Paa Institut for Raceuhyggeiejne ved Peter Kürten Universität i Bad Wammelberg har Professor Aloysius Hinterstosser frembragt en helt ny Haartype til brug i Damefrisørsaloner.
Ved Ekstraktion af levende Haarceller fra en europid Kvinde og Endebaldeceller fra en negroid Mand er det lykkedes Hinterstosser at frembringe en Haar-Art, der paa mirakuløs Vis har bevaret de bedste Egenskaber fra baade den ene og den anden Type Celler.
Kvinder, der ønsker en saadan (paa Billedet vist) Frisure, skal i første Omgang, under kontrollerede Forhold, modtage en Injektion med Celle-Materialet. Derefter maa der paaregnes en del Ventetid, før Virkningen bliver tydelig — og endelig, naar den rette Haarfylde er opnaaet, vil Frisøren meget nemt kunne sætte Haaret paa den viste Maade. Faktisk er der bare Tale om Tilretning; da de manipulerede Celler gør, at Haaret naturligt vil sætte sig i den ønskede Stil.
Der er endnu ikke opstaaet et Dagligdags klingende Navn til den nye Gen-Variant, men foreløbig kaldes den ved sit Laboratorie-arbejdsnavn: Glottus Maximus-Haare.
Frisuren er stabil under de fleste Forhold, saaledes ogsaa under Samleje og ved udendørs Sportsarrangementer. Én gang anlagt forventes den at holde resten af Kvindens Levetid.
Biologi-Undervisningen paa Kjæltring Kommuneskole er gaaet ind i en ny Fase efter Løs-Ansættelsen af den unge Lærerinde, Derma Skinnløse, der kommer frisk fra Lærerseminariet i Holstebro.
Frk. Skinnløse er meget paavirket af den tyske Pædagog Heinzi K. Leberwachs’ Idéer om hudløs Ærlighed overfor Børnene samt at inddrage sig selv som Underviser mest muligt i Læringsprocessen; for derved at fange Elevernes Interesse og øge Forstaaelsen.
Viceskoleinspektør Taersk L. Ussing mener, at Adjungeringen udmærket kan resultere i en Fastansættelse, saa længe Frk. Skinnløse bevarer Skindet paa Næsen i sin Undervisning, og det har man i Lærekollegiet en Tro paa, at hun vil.
Med dette indlæg præsenteres avisens nyeste medarbejder, Dr. Kelvin McTavish, der har såvel skotske som nordvestjyske rødder. Vi ser frem til mange lødige samtidsreportager fra hans hånd!
Blandt de nulevende kvinder, der har kastet et skær af ære og berømmelse over Nordvestjylland, er den klarest lysende vor kære, elskede, nu 101-årige puddeldomptør Elfrida Peckelfritz, f. Sneckelfritz.
Allerede som barn i husmandshjemmet på Klamhuse Hede lærte hun dyrene kunster. Familiens høns kunne ikke blot lægge æg, de dansede også les lanciers og andre komplicerede formationsdanse. Rotter og mus spillede fodbold, og geden Balduin havde næsten lært at køre på et-hjulet cykel, da den omkom i et jalousiopgør med en noget større naboged.
Det var dog først, da Elfrida gennem sit ægteskab med puddelkennelejer Gummert Peckelfritz, Blodhøj, fik adgang til en righoldig og diversificeret bestand af avlshunde, at hendes utrolige talent slog fuldt igennem og blev hendes levevej.
Hvem husker ikke de boksende pudler, de syngende pudler, de matematisk teoremdemonstrerende pudler eller den trup af udklædte pudler, der opførte Shakespeares ”Hamlet” på Stationspladsen i Nørre Usseldrup august 1948?
Elfrida og et udvalg af hendes elitedyr har med stor succes turneret i Mellemøsten, i det daværende Belgisk Congo og senest flere år i træk i Nordkorea, hvor hun blev tildelt Den Nationale Flagorden samt to ekstra foderrationer til hver af hundene.
Det er på høje tid, at vi lokalt viser Elfrida Peckelfritz en lignende ære. Eventuelle kommentarer vedrørende hendes ægtemands død under transport i en plomberet kassevogn sammen med 4 retarderede kongepudler vil straks blive bortcensureret, ligesom hentydninger til hendes forbindelse med den nordvestjyske husdyrbordelbranche ikke under nogen omstændigheder tillades.
Elfrida længe leve – så længe, at hun kan lære en eller flere sine pudler at spille på gylden kazoo!
Nordvestjysk Landslubbertloge har siden 1898 bidraget til stabilitet og livsglæde i vore hjemsogne. Generationer af logebrødre har knyttet livsvarige venskaber og nyttige forbindelser af enhver art takket være de ugentlige logemøder og halvårlige større stævner.
Hvad der foregår i logetemplet på Blodhøj er naturligvis hemmeligt, og hvis nogen skulle drømme om at røbe de ritualer, der knytter broderskabet sammen, ville han hurtigt komme på bedre tanker, når han huskede, hvordan det gik den sidste forræder, hundefrisørmester Pimpert Guffelhage, efter at han i 1981 begik sin utilgivelige forbrydelse.
Huden fra Pimperts bryst, bug, ryg og røvbalder blev præpareret og syet sammen til en fane med påskriften FORRÆDER. Denne fane frembæres i spidsen for logens processioner, herunder den årlige brunvarefestivalmarch over Klamhuse Hede. Det siges, at Pimperts hovedskal benyttes som drikkeskål ved optagelsesritualet for nye logebrødre, men her er vi inde i hemmelighedernes domæne, så jeg skriver ikke et ord mere derom.
Kort og godt: En gylden hæderskazoo bør forefindes i templet, og med tiden vil den sikkert få rituelle funktioner og betydninger.
Hermed nomineres diplomingeniør Hiram Sveg, tidligere Sverige, nu Gustenhuse, til den gyldne kazoohæder.
Hr. Sveg er verdenskendt for sit patent på latrin-maskin-kanonen (på svensk:fulsprutan), der har medvirket til udvidelsen af brun civisation over hele Nordvestjylland. Ideen til opfindelsen fik han en dag, da han under et anfald af alvorlig forstoppelse og tarmslyng satte sig til rette på fælleslatrinet ved Brugsen.
Da trykket i rectum oversteg 1073.14 N/m3, udskiltes første ladning af forhærdet nødtørft. Det efterfølgende rekyl sendte ingeniør Sveg 37.8 centimeter lodret op i luften, og da hans bagpart på nedturen atter ramte latrinbrættet, forårsagede deaccelerationen, at endnu en portion nødtørft blev sendt i tønden, med resulterende opadrettet rekyl. Denne proces gentog sig 15-20 gange, indtil tarmen var komplet tømt, og Hiram forstod med det samme, hvordan princippet kunne overføres til en maskinkanon.
Senest har Hiram Svegs opfindelse vist sin duelighed under Gustenhuses lynkrig mod Jan Mayen. Som den fortvivlede chef for forsvaret, Feldmarskal Oddbjørn Fleksnæs udtalte ved overgivelsesceremonien: ” Vi har Draken jagerfly fra SAAB, rifler fra Mosberg, og giftgas udvundet af gæret surstrømming. Intet nytter det imod Hiram Svegs fulspruta.
Hvem skulle vinde vort gyldne trofæ og den dermed forbundne evigtvarende hæder? Dommerkomiteen havde en hård opgave, og det jublende resultat bekendtgøres her:
Samtlige nominerede var af en sådan moralsk, fysisk og samfundsmæssig kvalitet, at de fortjener den gyldne kazoo, som hermed er tildelt dem.
De fire betroede skribenter, der har indsamlet materiale og foretaget nomineringerne, optages ved samme lejlighed i den nordvestjyske adelsstand. Den brune fontæne på Nørre Usseldrup Stationsplads vil springe med guldpølser til deres ære førstkommende mandag kl. 09.11-10.14 prc.
Her på avisen gør vi meget for at tilfredsstille vore trofaste abonnenter. Det er os derfor en stor ære at kunne invitere på forpremiere i Klamhuse Kino på instruktør Billie Septembers tredie og sidste film i hans episke kålrabi western saga: Den Fede, Den Dumme og Den Stræbsomme.
Vi skal ikke røbe meget af handlingen her, udover at den ikoniske titelfigur, Den Fede, også medvirkede i kålrabi-trilogiens første to film, En Fister med Dollars og Hævn for Nødtørft, og hermed bringer historien til sin voldsomme ende. Dog kan vi fortælle, at handlingen udspiller sig i Nordvestjylland under den store krig mellem amterne, specielt under det afgørende slag ved Gettosborg.
Historien er kort: Amtmandens konvoj er faldet i baghold for Tolne-Banden, der har stjålet en septiktank fyldt med forædlet nødtørft. Bandemedlemmerne omkommer, før de kan fortælle, hvor de gravede skatten ned. Så bliver det Den Fede, Den Dumme eller Den Stræbsomme, der løber med skatten?
Derudover spiller en ulovlig minkgrav og en krofattter, der både kan skænke øl og give lussinger, en stor rolle i filmen.
Vore læsere kan se frem til en kulturberigende aften. Som en særlig cadeau til vore Landsbytossen Plus medlemmer, vil instruktør Billie September efter forpremieren besvare spørgsmål sammen med musikeren bag filmens episke lydspor: Gade-Jorge, tidligere kendt som Gade-Jørgen, før hans karriere tog fart.
Ved det nylige kvartalsmøde i Klamhuse Centralbank besluttede bestyrelsen og bankens formand, dr.polit.fæcal. Ludbert Hajek at sænke den brune diskonto med 6 pct. Detaljer kan være svære at følge med i, så vi har bedt adjunkt Milton Farmand, Klamhuse Universitets Kursus, KUK, om en forklaring:
“Den regionale valuta, den Brune Daler, er i modsæting til “fiat” valutaer som Lire, Zloty og Zimbabwedollars baseret på en Lortefod. Det vil sige, at enhver borger har krav på at få sine brune daler konverteret til latrin i medlemsbankerne” forklarer adjunkt Farmand, og fortsætter:
“Hvor Lortefods-Princippet har ført til stabile forhold på finansmarkederne og generelt ses som en fordel for egnens erhvervsliv, er der på det seneste opstået utilfredshed over den ringe økonomiske vækst. Formand Hajeks brune diskontosænkning hilses derfor velkommen i lokale erhvervskredse.
Det foregår omtrent således: Hver aften ved lukketid deponener oplandets medlemsbanker deres latrinreserver i Centralbankens septictanke. Herfor betaler Centralbanken en nominel rente, der benævnes den brune diskonto. Ved at nedsætte den brune diskonto gør Centralbanken det mindre attraktivt for medlemsbankerne at deponere deres reserver og skaber derved større udlån, hvilket skaber vækst.
TIS-LM diagrammetnedenfor illustrerer princippet. Den vandrette akse repræsenterer den totale latrinmængde, både L1 og L2 i metriske tons (L1: Likvide fækalier. L2: Likvide fækalier + tørre fækalier + indskud på anfordring). Den lodrette akse er den brune diskonto i procent. En ligevægt på det brune valutamarked indtræffer i chokoladekrydset, hvor udbud og efterspørgsel af brun likviditet er ens. Ved at sænke diskontoen, skubber Centralbanken chokoladekrydset nedad og skaber større vækst.
Dog er ikke alle eksperter overbevist om, at diskontosænkningen vil virke. “Det er børnelærdom, at en brun diskontosænkning ikke virker, når økonomien er i enlatrinfælde,” anfører Poul Krogmand, lokal økonom og blogger. “I en latrinfælde klemmer alle aktører ballerne sammen på samme tid, og chokoladekrydset forskydes til under nulpunktet. Centralbanken har derfor ikke nogen mulighed for at sætte gang i økonomien. Vi kræver, at amtmanden tager aktion og påbegynder en aktiv fækaliepolitik med offentlig udspredning af latrin og massive investeringer i kloaknet, rensningsanlæg og anden offentlig investering med stor multiplikatoreffekt.”
“Som anført af tidligere økonomer fra William Jennings Bryan til Bjarne Corydon nytter det ikke at korsfæste menneskeheden på et chokoladekryds, og spådomme om, at det skulle føre til myldrebæ som i Weimartyskland er noget pjat,” slutter en tydelig agiteret hr. Krogmand.
I sidste uge kunne vor avis berette om, hvordan Dr. Lubbert Børsting var omkommet ved en suspekt automobilulykke på en landevej uden for Chicago, Illinois, USA. Ulykken havde alle karakteristika af et bestilt arbejde, og vi kan nu fra anonyme kilder bekræfte, at der rigtignok var tale om et mafia-hit, bestilt af Tolne-Bandens mand i Chicago, Herr. Tonni A. Tunfisk.
Alle er bekendte med Tonni A. Tunfisks kometagtige karriere fra knallerttyv og lokumsgrafittikunstner i Nordvestjylland til Consiglieri med ansvar for Tolne Bandens aktiviteter i Chicago, Las Vegas og Havana. Men det kan nu afsløres, at Herr Tunfisk stadig er aktiv i lokalområdet og i den seneste tid ved trusler, mord og analtortur har skaffet Tolne Banden monopol på den hvide slavehandel til omegnens bordeller.
Men nu har offentligheden omsider fået nok, og en bred kreds af lokale borgere demostrerede onsdag eftermiddag ud for Folkebordellet:
“Jeg har tidligere haft en tovlig historie med bordelmutter Bauning, men det her er simpelthen for groft og umenneskeligt,” udtaler en oprørt Rabbi Birge, før hele Nordvestjyllands Jodlejøde leder sin menighed i unison melodisk protestsang: “Rigtige kvinder kan ej købes for penge, rigtige kvinder kan ej købes for guld”.
“Hvid slavehandel er den mest afskyelige raceforbrydelse og rangerer på linie med angiveri til Told&Skat samt snyd ved sandtrap’en og 9ende hul på golfbanen,” supplerer Hilmar Bedford Forest, Storvizir i logen Klamhuse Kountry Klub og kendt talsmand for human behandling af slaver.
“Som en af de oprindelige sorte jyder vil jeg tage afstand for enhver form for slavehandel,” supplerer Bvalia Mugabesgård, lokal forkvinde for aktivistgruppen Brune Livs Betydning. “Jeg husker stadig min farmors forfærdelige beretning om turen med slaveskibet fra Zanzibar til Hjallerup Slavemarked. Det var værre end Ryanair på turistklasse; man skulle selv betale for håndbagagen, og skibet løb tør for tax-free bruncreme og kaffe længe før det nåede Suez Kanalen. Den skæbne skal ikke overgå andre mennesker,” erklærer fru Bvalia.
“A we skii’e på hans duer”, råber Bordelmutter Bauning af avisens udsendte. “Som om det ikke er nok, at den trælse Jodlejøde opløste mig i svovlsyre, nu udspreder han også løgne om mit virke og truer mig på brødet. Alle mine piger er etisk sourcet fra Phuket og Chicagos Ukrainske Kvarter, og de får alle kost, logi og regelmæssige checks af dyrlægen. Rabbi Birge sku’ ta’ og rens’ noe’ tarm!” slutter Fru Erna.
En tragisk arbejdsulykke i Klamhuses bugnende fedevarebranche involverer to af lokalsamfundets faste støtter: den populære lokale religiøse leder Rabbi Birge Ben-Lønquist, i folkemunde kendt som Æ Jodlejøde, og den ikke mindre skattede Erna Bauning, tidligere pr. Auning, nu bordelmutter og indehaver af Klamhuse Folkebordel.
Arkivfoto: Rabbi Birge travlt beskæftiget med at certificere ægte brun Klamhuse Koshersalami.
“Den slags burde ikke kunne ske”, udtaler Laust Finkelstein, direktør for Klamhuse Kosherslagteri.
Som sædvanlig fredag eftermiddag var Rabbi Birge kommet forbi slagteriet for at certificere ugens produktion af koshersalami. Ved et uheldigt sammentræf befandt fru Bauning sig på samme tid i slagtehallen, hvor hun indsamlede ugens indkomst fra slagterne og deres glædespiger. Fru Bauning er en florissant dame omkring de 75 år, og det ser ud til, at Rabbi Birge har forvekslet hende med en udskåret oksehalvdel. Han har derfor uforvarende nedsænket bordelmutteren i den rituelle svovlsyre, hvori al kosher salami først marinerer, alt imens han efter en tusindårig tradition jodlede slagternes khaddish for at fremskynde renselsen.
Jan-Claude van Brabrand gør klar til at dykke i tønden med svovlsyre for at redde fru Bauning.
Heldigvis har den kendte lokale stuntman, Jan-Claude van Brabrand, sig i nærheden. Med sædvanlig resoluthed dykkede han ned i tønden med svovlsyre, der heldigvis kun havde nået at opløse de ydre ekstremiteter. Han reddede derved Erna Baunings liv og forhindrede en endnu større katastrofe.
Bordelmutter Bauning, noget formindsket af syrebadet,
sunder sig oven på oplevelsen.
“Men vi må klart lære af denne ulykkelige hændelse og indskærkpe større agtpågivenhed ved bordelpersonalets besøg i slagtehallen”, slutter direktør Finkelstein.
I mellemtiden låner Rabbi Birge en ny omgang svovlsyre hos sin kollega, præsten i Hedehusene.
