Tidligt på eftermiddagen i går kollapsede faldstammen på Hotel Blodhavn. Der havde gennem længere tid været en del knirken og knasen fra selvsamme installation, og brugen af hotellets selvskyllende klosetter på etagerne over stueplan var blevet indstillet allerede dagen i forvejen.
Dette skulle imidlertid vise sig at være en skæbnesvanger beslutning. Tekniske undersøgelser peger i retning af, at der har fundet en egentlig implosion sted, forårsaget af, at den i forvejen svækkede konstruktion pludselig manglede det indhold, der ellers havde givet den en vis støtte og afstivning.
Både kong Hilbert og hans kongelige højhed kronprins Folmer har inspiceret ulykkesstedet og udtalt deres støtte til de omkomnes familier. Den triste historie fik dog heldigvis en uventet og mere munter drejning, da Kong Hilbert ved tilfældighedernes indgriben genfandt sit gebis i pluddermassen ved faldstammens fod.
Kongen kunne fortælle, at han tydeligt huskede, hvorledes han ved gallapremieren på den muntre musical “Den behårede snemand” i pausen havde forspist sig voldsomt i blommegrød og solide portioner af kransekager med fyld af kødgranulat. Han var senere samme aften blevet antruffet nøgen og uden gebis i et af hotellets værelser, hvor han efter at havde udtømt det kongelige maveindhold nu forsøgte at gengive overturen til “Den flyvende hollænder”, frit fortolket for 2-strenget guitar og en noget anløben baryton.
Det tililende hotelpersonale havde først efter nogen tumult fået ham bundet fast i en solid lænestol og givet ham en stikpille med 60 mg Stesolid, hvorefter han øjeblikkeligt var faldet i dyb søvn.
Indtil afvigte lørdag har det således været lidt af en gåde, hvor det kongelige gebis havde forputtet sig, og der havde gennem længere tid hersket en stemning af gensidig mistro personalet imellem. Direktøren havde derfor set sig nødsaget til at uddele adskillige serier af opmuntrende og motiverende lussinger, for på den måde at holde arbedsdisciplinen i top. Især de yngre kvindelige medarbejdere havde nydt godt af direktørens omsorgsfuldhed og afklapsende personalpleje.
Kongen var tydeligvis berørt og meget taknemmelig for at genfinde sit fine tandsæt, og efter en hurtig rystetur i en cocktailshaker med 50% drikkepetroleum, kunne han atter brillere med sit berømte tandsmil.
Følgende vers er senere blevet set, skrevet med blækblyant på flere af hotellets toiletvægge. Kongen har dog i sin udstrakte grad af storsind valgt at betrage skriverierne som en spøg, idet han ikke bliver decideret nævnt ved navn i dem, og derfor mener at være anonym, hvorfor verset som et kuriosum her gengives ucensureret og i sin fulde ordlyd:
Når man som jeg på Ulrich råber,
lidt i stil med andre tåber
og i stride strømme,
sin kongebug vil tømme,
må jeg ej på skylleknappen trykke
– før jeg ved, om jeg kan tygge.
(Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.)
Retur til forsiden