Tag med på en højdramatisk skattejagt efter to rubiner, der minder om blodrøde svesker. Vor helt, storreporteren Halunk, er på eventyr med sine hjælpere, professor van Dango, ekspert i brun magi, samt den alkoholiske pilot og dansktopsanger Edmund.
De chartrer flyet Dinglebob og lander i det tropiske rige Langtpokkerivold, hvor Halunk bliver udsat for voodoo-tortur og meget andet slemt. Skurke af forskellig størrelse og intelligens dukker frem, og gådens opklaring har relation til den Rakkelpot-slægt, der som bekendt har plaget Halunk og os andre gennem generationer.
Indiana Jones har aldrig oplevet noget så stærkt som handlingens klimaks, og den fortjener Hollywood-filmatisering. Ender det godt? Det skal ikke røbes her, men romanen anbefales på det allervarmeste. Den er fortalt med det boblende, barokke humør, som kendetegner alt, hvad hr. Halunk oplever og beskriver.
Denne nye seks-stjernede roman kan hentes øjeblikkeligt som e-bog fra Saxo boghandel. Link her:
Tusinder af borgere var mødt op til demonstrationen af det længe ventede penisvehikel, der efter sigende skulle være det hurtigste og mest lydløse befordringsmiddel i mands minde.
Fremvisningen fandt sted i Vammelmose Muddergrøft, hvor penisraketten skulle cirkulere et par omgange om Vammelmose Muddersø.
Automobilet er opfundet af den nordvestjyske negertrio, brødrene Shismabæbæ, som efter sigende turnerede rundt på Fyn med deres testikeltennistrick. Årene i showbusiness har været hård kost mod sjæl og testikler, så nu har de rettet fokus mod automobilbranchen og videnskaben.
For at øge opmærksomheden satte negerbrødrene gang i en parade inde i byen der senere skulle ende i Vammelmose Muddergrøft, hvor raketten skulle vise sin formåen. Den ældste broder Wavadetduh gik rundt med en megafon og proklamerede, mens de yngste brødre kørte rundt i bilen.
Bibob og Lula Shismabæbæ kørte op og ned af strøget og Wavadetduh sagde: ”Det er fuld fart frem uden at se sig tilbage … Det er bevægelse på stedet! Det er Bibob og Lula!”
Byens borger blev lokket med lethed ud til Vammelmose Muddersø af den pompøse parade.
Wavadetduh hævede startpistolen, skød op i den grå himmel og de yngste brødre trykkede gaspedalen i bund i bunden af penisraketten.
Folkemængden hujede, men da det fallosformede raketvehikel opnåede sin tophastighed, endte begivenheden i det rene kaos. Vognen brød ikke blot gennem lydmuren men også gennem tid og rum, for i mulden på den østlige bred af Vammemose Muddersø opstod en kraftig røgudvikling og lys fra jorden. Metalpenissen havde revet et hul i universet. 90 cm i diameter.
Vognen blev bragt til øjeblikke standsning og brødrene Shismabæbæ nærmede sig punktet hvorfra det stod op med gnister, røg og uhyggelige lyde.
”Der er opstået et sort hul. Hold jer tilbage. Det ser farligt ud,” råbte Bibob og Lula. ”Er der en ekspert til stede?!”
”Mig!” råbte en mand uden ben. Han præsenterede sig som videnskabsmanden Rakman Elpotto.
Med armkraft slæbte videnskabsmanden sin torsostump hen over den mudrede jord, eftersom benproteserne var til kogevask på det lokale møntvaskeri.
Det var nu også kun hånden han skulle bruge til at afgøre byens skæbne. Han stak en prøvende finger ned i det sorte hul for at mærke vindretning og temperaturen.
”Enden er nær!” råbte den benløse videnskabsmand, Rakman Elpotto. ”Det sorte hul vil vokse dag for dag. Hele området vil blive opslugt inden måneden er omme.”
”Flygt!” skreg Wavadetduh og straks blev området ved Vammelmose Muddersø tømt for mennesker.
Vil Vammelmose Muddergrøft og senere resten af Nordvestjylland blive omslugt af det sorte hul og vendt på vrangen, eller vil der blive fundet en løsning?
Hr. Nidding Halunk følger op på sagen, klik straks videre til VAMMELMOSE AFSNIT 23456789
Inde i hotellobbyen skreg de indfødte i kor: ”Store høvding!”
En mand med gøglerkasket, brystholder af kokosnødder og bastskørt sprang ud af døren bag skranken og hylede: ”Hvad er der nu?”
”Den ubudne gæst vil ikke samarbejde! Han passer ikke sit arbejde. Går bare og brænder husleje af.”
”Føj for satan,” skreg høvdingen. ”Gør ham mør i fangehullet!”
Jeg kunne fornemme at noget var galt. Hvordan kunne disse primater dog have styr på hoteldrift?
”I er ikke indfødte, er I vel?” sagde jeg. ”I er noget andet ..”
Samtlige 50 potraklere i lokalet brød ud i en høj latter.
”Så faldt ti-øren, hva’?!” grinede høvdingen.
De indfødte fjernede deres fækaliebaserede ansigtsmaling, trak lændeklæderne af og iførte sig gummihabitter. De tog hver sin kam og friserede håret. De var ikke Potraklere. Sådan nogen eksisterede ikke. Det var en del af familien Rakkelpot.
”Selvfølgelig,” sagde jeg lavt.
Hotelbestyreren, som tidligere gjorde det ud for høvding, grinede ondt. På hans navneskilt på brystet stod navnet Rambuk Rakkelpot.
”Send ham hen på værelse 69!”
Det lyder farligt! Vi må straks videre til næste afsnit
I samme sekund Fede-Niels mødte ind på kadaveropskæringsfabrikken, vidste han at noget var grueligt galt. En massiv snestorm havde i løbet af dagene, gjort al ind- og udrejse fra hjemsognene umulig, men det var ikke dét der bekymrede ham. Det var heller ikke de hundredvis af kødædende dræberfækalier der endnu ikke var tilintetgjort, næh mange af dem var tilsyneladende gået i vinterhi.
Niels’ bekymringer cirkulerede om den ranglede mand med det sleske smil og den spraglede gummihabit, der var mødt op på fabrikken:
”Godmorgen, mine herrer. Mit navn er Rachwald Halallandsen!” sagde den fremmede. ”Hartmut Gaffelwaber, jeres daglige herre og mester, er taget på en forlænget juleferie, så jeg varetager driften resten af året.”
Rullebåndet gik i gang, men til medarbejdernes forbløffelse var det ikke døde dyr der kørte forbi, men derimod en lang, tyk pølse i grønne og brune nuancer. Massen kom fra en gigantisk maskine der var blevet opsat ved starten af båndet.
”Hvad fanden er det?” udbrød Niels chokeret.
”Åh, det havde jeg glemt at fortælle jer! Jeg har ændret forretningsmodellen. Dette er plantefars. Det skal skæres i bøffer, koteletter, stege og pølser. Kød er fortid. Sæt i gang!”
”Men borgerne forventer flæskesteg til jul!” råbte Gylpert Larsen.
Rachwald grinede hult: ”Ikke på min vagt. I år bliver det en kødfri, klimavenlig jul! HAHAHA.”
Er julen ødelagt? Kan Fede-Niels gøre modstand, og hvem er denne mystiske Rachwald Halallandsen? Følg med i næste nervepirrende afsnit!
Mens Storbjørn Snus analyserer prøverne har jeg, Edmund Totenschlager, valgt at tage drastiske metoder i brug. Jeg har sat mig i forbindelse med Nordvestjysk Åndemanerselskab. Denne sag er større end som så.
Lederen af denne gruppe af spirituelle mennesker hedder Lord Langhalm og han havde vigtige informationer at formidle.
Jeg rakte ham Halunks noter og hans portrætfoto og Lord Langhalm gik straks derefter i en så dyb trance at han tømte blære og tarm på stedet. Han åbnede gabet og messede et spådomsvers:
”En, to tre, fire fem,
denne sag er slem,
Halunk er her og der og alle vegne,
på bjergets top og bag en bregne.
Og skurkekongen tror han er Gud,
Stop ham inden tiden rinder ud.”
Lord Langhalm kastede herefter op og selvantændte spontant. Jeg og de andre i lokalet fik ham hurtigt slukket med en fyldt natpotte.
Jeg tog hjem til Bladhuset måske mere forvirret end da jeg tog af sted. Hans spådom stillede endnu flere spørgsmål end den besvarede.
Jeg måtte lægge hjernen og mine underbukser i blød.
I morges brød vi, med borgervæbningens og hr. Knockels velsignelse, ind i Halunks taglejlighed på Blodhøj for at lede efter spor. Og spor fandt vi.
Baryl Nidding Halunk har arbejdet på at opspore bagmanden bag Kæltringsø og Guldhamsterens Orden, ærkerivalen og dobbeltgængeren Grobrian Halunk, der i flere år har spredt rædsel under sit alias Doktor Kæltring-Karlsen.
Havde Baryl fundet frem til Grobrian? Vores mavefornemmelse siger ja.
Storbjørn og jeg gennemgik hurtigt Baryls notater. I disse skriverier lader det til at Baryl var ved at undersøge en mistænkelig adresse beliggende bag Urinkraftværket. Vi kørte straks derud og opdagede en efterladt virksomhedsbygning. Udenfor holdt et vehikel med påskriften: Brunt og Godt.
Til vores skuffelse var stedet mennesketomt. Men hele vehiklets interiør var fyldt med fækalierester og brødkrummer og vigtigst af alt fandt vi Baryls personlige kuglepen. Storbjørn Snus der har en forfinet lugte- og smagssans er disse timer ved at analysere disse afførings- og brødprøver, så vi kan komme tættere på at opklare mysteriet.
Avisens højtelskede storjuniorkorrespondent Baryl Nidding Halunk er ikke set siden sin grandiose jubilæumsfest i maj. Han er hverken mødt ind på Bladhuset eller set i gadebilledet.
”En højest usædvanlig adfærd,” fortæller hr. Knockel og tilføjer: ”Den unge Halunk er mødestabil. Noget er galt.”
Vi på avisen vil ikke dvæle før mysteriet er opklaret, hvorfor vi nu laver denne føljeton. Vi, Edmund Totenschlager og Storbjørn Snus, vil udspørge vidner, lede med forstørrelsesglas og kikkert, og vende hver en fækalie i området for at finde Baryl Nidding Halunk.
For blot en time siden dukkede et vidne op som måske kan føre os i den rigtige retning. Den pensionerede lussingballetdanser Bob Krykke har følgende at berette:
”Jeg så en forvokset fugleskikkelse putte en kartoffelsæk over hovedet på den unge Halunk, skubbe ham ind i et sælsomt automobil med påskriften “Brunt og Godt”, og forlade området med hvinende dæk.”
Det tyder på at Halunk er blevet kidnappet. Hvem står bag? Vil der blive forlangt en løsesum og hvad er meningen bag Brunt og Godt?
Kålforvalter Calorius Blankhane er ikke længere iblandt de levende. Den højtelskede, respekterede og ikke mindst dygtige borger måtte lade livet da en hel lagerbygning med flere millioner tons kål styrtede over den sagesløse mand.
Hr. Blankhane var i færd med at inspicere beholdningen og prøvesmage de forskellige slags kål, hvilket blev fatalt. Forvalteren havde indtaget så meget kål at methan-mængden i hans legeme steg til et overmenneskeligt niveau. Da han ville lette trykket og lade gassen sive ud, endte det i en så massiv og tøjlesløs gasudledning at bygningen måtte give op. Prutten blev målt til vindstyrke 14. De to praktikanter og fejedrengen nåede ud i tide.
Nekrolog:
Calorius Blankhane blev født i 1901 i Vammelmose Muddergrøft. Familien var kålbønder og han fik derfor kål ind med modermælken. Efter en kort uddannelse fra 1917 til 1990 var han klar til at tage ud på arbejdsmarkedet som kålforvalter. Et arbejde han var stolt af.
Manden var kendt for sit næsten tandløse smil, den lune humor og en manglende højre hånd, der blev skåret af ved en fejl i en råkostulykke i 1989.
Hr. Blankhane elskede kål. Uheldigvis tog den livet af ham. Æret være hans minde.
Bemærk:
På søndag kl. 07.55 begynder begravelsen. Kl. 08.00 slutter den. Efterfølgende trakteres der med kåldolmere, halmcigarer og gul hestepilsnere.
