“Money, money, money!” skreg chimpansen.

Grev Lambert skar en grimasse. Temperaturen mellem slottets nøgne kampestensmure var under frysepunktet, men sved dryppede fra hans røde ansigt.

“Søde lille papa,” kvidrede komtesse Gylla. “Kan du ikke lige betale den væmmelige chauffør, så vi slipper af med ham?”

“Betale, betale! Det er efterhånden det eneste ord, jeg hører fra morgen til aften! Hvad skal jeg betale med?”

“Jeg foreslår penge.”

“Det er dem, vi ikke har flere af, tossede tøs! Du har været på schweitzisk kostskole og derefter tilbragt to et halvt år som volontør på en negleklinik i Vollsmose. Du aner intet om penge, selvforsørgelse eller overlevelse i vore dages økonomiske helvede.”

“Money, money, money!” bjæffede den uniformerede menneskeabe.

“Har vi et lille problem her?” lød det fra døren. En herre i 50-års alderen, iført lang mørk frakke med pelskrave, trådte nærmere. Han medbragte en dokumentmappe. Da han så komtesse Gylla, lyste hans læderagtige ansigt op i et øre-til-øre-smil. Øjnene var bittesmå og sorte som stenkul.

“Jeg har længe ønsket at gøre Deres bekendtskab,” sagde han, idet han greb hendes hånd og kyssede den smaskende.

“Hvem er den mand?” spurgte Gylla sin far.

“Vores nye advokat, dr.jur. Willy Best, Holstebro, søn af den berømte storjurist, dr. Werner Best. Hvis nogen kan redde Knockelborg, er det ham.”

“Money, money, money!” Aben klaskede hænderne i gulvet.

Advokaten åbnede sin mappe. En bleglilla dildo, en sammenklappelig ridepisk og et tykt bundt grønne pengesedler kom til syne.

(Fortsættes her)