BRÆNDENDE DEBAT OM LOKAL NYHEDSFORMIDLING
En påtrængende og ind imellem sprængfarlig debat om mediernes såkaldte falske nyheder flammer hen over kloden og bemærkes også her i Nordvestjylland.
Under ledelse af avisens mangeårige betroede chefbogholder Eulalia bin Prügelwaffel har 237 engagerede nordvestjyske læsere i aldersgruppen 32-104 år gennemgået udvalgte nyheder, der var under mistanke for at være helt eller delvis falske.
Resultaterne bringes herunder i telegrafisk kortform:
OVENSTÅENDE JUBELREPORTAGE kan frifindes for enhver mistanke om fordrejning eller overdrivelse. Samtlige de afbildede vehikler og personer genkendes dagligt på landsdelens gader og veje.
OGSÅ DENNE samfundsvigtige lokalnyhed står sin prøve, idet den er 98 procent korrekt. Fr. Hildur Skumfinkel, saltminens ejer, angives at være erhvervspædagog. Hun er retteligt fhv. tangomassagepædagog med diplomeksamen fra folkeuniversitetet i Havana. Således korrigeret når nyheden op på de ønskværdige 100 procent.
DA DENNE STORNYHED ramte forsiden, vakte det en vis opsigt i maritime kredse, og vi har derfor underkastet såvel matroser som prostituerede et fornyet skarpt forhør. De bekendtgør under lussingansvar, at hvert eneste ord er sandt, og at de ledsagende fotos giver et udførligt og dækkende indtryk af begivenhederne. Vi tilstiller i den anledning vor korrespondent, hr. Jakobsen, en med bladguld belagt præmiefaconfækalie og glæder os til at høre fra ham snart igen.
Gennemgangen og efterprøvningen af vort lokalmedies veracitet er hermed afsluttet og kan ingensinde genoptages.
SE OGSÅ: