Tag-arkiv: Knockel

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 24

DET HERRENS ÅR 2027

“Nu kommer de. Derude er de, banditterne. De har loven i ryggen, og lige om lidt er det dem, der bestemmer. Jeg styrter mig i Vesterhavet og drukner. Slut, færdig!”

Den gamle, men ranke mand kravlede tilbage på ladet af den cykel, der havde transporteret ham ud i nærheden af sognegrænsen.

“Retræte!” beordrede han sin søn, som leverede muskelkraft til pedalvehiklet. “Hurtig retræte over Klamhuse Hede! Vi skal til Blodhavn Ydermole, og der slutter rejsen.”

Det var den frygteligste dag i storsognerådsformand Lubbert Knockels 96-årige liv. Tarmgasballonkatastrofen i 1964 havde efterladt mærker på krop og sjæl, men den blegnede i sammenligning.

2027-01

De nordvestjyske hjemsognes selvstændighed og frihed var ophævet ved lov, og loven var trådt i kraft klokken 00.01 natten til i dag. Hassan bin Andersen, borgmester i Holstebro og formand for Muhammedanistisk-Socialt Tvangsparti var nu på march hen over sognegrænsen med sit følge af bureaukrater og pampere.

“Hurtigere!” brølede den gamle til sønnen, 67-årige Gylbert Knockel. “De sataner skal ikke få fornøjelsen af at fange mig i live!”

OTTE MINUTTER SENERE

Midt på heden måtte Gylbert sagtne farten. Strømme af sved sejlede ned over hans røde ansigt.

“Jamen, så holder vi her og får en drik vand,” sagde den gamle fra cyklens lad. “Så kan jeg også tage afsked med vore brave arbejdsnegere.”

Fire fuldvoksne sorte mænd havde i flere måneder gravet efter olie, guld, koprolitter og andre af de skatte, der kunne tænkes at ligge skjult i undergrunden. Foreløbig var fundene beskedne, men storsognerådet havde bevilget 420 daglønninger à kr. 1,77, så arbejdet fortsatte ufortrødent.

Et rundt, smilende hoved kom til syne over den senest gravede grøft.

“Howdydo, massa!” hilste arbejderen. “Spaden har lige ramt metal. Vil du se, hvad det er?”

Lubbert klatrede ned fra ladet. Negeren rakte ham en genstand, og Lubbert skrabede jord af den. Hans gamle øjne blinkede.

“Det ligner… det kunne være… men det er for utroligt til at være sandt.”

2027-02

Genstanden var på størrelse med en håndbold og skinnede blankt på de steder, hvor spaden havde skrabet mod den. Det var et bæger på en fod, og mens Lubberts højre hånd arbejdede, blev stadig mere af motivet synligt.

YDERLIGERE FIRE MINUTTER SENERE

“Det ligner en flidspræmie fra Landonanistisk Fællesforbund af 1889,” sagde han. “En sølvpokal, intet mindre.”

Men han vidste godt, at det var noget andet og meget ældre og mægtigere. Myten om den hellige gral havde levet på egnen i århundreder, og nu dirrede metalbægeret af sammensparet overnaturlig kraft. Der stod et sælsomt hvidligt tågeskær omkring det, og jorden rystede under Lubberts og de andres fødder.

“Hello boss, her er også olie! Olien vælder op af jorden!” lød et råb fra udgravningen, og yderligere to negere steg op til jordens overflade med sort, klæbrig masse omkring gummistøvlerne.

Lubbert løftede bægeret og rettede det mod øst, hvor fjenderne fra Holstebro var kommet til syne over en bakketop, nogle til fods, andre i motoriserede luxusvehikler.

En stråle af lys skød ud imod dem, fulgt af pludselig voldsom blæst. En skypumpe hvirvlede hen over heden, og tung regn ramte borgmester bin Andersen, mappemændene, imamerne og de kvindelige pampere i deres kække buksedragter. Lubberts næsebor fortalte ham, at det var en styrtregn af svinegylle, der sprøjtede ned over de uinviterede gæster.

Panikskrig og runddans blev efterfulgt af vild flugt i den retning, fjenderne var kommet fra.

2027-03x

Negrene dansede også, men det var en glædesdans.

“Olie, rigdom, fast arbejde!” jublede de.

“Bøf og bajer,” udråbte Lubbert. “Gris og snaps. Guf til alle, fest resten af dagen. Bring mig til Usseldrup rådhus, min dreng og lad det gå lidt rask!”

Gylbert havde fået nye kræfter, og ladcyklen høvlede hen over hjulsporet mod nord. I det fjerne anede man bagtroppen af de flygtende socialmuhammedanere.

Lubbert Knockel knugede den hellige gral mod brystet.”Den er bedre end en atombombe,” sagde han. “Næste gang, Holstebro erklærer krig, bliver der krig for alvor. Men nu skal vi feste!”

Forrige blad

Retur til avisens forside

2027-slutafsnit

 

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 19

DET HERRENS ÅR 1954

SØNDAG DEN 19. DECEMBER KL. 07.48 PRC.

Filmstjernen Buddy Wankers (Oscarnomineret for hovedrolle i westerndramaet “17 Guns and a Chink”) sad bag rattet i sin nyanskaffede Pontiac Chieftain De Luxe Convertible. Speedomeret viste næsten 90 mph, da han overhalede en lastbil op ad bakke på en to-sporet landevej i Idaho.

Over bakkekammen kom en gul skolebus til syne. I løbet af sekunder var den så tæt på, at Buddy kunne se en skæv tand i chaufførens overmund. Han kastede sit luxusvehikel til højre og hørte lastbilens og bussens tudehorn som dommedagsbasuner.

Da han fire minutter senere holdt på en rasteplads, kunne han konstatere, at brede striber lak var skrabet af begge Pontiacens sider.

Alle implicerede var uskadte, og de tre vehikler fortsatte ad deres planlagte ruter, Buddy dog først efter at have masturberet nogle gange for at berolige nerverne. (Hans problemer med alkohol og nervemedicin begyndte mange år senere og havde intet påviseligt med denne episode at gøre.)

SØNDAG DEN 19. DECEMBER KL. 09.11 PRC.

Galeasen Aurora Knockel af Blodhavn pløjede Vesterhavets bølger, tungt lastet med nordvestjysk brunvare (tørret, fladvalset, kvalitet II) til Le Havre. Skipper Clement Knockels grå øjne skuede hen over skumtoppene.

“Men hvad satan?” brummede han. “Er det ikke en pukkelhval dér mod vest-nordvest? Kunne man sejle hovedet i smadder på sådan et kreatur og slæbe kadaveret med hjem til Klamhuse Kødfoderfabrik?”

“Vi er jo først hjemme om tre-fire uger,” bemærkede Jallah, skibsdrengen, der var med på sin første langtur.

Skipper Knockel smurte en rask lussing hen over det fregnede fjæs.

“Du taler, når du bliver spurgt, ellers ikke. Hvalkødet bliver modnet og mørt undervejs. De bedste udskæringer kan vi afsætte til Brunmølle Udflugtskro.”

Skipper drejede skarpt på roret, og Aurora stævnede efter den mørke pukkel i havet, men hvalen forsvandt af syne, og da den igen dukkede op, var den halvvejs ude mod horisonten.

“Møgdyr!” brummede Knockel og tildelte skibsdrengen endnu en lussing, før han styrede tilbage på kursen.

En halv sømil bag dem drev den hornmine, som de havde været få favne vand fra at ramme ind i. Den var 10-12 år gammel, men stadig aktiv, og den indeholdt 78 kg TNT.

Ud- og hjemtur blev gennemført uden større begivenheder, når bortses fra, at Jallah på bordellet Bonheur du Jour i Le Havre pådrog sig den første af et langt livs talrige gonoré-infektioner.

SØNDAG DEN 19. DECEMBER KL. 16.24 PRC. (LOKAL TID)

Globetrotteren Gambrinus Buhms var nået 11 dagsvandringer ind i Amazonas-junglen, længere end nogen anden hvid mand. Ved middagstid havde han mødt en flok indfødte omkring et vandhul, hvor de kollektivt defækerede, og dette øjeblik havde han naturligvis sikret for eftertiden ved brug af sit veltjente Agfa-kamera. Nu stillede han otte af de ranke og velnærede, men ikke ret store stammefolk op til fotografering i en lysning. Den niende havde fået et lynkursus i kamerabetjening og skulle trykke på knappen, når Buhms gjorde tegn.

1954-hvid-hoevding

De indfødte var tilsyneladende villige nok, men det tog lidt tid at få dem arrangeret i den rette skulpturelle formation, som den sønderjyske eventyrer så skulle knæle foran. Det lød, som om de indbyrdes diskuterede et eller andet.

“Umbrok pop gryffert?” sagde den yngste spydbærende dreng.

“Umbrok graff!” lød det fra bedstefar bag ham.

“Hold nu kæft og kig ind i kameraet,” sagde Gambrinus Buhms og prøvede med en viftende hånd at vise, hvad han mente.

De forstod ikke hans sprog, og han forstod ikke deres.

“Skal vi æde ham?” havde drengen sagt.

“Jeg er sulten!” tilføjede bedstefar.

“Gryffert jao kikkel. Umbrok kikkel. Pillarkuna,” sagde den ranke kriger, som Buhms formodede var høvding. Det betød så meget som: “Han er senet og sur i kødet, og vi har ikke de rigtige krydderier. Slut på diskussion.”

“Klik!” sagde Buhms og gjorde det aftalte tegn.

Klik, lød det fra Agfaen. Billedet var taget.

SØNDAG DEN 19. DECEMBER, RESTEN AF DAGEN

Det fortsatte på samme måde. Ikke en eneste sagesløs danskere blev myrdet, medlemmer af de europæiske kongefamilier blev hverken gift eller skilt, ingen passagerfly styrtede, ingen jordskælv, tornadoer eller stormfloder hærgede noget steds på kloden. Den hellige gral blev ikke fundet, og Marilyn Monroe var endnu mange år fra sit selvmord.

Hen mod aften herskede sort fortvivlelse på avisredaktioner verden rundt. Det gjaldt også Nørre Usseldrup Folkeblad, som netop var amalgameret med Nordvestjyske Fækalietidende. På redaktionskontoret (beliggende lunt og komfortabelt over bolsmand Ferkelsens svinestald) sad redaktør Gylbert Knockel og rev sig i håret.

“Det er den værste dag i mit professionelle liv,” sagde han og tildelte journalisteleven Philbert en af dagens talrige stimulerende arbejdslussinger. “Hvad gør vi? Du bliver aflønnet med 3,74 kroner om måneden plus roefoder og en halmbunke at sove i, så hvad er svaret, Philbert? Hvordan redder vi morgendagens udgave?”

“Hvis der nu indløb en bombetrussel mod Klamhuse Kino,” sagde eleven.

“Ja, hvad så?”

“Og publikum blev jaget ud, og alle var rasende…”

“Videre.”

“Og så… æh, noget med et slagsmål.”

“Nej, sgu,” sagde redaktøren. “Halvdelen af de fordrevne biografgængere stiller op til en masturbationsparade diagonalt fra NV mod SØ over Klamhuse Hede. Resten skal ud på et lussingoptog fra SV mod NØ. De to processioner kolliderer i mørket midt på heden. Kabum! Vi er til stede og tæller de tilskadekomne og får kommentarer fra fremtrædende deltagere og så videre. Morgendagens avis er lige ved at være reddet. Af sted, min dreng.”

“Hvorfor et af optogene skal jeg følge med?”

“Dem begge to.”

“Jamen…”

En smældende lussing var svaret. “Ikke noget jamen. Det ord er forbudt her på redaktionen, og det ved du udmærket. Af sted, nu fluks!”

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 7

DET HERRENS ÅR 1315

En mørk og stormfuld aften sad tre tunge, tavse skikkelser omkring stambordet i Klamhuse Slyngelstue & Halmloftovernatningsetablissement.

“Skal man hjemad?” gryntede stenhugger Knockel, mens han stirrede ned i sit tomme krus. “Er det slut for i dag?”

“Fertig schluss,” lød det fra Harding Hasselgris, kroværten, som i sine yngre dage havde drevet stude ned til Hamborg.

I det samme blev den frønnede dør bag dem smækket op, og omgivet af råkolde vindstød trådte en fremmed ind i krostuen. En vinterlig skikkelse med sne på skuldrene og blårøde frostpletter i det lange ansigt.

“Parlez-vous français?” sagde han og bøjede sig høfligt mod de tre herrer ved bordet.

“Aber natürlich,” svarede Harding.

16 ÅR SENERE

Manden var, utroligt men muligvis sandt, Pholbert de Gambrinoux, sidste overlevende af de tempelriddere, der var undsluppet blodig forfølgelse i Frankrig.

Han blev på egnen og etablerede sig i hidtil ukendte brancher som økologisk mesterkok, husdyrdressør, danselærer og opvisningsmasturbant.

1315-ridder

Livet smilede i det store og hele til ham, men en formiddag i april 1331 blev han ramt af et lynnedslag, mens han førte en masturbationsparade diagonalt hen over Klamhuse Hede. De yngre landbomasturbanter bar ham på stærke skuldre til nærmeste hus, stenhugger Knockels familiebolig og værksted.

Den forbrændte og stadig elektrisk skælvende franske ridder blev lagt ind i alkoven, hvor 13 knockelske børn i tidens løb var fremavlet.

“Øl, snaps eller brun natursuppe?” spurgte Knockel. “Hvad trænger du mest til, min ven?”

“Ingen af delene. Jeg er lige straks død, og du skal vogte den her.”

Pholbert de Gambrinoux stak hånden i inderlommen og fremdrog en genstand, som Knockel aldrig havde set magen til.

“Hvad er det?”

“Den hellige gral. Vogt den, skjul den. Når dagen kommer, vil den redde jer alle og kaste lys over jeres verden.”

“Hvad mener du? Forklar dig!”

Knockel smækkede ridderen en stimulerende lussing, men for sent. Døden var indtrådt.

600 ÅR SENERE

Med mesterhånd havde gamle Knockel nogle år senere udhugget et gravmonument over ridderen, og dette var med til at holde sagnet levende i Nordvestjylland. En tempelridder var død her, og han havde efterladt os den største af alle mytiske skatte, den hellige gral.

Men hvor var den? Hvor havde gamle stenhugger Knockel skjult den?

Man gravede hist og her, man hørte rygter og spredte dem gerne. Med tiden lærte man om gralens historie og magiske egenskaber, og i begyndelsen af 1930’rne udsatte Usseldrupegnens Octroyerede Landslubbertsparekasse en dusør for dens tilvejebringelse.

1315-ikke-gral

Nordvestjyder stod i lang kø ved sparekassens maskingeværbevogtede ekspeditionsluge med hver sin gral, da afleveringsdagen oprandt.

“Komme da, komme da,” lød det fra direktør Halyckon Molbert i døren.

Forventningerne var enorme, men i næste dags lokalavis kunne man læse, at gralen ikke var fremkommet. De indleverede effekter blev, såfremt de havde nogen værdi, bortsolgt til fordel for Husdyrpensionsfonden af 1879, og resten blev anvendt som fundamentmateriale ved byggeriet af Blodhavn Damptågehorn.

Fertig schluss und alles vorbei?

Nej. Trofaste følgere og brugere af denne kalender kan se frem til den endelige opklaring og jubelapoteose 24. december. Ikke en dag før, ikke en dag senere.

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 1

ÅR 329.411 FØR KRISTI FØDSEL

“Gybba! Gryff, gybbart lumk!”

“Blixen Blixen, gryffor kræmkel!”

Råbene gjaldede frem og tilbage mellem de svajende trætoppe, der var levesteder og hjemstavn for storfamilien Lomax. Den vidt forgrenede familie betragtede sig som junglens herskere, og den havde udviklet sit eget sprog, rigt på betydninger og nuancer.

Stedet var Kenya, og på denne regnfulde dag sidst i april traf Lucy, familiens i døgndrift fungerende kvindelige overhoved, en principiel beslutning.

“Gafflam!” råbte hun. “Gryffert Blixen Blixen!”

Som ramte af lynet blev aberne tavse. Kun troperegnens plasken mindede de lodne brune skabninger om, at de stadig var i live, og at Lucy ventede på svar.

329411-aber01

“Byzzar?” lød et forsigtigt klynk fra en ung hun med en krans af hvide epifytter om halsen.

“Gryffert Blixen Blixen!” brægede Lucy, og nu var det en ordre, som ingen turde modsige. Lang tids diskussion om familiens fremtid havde fundet sin afgørelse. Fra nu af var trætoppene en legeplads, det egentlige liv skulle foregå ved jordens overflade.

TRE ET HALVT ÅR SENERE

Lomax-familien havde gjort store fremskridt og avlede unger som aldrig før. De fleste gik på bagbenene, der var dannet et sangkor og et ordenskorps, og Lucy var flyttet ind i verdens første bambuspalads.

Rigt og skønt var livet, men ikke helt rigt eller skønt nok. Lucy tænkte fremad. De marcherende og syngende aber havde behov for system i hverdagen.

329411-aber02

“Gulba. Lomax gulba gryffa!” råbte hun fra bambuspaladsets balkon. Aberne strømmede til, og med raske råb og og nogle tilrettevisende redskabslussinger fik hun delt dem op i seks kolonner.

Længst til venstre stod festaberne af type 1. Lucys far og hendes tre første ægtemænd havde været gemytlige, grovædende aber af denne type. Til højre for dem stillede hun en lille flok af de finere festaber, som efter hendes mening fortjente at blive klassificeret som type 2. De bar lændeklæder og fjer i håret, og en af dem kaldte sig modeskaber. Det var der fremtid i.

Midt på pladsen havde hun samlet to talstærke grupper: Arbejdsaber type 1 og 2. Håndens arbejdere med køller og sten i hænderne, nu adskilt fra dem, der allerede drømte om en kontorstol, en kuglepen og en pensionsordning.

329411-aber03

Længst ude på fløjen stod to mindre klynger og stirrede forbi hinanden. Lucys øjesten var disse kulturaber. Type 1 udmærkede sig ved at tale dæmpet og holde lange pauser, mens type 2 skreg og hylede ved enhver given lejlighed. Et moderne samfund havde brug for dem begge, resolverede Lucy.

Hun rakte armene i vejret og udråbte en velsignelse:

“Gryffa prums! Baksam baksam!”

“Tak selv!” lød det fra Karen Blixen. Og ikke meget har ændret sig siden.

Næste blad

Retur til avisens forside

Storplakatkampagne med eget skinnevehikel

Den her viste pragtplakat aftrykkes i stort format og ophænges overalt i hjemsognene som led i avisens folkemobiliseringskampagne.

LandsbyplakatSTOR

Gør Deres pligt, yd Deres bidrag i dag! Varm tak til avisens ven, hr. von Lauenborg for den smagfulde illustration.

Kampagnen vil pågå indtil 14. december 2019 og følges op af skånselsløse disciplinære foranstaltninger.

Plakatkampagnevehikel

Et nyanskaffet skinnevehikel er (takket være donation fra Den Knockelske Folkeoplysningsfond) sat ind i kampagnen. Vehiklet vil bringe plakater og personel rundt i hjemsognene, i de nærmest forestående uger hovedsagelig til Blodhavn og Klamhuse Hede, hvor turister og anden indstrømmende pøbel færdes.

Overdragelsen fandt sted i morges kl. 08.11. Vi ser t.v. den hidtidige ejer, bedemand Gylbert Gaffelhage, siden 1958 indehaver af Vester Usseldrup Forbrændingsanstalt. Lænet op ad vehiklet Almgod Knockel, som på fondens vegne serverede saltkiks og vermouth, og længst t.h. kampagneleder Lumwald Peckelgren jr.

Det indskærpes, at alle andre vehikler, herunder eksprestog, ambulancer, brandbiler og politieskorterede kongehuslimousiner, har ubetinget vigepligt for plakatkampagneskinnevehiklet overalt, hvor det viser sin stolte profil.

SE OGSÅ:

HenvTURISTSÆSONSTART

 

 

År 44 f.Kr.f. i Rom: KNIVFORBUD I NATTELIVET

HenvVERDENSHISTORIEN01

Julius Caesar strakte hals og lagde hovedet bagover, så hans barberslave Knockilus kunne fjerne de sidste gråhvide skægstubbe. Den hvinende skarpe kniv kildede hans adamsæble.

“Hvis det passede dig, Knockilus,” sagde han, “kunne du have skåret halsen over på mig hundreder af gange. Har den tanke aldrig strejfet dig, at du, en gammel slave af fjern og fremmed herkomst, kunne gøre det af med verdens mægtigste mand så nemt som sådan?”

Knockilus smilede.

“Aldrig, herre,” sagde han, mens han tørrede barberskum af diktatorens underansigt. “Du sparede mit liv på slagmarken ved Avaricum, jeg glæder mig hver morgen over at se dig gå hjemmefra som Roms mest velbarberede storherre.”

Caesar klappede den gamle slave på skulderen og lod en mønt droppe ned i hans hånd.

“Af sted til dagens gerning!” nynnede han, mens han, alene og ubevogtet som sædvanlig, vandrede gennem folkemylderet de få hundrede meter til senatet.

Et vanskeligt møde ventede ham. Hans forslag til ny knivlov, gældende for det indre Rom alle dage efter mørkets frembrud, skulle til debat og afstemning, og en fornemmelse sagde ham, at stemningen ikke var gunstig.

Mine talegaver må vinde sejren, tænkte Caesar. Ligesom jeg slog gallerne med sværdet i hånd og kunne hjembringe Knockilus og andet krigsbytte i ufattelige mængder, må jeg nu med ordets magt overbevise den romerske overklasse om, at der er for meget blodsudgydelse i nattelivet, og at en streng knivlov er nødvendig.

44fKr Cæsar

Caesar havde en hemmelighed: Han var blevet socialdemokrat. Siden nytår havde han fået gennemført en lov om progressiv beskatning af middelklassen, forhøjede dagpenge til arbejdsløse proletarer, gratis tandpleje i form af gummerydning med kølle samt sidst, men ikke mindst: Offentlige tilskud til obligatoriske gedeskindskondomer på de statskontrollerede bordeller.

Knivloven skulle blive kronen på hans politiske værk. Romerske ynglinge og brunlødede indvandrere skulle ikke længere trække kniv på diskoteker, dansebarer og i sidegaderne sent på natten, når promillen var høj og de unge sind i kog.

“God morgen, min ven Longinus og min ven Brutus!” råbte han, idet han sprang op ad trappen mod forsamlingen af senatorer. “Er vi friske? Skal vi have fåreøjesuppe og blå skumvin til frokost?”

“Nu!” lød svaret med et brøl fra Brutus, og i det samme blinkede solen i mindst en snes blanke knivsblade.

“Jamen dog,” sagde Caesar. “Er det en slags demonstration mod knivloven? Er I blevet splittertossede? Loven skal selvfølgelig ikke gælde for patriciere i fuldvoksen alder og ved højlys dag. Som det fremgår af paragraf 4, stykke 1 og 2…”

Han kom ikke længere. Det første stik var gået ind mellem to ribben, og sekundet efter fik han en kniv i ryggen. Og en til.

Caesar så rundt på de vrede ansigter, mens den ene skarpe kniv efter den anden borede sig gennem ham. Nu var det spidsen af en gylden daggert, som han i sin tid efter en festmiddag på et pizzeria i Milano havde skænket sin unge ven Marcus Junius Brutus, der kom nærmere. Den stak, men ramte spændet på hans skulder ved det første usikre forsøg.

“Også du, min søn Brutus,” sagde han, da den svedende knivmorder omsider fik kontakt med kød og blod. Stik nr. 23 føltes som det mest dræbende af dem alle. Med sine allersidste kræfter og blodskum om læberne fremhviskede Caesar:

“Du skal arve min barberslave Knockilus. Han forstår at bruge en kniv.”

Copyright 2016 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.

SE OGSÅ:

HenvDANMARKSHISTORIEN

Retur til forsiden

 

Kalenderblad 1: Det Herrens år 951

Knok knok, lød det fra morgen til aften. Knok knok og flere knok, afvekslende med et krynk eller et plunk, når et større stykke granit blev slået løs.

Lyden kom fra stenhuggerens arbejde under Jellings våde himmel, og de andre på byggepladsen havde døbt ham Knok-Knok. Han var en firskåren mand i sine stærkeste år, klædt i slidte skindbukser og en groftvævet uldkofte. Blå øjne lyste op i det vejrbidte ansigt, og foroven strittede hans gulhvide hår ud i totter.

Knok-Knok startede tidligt hver morgen og arbejdede, indtil hammer og mejsler i mørkningen faldt ud af hans hænder. Han var selvstændig, hyret af kongen selv, og nu hørte han kongens dybe, tørre stemme bag sig:

– Bliver man færdig til vintersolhverv, mester?

– Javist, herre konge, svarede Knok-Knok med lidt slør i stemmen. Han havde drukket mjød med bulmeurt for at holde varmen i dagens sidste timer, og alt omkring ham bølgede og roterede.

Kong Harald var åbenbart alene ude på en aftenrunde. Han bar en fakkel med sig, og flammeskæret lyste over hans ansigt og det flotte, fejlfri tandsæt, der havde givet ham tilnavnet Hvidtand.

Han holdt faklen tættere hen mod den oprejste sten for at se, hvor langt Knok-Knok var kommet med inskriptionen. På byggepladsen var der kun tre mænd, som kunne læse og skrive: Kongen selv, bygmester Lupus fra Bremen og stenhuggeren. Senere ville munke og præster komme til, og det var meningen, at stenen gennem århundreder skulle læses og æres som et minde over Harald og hans forældre.

– Men hvad satan! lød det med et brøl. – Hvad satan er det, du har skrevet her? Kalder du min fader for Gorm den Vamle?

– Jeg hugger kun de tegn, kongen selv ridsede i runestokken.

– Forbandede, stupide tølper! Min fader var Gorm den Gamle.

Kongen langede et spark ud efter Knok-Knoks bagdel. Stenhuggeren svarede med en brummen som en bjørn, der bliver forstyrret i vintersøvnen.

– Særligt gammel blev din far jo ikke, sagde han, og eftermiddagens kraftige drinks gav ham mod til at fortsætte: – Gorm brændte bare hurtigt ud. Alle er enige om, at han var vammel, plaget døgnet rundt af tordnende, stinkende tarmluft og vansiret i ansigtet af betændte hudorme. Sådan var det, herre konge.

Harald blottede de smukke hvide tænder i en rasende grimasse og langede en lussing ud, som ville have væltet de fleste voksne mænd. Men Knok-Knok havde stået for kraftigere kindheste i sit omrejsende arbejdsliv, og hans svar kom øjeblikkeligt i form af et syngende kontraslag og derefter hans mest frygtede træk, den tilspidsede venstrehåndslussing, der blev hentet langt bagude og fløj som en tordenkile ind i modpartens kindflæsk.

Kongen trimlede om kuld, og i faldet slog han sit ansigt mod stenen. Han blev liggende, overrumplet og gispende.

Kalender01 hvidtand

Knok-Knok greb faklen og lyste ned over hans ansigt. Læberne var blodige og øjnene stirrede tomt. En af de berømte hvide tænder sad skævt.

– Det her er værre end bæ i bukserne, mumlede han for sig selv, inden han slyngede faklen væk i mørket og satte i løb nordpå ad kodriverstien.

Næste morgen var han nået ud på den jyske hede, stadig gispende af skræk og overanstrengelse. Landskabet omkring ham lå i dyb stilhed, vinterbrunt og tomt, så langt øjet rakte. Han fortsatte mod nordvest.

Tre år senere:

Rygtet når til Nørre Usseldrup en mild dag i maj: Kong Harald og hans følge er på vej. Derfor er langskibene samlet ved Blodhavn. Kongen skal over til Norge og knuse utro adelsmænds oprør.

Stenhuggeren Knok-Knok bliver bleg, da han hører om den marcherende hær med kongen i spidsen. Alle frygter Harald Blåtand, som han kaldes, siden han den aften fik ansigtshug. Når han bliver hidsig, kan selv ikke hans nærmeste vide sig sikre.

Knok-Knok rejser sig fra arbejdet, og derude over Klamhuse Banke ser han dem, en kolonne af store herrer til hest. Nogle af dem syngende, andre masturberende i takt med hestens trit. Kongen, den forreste, renser negle med sit slagsværd, mens han hvæser kommandoer og forbandelser ud af munden med den blå tand.

Knok-Knok vælter den sten, han har arbejdet på, ned i et latrinhul og dækker den med sand og lyng, så inskriptionen ikke kan læses. Der står: Knok-Knok ristede disse runer til eget minde. Ranke Knok var stenenes herre.

Mens ryttertoget rykker nærmere, samler Knok-Knok sine få ejendele, propper en håndfuld skillemønt ned i skridtposen og tager flugten ud over Vesterhavet – til fods, siger folk senere. Gennem århundreder genfortælles sagnet om, at egnens stamfader løber på vandet, drevet frem af sanseløs skræk, og at han forsvinder ud over horisonten, stadig løbende med kurs mod England.

Han efterlader otte uforsørgede børn med tre forskellige kvinder, og de kommer til at bære navnet Knok-Knok videre. I næste generation kaldes de Knokkelssøn eller -datter, med tiden bliver slægtsnavnet Knockel.

Århundrederne blæser hen over Nordvestjylland, mens Knok-Knoks runesten ligger gemt og tavs i sandjorden under det nuværende Nørre Usseldrup. På den yderste dag vil stenen komme til syne, og så er det dommens dag, lyder sagnet.

(Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.)

>>>   Næste kalenderblad

Retur til forsiden

 

Kalenderblad 2: Det Herrens år 1086

Det var en mørk og stormfuld aften. Regnvand piskede Odenses i forvejen skæve tagrygge. Pløre, mudder og herreløse fækalier flød omkring i de fattige gader.

En tung mand kom vraltende hen ad Sortebrødrestræde. Han gryntede fra strube og brystkasse, og hans egestok langede nu og da ud efter en strejfende hund eller skyggen af noget, der kunne være en nærgående rotte.

‒ Hvor satan er den gæstgivergård? lød det fra ham.

Ingen svarede. Ikke et menneske var ude denne sene nat.

Han stillede sig ved næste hushjørne og urinerede med en styrke, som om han ville vaske syldstenen væk under den usle, lerklinede bygning og se den styrte sammen.

Disse effekter udeblev dog. Han rystede lemmet, trak det indenfor i læderbuksen og lukkede smækspændets rustne støbejernstænder. Som så ofte bed de i den langsomste af hans fingre. Ja ja, tænkte han, hellere det, end at de bider i noget andet.

1086 Odense

Manden var junker Jokum Landknockel, og han var på flugt. Efter en succesrig karriere i centraladministrationen og senest to års udstationering som chefskatteopkræver i Nordvestjylland var Jokum på vild flugt. Bønderne havde gjort oprør mod kong Knud, kongens skattevæsen og alle andre myndigheder, og Jokum, der var opvokset blandt landpøbel, forstod bedre end de fleste andre ledende herrer, at dette handlede om liv og død.

Jernhårde og evigt strammede personskatter havde landbefolkningen fundet sig i, men meromsætningsafgiften på alle omsættelige goder – nej, det var den ondeprygleme for groft. Der spændte vi buen for hårdt, mumlede Jokum for sig selv.

Omsider så han et svagt blafrende lys bag en fedtet rude. Konrad Hiltons gæstgiveri, engelsk og russisk tales, stod der på skiltet over døren.

Jokum bankede på. En tandløs olding mønstrede ham i dørsprækken.

– Hvem kommer her så sent?

– Det gør den her, sagde Jokum og holdt en mønt frem. – Se godt på den, du gamle. Det er en lybsk sølvdaler. Sådan en kommer ikke til Odense hver dag. I får en daler for et natteleje og et stort krus øl.

* * *

Jokum vågnede ved hyl og brøl fra gaden udenfor. Hurtigt kastede han det halvrådne halmtæppe af sig og sprang ud på gulvet.

– Til angreb, alle mand! lød det fra gaden under ham. Ophidset landpøbel vrimlede fremad i morgenlyset, bevæbnet med hakker, hjemmegjorte spyd og møggrebe. – Kongen skal dø, og det skal være i dag!

Jokum fandt en fækalie i natpotten og smurte den rundt i ansigtet. Hvis han ville gøre sig håb om at overleve i en by, der var besat af rasende oprørsmænd, måtte han se ud som en af dem. Ved hjælp af kniven i sit bælte skar han sølvknapperne af sin kofte og proppede dem ned i inderlommen. Skiltet med kongens våbenskjold og påskriften Regionsskattedirektør, cand.jur. blev også flænset løs og ploppet ned i natpotten.

Han vovede sig gennem en sidedør og en smøge ud i folkemængden.

– Af sted til kirken! lød et råb. – Kongen skjuler sig dér, den feje hund!

Jokum fulgte med mylderet. En gammel bonde stirrede mistænksomt på ham. Blev han genkendt?

– For frihed, brød og ære! brølede Jokum og skubbede bonden bagud. – Social retfærdighed, progressiv beskatning, ulandshjælp og fri indvandring fra Mellemøsten! Rød front!

De første rasende bønder havde allerede med en træstamme som rambuk knust døren til domkirken. Et par heste stod ved siden af våbenhuset og vrinskede nervøst. Kongen havde åbenbart ikke noget stort følge med til at beskytte sig.

Junker Jokum var større og stærkere end de fleste, og han skovlede sig vej frem gennem de ophidsede proletarer og ind ad den sprængte dør. Kongen skreg som en gris oppe foran højalteret. Da Jokum nåede frem, var han blevet tavs. Junkerens skarpe kniv skar læderpungen fri af kongens bælte. Den var tung af guldstykker.

– Alt dette har han stjålet fra os! brølede Jokum. – Nu tager vi de skatte tilbage, som retmæssigt er vores!

Han kastede et par af de mindre mønter ud til siderne, og oprørsmændene styrtede efter dem, mens junkeren trak sig baglæns ned gennem midtergangen.

– Det er overstået! råbte han til folkemængden udenfor. – Vi har sejret! Nu skal den jævne mand til hest, og de store folk bliver spændt for ploven og kærren! Rød front og mere rød front!

Han rev det kongelige dækken af den nærmeste krikke, stak foden i stigbøjlen og kom op på dyrets ryg.

– Videre! råbte han. – Kongens lakajer rider mod Nyborg, men de skal ikke undslippe!

* * *

Hesten var en god traver, og så snart Jokum var kommet ud af den østre byport, satte han kursen mod syd. Han trak vejret dybt ned i lungerne, og et smil bredte sig i hans brunskorpede ansigt.

– Du klarede den sgu endnu en gang, mumlede han for sig selv.

Samme aften holdt han festmiddag på Harry Hiltons Gæstgivergård i Svendborg. Stegte duer blev båret ind, og rhinskvin funklede i glassene. En tilkaldt lutspiller i røde fløjlsbukser stod ved døren og frembragte stemningsmusik, og ved bordet tronede Jokum sammen med Smukke Sally og Minna Måneskin, to af Sydfyns bedst kendte og mest efterspurgte skøger.

– Kongens guld skal komme alt folket til gode, sagde han og klaskede Minnas fyldige bagdel med sin madfedtede næve. – Skål, tøser, der er mere, hvor det kommer fra!

(Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.)

Forrige kalenderblad    <<<         >>>    Næste kalenderblad

Retur til forsiden

 

Kalenderblad 19: Det Herrens år 1917

– Slyngler, svabergaster, sjovere, socialdemokrater!

Direktør Braunschweiger larmede op ved morgenbordet, så der kom spytklatter på den avis, han sad og læste.

– Edvard Brandes, den forbandede jødetamp, og hans politiske sammenrend ødelægger alt for gamle Danmark og for mig personligt!

Hustru, børn og tyende trak sig ængsteligt ud af spisestuen. Jasmus Braunschweiger havde længe raset over udsigten til et salg af de dansk-vestindiske øer, og nu var det sket: USA havde overtagt hele herligheden for 25 millioner dollars.

Ovre på den anden side af Blodhavn Midtermole røg det fra skorstenene på direktørens virksomhed, Blodhavn Brunvaremølle, men hvor længe endnu?

Jasmus Braunschweiger var 30 år tidligere som ung handelslærling blevet udstationeret på Sankt Thomas. Det gik ham godt derude, og han var en velpolstret, solbrændt herre, da han omkring århundredeskiftet vendte hjem og etablerede brunvaremøllen, baseret på importerede negerfækalier af højeste kvalitet.

1917 selskab

For første gang i Nordvestjyllands erhvervshistorie blev fækalieforarbejdningen industrialiseret, og succesen var ikke til at tage fejl af. Braunschweiger sad i sin direktørvilla som en velhavende mand, og privatlivet blomstrede også. Fra Vestindien havde han medbragt en munter og kærlig negerhustru, og deres lækre små mulatbørn gjorde dagligt lykke i bybilledet.

Men hvor længe endnu ville alt dette vare? Den igangværende verdenskrig havde gjort skibstransport af brunvaren bekostelig, og nu ville producenterne på de frigivne øer skrue prisen helt sindssygt i vejret.

Forleden var sidste skibsladning af de udsøgt højkvalitetsfækalier losset i Blodhavn. Snart ville hjulene gå i stå. Noget måtte gøres.

* * *

Med dagens avis under armen indfandt Jasmus Braunschweiger sig en halv time senere på redaktør Albert Knockels kontor i Nørre Usseldrup.

– Edvard Brandes! brølede han. – Lorteland!

– Beslutningen er gennemført, skaden er sket, sagde redaktøren, der udmærket vidste, hvad det handlede om.

Mens Braunschweiger faldt en smule til ro, langede Albert en lille munter formiddagslussing ud til sønnen Louis, der sad på gulvet med en tommeltot i munden.

– Nu kan I to holde hinanden med selskab, sagde Albert. – Jeg er tilbage om et øjeblik.

Han havde en tallerken i sin fremstrakte højre hånd, da han returnerede, og på det hvide porcellæn lå en mahognibrun faconpølse på størrelse med en gravhundehvalp.

– Vi kan selv, sagde Albert. – Nordvestjyske landfækalier kan og bør være lige så gode som de importerede produkter. Jeg kaster fra og med i dag min egen, slægtens, avisens og hele landsdelens energi ind i brunvaresagen. Lokal råvare skal op i kvalitet og kvantitet. Folkeindsamlinger vil ændre holdningen til værdierne, turister skal i sæsonen yde deres bidrag, frivilligt eller på anden måde, og brunvaremøllen kan dermed overleve som en stor lokal arbejdsplads.

– Hørt! lød det fra lille Louis på gulvet, mens han trak matrosbukserne ned og gjorde klar til at levere sit første personlige bidrag til en ny og bedre tid.

Fabrikant Braunschweiger var bristet i gråd. – Skønnere ord har jeg aldrig hørt, lød det fra ham. – Nu står vi sammen, Albert Knockel, nu og for altid!

Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.

Fodnote: Enkelte eksemplarer af de historiske kolonifækalier kan beundres på Usseldrupegnens Brunvaremuseum. Kampagnerne for lokal råvarekvalitet er fortsat uafbrudt siden de to herrers møde. En national krise blev vendt til sejr og fremskridt i 1917, og noget lignende må gerne ske snart igen.

Forrige kalenderblad    <<<         >>>    Næste kalenderblad

Retur til forsiden

Nye sexualitetsgebyrer på både aktive og passive turister

200 ekstra borgervæbnere vil patruljere overalt i hjemsognene

Den turistsæson, vi nu går ind i, skal sætte historiske rekorder som den mest velkontrollerede og indbringende nogensinde. Det største enkelte fremskridt får vi at se på sexualitetsområdet, hvor alle turister nu får gebyrskruen at mærke – også de lumpne passive typer, der tidligere år har knebet sig udenom på den ene eller den anden måde.

Turist01

Masturbation har vi ligesom kopulation af næsten enhver art (inklusive aktiviteter med husdyr, havlevende dyr og plantevækst) fået kontrol over, og gebyrindtægterne er vokset år for år. Men i turistskaren gemmer sig useriøse og bedrageriske invider, som i kraft af reel eller simuleret afholdenhed prøver at luske sig uden om deres bidrag til fællesskabet, udtaler Louis B. Knockel, der i vinterens løb har stået i spidsen for en en-mands turistgebyrreformkommission.

Turist02

Flere hundrede ranke unge borgervæbnere er efter den sejrrige afslutning på skærmydslerne med Kæltringsø gået ind i sexualitetskontrolarbejdet og har modtaget træning såvel i den fysiske kontrol som analysearbejdet og lussinghåndteringen.

Turist03

– Vi forventer indtægter mindst 50 procent over sidste års total, som løb op i 837,17 kr., proklamerer Louis B. Knockel, inden han begiver sig til Blodhavn Nordstrand for at deltage i en realistisk feltmanøvre sammen med de nyuddannede borgervæbnere.

Turist04

SE OGSÅ:

HenvTURISTPØBELEN