Tag-arkiv: disciplin

Lussingens tid er forbi i Gustenhuse

Stahl-EisenmannLOGO

DRAMATISK DISCIPLINÆR KORTBULLETIN MED TILHØRENDE FILM

Vi har i Gustenhuse Sogns Borgerråd efter nøje overvejelse, samt adskillige gennemsyn af vedhæftede instruktionvideo, enstemmigt vedtaget at afskaffe Lusseringsloven.

I erkendelse af den udeblivende effekt af den traditionelle lussing, vil vi fremadrettet tilstræbe en langt hårdere kurs mod opsætsigheden blandt visse forhærdede individer i vort lokalsamfund.

CagneySPIL

Derfor har vi nu indført slag med knyttet næve, spark samt kast med assorteret husgeråd som den nye daglige obligatoriske afstraffelsesmetode, både inden for det sognemæssige og i de private hjem.

Cagney02

Vi må desværre samstemmende erkende, at der i vor moderne verden må langt mere probate midler til, for at skabe den nødvendige ro om den offentlige orden og den industrielle produktion. Der er, som aldrig før, behov for ikke blot at italesætte, men så sandelig også at lægge reel fysisk styrke bag de mange gode intentioner.

SE OGSÅ:

henveisenmanndaarekiste01

Tilbage til forsiden

Larmo-Sagaen: Tilbage til de Gamle Dyder!

EN VÆGTERS BEVÆGENDE HISTORIE, 3. OG AFSLUTTENDE DEL
(Se 1. del her og 2. del her)

Larmo3-01

På billedet ses et udsnit af Gustenhuses brede befolkning i indigneret protestmarch mod forholdene i byen i 1988. Forandringens vinde blæste gennem gaderne, og tiden var nu kommet til en gigantisk folkerejsning. Alle var vi jo nu engang i samme seng, og alle fremviste hårdhed, villighed, udholdenhed, fleksibilitet og styrke på et hidtil uset niveau. Der krævedes selvopofrelse som aldrig før. Byens fremtid var på spil!

Larmo3-02

Blandt de mange frivillige sås raske unge kvinder fra landbruget, der gladeligt tog del i den genopbyggende fase. “Hellere to tjenende ånder end én onanerende tjener!” som min salig bedstefader Fridolin Tannhäuser von Rasselschlüssel sagde i sin tale til mit 75-års jubilæum.

Larmo3-03

Al useriøs og sogneskadelig ageren kom under afvikling i disse år, og det blev også slut med den uautoriserede husdyrkopulation. Nu skulle der for alvor styr på begivenhederne!

Larmo3-04

Under ledelse af vor åndelige og fysiske førerskikkelse, allerærværdigste hr. Stahl-Eisenmann, blev Sognets økonomi gennemgået helt ned i detaljen, og blandt de deraf følgende, utallige og helt nødvendige effektiviseringer og besparelser sås for eksempel den kombinerede anvendelse af ressourcer fra overfiskeriet med diverse opgaver indenfor det offentlige.

Larmo3-05

Al ikke-lusseringsmæssig korporlig afstraffelse fandt herefter sted på husdyrbordellerne, ved hjælp af skidtfisk og ledige cirkusmedarbejdere. På denne geniale facon løstes mange sociale problemer samtidigt. Der kom atter gang i den stagnerende økonomi, og balance blev opnået i sognebudgettet.

Larmo3-06

Mit fineste øjeblik i tjenesten var, da jeg i 1993 egenhændigt indfangede Tranumulven ved hjælp af denne snedige forklædning og den af Staniol Lakmussen udviklede mekaniske fangarm, som på billedet ses demonstreret af undertegnede.

Larmo3-07

Bæstet havde over en årrække nedlagt i dusinvis af fåreavler Bähmanns bordelracehusdyr, og gennem dets blodige hærgen opskræmt lokalbefolkningerne udi det nordvestjyske. For min ydmyge præstation modtog jeg i al beskedenhed Gustenhuse Hønseavlerforenings Årslegat på kr. 1,33 samt fire bakker nylagte æg à 6 stk. pr. bakke. Ikke dårligt for en simpel, gammel vægter.

Larmo3-08

Staniol Lakmussens unge assistent Alky Mistelsen udviklede efter anmodning fra Gustenhuse-SS (den Sanitære Sognemyndighed) en genial opfindelse til bevarelse af husholdningsfækalier. Det skulle være helt slut med meningsløst brunvarespild. Grundet loven om patentbeskyttelse kan jeg desværre ikke gå i nærmere detaljer.

Larmo3-09

Revselsesretten blev, tilligemed selvtægt, i 1989 ved enstemmighed under Sognerådets Ekstraordinære Nødforsamling gjort lovpligtig. Man var herefter som medborger i Gustenhuse under strafansvar forpligtet til at lussere børn, kvinder, oldinge, festnegre, uduelige mandspersoner (døde såvel som levende), husdyr, vegetation, apparater og automatiserede vehikler, ved blot det mindste tegn på opsætsig adfærd, slendrian, fjol, eller blot begrundet mistanke herom.

Larmo3-10

Vore mandlige medborgere fik hurtigt rettet ind i forhold til det nye sogneparadigme. Man hørte allesteds og til egen store tilfredsstillelse i døgndrift de raske klask af en by i fremgang!

Det er således med sindsro, at jeg, Larmo Rasselschlüssel, aftræder mit sekellange embede som vægter i kære, gamle Gustenhuse. Mit arbejde er fuldbragt, og byen og sognet kan nu se en lys fremtid i møde!

Larmo3-11

Larmo Rasselschlüssel nyder sit velfortjente otium i hjemmet, Havekolonien Skadefryd bag det for længst nedlagte Gustenhuse Friluftskrematorium.

Lad os alle, her i afskedens vemodige stund, sammen med Larmo istemme den traditionelle danske Vægtersang, med moderne tekst af afdøde V. Røvlenberg (andet samt sidste vers):

Hov vægter! Klokken er slagen 12

Det var ved midnatstide,
brunvaren den blev født.
Til gavn Alverden skide,
hvad ellers var forødt.

Vor klokke er slagen tolv!
Med tarme og rø’ev,
af hjertet prøv;
befal dig Gud i vold!

Hov vægter! Klokken er slagen 5

O, store morgenstjerne!
Vor byrd’ i Verden hér,
tålmodelig vi gerne
aflægge, som vi bæ’er.

Vor klokke er slagen fem.
Kom kun, vare brun!
Hold stuen lun;
oplys vort hus og hjem!

Gustenhuse længe leve! Hurra x 9! Præcist!

SE OGSÅ:

HenvEisenmannLARMOVÆGTER

Henv Eisenmann Larmo 2

Tilbage til forsiden

Flyvende fallos kræver sit første dødsoffer

Tabet af hædret enkefrue spreder sorg og krisestemning

JørnTidevandLOGO

Kvinden. der overlevede både vinterkrigen i Finland, Cubakrisen og finanskrisen, er død. Det var hendes ven gennem mange år, den forhenværende sværvægtsbokser og valutaeksportør Gunnar Trondheim, der ved kaffetid fandt enkefru Amalie Hybbelbanks afsjælede legeme, kun få døgn efter, at Nordvestjyllands højeste ære var tildelt hende.

tandem2

Det var ikke ualmindeligt, at enkefruen bød på et glas årgangsmetanollikør, inden hun og Gunnar besteg det pedalvehikel, der bragte dem rundt i Blodhavn og omegn. Som Gunnar Tronheim fortæller:

“Amalie var en vidunderlig kvinde. Mange antog hende for at være selvoptaget, men hun var aldrig bange for at stoppe op og knalde et par opmuntrende lussinger ud, hvis vi mødte en ung landproletar, der gik og hang med næbbet. Det var også hende, der overtalte Borgervæbningen til at tage den legendariske Gylpegøj til sig, da den stod til bortskydning.”

Flyvende03a

Gunnar Trondheim tørrer en drilsk vanddråbe bort fra sin kind med bagsiden af sin enorme næve og fortsætter:

“Vi har på tragisk vis mistet en sand humanist og dyreven. Vores samfund er i forvejen ude i sin dybeste krise siden den store brunvarekonflikt, og så dette…” Han ryster opgivende på sit karseklippede hoved med braktuden og blomkålsørerne.

Overlæge ved infirmeriet på Blodhavn Fiskepulpfabrik, dr. med. og uden Frigga Hvirvelstorm, vurderer, at fru Hybbelbank døde som følge af de kvæstelser, hun pådrog sig, da hun på vej ned at trappen til vinkælderen efter friske forsyninger af metanollikør, pludselig blev overrasket af en for en kvinde i hendes alder fuldstændig uventet “erotisk tildragelse af særdeles fysisk karakter”, som dr. Frigga vælger at beskive fænomenet.

“Hun mistede ganske enkelt førligheden i bentøjet og blev pludselig fuldstændig blød i knæene,” afslutter en trist dr. Frigga.

Borgervæb

Stemningen hos Blodhavn Borgervæbnings mandskab er forståeligt nok på et absolut nulpunkt. De hærdebrede mænd, der ellers aldrig mangler anledning til at fremkomme med en tåbelig kommentar, er tavse og knugede. De sidder i en rundkreds og holder hinanden i hænderne  i hangarskibets mandskabskantine, mens de lytter til en piratudgave af “Vi voksne kan også være bange”, som Gylpegøj har anskaffet til lejligheden.

Gylpegøj selv er fuldstændigt knust over tabet af sin velgører og har låst sig inde i en blå trækasse, hvorfra der uophørligt høres høje gylpe og hulkelyde. Som overfænrik J. F. von Gyldenkerne udtrykker det:

“Lige nu er det svært at se, hvordan vi kommer videre, men vi må tage en dag og en kamp ad gangen, og så blive ved med det, og se, hvor det bærer henad – men lige nu slikker vi vores sår”.

DRAMAETS FORHISTORIE OG OPTRAPNING:

HenvTidevandFLYVENDEFALLOS

HenvTidevandFLYVENDEFORTSAT

Tilbage til forsiden

Voldsom ADHD-epidemi i Fleskum Herred

JørnTidevandLOGO

Situationen er kritisk i Storvorde og omegn

Det står nu klart, at der er tale om en egentlig epidemi og ikke kun enkeltstående tilfælde af den frygtede sygdom ADHD, tidligere kendt som DAMP.

Diplomgynækolog og familielæge Ingolf Skødeflom udtaler til avisens udsendte: ”Dette kommer fuldstændig bag på mig – den havde jeg ikke set komme.”

På trods af kørende ADHD-patruljer og en tilsætning af Ritalin helt op til grænseværdien i det kommunale drikkevand er dette fænomen ganske uventet kommet fuldstændig ud af kontrol, fortæller han.

Fleskum barn

Unge som ældre slubberter har i den senere tid udviklet løjerlige tics og tvangshandlinger, og kommunens folkeskoler står nu gabende tomme, idet eleverne enten har glemt at stå op eller på vej til skole er blevet distraheret af tilfældige impulser, der har fået dem på afveje. En større flok er således set cyklende efter bussen til Hadsund i høj fart, formentlig fordi der på bussens bagende var påklistret en reklame for kødgranulatet Max Ronald.

Også kommunens erhvervsliv er hårdt ramt. Den ellers så overskudsgivende produktion af kopier af marokkopuder, der blev parallelimporteret af et kendt svensk møbelhus, er gået i stå. Direktør Svein Hasselprügel udtaler: ”Det virker på mig, som om medarbejderne fuldstændigt har tabt tråden”.

Servicefunktioner kører på halv kraft. Således er der i øjeblikket stort set ingen forsendelser, der når frem til den rigtige adresse, og postbude er set i byens parker, hvor de tænder bål med breve og reklamer og ellers fornøjer sig med grillmad og bajersk øl.

Fleskum ADHD

Dr. Ingolf Skødeflom peger i retning af en årsag, der skal findes i de sidste ugers enorme indtag af svinekød og ikke mindst den blå drikkepetroleum. “Begge dele er noget stads, som forstyrrer vores biorytmer,” fortæller han. “Personligt tror jeg, vi vil se en bedring hen mod slutningen af måneden, og jeg vil opfordre alle til at bevare roen og lade som ingenting.”

Approberet625

Retur til avisens forside

Nye briller til hanelefanten Lille Bruno

Festdag i Blodhavn Zoo

JørnTidevandLOGO

Den store hanelefant, der i sin tid som unge blev skænket til Blodhavn Zoo af den navnkundige Albert Knockel, og som senere blandt parkens venner og ansatte fik kælenavnet “Lille Bruno”, er her i det nye år blevet bevilget briller.

Lille Bruno har fra start af været en jubelinvestering, idet han gennem de sidste 25 år i ugens fem hverdage har leveret den fornødne kraft til Blodhavn Folkeslubbertanstalts lusseringsautomat,  hvor ubemidlede slubberter og andet godtfolk ganske gratis kan modtage mundtlige instrukser og dertil vederkvægende lussinger. Om søndagen leverede Lille Bruno luften til orglet i Nr. Usseldrup Bedehus, et engagement der desværre nødvendigvis ophørte, da Bedehuset under endnu ikke fastlagte omstændigheder for et år siden brændte ned til grunden.

Som zoodirektør Willy T. Udsefjert udtaler: “Lille Bruno har fra start af været en guldrandet investering – den gamle Knockel forstod om nogen at udvise rettidig omhu, og alene indtægterne fra produktionen af elefantsnot har givet Zoo et betydeligt overskud.”

Zoodirektør

Selve fremstillingen af omtalte elefantsnot vil Willy T.Udsefjert dog ikke ind på, grundet produktionsmæssige omstændigheder, som han elegant formulerer det. “Når tiden kommer, vil alene kødgranulatværdien af Bruno langt overstige indtægterne fra havens øvrige produkter. Der vil være ganske billig kødgranulat til flere års burgerproduktion, og prisen i havens cafeteria er jo i forvejen ganske uhyrlig,” udtaler direktøren.

En af årsagerne til, at Lille Bruno har været en så solid investering, er at han stort set har levet af kasserede og frasorterede bøger fra Blodhavn Slubbertskole og Landproletariatbiblioteket, og det var også i den forbindelse, at det gik op for dyrepasser Ole Vink at Lille Bruno ikke blot var en elefant, men også en inkarneret læsehest. I stedet for at æde en indbundet udgave af T.S. Elliots  “Grøn er vores hæk” tog lille Bruno bogen med ind i elefanthuset om aftenen og forsøgte at læse den – og her gik det op for den trofaste dyrepasser, at Bruno formentlig var stærkt nærsynet, idet han var nødt til at holde bogen ud i fuld snabellængde for at kunne læse i den.

Tage Mus, vor lokale optometrist i Blohavn, blev hidkaldt, men Lille Bruno var af uforklarlige grunde rædselslagen for denne og nægtede stædigt at deltage i nogen form for undersøgelse. Det endte med, at man udfra forskellige gennemsnitsberegninger af stjernebilledet “den punkterede vandcyckel” og dets afstand til horisontlinjen på et givent tidspunt omkring midnat fandt frem til, at Lille Bruno var moderat nærsynet og havde brug for briller.

Lille Bruno

Nu er elefantbriller jo ikke just lagervare, så der blev nedsat et hurtigtarbejdende udvalg, der skulle undersøge forskellige muligheder.  Efter nogen debat faldt valget på tilbudet fra den lokale toiletsædefabrik, der mente, at man godt kunne fremstille to toiletsædelåg i klar plast og med styrke. Det endte så med at være et samarbejdsprojekt med Klamhede Maskinskedkeri, der grundigt modificerede et brugt letvægts gocart-stel til det nydeligste brillestel.

Alle er glade, ikke mindst Lille Bruno, som nu vil kaste sig over H. C. Andersens eventyr.

SE OGSÅ:

HenvMEKANISKELEFANT

 

Faldstammekollaps løser royal gåde

JørnTidevandLOGO

Tidligt på eftermiddagen i går kollapsede faldstammen på Hotel Blodhavn. Der havde gennem længere tid været en del knirken og knasen fra selvsamme installation, og brugen af hotellets selvskyllende klosetter på etagerne over stueplan var blevet indstillet allerede dagen i forvejen.

Dette skulle imidlertid vise sig at være en skæbnesvanger beslutning. Tekniske undersøgelser peger i retning af, at der har fundet en egentlig implosion sted, forårsaget af, at den i forvejen svækkede konstruktion pludselig manglede det indhold, der ellers havde givet den en vis støtte og afstivning.

Hotel02

Både kong Hilbert og hans kongelige højhed kronprins Folmer har inspiceret ulykkesstedet og udtalt deres støtte til de omkomnes familier. Den triste historie fik dog heldigvis en uventet og mere munter drejning, da Kong Hilbert ved tilfældighedernes indgriben genfandt sit gebis i pluddermassen ved faldstammens fod.

Kongen kunne fortælle, at han tydeligt huskede, hvorledes han ved gallapremieren på den muntre musical “Den behårede snemand” i pausen havde forspist sig voldsomt i blommegrød og solide portioner af kransekager med fyld af kødgranulat. Han var senere samme aften blevet antruffet nøgen og uden gebis i et af hotellets værelser, hvor han efter at havde udtømt det kongelige maveindhold nu forsøgte at gengive overturen til “Den flyvende hollænder”, frit fortolket for 2-strenget guitar og en noget anløben baryton.

Det tililende hotelpersonale havde først efter nogen tumult fået ham bundet fast i en solid lænestol og givet ham en stikpille med 60 mg Stesolid, hvorefter han øjeblikkeligt var faldet i dyb søvn.

Kongeslægt01

Indtil afvigte lørdag har det således været lidt af en gåde, hvor det kongelige gebis havde forputtet sig, og der havde gennem længere tid hersket en stemning af gensidig mistro personalet imellem. Direktøren havde derfor set sig nødsaget til at uddele adskillige serier af opmuntrende og motiverende lussinger, for på den måde at holde arbedsdisciplinen i top. Især de yngre kvindelige medarbejdere havde nydt godt af direktørens omsorgsfuldhed og afklapsende personalpleje.

Kongen var tydeligvis berørt og meget taknemmelig for at genfinde sit fine tandsæt, og efter en hurtig rystetur i en cocktailshaker med 50% drikkepetroleum, kunne han atter brillere med sit berømte tandsmil.

Følgende vers er senere blevet set, skrevet med blækblyant på flere af hotellets toiletvægge. Kongen har dog i sin udstrakte grad af storsind valgt at betrage skriverierne som en spøg, idet han ikke bliver decideret nævnt ved navn i dem, og derfor mener at være anonym, hvorfor verset som et kuriosum her gengives ucensureret og i sin fulde ordlyd:

Når man som jeg på Ulrich råber,
lidt i stil med andre tåber
og i stride strømme,
sin kongebug vil tømme,
må jeg ej på skylleknappen trykke
– før jeg ved, om jeg kan tygge.

(Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.)

Approberet625

Retur til forsiden

Epokegørende nyt maskineri uddeler fuldfigur-prygl

Et helt nyt disciplineringsmaskineri, der kan tildele den strafskyldige prygl over hele kroppen, er i al hemmelighed gjort klar til brug og opstillet i avlsladen hos bolsmand Q. C. Schweinfurt i Vester Usseldrup. Maskinen meldes slagklar nu kort før Husmands- og Landarbejderforbundets årsmøde, og der forventes stor tilstrømning af arbejdsgivere, familieoverhoveder og andre med ansvar for disciplinering og sømmelig adfærd her på egnen.

Pryglomat01

Opfinderen er den kun 24-årige Nathan Q. Mandrik, der kalder sin maskine en pryglomat.

Da unge Mandrik sidste vinter vendte hjem fra Holstebro efter et par måneder som mekanikerlærling, havde han tillagt sig forskellige af de uvaner, der florerer i storbyen. Hans aldrende moder, fhv. fåretalgsmelter Nulle Mandrik, forsøgte at genopdrage Nathan med de i familien gennem generationer vanlige hasselkæppeprygl, men havde ikke længere den fornødne muskelkraft. Det faldt da Nathan ind, at han kunne hjælpe sin moder, sig selv og utallige andre ved at konstruere et effektivt mekanisk redskab til fuldfigurprygl.

Dele fra en Ferguson-traktor og et remtrækdrevet tærskeværk indgår sammen med 25 kvadratmeter sækkelærred og et antal opskårne bildæk i konstruktionen.

Pryglomat02

– Ved rationel drift vil en enkelt maskine kunne disciplinere op mod 1000 personer i døgnet, og prisen på den enkelte komparents tur gennem plejlstængerne kommer dermed meget langt ned. Også større husdyr kan afprygles. Der er sund samfundstænkning og god økonomi i konceptet, siger den unge opfinder.

Under årsmødet kan maskinen afprøves for 25 øre, oldinge og invalider 15 øre. For at opretholde den nødvendige disciplin i køen foran laden, vil begge Klamhuse Maskinsmedies mobile lussingmaskiner – såvel den manuelt betjente som den nye, der fremdrives af et tarmgasmaskineri – være opstillet på gårdspladsen.

Seriøst gennemlusserede vil de forventningsfulde småbønder og landarbejdere gå op ad trappen til deres livs første maskinprygl.

SE OGSÅ:

HenvHalunkKæltringsøHÆVN

Nordvestjysk kongeslægt vil atter til magten

En af Nordvestjyllands store gamle slægter, Grusborgerne til Bøvling og Blodhavn, har efter ca. 1100 års pause besluttet at generobre positionen som dominerende lokal kongemagt.

Slægtens historie er rig på sejre. Dens stamfar, kong Fakum (i ældre kilder: Fæchum eller Fokom) Gruus etablerede sig som vikingekonge i 900-tallet. Hans sønner Hubert og Hambert blev herskere over store dele af det nuværende Bøvlingbjerg sogn og byggede det første Grusborg Slot på et fundament af hårdt komprimerede menneskelige affaldsprodukter. Grusborgerne førte talrige erobringstogter ind i de norske fjorde, hvorfra de og deres personel hjembragte yngre kvinder, parringsvillige geder og anden biologisk kapital.

Fra 1200-tallet og fremefter deltog de grusborgske riddere og deres væbnere i korstogene til Mellemøsten, dog fortrinsvis som forsyningstropper med et lager af husholdningsfækalier, masturbationsredskaber og andre af de basisprodukter, som endnu i dag opretholder egnens erhvervsliv og Grusborgslægtens anseelse.

Kongeslægt02

I århundredernes løb indtrådte en vis afmatning i slægtens materielle position, og de senere efterkommere har i vid udstrækning delt kår med det jævne nordvestjyske landproletariat. De organisatoriske og seksuelle principper, som oprindeligt bar Grusborgerne fremad og opad i verden, er dog på intet tidspunkt blevet fraveget.

Den nuværende kong Hilbert, født 1911, har haft en smuk og livslang civil karriere som latrinmåleraflæser og hobbyfjerkræavler. For et par år siden adopterede han en arving, kronprins Folmer, født 1969 og – værd at bemærke – den første Grusborger med en autoriseret videregående uddannelse som gummibadningsinstruktør samt i tilslutning hertil et voldsmandsdiplom.

Kongeslægt01

– Vi byder disse ranke kongelige figurer velkomne i toppen af samfundet, udtaler redaktør Louis B. Knockel. – En af deres officielle pligter bliver at lede brunvareindsamlingen på Blodhavn Nordstrand hver lørdag formiddag. Her kan de med hasselkæp i hånd bevise deres værd.

SE OGSÅ:

HenvAFFOERINGSDYST

Jubelgave nr. 24: GAVEN FRA ONKEL BOB

Juleaftensroman

En våd og ildevarslende decembervind peb om hushjørnerne, mens landproletariatet samledes på Stationspladsen i Nørre Usseldrup. Øjnene var rettet mod bladhusets førstesal. Hvor var petroleumsfaklerne, som plejede at varsle julens komme, og hvor var den olding, alle ventede på?

– Ingen jul i år, lød det med rusten stemme fra alkoven i redaktørhjemmet. Louis B. Knockel var ramt af influenza og sengeliggende for første gang siden 13. september 1958, da han blev bidt i venstre testikel af en rabiesbefængt hyæne på Klamhuse Hede.

Hans trofaste væbnere, Baryl Nidding Halunk og Eberhard Stürwolt, udførte i disse døgn livsvigtig patruljetjeneste langs sognegrænserne, hvor man frygtede et nyt angreb fra Holstebro, så hvem skulle uddele lussinger ved årets juleparade?

– Vi har gjort vor pligt, nu kræver vi vor ret! lød et råb fra den regnvåde folkemængde. Børn og voksne drev planløst rundt i de mudrede gader, og man fornemmede en tiltagende rumlen af utilfredshed og bitterhed. Skulle et langt års slid og slæb virkelig nu slutte og belønnes med ingenting?

– Det bliver enden for mig og for os alle, lød det med pibende stemme fra den feberskælvende olding, der lå i alkovens halm med sine to husgeder og avlsgrisen Josefa XIV Blodhøj.

I dette øjeblik hørtes knoslag på døren.

– Bliv væk, og lad mig dø i fred! bjæffede Louis.

– Jamen, det er mig, din egen onkel Bob fra Chicago!

– Umuligt.

– Så luk dog op, mand, og se, hvad jeg har med!

Den kvikkeste af gederne sprang til døren og haspede af. Udenfor på trappen stod en rynket mandsling i jakkesæt og med en metalkuffert i hånden.

– Bob, stønnede Louis, da hans slægtning var nået frem til alkoven. – Jamen, det er jo virkelig dig. Jeg kan kende dig fra billederne, du sendte hjem. Kære gamle Bob…

Onklen, døbt Robert Cervelator Schneckelfritz-Sørensen, var udvandret til Nordamerika engang i 1920’erne. Siden havde han med mellemrum sendt breve hjem, nogle af dem med avisudklip eller fotos, der fortalte om hans karriere som hundefrisør, banjovirtuos og masturbationstræner. Ingen tvivl om, at Bob var en betydningsfuld figur i samfundslivet i Chicago.

– Jeg hører, du har et lille problem, kære Louis, gnækkede den knastørre, men ustoppeligt muntre olding. – Lad mig løse det for dig!

– Hvordan? Hundredevis af ranke landproletarer og deres familier venter på lussinger.

– Se nu bare her!

Bob smækkede kuffertlåget op. Et sindrigt maskineri med blinkende røde og grønne kontrollamper kom til syne.

– Hvad er det?

– En atomdrevet, udklappelig lussingmaskine med en kapacitet på 124 kaskaderende slag i minuttet. Den kan køre i månedsvis på den lille urancigar, jeg har fodret den med. Når de to lussingvinger er foldet ud, kan de gennemvarme kindbakkerne på selv den kraftigste landarbejder. Jeg bærer maskinen ned til hjørnet af Latrinstræde og sætter den i gang om et øjeblik, men allerførst skal du have en uforglemmelig julefestlussing, min kære Louis.

Redaktør Knockel rejste sig fra smertenslejet. – Jeg er parat, bjæffede han, – og jeg føler mig halvvejs rask allerede. Måske er det den vidunderlige varme stråling fra maskinen, der gør sin virkning. Tak, onkel Bob, tak af hele mit hjerte!

Efterskrift

Også denne roman bygger i høj grad på virkelige begivenheder. Hvis nogen tvivler, kan de lade sig overbevise ved at betragte dette dokumentationsfoto af onkel Bob på hjemmebane i Chicago.

Onkel Bob

Lulla & Silvanus Landknockel:
GAVEN FRA ONKEL BOB
2. udgave, 1. oplag
(Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes)

Forrige kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

 

Jubelgave nr. 22: PÅ UDFLUGT MED HUSMODERFORENINGEN

Tigerroman

Fredag
“Hvad skal vi med mænd?” råbte holdlederen Vera Gnasttoft brysk. “INTET!”
Vi befandt os i vildmarken. Jeg og de øvrige seksten kvinder på holdet var forbløffede over hendes bitterhed.
“En moderne husmoder kan bygge sin egen bolig,” hylede hun. “Mænd har ikke eneret på håndværkets kunst.” Hun pegede på jorden. Her lå økser og save i forskellige former og størrelser.
“Jeg troede, vi skulle lære at strikke og stryge skjorter,” sagde en lyshåret kvinde i blomstret sommerkjole.
“Kæft,” hylede Vera Gnasttoft og gav kursisten en ørefigen. Hun stirrede vredt på os alle:
“Kom så i gang. Vi skal have fældet træer og omdannet dem til brædder. Vi skal lave reb, grave huller, tænde bål og dræbe dyr en masse. Vi er alle moderne kvinder. Uafhængige af mænd.”
Det er ingen hemmelighed, at vi husmødre var bange for hende fra begyndelsen.

Lørdag
Vera Gnasttoft pegede på et stribet kattedyr, der fredeligt kom luntende på de frodige græsarealer.
“En moderne husmoder kan fange sin egen mad.” Hun løb mod tigeren, mens hun skreg:
“Jeg er en selvstændig kvinde. Mænd er ubrugelige.” Hun sprang op på ryggen af dyret og gjorde det tavst med en kniv i nakken.
“Vi spiser maden rå!” skreg hun og skar byttet op. Indvolde blev kastet ud i flæng til alle sider.
“Spis!” Vera bed af leveren. “Nutidens kvinde spiser blodigt kød. Mænd vil have det tilberedt. Vi gør det modsatte og æder det råt.”
Hun stirrede intenst på os med blod om munden og kniven i hånden. Vi valgte at følge hendes instrukser.

Søndag
Vi stod på en klippeafsats med udsigt over naturen.
“En moderne kvinde kan stå op at tisse…” Vera Gnasttoft stod rank og nøgen i morgensolens skær med urinen plaskende ud over det hele. “…uanset om det sviner eller ej.”
Jeg og mine medkvinder skævede til hinanden. Gnasttoft var helt fra den.
“Senere i dag vil vi overtage verdensherredømmet,” gnæggede hun. “Operation Ud Med Mand – Kvindeland.”
Fra et tornekrat kom en mandsperson humpende. Han havde sår og jord på kroppen.
“Vera for pokker,” jamrede han. “Kom nu hjem til mig. Jeg savner dig.” Det var, fandt vi snart ud af, hendes ægtemand. Han havde ledt efter hende længe.
“NEJ.” Hun lagde trodsigt armene over kors. “Jeg hader mænd.”
“Vi må da kunne tale om det, Vera.” Han satte sig på hug foran den nøgne urinerende kvinde. “Tilgiv mig.”
“En moderne kvinde har ikke brug for mænd!”
“Men jeg har brug for dig,” græd hr. Gnasttoft. “Jeg skal nok tage opvasken en gang om måneden. Bare du kommer tilbage.”
Vera Gnasttoft havde et vanvittigt skær i øjnene.
“En moderne kvinde er uafhængig af mænd.” Hun trådte væk og nærmede sig klippekanten “En rigtig kvinde er fri som fuglen…” Hun drejede hovedet og kiggede grinende ned i dybet. “…og hun kan flyve som fuglen!”
Vera greb et par bananblade og sprang ud fra klippen med baskende arme:
“Weeeeuuuu, weeeeeuuuuh!” Hun styrtede ned i intetheden med høj fart.
“Åh, nej,” hylede manden. “Degraderet til en enkemand! Hvad skal jeg dog gøre…”

Finale
Vi sprang alle sytten kvinder til for at trøste den stakkels grædende mand. Han kom sig hurtigt over tabet af sin kone, da vi alle var behjælpelige med tryghed, varme og skjortestrygning. Da han senere skulle vælge mellem os, var det umuligt:
“I er jo så dejlige alle sammen,” sagde han.
Jeg foreslog polygami. Emnet blev taget særdeles varmt imod af alle parter.

Hildur & Beppa Blodwaffel:
PÅ UDFLUGT MED HUSMODERFORENINGEN
2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside