Tag-arkiv: landsbytossen

PRESSEKORT TIL ALLE INTERESSEREDE

Vor nordvestjyske folkepresse nyder godt af talrige lødige, frivillige bidrag året rundt.

For at gøre det endnu nemmere at indsamle al denne information, tilbyder vi nu vore medarbejdere, såvel de etablerede som helt nye, et pressekort, der giver adgang til de fleste steder i denne verden og til næsten alle tænkelige informationer.

Kortet ser sådan ud:

Pressekort forside HVID BAGGR

Man kan frit selv udfylde og printe det ved brug af skabelonerne herunder. Dette er forsiden:

Pressekort forside

Og her er kortets bagside:

Pressekort bagside

Her et eksempel på en udfyldt bagside:

Pressekort bagside EKSEMPEL

Nemmest vil det som nævnt være, hvis nuværende og kommende medarbejdere selv printer, tilklipper og laminerer kortene. Den benyttede skrift (til navnet på bagsiden) hedder Bahnschrift SemiBold Condensed.

Skulle den grafiske færdiggørelse volde uoverstigelige problemer, send da Deres navn og et vellignende nyere portrætfoto til louisbknockel@gmail.com. Herefter vil vor tekniske chef, fhv. grovsmed Abu Schneckelfritz, gøre det fornødne.

På snarligt og fremgangsrigt gensyn!

Pressekort Knockel

SE OGSÅ:

HenvÅRETSHUSDYR

Retur til avisens forside

 

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 1

ÅR 329.411 FØR KRISTI FØDSEL

“Gybba! Gryff, gybbart lumk!”

“Blixen Blixen, gryffor kræmkel!”

Råbene gjaldede frem og tilbage mellem de svajende trætoppe, der var levesteder og hjemstavn for storfamilien Lomax. Den vidt forgrenede familie betragtede sig som junglens herskere, og den havde udviklet sit eget sprog, rigt på betydninger og nuancer.

Stedet var Kenya, og på denne regnfulde dag sidst i april traf Lucy, familiens i døgndrift fungerende kvindelige overhoved, en principiel beslutning.

“Gafflam!” råbte hun. “Gryffert Blixen Blixen!”

Som ramte af lynet blev aberne tavse. Kun troperegnens plasken mindede de lodne brune skabninger om, at de stadig var i live, og at Lucy ventede på svar.

329411-aber01

“Byzzar?” lød et forsigtigt klynk fra en ung hun med en krans af hvide epifytter om halsen.

“Gryffert Blixen Blixen!” brægede Lucy, og nu var det en ordre, som ingen turde modsige. Lang tids diskussion om familiens fremtid havde fundet sin afgørelse. Fra nu af var trætoppene en legeplads, det egentlige liv skulle foregå ved jordens overflade.

TRE ET HALVT ÅR SENERE

Lomax-familien havde gjort store fremskridt og avlede unger som aldrig før. De fleste gik på bagbenene, der var dannet et sangkor og et ordenskorps, og Lucy var flyttet ind i verdens første bambuspalads.

Rigt og skønt var livet, men ikke helt rigt eller skønt nok. Lucy tænkte fremad. De marcherende og syngende aber havde behov for system i hverdagen.

329411-aber02

“Gulba. Lomax gulba gryffa!” råbte hun fra bambuspaladsets balkon. Aberne strømmede til, og med raske råb og og nogle tilrettevisende redskabslussinger fik hun delt dem op i seks kolonner.

Længst til venstre stod festaberne af type 1. Lucys far og hendes tre første ægtemænd havde været gemytlige, grovædende aber af denne type. Til højre for dem stillede hun en lille flok af de finere festaber, som efter hendes mening fortjente at blive klassificeret som type 2. De bar lændeklæder og fjer i håret, og en af dem kaldte sig modeskaber. Det var der fremtid i.

Midt på pladsen havde hun samlet to talstærke grupper: Arbejdsaber type 1 og 2. Håndens arbejdere med køller og sten i hænderne, nu adskilt fra dem, der allerede drømte om en kontorstol, en kuglepen og en pensionsordning.

329411-aber03

Længst ude på fløjen stod to mindre klynger og stirrede forbi hinanden. Lucys øjesten var disse kulturaber. Type 1 udmærkede sig ved at tale dæmpet og holde lange pauser, mens type 2 skreg og hylede ved enhver given lejlighed. Et moderne samfund havde brug for dem begge, resolverede Lucy.

Hun rakte armene i vejret og udråbte en velsignelse:

“Gryffa prums! Baksam baksam!”

“Tak selv!” lød det fra Karen Blixen. Og ikke meget har ændret sig siden.

Næste blad

Retur til avisens forside

Kalle Kyx død, 139 år gammel

Reportage og nekrolog: Crass Børsting
Foto: Kyx Family Foundation m.fl.

Kalle P. Kyx, en af Nordvestjyllands førende folkedigtere og komponister, meldes død i en alder af 139 år, fem måneder, 11 dage og syv en halv time.

Sorg og medfølelse var mærkbar overalt i hjemsognene, da det uventede dødsfald blev bekendtgjort fra Klamhuse Festkrematoriums udråbstårn. Ganske vist er det mange år siden, at nogen har set digteren i bevægelse eller kommunikeret med ham på nogen måde, men hans sange og viser lever overalt, hvor nordvestjyder træffer sammen for at udveksle lussinger, dyrke masturbationsidræt eller inspicere det seneste døgns kollektive fækaliepræstationer.

Strofer som “Brun er døgnets høst, knug den mod dit bryst” og “Kom, sig goddag til Kalle, han la’r en lussing knalde” vil for evigt minde os om den arv af munter og folkelig visdom, Kalle Kyx efterlader.

Billede

Kalle var ældste søn af landsnedker, senere hundehusfabrikant Lupus Kyx-Kräuterwaffel, Klamhuse Vestermark. Allerede som tre-årig udviste han musikalsk interesse, og efter nogle få timer ved klaveret blev han anbragt som plejebarn hos kapelmester Harding Æ. Prügelwaffel, Blodhøj.

Her gjorde han karriere i de følgende næsten 100 år, indtil orkesteret blev tvangsopløst og et flertal af musikerne udvist til Holstebro. På dette tidspunkt havde Kyx dog for længst slået sit navn fast som viseforfatter og forsanger ved folkelige begivenheder, og han kunne derfor blive i barndomshjemmet. Storsognerådet tildelte ham en årlig hæderspension på kr. 14,39, senere pristalsreguleret til kr. 16,11 samt en pose granuleret kødfoder.

Kalle Kyx levede i et lykkeligt og trofast parforhold med fru Kylle Eurabia Kyx-Plauderwaffel, der delte hans kunstneriske interesser og var en habil stepdanser. Efter fruens alt for tidlige død som 104-årig omgav han sig med selskabskalkuner og andre betroede husdyr, hvoraf flere lærte at spille jødeharpe.

Dødsfaldet indtraf, da den gamle digter for første gang nogensinde havde søgt lægehjælp. Han led af tørhed i svælget og sad i venteværelset hos naturlægen, homosociopat Haburi Landkrave, Nørre Usseldrup, som pludselig hørte en knagende lyd derude fra. – Det var som et hustag, der styrtede sammen.

Naturlægen viklede den gamle mand ud af digterfrakken, og det viste sig, at hans torso var flækket bagtil, og at den i øvrigt var så godt som tom. – Han var simpelthen knastør, udtalte dr. Landkrave efter at have foretaget en hastig obduktion og sammenfejning af resterne.

I overensstemmelse med Kalle Kyx’ nøjsomme livsprincipper besluttede familien at bortspare den bekostelige kremering i Klamhuse og brændte i stedet liget udendørs ved hjælp af et lager af æselgødning, importeret fra Grækenland i 1944 og for nylig erklæret uegnet til menneskeføde. Bålet samlede hundreder af syngende nordvestjyder og flammede mange meter i vejret, men var overstået på få minutter.

Louis B. Knockel dirigerede fællessangen og lovede højtideligt at tage hånd om de efterladte kalkuner såvel som det kyxske løsøre. – Ikke en krumme skal gå til spilde, udtalte han, mens han med trøstende lussinger sendte den vemodige landpøbel hjemad.

SE OGSÅ:

Henv2 Husmandskirurg