Mørke omgav lille Bruno. Koldt, vådt mørke. De tavse mænd havde fjernet rebene omkring hans arme og overkrop, og den stofpose, han havde haft over hovedet, var også væk, men han havde ikke udsigt til andet end mørke.
En dør var smækket i lås, og nu famlede han rundt langs væggene i rummet, som ikke målte mere end et par meter på hver led. Gulvet bestod af hårde, ujævne sten, døren af brede, rynkede planker.
Han klynkede, men kun et øjeblik.
– Det hjælper jo ikke, sagde han til sig selv. – Der er gået et stykke tid. Mor og bedstefar savner mig. De kommer og redder mig ud herfra. Fætter Bubba og fætter Puckelwaber vil også være der, store som huse, stærke som lastbiler. Familien Pølle slår tilbage, lussinger rydder de ækle mænd af vejen.
Han havde ikke fået mere end et glimt af de to, der fangede ham på udflugtskroens latrinbalkon, men undervejs i bilen havde han bemærket, at de lugtede forskelligt. Den ene af pebermynte og frisk pubæ, den anden af persille og lagret, gæret urin. Det kunne han kende dem på, nu og i al fremtid.
Fem, seks eller flere gange var Bruno nået rundt i det lukkede mørke rum, da han hørte en svag skramlen udenfor.
– Hjælp! skreg han. – Skaf mig en mundharmonika eller en jødeharpe, eller jeg dør! Det er alvor, og det skal være nu med det samme!
Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside