Den korsfæstede grev Lambert tænkte over sit forspildte liv. Hvad havde han at sige til sit forsvar på dommens dag? Hvordan ville han forklare, at han i løbet af få årtier havde fordærvet og mistet alt det, hans stolte, hårdhudede forfædre gennem århundreder byggede op? Lige nu, mens han hang og ventede på døden, var Knockelborg ved at falde i hænderne på den slibrige advokat Best og den afskyelige Rane Rakkelpot, Rundknockel-slægtens onde ånd.

Tårer og salmiakstinkende resturin dryppede fra Lamberts kuldeskælvende legeme. Var der overhovedet formildende omstændigheder, når hans regnebræt skulle gøres op? Jo, dengang han lod være med at stjæle en flaske vodka fra en sovende russisk sømand i Blodhavn… og dengang, han gav ekstra drikkepenge på s/m-bordellet i Lemvig. 100 procent skurk var han ikke, kun 99,9867 eller deromkring.

Swish!

Et par mørke skygger stod i en bue ned fra himlen, og to voldsomme plask afbrød grevens forpinte tankerække. Fedtet, klæbrigt materiale sprøjtede i vejret. Lidt efter dukkede forklaringen op over bredden af Knockelborgs voldgrav.

“Lille Gylla!” stønnede greven, der havde genkendt sin datter på figuren. Ved siden af hende kom en tårnhøj mand til syne.

Efter afskydning med kanon fra Holstebro var Gylla og Bob landet uhyre præcist i voldgraven under en af slottets udendørs styrtlatriner. Her var et meterdybt lag af mange århundreders til stadighed blødgjorte fækalier, så de to unge var uskadte, omend tilsølede fra top til tå.

De nærmede sig, og den kæmpemæssige Bob trak korset op fra den frosne jord. I løbet af et øjeblik var greven befriet. Nogle opfriskende kropslussinger og et par svirp hen over de blævrende kinder blev det også til.

Kulør, livsmod og håb vendte tilbage, og morgenlys begyndte at trække sine grå gardiner op over Nordvestjyllands himmel.

“Skal vi gå indenfor og varme os ved urinkraftværket i kælderen?” foreslog Gylla. “En lille kop roesuppe kunne der måske også vanke.”

“Jeg tror ikke, vi får adgang,” svarede grev Lambert. “Måske skal vi for evigt vende snuderne mod Holstebro og en tilværelse som bistandsproletarer.”

“Det er dér, vi lige kommer fra,” svarede den høje mand, som greven endnu ikke havde genkendt.

“Schhhy,” lød det fra Gylla. “Vi får selskab!”

Ja, fra et sted ude i halvmørket hørtes musik. Elastikharpevirtuosen Jollah Prumz og østfrontveteranen Benito Schneckelfritz-Frederiksen marcherede frem i spidsen for en hundredetallig skare af landproletarer, slubbertlogebrødre, masturbationsidrætsmænd og andre bekymrede nordvestjyder. Større husdyr og sågar en pensioneret cirkuselefant fulgte med, og nu sang folkemassen i taktfast kor:

Gør det ondt, går det godt?
Alt udgår fra dette slot!
Red vor gamle slambertgreve,
lad ham sprælle, lad ham leve!

Friske tårer trådte frem i grevens tudseøjne, og hans penis viste også tegn på genoplivelse.

“Til kamp!” brølede han.

(Fortsættes her)