Erhvervsreportage: Crass Børsting
Foto: Harka Landgreve m.fl.
Ældre læsere vil huske familien Skumfinkels saltmine, som blev gravet ud i bakketerrænet bag Blodhøj og var i drift i årene 1881-1947. Snesevis af muntre, fløjtende arbejdere hentede her deres udkomme, indtil en tarmgaseksplosion førte til sammenbrud og oversvømmelse af den centrale mineskakt natten til den 14. november 1947.
Glæd Dem, kære læser, over dette års største og mest jublende erhvervsnyhed: Minen genåbner nu som børnehave med arbejdspligt for ca. 35 førskolebørn fra Blodhavn-, Nørre Usseldrup- og Klamhuse-egnen.
En efterkommer af minefamilien, erhvervspædagog Hildur Skumfinkel, er vendt hjem fra Havana for at organisere dette glædelige initiativ.
– Børnene skal arbejde fra kl. 07.00 til 18.30 ugens seks første dage, kun afbrudt af frokost kl. 12 til 12.14 samt kollektive urineringspauser kl. 10.30 og 15.30 prc., fortæller fr. Skumfinkel.
– I den første tid vil min mand og jeg lede og fordele det arbejde, børnene og det nyansatte pædagogkorps skal udføre. Senere udnævner vi desuden nogle særligt fremmelige børn til at føre opsyn og tage det disciplinære ansvar for deres kammerater.
Louis B. Knockel støtter børnehaven med flere hundrede opmuntrende lussinger og vil personligt være til stede, når det første hold børnearbejdere sendes under jorden mandag morgen klokken 06.57 prc.
SE OGSÅ: