”Hvor vover I to flanører at urinkopulere på gulvet i mit fædrene hjem?” skreg Grev Lambert, da han trådte ind i lokalet og i sit store raseri helt misforstod situationen. ”Det var ikke derfor, min salig forfader Möeghschwien stod rank og tapper i kampene ved Lyndanisse! Vil I øjeblikkeligt holde op! Og har nogle af jer løsslupne unge mennesker i øvrigt set mit brevpapir…?”

”Røvpapir?!”, mumlede Gylla, der stadig havde chimpansefingre i munden.

”Nej, for Satan, mit officielle adelige brevpapir! Det med våbenskjoldet. Oppe i højre hjørne. Eller er det nede i venstre… Et luksusdas med egeløv og to krydsede toiletbørster… Ligemeget! Jeg skal rekvirere en autoriseret plattenslager, omgående! Vort… apparat nede i kælderen er eksploderet. Igen! Det haster!” forklarede den stadigvæk noget agiterede greve.

”Pikkensmager”, mumlede Gylla, der endnu ikke havde fået abefingrene ud af munden.

”Det interesserer mig overhovedet ikke!” svarede den tydeligvis stadig en anelse frustrede greve, medens han drejede om på en tallerken og højlydt trampede ud af indgangspartiet i retning mod sidegemakket, hvorfra der kort efter lød en serie smældende klask med tilhørende højlydte skrig.

”Nu prygler han tyendet igen…!” sukkede Gylla, der endelig havde fået sig befriet fra den omklamrende chimpanse.

”Og De kan glemme alt om drikkepenge!” hvæsede hun arrigt, medens hun med sin fine, spinkle hånd stak aben en syngende lussing.

”Nu er det heldigvis snart Jul,” hviskede komtessen sagte til sig selv.

(Fortsættes her)