Tag-arkiv: Holstebro

Cigar-Banden 1:3 JAGTEN PÅ SONNY PALERMO

Første del af trilogien om storforbryderen og skændselsmennesket Sonny Palermo

De mest opmærksomme og erindringsstærke læsere kan sandsynligvis erindre affæren om den fra en privatbolig i Gustenhuse forsøgt bortranede guldhoplanål, og den efterfølgende jumbeflugt, af supergangsteren Sonny Palermo.

Vehiklet blev tidligere på året fundet efterladt hesteløs uden for cyklesmed Ejsnings forretningslokaler. Det nagede mig selvsagt, at denne elendige nidding (altså ikke cyklesmeden!) på en så amatøragtig facon kunne undslippe retfærdigheden.

Sporet var koldt, men i kraft af vort effektive angiverkorps, modtog jeg forleden pr. brevdue et intimfotografi fra den fordærvede holstebroiske underverden. På billedet ses Sonny Palermo i festligt lag, blandt sine uhumske ligesindede.

“Når man skider ned i afgrunden, skider afgrunden tilbage!”
– V. Røvlenberg

Det ville jo udgøre en potentiel katastrofe, hvis en kriminel mastermind af Palermos kaliber fik held til at organisere alle de lallende idioter fra Holstebro, som vi så naivt gik og troede ikke længere udgjorde nogen særlig trussel for den hjemlige sognesikkerhed! Derfor rettede jeg øjeblikkelig henvendelse til chefen for den tophemmelige afdeling af ordensmagten i Gustenhuse.

Efter fortrolig samtale med hr. Pelle Duplo (som ses på ovenstående billede), stod det desværre soleklart, at budgettet pr. nuværende ikke råder over tilstrækkelige midler hvormed vi kunne udkommandere Luger-Klubben af 1941, der for øjeblikket afvikler afspadsering, efter deres heroiske indsats, i forbindelse med likvideringen af den skånske latrinterrorist, “Bögfissan”, som ses til venstre på nedenstående billede.

Trods denne skuffelse gav jeg hr. Duplo mit æresord på, at jeg ikke helmer, før Sonny Palermo er komplet og aldeles neutraliseret, og alt efter behov omdannet til 4.-sorterings brunvare, til fordel for den kommende fyringssæson. Herefter tildelte jeg i al kammeratlighed hr. Duplo 26 knaldende afskedslusseringer, der desværre knækkede hans pibe, og forårsagede et 3-dobbelt kæbebensbrud, som Gustenhuse Invalidefond naturligvis hæfter for, in solidum.

Derfor er det blevet mig et personanliggende at infiltrere den holstebroiske betændte underverden, og i denne sags tjeneste har jeg således måttet undergå en total plastikkirurgisk makeover, ved Gack E. Lacksens kyndige, ikke specielt intoksikerede medarbejderstab. Jeg går nu undercover, og forventer selvfølgelig d’herrer ærede læseres udelte opmærksomhed, i de kommende 2 afsnit. Jeg garanterer Dem; De ikke vil blive skuffet! Nu er det nemlig blevet intet mindre end en æressag!

DRAMAET FORTSÆTTER HER:

Retur til avisens forside

Tre vismænd bringer gaver til jomfrufødsel i latrinskur

2 svar

ET BETAGENDE JULEEVENTYR I NORDVESTJYLLAND:

Trafikanter på strækningen Holstebro-Blodhavn har i den seneste tid undret sig over en varevogn med jydekrog og Brenderup trailer, der i sneglefart bevæger sig nordover. Vognen føres af 3 vismænd, og de er ofte set stoppende i vejkanten, mens de stirrer mod stjernehimlem, som om det var et kort.

På strækningens rastepladser og McDonald’s restauranter svarer de 3 ikke direkte, når lokale spørger til deres ærinde, men fortæller i stedet den mest sælsomme historie om et drengebarn, en jomfru, og et latrinskur, hvor både orne og avlstyr holder fred. De fleste har afskrevet dette galemandssnak som efterveerne af en ordentlig julefrokost, og vismændene er flere gange blevet bedt om at blæse i ballonen. Men nu kan vor avis med eneret for Nordvestjylland forklare sammenhængen, idet vi har talt med eventyrets hovedpersoner:

“Vi ankom jo til Asylcenter Holstebro, hvor vi indskrev os som Josef Davidsen, snedkerlærling, og kæreste Maria”, oplyser det unge par telefonisk fra deres nye opholdssted, Ægyptensvej i Kastrup. Da sagsbehandleren hørte, at Maria kun er 16 år, insisterede han på, at hun skulle separeres fra mig som barnebrud. Bedre blev de ikke, da jeg forklarede, at Maria stadig var jomfru; DJØF’eren klemte Maria på maven og mumlede noget om mentalundersøgelse… Vi forstod alvoren og flygtede snarest med rutebilen nordover.”

“Da vi kom til endestationen i Thisted, forhørte vi os straks på Basses Kro. Men her var alt optaget af en partikongres. Til alt held havde Krofatter rådighed over et latrinskur på Klamhuse Hede, hvor Maria og jeg blev indlogeret. Da veerne kom senere på aften opstod et større postyr. Først blev vores lille latrinskur opsøgt af en avlstyr og præmieorne fra Erna Bavnings Tyrestation; de lagde sig dog fredeligt ned sammen. Men senere hørte vi motorlarm, og 3 vismænd fra Holstebro ankom uanmeldt. Det var sådan set pænt af dem at bringe gaver, men de kunne vel have ventet til babyshoweren, som vi planlagde ugen efter? Vi har jo ikke engang haft tid til at give den lille Nem-ID”, anfører en noget frustreret Josef Davidsen, før han afslutter samtalen.

Vi her på redaktionen havde ellers gerne hørt, hvorfor det unge par abrupt forlod det nordjyske for at tage ophold på Ægyptensvej, men det må vente til januarudgaven.

SE OGSÅ:

Retur til avisens forside

Fækaliedrevet lussingmaskine skal disciplinere Holstebro

Skriv et svar

Teknologireportage: Crass Børsting
Foto: Klamhuse Maskinsmedie m.fl.

Kun få år efter, at Klamhuse Maskinsmedie sendte den første fuldt funktionsdygtige lussingmaskine ud på sognevejene, kan smedien nu præsentere en kraftigere, maskindrevet model, der kan behandle seks lussanter ad gangen. Ved optimal drift er maskinens kapacitet over 6000 lussinger i timen. Den kan indstilles til højre- og venstreslag, til kaskaderende lussinger og endog til de skrålussinger, som hidtil har været et krævende håndarbejde.

Maskinen drives af en biogas-forbrændingsmotor, som fyres med fækalier, benyttet halmstrøelse, henrådnende roerester og andre lokale råvarer. Den kræver tre mands betjening samt evt. hjælpepersonale til at rette lussanterne ind i snorlige rækker og drive dem frem mod de gummibeklædte lussingpadler.

Opfinderen, Alban O. Lumbago, var fremme foran maskinen for at modtage et par hundrede prøvelussinger, mens redaktør Louis B. Knockel holdt indvielsestalen.

– Det er et magtfuldt stykke mekanik, vi nu kan sætte ind mod dem, der fortjener det, sagde redaktøren. – Vor offensiv mod undergravende kræfter har i første omgang Holstebro som geografisk mål. Vi rammer dem fra luften, vi rammer dem på jorden, og vi rammer dem på pengepungen.

En syngende og jublende folkemængde fulgte efter den majestætiske maskine ud mod sognegrænsen, hvor et par norske turister og en brun folkemusiker som de første blev bragt i stilling foran de utrætteligt roterende lussingpadler.

SE OGSÅ:

Retur til forsiden

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 16:25

Skriv et svar

Den jernbeslåede dør til diskotek “Wankers 101” gik op, og et spontant glædesskrig fandt vej ud mellem Gyllas røde læber.

På trappen foran diskoteket stod en 207 centimeter høj mandsperson, iført støvler, skridtbeskytter, skudsikker vest og hjelm, sidstnævnte modelleret efter den prøjsiske pikkelhue, som kejser Wilhelm II bar ved særlige lejligheder indtil 1918.

Manden var Bob, Gyllas Bob, og hun spurtede over gaden fra det parkerede advokatvehikel, sprang i vejret og fik fat med begge arme om halsen på ham.

“Bob, åh Bob, jeg har savnet dig som en vanvittig!”

“Totalt aldeles i lige måde, Honningtærte, men giv slip og gå til side, nu, lige nu. Jeg er på arbejde og skal rydde gaden for afviste masturbanter og andet menneskeligt affald. Smut indenfor og be’ om en cola med citronskive på min regning.”

Gylla parerede ordre. “Wankers 101” hed stedet, som hun aldrig før havde besøgt. Var der 101 til stede i det rødligt oplyste rum? Noget i den retning. Var de wankers alle som en?

Det skulle meget snart vise sig. Hun var kun nået halvvejs hen til baren, da en fedladen herre, iført lilla smoking og halsklud, spærrede vejen.

“Du kommer i rette tid,” sagde han. “Vores poledancer har meldt sig syg med mæslinger, tyfus og difteri, så tribunen er ledig. Smid frakken og kom i gang!”

* * *

Hjemme på Knockelborg havde advokat Willy Best med stor forsinkelse samlet sit tøj op fra gulvet og taget det på. Grædende gik han gennem slottets tomme sale. Hvor var komtesse Gylla og grev Lambert? Hvor var tjeneren og tamgrisen? Hvad var det for et mareridt, han optrådte i?

Han kiggede ud ad vinduet. Hvor f***** i h****** var hans specialbyggede storvehikel?

Damp sivede ud gennem sprækkerne i en frønnet dør. Dr. Best åbnede den og kiggede ned ad en trappe. Gnækkende latter og motorlyde steg sammen med gullige dampskyer op fra slottets kælder. Urinkraftværket var gået i gang.

Snøftende bevægede han sig ned ad de slidte stentrin. Kunne julen endnu nå at blive reddet?

(Fortsættes her)

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 15:25

Skriv et svar

”Ejer Bavnehøj 5 km”, sagde skiltet, men Gylla ænsede det ikke. Orienteringsevne eller stedsans havde aldrig været hendes absolutte force, og nu var det uvidende pigebarn altså på vej til Skanderborg, i stedet for Holstebro. Bilen skrumlede uanfægtet derudad, og pilen på benzinmåleren dirrede i det røde felt.

Hun kiggede på instrumentbrættet for første gang under køreturen. ”Når man drejer til venstre næste gang, kommer man hen til et rødt hus, hvor der bor en, der hedder Tom,” konstaterede hun, lidt skråsikkert. ”Det er da utroligt, hvad den dér PSG kan…”

Pludselig lød en hylende sirene bag hende, og et roterende blåt blink oplyste bilens bakspejl. Det var den overærgerrige og nådesløst flatulerende færdselsbetjent Vladomir Prutin, der var ude at ekstrapatruljere i fritiden, så nu vankede der bøder! Manglende dit, manglede dat, diverse ubetalte fordringer på vehiklet, uansvarlig kørsel, tåbelig påklædning, uforskammet toneleje, bussemænd i næsen, forkert indstilling af bilradio, og så videre.

Det ville nok løbe op i adskillige hundrede kroner. Penge, som Gylla desværre ikke havde, og politimanden var jo via en tv-serie kendt for at afgive sin toksiske tarmgas i folks biler, som disciplinærmiddel.

Gylla kunne ikke bære tanken om at skulle køre resten af vejen til Holstebro, i en stank af en kålspisende tjenestemands fjærter, og udbrød ynkeligt: ”Åh, jeg ville ønske jeg var i Holstebro!”

Abehånden på passagersædet spjættede et øjeblik, og rustvognen knagede i karosseriet, da der kom et kæmpe lysglimt. Gylla holdt sig for øjnene, og slap speederen med sin højhælede sko fra Louis Vuitton.

Da hun atter kiggede ud af vinduet, kunne hun se det blinkende neonlys fra facaden på diskotek Wankers 101, hvor et større håndgemæng allerede var i gang. Bilen trillede langsomt det sidste stykke, inden de allersidste benzindampe var opbrugt.

En tom flaske fløj gennem luften og prellede af på forruden. Hun var endelig fremme!

(Fortsættes her)

Gigantisk jernbanefremskridt: 1. klasse Holstebro-Blodhavn

Skriv et svar

Lokalbanen Holstebro-Klamhuse-Blodhavn KmbH har netop anskaffet nyt rullende materiel og kan nu tilbyde 1. klasses vogne til velhaversocialister og andre af de allermest krævende rejsende.

Undervejs på den 34,8 km lange strækning (som under normale omstændigheder tilbagelægges i løbet af kun 2 t 17 min) kan passagerer med billet til 1. klasse købe lyngcigarer, drikke-petroleum og røgede fårepølser i naturtarm.

På afgangene kl. 07.11 og 17.19 fra Holstebro samt 12.04 og 21.03 fra Blodhavn vil det være muligt mod et beskedent ekstra gebyr at få lussingmassage af ansigter og underkroppe.

“En 1. klasses vogn rummer maksimalt 36 personer mod ca. 400 i en 3. klasses vogn af samme størrelse. Den højere billetpris og reklameværdien gør, at dette alligevel er en god investering og et bidrag til at sikre banens fremtid,” udtaler jernbanedirektør Puckelmacker.

SE OGSÅ:

Retur til avisens forside

Festhumør og masser af lussinger på tropeøen

3 svar

SOLIDARITETSTELEGRAM I EN HISTORISK ANLEDNING

Så er forberedelserne til de store øfestligheder i forbindelse med Holstebros befrielse i gang! Vi vil i den forbindelse gerne delagtiggøre avisens ærede læsere i nogle af de kommende, unægteligt spændende, lokalkoloristiske og ikke mindst futuristiske tiltag, altsammen under parolen:

“Alt på ø skal støves af!
Arbejde den hele dag!
Tingene må gør’s i stand!
Lusseres, det skal hver en mand!”

Til dette formål – og vore venner i Holstebro til inspiration – kan vi blandt andet herunder fremhæve følgende programpunkter:

Øens samlede fauna, inklusive bordelhusdyr, herunder de blandt vore mangfoldige turister så populære suppeskildpadder (kendt på øen som “banditter”), skal gennemgå et meget omhyggeligt wellness-program, for skildpaddernes vedkommende med tilhørende skjoldpolering.

Da der imidlertid er mere end 20.000 af disse padder på øen, har den umådeligt ærede professor Abacus Onager venligst til formålet udviklet en robot, der kan polere 2 banditter i minuttet, såfremt padderne ellers forholder sig i ro, og ikke forsøger at bestige hinanden, eller blive besteget af trediemand, hvorfor eventuelle dyresexturister venligst bedes holde dette for øje i ugen, der kommer.

Vor væsentligste naturressource, den verdensberømte pudsecreme Negro, udvundet gennem perspiration blandt øens oprindelige befolkning, vil bistå os i denne nyautomatiserede proces.

Vor evigt aktive og forventningsfulde ungdom kan se frem til en decideret folkegave fra den estimerede hobbysultestrejker og hyggeonkel hr. Tafatmann Handy, som i sin workshop og under streng faste agter at bygge flotte modelnegerkarusseller til alle raske børn af hankøn, med selvfølgelig undtagelse af de enkelte tilbageværende, der har marxistiske og/eller arbejdsløse forældre (som vel at mærke endnu ikke er blevet deporteret til Tarmuda).

Selvsamme ungdom vil i den kommende uge blandt mange fritidstilbud for raske knægte i legeområdet få mulighed for at tage en venskabelig brydekamp med en af øens dødsensfarlige, efter 1940’ernes atomforsøg stadigvæk en anelse radioaktive mutantleguaner, der rent undtagelsesvis vil blive sat fri.

Vulkanen Kranka Foa forventes genaktiveret ved hjælp af manuel nedtipning i krateret og efterfølgende sprængning af den store forstenede, hellige dinosaurfækalie, Pupu Puu-Pu.

Dette sker efter enstemmig afgørelse i Dartvados’ naturforvaltnings bestyrelse, hvor jeg og min suppleant har måttet erkende, at det af turistindtægtsmæssig interesse vil udgøre en langt større attraktion med en aktiv vulkan, end hvad vi hidtil har kunnet tilvejebringe af provenu ved salg af billetter til det gamle relikvium, som desværre ikke længere tiltrækker hverken bedende eller nysgerrige.

Vi har med andre ord masser at tage fat på her på Dartvados, og til opretholdelse af arbejdstempo, disciplin og orden, har vort frivillige nonnekorps lynhurtigt husstandsomdelt lusseringsvejledninger i bogform til alle øens borgere.

Det således ikke bare forventes, men kræves, at alle personer på øen, ved det allermindste tegn på slendrian og fjolleri, eller anden lignende observérbar uskik, straks uddeler knaldhårde lussinger til de pågældende.

Dette er jo alt sammen i øens tjeneste, ikke bare for vor egen skyld, men også som forbillede for diverse primitive samfund, såsom det nye Holstebro, som vi gerne vil assistere på det rent moralske og åndelige plan, i den svære, men lovende tid, der kommer!

Med ærbødige, varme hilsner, og i forvisning om en lysende fremtid, Deres
Hartmann

SE OGSÅ:

Retur til forsiden

Brat omvæltning: Holstebro er faldet

2 svar

HISTORISK DRAMA I DØGNAKTUELLE BILLEDER

En af dette årtusindes hidtil største begivenheder har fundet sted næsten uden varsel: Det socialistiske pamperstyre i Holstebro er faldet, og jævne, ranke nordvestjyder er nu ved magten.

Omvæltningen skete, da socialisterne inviterede den københavnske storpamper Lalle Birk Lallesen til et strategimøde om fortsatte slubbertstreger på luxushotellet Skumborg i Holstebros centrum.

“Da brast vor hårdt prøvede tålmodighed,” udtaler kloakpionerarbejder Bryan Yerngumme, Middelgade 19. “Vi telegraferede til vore venner og familiemedlemmer i Usseldrup Storsogn, og få timer senere var befrielseshæren på vej.”

Befrielsen er, hjulpet af glade smil, folkesang og lussinger, forløbet 99 procent fredeligt, og en samarbejdskomité af Holstebroborgere vil nu i fællesskab med vennerne fra Usseldrupegnen lægge retningslinjer for genrejsningen af den fordærvede storby. Gode forslag af enhver art kan afgives i debatfeltet herunder.

Overalt i byen festes der i morgen, og det er værd at bemærke, at Holstebros befrielse også giver genlyd uden for landets grænser. Et håb er tændt, og vor nordvestjyske folkepresse vil under knockelsk ledelse gøre alt for at holde dette håb flammende lokalt, nationalt og globalt.

Tilbage til forsiden

Guldkalenderen blad 12: HOLSTEBRO EFTER MIDNAT

Skriv et svar

Lyden af et langtrukkent dødsskrig flængede gennem Holstebros nattestille gader, skar sig ind i de sovende storbyhoveder og efterlod dybe sår i hjerterne hos mange af dem, der lyttede og senere blev klar over, hvad der var foregået.

Et ungt og yndigt væsen var gået til grunde i det moralske og materielle morads, som denne og andre metropoler udgør.

Hvorfor skulle Hilda Blodhorst møde så grusom en skæbne i så ung en alder? Få år forinden havde hun været et smukt, harmonisk og lykkeligt barn. Hendes hverdag på Vester Usseldrup Hede gik med markarbejde, husdyrpleje og indendørs sysler i landbohjemmet, hvor hun med ferm hånd assisterede sin moder, når brunvaren skulle henkoges eller syltes, når en ged skulle slagtes eller den halvårlige kogevask af familiens sparsomme beklædning forestod.

Hilda var netop fyldt 17, da hendes ungdommelige uskyld og lyksalighed fik sit grundskud.

– Hvad er dog det? spurgte hun, da hun en sen fredag aften kom hjem fra sit betroede arbejde som sildehovedsorterer på Blodhavn midtermole. I stuen stod en plastickasse på størrelse med en halv ligkiste. Et gråhvidt billede flimrede på kassens forside, og i sofaen sad en indtørret olding med skorper af chokolade – eller var det noget andet brunt? – omkring munden.

– Sæt dig, min tøs, nyd synet, det er et tv-apparat!

Hildas onkel, Bob Z. Blodhorst, var vendt hjem efter 64 år som barber og banjovirtuos i Chicago. Hilda havde hørt om den velbeslåede onkel gennem hele sin barndom, og her sad han, strålende af økonomisk og kulturel overmagt.

Det var ikke onkel Bobs amerikanske accent eller lyden af den medbragte banjo, der ødelagde Hildas videre liv. Nej, katastrofen var det fjernsynsapparat, han havde anskaffet og placeret i slægtsboligen.

Efter få uger som fjernseer havde Hilda klippet sin lørdagskjole i stykker fra neden, så det meste af hendes understel nu var blotlagt, når hun gik til dans i Klamhuse Landproletariske Festsalon (indrettet på loftet over bolsmand Jochumsens svinestald). Ydermere havde hun sat sig i bundløs gæld for at erhverve de smøremidler og kulørte pulvere, der omdannede hendes kønne, sunde ansigt til en hæslig, permanent fastelavnsmaske.

Efter endnu en kort nedgangstid flygtede Hilda en søndag morgen over sognegrænsen og begav sig mod Holstebro. I storbyen var hendes endelige fald dybt, brat og uundgåeligt.

Den unge stemmes dødsskrig runger for evigt i ørerne og samvittigheden på dem, der oplevede det eller var medskyldige.

Efterskrift:

Denne roman er ligesom flere andre i årets kalender baseret på virkelige begivenheder. Til dokumentation vedhæftes et billede af onkel Bob fra hans storhedstid i Chicago:

Gubert Skodhave
Holstebro efter midnat
2. udgave, 1. oplag

Approberet og finjusteret af
Louis B. Knockel

Forrige kalenderblad << Til avisens forside >> Næste kalenderblad

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 11

Skriv et svar

DET HERRENS ÅR 1718

Den frygtindgydende pirat, kaptajn Sortskæg, havde efter adskillige års skattejagt, plyndring, vold og mord trukket sig tilbage til en tropeø for at nyde sit otium. Han havde opført en millionvilla ved stranden hvor den tidligere besætning nu fungerede som hans personlige gartnere, kokke, rengøringshjælpere, massører med videre.
Den pensionerede pirat lå kun iført hat i en hængekøje med en cigar og en tropedrink med paraply.
“Hvem er den mægtigste pirat i verden?” gjaldede han til sine oppassere.
“Sortskægt … Sortskæg … Sortskæg!” jublede hans tidligere besætning.
“Mig kan ingen røre.”
“Heller ikke dem der?” spurgte en tidligere matros.
Et skib var kommet ind til kysten og soldater med sabler og skydevåben sprang ned i sandet. De havde kurs mod Sortskægs domicil.
“Hvem er De og hvor vover De at betræde mine enemærker,” brølede Sortskæg. Han hoppede ud af hængekøjen og stillede sig med hænderne i siden.
Den forreste mand i geleddet svarede:
“Mit navn er Robert Maynard. Jeg er kommet for at hugge hovedet af kaptajn Sortskæg og sætte det på en pæl til skræk og advarsel. Er De Edward Teach alias Sortskæg?”
“Nej!” svarede Sortskæg prompte.
“Jeg er temmelig sikker på at De er Sortskæg,” sagde den nyankomne.
“Hvorfra får De dog den sindssyge ide?”

Hr. Maynard slog ud med armene:
“For det først ligner skibet ude ved havnen Sortskægs skib, Queen Anne´s Revenge. Navnet står i hvert fald på siden med gigantiske bogstaver.” Han pegede ud mod kysten.
“Fordømt,” mumlede Sortskæg for sig selv.
“For det andet,” fortsatte den fremmede. “Så befinder De dem på Sortskægs bopæl.”
“Hvem siger det?” udbrød piraten tørt.
“De 75 skilte med navnet Sortskæg skrevet på dem. Skiltene står hele vejen rundt om grunden. Der står i øvrigt også Sortskæg på Deres hat.”
Sørøveren flåede sin hat af og gemte den bag ryggen.
“Intet andet end tilfældigheder …”
“Sidst men ikke mindst er De den eneste med sort skæg, ja faktisk den eneste behårede i umiddelbar nærhed.”
Piraten skulede irriteret til sin tidligere besætning.
“Pokkers jeg er afsløret, men De skal ikke få mig uden kamp.”
“Næh, det er klart. Jeg havde ikke forventet andet,” svarede Robert Maynard.
Sortskæg drejede rundt på stedet, spurtede direkte ind i huset og barrikaderede døren.
“Luk op,” råbte soldaten. Han hamrede på hoveddøren. “Ellers kan vi jo ikke hugge hovedet af Dem.”
“Et øjeblik,” råbte Sortskæg. Han greb en kniv og skår skægget af. For en sikkerheds skyld barberede han hele kroppen for sorte hår. Derefter samlede han hårene sammen til en klump og løb han hen til sin kæleged, Dolmina.
Geden brægede forvirret.
Piraten limede sin afklippede kropsbehåring fast på gedens hage og placerede hatten ovenpå dens hoved.
“Hvis De ikke åbner så sparker vi døren ind!” lød det udenfor.
“Bare kom an,” svarede piraten inden han gemte sig i kosteskabet.
Straks blev døren sparket op. Soldaterne fór ind i villaen og fik øje på geden med det sorte skæg og hatten.
“Der er han. Dræb ham.”
Geden manøvrerede brægende uden om mændene og tog flugten ud af døren.
“Fang piraten. Hug hovedet af ham!”

RESTEN AF HISTORIEN

Da kysten var klar sprang den ægte kaptajn Sortskæg, nøgen og nybarberet, ned i sin flugtbåd. Han flygtede over havet og slog sig i al hemmelighed ned i Holstebro på skattekontoret.
Senere gik han ind i dansk politik. Her var alle alligevel forbrydere og pirater så det var let at føle sig hjemme.
Han fik egen ministerbil, blev bespist på det offentliges regning og steg i graderne med raketfart.

Og da han havde fungeret som skatteminister i to måneder var det på tide at trække sig tilbage med fuld pension og et gyldent håndtryk.
Piraten levede i sus og dus til sine dages ende.

Forrige blad Næste blad

Retur til avisens forside

Landsbytossen.dk

Extremgeriatriske efterretninger

Tag-arkiv: Holstebro

Cigar-Banden 1:3 JAGTEN PÅ SONNY PALERMO

Tre vismænd bringer gaver til jomfrufødsel i latrinskur

Fækaliedrevet lussingmaskine skal disciplinere Holstebro

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 16:25

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 15:25

Gigantisk jernbanefremskridt: 1. klasse Holstebro-Blodhavn

Festhumør og masser af lussinger på tropeøen

Brat omvæltning: Holstebro er faldet

Guldkalenderen blad 12: HOLSTEBRO EFTER MIDNAT

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 11

SE OGSÅ: