Inden jeg tager fat på kvad nummer tyve,
Vil jeg afsløre at en Ase ikke kan lyve,
Vores visdom og syn på livet er ærligt
Det er Abelonerne selv som gør deres liv besværligt.
Og vi ved at det er storhedsvanvid,
Der holder dem fast i en uendelige strid,
Som hver eneste synes de er i deres gode ret til vinde
Uanset om de er mand eller kvinde,
Anstrenger de sig på hver deres helt private måde,
For at opnå den status hvorfra de kan råde –
Bod på – deres egen forvirring og skrøbelighed
Så det ikke bliver den rene bedrøvelighed.
Nogle bruger deres svaghed og andre deres styrke,
Men det er altid sig selv og deres eget formål de vil dyrke.
Og helt tilbage til dengang da de nægtede at være aber,
Har de hver især stræbt efter at undgå at blive en som taber.
Det førte så til at de dannede flere sammenspiste klaner,
Og den ide blev til baggrunden for mange omfattende planer,
Som gik ud på at det gjaldt om hævde sig og brillere
Og satsede på at de som støttede det blev til flere og flere,
Som blev styret af høvdinge som afgjorde alt
Imens de sørgede for selv at blive godt betalt.
De ville beherske alt på jorden
Og det skulle ske efter det som de kaldte verdens orden.
De opfandt talsystemer og idealer
Og brugte strategier som minder om kortspil og kabaler.
Den plan er både fejlvurderet og desperat,
Selvom de bilder sig ind den er vældig og smart.
Der var for meget de overså og glemte
Og alt for mange som blev tilsidesat og klemte.
De blev presset af mange regler og love
En lang række forbud som ikke var sjove.
Nu var der så det, at hver eneste af dem ønskede at vinde
Og en del luskede rundt i håb om at finde,
Metoder som gav dem mulighed for selv at råde
Over deres eget liv på en mere tilfredsstillende måde.
Det skabte hvad høvdingene kaldte forbrydelser
Og de modvillige blev dømt til straf og fortrydelser.
Der blev oprettet domstole med rettergang
Som skulle afgøre hvad der var ret – og vrang.
Det er efter Asernes mening noget aparte,
At de uden særlig betænkelighed lod dette cirkus starte.
Og imens Abelonernes vanvid tog til,
I dette meningsløse herligheds spil,
Holdt vi en stilfærdig og lav profil,
Og forsatte i vores sædvanlige levestil.
Vi slås ikke om ære og herredømme
Eller ønsker os deres værdier i stride strømme.
Og i nutiden er Abelonernes pres vokset og vokset
Imens adskillige gode skikke – er kokset.
Da de ville reformere og beherske hver eneste afkrog
Og forventede at de fleste ville tale det samme sprog.
De kaldte denne model for globalisering
Og påstod det var en nødvendig modernisering.
Men det er nu engang i Norden vi Aser bor
Og derfor hjælper det ikke spor,
At gå så meget op i det man på andre steder vil,
Det bliver alligevel kun til en lang række skuespil.
Det kan godt se ud som om vi er både svage og feje,
Men vi ved at livet og kloden kan ingen eje.
Vi ved også det ikke nytter der kæmpes
Det fører kun til nye kampe som ikke kan dæmpes
Af aftaler imellem de stridende partier
Der vil nemlig altid være noget de hver især fortier.
SE OGSÅ: