En af avisens trofaste venner har indtelegraferet nedenstående historiske gadebillede. Ved første øjekast kunne det ligne et barndomsfoto af den senere så berømte filmstuntmand Orla Duhda Zinzüegh.
Billedet blev ufortøvet videresendt til vor ærede korrespondent, hr. Hartmann Stahl-Eisenmann, som må anses for verdens førende Orla-historiograf (se Orla-sagaen afsnit 1, afsnit 2, afsnit 3). Vi spurgte samtidig, om det var et atletik- og/eller et disciplineringsredskab, drengen var stillet op med.
HER FØLGER HR. STAHL-EISENMANNS FRAPPERENDE BESVARELSE:
Det sensationelle kolorerede fotografi viser en situation fra den højteknologiske minieksposition i den lille franske by Lussant i 1901. I Gustenhuse er vi i kraft af vore lange venskabelige relationer med netop denne rustikke købstad i stand til at oplyse, at Lussant blev den første satellitby, der efterlevede eksemplet fra den store parisiske verdensudstilling, året før.
Herunder ses et senere fotografi af samme lokalitet, taget få år senere, hvor effekten af den hæsblæsende futuristiske planudvikling af lokalområdet tydeligvis allerede var en realitet.
Drengen i forgrunden af Deres fotografi kan desværre umuligt være Orla, idet denne ikke satte sine ben på landjorden før 1941. Det, der forbinder de to interessante historier, er det kuriøse aggregat, som stolt fremvises af den raske, ulasteligt påklædte ungersvend.
Der er tale om intet mindre end en “hovedkuldsstang”, hvis funktion var at forhindre personer med denne lidelse i at tabe hovedet, og derved forårsage diverse penible situationer.
Orlas hengivne moder led jo som bekendt af denne sygdom, og da denne hovedkrykke introduceredes i den almene danske sygepleje efter den famøse tredobbelte hovednedtrilning i Rundetårn, som foranledigede Alberti-administrationens addendum til den nyindførte lov om børn og kvinders retsstilling, gik der kun omtrent syvogtredive år, førend disse remedier til befolkningens forbedrede helse var udbredt overalt i Kongeriget.
Jeg refererer i øvrigt til mine i de Knockelske medier publicerede artikler om Orlas liv og levned (se herunder).
Det højlødige fotografi vil med Deres venlige tilladelse, og i dyb taknemmelighed blive tilføjet Gustenhuse Sogns Videnskabelige Arkivs samling.
Med de varmeste hilsner fra Deres ufravigelige ven og kollega,
Hartmann
Tilbage til forsiden
Ærede hr. Stahl-Eisenmann
Er det muligt at få en kommentar til de stadig verserende rygter i både Fyrskibenes Venner og udbryderorganisationen Fyr og Bir- honningproduktion på havet, såvel som blandt tårnspringerforeningen Smid Dem Uds medlemmer, om at Orla gik i land over isen eller blev roet i land ombord på Sjaloppen, en robåd der endnu ligger i Blodhavn?
Er det rekord for uafbrudt ophold på et fyrskib, Orla foretog i perioden 1866- 1941?
Kære hr. Buch,
mange tak for Deres kommentar.
jeg har ikke umiddelbart anledning til at antage at Orlas historiske landgang foregik på anden vis end ved svømning. Desuden mener jeg at erindre at Værnemagten på daværende tidspunkt allerede havde konfiskeret “Sjaloppen” til brug som rekognoceringsfartøj i Jammerbugten. De forveksler muligvis Orla med det navnkundige nordjyske avisbud og svinedressør Peter Mathiesen, men det skal jeg jo ikke kunne sige med nogen form for sikkerhed.
Til Deres andet interessante spørgsmål henviser jeg til Trimalchio Hagedorns “Eksotiske Verdensrekorder” fra 1893, hvori det oplyses, at der ombord på en fyrtømmerflåde på Loch Lomond i Skotland i 1700-tallet i tre generationer boede en vis familie MacKrell, som aldrig nogensinde gik i land, så for Orlas vedkommende er der næppe tale om andet end en national rekord. Men det er jo heller ikke så tosset.
Med ærbødig hilsen,
Hartmann
Ære den, som æres bør!