Tag-arkiv: knaldroman

Nyt Dansk Romanforlag: FEDE-NIELS BIND 2

EFTER TALRIGE KRAV om et snarligt bind 2 er seriehelten Fede-Niels og hans forfatterhold nu sat op i arbejdstempo, godt hjulpet af knockelske lussinger fra tidlig morgen til sen aften.

DØDENS PØLSER bliver titlen på det efterspurgte bind 2, og forlaget forventer at have det klar onsdag 1. juni 2022 kl. 06.34 prc.

Fede-Niels bind 2 UDKOMMER DATO

SKULLE DER FINDES en enkelt landsbytosseven, som endnu ikke har hentet bind 1, kan han/hun gøre det ved at klikke her:

Fede-Niels ANNONCE tosseforside inserat

Retur til avisens forside

Nyt Dansk Romanforlag: FEDE-NIELS BIND 1

Fede-Niels OMSLAG 01 2022

Formidabel ny romanserie om en overvægtig ung samfundstaber, der efter et skuddrama vender ryggen til Holstebro og bliver genrejst fysisk og mentalt som elitearbejder på Klamhuse Kadaveropskæringsfabrik.

I sin sparsomme fritid er den genfødte Niels et begejstret medlem af Blodhavn Borgervæbning. Han deltager i fækalieskydning efter levende mål og holder grisefest sammen med kampfællerne. Hans nye liv tegner lovende, men vil de frygtede gurkere fra Holstebro snart være på vej for at tage hævn?

Alle Landsbytossevenner vil elske Fede-Niels, og bind 1 er netop udkommet. Hent e-bogen hurtigt og nemt, klik her:

fede-niels-bind-01-ebog-pdf

Salgs- og distributionsbetingelser står på e-bogens sidste side.

Bemærk også: E-bogen vises og kan læses i de fleste browsere. For at gemme den på din computer skal du muligvis trykke på en download-knap som vist her:
Brug pil

Stribevis af gode anmeldelser hilser Fede-Niels velkommen:

“Det første bind i Fede-Niels-sagaen bør læses af alle med respekt for sig selv.
En tempofyldt, lærerig og livsbekræftende skildring af et ungt utilpasset menneske, der ved hjælp af nordvestjysk disciplin og fast arbejde på kadaveropskæringsfabrikken får livet på rette kurs.
Jeg har læst mange bøger i mit liv, men ingen andre har givet en så sanselig oplevelse som dette mesterværk. Ønsker man åndelig føde og en litterær erektion, så læs værket omgående.
6 ud af 6 halunkske huer herfra!”
Baryl Nidding Halunk, elitekorrespondentHalunk huer

“Barsk Social-Realisme, der skildrer en tit overset stor Del af den danske Befolkning, hvis Personlighedsforstyrrelser, hang til stump Vold og gode Evner som Griseopsprættere oftest nedtones til Fordel for mere bløde Værdier saasom at kunne styre en grøn Ladcykel fyldt med Børn tværs gennem et befærdet Vejkryds for rødt lys, medens man samvittighedsfuldt ordner Indkøb, Aftaler og Sms via Telefonapparatet. Stor Kunst — og stor Fremtid for denne Roman-Serie, der udspiller sig i en heldigvis ikke alt for fjern Fremtid.”
Dr Kelvin MacTavish, elitekorrespondent

“Jeg har sjældent i den grad været opslugt af et stykke litteratur, som da jeg blev præsenteret for Nordvestjyllands svar på Rambo, Fede-Niels!
En på alle måder stor person og en værdig repræsentant for vor stolte egn!
De levende beskrivelser af både det travle erhvervsliv samt den enestående forsvarsvilje fik mit hovede til at myldre med billeder. Aldrig før har det skrevne ord fortjent en filmatisering som dette lokalkoloristiske storværk! Og at der her er tale om bind 1 giver næring til forhåbninger om utallige efterfølgere.
Jeg giver bogen mine varmeste anbefalinger og tøver ikke med at tildele den 6 ud af 6 mulige tørklosetter!”
Poppe Hammurabis-Agderstierne, elitekorrespondent

“Nu har jeg læst den. Den var så spændende at jeg helt glemte at skide!”
Lars Pedersen, facebook-debattør

“En klassisk Bildungsroman
, der fornemt indskriver sig i europæisk åndshistorie ved siden af giganter som Goethe, Proust og Bjarne Castella.”
Sven Møller Bagbordsen, professor Dr. Phil.

Sjældne er de instanser, hvor det er en litterat forundt at opleve en så helstøbt debut som denne. Fede Niels har overbevisende indmeldt sig i det danske pantheon af litterære arketyper som Aladdin, Pelle Erobreren, og Walter&Carlo.”
Hans S.M. Brix, litteraturanmelder

“Et solidt socialrealistisk værk om arv, miljø og fedme på samfundets bund og eneren Niels vågnende klassebevisthed og dialektiske opgør mod produktivkræfternes repressive tolerance.”
Tjalfe Njal, RUC professor.

Forfatteren er sjældent stilsikker i sin beskrivelse af konvergensen mellem Det Onde og Det Erotiske i inkarnationen af den Fede Antikrist.”
Erwin Pazuzu, kultleder og whiskysnob.

“Mega fed historie. Fede Niels styrer!”
Brian, Studsgårdsgade

“Det danske litterære parnas er gået i selvsving over fede Niels debutroman. Lykønskningerne og rosen formeligt vælter ind.”
Wolle Cavling-Onsdagsgaard, elitekorrespondent

Gideon og Niels

Retur til avisens forside

 

Guldkalenderen blad 12: HOLSTEBRO EFTER MIDNAT

Guldkalender BANNER

Lyden af et langtrukkent dødsskrig flængede gennem Holstebros nattestille gader, skar sig ind i de sovende storbyhoveder og efterlod dybe sår i hjerterne hos mange af dem, der lyttede og senere blev klar over, hvad der var foregået.

Et ungt og yndigt væsen var gået til grunde i det moralske og materielle morads, som denne og andre metropoler udgør.

Hvorfor skulle Hilda Blodhorst møde så grusom en skæbne i så ung en alder? Få år forinden havde hun været et smukt, harmonisk og lykkeligt barn. Hendes hverdag på Vester Usseldrup Hede gik med markarbejde, husdyrpleje og indendørs sysler i landbohjemmet, hvor hun med ferm hånd assisterede sin moder, når brunvaren skulle henkoges eller syltes, når en ged skulle slagtes eller den halvårlige kogevask af familiens sparsomme beklædning forestod.

Holstebroroman

Hilda var netop fyldt 17, da hendes ungdommelige uskyld og lyksalighed fik sit grundskud.

– Hvad er dog det? spurgte hun, da hun en sen fredag aften kom hjem fra sit betroede arbejde som sildehovedsorterer på Blodhavn midtermole. I stuen stod en plastickasse på størrelse med en halv ligkiste. Et gråhvidt billede flimrede på kassens forside, og i sofaen sad en indtørret olding med skorper af chokolade – eller var det noget andet brunt? – omkring munden.

– Sæt dig, min tøs, nyd synet, det er et tv-apparat!

Hildas onkel, Bob Z. Blodhorst, var vendt hjem efter 64 år som barber og banjovirtuos i Chicago. Hilda havde hørt om den velbeslåede onkel gennem hele sin barndom, og her sad han, strålende af økonomisk og kulturel overmagt.

Det var ikke onkel Bobs amerikanske accent eller lyden af den medbragte banjo, der ødelagde Hildas videre liv. Nej, katastrofen var det fjernsynsapparat, han havde anskaffet og placeret i slægtsboligen.

Efter få uger som fjernseer havde Hilda klippet sin lørdagskjole i stykker fra neden, så det meste af hendes understel nu var blotlagt, når hun gik til dans i Klamhuse Landproletariske Festsalon (indrettet på loftet over bolsmand Jochumsens svinestald). Ydermere havde hun sat sig i bundløs gæld for at erhverve de smøremidler og kulørte pulvere, der omdannede hendes kønne, sunde ansigt til en hæslig, permanent fastelavnsmaske.

Efter endnu en kort nedgangstid flygtede Hilda en søndag morgen over sognegrænsen og begav sig mod Holstebro. I storbyen var hendes endelige fald dybt, brat og uundgåeligt.

Den unge stemmes dødsskrig runger for evigt i ørerne og samvittigheden på dem, der oplevede det eller var medskyldige.

Efterskrift:

Denne roman er ligesom flere andre i årets kalender baseret på virkelige begivenheder. Til dokumentation vedhæftes et billede af onkel Bob fra hans storhedstid i Chicago:

Onkel Bob

Gubert Skodhave
Holstebro efter midnat
2. udgave, 1. oplag

Approberet og finjusteret af
Louis B. Knockel

Forrige kalenderblad  <<              Til avisens forside              >> Næste kalenderblad

Guldkalenderen blad 11: PÅ UDFLUGT MED HUSMODERFORENINGEN

Guldkalender BANNER

Fredag
“Hvad skal vi med mænd?” råbte holdlederen Vera Gnasttoft brysk. “INTET!”
Vi befandt os i vildmarken. Jeg og de øvrige seksten kvinder på holdet var forbløffede over hendes bitterhed.
“En moderne husmoder kan bygge sin egen bolig,” hylede hun. “Mænd har ikke eneret på håndværkets kunst.” Hun pegede på jorden. Her lå økser og save i forskellige former og størrelser.
“Jeg troede, vi skulle lære at strikke og stryge skjorter,” sagde en lyshåret kvinde i blomstret sommerkjole.

Tigerroman

“Kæft,” hylede Vera Gnasttoft og gav kursisten en ørefigen. Hun stirrede vredt på os alle:
“Kom så i gang. Vi skal have fældet træer og omdannet dem til brædder. Vi skal lave reb, grave huller, tænde bål og dræbe dyr en masse. Vi er alle moderne kvinder. Uafhængige af mænd.”
Det er ingen hemmelighed, at vi husmødre var bange for hende fra begyndelsen.

Lørdag
Vera Gnasttoft pegede på et stribet kattedyr, der fredeligt kom luntende på de frodige græsarealer.
“En moderne husmoder kan fange sin egen mad.” Hun løb mod tigeren, mens hun skreg:
“Jeg er en selvstændig kvinde. Mænd er ubrugelige.” Hun sprang op på ryggen af dyret og gjorde det tavst med en kniv i nakken.
“Vi spiser maden rå!” skreg hun og skar byttet op. Indvolde blev kastet ud i flæng til alle sider.
“Spis!” Vera bed af leveren. “Nutidens kvinde spiser blodigt kød. Mænd vil have det tilberedt. Vi gør det modsatte og æder det råt.”
Hun stirrede intenst på os med blod om munden og kniven i hånden. Vi valgte at følge hendes instrukser.

Søndag
Vi stod på en klippeafsats med udsigt over naturen.
“En moderne kvinde kan stå op at tisse…” Vera Gnasttoft stod rank og nøgen i morgensolens skær med urinen plaskende ud over det hele. “…uanset om det sviner eller ej.”
Jeg og mine medkvinder skævede til hinanden. Gnasttoft var helt fra den.
“Senere i dag vil vi overtage verdensherredømmet,” gnæggede hun. “Operation Ud Med Mand – Kvindeland.”
Fra et tornekrat kom en mandsperson humpende. Han havde sår og jord på kroppen.
“Vera for pokker,” jamrede han. “Kom nu hjem til mig. Jeg savner dig.” Det var, fandt vi snart ud af, hendes ægtemand. Han havde ledt efter hende længe.
“NEJ.” Hun lagde trodsigt armene over kors. “Jeg hader mænd.”
“Vi må da kunne tale om det, Vera.” Han satte sig på hug foran den nøgne urinerende kvinde. “Tilgiv mig.”
“En moderne kvinde har ikke brug for mænd!”
“Men jeg har brug for dig,” græd hr. Gnasttoft. “Jeg skal nok tage opvasken en gang om måneden. Bare du kommer tilbage.”
Vera Gnasttoft havde et vanvittigt skær i øjnene.
“En moderne kvinde er uafhængig af mænd.” Hun trådte væk og nærmede sig klippekanten “En rigtig kvinde er fri som fuglen…” Hun drejede hovedet og kiggede grinende ned i dybet. “…og hun kan flyve som fuglen!”
Vera greb et par bananblade og sprang ud fra klippen med baskende arme:
“Weeeeuuuu, weeeeeuuuuh!” Hun styrtede ned i intetheden med høj fart.
“Åh, nej,” hylede manden. “Degraderet til en enkemand! Hvad skal jeg dog gøre…”

Finale
Vi sprang alle sytten kvinder til for at trøste den stakkels grædende mand. Han kom sig hurtigt over tabet af sin kone, da vi alle var behjælpelige med tryghed, varme og skjortestrygning. Da han senere skulle vælge mellem os, var det umuligt:
“I er jo så dejlige alle sammen,” sagde han.
Jeg foreslog polygami. Emnet blev taget særdeles varmt imod af alle parter.

Hildur & Beppa Blodwaffel:
PÅ UDFLUGT MED HUSMODERFORENINGEN
2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk

Forrige kalenderblad  <<              Til avisens forside              >> Næste kalenderblad

Guldkalenderen blad 10: LØRDAGSKYLLING MED GUMMISALAT

Guldkalender BANNER

Tromlefører Mustafa bin Thomsen buldrede på døren. – Så er farmand hjemme, lille honningmåne! Og han har gæster med!

Nygifte fru Patricia stod i køkkenet. En yndig rødme farvede hendes ferskenkinder, mens hun hørte manden sparke støvlerne hen ad gulvet og krænge sig ud af det bemøgede arbejdstøj.

– Hvor mange gæster, skattebasse?

– Hele sjakket. Det vil sige: Yussuf al Andersen fik kørt hovedet over i dag, og det er ikke sikkert, de kan nå at rette det ud på skadestuen inden spisetid. Så lad os sige, at vi bliver 11 til middag.

– 11, ih du milde! Jeg har kun en enkelt lørdagskylling i fryseren, et bæger hummus i køleskabet og en halv æske Gajol på krydderihylden. Hvordan skal jeg bespise 11 granvoksne jord- og betonarbejdere med så lidt?

Mustafa var kommet ud til hende i køkkenet, og nu fik hun en smældende lussing.

Pippiroman

– Forpulede, stupide møgso! Du er dummere end din fede, grimme mor og din endnu grimmere bedstemor tilsammen. Har jeg ikke læsset et traktordæk af i gården så sent som i fredags?

– Jo, skattebasse.

– Så se for satan at få slebet den store forskærerkniv og kom i gang med at snitte noget salat.

Et tøvende smil bredte sig over Patricias unge ansigt. – Men hvad med dressing?

Bag Mustafa hørte man støvletramp, bøvsende udråb og rå latter.

– Du kan sætte dig på hug og skide al den dressing, du synes, der er brug for. Bare du har maden på bordet om 10 minutter.

Patricia strøg en sartrosa finger hen ad knivens glimtende æg.

– Jeg har en bedre idé, skattebasse.

22 centimeter tysk kvalitetsklinge forsvandt ind i ægtemandens bug lidt under navlen. Hun trak kniven opad og standsede først, da den sad fast i brystbenet. Blod, indvolde og fedtet pladdermasse vældede ud over hendes hænder og plaskede ned på køkkengulvet.

– Bli’r det for helvede til noget? lød det fra stuen. – Vi har ikke fået ædelse i flere timer!

– Ni et halvt minut! kvidrede Patricia gennem den halvåbne dør. – Så er der lørdagskylling med gummisalat og frisk dressing til drengene!

Hendes mor og bedstemor havde lært hende en uvurderlig lektie: Mænd er nemme, ja ligefrem søde og kærlige at omgås, så længe de får deres vilje.

Forrige kalenderblad  <<              Til avisens forside              >> Næste kalenderblad

Guldkalenderen blad 9: HVEM ÆDER HVEM?

Guldkalender BANNER

Bordet var dækket, maden var varm, og alt tegnede godt. De skulle have frikadeller, blodpølse og steg med sprød svær. Et overflødighedshorn af stegt kød. Sådan var det hver dag.

Hannibal, Wagner og Ruth satte sig til bords.

“Lad os fortære det varme kød,” sagde Ruth glubsk.

“Hørt!” råbte Wagner og Hannibal i kor.

“I kan tro nej,” udbrød en fremmed stemme.

Kødspiserne vendte sig om i en synkron bevægelse.

Kannibalroman

I køkkendøren stod en kappeklædt skikkelse. Han stod rank med hænderne i siden og hatten kækt på sned.

“Åh, nej!” skreg de kor. “Det er Veganer-John!”

“Det er sandt,” kaglede den kappeklædte vegetar og gav Wagner et par på skrinet. “Og ingen af jer skal spise af kødet. Det bliver over mit lig!”

Hannibal hev en kniv frem, men det var nyttesløst. John slog den brat ud af hånden på ham.
De var trængt op i en krog.

“Nu skal I alle straffes for jeres synd!” grinede Veganer-John højt med en pistol pegende på dem.

Ruth så en mulighed. Hun greb et stykke flæsk og kastede det mod Veganer-John. Kødet landede i hans åbne mundtøj, inden han nåede at reagere.

John stivnede. Han tyggede varsomt, mens hans øjne lyste op i lykke.

“Hvad var det, du kastede i munden på mig?” smaskede han.

“Flæsk,” svarede Ruth.

“Og flæsk er kød?” mumlede John.

“Ja, flæsk er kød,” svarede Hannibal med et lille smil.

“Jeg kan lide det!” råbte John og satte pistolen tilbage i bæltet.

“Så skulle du prøve frikadellerne,” sagde Hannibal. “Tag plads.”

De satte sig ved bordet og gik i gang med måltidet.

John mæskede sig i det lækre varme kød.

“Mmm,” smaskede han. “Delikat og krydret. Jeg tror sgu, jeg konverterer til kødspiserne.”

Da fadene var tomme, gav John et stort ræb fra sig.

“Det er herligt, at du har fået øjnene op for kødets kvaliteter,” klukkede Wagner.

“Ja,” medgav Ruth lettet. “Så var der alligevel ingen menneskeliv, der blev ofret i dag.”

John stirrede på dem med et sindssygt blik.

“Apropos det …” Han rejste sig fra stolen. “Jeg har i særdeleshed fået smag for kød…”

John begyndte at grine hysterisk og hev sin pistol frem.

“…og jeg er stadig helvedes sulten!”

Benny Brønderslev:
HVEM ÆDER HVEM?
2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk

Forrige kalenderblad  <<              Til avisens forside              >> Næste kalenderblad

Guldkalenderen blad 8: MIT BRUNE PARADIS

Guldkalender BANNER

Du kender mig. Alle, der ser tv eller læser aviser, kender mig. Dovne Lubbert er ikke bare et navn, det er et begreb og en artsbetegnelse. Manden, der i en alder af 43 kan fremvise fem akademiske diplomer og aldrig har udført så meget som en times lønnet arbejde. (Hm, en tilståelse: Som 11-12 årig ryddede jeg somme tider naboens fortov for sne. Min indsats blev honoreret med småmønt samt saftevand og kage.)

Men hvordan blev barnet med skovlen til dovne Lubbert? Hvorfor er mit lille, arrige ansigt, mit fedtede fuldskæg og min tilgroede halvandenværelses lejlighed blevet nationale symboler?

Svaret skal findes på en ø i Stillehavet.

Habertroman

Efter som 32-årig at have erhvervet en kandidatgrad i socialantropologisk kulturgeografi modtog jeg et EU-stipendium til to års studier af parringsvaner på Amuha-Amuha, en ø i Stillehavet 900 km sydvest for Hawaii.

Allerede ved ankomsten blev jeg klar over, at amuha-amuha folket havde en levende tradition for ihærdig og hyppig parring. Mine observationer godtgjorde, at de faktisk ikke foretog sig ret meget andet.

Snart blandede jeg mig i de indfødtes aktiviteter. Jeg kunne parre mig med et udvalg af smilende og velskabte brune piger for 1 Euro (omvekslet til lokal valuta: 4,17 amuha-bonga) i timen, og mit stipendium rakte til 731 døgns kontinuerlig parring, kun afbrudt af måltider, søvn og en halvårlig telefonsamtale med familien derhjemme.

Den 732. dag kom der ingen smukke brune piger ind ad hyttens dør, og den 733. dag blev jeg tidligt om morgenen vækket af en lille fedladen herre, iført kasket, shorts og gummisandaler. Han præsenterede sig som øens penisinspektør og forlangte at få mit avlslem forevist. Efter befingring, opmåling og fotografering af dette erklærede han, at det var uværdigt til at gøre tjeneste på Amuha-Amuha.

Min ungdom var forbi. Fire supplerende akademiske grader, bistandshjælp i spandevis og udødelig national berømmelse ventede dovne Lubbert under Danmarks grå himmel, men det store eventyr – det lå bag mig, lige så uigenkaldeligt som naboens sneskovl.

Nu kender du sandheden om dovne Lubbert. And that’s all, folks. There isn’t any more.

Forrige kalenderblad  <<              Til avisens forside              >> Næste kalenderblad

Guldkalenderen blad 7: SØN AF LULLA OG BOB

Guldkalender BANNER

Det var en stille søndag. Lulla og Bob havde endelig fået fri fra de mange hemmelige missioner med skyderier og slagsmål. Denne dag skulle de slappe af med en søndagsfrokost i anledningen af, at deres søn Folmer kom på besøg.

Knægten havde de sidste otte dage været på agentskole i Holstebro. Forældrene glædede sig derfor til at se hvilke tricks og færdigheder sønnike havde lært på sit ophold.

Da det bankede på døren, hvinede Lulla af fryd.

“Det er ham, Bob. Folmer er her.”

“Hvis du retter an, Lulla, så åbner jeg døren.” Bob spankulerede stolt og rank ud i entreen og åbnede hoveddøren.

SønafLulla

På verandaen stod en fedtet, hostende skikkelse med læsioner over alle synlige overflader.

“Så er jeg hjemme,” savlede den vammelt. “Folmer er hjemme. Giv ham et knus!”

Skabningen slog ud med armene og haltede skrutrygget frem mod Bob.

I ren refleks hev den mangeårige agent sin revolver frem og sigtede direkte på gæstens pandebrask.

“Ikke et skridt nærmere, knægt.”

Figuren stod stille og betragtede faderen med et mælkehvidt blik:

“Er mor derinde?” sagde den hæst. “Jeg skal hilse på mor.”

“Ikke på min vagt,” tordnede Bob. “Du er jo ramt af spedalskhed. Sådan noget svineri vil vi ikke have ind i huset. Jeg tolererer ikke livsfarlige dårligdomme på min matrikel.”

“Jamen, jeg har taget mine venner med, Brian og Benny. Vi har sådan glædet os til middagen og på at komme helt tæt på jer begge to.”

“Du kommer ikke herind, om du så var i selskab med kongen eller paven!” Bob bakkede ind i huset, stadig med løbet pegende på sønnens fæle fjæs.

“Jeg vil gerne ind nu…” Folmer krabbede sig frem med armen udstrakt.

“Forsvind!” Bob smækkede døren, hvilket resulterede i, at Folmers hånd brækkede af og landede på verandaen som en moden frugt.

Den unge spedalske mand drejede om på stedet og humpede sine venner i møde.

“Hvad skete der?” brummede Brian forundret.

Folmer trak på skuldrene med en sprød lyd:

“Den gamle har slået hånden af mig…”

Benny og Brian kiggede på Folmers ansigt og derefter på armstumpen. I en kort stund derefter stirrede de fjoget på hinanden. Så brast de alle tre ud i en krampagtigt savlende latter.

Palle Padborg:
SØN AF LULLA OG BOB
2. udgave, 1. oplag
Approberet og med fast hånd færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk

Forrige kalenderblad  <<              Til avisens forside              >> Næste kalenderblad

Guldkalenderen blad 4: ALLE MOD LALLE

Guldkalender BANNER

– Hej Børge, hej Nobbert! Så er det lige straks ud i terrænet på vintermanøvre!

– Det kan du satme tro, det er, lød svaret fra den nærmeste af de to kulderystende landproletarer. De stod foran Nørre Usseldrup Bedehus, iført hjelme og vadmelskofter med påsyede grads- og duelighedstegn. Åndedrættet dampede fra deres mundtøj. Morgenhimlen var jerngrå, temperaturen minus tolv.

Lalle Birk Lallesen smilede halvvejs op til ørerne. Gennem måneder havde han prøvet at blive medlem af Nørre Usseldrup Borgervæbning, men det var ikke nemt for en professionel pamper, der talte tv-dansk og aldrig havde haft et regulært job.

Mosesroman

Men Lalle blev ved. Et af hans få bemærkelsesværdige karaktertræk var stædighed. Han ville med i den borgervæbning. Det var her, man mødte uforfalskede nordvestjyder med hår på brystet, typer som Børge Brækhage og Nobbert Nossehund, der sammen med deres kammerater og forfædre gennem generationer havde værnet sognegrænsen og sørget for lov og orden på Usseldrup-egnen. Personligt gik Lalle ind for åbne grænser og planlagde en fremtid som overpamper ude i den store verden, men først skulle han støbe sit folkelige fundament, og et gruppefoto med Børge og Nobbert og de andre efter endt manøvre ville være et betydeligt aktiv.

Flere var kommet til, og udstyr blev hentet op fra bedehusets kælder. Børge Brækhage bandt en orangefarvet, reflekterende vest om Lalles overkrop.

– Kan jeg ikke få en lidt flottere uniform? spurgte pamperen.

– Til næste år, hvis du holder så længe.

Lalle smilede rutinemæssigt. Han måtte skifte beklædning, inden der skulle tages billeder.

– Den vej, sagde Nobbert Nossehund og pegede mod Usseldrup Galgebakke. – Og det foregår i løb!

Lalle fik et dunk i ryggen og satte i luntetrav. Jeg skulle have deltaget i planlægningsmødet i aftes, tænkte han, men når der nu var gratis pampermiddag med champagne på Hotel Decadence i Holstebro… tja, så måtte man jo vælge.

Han gispede op ad den stejle bakke. Hvor blev de andre af? Og hvor var fjenden?

Pflumpf! lød det nær hans højre øre. En bombe var fløjet forbi ham og klaskede nu ind i den frosne bakkeside. Gullig damp og brunt pladder sprøjtede fra nedslagsstedet. En umiskendelig stank af latrin bredte sig.

Lalle snurrede rundt. Seks fækaliekanoner var rettet mod ham. Tunge drøn lød dernede fra, og i næste sekund havde hans orangeklædte brystkasse taget mod den første fuldtræffer. Han væltede bagover, mens beskydningen fortsatte. Hundredevis af kilo omrørt, stinkende pladdermasse slog ned over ham. De brune klatklager sejlede gennem den kolde luft og ramte med uhyggelige, tungt plutrende lyde. Hver anden gang var det hans krop eller hoved, der blev tilsølet.

I den hårde frost varede det ikke længe, før brunkagerne størknede og begyndte at danne skorpe. Lalle lå under et frostpanser af organisk lava, da borgervæbnerne kom trampende op mod ham.

– Det klarede du sgu rigtig pænt, sagde Børge Brækhage. – Nu mangler du kun urinprøven, så er du aspirantmedlem med en halv stjerne på skulderen til næste år.

– Urinprøven?

En metallisk zippende lyd fra 24 lynlåse fortalte ham, hvad den prøve gik ud på.

Forrige kalenderblad  <<             Til avisens forside            >> Næste kalenderblad

Guldkalenderen blad 3: RØDHÅREDE PIGER ER VERDENS BEDSTE SUPPEKØD

Guldkalender BANNER

Mangemilliardæren Nelson von Bergenwald var ude på en frisk cykeltur i den sydlige del af kannibaldistriktet, da han fik øje på hende. Den rødhårede skønhed.

Hun var bundet til en træpæl og ventede på at blive smidt i suppegryden.

En flok tandsmilende negere dansede rundt om gryden, mens de sang:

Rødhårede piger er verdens bedste suppekød – nydes med en kande øl og en gnalling hvedebrød …”

Negerromanforside

Stands!” udbrød Nelson von Bergenwald og viftede afsindigt med arme og ben. Han måtte stoppe dem. Hun var den smukkeste kvinde, han havde set, og skulle derfor ikke havne i en afrikaners suppe. Nej, hun skulle være hans hustru. De skulle leve sammen til deres dages ende.

Jeg køber den rødhårede,” råbte Nelson og rettede på sin tropehat.

Hun er ikke til salg!” svarede den sorte kannibalkonge straks.

Måske denne vil få dig til at overveje?” Mangemilliardæren fiskede et uvurderligt halssmykke frem fra inderlommen.

Kannibalen tog imod smykket og studerede det gnæggende.

Du har overtalt mig. Snup hende bare.”

Nelson og befriede kvinden fra pælen.

Min snut,” klukkede han. “Du skal blive min kone. Vi to skal leve af kærlighed og kildevand … og mine milliarder naturligvis.”

Åh, hvor er det dog dejligt,” kvidrede skønheden.

Vi skal leve i mit fyrstelige palæ med over 25 soveværelser og den frodigste have på flere tønder land. Er det ikke pragtfuldt, min kære?”

Jo,” hvinede hun. “Det vil glæde mig. Det vil så sandelig også glæde både Olfert, Dosmine, Magda, Rambert og Bob. De vil elske det nye hus.”

Hvad snakker du om, kvinde?” Nelson kunne ikke lide den retning samtalen var på vej mod.

Mine børn, selvfølgelig.”

Rigmanden kneb øjnene sammen.

Min gamle mor og min onkel Henry vil også synes om det nye hjem. Jeg regner da med, at de flytter med. Det bliver da ikke noget problem, gør det vel? Du sagde selv, at der var over 25 soveværelser, ikke sandt? Rigeligt med plads til hele familien. Det bliver hyggeligt!”

Nelson vendte sig om mod den sorte mand:

Jeg må skuffe dig, gamle dreng. Handelen annulleres med øjeblikkelig virkning. Behold hende!”

Nelson hev halskæden ud af kannibalens sorte hænder og flygtede på sin cykel.

Om jeg begriber det. Skulle jeg forsørge hele hendes familie? Fandeme nej. Har hun ingen ære i livet?”

Blexen

Mine varmeste anbefalinger medgives. Dette er afrikansk realisme på højeste niveau.”
Karen v. Blexen, fhv. safarikøkkenbestyrer

Peruna Padborg:
RØDHÅREDE PIGER ER VERDENS BEDSTE SUPPEKØD
2. udgave, 1. oplag
Originaltitel: Wasichana nywele nyekundu ni bora supu nyama
Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk

 

Forrige kalenderblad  <<             Til avisens forside            >> Næste kalenderblad