LOKAL S&M KLUB FORTÆRER FORMANDEN EFTER VILDE DOMINANSLEGE
To af de mest hippe bevægelser blandt trendsættere i Nordvestjylland: “Fra Latrin Til Bord” og “Nordvestjyder for Seksuel Kollektivisme og S&M” (normalt bare benævnt “Det Sortbrune Selskab”) fandt lørdag aften sammen i en happening på Blodhavn Gastrolatrinpub.
Ny forkvinde for Det Sortbrune Selskab, Asta Vagndildo, forklarer:
“Efter en hyggelig legeaften med gult brusebad, fækaliefisting, analplug-raffel og andespil, gjorde vi klar til festbanketten. Det ærede medlem Sigvald Yamamoto, der i det civile er sushi-kok, skilte med sin skarpe Kyoto-klinge vor gamle formand Abu Brunhammers hoved fra kroppen og forestod braiseringen ved 175C i 2 timer samt den efterfølgende tilsmagning af den i gryden opsamlede sauce ragout. Det blev en minderig aften med talrige skåltaler og lejlighedssange, der først sluttede ud på morgenen og slog Usseldrup-egnens avantgarde karakter fast. Vi havde tilrejsende deltagere helt fra Struer, Kingosgade og San Franciscos Tenderloin distrikt.” udtaler en stolt fru Vagndildo.
Hovedbordet ved Det Sortbrune Selskabs nylige festbanket.
Den nye forkvinde Asta Vagndildo. Arkivforto fra Det Sortbrune Selskabs
sidste julebasar og tombola
Kvælningslege i Det Sortbrune Selskab. Foto fra selskabets skolekontaktudvalg.
Men ikke alle lokale borgere er lige begejstrede for den trendsættende banket i Blodhavn.
“Kannibalisme blandt hvide nordvestjyder er et grelt eksempel på kulturel appropriering,” udtaler en tydelig irriteret Bwalia Mugabesgård, forkvinde for Usseldrups lokalafdeling af Brune Livs Betydning. “Kannibalisme er en ældgammel kulturel tradition i Klamhuses brune minoritet, og den er forbundet med en enorm spirituel eller, om du vil, hellig komponent. Når vi tilbereder og spiser en fjende, så sker det under højtidelige former, der udtrykker respekt og veneration for vores måltid og den sakrale kamp, der altid er kommet i forvejen. Jeg spiste selv til frokost kamstegen af to Generation Identitaire ungersvende samt lever og nyre fra en modnet kredsformand for Stram Kurs, som vi havde et sammenstød med i sidste uges demonstration, da han ikke ville ned på knæ. Men mit måltid foregik under stor andægtighed og som instruktion af vore unge medlemmer, ikke som en eller anden turistfælde til gavn for handelsstanden”, slutter Fru Mugabesgård.
Bwalia Mugabesgård og hendes unge medlemmer slår mave efter deres
frokost, bestående af Stram Kurs lever-nyrekompot. At dømme efter
hårvæksten havde Stram Kurs kredsformanden rigeligt med testosteron
i blodet.
Fra den kulørte presse kender alle læsere nok rigmanden Kjeld Kirk-Rognguf fra Skagen, fækaliekvotekongen der i Hellerupugen holder hof på Anna og Michael Anchers kunstnerbordel i Skagen omgivet af kronprinser, papgrever og reality-tv stjerner. Men ikke mange ved, hvor stor en spiller i Usseldrup-egnens latrinfiskeri, Hr. Kirk-Rognguf egentlig er.
Tjalfe T. Tarmstrøm, bachelor i marinebiologi og formand for Klamhuse Lystlatrinfisker Forbund forklarer:
“Fra tidernes morgen har latrinfiskeriet været allemandseje på disse kanter. Hver familie, fattig som rig, havde en kvote for, hvor mange fækalier de måtte fange på en sæson, og denne kvote gik i arv udelt fra fader til søn. Det ændrede sig alt sammen, da Amtmanden i Struer i et forsøg på at effektivisere erhversfiskeriet gjorde latrinfiske-kvoterne salgbare. I løbet af kort tid blev de små familie-latrinfiskere købt ud af pengestærke bagmænd, hvoriblandt den såkaldte kvotekonge Kjeld Kirk-Rognguf er den største.
“En trist, selvforstærkende udvikling,” sukker Hr. Tarmstrøm. “Latrinfiskeriet var en del af Usseldrup-egnens særkende. Mangen var den ungersvend, der spinkede og sparede for at kunne købe sin egen latrinkutter. Problemer med overfiskning og skidtlatrin (fækalier, der kommer i garnet ved en fejltagelse og sendes tilbage i tønden, Red.) forekom ikke. Men mod Kvotekongens top-effektive fækalietrawlere har ingen lille selvstændig latrinfisker en chance, så der er ingen anden mulighed end at sælge ud. Når Hr. Kirk-Rogngufs mastodontiske fabriksskibe først har støvsuget bunden af septictanken, er der end ikke den tyndeste myldrebæ tilbage til os andre.”
Skulle en eller anden stædig lokal holde ud og nægte at sælge sin kvote , er kvotekongen Kirk-Rognguf derudover berygtet for de voldelige metoder, han er parat til at benytte for at opnå sin vilje. I Blodhavns havneknejper, i Usseldrup bedehus, på Erna Bavnings folkebordel tales der ind imellem med dæmpet stemme om kvotekongens daglige leder af driften, den i Batavia og de Nederlandske Antiller i slaveri trænede hollænder Adrianus Kettingzaag – I folkemunde kendt som Den gokkende Hollænder.
“Ve den stakkel, der i stædighed ikke vil sælge sin kvote og som konsekvens får besøg af hr. Kettingzaag,” gyser en noget rystet formand Tarmstrøm.
“Det eneste, der kan redde latrinfiskeriet fra Kvotekongens totale dominans er for mig at se ændrede spisevaner hos den yndre generation”, slutter Tjalfe T. Tarmstrøm med en optimistisk udmelding. “Vore unge er meget kvalitetsbevidste og vil ikke spises af med de samme industrifækalier som forældre-generationen. Vi ser en gryende fra-latrin-til-bord bevægelse, hvor samvittighedsfulde restaurantgæster vil have forsikring for, at deres fækalier er bæredygtigt høstet og ikke ved et bundtrawl, der ødelægger latrinets økosystem. Hvis der skal ske noget, må det udgå fra de unge.”
Hvorvidt ændrede spisevaner kan vende om på den triste udvikling, skal vi her fra redaktionen ikke kunne sige, men vi håber da med hr. Tarmstrøm og ildsjælene i Latrinlystfiskerforbundet.
Trafikkaos er sent i aftes opstået ved indfaldsvejene til Usseldrup efter rapporter om endnu en “apparition”, dvs. tilsynekomst af Nordvestjyllands skytsengel, St. Latrina, den Brune Madonna fra Usseldrup. Unge Abu W. Brunhammer beretter fra Nr. Usseldrup Bedehus:
“Jeg havde, som vanen er i Nordvestjyske Landbodrenges Præsidium, tilbragt torsdag eftermiddag på Erna Bavnings Folkebordel og var efter et par timers hårdt slid på vej tilbage til Bedehuset i en poist-coital følelse af opstemthed. Pludselig følte jeg en stingende smerte fra mine underpermissioner. Ganske rigtigt, det af Erna Bavnings glædespiger nys forkælede organ var ganske sort og udstødte uhumske, næsten djævelske dunster.”
“Jeg forsøgte at urinere i vejkanten, men smerten blev for stor, og jeg besvimede et kort øjeblik. Da jeg kom til mig selv, stod bøjet over mig det mest engleagtige væsen, klædt som en simpel landbopige fra fordums dage, men med en ring af brunt lys omkransende det medfølende og moderlige ansigt. Følg mig, og jeg vil bringe dig helbredelse, sagde den vederkvægende stemme.”
“I det samme satte Madonnaen munden til mit stakkels syge organ. Hendes fyldige, brune læber og ring i tungen føltes som læskende salve, og efter 5 minutters vederkvægende fellatering var al sygdom og sot forsvunden. Hvor bare tre landbodrenge er forsamlet med Ugens Rapports grå sider i mit navn, da er jeg iblandt Jer, trøstede St. Latrina, før apparitionen opløstes i en sky af svovlbrinte. Jeg løb tilbage til Bedehuset og meddelte alle de gode tidender, der nu er spredt over hele egnen.”
“Nordvestjyllands Brune Madonna var en vigtig del af folkelig religiøsitet, før reformationen, da bispen i Blodhavn indførte lussingestraf for tilbedelse af idoler”, udtaler teolog og folkemindeforsker Suliman Langballe fra KUK, Klamhuse Universitets Kursus. “Legenden vil have det, at en simpel bondepige, Frøken Latrina Perlehans, under et febrilsk feberbesøg på fællesdasset ved Klamhuse Brugsforening, på dassets gulv fandt en splint af Jesu Latrinbræt og samtidigt fik en vision om, at tabte områder i Jylland atter skulle være del af Kristenheden.”
“Frøken Latrina berettede i de kommende dage vidt og bredt om sin vision, i Usseldrup Bedehus, på Blodhavn Galgebakke, ved studiekredse i Feta Knøhls Lejebibliotek. Resultatet var, hvad historikere kender som Det Brune Korstog: den bevægelse af glædespiger, tyreinseminatorer, fækaliesorterere og andre fra samfundets bund, der under frøken Latrinas ledelse begav sig ad E39 mod Limfjordstunnelen med det formål at afsætte Sultanen af Gjellerupparken og udrydde de vantro i Brabrand.”
“Desværre kom Korstoget aldrig langt fra start, før skrupelløse bagmænd overfaldt karavanen, og de fleste deltagere endte deres dage på slavemarkedet i Brønderslev”, causerer Suliman Langballe. “Men i de kommende århundreder var der fra tid til anden beretninger om tilsynekomster af Klamhuses Brune Madonna, der kunne helbrede og lindre.”
“Det er velkomment og godt for turisme og handel, at Klamhuse-egnen nu oplever fornyet interesse på grund af St. Latrinas apparition”, udtaler fru Bwalia Mugabesgård, forkvinde for organisationen Brune Livs Betydning i Nordvestjylland.
“Men myndighederne bør hestille til, at de besøgende pilgrimme følger lov og orden og respekterer lokale borgeres privatliv. Da jeg i går gik på indkøb på Blodhavn Håndkøbsudsalg, blev jeg omgivet af en udenbys mængde, der forvekslede mig med St. Latrina og ville helbredes. En ulykkelig moder stak sit spædbarn med kolik ind mellem min fjerde og femte mavedelle i den tro, at det ville helbrede. Desværre skete der ikke andet end at ungen punkterede min gastroduodenale arterie med sine smertende mælketænder, så jeg i hast måtte fortrække til heksedoktoren på Klamhuse Nødlasaret,” sukker fru Mugabesgård.
Her fra redaktionen tilslutter vi os dette synspunkt. Fejring af et lokalt religiøst ikon er på sin plads, men stadig under ansvar for orden og sædelighed.
En helt ny festservice introduceres nu af Nordvestjysk Brunvarehandel i Blodhavn: Send et fækaliogram til fødselsdage, bryllupper og andre glade begivenheder. Eller send det som en romantisk hilsen til den, man holder af.
“Blomster er konventionelle, miljøbelastende og alt for dyre,” udtaler forretningsfører Bibba Braunschweiger, NBH, som er iværksætteren bag det nye initiativ. “Send en smuk og velplejet fækalie, lagt i svøb og kasse og bragt frem til døren af et veldisciplineret, velklædt cykelbud.”
På bestillingslisten står foreløbig:
Brun normalpubæ, klasse 1 med certifikat: kr. 0,78. Storpubæ med sløjfe: kr. 0,92. Tvillingefaconpubæer i luxusæske med gennemsigtigt låg: kr. 1,23.
Udbringning: kr. 0,02 pr. påbegyndte 10 km. Syngende pubæbud (nordvestjyske folkemelodier): Ekstra 7,9 %.
“Al råvare er frisklagt og håndsorteret,” lover fr. Braunschweiger. “Vi tilbyder foreløbig fækaliogrammer til Danmark, Norge, Færøerne og det meste af Bulgarien. Bestil senest 24 timer i forvejen på telefon Blodhøj 33y.”
Det er nu tre dage siden en brun paddehattesky rejste sig over området ved Klamhuse Elværks formeringsreaktor Mylrebæ-5, og nødvendiggjorde evakuering af alle borgere nord for linien mellem Brugsen og Klamhuse Vestermark. Som forberedelse til repatrieringen fra Brune Kors’ nødlejr på Blodhavn Marina til deres hjem, har avisen taget en samtale med Dr. Ludbert Oppenheimer, komitteret hos Amtmanden i Struer og formand for amtets skovturs- og atomenergiudvalg.
“Nedsmeltningen af Klamhuse-reaktoren og det deraf følgende Kina-syndrom er en af de katastrofer, der ikke burde kunne ske”, udtaler en tydelig stresset og træt Dr. Oppenheimer.
Som bekendt fungerer reaktoren efter myldrebæ-princippet: En kerne af radioaktivt fækalium-235 henfalder med en halveringstid på 5 uger og producerer derved varme og strøm til Klamhuse elkooperativ og staldvarmeværk. Alle sikkerhedsforskrifter var på plads for at forhindre kædereaktionen i at løbe løbsk. Reaktoren er bemandet døgnet rundt, og i tilfælde af begyndende overophedning påhviler det den vagthavende tekniker at begynde en nedkøling ved at sprøjte klorin og brun sæbe ind i reaktorkernen.
Nu viser det sig, at teknikeren den skæbnesvangre aften, Hr. Rolpert Rakkelpot, i strid med alle sikkerhedsforskrifter havde tilbragt eftermiddagen på Erna Bavnings Folkebordel og sov, da alarmen lød.
“Vi har selvfølgelig en back-up mekanisme i tilfælde af menneskelige fejl, men Søster Nielsens automatiske Lussomat, der i disse tilfælde aktiveres, formåede ikke at vække tekniker Rakkelpot fra hans post-coitale velbehag” sukker en tydeligt irriteret Dr. Oppenheimer.
Som alle nu ved, førte hr. Rakkelpots svigt til, at den brune reaktorkerne smeltede ned i jorden. Kernen er senest observeret i asthenosfæren med kurs mod Wuhan, Kina, hvor den ved et astrologisk sammentræf forventes at ramme overfladen i forbindelse med fejring af det kinesiske nytår og indvarslingen af Kloakrottens år.
“En katastrofe som denne må føre til selvransagelse og en kritisk revision af Nordvestjyllands atomprogram. Det er muligt, at myldrebæ-princippet og brugen af radioaktivt Fækalium-235 er for risikabel. Vi undersøger for tiden at bruge den norske Rjukan-metode. Her anvendes en flydende reaktorkerne af Tung Lort (Red: Lort med en ekstra neutron i atomkernen). Der er konsensus om, at en tunglorts-reaktor har forsvindende risiko for at smelte ned og sprede radioaktivitet”, slutter dr. Oppenheimer.
Her på redaktionen har vi fuld tillid, at Nordvestjyllands atomenergiprogram under Ludbert Oppenheimer er i gode hænder.
Mange års bedste rygernyhed kan hermed bekendtgøres for Nordvestjylland og resten af verden: Et lokalt seks-årigt tvillingepar, Josper og Jallah Schneckelfritz-Sørensen, Klamhuse Vestermark, frembringer fækalier af en sådan konsistens og tekstur, at de umiddelbart er anvendelige som cigarer.
Dette fysiologiske og økonomiske mirakel blev opdaget ved et rent tilfælde. Drengene er raske små spilopmagere, og da deres oldefar, fhv. landbarber Harding Schneckelfritz-Sørensen, en dag var ventet på besøg, lagde de en af deres cigarlignende faconfækalier parat i askebægeret ved siden af den gyngestol, hvori han plejer at sætte sig for at ryge. Fækalien havde forinden ligget til tørre og var blevet forsynet med et mavebælte fra oldefars seneste efterladte cigar.
“Jamen dog!” udbrød den gamle barber, da han havde tændt og inhaleret. “En ganske fortrinlig cigar. Kan det virkelig være Brugsens sædvanlige 21-øres mærke?”
Drengenes overstadige latter røbede sammenhængen, men cigaren var for god til at opgive, og Harding røg den til ende, mens fuldfed, aromatisk krydret røg bølgede omkring ham.
Hver dag siden er Jospers og Jallahs naturlige frembringelser blevet sikret og gemt. Det har vist sig, at en stabil og ensartet kost, bestående af roeblade, rå havregryn og røllikeafkog, er forudsætningen for de helt perfekte cigarer, så slik af enhver art, saftevand og lignende forekommer nu ikke længere i deres hjem.
En stor del af landsdelens børn og unge er efterfølgende sat på streng diæt for at få afprøvet, om de kan gøre miraklet efter. “Det viser sig, at cirka hver tiende yngre nordvestjyde frembringer den helt rigtige, luftige og velkrydrede cigar,” oplyser dr. W. Prunkhorst, Klamhuse Husmandshospital. Han har påtaget sig at lede forsøgsarbejdet og ser positivt på de foreløbige resultater.
“Lyng- og tangcigarer har vi kendt gennem århundreder. Med fækaliecigarens tilkomst kan vi forhåbentlig snart bortspare de bekostelige produkter, der fremstilles af importeret tobak,” erklærer en ekstatisk dr. Prunkhorst.
Sensationelle arkæologiske fund i Blodhavn
Marina og Gustenhuse Lejebibliotek
Ikke bare et, men to spektakulærte arkæologiske fund leder ifølge eksperter til en radikal revision af vor viden om Nordvestjylland i vikingetiden og egnens betydning for hele Nordatlantens historie. Dr. Gurli Gokstad, amanuensis på Det Kongelige Biblioteks Arnemagneanske Samling og for tiden sommergæst med kvartpension på Klamhuse Spedalskhedskoloni og wellness-center, forklarer:
“Det meste af vores viden om Nordvestjylland i vikingetiden har vi fra augustinermunken Ludbert af Bremens skrift “Codex Cloacensis (CC)” som han affattede i 800-tallet. Desværre kender vi kun værket fra omtale blandt senere skribenter, og der herskede hidtil nu enighed blandt fagfolk om, at CC var gået tabt. De kan derfor forestille Dem bestyrtelsen, da et fuldstændigt eksemplar af CC i torsdags blev opdaget i kælderen under enkefru Feta Knøhls lejebibliotek i Gustenhuse. “
“Jeg afbrød straks min ferie for at være blandt de første til at inspicere CC”, fortsætter dr. Gokstad. “I CC så jeg som den første den forsvundne epistel “De moribus patriciae plebisque oppidorum stercoreorum ultimae Jutlandiae” (Om skikkene hos høj og lav i de to skidne landsbyer i det yderste Jylland). Her finder vi bekræftelse af Prostatas Saga, historien om vikingehøvdingen Prostata den Store, der hidtil er blevet anset som fiktion.”
Som kendt fra sagaen, var Prostata og Podagra to sønner af kong Hilmar den Vise, der, som det ofte sker i vikingefamilier, kom op at toppes. Grunden skal have været Podegras trolovede, Bitten af Reperbahn, der efter tidens sæder og moral nok var en anelse løs på tråden. Ludbert af Bremen omtaler hende som “Sodomitten Bitten” og refererer løseligt til de sammenkomster med berserkergang og seksuel kollektivisme, hun siges at have organiseret på Erna Bavnings Ornecentral.
“Nu skal Ludbert af Bremens beskrivelse jo ses på baggrund af munkestandens kyskhedsløfte, men noget er der nok om beskrivelsen af frk. Bitten”, fortsætter dr. Gokstad.
I alle tilfælde skete der et uheld. Som moderne var blandt trendsættende unge skjoldmøer ville Bitten vise sin kærlighed til Podagra med en intimpiercing, og hun bad Prostata hjælpe med det kirurgiske indgreb. Desværre kom Prostata til at hoste, så hans blodøkse piercede ikke bare Bittens indre labia, men ogsa hendes klitoris, tyktarm, uterus og venstre hofte.
Det kunne Podagra jo ikke stå overhørig, så han udfordrede sin broder, Prostata, til mandjævning. De to vikinger mødtes efter tidens sædvane til kamp på en planke over latrinet ved Brugsen; reglen var, at den, der først blev skubbet i tønden, blev landsforvist. Som vi ved fra Prostatas Saga, nu bekræftet i CC, blev det Prostata, der først røg i tønden ved ikke at parere et spark i skridtet fra Podagra, Denne blev, efter som skik var at have holdt Prostatas hoved under, indtil luft og methanbobler hørte op, udråbt som vinder.
Prostata måtte nu i hast forlade Nordvestjylland, og også her besvarer vort nye fund en række historiske gåder. Beskrivelser i CC har gjort det muligt for arkæologer fra KUK, Klamhuse Universitets Kursus, at lokalisere resterne af Prostatas langbåd ved det igangværende entreprenørarbejde med udbyginingen af Blodhavn Yachtklub.
Det har tidligere været ren spekulation, at prins Prostata fik tilnavnet Den Store på grund af sine bedrifter i Nordatlanten, men nu har vi endeligt bevis. Blandt fundene i langbåden var der rester af gærede fækalier tilsat malt og byg. Prostatas første stop var i det nordlige England omkring Newcastle, og der er ingen tvivl, om at denne egns særlige brune øl er introduceret af de jyske vikinger i Prostatas følge.
“Vi ser i årene efter Prostatas landsforvisning en opblomstring i samhandlen mellem Nordatlanten og Nordvestjylland, ikke bare indefor ølteknologi, men brunvarer i al almindelighed. Ligeledes finder man ved udgravninger af nordvestjyske latrinkuler fra 800-tallet ganske ofte karakteristiske klan-skridtbind af skotsk tweed, der er gået den anden vej over Nordsøen,”
“Men måske er det mest revolutionerende ved fundet af Prins Prostatas langbåd, at vi nu med sikkerhed kan sige, at han var i den nye verden før Leif den Lykkelige og Columbus”, fortsætter frk. Gokstad entusiastisk. “I forstenede fækalier i langbådens udhus har vi fundet rester af pollen fra kartoffel, skråtobak og andre vækster hjemmehørende i den nye verden. Dette bekræfter igen den apokryfe historie i Prostatas Saga, om at prinsen skulle være blevet ført ud af kurs af en storm og sejlet mod den nye verden i den tro, at det var Harboøre Tange, styrmanden kunne ane forude.”
“CC omtaler, at prins Prostata skal have vundet land fra de indfødte ved at snyde i ludo og matador og have grundlangt en koloni kaldet “Brunland”, af historikere identificeret som den canadiske provins New Brunswick. Videre hedder det, at han efterlod en del mandskab med mjød, tørrede fækalier og Ugens Rapport-blade nok til at holde vinteren ud, mens han selv styrede landbåden mod Costa del Sol til overvintring. Kolonien Brunlands videre skæbne kendes dog ikke,” slutter dr. Gokstad.
Prins Prostata (efter tidens skik i silkehat og blackface) foreviget med lokale ledere for at fejre hans køb af kolonien Brunland. Automobilet, der var del af salgsprisen, er en prototype fra Klamhuse Karosserifabrik, tranporteret over i langbådens bug,
På dette tidspunkt overlader vi Dr. Gokstad til de videre udgravninger ved Blodhavn Yatchklub og det minutiøse arbejde med konservering af de opsigtsvækkende fund, der nu venter. Vi er tilfredse med at have belyst endnu en vigtig side af vor egns historiske betydning
FOLKELIG HISTORISK FESTBEGIVENHED I NORDVESTJYLLAND
De fleste blandt vore læsere kender til Rebild-Festen ved Aalborg, der afholdes i weekenden omkring 4. juli. De er også bekendt med den elitære karakter af denne festival, hvor hovedtaleren normalt er en ping som en eks-præsident, nobelpristager, eller sidste års Herning-mester i Texas Hold’em Baghåndsonani. De færreste er derimod bekendt med den mindre, men mere folkelige, fest, der i samme tidsrum afholdes på Klamhuse Dyrskueplads i et samarbejde mellem Usseldrup Dilettantforening og logebrødrene i Klamhuse Kountry Klub. VI bringer her et sammendrag af forberedelserne til årets ramasjang.
Der hersker stor travlhed og feststemning på dyrskuepladsen denne eftermiddag. Den appetitlige syden af rygeovne med marineret fækalie-barbecue blander sig med den liflige duft fra syltetøjsglassene med hjemmebrændt moonshine-urin. Ud over pladsen lyder den vemodige sang og melodi fra countrysanger Hank William Housgaard, Jrs stemme og steelguitar: “Hvis æ Syd havde vunden, sku I se.”
“Vi kan ikke starte tidligt nok med forberedelserne” udtaler en travl Hilmar Beford Forest, Storvizir i logen Klamhuse Kountry Klub, der endnu en gang organiserer den årlige fejring af Slaget ved Gettosborg. “Det kan måske synes mærkeligt, at vi fejrer et nederlag, men det er vigtigt at de unge generationer lærer om vores glorværdige fortid.” Slaget ved Gettosborg endte som bekendt med et nederlag for Syden, da Løjtnant Herlev Picketts sidste desperate “charge” mod unionshæren forskanset i Feta Knøhls tyrestation blev slået tilbage.”
Men ifølge storvizir Hilmar er Løjtnant Picketts heltemod en historie, som børn i Klamhuse får ind med modermælken: “Alle vore unge kender historien og leger løjtnant Pickett, der angriber tyrestationen, i skolens frikvarter.”
“Nu handler det jo ikke kun om krigen” fortsætter Hilmar. Vi har også sjov, såsom konkurrencer i, hvem der kan råbe det højeste rebel-hyl.” (I parentes bemærket er har denne leg en særlig plads i vor redaktør Knockels hjerte, idet det var hans forfader, general Stenvold Knockel, der under de indledende træfninger ved Blodhavn Færge ikke kunne udholde smerten fra sine hæmorider, men udstødte et primalskrig, der skræmte Unionshæren tilbage over Nissum Bredning.
“Derudover samarbejder vi i år med Usseldrup Dilettantforening og dens formand, Ingmar Bin-Bergman, om en opførelse baseret på Margaret Mitchells store hjemstavnsroman “Borte med Fjærten”. “Vi sparer ikke folk for de grusomme detaljer i beskrivelsen af General Sjørmand Tecumsehsgårds “brune jords taktik”: Unionshærens march fra Klamhuse til Blodhavn og det kaos af nedbrændte latrinskure og overfyldte septictanke, der fulgte i dens spor.
“Vi har ikke noget imod, at visse borgergrupper føler nostalgi for fortiden, men denne fetischering af egnens problematiske fortid er dybt betænkelig” udtaler Bwalia Mugabesgaard, forkvinde for lokalafdelingen af “Brune Livs Betydning” og ekstern lektor i racisme på KUK, Klamhuse Universitets Kursus.
“Myten om det gallante Syden skygger for den diskrimination af brune mennesker i Nordvestjylland, der har fundet sted helt op i vore dage. Det var først i 60erne, vi fik lige adgang til latrinet ved Brugsen. I mange år var det umuligt for brune huskøbere at skaffe kreditforeningslån til ejendom nord for linien fra Gustenhuse til Erna Baunings Folkebordel. Mange ældre brune har stadig minder om at vågne op om natten til den knitrende lyd af et petroleumsfyldt bidet i lys lue i forhaven.!
“Vi har planer om en moddemonstration mod KKKs fejring for at sætte focus på den problematiske fortid”, slutter en tydeligt ophidset lektor Mugabesgaard. Om hun får held i sit forehvende, eller den gode folkelige stemning vinder dagen, vil vise sig. Men alle vore læsere kan forsikres, at det bliver begivenhedsrige dage i historiens tegn i Usseldrup.
Som led i vores serie, “Usseldrup dengang, nu og heldigvis aldrig” bringer vi i denne uge en reportage fra Klamhuses lille jødiske samfund.
De fleste abonnenter har nok under spadsereturen i bycentrum en lørdag aften bemærket det uanseelige lille hus med den brune sekstakkede stjerne og den herfra udgående melodiske, snart jublende, snart melankolske, modulerende messen på et for nordvestjyder fremmed sprog, der mest af alt leder tanken hen på Sommer i Tyrol. De har sikkert også studset over den livlige duft af røgelse, gefilte fish, og nybagte fækalie-kreplach, der ganefristende emmer ud fra køkkenet under bygningen. De færreste er derimod bekendt med historien om Klamhuses lille jødiske menighed, synagogen Beth Brabrand, og dennes leder og cantor, Rabbi Birge Lønquist, kendt mellem venner som “Æ Jodlejøde”, Vi bringer her et billede af dette for mange ukendte Nordvestjylland.
“Oprindelig var de fleste af vort lille samfund med mig i vores Exodus fra Holstebro”, indleder Rabbi Birge samtalen. “Selv ernærede jeg mig som tarmrenser på kosher-slagteriet Solomon & Sheissdarm i krydset mellem østre Ringvej og Viborgvej. Men med tiden gjorde progromer og antisemitisme vores ophold utåleligt. Smertegrænsen var nået, da smædeskriftet “Zions Brunes Protokoller” beskyldte os for at bruge fækalier fra kristne drengebørn i vores påskemåltid. Alle ved nu, at Protokollerne var et falsum fabrikeret på bestilling af det hemmelige politi hos amtmanden i Struer. Men urolighederne startede alligevel. Selv blev jeg tvunget til at løbe spidsrod gennem en ophidset mængde, der tæskede løs på mig med hver deres kosher-salami.”
“På samme tid skete det, at Jahve viste sig for mig i en drøm. Han fortalte om et land nord for Limfjorden, der flyder over med mælk og honning som en fyldt septiktank, og bød mig at føre Holstebros jødiske samfund dertil,” fortsætter Rabbi Birge. “Vi pakkede i hast alt og begav os ad Hovedvej A11 nordover. Da vi kom til Oddesund, kunne vi se en støvsky i baggrunden. Alle vidste, hvad det betød: Amtmanden havde sendt kosakkerne fra Oksbøl efter os. Men i sin uendelige godhed skildte Jahve vandene ved Nissum Bredning, så vi nåede tørskoet over. Da kosakkerne var midt i Limfjorden, lod han vandet igen strømme ind og drukne dem.”
“De første år var hårde, men efterhånden har vi opbygget et samfund her i Klamhuse”, fortæller en tydelig stolt Rabbi Birge. “Vi har både synagoge, kosher-fækalie deli og bageri, samt en betydelig produktion af kunstige brundiamanter til industribrug. Min menighed havde familie i Antwerpens diamantsliberkredse, og via en aftale med latrinet ved Brugsen, er vi velforsynede med brune råvarer. Når fækalier bages ved 2000 C over natten i bageriets bagel-ovn, krystalliserer de brune molekyler sig i et helt specielt gitter, der giver en hårdhed, der overgår diamanter fundet i naturen. Om morgenen er bageriet selvfølgelig forbeholdt bageri af de fækalie kreplach og Knish lækkerier, hvoraf en ikke ubetydelig del eksporteres til Tel Aviv og Brooklyn.”
“Vort folk har, som alle ved, strenge regler for, hvad vi må spise”, forklarer Rabbi Birge. “Derfor er enhver eksporteret fækalie-delikatesse nødt til at være erklæret Kosher Pareve og certificeret af Rabbi Birge selv. Kun fækalier klassificeret som 1 eller 2 på den internationale Bristol Fækalie Skala kan i praksis stemples med det cirkelformede U, der indikerer en korrekt certifikation. Men hjemmemarkedet er godt tilfreds med fækalier af type 3 eller højere, så intet går til spilde,” forsikrer Rabbi Birge.
Vort interview lakker mod enden. Et æret medlem af menigheden, kosherslagter Ariel Ben-Brande er afgået ved døden, og Rabbi Birge er kaldet til at jodle de sørgendes Kaddish for familien. En værdig afslutning for en oplysende samtale fra det mindre kendte Klamhuse.
Allernyeste stjerne på avisens medarbejderhimmel, fækalievidenskabsmanden Wolle Cavling-Onsdagsgaard, sender os denne døgnaktuelle reportage:
Det seneste tilfælde af politivold har fået en simrende konflikt mellem ordensmagt og borgere i Nordvestjylland til at eksplodere i uroligheder. Hvad der skulle have været en rutinemæssig anholdelse af Sambo Lumumba-Onkelsgaard udviklede sig sent i aftes til en tragedie.
Alle har nu set de uautoriserede daguerretypier, taget af en forbipasserende civilist, der tydeligt viser, hvordan landbetjent Bruno Stalin-Stavknald holder sit højre knæ mellem hr. Lumumba-Onkelgårds ben, resulterende i en eksploderende tyktarm. Vi har også alle hørt Sambos grådkvalte bøn til betjenten: “A ka æt skiide,” fremstammet sekunder før eksplosionen.
Hvis vi gør status, danner der sig et klart billede af, hvordan endnu et tilfælde af landbetjentsvold har udviklet sig eksplosivt.
Under søndagens store støttedemonstration i Klamhuse fremsatte den lokale leder af protestbevægelsen “Brown Lives Matter”, fru Bwaila Mugabesgaard en række ultimative krav:
“Brune mennesker har i for lang tid levet en skyggetilværelse i Nordvestjylland. Landbetjent Stavknalds egen indberetningsstatistik til Amtmanden i Struer viser, at brune mennesker har en 600% højere chance for at blive hevet uanmeldt ud fra latrinet ved Brugsen. Brune mennesker bor i, hvad etnografer i Harlem og Soweto kalder en “toilet desert” – vi har i vores naboområde ikke adgang til livsnødvendigheder som toiletpapir, klorin, kokasser til brændekomfuret, bruncreme til håret, så vi er tvunget til at tage 30 km til håndkøbsudsalget i Blodhavn for det mindste ærinde.”
“Vi kræver en retfærdig omfordeling af den samfunds-fækaliekage, vi alle har skabt. Nedlukning at latrinpatruljerne. Sikkerhed for ordentlige anholdelser. Alt for mange brune forældre har indpodet i deres børn: Hvis I møder landbetjenten, så gør I, som han siger! Hænderne op. Bukserne ned. Skid ikke!”
“Søster Bwalia er en indsjæl, der brænder for sin sag som Vestforbrænding i gyllesæsonen,” udtaler en anden af vevægelsens ledere, cand.phal.fæk. Zenia Njal-Auken. “Men ikke alle er lige begejstrede for hendes forskelsbehandling af de demonstrerende.”
Det vakte undren og harme, da Fru Mugabesgaard kommanderede hvide demonstranter bagest i køen til det transportable bidet ved dyrskuepladsen.
“Brune mennesker har knebet balderne sammen i århundreder!” brølede en tydeligt trængende fru Mugabesgaard. “Nu kommer vi først!”
Ifølge Fru Njal-Auken kan den slags ophidset retorik skade sagen mere, end den gavner. “Måske er det fordi jeg er tilflytter fra kosmopolitiske, globale Brønderslev. Men jeg finder Bwalias opdeling i os og dem uheldig,” slutter fru Njal-Auken vort interview.
Alt i alt tegner det til en lang brun sommer i Klamhuse og overalt på Usseldrupegnen.
