”Ejer Bavnehøj 5 km”, sagde skiltet, men Gylla ænsede det ikke. Orienteringsevne eller stedsans havde aldrig været hendes absolutte force, og nu var det uvidende pigebarn altså på vej til Skanderborg, i stedet for Holstebro. Bilen skrumlede uanfægtet derudad, og pilen på benzinmåleren dirrede i det røde felt.

Hun kiggede på instrumentbrættet for første gang under køreturen. ”Når man drejer til venstre næste gang, kommer man hen til et rødt hus, hvor der bor en, der hedder Tom,” konstaterede hun, lidt skråsikkert. ”Det er da utroligt, hvad den dér PSG kan…”

Pludselig lød en hylende sirene bag hende, og et roterende blåt blink oplyste bilens bakspejl. Det var den overærgerrige og nådesløst flatulerende færdselsbetjent Vladomir Prutin, der var ude at ekstrapatruljere i fritiden, så nu vankede der bøder! Manglende dit, manglede dat, diverse ubetalte fordringer på vehiklet, uansvarlig kørsel, tåbelig påklædning, uforskammet toneleje, bussemænd i næsen, forkert indstilling af bilradio, og så videre.

Det ville nok løbe op i adskillige hundrede kroner. Penge, som Gylla desværre ikke havde, og politimanden var jo via en tv-serie kendt for at afgive sin toksiske tarmgas i folks biler, som disciplinærmiddel.

Gylla kunne ikke bære tanken om at skulle køre resten af vejen til Holstebro, i en stank af en kålspisende tjenestemands fjærter, og udbrød ynkeligt: ”Åh, jeg ville ønske jeg var i Holstebro!”

Abehånden på passagersædet spjættede et øjeblik, og rustvognen knagede i karosseriet, da der kom et kæmpe lysglimt. Gylla holdt sig for øjnene, og slap speederen med sin højhælede sko fra Louis Vuitton.

Da hun atter kiggede ud af vinduet, kunne hun se det blinkende neonlys fra facaden på diskotek Wankers 101, hvor et større håndgemæng allerede var i gang. Bilen trillede langsomt det sidste stykke, inden de allersidste benzindampe var opbrugt.

En tom flaske fløj gennem luften og prellede af på forruden. Hun var endelig fremme!

(Fortsættes her)