På nattens ridt kan jeg høre det bruser

Fra Abelone høvdingenes mistænkelige fiduser.

Men så er det jeg kommer til at huske på,

At i december måned bliver meget sat i stå,

Fordi Abelonerne har travlt med at jule,

Et engagement de hverken kan eller vil skjule.

For os Aser er al deres jule tabernakel,

Et overdrevent og fjollet spektakel

Der tydeligt viser deres abe-sind

Som får alt til at gå helt over gevind.

Men nu er julen overstået,

Og kalenderåret 2013 er også gået.

Årstal og højtider fik høvdingene indført for længe siden,

Og bildte Abelonerne ind at det gav dem styr på tiden.

Det var som så meget andet både løgn og latin,

Noget vi Aser betragter med hovedrystende grin.

Tiden kan ikke låses fast i systematiske tabeller,

Ligegyldigt hvordan man tæller.

Desuden snød høvdingene dengang de talte

Tidspunkterne op – som med så meget andet de ville forvalte.

Derfor er det også som om nutidens kvaler,

Fra de utallige regler og forbud høvdingene befaler,

Har udviklet sig i mange desperate retninger

Der i høj grad er følger af deres lyssky forretninger.

Lige siden høvdingene udregnede pengesystemet,

Har Abelonerne haft svært ved at klare problemet,

Med at nogle blev fattige og – andre alt for rige,

En forskel  som stadig er en forbandet intrige.

Det er sådan det går når noget gøres til en målestok,

 Vil der være nogle som ikke kan få nok.

Især når de mangler sans for proportioner

Og bygger alt på fastlåste traditioner.

Oprindeligt var penge ment som et praktisk redskab

Men i kølvandet på det blev der åbnet et grådigt gab.

Fra at være et middel blev penge til et mål

Som de der havde dem forsvarede med våben af stål.

Og i deres nutidige kassesamfund

Lyder det som om de er stødt på grund.

De har levet for længe på lån og kredit,

Imens de udnyttede kloden og gjorde den beskidt.

Det giver os Aser så megen tristhed,

At se dem der er blændet af deres enorme griskhed.

Ikke mindst når vi ser en flok uniformerede og afrettede generaler

Udvalgt af dem som bestemmer og praler

Med det gods og guld som de har sat sig på

Og gjort til noget de menige Abeloner har svært ved at få.

Dem har høvdingene sat hen på et sidespor

Hvor de må vente imens deres kvaler gror og gror.

Her sidder de så ydmygt med bøjede nakker

Og må høre på at høvdingene brillere og snakker.

Om farlige fjender og pengemangel

Og den slags fjollede tingel tangel,

Der handler om at det kun er de menige Abeloner der skal spare,

Hvis de vil undgår den truende fare

Høvdingene påstår der er i den økonomiske krise

Som det er blevet hævdet af en flok sparegrise,

Rådgivere som kræver at Abelonerne viser samfundssind

Ved at putte det meste af deres beskedne indtægter ind

I hule beholdere med en sprække i ryggen,

Imens høvdingene griner lumsk i skyggen,

Af disse kæmpemæssige pengeinstitutter

Med stramme regler som de også beslutter.

Det er alt i alt en skummel affære

Som gør de menige Abeloners livsvilkår meget svære.

SE OGSÅ: