Tag-arkiv: digt

Jubelgave nr. 12: FULD I GÅR

Hele romanen på 857 sider kan fra og med i dag kl. 11.19 prc. hjemlånes fra Blodhøj Landproletarbibliotek. (Venteliste må imødeses). Her bringer vi den festlige finale-fællessang:

På druk i går
Bum bum bum bum
På druk i dag
Bum bum bum bum
På druk igen i morgen.
Et liv i spritten — sid’n jeg var nitten.
I kan tro det holdt mig våågeeen!

(Banjoen og tubaen byder ind.)

En pilsner til
Bum bum bum bum
En liflig drik
Bum bum bum bum
Åh, jeg ku’ rydde baren.
Og akvavitten – jeg drak sgu nitten.
Ja, jeg imponerede skareeeeen!

(Violinen, celloen, kontrabassen og klarinetten byder ind.)

Mit liv var godt
Bum bum bum bum
Mit liv var skønt
Bum bum bum bum
Med horen, røg og klasken.
Uha jeg ville – ha’ høj promille.
I sku’ se mig tømme flaskeeeeen!

(Tubasolo. Varighed: 17 sekunder.)

I fordums tid
Bum bum bum bum
Et drankerliv
Bum bum bum bum
Jeg sparked gang i festen.
Jeg knytted’ næven og slog på tæven.
Tog en morfar i aaarresteeeeen!

Kor: Tog en morfaaaaar iiiiiiii aaaaaaaarresteeeeen!
Basstemmen: Ind at sidde, ind at sidde, ind at siiiiiiddeeeee!
(Tre slag på en gonggong efterfulgt af tæppefald.)

Lullah Pezzelwaber: FULD I GÅR, FULD I DAG
2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk
Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 11: FLATULENS BLEV DERES SKÆBNE

Skriv et svar

Kapitel 1
Hjælp, jeg drukner! Bimba havde skreget det fem eller seks gange, mens hendes arme baskede i kanalens kolde vand. Nu kunne hun ikke længere få en lyd frem, men det fortvivlede nødskrig rungede stadig i hendes hoved.
Er det nu, jeg skal dø? tænkte hun. Og er det voldsomme plask, jeg hører, den sidste lyd nogensinde?
En bølge skyllede over hende, og i det samme mærkede hun stærke hænders greb om sit liv. Alt blev sort.

Kapitel 2
Folbert studerede musik og havde et godt øre. Hvad han hørte fra kanalen, var en fantastisk tenor. Måske den flotteste og mest dramatiske siden Maria Callas.
Han stirrede ned i den blåsorte vandflade og så hende plaske som en hjuldamper i havsnød. Hun måtte ikke gå til bunds. Ikke med den stemme, tænkte han, og sprang.

Kapitel 3
Stemme er godt, talent er godt, men uden uddannelse kommer man ingen vegne i den klassiske musikverden. Bimba og Folbert havde mange års hårdt arbejde foran sig.
Hun trænede strube og lunger til at imødekomme den klassiske operas krav, mens han komponerede det nye årtusindes storværker.
De blev ikke lige straks accepteret og belønnet, men de havde viljen til at fortsætte. Og de havde hinanden.
Hverdagen var fattig. De levede af kål og nedfaldsæbler og på festlige aftener en dybfrostpølse, købt på tilbud. Ved nattetide lå de tæt sammen og skuede gennem deres klaprende loftsvindue mod Månen.
– Vores tid kommer. Kunsten er alt, hviskede de i hinandens unge ører.

Kapitel 4
Dette var aftenen. Statsfjernsynets højt hvælvede koncertsal summede af forventning. Et 112-talligt orkester ventede på, at Folbert skulle løfte dirigentstokken. Medlemmer af kongehuset og talrige celebriteter var til stede.
Bimba trådte ind på scenen, Folbert trippede ærbødigt bag hende. Det første bifald brusede og lagde sig.
Et smukt par var de at se på. Ikke hærgede, men forædlede af årenes kamp. Nu i eftermiddag havde de styrket sig på en kålgryde og et par fede polske krydderpølser.
Bimba nejede, og en skurrende flatulenslyd som fra en maskine i en grusgrav kunne høres. Folbert gjorde et skridt frem for at aflede opmærksomheden. Han bukkede, og tarmluften stod ud af ham i et langt, dybt og knurrende trut, der kunne minde om en tuba gennemblæst af industriel trykluft.
Latter bredte sig i salen, mens publikum på de forreste rækker rejste sig. De, der havde lommetørklæder tilgængelige, holdt dem for næsen, mens de flygtede.
Bimba bredte armene ud. – Vent! råbte hun. – Vi er ikke begyndt endnu!
Panikken sendte spasmer gennem hendes underkrop. Giftig tarmgas stod i dampskyer ud over salen. Folmer vendte sig, mens også han flatulerede intenst. Han ville slå an til koncerten, men de overenskomstansatte musikere havde rejst sig for at udvandre i protest. En af dem knipsede på sin lighter for lige straks at tænde en cigaret, og et eksplosivt drøn lynede hen over det flygtende publikum.

Kapitel 5
Fra en baggård i Nørre Usseldrup lyder banjoklimpren og en sprød, aldrende kvindestemme.
Musikken holder pause, og nu kastes der småmønter ud til det optrædende par.
De bøjer sig mod giverne, og deres bagdele udstøder lange, klagende, basunagtige flatulensfanfarer.
Flere mønter følger. Dette er, hvad publikum forventer, og det optrædende par har trods al modgang skabt sig en karriere.

Pippi & Palle Padborg:
Flatulens blev deres skæbne
2. udgave, 1. oplag
Approberet og finjusteret af Louis B. Knockel
Copyright 2014 by Padborg Foundation og Landsbytossen.dk
Exclusive world wide movie and musical copyrights reserved

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Baldurs 18. kvad: ET GRÅDIGT GAB

Skriv et svar

På nattens ridt kan jeg høre det bruser

Fra Abelone høvdingenes mistænkelige fiduser.

Men så er det jeg kommer til at huske på,

At i december måned bliver meget sat i stå,

Fordi Abelonerne har travlt med at jule,

Et engagement de hverken kan eller vil skjule.

For os Aser er al deres jule tabernakel,

Et overdrevent og fjollet spektakel

Der tydeligt viser deres abe-sind

Som får alt til at gå helt over gevind.

Men nu er julen overstået,

Og kalenderåret 2013 er også gået.

Årstal og højtider fik høvdingene indført for længe siden,

Og bildte Abelonerne ind at det gav dem styr på tiden.

Det var som så meget andet både løgn og latin,

Noget vi Aser betragter med hovedrystende grin.

Tiden kan ikke låses fast i systematiske tabeller,

Ligegyldigt hvordan man tæller.

Desuden snød høvdingene dengang de talte

Tidspunkterne op – som med så meget andet de ville forvalte.

Derfor er det også som om nutidens kvaler,

Fra de utallige regler og forbud høvdingene befaler,

Har udviklet sig i mange desperate retninger

Der i høj grad er følger af deres lyssky forretninger.

Lige siden høvdingene udregnede pengesystemet,

Har Abelonerne haft svært ved at klare problemet,

Med at nogle blev fattige og – andre alt for rige,

En forskel som stadig er en forbandet intrige.

Det er sådan det går når noget gøres til en målestok,

Vil der være nogle som ikke kan få nok.

Især når de mangler sans for proportioner

Og bygger alt på fastlåste traditioner.

Oprindeligt var penge ment som et praktisk redskab

Men i kølvandet på det blev der åbnet et grådigt gab.

Fra at være et middel blev penge til et mål

Som de der havde dem forsvarede med våben af stål.

Og i deres nutidige kassesamfund

Lyder det som om de er stødt på grund.

De har levet for længe på lån og kredit,

Imens de udnyttede kloden og gjorde den beskidt.

Det giver os Aser så megen tristhed,

At se dem der er blændet af deres enorme griskhed.

Ikke mindst når vi ser en flok uniformerede og afrettede generaler

Udvalgt af dem som bestemmer og praler

Med det gods og guld som de har sat sig på

Og gjort til noget de menige Abeloner har svært ved at få.

Dem har høvdingene sat hen på et sidespor

Hvor de må vente imens deres kvaler gror og gror.

Her sidder de så ydmygt med bøjede nakker

Og må høre på at høvdingene brillere og snakker.

Om farlige fjender og pengemangel

Og den slags fjollede tingel tangel,

Der handler om at det kun er de menige Abeloner der skal spare,

Hvis de vil undgår den truende fare

Høvdingene påstår der er i den økonomiske krise

Som det er blevet hævdet af en flok sparegrise,

Rådgivere som kræver at Abelonerne viser samfundssind

Ved at putte det meste af deres beskedne indtægter ind

I hule beholdere med en sprække i ryggen,

Imens høvdingene griner lumsk i skyggen,

Af disse kæmpemæssige pengeinstitutter

Med stramme regler som de også beslutter.

Det er alt i alt en skummel affære

Som gør de menige Abeloners livsvilkår meget svære.

SE OGSÅ:

Baldurs 16. kvad: STORT SPEKTAKEL

Skriv et svar

Abelonernes mange overdrivelser

Trodser og forvirrer alle beskrivelser.

Og deres magtelite er meget slemme – til at glemme

At det er dem selv der har frembragt den klemme

Som de har befundet sig i fra de plukkede pelsen af og – lige siden

Har de bildt sig ind – at de har en stor og ukrænkelig viden.

Men det er en overdreven og misforstået tro

Som fik deres storhedsvanvid til at trives og gro.

I Abelonernes samfund er det på mode at larme

Men deres støjende adfærd vækker Asernes harme.

Ligesom deres hæsblæsende faren omkring

Uden de ser at hastværk ødelægger så mange ting

Som de burde betragte i ro – og stilfærdigt

Og især behandle hinanden mere elskværdigt.

De går også for meget op i at ville brillere

Med alt det skrammel de har travlt med at etablere

Det er grusomt at se deres dominerede bygningsgiganter

Og høre dem lovprist af både onkler og tanter

Til dem som igangsatte de enorme bygningskomplekser

Fordi de forventer at denne ros giver reflekser

I form af kontanter og andre slags erkendtligheder

At være i familie kan ofte give gunstige muligheder.

Det er vel det der kaldes for nepotisme,

Og er er uheldig og fejlagtig isme.

Men det er sådan Abelonernes samfund er skruet sammen

Og begyndte dengang de skiftede hammen.

Vi Aser har ikke svært ved at gennemskue

Den magtelite som bliver ved med at underkue,

Og stille krav til den største del af Abeloneflokken

Alle dem som søgte ly bag klippeblokken,

Imens nogle få havde sneget sig ud

Og i et uoverskueligt overmod hittede på det tåbelige brud

Som er en forfejlet og letsindig spekulation

Der var hærværk på jordklodens naturlige konstruktion.

Fordi den skubbede til den hårfine balance

Der gav alle arter den samme chance.

Ideen om at – en flok pelsløse chimpanser – var noget særligt,

Fik gjort både deres eget og andre arters liv besværligt.

Når de førte sig frem med pomp og pragt

Med deres meningsløse lovgivninger, afstraffelser og våbenmagt.

For slet ikke at tale om deres forbrug af både fødemidler og mineraler.

Noget som bliver misbrugt af de førende Abeloner som praler.

Der er også mere beskedne Abeloner som går med på spøgen

Ved at beundre dem som har – skudt papegøjen.

De som gjorde både sig selv og andre til slaver,

Når de blev påvirket af magtelitens løgnagtige palaver.

De som samlede på både gods og guld

Uden de blev tilfredse selv når de havde fået hele skuffen fuld.

Deres ulykkessaglige samlemani

Lagt sammen med det omfattende maskepi

Som foregår i deres mange fastlåste alliancer

Og fratager de beskedne Abeloner de fleste chancer.

Alligevel sker det at sådan en stakkel

Kæfter op og tror det vil frembringe stort spektakel.

Men en beskeden Abelones snak er ilde hørt,

Når magteliten påstår det – er forkert og skørt.

Det er stort set umuligt at komme til orde

For den som vil gå i rette med de der VIL betragtes – som de store.

SE OGSÅ:

Baldurs 15. stordigt: UHÆMMET GRÅDIGHED

2 svar

Det er galskab når et menneske er for stolt,

Af sig selv – og glemmer den nød dets humane adfærd har forvoldt.

Derfor må det vel være blevet på tide,

At jeg afslører noget det kan være rart nok at vide.

Jeg har fået hjælp til de kvad jeg skriver

Noget som forstærkede og støttede min iver,

Med at redegøre for det triste faktum,

At menneskehedens livsform er blevet både for grov – og dum.

Solvej har nemlig vist mig en omfattende fabel,

Af en som vi Aser anser som meget respektabel.

Den fortæller om en masse kun de færreste fatter,

Det er nu ikke så sært – Oda som skrev det er – Odins datter!

Desuden får hun hver nat besøg af to ravne,

Deres natlige snak kan naturligvis også gavne.

Ravnene fastslår – at et eneste individ er nok,

Til at korrumpere en opskræmt og talrig flok.

Oda ser menneskers dominerende adfærd som miserabel.

Og kalder dem – ABELONER – i sin fabel.

Jeg har tænkt mig at kalde dem – det samme,

Abeloner er et godt navn til alle de tamme,

Som synger med på de korrumperedes falske kantater,

Med tekster der bliver brugt i deres diktater.

Det klinger så hult og disharmonisk,

Og for det meste er det også en hel del hyklerisk,

Ikke mindst når de påstår deres love er så humane

Imens de afslører sig selv som meget profane,

For i virkeligheden hader og mistror de fleste hinanden,

Og satser mest på at slå deres nabo – på panden.

Og værre er det at de også tror

De har ret til at forbruge ALT, selvom de er på det gale spor.

Det er ynkværdigt at se deres uhæmmede grådighed

Når de nedlægger noget der burde være til andre arters rådighed.

Uden de har – selv den mindste beføjelse

Er der nogle som synes – det er en udsøgt fornøjelse,

At dræbe forskellige dyr og bruge dem som udstoppede trofæer,

Som de kan blære sig med til pynt i deres store palæer.

Det er hæsligt at se deres dumstolte miner,

Når de står med foden på det nedlagte dyr – imens de griner,

Og forventer at blive berømte for denne – heltegerning,

Som ikke havde kostet dem mere end at kaste en terning.

At tage på den slags safarier er nemlig et af de narrespil

Som hensynsløse individer kan få sig selv til,

Når de har midler til at spille kong gulerod,

I det Abelone hierarki som vi Aser ikke forstod.

Der gælder det samme for andres territorier

Som de erobrer og påstår det giver dem selv helte glorier.

For os er der intet prisværdigt i at slå ihjel og besætte bare – for sjov.

Vi Aser har ikke den slags griske behov.

Der er intet galt i at dræbe – for at kunne stille sin sult

Eller at forsvare sig selv når man bliver forfulgt.

Vi er tvunget til æde andre dyr eller planter for at opretholde livet,

Det er nu engang de vilkår som er blevet os givet,

Men dræber man eller besætter af dumstolt forfængelighed,

Eller af en tillært og påtvungen afhængighed,

Er det storhedsvanvid som styrer ens hjertelag

Og man er et blevet offer for et skændigt bedrag.

At tilegne sig andet end det man behøver

Gør den som praktiserer det til en stratenrøver.

Men det er en adfærd Abelonerne kalder for humanistisk

Fordi deres holdninger er blevet materialistisk.

Derfor forbruger de grådigt, hvad de mener kan gavne –

Dem selv – uden sans for det nogle andre dermed tvinges til at savne.

SE OGSÅ:

Baldurs 12. kvad: EN UENDELIG TOMHED

Skriv et svar

Det jeg nu til dags hører om natten er blevet så kryptisk.

Som kom det fra de storke der i fortiden knebrede løs – på egyptisk.

Det passer skidt til os Aser som holder til her – højt imod nord,

Når der bruges så mange tekniske og misvisende ord.

Vi Aser har vænnet os til at lytte til og stole på ravne,

Og har aldrig haft en pels som vi havde grund til at savne.

Ravnene sagde det højt som storkene kun kunne hviske,

Fordi de havde frøer i næbbet og var i gang med at fiske.

Og imens de spankulerede rundt i mudder,

Blev det de fortalte ofte til sludder,

Som fik de skallede aber til at – svælge i overdrivelser,

Det ses tydeligt i deres egne beskrivelser,

Af dem de lefler for og som bliver gjort populære,

Selvom deres snak kun går ud på at ville belære

Flertallet om hvad det er der er vigtigt,

På trods af det hverken er gavnligt eller rigtigt.

At disse udvalgte og fremhævede personer

Er bestemt til at sidde højt oppe på samfundenes troner.

Alt det der kaldes for deres kvaliteter og fromhed,

Er konstrueret af falske forsikringer og en uendelig tomhed.

De påstår også at deres videnskab og teknik er til gavn

Men det ændre ikke på det bestandige savn,

Som har præget de skallede aber i ulykkelige retninger

Fyldt med begær og lyssky forretninger.

De udvalgte har alt for travlt med at blæse i store balloner

Og gør for meget ud af at de skal være i forudbestemte faconer.

Det de bygger er luftkasteller,

Opblæste idealer som overvælder.

Det hele går ud på at imponere – de mange

De der er så nemme at bondefange.

Fordi de overser at disse oppustede ideer er fyldt med tom luft

Der mildest talt har en stram og ubehageligt duft,

Som både er harsk og river i næsen,

Så flertallets øjne løber i vand og det fordrejer fadæsen.

Den der gjorde dem til en klynkende, lydig flok

Låst fast bag en urokkelig klippeblok,

En mastodont af forbud, regler og påtvungne byrder,

Som overvåges og styres af nidkære hyrder,

Der påstår at flertallet har mulighed for selv at vælge,

Men det valg er begrænset til enten at købe eller at sælge.

Det er som så meget andet en følge af menneskernes abe-sind,

Og det storhedsvanvid som gik over gevind.

Al det gøgl som stadig foregår,

Har strakt sig tilbage over utallige år,

Helt tilbage til menneskehedens begyndelse,

Har de været ofrer for denne sære forkyndelse,

Som gør en tilfældig del af en afpelset abe – flok,

Til en sammenspist elite der ikke kan få nok,

Fordi det de har kaldt for et fastlagt evangelium

Udartede sig til det rene delirium!

SE OGSÅ:

Baldurs 11. kvad: MAGT OG ÆRE

Skriv et svar

Mennesker er fastlåst i de gamle vaner og idealer

Som de lærte tidligt af dem der befaler.

Lige fra menneskeheden plukkede sig halvnøgne,

Har storhedsvanvid og lumske løgne,

Domineret deres adfærd på mange måder,

Det blev – som nævnt – sat i gang af de få som råder.

Flertallet holdt ikke særligt godt sammen,

Siden de havde forandret på hammen.

Senere blev stridighederne til meget mere

I takt med at menneskerne blev flere og flere.

Det var lige præcis hvad – vandbærerne – kunne bruge,

Til at få mere magt var det bare at knuge

Og skræmme de fleste i flokken

De som havde søgt tilflugt bag klippeblokken.

Vandbærerne havde set så mange gange,

At skræmte dyr nemt lod sig fange.

Det havde de lært når de hentede vandet

De hentede jo også så meget andet.

I hulen var der hverken planter eller andet til føden

Derfor påtog de sig at afhjælpe nøden.

Det var modvilligt de havde taget sig af besværet,

En hel del dovne havde de altid været.

Derfor mente de at de andre burde

Se op til dem der gjorde det, ingen af de andre turde.

Med store armbevægelser og dramatiske lyde,

Fik de flertallets uoverensstemmelser til at koge og syde.

Da pelsen forsvandt havde de mistet en tillidhedsfulde nærhed

De havde haft til hinanden – og det skabte tværhed,

De hanner og hunner som gensidigt havde soigneret hinanden,

Var på den vis kommet alvorligt på spanden.

Det ligner ganske vist en bagatel,

Men savnet virkede alligevel.

Det var slut med at være nænsomme og intime,

Og var nok det første som holdt op med at rime.

Det som havde været en stilfærdig nydelse

Var blevet blandet med en uklar fortrydelse.

Det havde ikke været ret besværligt,

For de få, at bilde flertallet ind at de selv var noget særligt.

Det gjaldt om at styrke og fastholde gruen,

Det gjorde de så med en stadig truen;

Om grusom død og gebrækkeligheder

Og hvad de ellers fandt på af skrækkeligheder.

Som blev udpenslet i groteske detaljer

Der afstedkom adskillige frygtelige bataljer.

Fra dem der fulgte i vand-bærernes kølvand,

De som havde barbariske sanser og abe-forstand,

Som senere udtænkte et utal af krige,

Der fik et våbenkapløb til at stige og stige.

Men hverken flertallet – eller disse få,

Kan gøre rede for hvad det var – og stadig er – de vil nå.

Det er svært at se fordelen ved dem som vil smadre hinanden,

De har givet den de slås med navnet – fanden.

Og har udråbt dette monster til en farlig modpart

For at kunne opretholde deres eget destruktive krigsapparat.

Den fanden er nemlig vekslende og illusoriske figurer,

Og ikke nødvendigvis nogle eller noget der truer.

Det er stadigvæk et spørgsmål om magt og ære

I vore øjne var de vandbærere og deres efterfølgere meget sære.

Baldurs 10. kvad: I pagt med de evige vinde

Skriv et svar

Menneskehedens historie er kun bagateller,

Absolut ikke noget der overvælder

Os Aser – der mest betragtes som en slags danefæ,

Skønt vi stammer fra en gren af livets træ,

Og lever i pagt med de evige vinde

Uden os ville alt liv på kloden forsvinde.

Solvej tager sig af det lyse – og jeg af det mørke,

Fordelt imellem os ligesom væde og tørke.

Det er vigtigt at huske begge sider

Og er ofte det menneskeheden ikke gider.

De har alt for travlt med deres selvskabte problemer

Og imponeres for nemt af medaljer og emblemer.

Vi bliver ikke blændet af den slags pynt

Vi var her før de narrestreger blev begyndt.

Vi ankom i hedenold til norden – fra havet,

Hvor et langvarigt ophold havde begavet –

Os – med vise tanker og syn – som en albatros.

Vores liv er og bliver ved med at være udødeligt,

Og mange ser det som anstødeligt,

At vi ikke er optaget af død og fare

Og heller ikke tænker på at bevare

En masse gamle kadavere og berømme det gamle,

Fortiden er slut, og det nytter ikke at samle,

På minder om det der er forbi,

Det er der ingen mening i.

Alligevel synes jeg, at jeg bør redegøre

Lidt mere om hvordan det gik os – her på det tørre.

Vi befandt os godt hvor vi var landet

Det der var omkring os var frodigt og blandet.

Her var rigelig af både strand og skov –

Og vi bevægede os rundt efter vore egne behov.

Tog kun det der var absolut nødvendigt

Og lagde vægt på at gøre det beskedent og behændigt.

Vi stræbte ikke efter noget særligt –

For vi vidste at stræben efter fortrin gjorde livet besværligt.

Det havde vi lært i havets stride strømme,

Hvor livet er barskt og uden drømme.

Derfor holdt vi os til det som var ægte og stilfærdigt,

Og behandlede hinanden meget elskværdigt.

Indrettede os efter årstidernes skiften

Såvel kulden som varmen og vindenes viften.

Kort sagt vi levede meget fredsommeligt,

Med det der var overkommeligt.

Og vi er her stadig, det ved de som regerer

Selvom vi ikke bliver agtet mere.

Vi blev nemlig gjort til en statshemmelighed,

Og gemt hen et sted hvor vi kan være i fred.

De vilkår fik vi da profeterne kom

Og ville lave alting om.

Det blev skabt af dem som vil behersker det hele,

Fordi de glemmer at det er nødvendigt at dele.

Derfor må jeg igen helt tilbage til hule-tiden,

Når jeg vil vise skyggesiden,

Af det der fulgte med menneskehedens nøgne look,

Fordi de ikke forstod – et kuk,

Af “vand-bærernes” urealistiske tro og idealer

Som blev årsagen til de efterfølgende kvaler.

Der fik gjort flertallet til en flok kretinere,

Og selvom de tror, at det er os de ligner,

Er det kun en ønskedrøm,

Fantasier i deres meningsløse strøm,

Af utilfredshed over egne mangler,

Som en fjollet raslen med skramlende rangler.

SE OGSÅ:

Baldurs 7. kvad: Søster Solvej fra Brøndbyøster

Skriv et svar

Når morgenduggen falder blinker rimene i græsset,

Men efter nattens ridt kan jeg være noget presset,

Der sker så meget i nattens mørke,

Og min hals plages af en rusten tørke.

Men så hjælper det med en morgendram,

Hvorefter jeg giver min søster et kram,

Imens jeg glæder mig over at jeg har en søster.

Den dejlige Solvej fra Brøndbyøster.

Når jeg stopper mit ridt er det hendes tur,

Til at begynde sit – imens jeg tager mig en velfortjent lur.

Det er hendes dont at ride Skinnfaze hele dagen,

Og for hende er rimede kvad ikke lige sagen.

Vi deles om døgnet, og på den måde har det altid været,

Som Aser forstår vi at dele besværet.

Det er Solvej og mig som styrer såvel dagen som natten

At tro noget andet er en af de helliges fjer i hatten,

Som så meget andet hentet direkte fra komplottet

Hos dem som sidder og blærer sig oppe på slottet,

Eller hvad de nu kalder deres bevogtede residenser

Hvorfra tyranner og profeter planlægger og styrer “tidens” tendenser.

Den tid som de tror kan sættes på skinner,

De har ikke fattet at den ustandselig forsvinder.

Deres ideer om sekunder – minutter og timer,

Er flygtige påstande som ikke rimer.

De har bagatelliseret tidens virkelige væsen,

En tyran eller profet er ikke så kræsen.

De har indrettet alt i deres eget register

Som i vore øjne mest af alt ligner medister –

Pølsen – hvor skindet sprak,

Med andre ord ikke andet end pølsesnak.

De har opbygget snedige talsystemer,

Som skal fastholde alt hvad de vil og mener,

Det ligger nemlig i alle deres metoder,

At få tilgodeset deres egne goder.

Når de kalder tabeller og talrækker for logisk

Skjuler de at logikkens baggrund er filosofisk.

Påstande hentet på de autoriserede læreanstalter

Som tyranner og profeter i samråd forvalter.

Og hermed er vi atter tilbage

I menneskehedens tidligste dage,

Til den lille flok halvskallede chimpanser

Med abe-sind og barbariske sanser.

De der var sendt ud for at hente vandet,

og sidenhen ikke tænkte på andet,

End at de ville være hele flokkens idealer,

Samt dem der bestyrer og befaler.

Det var nok nemt fordi aber altid har været hinandens ekkoer,

Selv når de skiftede farve som snedige gekkoer.

Det hele var noget der blev brygget sammen,

Af den lille folk som sad der ved dammen –

Hvis det da ikke var en flod eller måske bare en lille vandpyt,

Det vigtigste er, at både de selv og alle andre blev grundigt snydt.

Dengang de betragtede sig selv i det urolige spejl,

Og dermed satte gang i en lang række fejl.

Det der skete dengang for så længe siden,

Er bevidst blevet skjult hele tiden,

Det den lille flok havde set i vandet gjorde dem blaserte

Selvom disse spejlbilleder var både skæve og forkerte.

Gjaldende stordigt fra Baldur Hyppeson

Skriv et svar

Når jeg rider min hest hver eneste nat,
Bliver jeg om dagen et søvnigt skvat.
Jeg husker dog alt det jeg hørte og så,
Hvis jeg glemte min færd ville alt gå i stå.
Jeg er nødt til at følge den kurs der er lagt,
Jeg er låst fast i en evighedspagt.

Det er de vilkår jeg har ligesom andre Aser,
Der af de fleste folk betragtes som – blomster i vaser.
En smule til pynt, gjort til illusioner,
Af de bæster der har deres egne missioner.
De der kaldes for præster, regenter og til dels også tanter,
Der tager på livet med uldne vanter,
Som er helt uden fingre, de er mere som luffer,
Men tro dem ikke thi jeg ved at de bluffer.

Jeg husker alt det som de fleste har glemt,
Har set menneskeheden blive ydmyget og klemt,
Af dem som folk selv har valgt til at passe butikken,
Men de bæster har sat sig på al mekanikken.
De der fik staklerne til at tro på alt deres gylle
Som gik ud på at de selv ville beriges og lade sig hylde.
Jeg har set det hele fra tidernes morgen
Derfor kender jeg alt om både glæder – og sorgen.
Og endte her som mørkets digter,
Et ærefuldt hverv som også forpligter,
Til at afsløre al den fumlen med viden,
Som har præget alverden – hele tiden.

Jeg ved det bliver svært,
Fordi det er løgn det de fleste har lært.
Og når alt hvad jeg siger er ægte og ærligt,
Bliver mit forhold til flertallet meget besværligt.
Måske er jeg naiv når jeg alligevel håber,
At kunne overdøve de værste tåber.
Jeg så jo det hele fra starten og frem til i dag,
Derfor bliver der tale om en indviklet sag.
Jeg ved godt min visdom bliver lidt svær at sluge,
For de folk der er så nemme at true.

Jeg har nemlig set det så mange gange,
Hos de arme stakler der lod sig fange,
Af missionærernes lumske fraser,
Som bare viser at deres vanvid raser,
Når de taler om alt det de kan og vil,
Selv om det kun er et trist og kedsommeligt spil,
En farce der bliver fremført af tæmmede tåber,
Der følger hinanden, imens de håber,
At de selv får en bid af de herskendes klistrede kage,
Selv når der knap nok er noget tilbage.

Jeg beklager men det er nu det jeg ser,
Når jeg søvnigt betragter alt det der sker.
I en verden som styres med vold og magt
Af dem, som har glemt det vi Aser har sagt.