Månedsarkiv: november 2024

Kalenderblad 2: HVOR ER LILLE BRUNO?


Righoldige køkkendampe sendte budskaber om kål, flæsk, kryddersovs og pølseguf ind i kroens spisesal.

– Vi er fremme, lad festen begynde! udråbte Arnulf Pølle. – Lad os som vor ædle stamfader æde, drikke og være en glad Pøllefamilie, til den affjedrede hjemtursbus kommer og henter os.


I sin egenskab af slægtens nulevende overhoved havde Arnulf plads for bordenden, og ved hans side sad yndlingsbarnebarnet, lille Bruno med det kloge hoved og den store opfindsomhed.

– Pølle pølle pølleguf, sang drengen. – Lad os guffe i en ruf. Pilsner gurgle, halsen skylle, det er festdag for en Pølle!

Stedet hvor de var samlet, Brunmølle Udflugtskro, holdt som altid, hvad den lovede. 22 munde gumlede om kap på de lokale specialiteter, og fik man en klump i halsen, kunne den hurtigt fjernes med hestepilsner og koncentreret blå drikkepetroleum.

Døren i spisesalens endevæg førte ud til en balkon over kroens latringrube. Herfra lød stemmer og glad latter, når festdeltagerne side om side gjorde plads til mere af alt det gode.

Et par timer var gået, da Rigmor Pølle, vidunderbarnets moder, trak Arnulf i ærmet.

– Hvor er lille Bruno? sagde hun.

– Ude og lege, foreslog bedstefar. – Ude og skille sig af med restprodukterne, og måske sidder han også og leger lidt med dem.

– Jamen, jeg har ledt oppe og nede. Han er ingen steder.

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside

Kalenderblad 1: FESTEN SKAL BEGYNDE

– Så skønt, at vi igen i år samles 1. december, blotter vore hoveder og lægger en krans ved familiens historiske monument. Tak til vor stamfader og dem, der fulgte efter, æret være deres minde!

Ordene skar gennem den kolde luft over Klamhuse Hede, hvor en god snes af Pølle-slægtens medlemmer var samlet foran en gigantisk brunrød granitfækalie med denne inskription i soklen:

PHLUMBERT PÖLLE
1.12.1798 – 24.12.1901
Rejst af stolte efterkommere

– Vi råber hurra, tre korte og tre lange, og udveksler de traditionelle festlussinger, sagde Arnulf Pølle, og dermed var dagens mindetale afsluttet.

Unge og gamle sendte skyer af rimtåge ud af mundene, mens hurraråbene gjaldede, og straks efter lød muntre klask fra de gavmildt omdelte fladhåndsslag. Alle, taleren medregnet, fik kinderne farvet røde.

– Så danner vi kolonne, befalede Arnulf. – Brunmølle Udflugtskro venter!

Han selv, ældste mandlige Pølle, gik i spidsen, rank og skarpnæset, iført fåreskindspels og tilhørende klaphue. Ved sin højre hånd havde han lille Bruno, et livligt og begavet oldebarn. De to var som alle andre i følget efterkommere af den navnkundige Phlumbert Pölle, der engang i 1820’erne indvandrede fra Braunlage i Tyskland og etablerede sig som som savbladsmusiker, bondebarber og lappeskrædder.

Glade og sultne vandrede oldefar og lille Bruno fremad mod udflugtskroen, hvor denne dag skulle festligholdes med brun mad i overflod, hestepilsner og drikkepetroleum.

Drama og ulykker ventede, men smilene i deres røde ansigter tydede ikke på den mindste anelse herom.

Næste kalenderblad

Retur til avisens forside