Tag-arkiv: digter

Kendt digter eksploderet under kollektive nudistøvelser

Kulturreportage: Crass Børsting
Foto: Fatwa Brusck m.fl.

En af Nordvestjyllands største kulturpersonligheder, digteren Abdul Brusck, eksploderede i går ved 14-tiden efter nogle timers intensiv nudistgymnastik, som han praktiserede sammen med venner og tilhængere i sin pragtvilla på Blodhøj. Mindst otte lokale nøgengymnaster, alle i 70’erne og 80’erne, er omkommet.

Digtereksplosion01

Abdul Brusck var født i Islamabad, Pakistan. Efter et skibsforlis 1938 drev han i land på Blodhavn Nordstrand og var her så heldig her at blive fundet og adopteret af papirhandler Arnold Brusck (1851-1949) og dennes hustru Hansigne, født Habermas (1922-). 

Digtereksplosion04

Unge Abdul fik en lærlingeuddannelse i papir- og fyldepennebranchen, og herfra var der ikke lang vej til en litterær løbebane. De første 80 af hans ca. 130 digtsamlinger udkom på faderens forlag, og man vil fra disse huske folkelige, sangbare vers som “Her er vid, og her er lune, her er alle pølser brune”.

Digtereksplosion03

Fra sine tidligste dage var han en ihærdig nudist, og ikke mange andre end familie og nærmeste venner har nogensinde set ham med tøj på.

Burning House in Winter

Katastrofen i går indtraf efter nogle timers kollektiv nøgengymnastik i herskabsboligens havestue. Abdul Brusck havde som sædvanlig beordret en halv times masturbation til afslutning på øvelserne, og åbenbart har der ikke været anvendt tilstrækkeligt med glidemiddel. En forbipasserende så ude fra vejen, at først Brusck, derefter et par af de andre gamlinge brød i brand, og et øjeblik senere var alt et flammehav.

ALLERSENESTE NYT:
Oldinge selvantændte i protest
mod lussingbesparelser

Den kollektive masturbationsbrand, der opslugte digteren Abdul Brusck og et antal af hans aldrende venner var ikke en ulykke, men en velovervejet protest mod den seneste tids besparelser på offentlig lussingforsorg.

Lussingbesparelse01

Et efterladt, versificeret protestskrift fra hr. Brusck redegør for den afmagt og ydmygelse, han og andre har følt, efter at deres sognebetalte lussingpleje blev skåret ned til 16 slag om ugen. Omkvædet lyder:

Min kind er hul og sjældent rød,
nu går jeg mod den visse død.

Håndskriftet er under tydning og vil blive offentliggjort i sin helhed , så snart digterens hovedarving, kalkunhønen Rinso XIV af Klamhuse, har givet sit samtykke.

SE OGSÅ:

HenvNYELUSSINGTYPER

 

Baldurs 6. kvad: Flertallets kvaler

Jeg drak et stort krus mjød i går

Af ærgrelse over flertallets fastlåste kår,

De kår som blev bygget op af løgn og latin,

Og gjorde dele af kloden til en vældig latrin.

Mjøden sætter sin smag i vore ganer,

Og minder om vi har godt af de vaner,

Som styrker vore tanker så vi bliver glade,

At forsage en dram i ny og næ gør ens tanker for flade.

Der gælder det samme for flæsket og tobakken,

Noget der også bliver brugt i profeter og tyrannernes snakken.

Baldurportræt

Vi Aser som holder til her – højt mod nord,

Lader bare stå til, fordi vi følger vores egen rettesnor.

Vi havde jo set dengang de nede sydfra trængte sig på,

At de der kom var både formørkede og rå.

Vi vidste også at al deres snak om regler og dyder,

Var opfundet af en lille flok skallede aber som snyder –

Sig til – en ussel og latterlig herlighed,

Som blev styret af deres egen begærlighed.

Men vi lo bare ad alle deres løfter og idealer,

På trods af vi kendte til flertallets kvaler.

Vi havde forsøgt at hjælpe de stakler,

Som blev lokket i fælder, som blev kaldt for mirakler.

Men de fleste var for kuede til at lytte,

Så vores visdom var ikke til megen nytte.

  Jeg har skuet meget langt tilbage,

Og peget på noget der skete i gamle dage.

Længe før der var byer, lande og unioner

Og folk som skød på hinanden med kæmpekanoner.

Flertallet har glemt den lille flok usle, afpillede primater

Som startede de afgrænsede reservater.

De som havde set deres egne spejlbilleder i vandet,

Da de kom tilbage til hulen, tænkte de ikke på andet,

End at gøre sig selv og hinanden til idealer,

Først med krumspring og senere med skarpslebne sabler.

Deres tankegang var meget primitiv,

Som det passede til deres abe-liv.

Derfor var alt det der blev bygget for at civilisere

En platform hvor nogle få kunne vise sig og brillere.

 Og strukturen i flertallets verden er stadig den samme,

Selvom den er sat i en mere moderne ramme.

Der mest består af maskiner og isenkram

Som er tilpasset tyranner og profeternes diagram.

Det var vigtigt i takt med flertallets vækst,

At holde liv i deres egen gesjæft.

Alting blev delt op i grimt og flot,

En opdeling som blev til i det sammenspiste komplot,

Som vidste at aber – aber efter hinanden,

Og gerne hovere over den som får en på panden.

Det gav dem nemlig et stakket velbehag,

Som dulmede at den triumf har en fordægtig smag,

Så de ikke mærker de bliver taget ved næsen,

Fordi de overhørte tyranner og profeternes lumske hvæsen.

Som kun gik ud på at styrke deres egne fortrin

Og gøre flertallet helt til grin.

Det gøres nemmest ved at rakke ned,

Og forfølge dem som vil være i fred.

Først blev flertallet holdt hen i uvidenhed,

Så de troede på deres egen lidenhed.

Så forlangtes det at hanner fik bukser og hunnerne kjoler,

Så kønnene dermed fik synlige banderoler.

Hannerne blev tildelt bestemte beføjelser,

Og hunnerne gjort til pynt og hannernes fornøjelser.

Den opdeling var et udspekuleret kup,

Der var kun nogle få som kunne se det var fup.

SE OGSÅ:

HenvBALDURSFEMTE

Baldur Hyppeson: Det 4. Kvad


På nattens ridt har jeg ofte erfaret,

Noget det er vigtigt at få forklaret.

Der er for mange som tror at jeg er en hellig gud,

Beklager – det er et vådeskud.

Vi Aser har ingen guddommelig magt,

Det skuffer måske – men nu er det sagt.

Til gengæld har vi stor erfaring – og viden

Fordi vi har været på kloden hele tiden.

Længe før menneskearten blev til,

Og indgik i apostlenes dæmoniske spil.

 For lige fra menneskehedens spæde begyndelse,

Blev flertallet ofre for profeter og tyranners forkyndelse.

Aser er vidner til hvad der var på færde,

Da profeter og tyranner blev de missionærer

Som gav flertallet love – og pligten til,

At deltage i deres sammenspiste narrespil

Vi har gennemskuet at alt om deres løgn og latin,

Og ved at deres guder er som den hvide kanin

En gøgler trækker op af sin hat,

Et blændværk som gør dem han kan narre helt besat.

For selvom bedraget er godt camoufleret,

Blev for mange forbløffet – ydmyget og desavoueret.

Fordi missionærerne har helliggjort deres magt til at befale,

Kan de også tvinge flertallet til at betale.

Deres hellige diktater blev gjort til noget ukrænkeligt,

Men vi indser det er meget betænkeligt.

Når deres hellige guder blev kreeret af dem der vil føre

Menneskeheden på vildspor og lukke alle de døre,

Som skjuler formålet med deres missionske snakken

Om pligter, dyder og evig hakken,

På enhver som kan se der er noget rivende galt,

Og at dette magtmisbrug er katastrofalt.

Der blev lovet flertallet beskyttelse,

Selvom der faktisk var tale om en listig udnyttelse.

Der beriger nogle få på bekostning af mange,

Som til gengældt fik kår der var slunkne og trange.

Vi Aser er derimod en del af en evige snirklen,

Denne stadige vekslen i elementernes cirklen,

Som er livet, døden, jorden og vandet

Og ingen af os er groet fast i landet.

Vi er til for dem som har sans for vor færden

De som findes fordelt over hele verden.

Vi har ingen idealer og derfor heller ingen moral,

Den slags forskrifter er ikke andet end pral.

Men fortvivl nu ikke vi er nemme at finde

Vi lever i pagt med de evige vinde,

Som vifter omkring enhver der kan og vil lytte

Til vor viden om alt det der kan være til nytte,

Og bliver serveret i mine kvad,

I min helt egen stil og frisk fra fad.

Et fad der bugner af meget forskelligt,

Om dette og hint som ikke er helligt.

Det hellige byder os meget imod,

Det er godtkøbskram budt til fra en fjællebod,

Som bestyres af en stodder som står bag disken,

Og falbyder skidtet med en vennesæl smidsken.

Til de der ikke forstod de blev narret,

Nøjagtigt som det vi så klart har erfaret.

Baldurportræt

 

 

Kalle Kyx død, 139 år gammel

Reportage og nekrolog: Crass Børsting
Foto: Kyx Family Foundation m.fl.

Kalle P. Kyx, en af Nordvestjyllands førende folkedigtere og komponister, meldes død i en alder af 139 år, fem måneder, 11 dage og syv en halv time.

Sorg og medfølelse var mærkbar overalt i hjemsognene, da det uventede dødsfald blev bekendtgjort fra Klamhuse Festkrematoriums udråbstårn. Ganske vist er det mange år siden, at nogen har set digteren i bevægelse eller kommunikeret med ham på nogen måde, men hans sange og viser lever overalt, hvor nordvestjyder træffer sammen for at udveksle lussinger, dyrke masturbationsidræt eller inspicere det seneste døgns kollektive fækaliepræstationer.

Strofer som “Brun er døgnets høst, knug den mod dit bryst” og “Kom, sig goddag til Kalle, han la’r en lussing knalde” vil for evigt minde os om den arv af munter og folkelig visdom, Kalle Kyx efterlader.

Billede

Kalle var ældste søn af landsnedker, senere hundehusfabrikant Lupus Kyx-Kräuterwaffel, Klamhuse Vestermark. Allerede som tre-årig udviste han musikalsk interesse, og efter nogle få timer ved klaveret blev han anbragt som plejebarn hos kapelmester Harding Æ. Prügelwaffel, Blodhøj.

Her gjorde han karriere i de følgende næsten 100 år, indtil orkesteret blev tvangsopløst og et flertal af musikerne udvist til Holstebro. På dette tidspunkt havde Kyx dog for længst slået sit navn fast som viseforfatter og forsanger ved folkelige begivenheder, og han kunne derfor blive i barndomshjemmet. Storsognerådet tildelte ham en årlig hæderspension på kr. 14,39, senere pristalsreguleret til kr. 16,11 samt en pose granuleret kødfoder.

Kalle Kyx levede i et lykkeligt og trofast parforhold med fru Kylle Eurabia Kyx-Plauderwaffel, der delte hans kunstneriske interesser og var en habil stepdanser. Efter fruens alt for tidlige død som 104-årig omgav han sig med selskabskalkuner og andre betroede husdyr, hvoraf flere lærte at spille jødeharpe.

Dødsfaldet indtraf, da den gamle digter for første gang nogensinde havde søgt lægehjælp. Han led af tørhed i svælget og sad i venteværelset hos naturlægen, homosociopat Haburi Landkrave, Nørre Usseldrup, som pludselig hørte en knagende lyd derude fra. – Det var som et hustag, der styrtede sammen.

Naturlægen viklede den gamle mand ud af digterfrakken, og det viste sig, at hans torso var flækket bagtil, og at den i øvrigt var så godt som tom. – Han var simpelthen knastør, udtalte dr. Landkrave efter at have foretaget en hastig obduktion og sammenfejning af resterne.

I overensstemmelse med Kalle Kyx’ nøjsomme livsprincipper besluttede familien at bortspare den bekostelige kremering i Klamhuse og brændte i stedet liget udendørs ved hjælp af et lager af æselgødning, importeret fra Grækenland i 1944 og for nylig erklæret uegnet til menneskeføde. Bålet samlede hundreder af syngende nordvestjyder og flammede mange meter i vejret, men var overstået på få minutter.

Louis B. Knockel dirigerede fællessangen og lovede højtideligt at tage hånd om de efterladte kalkuner såvel som det kyxske løsøre. – Ikke en krumme skal gå til spilde, udtalte han, mens han med trøstende lussinger sendte den vemodige landpøbel hjemad.

SE OGSÅ:

Henv2 Husmandskirurg