EN KAVALKADE AF ÆDEL POESI OG UFORGLEMMELIGE ILLUSTRATIONER:
FORELØBIG SLUT PÅ POESIEN. KLIK PÅ DENNE GRISEDE REPORTAGE:
Retur til avisens forside
EN KAVALKADE AF ÆDEL POESI OG UFORGLEMMELIGE ILLUSTRATIONER:
FORELØBIG SLUT PÅ POESIEN. KLIK PÅ DENNE GRISEDE REPORTAGE:
Retur til avisens forside
PORKOFIL POESIKAVALKADE
…og her får vi moralen, skåret ud i grisehud:
KLIK og se også:
Retur til avisens forside
Det er hæsligt at være vidne til
Det meningsløse rænkespil,
Som har sat sit præg på store dele af kloden,
På grund af de få som sad der ved floden.
Siden har deres påstande hærget overalt med tro og idealer,
Imens de brugte skarpladte våben og tordentaler,
Og fik oprettet nationer med tvivlsomme regimer,
Ved hjælp af slørede foredrag som ikke rimer.
Menneskeheden sidder fast i en skrue uden ende,
Og intet tyder på at dette magtmisbrug vil vende.
Den ene hersker er ikke bedre end den anden,
For dem alle gælder det kun om at overgå hinanden.
Om de kaldes for demokrater eller diktatorer,
Er det eneste de vil at være – de store.
Som påstår at være udvalgt af en højere magt,
Og at alle deres påstande er forudsagt.
Men vi Aser som kender alt til både kloden og livet,
Ved også at intet på forhånd er givet.
Det gælder også for menneskearten,
At deres liv har den samme værdi som leoparden.
Og al deres snak om magten og æren,
Vil forhåbentlig en dag opsluges i atmosfæren.
Jeg forudsiger ikke ragnarok,
Men peger på menneskers urimelig målestok.
De tror at de kan regne alting ud,
Og vil regulere livet med systemer og forbud.
Men det hjælper dem ikke at de sidder og tæller,
Imens de samler på trofæer og meningsfæller.
Det er menneskehedens abe-sind
Som får dem alle til at rende med en halv vind.
De fleste som havde søgt tilflugt i hulen,
Havde inden da været fri som fuglen,
Men nu sad de der og krøb ynkeligt sammen,
Og så den mistede frihed som fryd og gammen.
De glemte at frihed ikke er ubegrænset,
Et abe-sinds visdom er meget indskrænket.
Fordi menneskehedens historie bygger på den illusion
Som opstod i den ret pinlige situation,
Som jeg har peget på adskillige gange,
Helt tilbage fra Arilds tid
Blev det nemlig til storhedsvanvid.
Fordi de fejl som fulgte med er utrolig mange.
Og det som for alt levende blev så forbandet,
Er den respekt de fik til de få som sad der ved vandet
De som påstod at livet blev langt og stabilt
Når bare alt blev ensrettet og gjort sterilt.
Det der naturligvis også hjalp på sagen,
Var den ydmyghed de fleste lagde for dagen.
Derfor tvivler jeg også på,
Om det er de mange – eller de få,
Som får det narrespil til at blive ved
Med at gøre kloden til et ubehageligt sted,
Hvor brutale krige og ufred raser,
Fordi de engang ville ligne – os Aser.
Både de store og små tror nemlig stadig på storkenes snakken,
Som var det der fik flertallet ned med nakken.
Det er sørgeligt at de stadig lytter til sladderen,
Som stammer fra en gang formålsløs pladren.
Her i norden lyttede vi også til fugle
Men vi glemte ikke den mindste smule,
Vi gav os den tid der skulle til,
Og deltog ikke i narrespil.
Vi Aser er ikke af abe-art,
Fordi vi fik en hel anden start.
SE OGSÅ:
Som Aser er Solvej og jeg evigt forbundet
I en samklang som hos mennesker er helt forsvundet.
Jeg er den der i ly af mørket kan styre sproget,
Hun som i dagslys ser alt det der er så broget,
Som en ægte Ase kan hun se det der er galt,
Alt hvad der er både falskt og fatalt.
Og afslører sin viden i udsøgte godbidder,
Med den visdom som alle Aser besidder.
Og fortæller mig hvad der sker om dagen,
Så jeg om natten i fred og ro kan tage mig af sagen.
For selvom der er forskel på hanner og hunner,
Så gemmer vi den til de herlige stunder,
Hvor forskellen give os den skønneste fryd,
At se bort fra det er bedrag – og snyd.
Vi ser menneskehedens kønskamp som svindel og fup
Et af tyranner og profeternes mest udspekulerede kup.
Og en følge af de forvrængede billeder de skallede aber så i vandet,
Et ubegribeligt pres som så meget andet.
Af den stramme struktur som de har konfektioneret,
Og i deres hellige skrifter på – græsk og latin – fik dokumenteret.
Men hvad er disse dokumenter i grunden,
Ikke andet end bevis på at det var mudder de fandt på bunden,
Af det vandhul hvor de sad og pønsede på,
Alle de fordele de selv kunne få,
Når de bare påstod, det var de vise sten de havde fundet,
Og fastslog det var magten og æren de havde vundet.
De som var blevet tilbage i hulen,
Så nemlig ikke deres snedige skulen,
Det var flertallet som var blevet tilbage,
Og de tænkte slet ikke på at beklage –
Sig over – at det den lille flok havde opfundet
Ikke var særlig klart begrundet.
Uden pels var de fleste blevet så skrøbelige
og var derfor en hel del bedrøvelige.
For dem gjaldt det kun om, at få tørsten slukket
Nå, ja – og vel også at få hulens indgang lukket.
De havde jo rykket en smule på klippeblokken,
Da vandet skulle hentes af de få fra flokken.
Og angsten for de mange pelsklædte chimpanser,
Havde skræmt dem så meget og sløret deres sanser.
Måske havde de mod da de selv var pelsklædte aber,
Men når en art skifter ham er der meget den taber.
Da de mistede det meste af pelsen opstod et savn,
De fleste nægtede at se at den havde været til gavn.
Men de få så tabet som deres helt private chance
Til at løse problemet – både med fordel og elegance.
Og det kom sig af de havde hørt en besynderlig pludren
Som storkene kom med i deres indbyrdes sludren.
De langbenede fugle fortalte om os,
Mest fordi de så aber som noget støjende og irriterende ros.
De fortalte om gode dage i de nordlige områder,
Og om os der levede på vores gode og stilfærdige måder.
Men de forvirrede aber fik ikke det hele med,
Det var derfor de kom så galt af sted.
De bemærkede kun at vi var lyse i huden og meget ranke –
Gik oprejst, var nøgne – men havde en manke.
Det der tiltalte aberne mest var – det nøgne,
Og det blev starten på mange løgne.
Abernes problem var jo netop den pels de mistede
Så det er vel naturligt det var den oplysning som fristede.
Men de forvaltede den overordentlig dårligt,
Og brugte denne viden meget vilkårligt.
Sådan går det når man ikke hører det hele,
Og kun tænker på de kager til sig selv – man er ude på at mele
Derfor tosser de rundt i en endeløs fumlen,
Der bliver til en nervøs og rastløs gumlen.
Baldur Hyppeson er navnet
På den rytter som mange længe har savnet
At få mere viden om
Selvom han er Asen som
Hver eneste nat i de nordiske sagn
Har gjort menneskeheden megen gavn
Imens han førte sin hest som hedder Rimfaze
I passende afstand fra byer – som Faxe,
Det gælder nu også for andre byer
Dem han kan se fra de mørke skyer
Som har bredt sig ud over hele landet
Og gjort alt for meget mistænkeligt blandet.
Der er dog en grund til han blev sprunget over
Det er fordi han er vågen når andre sover.
Det ærgrede denne nyttige Ase
Indtil han fandt på – at mase
Sig på – og omsider nåede frem til hr. Knockel
Som blev begavet med en flot ny monokel.
Naturligvis blev redaktøren glad,
Og gav Baldur en plads i sit velkendte blad.
Han havde forsøgt sig hos andre aviser,
Men hos dem er det ikke visdom de priser.
For de fattede ikke at tiden var inde,
Til at indse der blæste for mange vinde,
Som fejede visdommen hånligt til side
Fordi der er meget de ikke vil vide.
I hr. Knockels nye flotte bladhus
kom Baldur til orde
Redaktøren forstod jo at hans tanker er store.