1. december 2026
I samme sekund Fede-Niels mødte ind på kadaveropskæringsfabrikken, vidste han at noget var grueligt galt. En massiv snestorm havde i løbet af dagene, gjort al ind- og udrejse fra hjemsognene umulig, men det var ikke dét der bekymrede ham. Det var heller ikke de hundredvis af kødædende dræberfækalier der endnu ikke var tilintetgjort, næh mange af dem var tilsyneladende gået i vinterhi.
Niels’ bekymringer cirkulerede om den ranglede mand med det sleske smil og den spraglede gummihabit, der var mødt op på fabrikken:
”Godmorgen, mine herrer. Mit navn er Rachwald Halallandsen!” sagde den fremmede. ”Hartmut Gaffelwaber, jeres daglige herre og mester, er taget på en forlænget juleferie, så jeg varetager driften resten af året.”
Rullebåndet gik i gang, men til medarbejdernes forbløffelse var det ikke døde dyr der kørte forbi, men derimod en lang, tyk pølse i grønne og brune nuancer. Massen kom fra en gigantisk maskine der var blevet opsat ved starten af båndet.
”Hvad fanden er det?” udbrød Niels chokeret.
”Åh, det havde jeg glemt at fortælle jer! Jeg har ændret forretningsmodellen. Dette er plantefars. Det skal skæres i bøffer, koteletter, stege og pølser. Kød er fortid. Sæt i gang!”
”Men borgerne forventer flæskesteg til jul!” råbte Gylpert Larsen.
Rachwald grinede hult: ”Ikke på min vagt. I år bliver det en kødfri, klimavenlig jul! HAHAHA.”
Er julen ødelagt? Kan Fede-Niels gøre modstand, og hvem er denne mystiske Rachwald Halallandsen? Følg med i næste nervepirrende afsnit!
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside