Tag-arkiv: vægter

Larmo-Sagaen: Tilbage til de Gamle Dyder!

EN VÆGTERS BEVÆGENDE HISTORIE, 3. OG AFSLUTTENDE DEL
(Se 1. del her og 2. del her)

På billedet ses et udsnit af Gustenhuses brede befolkning i indigneret protestmarch mod forholdene i byen i 1988. Forandringens vinde blæste gennem gaderne, og tiden var nu kommet til en gigantisk folkerejsning. Alle var vi jo nu engang i samme seng, og alle fremviste hårdhed, villighed, udholdenhed, fleksibilitet og styrke på et hidtil uset niveau. Der krævedes selvopofrelse som aldrig før. Byens fremtid var på spil!

Blandt de mange frivillige sås raske unge kvinder fra landbruget, der gladeligt tog del i den genopbyggende fase. “Hellere to tjenende ånder end én onanerende tjener!” som min salig bedstefader Fridolin Tannhäuser von Rasselschlüssel sagde i sin tale til mit 75-års jubilæum.

Al useriøs og sogneskadelig ageren kom under afvikling i disse år, og det blev også slut med den uautoriserede husdyrkopulation. Nu skulle der for alvor styr på begivenhederne!

Under ledelse af vor åndelige og fysiske førerskikkelse, allerærværdigste hr. Stahl-Eisenmann, blev Sognets økonomi gennemgået helt ned i detaljen, og blandt de deraf følgende, utallige og helt nødvendige effektiviseringer og besparelser sås for eksempel den kombinerede anvendelse af ressourcer fra overfiskeriet med diverse opgaver indenfor det offentlige.

Al ikke-lusseringsmæssig korporlig afstraffelse fandt herefter sted på husdyrbordellerne, ved hjælp af skidtfisk og ledige cirkusmedarbejdere. På denne geniale facon løstes mange sociale problemer samtidigt. Der kom atter gang i den stagnerende økonomi, og balance blev opnået i sognebudgettet.

Mit fineste øjeblik i tjenesten var, da jeg i 1993 egenhændigt indfangede Tranumulven ved hjælp af denne snedige forklædning og den af Staniol Lakmussen udviklede mekaniske fangarm, som på billedet ses demonstreret af undertegnede.

Bæstet havde over en årrække nedlagt i dusinvis af fåreavler Bähmanns bordelracehusdyr, og gennem dets blodige hærgen opskræmt lokalbefolkningerne udi det nordvestjyske. For min ydmyge præstation modtog jeg i al beskedenhed Gustenhuse Hønseavlerforenings Årslegat på kr. 1,33 samt fire bakker nylagte æg à 6 stk. pr. bakke. Ikke dårligt for en simpel, gammel vægter.

Staniol Lakmussens unge assistent Alky Mistelsen udviklede efter anmodning fra Gustenhuse-SS (den Sanitære Sognemyndighed) en genial opfindelse til bevarelse af husholdningsfækalier. Det skulle være helt slut med meningsløst brunvarespild. Grundet loven om patentbeskyttelse kan jeg desværre ikke gå i nærmere detaljer.

Revselsesretten blev, tilligemed selvtægt, i 1989 ved enstemmighed under Sognerådets Ekstraordinære Nødforsamling gjort lovpligtig. Man var herefter som medborger i Gustenhuse under strafansvar forpligtet til at lussere børn, kvinder, oldinge, festnegre, uduelige mandspersoner (døde såvel som levende), husdyr, vegetation, apparater og automatiserede vehikler, ved blot det mindste tegn på opsætsig adfærd, slendrian, fjol, eller blot begrundet mistanke herom.

Vore mandlige medborgere fik hurtigt rettet ind i forhold til det nye sogneparadigme. Man hørte allesteds og til egen store tilfredsstillelse i døgndrift de raske klask af en by i fremgang!

Det er således med sindsro, at jeg, Larmo Rasselschlüssel, aftræder mit sekellange embede som vægter i kære, gamle Gustenhuse. Mit arbejde er fuldbragt, og byen og sognet kan nu se en lys fremtid i møde!

Larmo Rasselschlüssel nyder sit velfortjente otium i hjemmet, Havekolonien Skadefryd bag det for længst nedlagte Gustenhuse Friluftskrematorium.

Lad os alle, her i afskedens vemodige stund, sammen med Larmo istemme den traditionelle danske Vægtersang, med moderne tekst af afdøde V. Røvlenberg (andet samt sidste vers):

Hov vægter! Klokken er slagen 12

Det var ved midnatstide,
brunvaren den blev født.
Til gavn Alverden skide,
hvad ellers var forødt.

Vor klokke er slagen tolv!
Med tarme og rø’ev,
af hjertet prøv;
befal dig Gud i vold!

Hov vægter! Klokken er slagen 5

O, store morgenstjerne!
Vor byrd’ i Verden hér,
tålmodelig vi gerne
aflægge, som vi bæ’er.

Vor klokke er slagen fem.
Kom kun, vare brun!
Hold stuen lun;
oplys vort hus og hjem!

Gustenhuse længe leve! Hurra x 9! Præcist!

SE OGSÅ:

Tilbage til forsiden

Larmo-sagaen afsnit 2: Krisetider og forråelse

Skriv et svar

EN VÆGTERS ERINDRINGER (se afsnit 1 her)

Efter årtiers uafbrudt vækst og den nyvunden økonomisk frihed blandt selv vore usleste medborgere, fulgte desværre generel løssluppenhed og en katastrofal mangel på disciplin. Overskuddet soldedes op på intetsigende modefænomener og eksperimenteren med nymodens bevidsthedsudvidende substanser. Borgerne hungrende efter noget nyt, tabubelagt og spændende, og lod hånt om de etablerede samfundsnormer. Resultatet blev – helt forventeligt – en absolut kulturel og social deroute.

Herover ses Gustenhuses første opiumshule. Rygehytten på Gustenhuse Hede startede som et socialt eksperiment, men udviklede sig lynsnart til et gigantisk problem.

Euforiserede medborgere slumrer på tragisk vis ind i psykedelisk døs. De uhyrlige bivirkninger ved denne aktivitet fulgte de involverede misbrugere gennem livet, indtil det blev vedtaget at tvangsindlægge dem på Gack E. Lacksens sanatorium, hvilket synes at have løst problemet, idet man aldrig siden hørte fra de pågældende patienter.

Her ses et eksempel på resultaterne af de frygtelige stoffers indflydelse på den menneskelige organisme: en narkotikapåvirket medborger dratter død om midt på Hovedgaden.

VINDUESKIGGERPLAGEN I 1978

Da de første sort/hvide fjernsynsapparater kom i handelen i slutningen af halvfjerdserne, var det ikke alle medborgere beskåret at eje et sådant luksusforbrugsgode.

Fascinationen af de levende billeder var enorm, og det blev således en kolossal byrde for ordensmyndighederne i Gustenhuse at bortvise diverse hæmningsløse personer fra respektable familiers stuevinduer, hvor lureriet nærmest blev for en folkebevægelse at regne.

Den direkte transmission fra par-VM i masturbation i 1978 var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Den danske deltagelse ved den populære duo Hans Lange-Lem/Hack Pickemann, kommenteret af den navnkundige Gunner Rée, var simpelthen for stor en fristelse for selv normalt lovlydige borgere, der stod klinede til vinduerne for at følge deres helte i aktion.

Normale modforanstaltninger såsom lussinger og bøder hjalp ikke, og først da mørklægningsgardinerne fra Besættelsestiden var fundet frem, blev der igen nogenlunde ro om privatlivets fred i de små hjem.

MASSEHYSTERI, DA BÄHLERURNEN KOM

Den ene folkepsykose blev naturligt fulgt af den næste, og efter plejehjemsforgiftningen af 1979 opstod en nærmest vanvittig efterspørgsel efter urner, da vor kirkegård i forvejen led under katastrofal pladsmangel, og Gustenhusmose samtidig var underlagt strikse regulativer iht. Brunvareudvindingsdekretet.

Derfor oplevede byen dette år en veritabel folkevandring til isenkræmmer Klinkbergs udsalg på Skrammeltoften 8, hvor folk stod i lange køer for at erhverve sig den nye fashionable Bählerurne – uigenkaldeligt sidste skrig – som dengang kostede hvad svarede til min egen udbetalte ugeløn: hele kr. 1,76.

Det eneste kendte eksemplar af vasedrejer Bählers mesterværk, som endnu ikke er i anvendelse. Foto med tilladelse fra Fækalmuseet.

Gustenhuse Aviationsforenings Liggasballon måtte en overgang tages helt ud af anvendelse, grundet mangel på drivmiddel. Kremationsdillen var blot endnu et symptom på en kedelig samfundsudvikling, og det skulle desværre blive endnu mere grelt i gode, gamle Gustenhuse.

SVEND PHÆKALI — DEN GALE HYPNOTISØR

Denne afskyelige charlatan havde let spil i disse retningsløse år. En storforbryder, i ondskab kun overgået af Gustenhusebandens medlemmer, fandt hurtigt fodfæste i vort sogn, og drev i et helt år sit perverse og utugtige spil med diverse godtroende kvindfolk.

Den sensationshungrende befolkning mødte velvilligt frem til de groteske forestillinger, der fandt sted efter solnedgang, i gyllespreder Svinbergs storlade.

Her ses en situation fra en af dr. Phælkalis populære aftenseancer, hvor assistent S. Maddersen ved gentagen slagpåvirkning med forhammer brækker et massivt stykke fossilbrunvare oven på en hypnotiseret og rigidt udspændt kvindelig figurant. Det var under en sådan demonstration, at katastrofen uvægerligt måtte ske.

Svinbergs lade eksploderede, og antændte Den Store Hedebrand, hvilket selvfølgelig førte til yderligere genvordigheder. Det var i sandhed travle tider i Gustenhuse.

BRANDDASKERINVASIONEN I 1980

Her ses blot lidt af den store katastrofe. I hundredevis af hektar afgrøder og skov brændte, og ilden lå længe derefter og ulmede.

Vort lokale frivillige brandvæsen gjorde en upåklagelig indsats, men fik desværre aldrig helt styr på efterslukningen. Vi måtte ydmygt anmode offentligheden om hjælp.

Desværre var der ingen styr på begivenhederne. Fra nær og fjern væltede det ind med godhjertede frivillige, der uden faglig kyndighed forrettede mere skade end de gjorde gavn.

PAPIRMANGELEN

Tabet af de mange naturressourcer, herunder store mængder træmasse, betød et meget hårdt slag for de trykte lokalmedier, herunder ikke mindst billedpornografien.

Indsamlingen af gamle erotiske magasiner blev en prioritet, og det var sørgeligt at bevidne, hvorledes mangen en medborger yderst modvilligt og med tårer i øjnene indleverede deres fine samlinger, for at sikre den fremtidige produktion.

Der blev dog hurtigt rådet bod på det manglende udbud, og qva et forbilledligt samarbejde mellem lokalpressen og de yngre kvindelige medborgere kom der atter varer på de nederste hylder.

BESØG AF DEN NORDAMERIKANSKE NEGERDELEGATION I 1982

Den meget ærede George W. Johnson med følge inspicerede Gustenhuse i 1982. På fotografiet ses viceborgmester Igno Randt overrække Gustenhuses Æresdiplom For På Klokkeslæt Præcist Fremmøde til den amerikanske kulturattachés stedfortræder, da hr. Johnson desværre måtte gå på toilettet, mens billedet blev taget.

Hvad så disse honoratiores da under deres diplomatiske visit?

En by i forfald…

…tarvelig opførsel… uværdig fremturen… holstebroisk gadeuorden… vandalisme… manglende respekt for autoriteter…

…elendighed og menneskelig degradation i allehånde afskrækkende former.

Det var ikke vor by værdigt, og det kunne ikke længere ignoreres, at Gustenhuse havde alvorlige problemer. Desværre kunne amerikanerne ikke dy sig for at markere deres utilfredshed med oplevelsen i form af denne satiriske musikalske indspilning, som opnåede en 117.-plads på Dansktoppens hitliste, mellem 23.06. og 24.06.1982:

Denne kulturelle begmand var jo et kolossalt hak i selvforståelsen. Så galt stod det til med andre ord til i vort kære hjemsogn, på daværende tidspunkt. Selv negrene lo af os! Det var så sandelig tid til forandring.

(Den lokalhistorisk relevante grammofonplade (Dolypor, NW-34-6473b), kan i brugt tilstand, ubegrænset oplag, erhverves formedelst kr. 0,02, i marskandiserforretningen, Gammel Ragelsesgade 4c. Bytte er også en mulighed, især s/h fotografier og private filmoptagelser af badende unge piger har interesse. Kontakt borgmesterkontoret, spørg efter Hartmann).

VÆGTER OG HÆDERSMAND, HR. LARMO RASSELSCHLÜSSEL VIL
INDEN LÆNGE AFSLUTTE SINE ERINDRINGER MED ET 3. AFSNIT

SE OGSÅ:

Retur til forsiden

Larmo Fortæller: En Vægters Erindringer

Skriv et svar

1. DEL — FØR VERDEN GIK AF LAVE

Vægter og 3. Reserveunderskolelussator Larmo Rasselschlüssel (1899-).

Efter nu snart 100 år i Gustenhuse Sogns tjeneste som natlig

ordenshåndhæver og utrættelig, i dagtimerne på frivillig basis, ditto, er

tiden nu kommet til at tage professionel afsked med vor noble og

tilnærmelsesvis rimeligt aflønnede kammerat.

Ingen har som Larmo bevidnet tidernes skiften i Gustenhuse, og som

ingen anden kan han personligt gennem erindringen genskabe den

svundne tid, lysende klar, til gavn for vor andres, gennem slægtleddene

gradvist svigtende reminiscens.

Tillad derfor venligst i denne fine publikation følgende nostalgiske strejftog,

gennem epoker af byens og sognets forgangne historie, oplevet igennem

et altid positivt, seriøst pligtopfyldende og ærefuldt sind, hverv og virke, og

fortalt af manden selv, med diverse fotos fra hans uvurdérlige privatsamling.

Desværre taler Larmo en svært forståelig dialekt, med eller uden gebis, og da

denne end ikke via det fonetiske alfabet lader sig gengive for menigmand,

har jeg tilladt mig at personligt at “oversætte”.

Muh, Hvor Var Det Trafikalt!

“Jeg husker tydeligt dengang vi stadig grundet underbemanding i Vejvæsenet benyttede køer til færdselsreguleringen i den indre by. Sognets nymodens cyklister besad simpelthen ikke den fornødne respekt for den kollektive trafik. Det blev kun værre, da automobilet gjorde sin ulyksalige indmarch. Men en overgang gjorde kreaturerne stor nytte, da de i god ro og orden ledsagede de typisk solidt beskænkede velocipedeførere fra beværtning til beværtning, over de farlige vejkryds i byens centrum.”

“Desværre kunne ordningen ikke fortsætte, idet hovedkuldsbacillen uheldigvis i 1960erne ved overdreven aktivitet blev overført fra husdyr- og kreaturbordellerne til flere af de af sognet anvendte trafikledsagekøer. På ovenstående billede ses den sidste af sin art, Gamle Maren, blive transporteret til sæbefabrikken, efter dyrets hovede var trillet af, under traverseringen af krydset Øvre Nedergade og Vestre Østergade. Byens håb om endelig at finde en vaccine mod denne frygtelige lidelse er nu i hænderne på Staniol Lakmussen. Hvis lykken engang tilsmiler ham og hans utrættelige medarbejdere, kan der måske igen komme køer på vejene i Gustenhuse by.”

Familieportrætter

“Ak, ja, dem husker man jo så glimrende… Familien Schupht. Perlen blandt sognets mange deciderede patentburgøjsere. Her ses Schuphterne i uhensigtsmæssigt højt humør, i forbindelse med deres fælles køreprøve i 1928. Ikke overraskende skulle det senere gå dem temmeligt ilde.”

“Sic Transit Gloria Mundi. Hele slægten Schupht omkom i denne forfærdelige automobilkollision i krydset Søndre Nørregade og Store Halunkvej. Det tog Tølperforeningen hele 3 dage at skille både bil- og kropsdele i nogenlunde overskuelig fordeling. Et grumt ungdomsminde. Det skulle i øvrigt vise sig, at vehiklerne var betalt med forfalskede svenske brunvareobligationer, og da det siden desuden afsløredes, at familien vitterligt ikke ejede Kongens mønt, måtte den ulykkelige automobilforhandler Dütmärschk bide i det sure æble.”

Mændene På Risten

“Betleri hørte til dagligdagen i Gustenhuse i mange år. Det antog mange forskellige former, nogle mere gøglagtige end andre. På billedet fra 1968 ses til venstre den for længst afdøde spillemand Cowboy-Conrad, med sit trofaste savblad. På harmonika ses den ligeledes tonedøve dagdriver Guldbajer-Mogens, som i 1974 døde af lungebetændelse, ironisk nok grundet træk… Deres snedige kneb med at spille udenfor kødfoderfabrikkens lagerlokaler gav ofte bonus, idet virksomheden fik sine vinduer knust og varer fordærvet ved den skingert høje tonefrekvens, og derfor stak man gerne de to hyggelige plattenslagere nogle håndører blot for diskret at forsvinde fra stedet.”

“Gustenhuses berømteste hovedkuldspatient, bartskærer Boldert Kopflos, siddende udenfor apoteket på Lille Pillevej. Han var altid præsentabel, høflig, og veltalende, og hans hovedbakke fremstod altid yderst velpoleret. Derfor nød han stor popularitet blandt borgerne, som altid lod falde en skærv eller to, til den ulykkelige gentleman. At Boldert også viste sig at være yderst fornuftig i pengesager blev åbenlyst ved hans død i 1936, da hans efterladte formue opgjordedes til utrolige kr. 17.451,23, altsammen i skillemønt, ærligt tjent ved flid, ordentlighed og en skinnende flot sølvbakke. Men langtfra alle var ligeså noble, og betleri afskaffedes endegyldigt i 1970, da byens tiggere blev deporteret til Nordøstgrønland, hvorover de alle nedkastedes fra Gustenhuse Aviationsforenings liggasballons gondol. Herefter oplevede byen ikke flere problemer med betleri.”

Henne Om Hjørnet, Nede I Kælderen
“Hér er vi så nede i cykelsmed Kædesens (ses i midten) værksted i Pumpestræde, blot en af Gustenhuses mange små oaser, hvor der yderst sjældent udførtes egentligt arbejde.
Stedets drift var totalt afhængigt af den ulovlige udskænkning, og således forholdt det sig i årtier i de fleste af byens mindre kælderforretninger. Dog med én eklatant undtagelse, nemlig “Smugkroen” i Store Brandertgade, hvor der udelukkende solgtes antikvariske salmebøger og brugte dørgreb.”

“Billedet viser tumulten ved lukningen af den uigenkaldeligt sidste smugkro i 1965. Mange personer fra Kædesens gamle klientel ses flygte fra stedet på cykle og til fods, efter at Tølperforeningens frivillige var rykket frem mod dem fra deres position bag baren. Men det var uundgåeligt, og hele historien fik jo som bekendt en lykkelig afslutning, idet de moderne og propert drevne restaurationer såsom “Dubidu” hurtigt fandt metoder at lokke kunderne til, og alkoholkonsumptionen steg således med mange hundrede procent, og har faktisk til vor store tilfredsstillelse været konstant stigende, lige siden. Men det blev slut med høkerbajere, hyggeonani, venskabelige lusseringer og kortspil i kælderlokalerne. Nu skulle der arbejdes!”

Komme Fremmede — Og Gå Hjem Igen!

“Det økonomiske opsving i 1950erne, og det deraf følgende store behov for ny arbejdskraft betød et større rykind af proletarer fra Holstebro, som her ses krydse Vilsundbroen til fods. Trods den tilsyneladende veldisciplinerede attitude udvist på billedet, var der desværre tale om en tarvelig flok af de mest skidne, ubehøvlede og frastødende personager, byen nogen sinde har måttet tolerere.”

“Denne situation er fra Holstebro-Proletarernes amokløb i Påsken 1956, mod banken på Gustenhuse Stortorv, da det stod klart at deres lønudbetaling ville blive forsinket. Alt var kaos, og militæret måtte sættes ind, idet Tølperforeningens medlemmer blankt måtte erkende, at de ikke kunne stille noget op mod den ukontrollerede dyriske vildskab udvist af disse tilrejsende eksistenser. Heldigvis blev holstebrofolkene hurtigt sendt retur, og det er nu indskrevet i Gustenhuses byreglement, at borgerne har pligt til omgående at anmelde alle sådanne uønskede individder fra denne modbydelige by, når de observeres, privat såvel som offentligt.”

De Smukke Unge Mennesker

“Loven mod servering af alkoholiske drikke til mindreårige blev afskaffet allerede før Krigen, og pilsnerøl og hedvin indgik naturligt i den almene børneopdragelse på lige fod med dansk-undervisning, brunvarelære, revolverskydning, onani, lussering, matematik og kopulation. Billedet viser en ansvarsbevidst moderskikkelse af det bedre borgerskab med sin søn, ved dennes 5.-års fødselsdag på Gustenhuse Friskytteforenings Jagtpavillon, i marts 1938.”

“3 “lømler” i konfirmationstøj nyder tobakkens lyksaligheder ved indgangen til kreaturbordellet Fårehuset, på Blå Mandag, i 1942. Disse raske knægte var en pryd for byen, og fik alle senere topstillinger i den offentlige administration. Der var aldrig problemer med de unge mænd, der opførte sig eksemplarisk, selv i forbindelse med offentlig drukkenskab, defækation, baggårdsonani og gadeoptøjer.”

Brune Dage I Gustenhuse
“Jeg husker tydeligt hin lykkelige dag, da Gustenhuses første offentlige fælleslatrin officielt indviedes. Den altid gode stemning under halvtaget overfor Restaurant Plop, og de behagelige, velformede palisandertræsæder var et rent tilløbsstykke, og desuden en stor gevinst for turistindustrien i byen. Jeg har selv tilbragt mangen en idel stund på disse dejlige retirader, og kan kun beklage, at man i 1976 gik over til plastic, der aldrig har været den helt store fornøjelse, specielt i frostgrader.”

“Før denne storslåede konstruktion så dagens lys, beroede defækationstrængende medborgere i Gustenhuse på en effektiv og gesvindt trækvognsordning, der i hast transporterede de pågældende kunder til og fra Gustenhusmose. Disse kaldtes i folkemunde De Brune Bude. Desværre blev de udkonkurreret af Fælleslatrinen, og vehiklerne indgik derefter i Begravelsesvæsenets tjeneste.”

SE OGSÅ:

Retur til forsiden

Landsbytossen.dk

Extremgeriatriske efterretninger

Tag-arkiv: vægter

Larmo-Sagaen: Tilbage til de Gamle Dyder!