Pryglejul på Knockelborg, afsnit 19:25

Mørkt vand lukkede sig over kammertjener Fridolphs øjne. Døden kommer som en befrielse, tænkte han, men den forventede totale stilhed udeblev. Han hørte griseskrig og en mærkelig, kvækkende stemme ovenfra.

Med sine sidste kræfter kæmpede han sig op til overfladen, og hvad så han? Tamgrisen Lullah blev trukket på land af en uniformeret abe.

“Stop!” skreg Fridolph. “Det er min gris! Eller måske formelt Knockelborgs slotsgris, men den er i min varetægt!”

Aben lod sig ikke afficere. Grisen var landsat, og nu blev en abehånd rakt ud mod Fridolph. Lidt efter stod han på bredden, dryppende våd og kogende af vrede. Han bemærkede, at abens højre arm sluttede oven for håndleddet i en stump, omviklet med gazebind.

“Money, money!” bjæffede aben, og Fridolph genkendte den taxichauffør, der tidligere på dagen havde bragt komtesse Gylla hjem til slottet.

Fridolph og tamgrisen Lullah havde ingen penge at tilbyde. Dyngvåde og frysende stod de i decembermørket og klaprede tænder, indtil taxiaben pegede mod nordvest.

“This way, you bloody fools!”

* * *

17 minutter og 31 sekunder senere sad de i en lavloftet stue hos Benito Schneckelfritz-Frederiksen. Slotstjeneren Fridolph kendte ham af omtale og udseende. Alle på egnen kendte den gamle storslubberts ansigt, rynket som en svedske, og hans historiske ry.

“Hvad må jeg byde på?” sagde Benito. “Kramsfuglesuppe med eller uden knogleknas?”

Benito Schneckelfritz-Frederiksen havde i sin ungdom været østfrontsoldat og derefter mangeårig landbarber, lappeskrædder og krybskytte på Usseldrup-egnen.

I dag havde han netop nedlagt to hættemåger, da han i nærheden af Knockelborg stødte på den håndamputerede, blødende abe. Under krigen havde han i Darmstadt fået et tre-dages kursus som SS-sygepasser, så han lagde straks en nødforbinding og tog aben med hjem til nogle hjemmebryggede hybenkradsere, der mirakuløst hurtigt opvejede blodtabet.

Hans hjem bestod af en frisør- og skrædderbutik på 4,17 kvm og et baglokale med køkken og spiseplads på 5,31 kvm. Det var her, hans gæster sad. På væggene hang diplomer for Benitos mangeårige indsats i den lokale masturbationsidræt, som seniorbroder i Slubbertlogen, i Landproletarisk Fællesforbund og andre folkelige organisationer.

“Situationen er dybt bekymrende,” sagde han til kammertjener Fridolph. “Grev Lambert Rundknockel er et fæhoved og en skændsel for adelsstanden, men han er i det mindste egnens eget fæhoved med en mangehundredeårig slægtshistorie. Hvis en Holstebro-advokat rykker ind på slottet, mister det sin forankring, og vore hjemsogne synker ned i et forværret, måske uopretteligt mørke. Holstebro tager magten, verdammt noch mal! Jeg vil sammenkalde til folkemøde straks i morgen tidlig, men lad os nu først nyde en tallerken kramsfuglesuppe. Derefter kan I, mine venner, hvile ud på loftet.”

Intenst flatulerende lagde de sig en halv time senere. Benitos loftsværelse var møbleret med tangmadrasser, en latrinspand og en fjederdrevet lussingmaskine. Her er godt at være, tænkte Friddolph, inden lydløst mørke omsider opslugte ham.

* * *

“Er I sindssyge?!” lød et brøl fra døren. Diskoteksbestyreren i lilla smoking stormede ind i baglokalet til “Wankers 101”, hvor et expresbryllup og/eller et sexuelt orgie netop skulle til at finde sted.

“Her skal arbejdes,” fortsatte den lille, fedladne mand. “Døren skal passes, stripperpælen skal bedanses, og du, hedenske usling af en præst, skal velsigne hver eneste drink, der langes over disken. Af sted!”

“Hvad så med mig?” spurgte præstens loverboy.

“Dig skal jeg personligt tage mig af, så du og din rektale korridor aldrig glemmer det. I andre får fri i morgen tidlig kl. 05.13 og ikke et sekund før. Indtil da: Arbejd!”

Komtesse Gylla kiggede op på sin elskede Bob. Han satte dørvogterhjelmen på hovedet og føjede dermed ekstra 28,4 cm til sin naturlige højde på 207. Skønnere mand fandtes ikke i hele verden. Hvis han ville passe sit job resten af natten, måtte hun i samme ånd gøre tjeneste som poledancer.

Men hvad sker der hjemme på Knockelborg? tænkte hun. Hvad skal det blive til med farmand og slottet og os alle sammen?

(Fortsættes her)

Madame Récamier skønhed guldalder Gylla

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*
To prove you're a person (not a spam script), type the security word shown in the picture. Click on the picture to hear an audio file of the word.
Anti-spam image