Når morgenduggen falder blinker rimene i græsset,

Men efter nattens ridt kan jeg være noget presset,

Der sker så meget i nattens mørke,

Og min hals plages af en rusten tørke.

Men så hjælper det med en morgendram,

Hvorefter jeg giver min søster et kram,

Imens jeg glæder mig over at jeg har en søster.

Den dejlige Solvej fra Brøndbyøster.

Når jeg stopper mit ridt er det hendes tur,

Til at begynde sit – imens jeg tager mig en velfortjent lur.

Det er hendes dont at ride Skinnfaze hele dagen,

Og for hende er rimede kvad ikke lige sagen.

Vi deles om døgnet, og på den måde har det altid været,

Som Aser forstår vi at dele besværet.

Det er Solvej og mig som styrer såvel dagen som natten

At tro noget andet er en af de helliges fjer i hatten,

Som så meget andet hentet direkte fra komplottet

Hos dem som sidder og blærer sig oppe på slottet,

Eller hvad de nu kalder deres bevogtede residenser

Hvorfra tyranner og profeter planlægger og styrer “tidens” tendenser.

Den tid som de tror kan sættes på skinner,

De har ikke fattet at den ustandselig forsvinder.

Deres ideer om sekunder – minutter og timer,

Er flygtige påstande som ikke rimer.

De har bagatelliseret tidens virkelige væsen,

En tyran eller profet er ikke så kræsen.

De har indrettet alt i deres eget register

Som i vore øjne mest af alt ligner medister –

Pølsen – hvor skindet sprak,

Med andre ord ikke andet end pølsesnak.

De har opbygget snedige talsystemer,

Som skal fastholde alt hvad de vil og mener,

Det ligger nemlig i alle deres metoder,

At få tilgodeset deres egne goder.

Når de kalder tabeller og talrækker for logisk

Skjuler de at logikkens baggrund er filosofisk.

Påstande hentet på de autoriserede læreanstalter

Som tyranner og profeter i samråd forvalter.

Og hermed er vi atter tilbage

I menneskehedens tidligste dage,

Til den lille flok halvskallede chimpanser

Med abe-sind og barbariske sanser.

De der var sendt ud for at hente vandet,

og sidenhen ikke tænkte på andet,

End at de ville være hele flokkens idealer,

Samt dem der bestyrer og befaler.

Det var nok nemt fordi aber altid har været hinandens ekkoer,

Selv når de skiftede farve som snedige gekkoer.

Det hele var noget der blev brygget sammen,

Af den lille folk som sad der ved dammen –

Hvis det da ikke var en flod eller måske bare en lille vandpyt,

Det vigtigste er, at både de selv og alle andre blev grundigt snydt.

Dengang de betragtede sig selv i det urolige spejl,

Og dermed satte gang i en lang række fejl.

Det der skete dengang for så længe siden,

Er bevidst blevet skjult hele tiden,

Det den lille flok havde set i vandet gjorde dem blaserte

Selvom disse spejlbilleder var både skæve og forkerte.