
Righoldige køkkendampe sendte budskaber om kål, flæsk, kryddersovs og pølseguf ind i kroens spisesal.
– Vi er fremme, lad festen begynde! udråbte Arnulf Pølle. – Lad os som vor ædle stamfader æde, drikke og være en glad Pøllefamilie, til den affjedrede hjemtursbus kommer og henter os.

I sin egenskab af slægtens nulevende overhoved havde Arnulf plads for bordenden, og ved hans side sad yndlingsbarnebarnet, lille Bruno med det kloge hoved og den store opfindsomhed.
– Pølle pølle pølleguf, sang drengen. – Lad os guffe i en ruf. Pilsner gurgle, halsen skylle, det er festdag for en Pølle!
Stedet hvor de var samlet, Brunmølle Udflugtskro, holdt som altid, hvad den lovede. 22 munde gumlede om kap på de lokale specialiteter, og fik man en klump i halsen, kunne den hurtigt fjernes med hestepilsner og koncentreret blå drikkepetroleum.
Døren i spisesalens endevæg førte ud til en balkon over kroens latringrube. Herfra lød stemmer og glad latter, når festdeltagerne side om side gjorde plads til mere af alt det gode.
Et par timer var gået, da Rigmor Pølle, vidunderbarnets moder, trak Arnulf i ærmet.
– Hvor er lille Bruno? sagde hun.
– Ude og lege, foreslog bedstefar. – Ude og skille sig af med restprodukterne, og måske sidder han også og leger lidt med dem.
– Jamen, jeg har ledt oppe og nede. Han er ingen steder.
Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside