Blodhavns ukronede Forlystelsekonge, Svend Aage Klægh, meddeler fra sit hovedkvarter, Discoteque Pussy Poop i Svinestræde, at han har indledt Forhandlinger med Disney-Koncernen om en Filial af Disneyland i et af Blodhavns mere notable Kvarterer; nærmere bestemt den gamle Gasværksgrund paa Sydhavnen vis-a-vis Forbrændingsanstalten og Benmelsfabriken “Hestens Hvile”.
“Der er et kæmpe Marked i de 1-12 aarige, der faktisk er mindst lige saa indbringende som hvad jeg kan hale ind paa de 13-18 aarige, der jo udgør Kernen af de Besøgende her paa Discoteket. Desuden vil jeg satse meget mere paa det uhyggelige og mystiske, som Børn er saa glade for”, udtaler Klægh.
Nu mangler kun de endelige Tilladelser fra Raadhuset, men som Byraads-Sekretær Georg Ibbernach udtaler: “Hvis Klægh bare overholder sine kvartalsmæssige godgørende Donationer til visse Udvalg i Kommunen, og det har han denne Gang gjort i god Tid inden den aarlige storborgmesterfrokost her paa Raadhuset, ja saa er der intet i Vejen for, at alt skulle gaa glat igennem ved næste Byraadsmøde om en Uges Tid”.
Grundet Spring i de arvelige Anlæg (Mutationer (Red.)) hidrørende fra de store Spildevandsudledninger nord for Blodhavn, har Biologer nu kunnet iagttage en helt ny Fiske-Art ved Rechtum Strand Engsø.
Eksperterne formoder, at en af Omraadets mange af Camping– og Sommerhusgæster efterladte Katte i et Anfald af Sult har forsøgt at sætte en allerede muteret Fisk til livs – og Resten er gaaet helt af sig selv.
I Blodhavn har Kommunens Ophængning af nye Paabuds-Skilte vakt en Del Undren og Ængstelse — bl.a. hos Bilisterne.
“Vi tror, det har noget med Foraaret at gøre, men vi kan ikke faa det bekræftet paa Raadhuset, da alle er paa Ferie eller Afspadsering i denne Maaned”, udtaler Gadeforeningsformand Arthur Köllewapper. I Mellemtiden efterkommer Borgerne Paabuddet, saa godt de kan.
Alt for længe og i særdeleshed alt for tilfældigt har i milliardvis af uensartede ringpølser, maghonifarvede præmiefækalier, planløse småkugler samt tyndtflydende, skummende fækaliemasse i en blandet strøm forladt Usseldrupegnens befolknings fordøjelseskanaler.
For produktionsenhederne på vore fækaliebearbejdningsanstalter er meget sparet ved modtagelse af ensartet råstof. Derfor er et antal Usseldrupske ådsel- og fækalieafbærere sendt på kursus for at rette indsatsen mod sløseriet på profylaktisk vis, i stedet for som hidtil blot at afvente tilfældighedernes gang.
Kurset har titlen: ”Hvad der kommer ind, skal også ud – og helst i snorlige rækker”. Ensartethed er alfa og omega i den fækaliepædagogik, der er strømmet hertil fra foregangsområder som Tyrol og Böhmen. Pædagogikkens ophavsmand er Herr Werner Naestbest.
Fækaliepædagog, dinglebærrenes fjende nr. 1, Herr Werner Naestbest, er højt respekteret for sin udvikling af effektiviseringsteorien.
Når kursisterne vender hjem, vil de påbegynde den tvangsundervisning, der er nødvendig, indtil budskabet er opfattet. De vil belære sognets beboere om madlavning, fækalieopmåling og -vejning samt viden om ”kemi i køkkenet.” Ydermere varierende husråd mod forstoppelse samt vejledning i kostråd for opnåelse af bestemte konsistenser af fækalier. Kursets metodik, lussingpædagogik, er en formidlingsform vi er vant til, og som netop i vort sogn må være den optimale.
Hvis Herr Werner Naestbests navn forekommer Dem bekendt, er det muligvis fordi han er kendt for at have opfundet midlet mod de generende såkaldte dinglebær, nemlig fjernelse af behåring omkring anus.
Børn, unge, voksne og oldinge vil juble i kor over kåringen af Abu Gynter som Nordvestjyllands mest populære julemand. Årtiers trofast indsats i julesæsonen belønnes hermed, og det er kunderne i de lokale butikker, der med et overvældende flertal har stemt på ham.
Formand for Blodhavn-Usseldrup Handelsstandssamvirke, fr. Lulla Peckelhorst, f. Pödenphant, motiverer afgørelsen:
“Abu er altid munter og underholdende. Han hjælper gerne med at slagte alt levende, som skal bruges i julemaden. Ligeledes holder han eksemplarisk styr på ungerne, mens mor handler, og far er på værtshus.”
Uden for julesæsonen har Abu Gynter flere andre tillidsposter, bl.a. som latrininspektør ved de offentlige nordvestjyske aftrædelsesetablissementer. Sommeren igennem kan man se ham som masturbationskontrollant og gebyropkræver på Blodhavn Nordstrand.
Julehædersprisen, en balje kødfodergranulat og 6 flasker drikkepetroleum, overrækkes ved en festceremoni på Blodhavn Midtermole mandag kl. 16.44-17.01 prc.
Klokken var 23.31 da Fede-Niels sneg sig ind på kadaveropskæringsfabrikken for at lede efter spor. Franko Zwiebelkäse stod udenfor og holdt vagt.
Der var stadig den underlige larm henne ved kosteskabet. Niels havde da vist ikke fået undersøgt hvad det var. Han kunne ikke koncentrere sig i den støj, så han besluttede sig for at åbne skabet og gør en ende på larmen.
Med et hurtigt ryk, åbnede han skabsdøren.
Hartmut Gaffelwaber, deres kære gamle driftsleder, lå bagbundet og med tilsølede bukser.
”Hvad fanden?” Fede-Niels fjernede gaffatapen for hans mund.
”Gudskelov du fandt mig. Jeg har ligget herinde siden 30. november. Jeg blev slået ned med en æselpølse. Vi må stoppe skurkene inden julen dør!”
”Ikke på min vagt!” sagde Halallandsen der pludselig stod bag dem med en skarpladt elefantriffel. Han var i selskab med Ringolf van Rakkelpot, der trak sin klovnemaske på og blev optimeret til sit alterego, Onkel Vaffel.
”Hvordan handler det her om klimaet?” sagde Fede-Niels. ”Det behøver sgu da ikke at gå ud over vores flæskesteg.”
”Klimaet?” grinede Rachwald. ”Det har aldrig drejet sig om klimaet. Det drejer sig kun om at irritere befolkningen. Vegansk kost, strømsvigt, højere gebyrer. Det er Operation Knækket Folkesjæl.”
”Jeg vil have flæskesteg. Alle skal have flæskesteg!” snerrede Fede-Niels.
”Du fabler om flæskesteg hele tiden, Niels. Ved du hvad? Når du er så glad for flæskesteg, så kan du selv få lov at blive til én!”
De to skurke pacificerede Fede-Niels og Hartmut Gaffelwaber og satte dem på kødbåndet, bagbundne og hjælpeløse.
Rullebåndet startede. Niels og Hartmut gled af sted.
”Jeg vil lade jer være alene. Jeg har en pakke der skal leveres!” sagde Rachwald. Han pegede på Onkel Vaffel. ”Skær dem i gode stykker. Og husk at det er dig der har ansvaret for fabrikken de kommende dage. Jeg har en masse papirarbejde der skal laves… husk nu at slukke for plantefarsmaskinen inden du går. Den må ikke køre uden opsyn. ”
”Javel, hr. bagmand.”
Niels og Hartmut gled hen ad rullebåndet mod Onkel Vaffel der ventede med sin sabel. Niels’s tarm gav efter for presset og tilsølede rullebåndet med varm flydende afføring. Han sad virkelig i suppedasen.
Er alt håb ude? Vil Halunkenborg styrte i grus og vil Fede-Niels og hr. Gaffelwaber blive skåret i stumper og stykker?
Paa Blodhavn Raadhus er man for Øjeblikket ved at udregne hvor meget Alkohol hver Ansat i Kommunen kan indtage til den aarlige Julefrokost, uden at man behøver at hæve skatten mere end 1,2 %; hvilket ville kunne give Forklaringsbesvær ved næste Kommunalvalg.
“Det er virkelig et kildent Regnestykke, der kræver Inddragelse af mange Faktorer — og vi har indkaldt Eksperter og Beregnere fra baade AU, KU og AA”, udtaler Byraads-Sekretær Georg Ibbernach.
Det er Byraadets Haab, at Eksperterne, der modtager klækkelige Honorarer for deres store Arbejde, samtidig vil undersøge Mulighederne for hvordan man fremover, paa mest hensigtsmæssig Vis, kan omdirigere Midler til kommende Aars Julefrokoster — alt til Borgernes bedste naturligvis.
Det kommunale sangkor under ledelse af Moses IV Angostura vil som altid indlede festen
med fremførelse af dette vers:
En julefrokost i Blodhavn gør os alle god gavn; vi æder, og vi drikker, vi bøvser, og vi hikker, og råber sidst på natten: Hurra for kommuneskatten!
Et af den moderne verdens ni vidundere, en defækationsanstalt med 24 sidde- og ca. 180 ståpladser blev i går indviet af Louis B. Knockel, som under trompetledsagelse kl. 12.01 lod en fuldvægtig, mahognibrun ædelpølse styrte ned i det underliggende, halvautomatiske sorterings- og forarbejdningsanlæg.
Anstalten på Blodhøj Strand er projekteret og opført under ledelse af egnens unge opfindergeni Nathan Mandrik. Heste, geder og tvangsudskrevne turister sørger for trækkraft til maskineriet. Den højtliggende, tempelagtige afføringshal, de bærende stilladser og defækationsstativerne til publikum er udført i fyrretræ, for stativernes vedkommende nogenlunde splintfrit. I den geriatriske siddeafdeling er latrinåbningerne omgivet af kradsuldsforinger.
– Dette vidunderligt sindrige anlæg kan forsyne vor egn med varme industrielle råvarer, husdyrfoder og brunt granulat til de buddinger, vi alle holder så meget af, sagde Louis B. Knockel. – Men først og fremmest vil synet af anstalten hver eneste dag fylde vore hjerter med stolthed, mens turister og andre tilløbende bliver indgydt den respekt, uden hvilken deres tilstedeværelse iblandt os ville være ubærlig.
Inden jeg slipper alle mine modbydelige, sprøjtedefækerende dæmoner løs overalt på klodens besudlede overflade, bringer jeg Dem til behageligt tidsfordriv den fulde illustrerede ordlyd af “Ondskabens Træ”, et ultrakort, omend formidabelt filosofisk værk, af ukendt forfatter, fra Helvedes Bibliothek. Perlen blandt samlingen, en sand dekadencens billedbog, og i øvrigt gratis, samt eksklusivt, for Knockelske Tidende. God fornøjelse!
I: Intelligensens Død. Hr. Dunning, hr. Kruger, de gik sig en tur,
Kuk-kuk, kuk-kuk, faldera.
De talte jo om, hvad det var, der var galt,
Kuk-kuk, kuk-kuk, faldera.
Og så blev de enige, tog sig en lur,
Af druk, kuk-kuk, faldera,
men da de så vågned’, så var det fatalt.
Kuk-kuk, kuk-kuk, faldera…
Der var ingen løsning; kun håb om en dag,
Kuk-kuk, kuk-kuk, faldera,
Hvor fagfolk blev tæsket, til hovedet faldt af!
Kuk-kuk, kuk-kuk, falder a’.
II: Kærlighedens Død. (xy+xx)n=0.
III: Samfundets Død. Solen er så rød, mor,
og nu er fader død.
Klunkerne faldt af, og
hans hjerne blev til grød.
Jeg vil også gerne dø,
så jeg kan flyve bort.
For så kan jeg vel slippe for
at høre på dit lort!
IV: Kunstens Død. Bohemen sig kastede, med et skrål,
i døden fra 12. sal.
Salonsocialisterne drak hans skål;
“Han var nu en vældig ka’l!”
“Han var sgu’ den største!”
braldred’ de gladeste,
mens de citered’ fra bogen.
“En anelse tvivlsomt; dog sikkert den fladeste,”
lød en mørk stemme, fra krogen…
V: Troens Død. Caspar, Melchior og Balthazar
Så det klareste lys på himlen.
Men de vidste godt, at det var
En døende stjerne, i vrimlen.
VI: Naturens Død. Jorden brænder i alle lande;
Havene hastigt fordamper.
Ingen vand i nogen spande,
Nu slukkes skal, alle lamper.
Kloden bli’r til en lille sol,
En glødende ministjerne…
Atomkraft Nej Tak?! – Go’nat og farvel,
Din fordømte, stupide halvhjerne.
VII: Musikkens Død. Er du jol, mon…?
…eller er du mongol?!
VIII: Følelsernes Død.
Empati er evnen til at forstå din egen morder, og kristendom evnen
til at tilgive mordet på dit eget barn. Kristopati er sygdommen,
der gør, at du begærer din egen slægts udslettelse. Derfor: kvæl
fromt dine egne børn, skyd glad din kone, og hæng så dig selv,
i Jesu Kristi navn! Amen.
IX: Glædens Død.
Skadefryd er den sidste fryd,
når ikke vi længer’ kan le.
Næstens død er vort eget brød;
Vi sidder med Døden til te.
X: Skønhedens Død.
Hvor er min Gertrud…?
Hun var smuk som en gud,
men nu er hun væk, søde barn…
Tredoblet i kødet,
og muggen i skødet,
med bryster af plast, hvilket skarn!
Tatoveret og piercet,
er nu min sjæls Circe,
og håret er blåt, grønt og pink.
Med ring i sin næse,
en vammel fadæse…
Jeg håber hun bli’r til en mink.
XI: Sandhedens Død.
179 mand på et helt folks kiste,
Ho, ho, ho, og en tom flaske rom.
XII: Fantasiens Død.
Aladdins Lampe brændte endelig ud,
mens folk var ude at shoppe.
De brokked’ sig over en pris på en klud,
og en pakke med 6 kokostoppe.
XIII: Sjælens Død.
Alle mennesker er født lige.
Ingen må mod himlen stige.
Pig’ er dreng, og dreng er pige.
Du skal for din hersker vige.
Og du skal dig selv bekrige.
Du har ingenting at sige.
Jeg ankom til en marmorport, der omgav et rustent jerngitterværk. I lyset af min døende cigarglød anede jeg til min venstre side en menneskelig rygsøjle, der på makaber facon hang ned fra loftet. Jeg hev rask væk i knokkelværket, der derefter afgav et dundrende, metallisk
“dong-g-g…”
Af gammel vane tømte jeg derefter min næstsidste lommelærke… Arsenal 1, Tottenham Hotspur 0… Men nu var tiden just ikke kommen til diverse nostalgiske reminiscenser.
Oplyst af en simpel tælleprås anede jeg gennem porten en hæslig kutteklædt skikkelse nærme sig, med langsomme, slæbende skridt… Den stak sit afskyelige ansigt ind imellem tremmerne, og udrakte en lang, byldebetændt tunge.
“Jeg være broder Bæ, eheheh! Og bibliotek lukket!”, gryntede denne frastødende krøbling, og tilføjede et uvenligt: “Forsvind med ham, in Nomine Satanas!, uaarhehehehehh…”
“Der er noget De har aldeles misforstået,” svarede jeg. “Jeg er ikke kommet for at låne bøger! Jeg er blot her for at reparere Deres defekte lås. Jeg kommer fra… fra låsesmedsfirmaet… øeh… Plus, Kvam & Perfektum, og Da vi begge ankom her, havde Deres foresatte jo allerede ringet, hvis De altså forstår…”
“Hva’ba’…? Eheheh…” lød det forvirret fra den savlende pukkelryg, der med håndroden dunkende sig gentagne gange mod sit deforme kranium.
“Jamen, jeg kan da med mit blotte fagmandsøje se, at porten er gået noget så frygeligt i baglås,” bemærkede jeg, non-chalant. “Skulle vi ikke hellere se at få det ordnet. De kan jo heller ikke selv komme ud…”
Præcist som antaget stirrede kretineren et øjeblik vantro på mig, drejede så ivrigt sin nøgle rundt i låsen, og skubbede porten helt op. Han slog derefter triumferende ud med armene, i en dybt grotesk positur.
“Nu han se, virkelig se, eheheh… ikke baglås, eheh!” gnækkede han.
Jeg greb omgående mandslingen om halsen, og løftede ham op, så han rallende dinglede fem centimeter over gulvet.
“De skal ikke være så forbandet kålhøgen, men bare lade mig stille og roligt passere, forbi Deres håbløst korroderede rivejern!” sagde jeg, og tilføjede: “En af Deres kolleger er uheldigvis kommet til at lave noget værre gris ude i vestibulen. Kan De ikke gøre Dem en anelse nyttig, og så se at få det ulækre svineri fjernet, omgående. Så skal jeg i mellemtiden lynhurtigt ordne mit forehavende, og jeg skal love Dem, at jeg ikke piller ved Deres fjollede bibliotek… ret meget. Og tag Dem en førsteklasses cigar for al Deres ulejlighed!”
Jeg proppede enden af min næstsidste havaneser ind i munden på den klumpfodede klovn, slap taget om hans skæve hals, hvorefter han pibende og hinkende forsvandt langs den mørke gang hvorfra jeg lige var kommet, medens han til min store ærgelse som en
åndssvag gnaskede løs på den fine cigar…
Jeg gik ind i det store, bælgmørke lokale hinsides porten, og strøg en tændstik. I et kort øjeblik ænsede jeg aftegningerne af endeløse rækker af velordnede reoler, proppet med støvede bøger og manuskripter, men et pludseligt pust slukkede min lyskilde. Jeg tændte endnu en
normalt gennempålidelig tordenskjold, men fænomenet gentog sig. Så igen. Og så igen… Her var da ikke gennemtræk. Narrestregerne ville tilsyneladende ingen ende tage…
Som den gamle romantiker jeg nu engang var, udbrød jeg spontant et rungende: “I Lucifers navn, bring lys, mer’ lys!”, og straks flammede alle lysestager og kandelabre i rummet op, som befandt jeg mig i selveste Vatikanet.
En hæs, dæmonisk hviskende stemme svarede hånligt og med resonerende ekko i mit øre: “Am Anfang Gab Es Nur Die Scheisse-eisse-eisse…”
Dette var jo ikke særlig klædeligt for et højtideligt rum af denne kaliber, men jeg var vant til det, der var langt værre, på en almindelig formiddag på Gustenhuse Dyrskueplads, så jeg tog ikke videre notits af disse platte, tilbagevendende bemærkninger, men gik straks igang med at undersøge mine omgivelser.
Blandt bibliotekets ganske overvældende mængder af knaldhård pornografi og dybt underlødig kiosklekture forefandtes – trods alt – et bredt udvalg af den ægte Sorte Litteratur: Ghorl Nigral, Ondskabens Træ, Necronomicon, Klønkes “Mit Liv”, Baudelaire, IKEAs forårskatalog, Malleus Defaecarium, Uffe og Krista Hoves “Vildliv”, De Tarmis Mysteriis, Kommunismens Manifest, Poe, Dansktoppens Hvem-Hvad-Hvor, Satans Bibel, Skidtaf Andersens og Klaus Pisbjergs samlede uværker, Holstebros Historie Bd. I-LXII, A. Hitlers “Min Manglende Nosse (og Hjerne)”, Den Amerikanske Forkvakling, Færdselsloven, Ritt Bjerregaards Bilagssamling, Frit Cisternia, Been Beensen Brächers “Jøderne På Halv”, M. de Sades “Røv og Røv Imellem”, Wanker Jørgensens hidtil upublicerede “Undskyldning Til Det Danske Folk”, Det Moderne Sverige, Afholdsbevægelsens Håndbog, Regnbuens Børn, samt Vagttårnets Årsskrift. Kort sagt: et veritabelt mareridtskatalog af allehånde infame afskyeligheder, på skrift.
Jeg udtog en tilfældig skriftrulle blandt den allerældste visdom, og udbredte den på nærmeste pult. Dette var Lavements-Konfigurationen! Et antediluviansk værk, som alle historiens skriftkloge anså for værende blot en myte… Oh, hvilken herlighed! Jeg kunne fordybe mig i denne verden i årevis. Med eller uden færgemand. Jeg satte mig ned på en støvet, knirkende marokkopude, tændte min sidste cigar, og drejede låget af min endegyldige lommelærke. Jeg måtte reflektere…
Dette var jo selvsagt ikke endestationen… blot mere forblændelse. I den behagelige tåge af cigarrøg og højpromille observerede jeg på bordet foran mig den gradvise materialisation af et sæt fyldte karafler, og en mindst ligeså indbydende de luxe cigaræske… Jeg hørte nok engang den velkendte hule stemme le inden i mit hovede, mørkere og endnu mere ondskabsfuldt end hidtil… Man prøvede til stadighed omend forgæves at nedbryde min stålsatte nordvestjydske characteer.
Dette forunderlige lokale var jo tydeligvis kreeret med det specifikke formål at få en principfast mandsperson til at falde i allehånde staver, lige før målstregen. Men hvorledes komme videre, herfra? Alverdens mest sublime billederotika samlet ét sted, en uudtømmelig tantalus, og et veritabelt stalinorgel af kvalitetscigarer, fred og ro, og intet ansvar… Her kunne en ægte mand af rette støbning måske for en gangs skyld få lov at være sig selv!
Men nej. Dette var nok en lumpen fælde… og nøglen er og bliver til stadighed at finde, inden i een selv. Man må sg’u være en rigtig mand, når det gælder! Jeg kvaste resolut stumpen af min cigar mod bordpladen, rejste mig op i al min manddoms vælde, sparkede til marokkopuden så den susede gennem mørket i en regn af sorte snegle og summende fluer, spyttede på uhøvisk vis ud i lokalet, bøvsede og lo sjofelt, af hele hjertet, og slog så en bragende vind.
“I Hartmanns navn, luk op, eller jeg tramper hele slottet ned i voldgraven, hvori det vitterligt hører hjemme!” brølede jeg, af mine lungers fulde kraft.
En falsk bogreol skød omgående til side, med en hvinende lyd. Ha! Nu var jeg da vel for Fanden endelig ved denne skøre rejses ende.
Jeg gik ind i det hemmelige rum, som bestod af kolde stenvægge, omkring en besynderlig tronstol. Men hvor fanden var Fanden…?! Jeg gik frygtløst nærmere. På det uhellige, suspekt duppede og bremsesporsbefængte sæde forefandtes kun en støvet båndafspiller, hvori sad en gammel kassette, fra en svunden analog tidsalder.
Jeg trykkede uden tøven på den noget modvillige play-knap. Et øjeblik efter skingrede en forsamling tonedøve, marxistisk indoktrinerede børn fra Holstebro Ungdomskor følgende strofe:
“Hare, Hare Krsna, døden skal du lide! Du, som kommer allersidst, får ikke lov at skide! Tihihihihihiiii…”.
Jeg stoppede omgående båndet, og vendte det om. Helt ærligt… Nu var det altså absolut sidste chance, inden jeg… grrr… hrmmm… inden jeg fandt på… på helt andre metoder! Jeg spolede det raslende bånd tilbage til start, og satte atter, og med en dyb indånding, apparatet igang.
Jeg var nær skvattet død om, på stedet, af akut massetab af hjerneceller…!
Er dette så svaret på det store, æonlange, eksistentielle spørgsmål? Har Gud blot givet op, og efterladt menneskeheden en gigantisk practical joke, på bunden af altings akkumulerede fækalia? Overladt styringen af det fejlslagne eksperiment kaldet homo sapiens til en forsamling halvhjerner og båthornsuduelige narrøve og kvindagtige hattenåle? Ja, det er jo for så vidt typisk Det Offentlige… Og nu tilmed inkluderende en flok ildelugtende og alkoholfornægtende, fezløse ignoranter, med underudviklet penis og flade testikler. Ja, noget kunne jo unægteligt tyde derpå…
Men sådan spiller gylleorgelet Drolen baldre’me ikke! Jeg har ikke vandret hele denne lange vej, blot for at blive habbasuttet og baghylet af nogle talentløse arabertosser. Dette gjorde mig noget så ufatteligt skumrasende, at jeg entrerede et gigantisk sjæleligt furorum, indtil jeg lignede en øltønde med fire lange spastisk flagrende spunse, med et hidsigt roterende rødkålshovede ovenpå, og jeg følte mig unægteligt fristet til på stedet at lade hele området bræksitere til atomer.
Men hov! Lige et øjeblik… Man skal ikke lade vreden løbe af med sig. Dét var jo fælden! Og deri bestod hele pointen, hele prøven. Åhr, for pokker, dér havde de jo nær fået mig! Men nærved og næsten, foroven eller -neden, slår ej hesten, eller mig, af velocipeden! Der er jo efterhånden ikke en anstændig mandsperson at finde, hernede, såvel som foroven. Kun en kæmpemæssig ubrugelig masse af fallerede cirkusmedarbejdere… Nu var beslutningens time dog endelig kommet.
Så her lades alt håb ude…? Nonsens! Det er et såre beskidt job, indrømmet; men jeg er netop manden til at udføre det. Og det skal ske med glæde!
Jeg tiltræder hermed den tilsyneladende ledige stilling som det nye Store Dyr i Åbenbaringen. Nu er opgaven soleklar, og arbejdet forestår. Som overordnet ansvarlig for alting hernede, kan jeg ikke længere varetage diverse inkompetente jordbundne proletarers trivielle, daglige latterligheder… Disse, og tilsvarende forkastelige individer, haver herefter bare, aldeles omgående, og uden diskussion, at opføre sig intet mindre end mega-eksemplarisk, hver evig eneste levende dag, for ellers kommer de jo før eller siden herned til mig, og så skal jeg edderbanke’me gennemondulere dem; og det på en måde, de aldrig har oplevet før.
Men dette er vel næppe hverken modtaget eller forstået… Det ansvar påhviler imidlertid ene og alene Dem selv, kære læser. Som den gode, gamle færgemand sagde: “Held og Lykke!”
Den Gamle Skole er hermed at betragte som lukket for stedse, grundet eklatant mangel på effektiv og tidssvarende disciplin. Alle er på det allerskarpeste advaret. Hvis ikke De tager Dem gevaldigt sammen, får De før eller siden enden noget så eftertrykkeligt på komedie, og det vil være mig en udsøgt personlig fornøjelse at orkestrere denne bizarre øvelse, helt udi detaljen… Dette er dog ingenlunde enden. Det er blot begyndelsen. Og al begyndelse er jo som bekendt svær. Har De lyst til at begynde, med mig?
Ja, og hvis De simpelthen bare ikke kan vente, så ved De jo godt, hvor De kan finde mig: Krads Mølle, Gustenhuse Sogn. Henne om hjørnet, nede i kælderen…
De paa Grund af de fra Nord-Tyskland fejlagtigt importerede og i Nordvestjylland heraf følgende vildledende distribuerede enorme Kaal-Mængder, har givet Anledning til megen Ærgrelse og Hovedbrud blandt Kommunens Folk og Menigmand ikke mindst.
Især i Blodhavns Baggaarde, hvor Befolkningstætheden er stor, har man maattet ty til, efter danske Forhold, noget usædvanlige Forordninger, der har til Formaal at begrænse Latrin-Mængden i de offentlige Kloaksystemer og de i mange Baggaarde stadig installerede Retirader.
Herunder er det for en Periode paa foreløbigt een Uge tilladt en voksen Mand 3 Gange i Døgnet at besørge i sin egen Lejlighed — for derefter at nedkaste Afføringen paa taget af Cykelskuret eller andet ikke umiddelbart for øvrige Beboere tilgængeligt Sted. Naturligvis under Forudsætning af, at Indpakningen er udført paa forsvarlig Vis i tilpas holdbart Avispapir.
Den Tilsynsførende ved Natrenovationen i Blodhavn, Bruno Bommerlund, udtaler, at saasnart Kaal-Lagrene er ved at være udtømte, kan normale Tilstande genoprettes.
Derefter forestaar et større Oprydningsarbejde for Kommunens Folk og de private Grundejere.
Sømænd paa Landlov fylder i Blodhavns Gadebillede, og det lykkedes vor Fotograf at tage et “Snap-Shot” af denne djærve Gast ved Pier 1.
Han er en af de mange hundreder, der i disse Dage huserer vidt og bredt i By- og især Nattelivet; lige fra ‘Raadhuscaféen’ paa Torvet til ‘Mutter Babs’ i Svinestræde.
Denne stolte Repræsentant for den amerikanske Marine vil gerne forblive anonym, men kan dog oplyse, at han er tilknyttet Fregatten ‘John Holmes 2’, der er hjemmehørende i Philadelphia — og at han formodentlig har nordvestjyske Rødder paa sin Bedstefaders Side. Et kig på hans vejrbidte Ansigt gør denne Paastand yderst sandsynlig.
Flaadebesøget afsluttes Tirsdag i næste Uge, og Blodhavn bliver nok aldrig helt den samme igen efter dette interessante Visit og salte Pust fra Den Store Verden.
Paa Gaardejer Gaaserøds Gaard i Udkanten af Nr. Nederen, har Hønsegaardens Overvaagningskamera fanget disse foruroligende Billeder i Gaar Eftermiddag.
Gaaserød selv har ingen Forklaring paa hvordan den paa Billederne viste Genstand er havnet i Hønsenes Indelukke; hvorfra alle Høns i øvrigt er forsvundne og formodes indespærrede i Genstanden.
Eksperter fra Institut for Xenologi paa AU og Reportere fra UFO-Nyt er i Øjeblikket paa Vej mod det Nordvestjydske, men det er tvivlsomt om de naar frem inden Genstanden forsvinder igen: En lavfrekvent Brummen, blandet med svag Kaglen, høres fra det formodede Rumskib — hvilket ifølge Vindueskigger Gerda Gumserup fra Kjæltring Mark er Tegn paa snarlig Afgang.
Paa Redaktionen vil vi følge Udviklingen nøje.
En frygtelig ulykke har rystet hele vor landsdel. Omfanget af katastrofen kendes endnu ikke, men konsekvenserne for sognets skolepsykiatri og kloakberedskab bliver enorme. Vi taler selvfølgelig om det nyligt overståede skoleskideri på Gustenhuse Pogeskole.
Ingen ved endnu, hvorfor det sidste onsdag slog klik for unge Jimmy Njal Danielsen, Nr. Nederen. Mobberi i skolen? Kærestesorger? Akut tarmslyng? Svaret blæser i vinden som en rulle Irmas Tusindfryd i modvind. Hvad der står klart er, at unge Danielsen sidste onsdag kl. 12.35 brasede sin til mobil-WC ombyggede PGO scooter ind i pogeskolens aula, hvorefter han med militærisk præcision trykluftspredte gylle og kastede gule Molotov urin-cocktails i alle retninger.
“Vi har fundet planer, der viser, hvor djævelsk grundigt terroristen har forberedt sig”, udtaler skarpretter Axel Schnittkopf, der qua sin erfaring på området leder amtmandens undersøgelseskommision. “Han har ikke besøgt pissoiret ved Brugsen i 5 dage før ugerningen. For at kunne skide så lang tid som muligt har han fået vor intetandende landlæge, Asklepios Hampműhle, til at indoperere 3 kolostomiposer med ekstra magazin.
Da specialstyrker fra PISS/Securitate og Sydslam, assisteret af gas- & vandmester Ftatus Prunkhorst, Klamhuse Kloak og Septic, efter nogle timer kunne trænge ind på skolen, mødtes de af et frygteligt syn.
“Forstyrrede hr. Danielsen havde valgt den æreløse vej ud og skåret tyktarmen over. Men ellers var synet barsk selv for garvede rengøringsassistenter, der har været med i krig i mink-kulerne i udenfor Holstebro og på det økologiske hindulatrin i Yanquebar“ udtaler en stadig rystet Mester Flatus. “Urin drev ned ad væggene. Gangene var smurt ind i nødtørft af alle kalibre på Bristol skalaen. For at forhindre eleverne i at undslippe gennem kloaknettet, havde terroristen fyldt Portland-cement i samtlige WC kummer. Det var som et mareridt fra en brun splatterfilm”, afslutter gas-& vandmesteren.
Her på redaktionen er vi som alle rystede, og vi vil fortsætte dækningen af denne tragedie, indtil ansvaret er placeret.
