Den jernbeslåede dør til diskotek “Wankers 101” gik op, og et spontant glædesskrig fandt vej ud mellem Gyllas røde læber.

På trappen foran diskoteket stod en 207 centimeter høj mandsperson, iført støvler, skridtbeskytter, skudsikker vest og hjelm, sidstnævnte modelleret efter den prøjsiske pikkelhue, som kejser Wilhelm II bar ved særlige lejligheder indtil 1918.

Manden var Bob, Gyllas Bob, og hun spurtede over gaden fra det parkerede advokatvehikel, sprang i vejret og fik fat med begge arme om halsen på ham.

“Bob, åh Bob, jeg har savnet dig som en vanvittig!”

“Totalt aldeles i lige måde, Honningtærte, men giv slip og gå til side, nu, lige nu. Jeg er på arbejde og skal rydde gaden for afviste masturbanter og andet menneskeligt affald. Smut indenfor og be’ om en cola med citronskive på min regning.”

Gylla parerede ordre. “Wankers 101” hed stedet, som hun aldrig før havde besøgt. Var der 101 til stede i det rødligt oplyste rum? Noget i den retning. Var de wankers alle som en?

Det skulle meget snart vise sig. Hun var kun nået halvvejs hen til baren, da en fedladen herre, iført lilla smoking og halsklud, spærrede vejen.

“Du kommer i rette tid,” sagde han. “Vores poledancer har meldt sig syg med mæslinger, tyfus og difteri, så tribunen er ledig. Smid frakken og kom i gang!”

* * *

Hjemme på Knockelborg havde advokat Willy Best med stor forsinkelse samlet sit tøj op fra gulvet og taget det på. Grædende gik han gennem slottets tomme sale. Hvor var komtesse Gylla og grev Lambert? Hvor var tjeneren og tamgrisen? Hvad var det for et mareridt, han optrådte i?

Han kiggede ud ad vinduet. Hvor f***** i h****** var hans specialbyggede storvehikel?

Damp sivede ud gennem sprækkerne i en frønnet dør. Dr. Best åbnede den og kiggede ned ad en trappe. Gnækkende latter og motorlyde steg sammen med gullige dampskyer op fra slottets kælder. Urinkraftværket var gået i gang.

Snøftende bevægede han sig ned ad de slidte stentrin. Kunne julen endnu nå at blive reddet?

(Fortsættes her)