelysningen i Klamhuse, Nr. Usseldrup og Blodhavn. Taktfast ledsagemusik leveres af exam. bælgorgelorganist Lumbert Peckelgreen.

2. DRESSUR-KURSUS, 9 lektioner, som vil give Dem bedre kontrol og et mere harmonisk samliv med familiens større husdyr. Instruktør: Grønthandler Abner Waffelhans, grundlægger af Nordvestjysk Dyrepark, Klamhuse Hede.

3. MULTIHÅNDVÆRKER-KURSUS, 14 lektioner med afsluttende duelighedsprøve og diplom. Byg eller genopbyg et moderne hjem for få hundrede kroner. Førende lokale håndværksmestre og ejendomsmæglere medvirker.

4. HJEMMESLAGTNINGS-KURSUS, 6 lektioner under ledelse af veterinærbøddel Halbert Guffelhorst, Vester Usseldrup. Egen gris eller andet større husdyr medbringes til næstsidste lektion.

5. RUSSISK-KURSUS, 12 lektioner for børn og voksne, begyndere såvel som let øvede. Autentiske russiske veteraner medvirker.

6. JUBELFAMILIE-KURSUS, 24 lektioner samt et omfattende øvelsesprogram til hjemmebrug. Lussingterapeut Gylda Waffelkrage genopliver de jævne (og i reglen regel gratis) glæder, der binder familierne sammen.

7. MADLAVNINGS-KURSUS, 8 lektioner, heraf 6 henlagt til køkkenet på Brunmølle Udflugtskro under ledelse af køkkenchef Gaston Languster. Grundsubstans i alle retter er Granuleret Brunt Universalfoder kvalitet 02 fra Klamhuse Kødfoderfabrik.

8. INTEGRATIONS-KURSUS, 6 lektioner under ledelse af sexualterapeut Gylda Peckelmann, Blodhøj. Flere autentiske indvandrere medvirker og er (mod særskilt gebyr) til rådighed for kursisternes experimenter. Videreuddannelse til professionel integrator (cand.int.) er mulig i næste kursussæson.

TILMELDING sker til Usseldrupegnens Folkeuniversitet på tlf. Klamhuse 28y senest næste fredag kl. 14.27 prc. Kursusnormalpris er kr. 0,63 pr. lektion, oldinge og invalider dog kr. 0,74. Tillæg for evt. materialer, forfriskninger og de nødvendige indlæringslussinger.

SE OGSÅ:

Tilbage til forsiden

Stor festlig svinomobilparade på Blodhøj: Alle møder frem

Skriv et svar

Nordvestjysk Svineavlerforbunds Propagandakomité indkalder i samarbejde med Usseldrupegnens Storslubbertselskab til årets festlige svinomobil-parade på Blodhøj. Såvel fastboende som turister forventes at møde frem i tusindtallige begejstrede skarer. Afbud uden vedlagt dødsattest accepteres ikke.

Blandt årets favoritter er fr. Bella Peckelmühle med dette luxuspersonautomobil.

Vehiklerne starter fra Blodhavn Landport lørdag kl. 10.34 prc. med det knockelske familiepedalvehikel i spidsen. Når sidste dommervehikel er kørt gennem porten, kan publikum sætte sig i bevægelse. Opmarch over Blodhøj sker i rask tempo, og alle anvisninger fra det uniformerede kontrollørkorps skal følges uden tøven.

Nr. Usseldrup Eksamensskole står som ejer af skolebussen “Mister Piggy”.

En outsider er slagtermester Bænnie Karbunkels salgsvogn “Copulating Piggies Mark II”.

Dommerkomiteen med Louis B. Knockel i spidsen uddeler lussinger, diplomer og sponsorerede præmier. Tredjepræmie er i år 4 kg flæskesvær og et par gummiovertræksbenklæder. Andenpræmie: 12 kg flæskesvær og 2 sæt slidstærke lussinghandsker, der kan anvendes såvel i familien som i husdyrstaldene. Førstepræmie: 18 kg flæskesvær og 80 liter blå drikkepetroleum.

I griseparadernes barndom lod man i et vist omfang dyrene styre de deltagende vehikler. Trods forudgående træning og skarp disciplin gav det så store tab af liv og materiel, at praksis måtte ændres.

Krigsårenes benzinmangel umuliggjorde motoriserede parader, men muntre landproletarer trak under taktfast sang festgrisefigurer som denne op over Blodhøj.

SE OGSÅ:

Tilbage til forsiden

Festhumør og masser af lussinger på tropeøen

Skriv et svar

SOLIDARITETSTELEGRAM I EN HISTORISK ANLEDNING

Så er forberedelserne til de store øfestligheder i forbindelse med Holstebros befrielse i gang! Vi vil i den forbindelse gerne delagtiggøre avisens ærede læsere i nogle af de kommende, unægteligt spændende, lokalkoloristiske og ikke mindst futuristiske tiltag, altsammen under parolen:

“Alt på ø skal støves af!
Arbejde den hele dag!
Tingene må gør’s i stand!
Lusseres, det skal hver en mand!”

Til dette formål – og vore venner i Holstebro til inspiration – kan vi blandt andet herunder fremhæve følgende programpunkter:

Øens samlede fauna, inklusive bordelhusdyr, herunder de blandt vore mangfoldige turister så populære suppeskildpadder (kendt på øen som “banditter”), skal gennemgå et meget omhyggeligt wellness-program, for skildpaddernes vedkommende med tilhørende skjoldpolering.

Da der imidlertid er mere end 20.000 af disse padder på øen, har den umådeligt ærede professor Abacus Onager venligst til formålet udviklet en robot, der kan polere 2 banditter i minuttet, såfremt padderne ellers forholder sig i ro, og ikke forsøger at bestige hinanden, eller blive besteget af trediemand, hvorfor eventuelle dyresexturister venligst bedes holde dette for øje i ugen, der kommer.

Vor væsentligste naturressource, den verdensberømte pudsecreme Negro, udvundet gennem perspiration blandt øens oprindelige befolkning, vil bistå os i denne nyautomatiserede proces.

Vor evigt aktive og forventningsfulde ungdom kan se frem til en decideret folkegave fra den estimerede hobbysultestrejker og hyggeonkel hr. Tafatmann Handy, som i sin workshop og under streng faste agter at bygge flotte modelnegerkarusseller til alle raske børn af hankøn, med selvfølgelig undtagelse af de enkelte tilbageværende, der har marxistiske og/eller arbejdsløse forældre (som vel at mærke endnu ikke er blevet deporteret til Tarmuda).

Selvsamme ungdom vil i den kommende uge blandt mange fritidstilbud for raske knægte i legeområdet få mulighed for at tage en venskabelig brydekamp med en af øens dødsensfarlige, efter 1940’ernes atomforsøg stadigvæk en anelse radioaktive mutantleguaner, der rent undtagelsesvis vil blive sat fri.

Vulkanen Kranka Foa forventes genaktiveret ved hjælp af manuel nedtipning i krateret og efterfølgende sprængning af den store forstenede, hellige dinosaurfækalie, Pupu Puu-Pu.

Dette sker efter enstemmig afgørelse i Dartvados’ naturforvaltnings bestyrelse, hvor jeg og min suppleant har måttet erkende, at det af turistindtægtsmæssig interesse vil udgøre en langt større attraktion med en aktiv vulkan, end hvad vi hidtil har kunnet tilvejebringe af provenu ved salg af billetter til det gamle relikvium, som desværre ikke længere tiltrækker hverken bedende eller nysgerrige.

Vi har med andre ord masser at tage fat på her på Dartvados, og til opretholdelse af arbejdstempo, disciplin og orden, har vort frivillige nonnekorps lynhurtigt husstandsomdelt lusseringsvejledninger i bogform til alle øens borgere.

Det således ikke bare forventes, men kræves, at alle personer på øen, ved det allermindste tegn på slendrian og fjolleri, eller anden lignende observérbar uskik, straks uddeler knaldhårde lussinger til de pågældende.

Dette er jo alt sammen i øens tjeneste, ikke bare for vor egen skyld, men også som forbillede for diverse primitive samfund, såsom det nye Holstebro, som vi gerne vil assistere på det rent moralske og åndelige plan, i den svære, men lovende tid, der kommer!

Med ærbødige, varme hilsner, og i forvisning om en lysende fremtid, Deres
Hartmann

SE OGSÅ:

Retur til forsiden

Guldkalenderen blad 24: GAVEN FRA ONKEL BOB

2 svar

En våd og ildevarslende decembervind peb om hushjørnerne, mens landproletariatet samledes på Stationspladsen i Nørre Usseldrup. Øjnene var rettet mod bladhusets førstesal. Hvor var petroleumsfaklerne, som plejede at varsle julens komme, og hvor var den olding, alle ventede på?

– Ingen jul i år, lød det med rusten stemme fra alkoven i redaktørhjemmet. Louis B. Knockel var ramt af influenza og sengeliggende for første gang siden 13. september 1958, da han blev bidt i venstre testikel af en rabiesbefængt hyæne på Klamhuse Hede.

Hans trofaste væbnere, Baryl Nidding Halunk og Eberhard Stürwolt, udførte i disse døgn livsvigtig patruljetjeneste langs sognegrænserne, hvor man frygtede et nyt angreb fra Holstebro, så hvem skulle uddele lussinger ved årets juleparade?

– Vi har gjort vor pligt, nu kræver vi vor ret! lød et råb fra den regnvåde folkemængde. Børn og voksne drev planløst rundt i de mudrede gader, og man fornemmede en tiltagende rumlen af utilfredshed og bitterhed. Skulle et langt års slid og slæb til slut belønnes med ingenting?

– Det bliver enden for mig og for os alle, lød det med pibende stemme fra den feberskælvende olding, der lå i alkovens halm med sine to husgeder og avlsgrisen Josefa XIV Blodhøj.

I dette øjeblik hørtes knoslag på døren.

– Bliv væk, og lad mig dø i fred! bjæffede Louis.

– Jamen, det er mig, din egen onkel Bob fra Chicago!

– Umuligt.

– Så luk dog op, mand, og se, hvad jeg har med!

Den kvikkeste af gederne sprang til døren og haspede af. Udenfor på trappen stod en rynket mandsling i jakkesæt og med en metalkuffert i hånden.

– Bob, stønnede Louis, da hans slægtning var nået frem til alkoven. – Jamen, det er jo virkelig dig. Jeg kan kende dig fra billederne, du sendte. Kære gamle Bob…

Onklen, døbt Robert Cervelator Schneckelfritz-Sørensen, var udvandret til Nordamerika engang i 1920’erne. Siden havde han med mellemrum sendt breve hjem, nogle af dem med avisudklip eller fotos, der fortalte om hans karriere som hundefrisør, banjovirtuos og masturbationstræner. Ingen tvivl om, at Bob var en betydningsfuld figur i samfundslivet i Chicago.

– Jeg hører, du har et lille problem, kære Louis, gnækkede den knastørre, men ustoppeligt muntre olding. – Lad mig løse det for dig!

– Hvordan? Hundredevis af ranke landproletarer og deres familier venter på lussinger.

– Se nu bare her!

Bob smækkede kuffertlåget op. Et sindrigt maskineri med blinkende røde og grønne kontrollamper kom til syne.

– Hvad er det?

– En atomdrevet, udklappelig lussingmaskine med en kapacitet på 124 kaskaderende slag i minuttet. Den kan køre i månedsvis på den lille urancigar, jeg har fodret den med. Når de to lussingvinger er foldet ud, kan de gennemvarme kindbakkerne på selv den kraftigste landarbejder. Jeg bærer maskinen ned til hjørnet af Latrinstræde og sætter den i gang om et øjeblik, men allerførst skal du have en uforglemmelig julefestlussing, min kære Louis.

Redaktør Knockel rejste sig fra smertenslejet. – Jeg er parat, bjæffede han, – og jeg føler mig halvvejs rask allerede. Måske er det den vidunderlige varme stråling fra maskinen, der gør sin virkning. Tak, onkel Bob, tak af hele mit hjerte!

Efterskrift

Også denne roman bygger i høj grad på virkelige begivenheder. Hvis nogen tvivler, kan de lade sig overbevise ved at betragte dette dokumentationsfoto af onkel Bob på hjemmebane i Chicago.

Forrige kalenderblad << Til avisens forside >> Næste kalenderblad

Guldkalenderen blad 17: RÜGEN ÅR 1168, MÆÆÆH!

Skriv et svar

Valdemar Den Store og biskop Absalon drog på korstog til øen Rügen for at gøre venderne kristne. Hæren marcherede i takt mod borgen Arkona.

Forrest gik kongen med sværdet hævet. Lige bag ham luntede biskop Absalon af sted med et krucifiks i hånden, som han svingede rundt i luften.
Til lyden af trommerne brød kongen og biskoppen ud i en spontan kampsang:
VALDEMAR: “Venderne skal døbes!”
TROMMER: “Bum, Bum, Bum, Bum.”
VALDEMAR: “Venderne skal døbes!”
TROMMER: “Bum, bum, bum, bum.”
ABSALON: “De tror jo ikk’ på vores gud, men en afgud som skal kastes ud. De tilbeder Svantevit!”
VALDEMAR: “Jamen, det er jo milevidt”
ABSALON: “Ja, fra hvad vi går og tror!”
VALDEMAR: “Uuuuh. Mærk Dem mine ord!”
ALLE: “Venderne skal døbes.
Trommer: “Bum, bum, bum, bum.”

De tav i det samme, de stod foran den mægtige træport.
“Dette bliver en let sag,” sagde Valdemar Den Store. Han bankede på døren. “Luk os ind omgående.”
“Næææææ!” svarede en stemme på den anden side.
“I skal døbes nu,” råbte Absalon. “Og sådan er det!”
“Nææææ” hylede en anden.
“Det var dog for galt,” sagde Valdemar. “Vi har vandret længe for at indoktrinere jer alle med vores religion. Så I har sgu bare at lukke op.”
“Næh!”
“NÆH!”
“NÆÆÆÆÆH!”
Absalon sparkede på døren:
“Er I klar over hvem I taler til?”
“NÆÆÆÆÆÆÆÆÆ!
“Det er Danmarks drot i egen høje person,” råbte Valdemar. “Og jeg tæller til tre …”
“EN!”
“Næh!”
“TO!
“NÆH!”
“TRE!”
“NÆÆÆ!”

Pladdermasse væltede ned fra fæstningen og tilsølede kongen og biskoppen.
“Det er jo gudsbespottelse,” vrælede Absalon og trampede i jorden.
“Og majestætsfornærmelse!” brølede Valdemar Den Store.“De lukker ikke op,” sagde Absalon. “Vi må være kreative. Lad os lave en stor hest af træ, gemme os inden i og lade dem tro det er en gave.”
“Eller vi kan lave en stige,” foreslog kongen.
“Det kan være der er en bagindgang,” sagde en ung soldat bag dem. “I så fald kunne vi snige os ind bag på dem.”
“Glimrende forslag,” sagde Valdemar Den Store. “Af sted. Rundt om hjørnet!”
Hæren trampede kampklar rundt om fæstningens højre hjørne.
Krigerne fik sig en lang næse da de opdagede at borgen var forloren. En stor kulisse af krydsfiner. Der var ingen vendere. Ti geder stod og græssede på den anden side.
“Mææææææ!”
“Mææææææh!”
“De har snydt os,” brummede Absalon.

Længere inde på øen stod den ægte Arkona i al sin glans. Venderne hujede og vinkede hånende til dem.
“Gid fanden havde venderne!” skreg kongen og biskoppen i kor.
“Mæææææh!”
“Mæææææææh”
“Mæææææææææææææææææ!”

Forrige kalenderblad << Til avisens forside >> Næste kalenderblad

Videnskabsreportage: Hovedkuldsbacillen overvundet

Skriv et svar

Det er med stolthed og stor lettelse, at jeg kan offentliggøre følgende meddelelse fra hr. Staniol Lakmussen: “Eureka! Vi har løst gåden! Hurra! Hurra! Og skål, allesammen! Undtagen marxister…!”

Ja, det er sandt. Nu er hovedkuldsbacillen, denne fæle trussel mod vor sognevelfærd, endelig nedkæmpet, og forklaringen følger her:

Kontorchef ved Gustenhuse Platfodsregister, den rimeligt ærede hr. Gudbrand Rimkrat, som ses på ovenstående billede, afgik for nogle år siden ved døden, af hovedkulds. Han nåede at testamentere sit legeme til videnskaben, subsidiært sæbeindustrien, men ved et tilfælde blev hans hoved forbyttet på Gustenhuse Sindssvageanstalts forskningslaboratorium og i stedet anvendt til julesylte. Dette har imidlertid ikke på nogen måde vist sig at forsinke de Lakmussen-Lacksenske eksperimenter, hvis detaljer jeg dog ikke ser nogen umiddelbar grund til at dvæle nærmere ved, her lige inden aftensmaden.

Lad mig blot hermed oplyse, at man fandt fuldgod anvendelse for det alternative specimen: det nyslagtede præmiesvin Grøffe. Grisehvisker Gébert Lorth fremviser på billedet denne ornes optøede og frisk genopvågnede hovede. Bemærk kreaturets kvikke og årvågne øjne.

Billedet er beskåret, således at Lorths hovede ikke vises, idet synet af dennes deforme og frastødende ansigtstræk i adskillige fortilfælde har vist sig endog særdeles opkastningsfremkaldende.

Ved et simpelt lykketræf forefandtes Gudbrand Rimkrats kadaver stadigvæk på Gustenhuse Sæbefabriks kølelager. Det var ved succesfuld kirurgisk sammensætning af disse to dele, at eksperimentet endelig lykkedes. Hovedkuldsbacillen overlever ikke længere tids nedfrysning!

Grøffe Rimkrat gør nu god nytte som sanitær medarbejder ved herretoilettet på Gustenhuse Svineslagteri, hvor det bliver til mangt et kært og rørende gensyn med diverse slægtninge, i form af nyleveret ferskbrunvare.

Således vil også sognets kæle- og bordeldyr opleve fornyet anvendelse, blot der hurtigt og effektivt sørges for nedfrysning af de vitale kropskomponenter.

Ved hjælp af disse koldluftskompressorer har projektgruppen Lakmussen-Lacksen beredt vort sogn en unik mulighed for at komme hovedkuldsproblemet til livs, een gang for alle. Sognerådet har derfor besluttet at nedfryse hele Gustenhuse i 6 måneder.

Sognet vil fra næstfølgende tirsdag kl. 08.46 prc. være indkapslet i en (her på en tredimensionel datamatillustration demonstreret) Negativ Termisk Brunvarekuppel (NTB), med henblik på at fastholde sognet i frossen dvale i et halvt år.

For Tølperforeningen er der tale om dobbelt gode nyheder, idet den borthældte kirsebærvin fra sidste jul nu til december vil kunne pumpes op igen fra gadekæret. Og vigtigst af alt: Hovedkuldsplagen er endelig besejret!

Medens temperaturen langsomt falder til det ønskede niveau, vil vi i Gustenhuse sørge for diverse distraktioner og underholdning, herunder pigtrådsreggaeduoen Wa’fanden? (“vi spiller til vi stivner!”), som leverer den musikalske underholdning under selve nedfrysningsprocessen. Der kan bl.a. ses frem til en akustisk coverudgave af den berømte schlager “Virus og Bakterier”:

Til alle vore landsmænd (på nær arbejdsløse og marxister), venner, samt sympatisører, ønskes et dybtfølt: “Godnat, og sov godt!”.

Det skal blot tilføjes at jeg personligt ikke vil deltage i denne folkerenselsesproces, idet jeg desværre sammen med Komtesse Missegnubber er blevet pålagt et diplomatisk ærinde til den karaibiske øgruppe Dartvados, ironisk nok af præcis 6 måneders varighed, og iøvrigt med ansvar for sognekassens nuværende kontantbeholdning, stor kr. 176,88.

Så det er med meget stor sorg jeg nu forlader min hjemstavn og går pligtens tunge vej!

SE OGSÅ:

Larmo-Sagaen: Tilbage til de Gamle Dyder!

Skriv et svar

EN VÆGTERS BEVÆGENDE HISTORIE, 3. OG AFSLUTTENDE DEL
(Se 1. del her og 2. del her)

På billedet ses et udsnit af Gustenhuses brede befolkning i indigneret protestmarch mod forholdene i byen i 1988. Forandringens vinde blæste gennem gaderne, og tiden var nu kommet til en gigantisk folkerejsning. Alle var vi jo nu engang i samme seng, og alle fremviste hårdhed, villighed, udholdenhed, fleksibilitet og styrke på et hidtil uset niveau. Der krævedes selvopofrelse som aldrig før. Byens fremtid var på spil!

Blandt de mange frivillige sås raske unge kvinder fra landbruget, der gladeligt tog del i den genopbyggende fase. “Hellere to tjenende ånder end én onanerende tjener!” som min salig bedstefader Fridolin Tannhäuser von Rasselschlüssel sagde i sin tale til mit 75-års jubilæum.

Al useriøs og sogneskadelig ageren kom under afvikling i disse år, og det blev også slut med den uautoriserede husdyrkopulation. Nu skulle der for alvor styr på begivenhederne!

Under ledelse af vor åndelige og fysiske førerskikkelse, allerærværdigste hr. Stahl-Eisenmann, blev Sognets økonomi gennemgået helt ned i detaljen, og blandt de deraf følgende, utallige og helt nødvendige effektiviseringer og besparelser sås for eksempel den kombinerede anvendelse af ressourcer fra overfiskeriet med diverse opgaver indenfor det offentlige.

Al ikke-lusseringsmæssig korporlig afstraffelse fandt herefter sted på husdyrbordellerne, ved hjælp af skidtfisk og ledige cirkusmedarbejdere. På denne geniale facon løstes mange sociale problemer samtidigt. Der kom atter gang i den stagnerende økonomi, og balance blev opnået i sognebudgettet.

Mit fineste øjeblik i tjenesten var, da jeg i 1993 egenhændigt indfangede Tranumulven ved hjælp af denne snedige forklædning og den af Staniol Lakmussen udviklede mekaniske fangarm, som på billedet ses demonstreret af undertegnede.

Bæstet havde over en årrække nedlagt i dusinvis af fåreavler Bähmanns bordelracehusdyr, og gennem dets blodige hærgen opskræmt lokalbefolkningerne udi det nordvestjyske. For min ydmyge præstation modtog jeg i al beskedenhed Gustenhuse Hønseavlerforenings Årslegat på kr. 1,33 samt fire bakker nylagte æg à 6 stk. pr. bakke. Ikke dårligt for en simpel, gammel vægter.

Staniol Lakmussens unge assistent Alky Mistelsen udviklede efter anmodning fra Gustenhuse-SS (den Sanitære Sognemyndighed) en genial opfindelse til bevarelse af husholdningsfækalier. Det skulle være helt slut med meningsløst brunvarespild. Grundet loven om patentbeskyttelse kan jeg desværre ikke gå i nærmere detaljer.

Revselsesretten blev, tilligemed selvtægt, i 1989 ved enstemmighed under Sognerådets Ekstraordinære Nødforsamling gjort lovpligtig. Man var herefter som medborger i Gustenhuse under strafansvar forpligtet til at lussere børn, kvinder, oldinge, festnegre, uduelige mandspersoner (døde såvel som levende), husdyr, vegetation, apparater og automatiserede vehikler, ved blot det mindste tegn på opsætsig adfærd, slendrian, fjol, eller blot begrundet mistanke herom.

Vore mandlige medborgere fik hurtigt rettet ind i forhold til det nye sogneparadigme. Man hørte allesteds og til egen store tilfredsstillelse i døgndrift de raske klask af en by i fremgang!

Det er således med sindsro, at jeg, Larmo Rasselschlüssel, aftræder mit sekellange embede som vægter i kære, gamle Gustenhuse. Mit arbejde er fuldbragt, og byen og sognet kan nu se en lys fremtid i møde!

Larmo Rasselschlüssel nyder sit velfortjente otium i hjemmet, Havekolonien Skadefryd bag det for længst nedlagte Gustenhuse Friluftskrematorium.

Lad os alle, her i afskedens vemodige stund, sammen med Larmo istemme den traditionelle danske Vægtersang, med moderne tekst af afdøde V. Røvlenberg (andet samt sidste vers):

Hov vægter! Klokken er slagen 12

Det var ved midnatstide,
brunvaren den blev født.
Til gavn Alverden skide,
hvad ellers var forødt.

Vor klokke er slagen tolv!
Med tarme og rø’ev,
af hjertet prøv;
befal dig Gud i vold!

Hov vægter! Klokken er slagen 5

O, store morgenstjerne!
Vor byrd’ i Verden hér,
tålmodelig vi gerne
aflægge, som vi bæ’er.

Vor klokke er slagen fem.
Kom kun, vare brun!
Hold stuen lun;
oplys vort hus og hjem!

Gustenhuse længe leve! Hurra x 9! Præcist!

SE OGSÅ:

Tilbage til forsiden

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 14

Skriv et svar

DET HERRENS ÅR 1862

Der havde været uro i samtlige amerikanske stater det sidste stykke tid men det tog Jonny Hamburger sig ikke specielt meget af. Her på gården var der fred og ro. Solen skinnede på en skyfri himmel og Jonny hoppede ud fra døren med et krus kaffe i hånden.
Gårdens dyr kom ham i møde. Koen, fårene, hønsene, hunden, kattene og alle de andre.
Jonny kunne mærke at der måtte synges. Det var en nødvendighed:

Jonny:
Så blev det atter morgen.
Og jeg har sovet længe nok
Se solens lys for oven.

Hønsene: Bok, bok, bok, bok!

Jonny:
Så fredfyldt her på gården
Åh, vi får så megen sjov!
Jeg nyder kaffetåren

Hunden: Vov, vov, vov, vov.

Ko: Muh … MUUUUUUUUH.

Jonny:
Ja, vi har ingen kvaler
og jeg …

“Ja, undskyld at jeg bryder ind i Deres ejendommelige skrålesang med kræene, men jeg er her i et vigtigt ærinde,” sagde en dyb stemme bag ham.
Det gav et gib i Jonny så han spildte noget af kaffen på jorden.
Han vendte sig om.
Der stod en soldat i fuldt ornat og med en tyk moustache. Han så autoritær ud.
“Hvad fanden?” sagde Jonny.
“Jeg er oberst Mudbut. Hvor må vi stille kanonerne og eksplosiverne?”
“Ka … kanonen!” gispede Jonny.
“Ja, vi er ved at gøre klar til at fjenden kommer. Ned med nakken!”
Jonny drejede sig rundt og fik øje på alle de soldater, der pludselig var stimlet sammen på hans grund. Flere kom til med kanoner som de kørte i stilling. De tromlede blomsterbedet ned og trampede kornet ned.
“Hov, det må De ikke,” jamrede Jonny.
Obersten svingede med armene.
“Tag det roligt. Vi har alt under kontrol. Desværre forholder det sig sådan at netop Deres matrikel her ved Antietam er blevet udvalgt som slagets brændpunkt men jeg lover Dem at vi vil forsøge ikke at svine for meget. Vi er trods alt civiliserede mennesker.”
Flere soldater kom til. Der var mere end hundrede folk.
“Må et par af mine mænd låne toilettet? De har brug for at lette trykket inden kamp.”
“Jeg … jeg,” stammede Jonny.
Obersten råbte til mandskabet.
“Det er i orden. I har fået tilladelse!”
Fyrre mænd jublede og stormede huset. Jonny kunne se at nogen sked på gulvet i stuen.
Han så sig forvildet rundt. Der stod kanoner og soldater alle vegne. Dyrene vidste ikke hvad de skulle gøre af sig selv.
“Er det i orden med Dem hvis vi lader en håndfuld soldater gemme sig i urtebedene?”
Jonny nåede ikke at svare før der lød skrig og råb et stykke væk. Ude på kornmarken marcherede den fjendtlige hær mod gården.
“Nu kommer de,” brølede obersten. “Angrib!”

Kanonerne gik af. To af dem pegede i den forkerte retning og skød direkte inde i huset.
Jonny spærrede øjnene op.
Sydstaterne kom løbende med sabler og geværer. Nordstaterne drønede i mod dem.
Arme blev hakket af.
Fødder blev bortsprængt.
Hoveder eksploderede.
Indvolde klaskede ud over det hele.
Tandstumper fløj som spredehagl.
Hønsene blev trampet ned.
Koen blev brugt som levende skjold og fårene, hunden og kattene blev benyttet som alternative kasteskyts og slagvåben.
Jonny stod som frosset til stedet mens kaos udspillede sig omkring ham.
Så styrtede huset sammen.
Obersten klappede ham på skulderen.
“Op med humøret, knægt.” Han pegede mod himlen. “I det mindste er det skyfrit i dag.”

Forrige blad Næste blad

Retur til avisens forside

Landsbytossen.dk

Extremgeriatriske efterretninger

Kategoriarkiv: Husdyr

Kampen om den røde rubin 17:25

Kampen om den røde rubin 19:25

8 lysende genveje til klogskab, sundhed, lykke og succes

Stor festlig svinomobilparade på Blodhøj: Alle møder frem

Festhumør og masser af lussinger på tropeøen

Guldkalenderen blad 24: GAVEN FRA ONKEL BOB

Guldkalenderen blad 17: RÜGEN ÅR 1168, MÆÆÆH!

Videnskabsreportage: Hovedkuldsbacillen overvundet

SE OGSÅ:

Larmo-Sagaen: Tilbage til de Gamle Dyder!

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 14