Fredag
“Hvad skal vi med mænd?” råbte holdlederen Vera Gnasttoft brysk. “INTET!”
Vi befandt os i vildmarken. Jeg og de øvrige seksten kvinder på holdet var forbløffede over hendes bitterhed.
“En moderne husmoder kan bygge sin egen bolig,” hylede hun. “Mænd har ikke eneret på håndværkets kunst.” Hun pegede på jorden. Her lå økser og save i forskellige former og størrelser.
“Jeg troede, vi skulle lære at strikke og stryge skjorter,” sagde en lyshåret kvinde i blomstret sommerkjole.

“Kæft,” hylede Vera Gnasttoft og gav kursisten en ørefigen. Hun stirrede vredt på os alle:
“Kom så i gang. Vi skal have fældet træer og omdannet dem til brædder. Vi skal lave reb, grave huller, tænde bål og dræbe dyr en masse. Vi er alle moderne kvinder. Uafhængige af mænd.”
Det er ingen hemmelighed, at vi husmødre var bange for hende fra begyndelsen.

Lørdag
Vera Gnasttoft pegede på et stribet kattedyr, der fredeligt kom luntende på de frodige græsarealer.
“En moderne husmoder kan fange sin egen mad.” Hun løb mod tigeren, mens hun skreg:
“Jeg er en selvstændig kvinde. Mænd er ubrugelige.” Hun sprang op på ryggen af dyret og gjorde det tavst med en kniv i nakken.
“Vi spiser maden rå!” skreg hun og skar byttet op. Indvolde blev kastet ud i flæng til alle sider.
“Spis!” Vera bed af leveren. “Nutidens kvinde spiser blodigt kød. Mænd vil have det tilberedt. Vi gør det modsatte og æder det råt.”
Hun stirrede intenst på os med blod om munden og kniven i hånden. Vi valgte at følge hendes instrukser.

Søndag
Vi stod på en klippeafsats med udsigt over naturen.
“En moderne kvinde kan stå op at tisse…” Vera Gnasttoft stod rank og nøgen i morgensolens skær med urinen plaskende ud over det hele. “…uanset om det sviner eller ej.”
Jeg og mine medkvinder skævede til hinanden. Gnasttoft var helt fra den.
“Senere i dag vil vi overtage verdensherredømmet,” gnæggede hun. “Operation Ud Med Mand – Kvindeland.”
Fra et tornekrat kom en mandsperson humpende. Han havde sår og jord på kroppen.
“Vera for pokker,” jamrede han. “Kom nu hjem til mig. Jeg savner dig.” Det var, fandt vi snart ud af, hendes ægtemand. Han havde ledt efter hende længe.
“NEJ.” Hun lagde trodsigt armene over kors. “Jeg hader mænd.”
“Vi må da kunne tale om det, Vera.” Han satte sig på hug foran den nøgne urinerende kvinde. “Tilgiv mig.”
“En moderne kvinde har ikke brug for mænd!”
“Men jeg har brug for dig,” græd hr. Gnasttoft. “Jeg skal nok tage opvasken en gang om måneden. Bare du kommer tilbage.”
Vera Gnasttoft havde et vanvittigt skær i øjnene.
“En moderne kvinde er uafhængig af mænd.” Hun trådte væk og nærmede sig klippekanten “En rigtig kvinde er fri som fuglen…” Hun drejede hovedet og kiggede grinende ned i dybet. “…og hun kan flyve som fuglen!”
Vera greb et par bananblade og sprang ud fra klippen med baskende arme:
“Weeeeuuuu, weeeeeuuuuh!” Hun styrtede ned i intetheden med høj fart.
“Åh, nej,” hylede manden. “Degraderet til en enkemand! Hvad skal jeg dog gøre…”

Finale
Vi sprang alle sytten kvinder til for at trøste den stakkels grædende mand. Han kom sig hurtigt over tabet af sin kone, da vi alle var behjælpelige med tryghed, varme og skjortestrygning. Da han senere skulle vælge mellem os, var det umuligt:
“I er jo så dejlige alle sammen,” sagde han.
Jeg foreslog polygami. Emnet blev taget særdeles varmt imod af alle parter.

Hildur & Beppa Blodwaffel:
PÅ UDFLUGT MED HUSMODERFORENINGEN
2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk

Forrige kalenderblad  <<              Til avisens forside              >> Næste kalenderblad