En af dette årtusindes hidtil største begivenheder har fundet sted næsten uden varsel: Det socialistiske pamperstyre i Holstebro er faldet, og jævne, ranke nordvestjyder er nu ved magten.
Omvæltningen skete, da socialisterne inviterede den københavnske storpamper Lalle Birk Lallesen til et strategimøde om fortsatte slubbertstreger på luxushotellet Skumborg i Holstebros centrum.
“Da brast vor hårdt prøvede tålmodighed,” udtaler kloakpionerarbejder Bryan Yerngumme, Middelgade 19. “Vi telegraferede til vore venner og familiemedlemmer i Usseldrup Storsogn, og få timer senere var befrielseshæren på vej.”
Befrielsen er, hjulpet af glade smil, folkesang og lussinger, forløbet 99 procent fredeligt, og en samarbejdskomité af Holstebroborgere vil nu i fællesskab med vennerne fra Usseldrupegnen lægge retningslinjer for genrejsningen af den fordærvede storby. Gode forslag af enhver art kan afgives i debatfeltet herunder.
Overalt i byen festes der i morgen, og det er værd at bemærke, at Holstebros befrielse også giver genlyd uden for landets grænser. Et håb er tændt, og vor nordvestjyske folkepresse vil under knockelsk ledelse gøre alt for at holde dette håb flammende lokalt, nationalt og globalt.
BRÆKKENDE NYT: Valgkampen har i 11. time taget en dramatisk vending, efter at fru Halma Peckelman, ægtehustru siden 1968 til storsognerådspolitiker Gülbert Peckelman (se plakat herunder) er flygtet fra hjem og pligter i selskab med sin hemmelige elsker, nabofamilien Gaffelwabers præmieavlspuddel Bingo.
Forholdet mellem de to har gennem længere tid været en offentlig hemmelighed i nabolaget på Klamhuse Hede. Borgervæbningen eftersøger dem overalt i vore hjemsogne, og de vil kun få én kortfristet chance for at gøre holdt, når de antræffes.
“Dette forstyrrer valgkampen, men får ikke lov at ødelægge den,” udtaler redaktør Louis B. Knockel. “Vi kan ikke nå at fjerne hr. Peckelman fra stemmesedlen, men han har afgivet bindende løfte om, at han vil træde tilbage straks efter stemmeoptællingen og overgå til et pensionistjob som frivillig ulønnet fækaliesamler på Blodhavn Nordstrand i turistsæsonen.”
“Liderlighed, griseri og fråds vil blive nedkæmpet, intert som eksternt, og man kan fortsat med sindsro sætte sit kryds ved liste P,” erklærer redaktør Knockel.
Herunder de aktuelle valgplakater med avisens og folkeflertallets sikre favorit placeret som nr. 10 nederst på siden:
1. Det solide, troværdige og traditionelle valg:
2. Et alternativt valg:
3. Endnu mere alternativt:
4. Dyrevennernes valg:
5. Den knaldrøde mulighed:
6. Mere socialisme for dem, der har råd:
7. Generel phremgang uden ideologisk dødvægt:
8. Kandidat med historisk stor troværdighed håber på støtte post mortem:
9. Skal intellektualismen have en chance i Nordvestjylland? Vælgerne bestemmer!
10. Tilbage til den nordvestjyske jordoverflade. Familiens og landproletariatets spidskandidat Philbert Rundknockel, som her medgives vore varmeste anbefalinger:
“Nu kommer de. Derude er de, banditterne. De har loven i ryggen, og lige om lidt er det dem, der bestemmer. Jeg styrter mig i Vesterhavet og drukner. Slut, færdig!”
Den gamle, men ranke mand kravlede tilbage på ladet af den cykel, der havde transporteret ham ud i nærheden af sognegrænsen.
“Retræte!” beordrede han sin søn, som leverede muskelkraft til pedalvehiklet. “Hurtig retræte over Klamhuse Hede! Vi skal til Blodhavn Ydermole, og der slutter rejsen.”
Det var den frygteligste dag i storsognerådsformand Lubbert Knockels 96-årige liv. Tarmgasballonkatastrofen i 1964 havde efterladt mærker på krop og sjæl, men den blegnede i sammenligning.
De nordvestjyske hjemsognes selvstændighed og frihed var ophævet ved lov, og loven var trådt i kraft klokken 00.01 natten til i dag. Hassan bin Andersen, borgmester i Holstebro og formand for Muhammedanistisk-Socialt Tvangsparti var nu på march hen over sognegrænsen med sit følge af bureaukrater og pampere.
“Hurtigere!” brølede den gamle til sønnen, 67-årige Gylbert Knockel. “De sataner skal ikke få fornøjelsen af at fange mig i live!”
OTTE MINUTTER SENERE
Midt på heden måtte Gylbert sagtne farten. Strømme af sved sejlede ned over hans røde ansigt.
“Jamen, så holder vi her og får en drik vand,” sagde den gamle fra cyklens lad. “Så kan jeg også tage afsked med vore brave arbejdsnegere.”
Fire fuldvoksne sorte mænd havde i flere måneder gravet efter olie, guld, koprolitter og andre af de skatte, der kunne tænkes at ligge skjult i undergrunden. Foreløbig var fundene beskedne, men storsognerådet havde bevilget 420 daglønninger à kr. 1,77, så arbejdet fortsatte ufortrødent.
Et rundt, smilende hoved kom til syne over den senest gravede grøft.
“Howdydo, massa!” hilste arbejderen. “Spaden har lige ramt metal. Vil du se, hvad det er?”
Lubbert klatrede ned fra ladet. Negeren rakte ham en genstand, og Lubbert skrabede jord af den. Hans gamle øjne blinkede.
“Det ligner… det kunne være… men det er for utroligt til at være sandt.”
Genstanden var på størrelse med en håndbold og skinnede blankt på de steder, hvor spaden havde skrabet mod den. Det var et bæger på en fod, og mens Lubberts højre hånd arbejdede, blev stadig mere af motivet synligt.
YDERLIGERE FIRE MINUTTER SENERE
“Det ligner en flidspræmie fra Landonanistisk Fællesforbund af 1889,” sagde han. “En sølvpokal, intet mindre.”
Men han vidste godt, at det var noget andet og meget ældre og mægtigere. Myten om den hellige gral havde levet på egnen i århundreder, og nu dirrede metalbægeret af sammensparet overnaturlig kraft. Der stod et sælsomt hvidligt tågeskær omkring det, og jorden rystede under Lubberts og de andres fødder.
“Hello boss, her er også olie! Olien vælder op af jorden!” lød et råb fra udgravningen, og yderligere to negere steg op til jordens overflade med sort, klæbrig masse omkring gummistøvlerne.
Lubbert løftede bægeret og rettede det mod øst, hvor fjenderne fra Holstebro var kommet til syne over en bakketop, nogle til fods, andre i motoriserede luxusvehikler.
En stråle af lys skød ud imod dem, fulgt af pludselig voldsom blæst. En skypumpe hvirvlede hen over heden, og tung regn ramte borgmester bin Andersen, mappemændene, imamerne og de kvindelige pampere i deres kække buksedragter. Lubberts næsebor fortalte ham, at det var en styrtregn af svinegylle, der sprøjtede ned over de uinviterede gæster.
Panikskrig og runddans blev efterfulgt af vild flugt i den retning, fjenderne var kommet fra.
Negrene dansede også, men det var en glædesdans.
“Olie, rigdom, fast arbejde!” jublede de.
“Bøf og bajer,” udråbte Lubbert. “Gris og snaps. Guf til alle, fest resten af dagen. Bring mig til Usseldrup rådhus, min dreng og lad det gå lidt rask!”
Gylbert havde fået nye kræfter, og ladcyklen høvlede hen over hjulsporet mod nord. I det fjerne anede man bagtroppen af de flygtende socialmuhammedanere.
Lubbert Knockel knugede den hellige gral mod brystet.”Den er bedre end en atombombe,” sagde han. “Næste gang, Holstebro erklærer krig, bliver der krig for alvor. Men nu skal vi feste!”
Mel.: Jeg en gård mig bygge vil (A. Tegnér)
Tekst: W. Ulbricht og E. Honecker
Vi en mur os bygge vil,
der skal være pigtråd til.
Polizister går langs muren,
de har Schäfer med på turen.
Hvis du træder dem for nær,
si’r det bang fra et gevær.
Marx og Rosa Luxemborg
havde begge krøllet hår;
skal vi kommunister styre,
kræver det en flot frisure,
hvide skjorter, rød kultur
og en kæmpemæssig mur.
Julius Caesar strakte hals og lagde hovedet bagover, så hans barberslave Knockilus kunne fjerne de sidste gråhvide skægstubbe. Den hvinende skarpe kniv kildede hans adamsæble.
“Hvis det passede dig, Knockilus,” sagde han, “kunne du have skåret halsen over på mig hundreder af gange. Har den tanke aldrig strejfet dig, at du, en gammel slave af fjern og fremmed herkomst, kunne gøre det af med verdens mægtigste mand så nemt som sådan?”
Knockilus smilede.
“Aldrig, herre,” sagde han, mens han tørrede barberskum af diktatorens underansigt. “Du sparede mit liv på slagmarken ved Avaricum, jeg glæder mig hver morgen over at se dig gå hjemmefra som Roms mest velbarberede storherre.”
Caesar klappede den gamle slave på skulderen og lod en mønt droppe ned i hans hånd.
“Af sted til dagens gerning!” nynnede han, mens han, alene og ubevogtet som sædvanlig, vandrede gennem folkemylderet de få hundrede meter til senatet.
Et vanskeligt møde ventede ham. Hans forslag til ny knivlov, gældende for det indre Rom alle dage efter mørkets frembrud, skulle til debat og afstemning, og en fornemmelse sagde ham, at stemningen ikke var gunstig.
Mine talegaver må vinde sejren, tænkte Caesar. Ligesom jeg slog gallerne med sværdet i hånd og kunne hjembringe Knockilus og andet krigsbytte i ufattelige mængder, må jeg nu med ordets magt overbevise den romerske overklasse om, at der er for megen blodsudgydelse i nattelivet, og at en streng knivlov er nødvendig.
Caesar havde en hemmelighed: Han var blevet socialdemokrat. Siden nytår havde han fået gennemført en lov om progressiv beskatning af middelklassen, forhøjede dagpenge til arbejdsløse proletarer og migranter, gratis tandpleje i form af gummerydning med kølle samt sidst, men ikke mindst: Offentlige tilskud til obligatoriske gedeskindskondomer på de statskontrollerede bordeller.
Knivloven skulle blive kronen på hans politiske værk. Romerske ynglinge og brunlødede indvandrere skulle ikke længere trække kniv på diskoteker, dansebarer og i sidegaderne sent på natten, når promillen var høj og de unge sind i kog.
“God morgen, min ven Longinus og min ven Brutus!” råbte han, idet han sprang op ad trappen mod forsamlingen af senatorer. “Er vi friske? Skal vi have fåreøjesuppe og blå skumvin til frokost?”
“Nu!” lød svaret med et brøl fra Brutus, og i det samme blinkede solen i mindst en snes blanke knivsblade.
“Jamen dog,” sagde Caesar. “Er det en slags demonstration mod knivloven? Er I blevet splittertossede? Loven skal selvfølgelig ikke gælde for patriciere i fuldvoksen alder og ved højlys dag. Som det fremgår af paragraf 4, stykke 1 og 2…”
Han kom ikke længere. Det første stik var gået ind mellem to ribben, og sekundet efter fik han en kniv i ryggen. Og en til.
Caesar så rundt på de vrede ansigter, mens den ene skarpe kniv efter den anden borede sig gennem ham. Nu var det spidsen af en gylden daggert, som han i sin tid efter en sen middag på et pizzeria i Milano havde skænket sin unge ven Marcus Junius Brutus, der kom nærmere. Den stak, men ramte spændet på hans skulder ved det første usikre forsøg.
“Også du, min søn Brutus,” sagde han, da den svedende knivmorder omsider fik kontakt med kød og blod. Stik nr. 23 føltes som det mest dræbende af dem alle. Med sine allersidste kræfter og blodskum om læberne fremhviskede Caesar:
“Du skal arve min barberslave Knockilus. Han forstår at bruge en kniv.”
FØRSTE AFSNIT AF BUGNENDE BILLEDREPORTAGE OM LOKALHISTORISK GÅDE
Ingen har indtil dato til fulde forstået, hvordan i alverden det kunne gå så galt i en så veldrevet, gennemdisciplineret og respekteret institution som Dårekisten i Gustenhuse. Med det her foreliggende, hidtil hemmeligholdte materiale, kastes imidlertid et nyt og klarere lys over de tragiske begivenheder, der udspilledes den 20.02. kl. 20:02, i det Herrens år 2002.
Gack E. Lacksen den yngre. Nuværende forstander ved Gustenhuse Sindssvageanstalt, professor i samtaleterapi, tvangssterilisering og racehygiejne, redaktør på Sadistisk Tiårsoversigt, 5-dobbelt Nordjysk Mester i friluftsonani, Kommandør af Dannebrog (samt kilde til denne artikels oplysninger).
Gustenhuse Sindssvageanstalts særlige afdeling for højrisikopatienter, samt neurokirurgisk forsøgscenter. Bemærk de af støjdæmpende hensyn afblændede vinduer. Det var fra dette sted revolten helt uforklarligt tog sin begyndelse.
Hovedpersonerne bag opstanden blev egnskendt som “De Fem Forrykte”, alle nærmere beskrevet herunder.
Palindromus Creutzfeldt-Jakobsen. Den ubetinget farligste psykopat i Gustenhuses nedfældede historie. Bagersønnen fra Smedegade led fra barndommen af et Napoleon-kompleks, der forværredes af den omstændighed, at han af uforklarlige årsager ikke kunne kende forskel på spædbørn og napoleonskager, hvilket sammen med tuberkulosen medførte den uforholdsmæssigt store børnedødelighed i sognet i efterkrigsårene. Fra 1947 anbragt i stålsarkofag i anstaltens forstærkede, døgnbevogtede betonkælderafsnit.
Fahrly Schvuppert, ludersønnen fra Skidenstræde, der efter moderens latrinære styrtfødsel i 1907 som spæd kom i klemme i afløbet, og derfor gennem livet led under den tragiske vrangforestilling at han var et tilstoppet vandkloset. Medicin og terapi hjalp ikke på staklens desperate fantasier, og han kunne kun pacificeres ved fastspænding som vist på ovenstående foto.
Kvindesagsforkæmper Hystadia Menses-Rynkeby, der led af kronisk migræne, og som konstant hørte stemmer, stiftede i 1919 Det Ødipale Venstre, der ved sognerådsvalget i Gustenhuse det følgende år af uransagelige årsager opnåede at få 3 komplet utilregnelige kvindfolkspersoner indvalgt, der imidlertid ved et større folkeopløb og med tøjrkøller under gjaldende jubelråb tævedes på flugt af Tølperforeningens gæve medlemmer.
Tølperforeningens frivillige under deres retfærdigt indignerede stormløb på Sognerådets valglokaler. Ordensmagten var chanceløs.
Hystadia blev herefter under skrig, skrål og tænders gnidsel eskorteret til sindssvageanstaltens isolationsafdeling for hysteriske, højproblematiske og særdeles larmende patienter, med udsigt til livslang indlæggelse. Kvinders stemmeret blev af et enigt Sogneråd suspenderet på ubestemt tid.
Den schizofrene “Gedemand” Thormod Habengut, advokatsønnen fra Æresboulevarden, der trods sit uanfægtelige ydre, fine uddannelse, respektable aner, samt betroede stilling ved Gustenhuse Belysningsvæsen, troede han var Klods-Hans. Efter en nattestund i 1927 for 24de gang at have nedredet og efterfølgende på grov facon stanget vægter Larmo Rasselschlüssel, blev Habengut indlagt på specialafdelingen for særligt farlige og utilregnelige personer. Han fortsatte dog indtil revolten ufortrødent sit embede pr. korrespondance, naturligvis underlagt G. E. Lacksens strenge censur.
Fhv. fækalieindsamler og brandstifter Trismi Kinisiri, der led under en sygelig trang til at kravle op i diverse bygningskonstruktioner for at tømme disses latriner, blev i 1938 indskrevet blandt højrisikopatienterne på sindssvageanstalten, efter i sin maniske ildhu at have forårsaget Brunvaretragedien i Gustenhusbjerg Udkigstårn.
Forstander Lacksens ærede fader, afdøde Gack E. Lacksen den ældre, og til højre dennes ydmyge embedsbolig. Under hans kyndige psykiatriske ledelse blev tusindvis af revolutionerende, effektive hjernekirurgiske indgreb udført på patienter, såvel som personale, i perioden 1915-2002.
Et sortiment af de skånsomme arbejdsredskaber anvendt i de utallige livskvalitetsforbedrende operationer, samt et fotografi af daværende materialforvalter, den ufravigeligt loyale hr. Hartmuth Helbard Hadberg (1881-2002), der så meningsløst omkom under den tragiske revolte.
Lacksen senior var forud for sin tid og sit fag i en sådan grad, at anæstesi og lignende fordyrende hjælpemidler blev fuldstændigt overflødiggjorte, hvilket ses af dette fotografi fra en rutineprocedure.
Sygeplejersker og andet personale deltog med begejstring og på lige fod med de indlagte i de frivillige eksperimenter. Herover ses 2 figuranter efter deres vellykkede trepanering, som af sparehensyn udførtes i disses frokostpause.
Et eksempel på den effektive, med afspilning af Giro 413 kombinerede elektriske neuralterapi, primært anvendt på sognets ungdommelige elementer, vagabonder, marxister og andre dagdrivere, der alle som én efter endt tvangsbehandling sprang ud som født påny og påtog sig et stykke nyttigt arbejde. Nederst ses laboratoriet, hvorfra lyd- og strømstyrken reguleredes.
Den ældre Lacksens fremragende og banebrydende arbejde inden for lægevidenskaben vakte international anseelse, hvilket ses af dette foto fra 1950. Anstalten har besøg af den nobelprisvindende indiske auktionarius og hjernekirurg Ramit Indeep, der nænsomt demonstrerer en simpel frontal lobotomi på en ubedøvet patient.
Herover: Idel lykke blandt frivilligt nylobotomiserede mandlige patienter, der, befriet fra dagligdagens stress, angst og depressioner, nyder sommersolen på exercitspladsen, hvor man i fællesskab dyrkede legemsøvelser, herunder ophængning ved fødderne, opfriskende balde- og rygpisk, gruppemasturbation, gensidige lusseringsmaratons, såvel som kreativ fækalieformning.
Man må uvægerligt, og med rette, spørge sig selv, al denne smukke medmenneskelige herlighed taget i betragtning: Hvorledes kunne tragedien overhovedet finde sted ?
Forklaringen ligger som så ofte i en banal tilfældighed.
Vore nordvestjyske hjemsogne vil igen i år blive oversvømmet af socialistiske Holstebro-velhavere og anden pøbel. Tiden er inde til oprustning mod denne trussel.
Som tidligere år kræves folkelig tilslutning, klarsyn, disciplin, ikke kun rettet mod de tilstrømmende masser, men også indad mod os selv.
En del af løsningen kender vi allerede, mere vil blive bekendtgjort i de nærmeste uger.
Storsognerådet er sammentrådt til det halvårlige møde, og Borgervæbningen vil sammen med andre korps blive indkaldt til mobiliseringsstævne næstkommende onsdag kl. 06.14 prc.
Situationen er, som altid på denne årstid, kritisk, men der er endnu håb for os alle.
Afvigte Aften, imedens L´hombrespillet var i sin bedste Gænge imellem ligestilllede, bedre Mænd i min Spisestue, blev der forsigtigt banket paa Døren. Ved mit fyndigt udtalte “Hvem vover at forstyrre et ærligt Kortenspil?” vovede dog en ung Tjenestepige (Vaginilla Pferdia af den her bekjendte Famile Mose-Slammose, alder 47 aar) at fremhviske en kort Beskjed: At, i min egen Lade, en aldeles uautoriseret Folkekomsammen var under Afvikling.
Stærkt consterneret maatte man opgive, eller i det mindste pauselægge en god Haand, Kortenspil og ubekymret Gammen og deelagtiggjøre Selskabet i en Underretning om saadan utilladelig og subversiv Adfærd. Dette medførte almindelig Uroe og Ophidselse. Somme foreslog, at man hver især skulde møde bevæbnede op, for at give Usurpatorerne den rette Bekomst, om nødigt. Selv opfordrede man til, at der anvendtes den erfaringsmæssigt nyttige Lussering og de svirpende slag af Hasselkjæppene. Min egen “Skræp XXI” havde, efter en Vinter i Kakkelovskrogen, vist sig at være alle sine Forgjængere overlegen i fasthed og elasticitet.
Saaledes udstyrede; mine Naboer med deres af Naturen givne Lusseringsudstyr, nogle med stive Spadserestokke etc; jeg selv med Skræp XXI, begav vi os roligt og stilfærdigt om til Høladen. Man skal tillade sig at blotte en vis Forfængelighed ved at oplyse, at dette Bygværk er konciperet og opført af een selv, i den bedste Manér, som kjendt fra de gamles Byggeskik.
Allerede uden for Ladeporten hørtes, ikke “lystig Tale og muntert Tidsfordriv”, men oprørende Anklager imod de behjertede Mænd, som i sin Tid tog imod de forarmede Indvandrere fra det mislykkede Stenlille Sogn. Her maatte vi høre Takken for den Godhjertethed, den Omsorg og den Opdragelse som Disse, ud fra vort gode Vilie og Gavmildhed blev til Deel.
Det paastodes, at vi heer i Sognet havde lusseret, pryglet og udnyttet disse tilvandrende Skarer for at dresserer dem til Lydige og forsagte Arbejdere i vore Bedrifter. Sandheden er, kort fortalt, at disse Stenlilleindvandrere viste sig, paa trod af Lussering, Stokkeslag og behjertet Overtalelse, at være fjerde-eller femterangs Arbejdskraft. Ved venlig Underretning om Arbejdets rette Udførelse, beklagede de sig immer over ikke at forstaa den tydeligt udtalte Instruks, omendskjønt vore to Sogne dog grænser op til hinanden, og at Stenlilledialekten nok er frastødende, men begge Veje ikke uforstaaelig.
Som bekymrede og til deels vrede Principaler skaffede vi os Adgang til dette “Vælgermøde” og stilede i samlet Flok op imod Lederne, der sad bænkede ved et Langbord, uretmæssigt bortført fra min egen Folkestue. Paa Anfordringen: ”Hvem er ansvarlig for dette Arrangement?” svarede ingen.
Først efter nogen Overtalelse gik møddingvender Chaim Adamsson Muldboorn til Bekjendelse. Jo, han var den, der havde indkjalt til denne uautoriserede Sammenkomst. Min Gjenboe, Herr Stygge Krumme v. Eeringshausen paatog sig, uden Indvendinger, paa Stedet at afstraffe den skjyldige, hvilket til Exempel og Paamindelse blev gjort, haandfast og skaanselsløst.
I Laden befandt sig endvidere et Par os hidtil ubekjendte fremede. Efter en nærmere Undersøgelse medgav disse, at de begge var saavel Skribenter til som Agitatorer for det ilde berygtede Smudsskrift “Sorø-Posten”. Saadanne Figurer har ingen Gang paa Jorden i vort Sogn, saa de blev efter kort Proces overladt til selv at finde hjem til den nærliggende, gjennemfordærvede Kjøbstad.
Om Folkeholdet, baade heer og hint, er at sige: Den paafølgende Morgenstund blev der malket, fodret, luget og saaet, som Skik er paa denne Aarstid. Saa I Dannermænd- og Kvinder, som maatte erfare Dette; Stol trygt paa, at den rette Overbevisning og en fast Haand immer viser Vejen.
Naar hertil lægges, at Sogneraadsvalgets resultat ved begge Optællinger blev 417 Stemmer på den Münchhauske Fællesliste, 9 stemmer på Socialisterne og 1 1/2 stemme kendt ugyldig, er dette kanskje til Opmuntring i resten af Fædrelandet, herunder det saa beundrede Usseldrupske Storsogn.
200 ekstra borgervæbnere vil patruljere overalt i hjemsognene
Den turistsæson, vi nu går ind i, skal sætte historiske rekorder som den mest velkontrollerede og indbringende nogensinde. Det største enkelte fremskridt får vi at se på sexualitetsområdet, hvor alle turister nu får gebyrskruen at mærke – også de lumpne passive typer, der tidligere år har knebet sig udenom på den ene eller den anden måde.
– Masturbation har vi ligesom kopulation af næsten enhver art (inklusive aktiviteter med husdyr, havlevende dyr og plantevækst) fået kontrol over, og gebyrindtægterne er vokset år for år. Men i turistskaren gemmer sig useriøse og bedrageriske invider, som i kraft af reel eller simuleret afholdenhed prøver at luske sig uden om deres bidrag til fællesskabet, udtaler Louis B. Knockel, der i vinterens løb har stået i spidsen for en en-mands turistgebyrreformkommission.
Flere hundrede ranke unge borgervæbnere er efter den sejrrige afslutning på skærmydslerne med Kæltringsø gået ind i sexualitetskontrolarbejdet og har modtaget træning såvel i den fysiske kontrol som analysearbejdet og lussinghåndteringen.
– Vi forventer indtægter mindst 50 procent over sidste års total, som løb op i 837,17 kr., proklamerer Louis B. Knockel, inden han begiver sig til Blodhavn Nordstrand for at deltage i en realistisk feltmanøvre sammen med de nyuddannede borgervæbnere.
Det står nu klart, at der er tale om en egentlig epidemi og ikke kun enkeltstående tilfælde af den frygtede sygdom ADHD, tidligere kendt som DAMP.
Diplomgynækolog og familielæge Ingolf Skødeflom udtaler til avisens udsendte: ”Dette kommer fuldstændig bag på mig – den havde jeg ikke set komme.”
På trods af kørende ADHD-patruljer og en tilsætning af Ritalin helt op til grænseværdien i det kommunale drikkevand er dette fænomen ganske uventet kommet fuldstændig ud af kontrol, fortæller han.
Unge som ældre slubberter har i den senere tid udviklet løjerlige tics og tvangshandlinger, og kommunens folkeskoler står nu gabende tomme, idet eleverne enten har glemt at stå op eller på vej til skole er blevet distraheret af tilfældige impulser, der har fået dem på afveje. En større flok er således set cyklende efter bussen til Hadsund i høj fart, formentlig fordi der på bussens bagende var påklistret en reklame for kødgranulatet Max Ronald.
Også kommunens erhvervsliv er hårdt ramt. Den ellers så overskudsgivende produktion af kopier af marokkopuder, der blev parallelimporteret af et kendt svensk møbelhus, er gået i stå. Direktør Svein Hasselprügel udtaler: ”Det virker på mig, som om medarbejderne fuldstændigt har tabt tråden”.
Servicefunktioner kører på halv kraft. Således er der i øjeblikket stort set ingen forsendelser, der når frem til den rigtige adresse, og postbude er set i byens parker, hvor de tænder bål med breve og reklamer og ellers fornøjer sig med grillmad og bajersk øl.
Dr. Ingolf Skødeflom peger i retning af en årsag, der skal findes i de sidste ugers enorme indtag af svinekød og ikke mindst den blå drikkepetroleum. “Begge dele er noget stads, som forstyrrer vores biorytmer,” fortæller han. “Personligt tror jeg, vi vil se en bedring hen mod slutningen af måneden, og jeg vil opfordre alle til at bevare roen og lade som ingenting.”
