Abelonerne lever i en fordærvet tid

Hvor det der optager dem mest er den splid,

Som er imellem deres utallige grupper

Som kræver ret for sig selv imens de fupper.

De har så travlt med at fremhæve andres fejl

At de ikke fatter de ser dem i et autoriseret spejl.

Og når jeg forsøger at finde ud af moradset,

Ender det kun med at jeg føler mig presset,

Ind på en trist og kedelig vej

Og tænker hvad gør jeg på denne galej

Jeg ser kun en hel masse fjollede tåber

Som farer forbi imens de råber,

Om noget de ikke vil finde sig i

Imens de hakker på dem de ikke kan li

Jeg er inderlig træt af at høre de ondskabsfulde råb

Der lyder som om de har mistet alt håb.

Hele tiden skubber de kun til de andre,

Som slet ikke ved hvad det er de vil forandre.

Det er trættende at høre på

Fordi ingen fortæller hvad det er de vil nå.

Hvad nytter det mig at jeg kan se i mørke ligesom en ugle,

Og er i stand til at afsløre det abelonerne vil skjule,

Når så meget er løbet løbsk på kloden,

Fordi Abelonerne fulgte alt for meget med moden.

Og når Solvej viser mig dagens aviser

Er det de særeste ting de priser.

Fra høvdingenes listige styreprogrammer

Som vil sætte alt i fastlåste rammer.

De metoder har de brugt fra deres halvnøgne tids begyndelse

 Normeret af deres primitive abe-sind forkyndelse.

Som deres overdrevne misbrug af klodens resurser

Og manglerne ved deres talrige kurser

Der sker meget lusk på deres autoriserede skoler

Fordi det er her man knæsætter alle paroler

 Bestemt af underkuelsernes og misbruges fædre

Som Abelonerne bliver ved med at beundre og hædre.

Ifølge dogmer og værdisystemer

Bilder høvdingene sig ind at de kan løse alle problemer.

Men på bunden af hver eneste af deres love og bestemmelser

 Skjuler der sig mange lyssky forglemmelser.

De tager patent på det de kalde – det normale

Imens de omhyggeligt skjulte at deres regler er gale.

Og at udrede bare lidt i det filtrede kludder

Nytter det ikke med al deres sludder.

Jeg stoler ikke på disse kretiner

Men ryster opgivende på hovedet imens jeg griner

For den der kan gennemskue både løgn og latin

Ved at det kun kan afbødes med højlydte grin.

Jeg ved at deres meningsløse snakken

Som dyrkes på stormøder er en gensidig hakken,

Er et klart bevis på de langt fra er enige

Men foragter hinanden – plus alle de menige.

Hver eneste af dem vil være den bedste

Og er nødt til at fremture i skudsikre veste,

Når de belønner nogle få med præmier og flotte priser

På trods af at denne løsninger giver andre både skuffelser – og kriser.

SE OGSÅ: