Tag-arkiv: Stahl-Eisenmann

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 24:25

”Aldrig i livet!” skreg Gylla, greb ud efter sin håndtaske og fremdrog sin peberspray.

Abehånden faldt ud på gulvet med et klask, rejste sig op på alle fem, og pilede som en jagtedderkop frem mod den onde advokats bagdel, hvis blinkende analprop lyste som et katteøje i mørket.

Willy Best greb om sin dunkende erektion og brølede ud over gårdspladsen:

”Jeg er egnens absolut største officielt udpegede opmand, og jeg har i årevis stået foran Vestre Landsret! Jeg forlanger…”

Der lød et højlydt svup, da abehånden rask hev proppen ud af advokatens behårede anus, men dette overdøvedes omgående af et gigantisk brag, da hans konstiperede tarme tømtes ud over hele tårnværelset.

Willy Best fløj som en raket gennem luften med en meterlang stikflamme lysende ud af sit frigjorte rektum, og sejlede over firmamentet som et stjerneskud, i retning mod Holstebro. Folkeskaren gispede i ærefrygt.

”Et tegn! Det er et tegn! Det er selve ledestjernen!” udbrød dr. Cunnilingus eksalteret, og rev sin bibel midt over, i ren eufori.

”Heil Hitler!” skreg Benito Schneckelfritz-Frederiksen, affyrede sit gevær op i luften, og skød ved et uheld vejrhanen ned.

”Yyyyyyy!” hvinede Lullah, som nu hed Abdullah Flatullah og var iført griseniqab, da hun var konverteret til islam, for ikke at blive spist til jul.

”Sikken et hyr der bliver med al den oprydning…”, sukkede Fridolph, resigneret.

”Money, money, money…”, gnækkede aben og listede diskret tegnebogen op af baglommen på en af de mange omkringstående landproletarer. Desværre var den så godt som tom.

”Det var dog satans til spektakel!” snerrede greven, og tilføjede: ”Ååh, it’s hard to be an adelsmand!”

Gylla trådte tydeligvis rystet frem på balkonen, hendes velskabte figur indsmurt fra top til tå i faecalis juris.

”Hør på mig, alle I dernede,” deklamerede hun med gråd i stemmen.

”Oh, rædsel!” skreg exorcisten og pegede op på balkonen. ”Det er Den Brune Dame! Det er et varsel!”

”Hold nu for fanden Deres kæft, og se at få os gift, inden jeg slår Deres latterlige person til lirekassemand,” indvendte Bob, der netop var vendt tilbage efter at have trukket sin stakkels far op af voldgravens ildelugtende pludder.

”Øeeh, nå, jamen-øeh, så erklærer jeg jer hermed for rette ægtefolk at være!” skrålede dr. Cunnilingus frygtsomt, ved synet af Bobs store knyttede næver og den enorme bule i bukserne.

”Ja, og må jeg så også godt snart kneppe bruden?” insisterede Bob, der var ved at eksplodere af libido.

”Jamen, så hør mig dog!” lød det atter fra balkonen, hvor Gylla hævede abehånden op foran sig.
”Jeg ønsker os allesammen en rigtig glædelig jul!”

Et blændende lysglimt illuminerede et øjeblik gårdspladsen, og et lettelsens suk løb gennem folkemængden. En af landproletarerne begyndte pludselig at synge med spæd stemme, og resten istemte efterhånden den gode, gamle sang, medens julesneen dryssede idyllisk ned over gårdspladsen:

”Glade Jul, dejlige Jul!
Willy daler ned i skjul,
Did han flyve til Ho-olstebro
Hvor de ukristne mennesker bo
Knockelborg vil dog bestå-å…
Knockelborg, du skal bestå!”

* * *

På diskotek Wankers 101 havde bestyreren netop ved udkastning i gadekæret fyret den
venlige, omend måske en anelse perverterede tjenestegørende dværg.

”Jeg vil aldrig se dig for mine øjne igen, din homofile drillenisse!” råbte han, og kastede glasset med drikkepenge efter ham.

Døren smækkede i med et brag, og dværgen snøftede lidt, rettede sin bh, og fiskede sin SS-kasket op af dammen. Han tømte glasset med mønter og studsede over den fedtede bukseknap. Så gned han på den, og et guldglimt blændede ham. Det var en 500-gulddaler courant fra 1801, kongerigets sjældneste mønt!

Nu kunne han endelig købe sig sin egen cirkusvarieté! Julen var og blev reddet, for store som for små!

(Fortsættelse og afslutning her)

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 21:25

Gylla sad i sminkerummet i sin 3½-minutters nattepause og smurte vaseline på sine velskabte, omend tyndslidte lår. Glasset med drikkepenge indeholdt blot 77 øre og en fedtet bukseknap, og på bordet ved siden af lå den gustne abehånd og strittede med sin rigide langemand, medens det skånske diskomegahit ”Money, Money, Money”, dunkede i baggrunden.

”Jeg må hjem til papa, for enhver pris!” sagde hun til sit forgrædte spejlbillede. ”Men hvordan?”

Pludselig hørtes en svag puslen bag hende. Det var diskotekets dværgentertainer, der havde fattet sympati for Gylla og nu trådte frem for hende næsten nøgen, kun iført rød brystholder, ditto højhælede sko, en SS-officerskasket, samt en dunkende erektion.

”Du elzker ham jo!” fremturede dværgen og masturberede lidt, som for at understrege sin pointe.

”Aaaaad!” peb Gylla og vinkede truende med sin delikate, knyttede hånd. ”Kan De så se at skrubbe af, De perverterede lille mandsling, jeg har ikke tid til at bedømme Deres syge cabaretmanøvrer. Og jeg giver heller ikke autografer! Uuuud!”

Dværgen lo og slap sit anatomisk uforholdsmæssigt store, venede lem. ”Jeg kan hjælpe dig og Bob, hviz jeg må få abehånden!”, tilbød han.

”Og hvad i alverdens riger og lande har De så tænkt Dem at udrette med den?!”

Dværgen greb en fjerboa, og sprang op på bordet, medens han dansende udbrød i sang, til tonerne fra omkvædet af det kendte populærmusikhit med Malort, der just spillede i baggrunden:

”Åååh, vil du, vil du, vil du prik’ mig i røven?
Whoa-oh, oh-u-oooh!
Vil du, vil du, vil du prik’ mig i røven?
Whoa-oh ohh, oh-oooh!
Vil du, vil du, vil du prik’ mig i røven?
Whoa-oh, oh-u-oooh!
Vil du, vil du, vil du prik’ mig i røven?
Whoa-oh ohh, oh-oooh!”

Gylla rejste sig og klappede spontant. ”Fremragende!” udbrød hun, ”aldeles superbt! De har så sandelig x-faktor, det må jeg virkelig give Dem!”

”Tak, zøde ven,” læspede dværgen, en anelse genert. ”Hviz jeg får abehånden, zkal jeg zørge for at De og Derez hjertez udkårne kan være på Knockelborg på 28 zekunder! Præziz!”

”Jamen, hvordan…?” klynkede Gylla.

”Find Bob og følg zå efter mig,” beroligede dværgen og forsvandt gennem døren ud til baggården.

Gylla spurtede af sted og greb Bob, der netop var i færd med at kaste en diskoteksgæst ud foran en passerende trambus fuld af svært berusede rumænske landsbrugsmedhjælpere.

”Så er det nu, min elskede,” sagde hun med passionen lysende ud af de smukke øjne. ”Denne vej!”

Bob rankede sig og smilede skævt. ”Det var sågu’ også på tide, jeg er noget så stanghamrende liderlig, din dejlige lille overklassesteg!”

”Det er der ikke tid til nu, vi skal til Knockelborg, ekspres,” forklarede Gylla, da de løb ud i baggården.

”Jeg har sgu’ ikke togkort,” indvendte Bob og tilføjede: ”Skal vi ikke bare kopulere her på stedet, som vilde dyr…?”

Han stoppede brat, da han foran sig skuede en enorm bolchestribet cirkuskanon, der pegede mod nordvest.

”Tag dizze rygzække på, og kravl zå ind i kanonen,” sagde dværgen til det forelskede par.

”Hvad fanden har I to gang i?” spurgte Bob.

”Vi skal hjem, og det med det vuns, papa er i problemer, og der er ingen tid at spilde!” forklarede Gylla og forsvandt med et bump ind i kanonrøret. Hun glemte helt at aflevere abehånden.

Bob gled modvilligt ned gennem kanonmundingen, medens han bandede for sig selv: ”Hvis jeg ikke snart får et ordentligt knald, bliver jeg den dævlen drøneme gal!”

Dværgen greb om affyringssnoren med den ene hånd, og om sin stive penis med den anden, og hev til af alle kræfter i begge.

”Fyr!” skreg han, og kanonen gik af.

(Fortsættes her)

Wankers101

 

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 18:25

For den trofaste Fridolph var sagen for første gang i hans fornedrede og gennemlusserede slaveliv soleklar: Han ville tage livet af sig selv.

I de gode gamle dage var det nogenlunde det samme: Slid og slæb fra morgen til aften, uden tak eller nævneværdig løn, og med læsterlige prygl i tilgift, men nu var verden da virkelig gået af lave. Grevens surrealistiske metamorfose var blot dråben, der fik livsbægeret af angst, ydmygelse og tårer til at flyde over. Pligttro som altid, nagede det ham dog, at han i døden ville mangle at sy alt grevens tøj om, og og justere højden på det rundknockelske defækationsstativ.

Men det nyttede ikke. Først ville han kaste kære Lullah og dernæst sig selv, i den iskolde voldgrav. Denne aften, klokken 22:42 prc.

Som tænkt, så gjort. Med et skrig ikke hørt magen til på Knockelborg siden d. 7. juli 1777, hvor grevens tip-tipoldefader i et raserianfald over et tabt spil romtoddy skubbede sin daværende gravide hustru Miriam von Rundknockel ned ad stentrapperne i det vestlige tårn, fløj grisen sprællende gennem luften, medens den defækerede vildt i en vifte ud i luften, og tilstænkede Fridolphs overkrop og ansigt med tynd svinefæces.

Lullah forsvandt i dybet med et plask.

”Farvel, du lille, og hils i grisehimlen, hvor de ikke serverer flæskesteg til Jul!”, hulkede han og tog et skridt op på vindueskarmen.

”Så er timen kommet!”, ytrede han højtideligt, og gjorde sig klar til det fatale spring. ”Men hvad nu hvis man ikke synker, men overlever?”, tænkte han, praktisk som han var. ”Man må hellere være på den helt sikre side!”. Han gik hen til sit vakkelvorne karlekammerskab, åbnede de knirkende låger og omfavnede en tung kæmpefækalie, som han havde gemt, til han engang skulle pensioneres.

”Så skulle den være der!”, fastslog han selvsikkert, lukkede øjnene og kastede sig ud af vinduet, med et hjertens suk.

* * *

Nede i privaten på Wanker 101 var diskotekspræsten netop godt i gang med at affyre håndholdt fyrværkeri og analkopulere med sin mandlige dværgassistent, da døren fløj op og Bob Rakkelpot fløj ind hånd i hånd med den meget erotisk opstemte Gylla.

”Gift os på stedet, du liderlige møjsengøjser, eller jeg giver dig og din pornokrøbling karantæne, og et par fede flade på hver side af hovedet, oven i handelen!” skreg Bob, med en synlig erektion i sine stramme jeans.

”Rolig nu,” mumlede præsten og foreslog en spontan firkant, for ligesom at berolige gemytterne.

”Firkant? Ja, hvorfor egentlig ikke…” ræsonnerede Bob og blinkede til sin kommende viv.

”Er du på svampe, Bob? Firkant?, protesterede Gylla og knugede abehånden, der nu kun havde et eneste ønske tilbage.

(Fortsættes her)

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 15:25

”Ejer Bavnehøj 5 km”, sagde skiltet, men Gylla ænsede det ikke. Orienteringsevne eller stedsans havde aldrig været hendes absolutte force, og nu var det uvidende pigebarn altså på vej til Skanderborg, i stedet for Holstebro. Bilen skrumlede uanfægtet derudad, og pilen på benzinmåleren dirrede i det røde felt.

Hun kiggede på instrumentbrættet for første gang under køreturen. ”Når man drejer til venstre næste gang, kommer man hen til et rødt hus, hvor der bor en, der hedder Tom,” konstaterede hun, lidt skråsikkert. ”Det er da utroligt, hvad den dér PSG kan…”

Pludselig lød en hylende sirene bag hende, og et roterende blåt blink oplyste bilens bakspejl. Det var den overærgerrige og nådesløst flatulerende færdselsbetjent Vladomir Prutin, der var ude at ekstrapatruljere i fritiden, så nu vankede der bøder! Manglende dit, manglede dat, diverse ubetalte fordringer på vehiklet, uansvarlig kørsel, tåbelig påklædning, uforskammet toneleje, bussemænd i næsen, forkert indstilling af bilradio, og så videre.

Det ville nok løbe op i adskillige hundrede kroner. Penge, som Gylla desværre ikke havde, og politimanden var jo via en tv-serie kendt for at afgive sin toksiske tarmgas i folks biler, som disciplinærmiddel.

Gylla kunne ikke bære tanken om at skulle køre resten af vejen til Holstebro, i en stank af en kålspisende tjenestemands fjærter, og udbrød ynkeligt: ”Åh, jeg ville ønske jeg var i Holstebro!”

Abehånden på passagersædet spjættede et øjeblik, og rustvognen knagede i karosseriet, da der kom et kæmpe lysglimt. Gylla holdt sig for øjnene, og slap speederen med sin højhælede sko fra Louis Vuitton.

Da hun atter kiggede ud af vinduet, kunne hun se det blinkende neonlys fra facaden på diskotek Wankers 101, hvor et større håndgemæng allerede var i gang. Bilen trillede langsomt det sidste stykke, inden de allersidste benzindampe var opbrugt.

En tom flaske fløj gennem luften og prellede af på forruden. Hun var endelig fremme!

(Fortsættes her)

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 12:25

Fridolph sukkede dybt og tændte med tællepråsen sin sidste marehalmscerut af 3die sortering fra æsken han havde fået i gave ved sit 50-års jubilæum i slægten Rundknockels tjeneste. Den smagte forfærdeligt, og lugtede om muligt endnu værre.

”Ak, ja…” stønnede han og inhalerede, medens Lullah i sengen ved siden af snorkede højlydt.

End ikke en rask omgang hård dyrekopulation havde frigjort Fridolph fra det dystre sindelag, og han lå nu og gruede over hvad fremtiden ville bringe. Det hele var så forbandet håbløst, og hvad ville mon blive det næste? Amputering? Indemuring? Nu havde han tilsyneladende også mistet hørelsen på det ene øre, efter grevens akrobatiske storlussing. Han var slidt og kunne simpelthen ikke mere.

”Måske man blot skulle styrte sig i voldgraven!”  tænkte han højt, medens Lullah afgav en boblende fjert. “Nå, godnat lille Lullah, og husk, at i morgen er der atter en dag!” hviskede han, slukkede cerutten i natpotten, pustede tællelyset ud, og gled ind i en drømmefyldt søvn.

* * *

Stedet var Lyndanisse, i det Herrens År 1219, den femtende juni, klokken 13:27prc. Ridder Klyne og Sture Möegschwien stod og skuede ud over valpladsen, hvor ligene lå som nålepuder overalt.

”Det er nu vi må gøre udfald, medens de Vender flygter til alle sider! Sejren er så godt som vor!” udbrød Klyne begejstret.

”Ester,” svarede Sture tørt.

”Hvad er der nu med hende…?” spurgte Klyne irriteret, medens han tørrede blodet fra mangen vantro usling af i det hvide linned.

”Jamen, jeg tør ikke,” peb Sture, og sked langsomt i sin rustning. ”Det er farligt! Og jeg må ikke for min moar, og jeg har dårligt knæ. Og det er også begyndt at regne…”

Klyne greb med sin stridshandske om halsen på Sture og løftede ham op i udstrakt arm.

”Kryster! Hvis jeg løber alene frem nu, så skal du sværge ved Tårnet i Gåserød, at hvis du eller din usle slægt nogensinde beder om min hjælp igen, så vil alt hvad der er dit, blive mit!” snerrede ridderen.

”Ja, ja, nuvel, så får det være sådan,” gispede Sture, der var blevet blå i hovedet.

”Elendige hund!” svarede Klyne og lod Sture falde til jorden med et bump.

Ridderen tog sin hjelm af og kastede den i hovedet på Sture, der klynkede ynkeligt. En solstråle oplyste et øjeblik den tapre Klynes noble ansigt.

”For Danmark, Kongen, Tipslørdag, Otto Duborg, sovs og kartofler, og vor kristne danske tro!” skreg han ud over ingenmandsland og løb fortsat skrigende ud i landskabet med hævet sværd.

En kastevind greb det blodige stykke stof og blæste det langt op i luften…

* * *

”Aaaaargh!” skreg Fridolph, idet han vågende fra det rædselsfulde mareridt. ”Klyne er Rane!” råbte han og plantede i vildelse en albue dybt ind i siden på Lullah, der prompte stordefækerede i sengen.

”Klyne er Rane…” gentog han, som for at overbevise sig selv. Han greb ud efter æsken med cerutter, men der var ikke flere tilbage.

(Fortsættes her)

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 9:25

Hestestalden var tom. Den allersidste af de engang så prægtige knockelborgske gangere var for længst blevet afhændet til sæbefabrikken, og kun bidmærkerne i de gamle vakkelvorne træbåse, og det ildelugtende lag af rådnende hestegødning vidnede om fordums storhed. Hér havde egnens dygtigste galopheste engang stået i den isnende kulde og sultet, og skambidt hinanden, efter en velfortjent omgang aftenprygl. Nu var der slet intet tilbage.

”AD!”, udbrød Gylla, da hun satte sin porcelænsfine fod ned i det afskyelige søle. ”Hvordan skal jeg nu komme til Holstebro? Jeg kan jo ikke føre sådan et automobilkøretøjsvehikel! Det har vi jo altid haft folk til! Åh, bare de dog ikke havde skudt den fordømte abekat. ”

Hun gøs ved tanken om den væmmelige advokat, hans pisk og hans halvmeterdildo, og knugede den slimede abehånd.

”Jeg ville ønske det allerede var Jul!” deklamerede hun fnysende, og gik ud på gårdspladsen, hvor der til hendes store forundring nu lå et centimetertykt lag sne. Hyrevognen stod tom og forladt, og lysene fra hovedbygningens vinduer var alle slukkede. Hun stred sig klynkende gennem den fygende blæst, og gik indenfor.

* * *

Oppe i festsalen var greven ikke just tilfreds med nyheden om de to dages ventetid på reparationerne.

”Sig mig, er De overhovedet i stand til at fremkomme med bare delvist gode nyheder, De elendige budslave,” snerrede han, medens han sprang ned på gulvet, synligt irriteret.

”Jamen, der er desværre ikke noget at gøre. De må bevæbne Dem med tålmodighed, hr. greve,” svarede Fridolph, noget valent.

”GU’ FANDEN I HEDE HULE HELVEDE VIL JEG EJ!” skreg greven, og snurrede rundt i en pirouette, medens han smurte den stakkels tjener en knaldende lussing, der sendte ham rullende hen over middagsbordet, så han med en klirrende brag rev hele det engelske spisestel med sig i faldet.

”Og dér røg så det sidste sæt Bing & Crosby, som endnu ikke er pantsat!” konstaterede greven lakonisk. ”Men bare rolig; det vil blive fratrukket Deres lusede løn, som De i øvrigt godt kan kigge i vejviseren efter!”

Fridolph rejste sig fortumlet, og fremstammede: ”V-v-var der ellers andet, hr. g-greve?”

”Ja!” svarede Lambert, medens han for fuld kraft sparkede Lullah i maven, så dyret trillede 3 omgange. ”De kan jo for eksempel skrubbe af, tage Deres evnesvage møgdyr med Dem, og så lukke alle døre efter Dem, undervejs!”

Lambert lo hånligt af den nedbøjede tjener og den humpende gris, som forlod lokalet i stilhed.

”Nu bliver der sågu’ andre boller på suppen, hér på godset”, godtede han sig højlydt, og gned sig i hænderne, medens han vendte sig mod advokat Willy Best.

”Ved De hvad, jeg synes…” begyndte Lambert.

Men Willy Best var der ikke.

(Fortsættes her)

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 6:25

Hvordan i alverden kan De vide det? Vi har endnu ikke lokaliseret grevens røvpapir,” spurgte Fridolph undrende, mens han gned sine ømme kinder. ”Jeg mener naturligvis: brevpapir. Punktum. Hvem har i øvrigt sendt bud efter Deres utiltalende person?”

”Det er mit jo arbejde at vide den slags. Jeg har været i familiens tjeneste i århundreder…”, svarede Rakkelpot kryptisk, mens han slog en langsom, knirkende og svært ildelugtende prut.

”Skulle vi ikke hellere se at komme i sving, du lille tjenermand? Der skulle jo nødig falde flere prygl, vel…?”

Fridolph isnede ved tanken, og lille Lullah peb i sympati fra sit skjul under køkkenbordet.

“Jo, men De må blot forstå, at som situationen er, kan der ikke kan blive tale om noget videre, i form af honorar for deres såkaldte arbejde!”, forklarede Fridolph, og lod indholdet af sin bukselomme falde klirrende på bordet: sølle 1 krone og toogtyve øre, samt en krøllet, nusset og for længst udløbet fribillet til en personlig rundvisning på Gustenhuse Pervertarium.

”MONEY, MONEY, MONEY!”, skreg chimpansen, og rakte grisk labben frem mod det pauvre bytte.

Hurtigere end øjet kunne registrere greb Rakkelpot kødhakkeren fra blokken, og plantede den i bordet med et drabeligt hug, så abens hånd blev skilt fra armen.

”UH! UH! UH! AH! AH! AH!”, vrælede dyret, greb om den blodsprøjtende arm og kastede sig hovedkulds i smerte ud gennem køkkenvinduet med et klirrende brag, og satte derefter i løb i retning mod skoven.

Fridolph fulgte måbende gennem den smadrede rude bæstets vanvittige flugt, og først da der fra skoven hørtes to-tre bøsseskud, efterfulgt af et højlydt hyl, vendte han sig igen imod Rakkelpot.

”Er De tilfældigvis også glarmester…?”, sukkede Fridolph, resigneret.

”Ork, ja. Og sæbefabrikant, tilmed!” lød det fra den mystiske tyksak. ”Og bare rolig, du lille fidibus; det hele er til fulde betalt, for længe, længe siden…”.

Fridolph gøs endnu værre end før, og sparkede i frustration til Lullah, der peb ynkeligt og defækerede, under køkkenbordet.

”Nå. Men så er det denne vej! Punktum!”  fastslog Fridolph noget uoverbevisende, og bad den underlige mand følge sig ned af den mørke kældertrappe.

Gylla trippede kort efter ind i køkkenet, medens hun nynnede et af tidens allerpopulæreste sangtemaer.

”Fridolph, din latterlige lakaj! Hvor er nøglen til vinkælderen? Jeg lider af en deprimation, og jeg…”.

Hun stoppede brat ved synet af den overskårne abehånd på bordet. Lynsnart tilegnede hun sig mønterne og den blodige hånd i sit lommetørklæde, og plukkede derefter nøglen til vinkælderen ned fra dens søm på væggen.

”Hvis du sladrer, ryger du i ovnen til jul!” bemærkede hun, henvendt til stakkels Lullah, der frygtsomt havde observeret det hele.

(Fortsættes her)

Versificeret hæder til hr. Stahl-Eisenmann — SYNG MED!

Stahl-EisenmannLOGO

Jeg oplevede for nyligt den udsøgte fornøjelse at blive personligt hædret ved det årlige julekalas i Gustenhuse Sogneråd.

Til lejligheden blev der skrevet en lystig vise til min ære, og denne vil jeg hermed i al beskedenhed gerne have lov at dele med avisens læsere. Her er melodien, alle synger med på:

Aldrig fået

Og her kommer sangteksten, første til sjette vers:

Vor Hartmann har haft formandskab, lige sid’n han fik det fået
– han er aldrig blevet gået
– han er aldrig blevet gået
ja, se blot på de resultater manden har opnået
han vil aldrig, aldrig, aldrig, aldrig, ALDRIG blive gået!

Hartmannsang01

Og julefattighjælp har vore borgere aldrig fået
– de har aldrig fået noget
– de har aldrig fået noget
det er noget disse proletarer ikke har forstået:
de skal aldrig, aldrig, aldrig, aldrig, ALDRIG have noget!

Hartmannsang02a

Vor servitrice hun er køn, og meget kvik i ho’edet
– hun er aldrig blevet slået
– hun er aldrig blevet slået
men hvis hun spilder vores snaps, så får hun én på låget
men er endnu aldrig, aldrig, aldrig, ALDRIG blevet slået

Hun får jo nok et klask i måsen, når vi bli’r lidt kåde
– det er altid sår’n, med måde
– det er altid sår’n, med måde
og der vanker nok lidt drikkepenge, sådan, indforstået
det er altid, altid, altid, altid, ALTID sår’n, med måde

Hartmannsang03

Vor kære formand drikke vil vort hele sprutforråd
– mon vi andre vil få noget?
– mon vi andre vil få noget?
han har drukket 8 flasker, og er ik’ engang omtåget
men har virkelig, virkelig, virkelig, virkelig, VIRKELIG fået noget

Og spunsen på vor tønde hestepilsner er udslået
– nu skal alle have noget!
– nu skal alle have noget!
og vi går ikke hjem igen, før bunden den er nået
vi går aldrig, aldrig, aldrig, ALDRIG hjem, før den er nået!

SKÅL! Leve Hartmann, og leve Gustenhuse! Hurra x 9 prc.

Hartmannsang04

Som en lille ekstra julespøg havde vi besøg af hr. opretstående entertainer Andrew Bajs Kløj, der reciterede diverse morsomme børnerim, hvoraf jeg herunder gengiver et lille, men repræsentativt udvalg, til d’herrer læseres generelle adspredelse:

“Dippe, dippe, due
Nu vil mormors luge
Åbne sig for hver en mand
Det er sæd i dette land
Dippe, dippe, due

Alabadoster!
Hvad koster din moster?
To mark for 2,
Til knald er hun go’!

Nikke nokke nambo
No se rambo
Nikke nakke nildo
Stor, sort dildo!

Der var engang en mand
Han gokked’ i en spand
Og spanden var af ler
Og konen vasked’ bleer
Medens manden masturberer
Og han sig koncentrerer
Det’ lige før det sker
For nu kan han ikke mer’…

Ælle, bælle, mig fortælle
Turen går til Holstebro
Købe mig en gammel so
Splitte hendes røv i to
Ølle, bølle, hun fik kølle
Turen, den går hjem igen
Vasker mit beskidte lem:
Sår’n var juleferièn!”

Glædelig Jul og godt Nytår til alle (på nær arbejdsløse og marxister), fra os i Gustenhuse! Med festlige højtidshilsener fra Deres til anledningen svært beduggede

-hartmann

SE OGSÅ:

henveisenmannjulemarch

Retur til avisens forside