Tag-arkiv: aser

Baldurs 19. kvad: Høvdingenes falske løfter

Det er for dårligt at Abelonerne dominerer og har beslaglagt så meget,

Deres primitive og brutale adfærd har nemlig fordrejet

Ærbødigheden til selve livets struktur,

Og de går for let hen over klodens mangfoldige natur,

Dengang i forhistorisk tid da de skilte sig ud fra de andre aber,

Og udklækkede ideer om høvdingemagt og mesterskaber.

Deres tro på egne evner og viden er en meningsløs farce,

De er ikke nogen guddommelig race,

Ligner mere en slags krapyl som bilder sig ind

At de kan styre og forudsige alt – selv vejr og vind,

Men deres forvarsler passer kun for de nærmeste dage

Det gælder også når de vil se sig tilbage

Fordi deres beregninger bygger på knudrede planer

Hvor det hele er fastsat af de dårlige vaner,

Som Abelonernes høvdinge i årevis har benyttet

Sig af – imens de sørgede for selv at være sikkert beskyttet,

Af vagtpersonale i skudsikre veste,

Som påstår de kan og vil – det bedste.

Imens de føler sig hævet højt over alle klodens andre arter

Og undertrykker hensynsløst – selv deres egne sammenspiste parter.

Høvdingene har sat sig tungt på klodens basale resurser,

Som de kræver betaling for af Abelonerne – til tårnhøje kurser.

De ter sig som om hele kloden er deres – og ikke sin egen,

Deres storhedsvanvid har hele tiden været i vejen,

For klodens mangfoldighed af levende former

Blev påduttet tyrannernes syntetiske normer

Fordi de fundamentale krav selve livet stiller

Blev druknet i høvdingenes selvoptagede storheds griller.

De vil også afgøre alt hvad Abelonerne skal gøre – og dyrke,

Tyrannerne presser sig på med uformindsket styrke.

De blander sig selv i de mindste detaljer

Og deres indgriben afstedkommer mange brutale bataljer

Af voldsomme stridigheder og slagsmål

Hvad der lige netop er høvdingenes formål,

Fordi det giver grobund for rettergang og heltedyrkelse

Og understreger nødvendigheden af deres troppers styrkelse.

Det er vigtigt for høvdingene at advare om dødsfjender som truer,

Så Abelonerne dukker sig skræmte og gruer,

Uden fjender har de ikke brug for at blive skærmet

Og det er den joker høvdingene gemmer i ærmet.

Baldurportræt

I fortiden var det slemt – men i nutiden er det blevet værre,

Fordi Abelonerne er nemme at lokke – desværre –

Til at rette sig efter de forbud og regler der gælder,

Uden at se de fleste er fælder,

Som låser dem fast på begrænsede skinneveje

En placering som gør dem både skræmte og feje.

Så de godtager høvdingenes falske løfter,

Som i virkeligheden ikke er andet end dybe kløfter,

De fik gravet i kanten af deres fastlagte skinner,

 Anbragt så de modvillige nemt glider af og forsvinder,

Bare de får et lille skub,

Fra de lovlydige som ikke ser de er ofre for fup.

De systematiske tidstabeller blev gjort til tidsmaskiner

Som blev væltet ud over Abelonerne og endte som rutiner

Og i nutiden hvor alt er pris og datomærket

Er tidspresset og pengevæsnets tvang blevet mere forstærket.

SE OGSÅ:

HenvBalddurNYTÅR

Baldurs 18. kvad: ET GRÅDIGT GAB

På nattens ridt kan jeg høre det bruser

Fra Abelone høvdingenes mistænkelige fiduser.

Men så er det jeg kommer til at huske på,

At i december måned bliver meget sat i stå,

Fordi Abelonerne har travlt med at jule,

Et engagement de hverken kan eller vil skjule.

For os Aser er al deres jule tabernakel,

Et overdrevent og fjollet spektakel

Der tydeligt viser deres abe-sind

Som får alt til at gå helt over gevind.

Men nu er julen overstået,

Og kalenderåret 2013 er også gået.

Årstal og højtider fik høvdingene indført for længe siden,

Og bildte Abelonerne ind at det gav dem styr på tiden.

Det var som så meget andet både løgn og latin,

Noget vi Aser betragter med hovedrystende grin.

Tiden kan ikke låses fast i systematiske tabeller,

Ligegyldigt hvordan man tæller.

Desuden snød høvdingene dengang de talte

Tidspunkterne op – som med så meget andet de ville forvalte.

Derfor er det også som om nutidens kvaler,

Fra de utallige regler og forbud høvdingene befaler,

Har udviklet sig i mange desperate retninger

Der i høj grad er følger af deres lyssky forretninger.

Lige siden høvdingene udregnede pengesystemet,

Har Abelonerne haft svært ved at klare problemet,

Med at nogle blev fattige og – andre alt for rige,

En forskel  som stadig er en forbandet intrige.

Det er sådan det går når noget gøres til en målestok,

 Vil der være nogle som ikke kan få nok.

Især når de mangler sans for proportioner

Og bygger alt på fastlåste traditioner.

Baldurportræt

Oprindeligt var penge ment som et praktisk redskab

Men i kølvandet på det blev der åbnet et grådigt gab.

Fra at være et middel blev penge til et mål

Som de der havde dem forsvarede med våben af stål.

Og i deres nutidige kassesamfund

Lyder det som om de er stødt på grund.

De har levet for længe på lån og kredit,

Imens de udnyttede kloden og gjorde den beskidt.

Det giver os Aser så megen tristhed,

At se dem der er blændet af deres enorme griskhed.

Ikke mindst når vi ser en flok uniformerede og afrettede generaler

Udvalgt af dem som bestemmer og praler

Med det gods og guld som de har sat sig på

Og gjort til noget de menige Abeloner har svært ved at få.

Dem har høvdingene sat hen på et sidespor

Hvor de må vente imens deres kvaler gror og gror.

Her sidder de så ydmygt med bøjede nakker

Og må høre på at høvdingene brillere og snakker.

Om farlige fjender og pengemangel

Og den slags fjollede tingel tangel,

Der handler om at det kun er de menige Abeloner der skal spare,

Hvis de vil undgår den truende fare

Høvdingene påstår der er i den økonomiske krise

Som det er blevet hævdet af en flok sparegrise,

Rådgivere som kræver at Abelonerne viser samfundssind

Ved at putte det meste af deres beskedne indtægter ind

I hule beholdere med en sprække i ryggen,

Imens høvdingene griner lumsk i skyggen,

Af disse kæmpemæssige pengeinstitutter

Med stramme regler som de også beslutter.

Det er alt i alt en skummel affære

Som gør de menige Abeloners livsvilkår meget svære.

SE OGSÅ:

HenvBaldurDIGT17

Baldurs 17. kvad: LYSSKY FORGLEMMELSER

Abelonerne lever i en fordærvet tid

Hvor det der optager dem mest er den splid,

Som er imellem deres utallige grupper

Som kræver ret for sig selv imens de fupper.

De har så travlt med at fremhæve andres fejl

At de ikke fatter de ser dem i et autoriseret spejl.

Og når jeg forsøger at finde ud af moradset,

Ender det kun med at jeg føler mig presset,

Ind på en trist og kedelig vej

Og tænker hvad gør jeg på denne galej

Jeg ser kun en hel masse fjollede tåber

Som farer forbi imens de råber,

Om noget de ikke vil finde sig i

Imens de hakker på dem de ikke kan li

Jeg er inderlig træt af at høre de ondskabsfulde råb

Der lyder som om de har mistet alt håb.

Hele tiden skubber de kun til de andre,

Som slet ikke ved hvad det er de vil forandre.

Det er trættende at høre på

Fordi ingen fortæller hvad det er de vil nå.

Hvad nytter det mig at jeg kan se i mørke ligesom en ugle,

Og er i stand til at afsløre det abelonerne vil skjule,

Når så meget er løbet løbsk på kloden,

Fordi Abelonerne fulgte alt for meget med moden.

Og når Solvej viser mig dagens aviser

Er det de særeste ting de priser.

Fra høvdingenes listige styreprogrammer

Som vil sætte alt i fastlåste rammer.

De metoder har de brugt fra deres halvnøgne tids begyndelse

 Normeret af deres primitive abe-sind forkyndelse.

Som deres overdrevne misbrug af klodens resurser

Og manglerne ved deres talrige kurser

Der sker meget lusk på deres autoriserede skoler

Fordi det er her man knæsætter alle paroler

 Bestemt af underkuelsernes og misbruges fædre

Som Abelonerne bliver ved med at beundre og hædre.

Baldurportræt

Ifølge dogmer og værdisystemer

Bilder høvdingene sig ind at de kan løse alle problemer.

Men på bunden af hver eneste af deres love og bestemmelser

 Skjuler der sig mange lyssky forglemmelser.

De tager patent på det de kalde – det normale

Imens de omhyggeligt skjulte at deres regler er gale.

Og at udrede bare lidt i det filtrede kludder

Nytter det ikke med al deres sludder.

Jeg stoler ikke på disse kretiner

Men ryster opgivende på hovedet imens jeg griner

For den der kan gennemskue både løgn og latin

Ved at det kun kan afbødes med højlydte grin.

Jeg ved at deres meningsløse snakken

Som dyrkes på stormøder er en gensidig hakken,

Er et klart bevis på de langt fra er enige

Men foragter hinanden – plus alle de menige.

Hver eneste af dem vil være den bedste

Og er nødt til at fremture i skudsikre veste,

Når de belønner nogle få med præmier og flotte priser

På trods af at denne løsninger giver andre både skuffelser – og kriser.

SE OGSÅ:

BalddurHenvStordigt16

Baldurs 10. kvad: I pagt med de evige vinde

Menneskehedens historie er kun bagateller,

Absolut ikke noget der overvælder

Os Aser – der mest betragtes som en slags danefæ,

Skønt vi stammer fra en gren af livets træ,

Og lever i pagt med de evige vinde

Uden os ville alt liv på kloden forsvinde.

Solvej tager sig af det lyse – og jeg af det mørke,

Fordelt imellem os ligesom væde og tørke.

Det er vigtigt at huske begge sider

Og er ofte det menneskeheden ikke gider.

De har alt for travlt med deres selvskabte problemer

Og imponeres for nemt af medaljer og emblemer.

Vi bliver ikke blændet af den slags pynt

Vi var her før de narrestreger blev begyndt.

Vi ankom i hedenold til norden – fra havet,

Hvor et langvarigt ophold havde begavet –

Os – med vise tanker og syn – som en albatros.

Vores liv er og bliver ved med at være udødeligt,

Og mange ser det som anstødeligt,

At vi ikke er optaget af død og fare

Og heller ikke tænker på at bevare

En masse gamle kadavere og berømme det gamle,

Fortiden er slut, og det nytter ikke at samle,

På minder om det der er forbi,

Det er der ingen mening i.

Baldurportræt

Alligevel synes jeg, at jeg bør redegøre

Lidt mere om hvordan det gik os – her på det tørre.

Vi befandt os godt hvor vi var landet

Det der var omkring os var frodigt og blandet.

 Her var rigelig af både strand og skov –

Og vi bevægede os rundt efter vore egne behov.

Tog kun det der var absolut nødvendigt

Og lagde vægt på at gøre det beskedent og behændigt.

Vi stræbte ikke efter noget særligt –

For vi vidste at stræben efter fortrin gjorde livet besværligt.

Det havde vi lært i havets stride strømme,

Hvor livet er barskt og uden drømme.

Derfor holdt vi os til det som var ægte og stilfærdigt,

Og behandlede hinanden meget elskværdigt.

 Indrettede os efter årstidernes skiften

Såvel kulden som varmen og vindenes viften.

Kort sagt vi levede meget fredsommeligt,

Med det der var overkommeligt.

Og vi er her stadig, det ved de som regerer

Selvom vi ikke bliver agtet mere.

Vi blev nemlig gjort til en statshemmelighed,

Og gemt hen et sted hvor vi kan være i fred.

De vilkår fik vi da profeterne kom

Og ville lave alting om.

Det blev skabt af dem som vil behersker det hele,

Fordi de glemmer at det er nødvendigt at dele.

 Derfor må jeg igen helt tilbage til hule-tiden,

Når jeg vil vise skyggesiden,

Af det der fulgte med menneskehedens nøgne look,

Fordi de ikke forstod – et kuk,

Af “vand-bærernes” urealistiske tro og idealer

Som blev årsagen til de efterfølgende kvaler.

Der fik gjort flertallet til en flok kretinere,

Og selvom de tror, at det er os de ligner,

Er det kun en ønskedrøm,

Fantasier i deres meningsløse strøm,

Af utilfredshed over egne mangler,

Som en fjollet raslen med skramlende rangler.

SE OGSÅ:

HenvBALDUR9

Baldurs niende kvad: Lyt til fuglene

Det er hæsligt at være vidne til

Det meningsløse rænkespil,

Som har sat sit præg på store dele af kloden,

På grund af de få som sad der ved floden.

Siden har deres påstande hærget overalt med tro og idealer,

Imens de brugte skarpladte våben og tordentaler,

Og fik oprettet nationer med tvivlsomme regimer,

Ved hjælp af slørede foredrag som ikke rimer.

Menneskeheden sidder fast i en skrue uden ende,

Og intet tyder på at dette magtmisbrug vil vende.

Den ene hersker er ikke bedre end den anden,

For dem alle gælder det kun om at overgå hinanden.

Om de kaldes for demokrater eller diktatorer,

Er det eneste de vil at være – de store.

Som påstår at være udvalgt af en højere magt,

Og at alle deres påstande er forudsagt.

Men vi Aser som kender alt til både kloden og livet,

Ved også at intet på forhånd er givet.

Det gælder også for menneskearten,

At deres liv har den samme værdi som leoparden.

Og al deres snak om magten og æren,

Vil forhåbentlig en dag opsluges i atmosfæren.

Jeg forudsiger ikke ragnarok,

Men peger på menneskers urimelig målestok.

De tror at de kan regne alting ud,

Og vil regulere livet med systemer og forbud.

Men det hjælper dem ikke at de sidder og tæller,

Imens de samler på trofæer og meningsfæller.

Baldurportræt

Det er menneskehedens abe-sind

Som får dem alle til at rende med en halv vind.

De fleste som havde søgt tilflugt i hulen,

Havde inden da været fri som fuglen,

Men nu sad de der og krøb ynkeligt sammen,

Og så den mistede frihed som fryd og gammen.

De glemte at frihed ikke er ubegrænset,

Et abe-sinds visdom er meget indskrænket.

 Fordi menneskehedens historie bygger på den illusion

Som opstod i den ret pinlige situation,

Som jeg har peget på adskillige gange,

Helt tilbage fra Arilds tid

 Blev det nemlig til storhedsvanvid.

Fordi de fejl som fulgte med er utrolig mange.

Og det som for alt levende blev så forbandet,

Er den respekt de fik til de få som sad der ved vandet

De som påstod at livet blev langt og stabilt

Når bare alt blev ensrettet og gjort sterilt.

Det der naturligvis også hjalp på sagen,

Var den ydmyghed de fleste lagde for dagen.

Derfor tvivler jeg også på,

Om det er de mange – eller de få,

Som får det narrespil til at blive ved

Med at gøre kloden til et ubehageligt sted,

Hvor brutale krige og ufred raser,

Fordi de engang ville ligne – os Aser.

Både de store og små tror nemlig stadig på storkenes snakken,

Som var det der fik flertallet ned med nakken.

Det er sørgeligt at de stadig lytter til sladderen,

Som stammer fra en gang formålsløs pladren.

Her i norden lyttede vi også til fugle

Men vi glemte ikke den mindste smule,

Vi gav os den tid der skulle til,

Og deltog ikke i narrespil.

Vi Aser er ikke af abe-art,

Fordi vi fik en hel anden start.

SE OGSÅ:

HenvBaldursottende

Baldurs 8. kvad: Aber uden pels

Som Aser er Solvej og jeg evigt forbundet

I en samklang som hos mennesker er helt forsvundet.

Jeg er den der i ly af mørket kan styre sproget,

Hun som i dagslys ser alt det der er så broget,

Som en ægte Ase kan hun se det der er galt,

Alt hvad der er både falskt og fatalt.

Og afslører sin viden i udsøgte godbidder,

 Med den visdom som alle Aser besidder.

Og fortæller mig hvad der sker om dagen,

Så jeg om natten i fred og ro kan tage mig af sagen.

For selvom der er forskel på hanner og hunner,

Så gemmer vi den til de herlige stunder,

Hvor forskellen give os den skønneste fryd,

At se bort fra det er bedrag – og snyd.

Vi ser menneskehedens kønskamp som svindel og fup

Et af tyranner og profeternes mest udspekulerede kup.

Og en følge af de forvrængede billeder de skallede aber så i vandet,

Et ubegribeligt pres som så meget andet.

Af den stramme struktur som de har konfektioneret,

Og i deres hellige skrifter på – græsk og latin – fik dokumenteret.

Men hvad er disse dokumenter i grunden,

Ikke andet end bevis på at det var mudder de fandt på bunden,

Af det vandhul hvor de sad og pønsede på,

Alle de fordele de selv kunne få,

Når de bare påstod, det var de vise sten de havde fundet,

Og fastslog det var magten og æren de havde vundet.

De som var blevet tilbage i hulen,

Så nemlig ikke deres snedige skulen,

Det var flertallet som var blevet tilbage,

Og de tænkte slet ikke på at beklage –

Sig over – at det den lille flok havde opfundet

Ikke var særlig klart begrundet.

Uden pels var de fleste blevet så skrøbelige

og var derfor en hel del bedrøvelige.

For dem gjaldt det kun om, at få tørsten slukket

Nå, ja – og vel også at få hulens indgang lukket.

De havde jo rykket en smule på klippeblokken,

Da vandet skulle hentes af de få fra flokken.

Og angsten for de mange pelsklædte chimpanser,

Havde skræmt dem så meget og sløret deres sanser.

Måske havde de mod da de selv var pelsklædte aber,

Men når en art skifter ham er der meget den taber.

Da de mistede det meste af pelsen opstod et savn,

De fleste nægtede at se at den havde været til gavn.

Men de få så tabet som deres helt private chance

Til at løse problemet – både med fordel og elegance.

Og det kom sig af de havde hørt en besynderlig pludren

Som storkene kom med i deres indbyrdes sludren.

De langbenede fugle fortalte om os,

Mest fordi de så aber som noget støjende og irriterende ros.

De fortalte om gode dage i de nordlige områder,

Og om os der levede på vores gode og stilfærdige måder.

Men de forvirrede aber fik ikke det hele med,

Det var derfor de kom så galt af sted.

De bemærkede kun at vi var lyse i huden og meget ranke –

Gik oprejst, var nøgne – men havde en manke.

Det der tiltalte aberne mest var – det nøgne,

Og det blev starten på mange løgne.

Abernes problem var jo netop den pels de mistede

Så det er vel naturligt det var den oplysning som fristede.

Men de forvaltede den overordentlig dårligt,

Og brugte denne viden meget vilkårligt.

Sådan går det når man ikke hører det hele,

Og kun tænker på de kager til sig selv – man er ude på at mele

Derfor tosser de rundt i en endeløs fumlen,

Der bliver til en nervøs og rastløs gumlen.

Baldurportræt

Baldurs 6. kvad: Flertallets kvaler

Jeg drak et stort krus mjød i går

Af ærgrelse over flertallets fastlåste kår,

De kår som blev bygget op af løgn og latin,

Og gjorde dele af kloden til en vældig latrin.

Mjøden sætter sin smag i vore ganer,

Og minder om vi har godt af de vaner,

Som styrker vore tanker så vi bliver glade,

At forsage en dram i ny og næ gør ens tanker for flade.

Der gælder det samme for flæsket og tobakken,

Noget der også bliver brugt i profeter og tyrannernes snakken.

Baldurportræt

Vi Aser som holder til her – højt mod nord,

Lader bare stå til, fordi vi følger vores egen rettesnor.

Vi havde jo set dengang de nede sydfra trængte sig på,

At de der kom var både formørkede og rå.

Vi vidste også at al deres snak om regler og dyder,

Var opfundet af en lille flok skallede aber som snyder –

Sig til – en ussel og latterlig herlighed,

Som blev styret af deres egen begærlighed.

Men vi lo bare ad alle deres løfter og idealer,

På trods af vi kendte til flertallets kvaler.

Vi havde forsøgt at hjælpe de stakler,

Som blev lokket i fælder, som blev kaldt for mirakler.

Men de fleste var for kuede til at lytte,

Så vores visdom var ikke til megen nytte.

  Jeg har skuet meget langt tilbage,

Og peget på noget der skete i gamle dage.

Længe før der var byer, lande og unioner

Og folk som skød på hinanden med kæmpekanoner.

Flertallet har glemt den lille flok usle, afpillede primater

Som startede de afgrænsede reservater.

De som havde set deres egne spejlbilleder i vandet,

Da de kom tilbage til hulen, tænkte de ikke på andet,

End at gøre sig selv og hinanden til idealer,

Først med krumspring og senere med skarpslebne sabler.

Deres tankegang var meget primitiv,

Som det passede til deres abe-liv.

Derfor var alt det der blev bygget for at civilisere

En platform hvor nogle få kunne vise sig og brillere.

 Og strukturen i flertallets verden er stadig den samme,

Selvom den er sat i en mere moderne ramme.

Der mest består af maskiner og isenkram

Som er tilpasset tyranner og profeternes diagram.

Det var vigtigt i takt med flertallets vækst,

At holde liv i deres egen gesjæft.

Alting blev delt op i grimt og flot,

En opdeling som blev til i det sammenspiste komplot,

Som vidste at aber – aber efter hinanden,

Og gerne hovere over den som får en på panden.

Det gav dem nemlig et stakket velbehag,

Som dulmede at den triumf har en fordægtig smag,

Så de ikke mærker de bliver taget ved næsen,

Fordi de overhørte tyranner og profeternes lumske hvæsen.

Som kun gik ud på at styrke deres egne fortrin

Og gøre flertallet helt til grin.

Det gøres nemmest ved at rakke ned,

Og forfølge dem som vil være i fred.

Først blev flertallet holdt hen i uvidenhed,

Så de troede på deres egen lidenhed.

Så forlangtes det at hanner fik bukser og hunnerne kjoler,

Så kønnene dermed fik synlige banderoler.

Hannerne blev tildelt bestemte beføjelser,

Og hunnerne gjort til pynt og hannernes fornøjelser.

Den opdeling var et udspekuleret kup,

Der var kun nogle få som kunne se det var fup.

SE OGSÅ:

HenvBALDURSFEMTE

Baldur Hyppeson: Det 4. Kvad


På nattens ridt har jeg ofte erfaret,

Noget det er vigtigt at få forklaret.

Der er for mange som tror at jeg er en hellig gud,

Beklager – det er et vådeskud.

Vi Aser har ingen guddommelig magt,

Det skuffer måske – men nu er det sagt.

Til gengæld har vi stor erfaring – og viden

Fordi vi har været på kloden hele tiden.

Længe før menneskearten blev til,

Og indgik i apostlenes dæmoniske spil.

 For lige fra menneskehedens spæde begyndelse,

Blev flertallet ofre for profeter og tyranners forkyndelse.

Aser er vidner til hvad der var på færde,

Da profeter og tyranner blev de missionærer

Som gav flertallet love – og pligten til,

At deltage i deres sammenspiste narrespil

Vi har gennemskuet at alt om deres løgn og latin,

Og ved at deres guder er som den hvide kanin

En gøgler trækker op af sin hat,

Et blændværk som gør dem han kan narre helt besat.

For selvom bedraget er godt camoufleret,

Blev for mange forbløffet – ydmyget og desavoueret.

Fordi missionærerne har helliggjort deres magt til at befale,

Kan de også tvinge flertallet til at betale.

Deres hellige diktater blev gjort til noget ukrænkeligt,

Men vi indser det er meget betænkeligt.

Når deres hellige guder blev kreeret af dem der vil føre

Menneskeheden på vildspor og lukke alle de døre,

Som skjuler formålet med deres missionske snakken

Om pligter, dyder og evig hakken,

På enhver som kan se der er noget rivende galt,

Og at dette magtmisbrug er katastrofalt.

Der blev lovet flertallet beskyttelse,

Selvom der faktisk var tale om en listig udnyttelse.

Der beriger nogle få på bekostning af mange,

Som til gengældt fik kår der var slunkne og trange.

Vi Aser er derimod en del af en evige snirklen,

Denne stadige vekslen i elementernes cirklen,

Som er livet, døden, jorden og vandet

Og ingen af os er groet fast i landet.

Vi er til for dem som har sans for vor færden

De som findes fordelt over hele verden.

Vi har ingen idealer og derfor heller ingen moral,

Den slags forskrifter er ikke andet end pral.

Men fortvivl nu ikke vi er nemme at finde

Vi lever i pagt med de evige vinde,

Som vifter omkring enhver der kan og vil lytte

Til vor viden om alt det der kan være til nytte,

Og bliver serveret i mine kvad,

I min helt egen stil og frisk fra fad.

Et fad der bugner af meget forskelligt,

Om dette og hint som ikke er helligt.

Det hellige byder os meget imod,

Det er godtkøbskram budt til fra en fjællebod,

Som bestyres af en stodder som står bag disken,

Og falbyder skidtet med en vennesæl smidsken.

Til de der ikke forstod de blev narret,

Nøjagtigt som det vi så klart har erfaret.

Baldurportræt

 

 

Baldurs nye kvad

Netop indløbet fra vor norrøne stordigter, asen Baldur Hyppeson:

Jeg må advare om, at – i mine beretninger,
Kommer jeg ind på noget om lyssky forretninger.
Og I som har læst mit første kvad,
Har måske forstået at jeg langtfra er glad,
For det makværk som tyranner igennem alle tider har skabt,
Fordi det betyder så meget smukt og værdifuldt er tabt.
Jeg har passet min færd før I mennesker kom,
Det er derfor jeg ved hvad det er livet burde handler om.

Baldurportræt

Med min visdom – humor og poetiske evner
Kan jeg udfylde en del af de sprækker og revner,
Som findes i tyrannernes lange stimer
Af løgn og latin – som ikke rimer.
De mangler sans for både jamber og anapæster,
I alt hvad de siger og gør, disse selvglade bæster.
De er kort sagt en ynkelig, sammenspist flok,
Af smålige fuskere som aldrig får nok.

De har selv har gjort deres bluffnumre helt legale,
Og befæster i love, at det er dem der skal befale.
Det er så nemt og bekvemt når man sidder med magten
At afgøre både tonart og takten.
Desværre er de ikke ret musikalske,
Og maser sig frem både rå og bestialske.
De bilder sig ind de har krammet på enhver anden art,
Og tror at de selv engang fik en ophøjet start.

Alle Aserne vidste det – selv Odin og Thor,
Men fordi vi holdt til her – højt imod nord
Lod vi bæsterne snakke om tyrannernes dominerende Boss,
Vi mente ikke det ragede os.
Der er i tidens løb sket meget skidt – langt fra vore lokaliteter,
Men vi havde da hørt om de mange profeter,
Om konger – kejsere – paver og generaler
Og alle de andre som også praler,
Med magten, æren og egne beføjelser,
Som tager pusten fra flertallets mindre fornøjelser.

Vi fik informationer om alt og blev godt orienteret
af de trækfugle som kom her, når de havde ferieret,
Nede sydpå hvor solen skinnede hele dagen,
Der hvor folk lod sig styre af bæsterne – uden klagen.
Med fuglene var det en anden sag,
De holdt til i buske og træer, efter eget behag.
Bæsterne tog sig ikke af fugle,
Og agtede dem ikke – den mindste smule.
De foragter og glemmer enhver anden art,
End deres egen og bilder sig ind, at det er lovligt – og smart.

 Det var her hos os fuglene fik deres unger,
Og imens de lå på æg, fortalte de med kritiske tunger.
Noget skulle rugetiden forsødes med
Og til at bringe oplysninger frem var reden et velegnet sted.
De havde ikke andet at tage sig til,
End at berette om bæsternes skændige spil.

For os var nemt nok, at lytte til fuglenes snakken,
Om de stakler sydpå – som kom ned med nakken.
Og fordi de blev truet af regler – og våben,
Tav de og lod sig kue – med en usikker måben.
Faktisk havde de ingen ærlige chancer
Imod de som beherskede retsgyldige brancher.

Og hermed slutter jeg dette kvad,
Fordi jeg er træt og har brug for – lidt mad.

 

Gjaldende stordigt fra Baldur Hyppeson

Når jeg rider min hest hver eneste nat,
Bliver jeg om dagen et søvnigt skvat.
Jeg husker dog alt det jeg hørte og så,
Hvis jeg glemte min færd ville alt gå i stå.
Jeg er nødt til at følge den kurs der er lagt,
Jeg er låst fast i en evighedspagt.

Det er de vilkår jeg har ligesom andre Aser,
Der af de fleste folk betragtes som – blomster i vaser.
E
n smule til pynt, gjort til illusioner,
Af de bæster der har deres egne missioner.
De der kaldes for præster, regenter og til dels også tanter,
Der tager på livet med uldne vanter,
Som er helt uden fingre, de er mere som luffer,
Men tro dem ikke thi jeg ved at de bluffer.

Baldurportræt

Jeg husker alt det som de fleste har glemt,
Har set menneskeheden blive ydmyget og klemt,
A
f dem som folk selv har valgt til at passe butikken,
Men de bæster har sat sig på al mekanikken.
De der fik staklerne til at tro på alt deres gylle
Som gik ud på at de selv ville beriges og lade sig hylde.
Jeg har set det hele fra tidernes morgen
Derfor kender jeg alt om både glæder – og sorgen.
Og endte her som mørkets digter,
Et ærefuldt hverv som også forpligter,
Til at afsløre al den fumlen med viden,
Som har præget alverden – hele tiden.

Jeg ved det bliver svært,
Fordi det er løgn det de fleste har lært.
Og når alt hvad jeg siger er ægte og ærligt,
Bliver mit forhold til flertallet meget besværligt.
Måske er jeg naiv når jeg alligevel håber,
At kunne overdøve de værste tåber.
Jeg så jo det hele fra starten og frem til i dag,
Derfor bliver der tale om en indviklet sag.
Jeg ved godt min visdom bliver lidt svær at sluge,
For de folk der er så nemme at true.

Jeg har nemlig set det så mange gange,
Hos de arme stakler der lod sig fange,
Af missionærernes lumske fraser,
Som bare viser at deres vanvid raser,
Når de taler om alt det de kan og vil,
Selv om det kun er et trist og kedsommeligt spil,
En farce der bliver fremført af tæmmede tåber,
Der følger hinanden, imens de håber,
At de selv får en bid af de herskendes klistrede kage,
Selv når der knap nok er noget tilbage.

Jeg beklager men det er nu det jeg ser,
Når jeg søvnigt betragter alt det der sker.
I en verden som styres med vold og magt
Af dem, som har glemt det vi Aser har sagt.